Artikel af Hallgren: Hundeejere skal tage sig sammen

[Lenschow]

årh den stakkel! Får helt ondt i maven over at læse hvordan han kan reagere på en korrektion. Har han haft det godt i tidligere hjem?

 

fedt med leg - leg i træning er bare roden til alt godt

 

Ja det ser voldsomt ud og bliver heldigvis mindre efter hans selvtillid vokser. Nej de har behandlet ham supergodt. Han er bare vant til at "tale" med andre hunde på den måde, hvor det jo virker hver gang, fordi en sund hund straks stopper, hvis du gør det her. Og derfor forventer han at mennesker også stopper. Han har tre års praktisk erfaring i, at det virker over for omgivelserne (hunde). At træne med mennesker har han ingen erfaring med. Han griber bare til det sprog han kender.

 

Jeg er af den opfattelse, at nogle hunde viser deres ubehag ved straf og korrektion mere tydeligt end andre. Men at alle hunde viser eller oplever ubehaget. Hvis de oplever, at disse signaler ikke virker, så stopper de med at vise dem eller viser dem mindre og mindre, men oplevelsen af ubehag er den samme - og det påvirker hundens præstation. Jeg er derfor glad for, at min viser sine signaler så tydeligt. Det stopper straks folk omