Ung-hund: Alene.hjemme træning IGEN

[Gæst Monroe]

Jeg har brug for hjælp.

 

Min kæreste og jeg har sammen en hund på snart 9 måneder.

 

Da vi fik hende var der ingen problemer med at lære hende, at være alene hjemme., Det krævede intet andet, end at vi stille og roligt øgede det tidsinterval, hun var alene hjemme. Til at starte med var der lidt tisseri indenfor, men det stoppede hurtigt. Ellers var det værste der kunne ske, at hun havde bidt i toiletrullen.

 

I midten af november bliver jeg dog opereret i foden, og er i en periode hos en veninde, da jeg ikke kan gå ud med hunden eller aktiverer hende mens kæresten er i skole. Vi vurderer derfor, at det er bedre at hun fortsat er alene, som hun plejer, mens han er afsted.

 

Efter jeg kom hjem og begyndte at kunne gå ud med hende, på meget-meget korte ture, har hun ikke været særlig meget alene, da jeg af gode grunde ikke kunne tage nogen steder.

 

Da min fod i slutningen af december begynder at blive bedre, så hun kan være lidt alene, begynder problemerne.

 

Hun kan ikke være alene hjemme mere. Hun bider i alt, og har ødelagt flere møbler og virker meget ulykkelig. Vi har forsøgt at starte alene hjemme træningen op igen, men det virker helt umuligt.

 

Under min sygmelding blev vi opfordret til, at adskille os lidt fra hende. Hun sov før i sengen hos os, men kom gradvist ned i en hundekurv, der langsom blev flyttet ud af soveværelset og ind i stuen - dette uden problemer. Ligeledes er hun blevet bedre til at gå for sig selv og lægge sig i løbet af dagen. Men hun kan stadig virkelig ikke lide at være alene hjemme! Hun "græder" når vi går - lige så snart døren lukker.

 

Nu står jeg og skal begynde på arbejde igen - og kæresten i skole. Vi ved simpelthen ikke hvad vi skal gøre.

 

Håber I har nogle gode råd!

[Anettesb]

eneste bud jeg har er, start forfra... måske andre ved andet i kan gøre

[Gæst Monroe]

Hej.

 

Problemet er bare, at vi ikke har samme muligheder for at være hjemme, som vi havde da vi fik hende og startede træningen. Hverken jeg eller min kæreste har mulighed for at tage ferie.

[Anettesb]

kan I havde en sitter på indtil I har ferie og kan træne igen.

[Gæst Monroe]

kan I havde en sitter på indtil I har ferie og kan træne igen.

 

Umiddelbart er det desværre heller ikke en mulighed. Jeg selv har først ferie igen i juli/august, mens min kæreste måske har en lille ferie i april.

[AnneMangetal]

I har et problem som i burde have forudset. De fleste hvalpe lærer forholdsvist nemt at være alene. De sover nemlig. Men efterhånden som de bliver ældre, sover de mindre, og laver mere ballade.

 

I må jo enten løse problemet (tage ferie, finde en hundesitter eller lign.) eller tage den ultimative konsekvens. Men i skal tage hånd om problemet, for det forsvinder ikke af sig selv.

 

Det er ikke sikkert at det er noget der tager mere end et par dage at rette op, men i er nødt til at træne det. I kan også starte med at kontakte en adfærdsbehandler, men i kommer ikke udenom at i skal bruge tid på at løse problemt.

[Sitto]

Jeg tror der har været store omvæltninger for hende - du har været opereret, og måske er hun ikke blevet stimuleret og motioneret som hun plejer - yderligere har I taget afstand til hende, ved fx at flytte hende fra sengen og væk fra jer. Jeg forstår ikke lige den med at flytte hende fra sengen - i min verden må optimalt være at en hund får al den nærkontakt der er muligt, og om en hund sover i sengen, har ingen indflydelse på hvorvidt hun kan være alene.

 

Som jeg ser det er der også kun 1 mulighed: I er slået tilbage til start og skal begynde forfra. I er nødt til at finde en der kan passe hende mens I er væk i dagligdagen, i må for guds skyld ikke lade hende være alene når hun er ked af det - det bliver kun værre og værre og det vil formentlig sætte sig som en reel angst i hende.

 

Så ud og find en sitter, træn det i kan ved siden af og så må i for alvor igang så snart I har mulighed for at holde ferie til det!

 

Surt er det - alene hjemme problemer er så trælse. :ae: Men jeg tror det er den eneste måde I får styr på det igen. Vigtigt er i hvert fald at hun IKKE efterlades og får lov til at være ked af det!

[Gæst Monroe]

I har et problem som i burde have forudset. De fleste hvalpe lærer forholdsvist nemt at være alene. De sover nemlig. Men efterhånden som de bliver ældre, sover de mindre, og laver mere ballade.

 

I må jo enten løse problemet (tage ferie, finde en hundesitter eller lign.) eller tage den ultimative konsekvens. Men i skal tage hånd om problemet, for det forsvinder ikke af sig selv.

 

Det er ikke sikkert at det er noget der tager mere end et par dage at rette op, men i er nødt til at træne det. I kan også starte med at kontakte en adfærdsbehandler, men i kommer ikke udenom at i skal bruge tid på at løse problemt.

 

At skrive, hvad vi burde have forudset hjælper ingen vegne. Jeg ville netop ikke skrive herinde, hvis jeg ikke var interesseret i at løse problemet, eller bruge tid på det. Ferie er bare ikke en mulighed - dette er ikke noget nogen af os bare kan tage uden videre.

 

Jeg tror der har været store omvæltninger for hende - du har været opereret, og måske er hun ikke blevet stimuleret og motioneret som hun plejer - yderligere har I taget afstand til hende, ved fx at flytte hende fra sengen og væk fra jer. Jeg forstår ikke lige den med at flytte hende fra sengen - i min verden må optimalt være at en hund får al den nærkontakt der er muligt, og om en hund sover i sengen, har ingen indflydelse på hvorvidt hun kan være alene.

 

Som jeg ser det er der også kun 1 mulighed: I er slået tilbage til start og skal begynde forfra. I er nødt til at finde en der kan passe hende mens I er væk i dagligdagen, i må for guds skyld ikke lade hende være alene når hun er ked af det - det bliver kun værre og værre og det vil formentlig sætte sig som en reel angst i hende.

 

Så ud og find en sitter, træn det i kan ved siden af og så må i for alvor igang så snart I har mulighed for at holde ferie til det!

 

Surt er det - alene hjemme problemer er så trælse. :ae: Men jeg tror det er den eneste måde I får styr på det igen. Vigtigt er i hvert fald at hun IKKE efterlades og får lov til at være ked af det!

 

Vi var blevet anbefales at fjerne hende fra sengen, så hun var lidt væk fra os i perioden, hvor hun næsten ikke var alene. Man vil nok altid møde de to meninger om hvorvidt, en hund bør sove i sengen eller ej.

 

Alene-hjemme problemer er nemlig det værste. Derfor vi gjorde virkelig meget ud af det da vi fik hende, og samtidig har det så dårligt med, at hun bliver ked af det når vi går. Vi må forsøge at finde hjælp til hunde-pasning i omgangskredsen. Vi tænker at træne ved at tage tøj på, som om vi skulle ud, og blot vente ved døren og så komme ind igen. Hun har intet problem med at være alene i rummene, som vi trænede da hun var helt lille.

[AnneMangetal]

At skrive, hvad vi burde have forudset hjælper ingen vegne. Jeg ville netop ikke skrive herinde, hvis jeg ikke var interesseret i at løse problemet, eller bruge tid på det. Ferie er bare ikke en mulighed - dette er ikke noget nogen af os bare kan tage uden videre.

 

 

 

Vi var blevet anbefales at fjerne hende fra sengen, så hun var lidt væk fra os i perioden, hvor hun næsten ikke var alene. Man vil nok altid møde de to meninger om hvorvidt, en hund bør sove i sengen eller ej.

 

Alene-hjemme problemer er nemlig det værste. Derfor vi gjorde virkelig meget ud af det da vi fik hende, og samtidig har det så dårligt med, at hun bliver ked af det når vi går. Vi må forsøge at finde hjælp til hunde-pasning i omgangskredsen. Vi tænker at træne ved at tage tøj på, som om vi skulle ud, og blot vente ved døren og så komme ind igen. Hun har intet problem med at være alene i rummene, som vi trænede da hun var helt lille.

 

Jeg siger bare at det ikke nødvendigvis er et problem der er opstået fordi du er blevet opereret, men at det netop er helt normalt for unghunde. Derfor har jeg svært ved "vi kan hverken tage fri eller få en sitter".

 

Som sagt behøver det ikke være noget der tager flere uger at rette op på. Hvis i begge kan tage en forlænget weekend (fre-søn og lør-man), får i 4 hele dage, og det kan være nok. Hvis der ikke er problemer med at være alene i andre rum, burde det kunne lade sig gøre. På med musik (mine hunde foretrækker P4), og giv noget lækkert når i går (fx frossent marvben). Sørg for at hunden er luftet af og stimuleret ordentligt, fx med fodersøg i haven eller andre rolige aktiviteter.

[Hewlett]

Jeg ville flytte hende tilbage til soveværelset om natten, så længe I arbejder med hendes alene-hjemme problem. Jeg ser personligt ingen grund til at adskille hende fra jer, hvis I ikke selv har problemer med at hun sover sammen med jer. I behøver jo ikke nødvendigvis få hende tilbage op i sengen, hvis hun fint kan ligge i sin kurv ved siden af.

 

At sove isoleret fra jer skal også betragtes som alene-hjemme tid.

[Gæst DorteDK]

Jeg ville også sige start helt forfra igen, og som Anne skriver behøver det ikke tage lang tid, men jeg mener at i skal starte nu og helt tilbage til start.

 

Som du skriver tag overtøj på gå ud lås døren, kom ind igen, næste gang tag overtøj på lås døren gå ud med skrald, tjek postkassen, evt. start bilen kør ud af indkørslen og ind med det samme igen.

 

Jeg ville også tage hende i soveværelset igen.

 

Jeg ved det er svært men sørg for at komme tilbage igen inden hun begynder at føle sig utryg, og øg tiden langsomt hvor i er væk. Ønsker held og lykke.

[P*Alma]

Jeg ville, som DorteDK siger, prøve at lade hende komme i soveværelset igen. Ikke nødvendigvis i sengen, men bare så hun er sammen med jer om natten.

[Gæst Monroe]

Hej alle

 

Beklager den sene tilbagemelding, men siden der er så mange der har været søde at svare, vil jeg lige give en update.

 

Vi startede med at forsøge, at vi tog overtøj på og gik ud af hoveddøren og ud af opgangen. Derefter kom vi straks igen. Dette gjorde vi flere gange om dagen. Dette virkede lidt, men vi følte ikke, at det gav os et resultat, vi var tilfredse med. Derfor fik vi kontakt med en hunde-adfærdsterapeut (ved ikke om det 100 % er det, det kaldes).

 

Hun anbefalede straks et bur, idet hunden nok desværre var kommet ind i en ond cirkel, der ikke kunne brydes på anden vis. Vi fik mange andre små råd, men de to overordnede var, at hun skal i bur når hun er alene hjemme. Det er et stort bur, som hun kan gå rundt i, og hun får noget lækkert hver gang hun skal derind. Nummer to råd var, at jeg skulle arbejde meget med, ikke at synes det er synd for hende. Hun har i min sygmeldingsperiode sandsynligvis kunne fornemme at jeg var "svag". Derfor vil hun gerne have mig ved sig, og har nok også fornemmet, at jeg var ekstra sårbar og derfor måske ville give efter hvis hun "græd" når jeg gik. Det er nemlig mig, hun bliver mest "ked af" over, at jeg går.

 

Det er planen indtil videre i hvert fald

[Sitto]

Hej alle

 

Beklager den sene tilbagemelding, men siden der er så mange der har været søde at svare, vil jeg lige give en update.

 

Vi startede med at forsøge, at vi tog overtøj på og gik ud af hoveddøren og ud af opgangen. Derefter kom vi straks igen. Dette gjorde vi flere gange om dagen. Dette virkede lidt, men vi følte ikke, at det gav os et resultat, vi var tilfredse med. Derfor fik vi kontakt med en hunde-adfærdsterapeut (ved ikke om det 100 % er det, det kaldes).

 

Hun anbefalede straks et bur, idet hunden nok desværre var kommet ind i en ond cirkel, der ikke kunne brydes på anden vis. Vi fik mange andre små råd, men de to overordnede var, at hun skal i bur når hun er alene hjemme. Det er et stort bur, som hun kan gå rundt i, og hun får noget lækkert hver gang hun skal derind. Nummer to råd var, at jeg skulle arbejde meget med, ikke at synes det er synd for hende. Hun har i min sygmeldingsperiode sandsynligvis kunne fornemme at jeg var "svag". Derfor vil hun gerne have mig ved sig, og har nok også fornemmet, at jeg var ekstra sårbar og derfor måske ville give efter hvis hun "græd" når jeg gik. Det er nemlig mig, hun bliver mest "ked af" over, at jeg går.

 

Det er planen indtil videre i hvert fald

Bare lige et lille pip.

 

Så har adfærdsbehandleren forhåbentlig også lagt stor vægt på at hun skal vænnes, gradvist!, til at være i buret? Buret er - for ikke-burvante hunde - en stor tilvænning. Og hvis hun bare puttes deri og lades være alene, så bliver det en endnu værre oplevelse for hende... Og at vænne en hund til at være alene i bur kræver lige så meget træning som uden bur. Det er ikke nogen nem løsning - men det KAN være en løsning for de hunde som føler sig mest trygge ved at være i deres bur, frem for at være alene i hele huset.

[AnnaS]

Åh jeg føler med dig. Og ikke mindst med din hund, der må føle sig lidt ene og forladt. Og det er ikke sagt for at dunke dig i hovedet, men fordi jeg kender situationen.

 

Totte er en meget omsorgsfuld og empatisk hund, der læser folk som en åben bog. F.eks har jeg en veninde, der har sukkersyge. En dag blev han ved at stå ved hendes side og kigge insisterende på hende. Det viste sig at hun lå lavt i blodsukkeret.

 

Da jeg er førtidspensionist har jeg perioder, hvor jeg ikke er helt ovenpå. Det mærker Totte og han har haft perioder, hvor han nærmest ikke veg fra min side. Da han var lille troede jeg først det var separationsangst og kunne ikke forstå, hvorfor han aldrig har haft problemer med at være alene. Han logrer ovenikøbet når jeg siger han skal passe på huset, fordi han får sin Kong med godbidder og har fået det siden han flyttede ind, når han skulle være alene. Det har ind imellem været lidt belastende at skulle have en hund siddende ved sin side, fordi han passede på mig, mens de andre hunde løb rundt og legede for jeg viste han også gerne ville lege, men han mente, han havde et "job at passe". Nemlig mig. Og det var og er ikke min intention at det skal være sådan.

 

For 5 mdr. siden blev jeg opereret og vi havde derfor valgt at han i måneden efter ikke skulle være hjemme. Han blev passet 1 måned af folk han er meget glad for og tryg ved og da vi fik ham hjem igen, blev han luftet af nogle i 2 uger af en ung pige, som nærmest var den første fremmede, han hilste på, da jeg fik ham. Han havde altså de bedste betingelser for at være hund uvidende om min tilstand.

 

Jeg er SÅ glad for at jeg valgte at få ham "omplaceret" i den periode. For jeg havde fred til at restituere og jeg vidste at han hyggede sig. Vi havde dog regnet med at få en hund hjem, der nok skulle på genopdragelse. Det skulle han nærmest ikke. Der var sket en kæmpe udvikling med ham i den måned. Dog kunne jeg godt se at han havde brug for nærhed. Ikke at han ligefrem klistrede til mig, for i starten virkede det mest som om han tog afstand fra mig. Så han fik masser af nærhed og kram uden at blive ynket. For det var ikke det, han havde behov for. Men selvom han havde haft det godt, tror jeg at gensynet med mig fik en forladthedsfølelse frem i ham.

 

Jeg tilbragte også mere tid sammen med ham i perioden efter. Enten hjemme eller vi tog nogle dagsture, så han fik fornemmelsen af at jeg var der for ham og passede på ham.

 

Det kan være jeg tager fejl. Men hvis din hund ellers ikke har haft problemer med at lære at være alene, tror jeg egentlig ikke at det er selve det at være alene, din hund har et problem med. Jeg tror heller ikke det skyldes at du har tilbragt for meget tid sammen med den efter at være kommet hjem.

 

Jeg tror snarere at din hund føler sig usikker, forvirret og forladt. Dels pga. dens alder 9 mdr. En alder, hvor hunde godt kan gå hen og føle sig usikre. Men også fordi den pludselig bliver "forvist" fra soveværelset. Jeg siger ikke at den skal sove i sengen. Det får Totte heller ikke lov til. Men den har haft nogle ændringer i sit liv, der har betydet en omvæltning for den. Den har måske ikke helt tillid til situationen og jer. Dels har du ikke været der et stykke tid, og når du så kommer hjem, bliver reglerne for hvordan den skal leve i sit eget hjem også ændret. F.eks ved at den nu skal sove et andet sted. Hunden føler måske ikke længere at den ved, hvad den har at holde sig til. Og jeg tror ærlig talt at det den har allermest brug for er at sove sammen med flokken, som den plejer og få nogle hverdagsrutiner, den kan nikke genkendende til. Men jeg kan jo tage fejl. Men min erfaring med Totte siger efterhånden atårsagen til mistrivsel og unoder hos hunden ligger et andet sted end hos hunden. Nemlig hos ejeren.

[Gæst Monroe]

Bare lige et lille pip.

 

Så har adfærdsbehandleren forhåbentlig også lagt stor vægt på at hun skal vænnes, gradvist!, til at være i buret? Buret er - for ikke-burvante hunde - en stor tilvænning. Og hvis hun bare puttes deri og lades være alene, så bliver det en endnu værre oplevelse for hende... Og at vænne en hund til at være alene i bur kræver lige så meget træning som uden bur. Det er ikke nogen nem løsning - men det KAN være en løsning for de hunde som føler sig mest trygge ved at være i deres bur, frem for at være alene i hele huset.

 

Jeps! Men det har egentlig ikke været noget problem at vænne hende til - utroligt nok. Buret står i stuen, og er gjort rigtig hyggeligt og hule-agtigt. Hun går gerne derind i løbet af dagen og ligger sig af sig selv. Imens vi trappede op, og nu, hvor hun kan være alene i lidt længere perioder, har der ikke været noget ødelæggelse eller noget.

 

Hun piver lidt når jeg går, men det gør hun uanset om jeg går som den sidste inden hun er alene, eller hvis jeg går og min kæreste stadig er i lejligheden. Så det har adfærdsterapeuten sagt, at jeg skal ignorere. Hun har måske fornemmet at jeg har været lidt nemmere at "snyde". Nr jeg skal efterlade hende, tager det lige et minut ekstra at få hende roligt ind i buret, ellers har der ikke været noget problem.

 

Åh jeg føler med dig. Og ikke mindst med din hund, der må føle sig lidt ene og forladt. Og det er ikke sagt for at dunke dig i hovedet, men fordi jeg kender situationen.

 

Totte er en meget omsorgsfuld og empatisk hund, der læser folk som en åben bog. F.eks har jeg en veninde, der har sukkersyge. En dag blev han ved at stå ved hendes side og kigge insisterende på hende. Det viste sig at hun lå lavt i blodsukkeret.

 

Da jeg er førtidspensionist har jeg perioder, hvor jeg ikke er helt ovenpå. Det mærker Totte og han har haft perioder, hvor han nærmest ikke veg fra min side. Da han var lille troede jeg først det var separationsangst og kunne ikke forstå, hvorfor han aldrig har haft problemer med at være alene. Han logrer ovenikøbet når jeg siger han skal passe på huset, fordi han får sin Kong med godbidder og har fået det siden han flyttede ind, når han skulle være alene. Det har ind imellem været lidt belastende at skulle have en hund siddende ved sin side, fordi han passede på mig, mens de andre hunde løb rundt og legede for jeg viste han også gerne ville lege, men han mente, han havde et "job at passe". Nemlig mig. Og det var og er ikke min intention at det skal være sådan.

 

For 5 mdr. siden blev jeg opereret og vi havde derfor valgt at han i måneden efter ikke skulle være hjemme. Han blev passet 1 måned af folk han er meget glad for og tryg ved og da vi fik ham hjem igen, blev han luftet af nogle i 2 uger af en ung pige, som nærmest var den første fremmede, han hilste på, da jeg fik ham. Han havde altså de bedste betingelser for at være hund uvidende om min tilstand.

 

Jeg er SÅ glad for at jeg valgte at få ham "omplaceret" i den periode. For jeg havde fred til at restituere og jeg vidste at han hyggede sig. Vi havde dog regnet med at få en hund hjem, der nok skulle på genopdragelse. Det skulle han nærmest ikke. Der var sket en kæmpe udvikling med ham i den måned. Dog kunne jeg godt se at han havde brug for nærhed. Ikke at han ligefrem klistrede til mig, for i starten virkede det mest som om han tog afstand fra mig. Så han fik masser af nærhed og kram uden at blive ynket. For det var ikke det, han havde behov for. Men selvom han havde haft det godt, tror jeg at gensynet med mig fik en forladthedsfølelse frem i ham.

 

Jeg tilbragte også mere tid sammen med ham i perioden efter. Enten hjemme eller vi tog nogle dagsture, så han fik fornemmelsen af at jeg var der for ham og passede på ham.

 

Det kan være jeg tager fejl. Men hvis din hund ellers ikke har haft problemer med at lære at være alene, tror jeg egentlig ikke at det er selve det at være alene, din hund har et problem med. Jeg tror heller ikke det skyldes at du har tilbragt for meget tid sammen med den efter at være kommet hjem.

 

Jeg tror snarere at din hund føler sig usikker, forvirret og forladt. Dels pga. dens alder 9 mdr. En alder, hvor hunde godt kan gå hen og føle sig usikre. Men også fordi den pludselig bliver "forvist" fra soveværelset. Jeg siger ikke at den skal sove i sengen. Det får Totte heller ikke lov til. Men den har haft nogle ændringer i sit liv, der har betydet en omvæltning for den. Den har måske ikke helt tillid til situationen og jer. Dels har du ikke været der et stykke tid, og når du så kommer hjem, bliver reglerne for hvordan den skal leve i sit eget hjem også ændret. F.eks ved at den nu skal sove et andet sted. Hunden føler måske ikke længere at den ved, hvad den har at holde sig til. Og jeg tror ærlig talt at det den har allermest brug for er at sove sammen med flokken, som den plejer og få nogle hverdagsrutiner, den kan nikke genkendende til. Men jeg kan jo tage fejl. Men min erfaring med Totte siger efterhånden atårsagen til mistrivsel og unoder hos hunden ligger et andet sted end hos hunden. Nemlig hos ejeren.

 

Glemte en lille tilføjelse:

 

Adfærdsterapeuten mente ikke, at det var et problem, at hun sov i stuen. Idet døren aldrig er lukket, og hun derfor er ikke total adskilt fra os, ville hun ikke betegne det som alene-tid. Hun har dog en kurv i soveværelset nu også, men vælger 90 % af tiden at gå ind i stuen og sove - døren til soveværelset er ikke lukket, og hun kan derfor til enhver tid vælge at komme ind og sove i kurven i soveværelset.

 

Dertil gør vi meget ud af, at hun har haft til til at "køle af" inden vi går. Derfor er vækkeuret sat ekstra tidligt, så der er god tid til gå-tur. Morgenmaden til os selv venter, indtil hun har fået sin morgen-tur, så vi stille og roligt kan sidde og spise morgenmad bagefter, og hun kan få ro på inden vi skal ud af døren

 

Du tager selvfølgelig udgangspunkt i din hund. Adfærdsterapeuten der kom mødte jo netop vores hund, og har derfor i planen taget udgangspunkt i hende. Derfor er jeg sikker på, at vi gør hvad der er rigtigt for vores hund.

Redigeret Januar 28, 2015 af Monroe

[AnnaS]

Jeps! Men det har egentlig ikke været noget problem at vænne hende til - utroligt nok. Buret står i stuen, og er gjort rigtig hyggeligt og hule-agtigt. Hun går gerne derind i løbet af dagen og ligger sig af sig selv. Imens vi trappede op, og nu, hvor hun kan være alene i lidt længere perioder, har der ikke været noget ødelæggelse eller noget.

 

Hun piver lidt når jeg går, men det gør hun uanset om jeg går som den sidste inden hun er alene, eller hvis jeg går og min kæreste stadig er i lejligheden. Så det har adfærdsterapeuten sagt, at jeg skal ignorere. Hun har måske fornemmet at jeg har været lidt nemmere at "snyde". Nr jeg skal efterlade hende, tager det lige et minut ekstra at få hende roligt ind i buret, ellers har der ikke været noget problem.

 

 

 

Glemte en lille tilføjelse:

 

Adfærdsterapeuten mente ikke, at det var et problem, at hun sov i stuen. Idet døren aldrig er lukket, og hun derfor er ikke total adskilt fra os, ville hun ikke betegne det som alene-tid. Hun har dog en kurv i soveværelset nu også, men vælger 90 % af tiden at gå ind i stuen og sove - døren til soveværelset er ikke lukket, og hun kan derfor til enhver tid vælge at komme ind og sove i kurven i soveværelset.

 

Dertil gør vi meget ud af, at hun har haft til til at "køle af" inden vi går. Derfor er vækkeuret sat ekstra tidligt, så der er god tid til gå-tur. Morgenmaden til os selv venter, indtil hun har fået sin morgen-tur, så vi stille og roligt kan sidde og spise morgenmad bagefter, og hun kan få ro på inden vi skal ud af døren

 

Du tager selvfølgelig udgangspunkt i din hund. Adfærdsterapeuten der kom mødte jo netop vores hund, og har derfor i planen taget udgangspunkt i hende. Derfor er jeg sikker på, at vi gør hvad der er rigtigt for vores hund.

 

Selvfølgelig tager jeg udgangspunkt i lignende erfaringer, jeg har haft med min egen hund. Jeg kender jo ikke din hund. Men det var DIG, der bad os om råd angående en hund ingen af os kender. Derfor kan ingen af os forvente at det er de rigtige råd, der bliver givet.

 

Så sent som i går beskrev du at jeres tilgang til situationen og hundens væren alene hjemme ikke gav et resultat i kunne være tilfredse med. Jeg fik også nærmest forståelse af at hunden var adskilt fra jer om natten via en lukket dør. Derfor svarede jeg som jeg gjorde. At du så idag mener at I gør det rigtige, er jo meget godt. Så er der jo ikke noget at være i tvivl om længere.

 

Jeg har dog alligevel et sidste råd til dig. Hvis I gerne vil vide, hvordan hun opfører sig, lige når i har forladt hende, kan du evt. optage hende med et digitalkamera. digitalkamera eller lign. så prøv at optage hende, når hun er alene hjemme. I det mindste lyden er en indikation på, hvordan hun har det og måske vil i opdage at hun hurtigt lægger sig til at sove. Eller hygger sig med det hun har fået at beskæftige sig med.

[Claudia2500]

Du må også tænke på at hun er ved at være "teenager"... min tæve begyndte også at smadre ting til tider når hun var alene hjemme da hun var mellem 9-12 måneder ca... Men ja prøv at sætte et kamera til eller optag evt. bare lyde Jeg ville aldrig bare sætte min hund i bur og lade den være alene efter så kort tid, men det er nok bare mig Hvis det fungerer er det jo fint, men prøv at optage hende og se om hun stadig er ulykkelig i buret eller om hun er ligeglad nu (også efter mere end bare 5 min.).. Bare fordi hun ikke ødelægger noget, betyder det jo ikke at hun er okay... og hvor meget ville hun overhovedet kunne ødelægge i et bur?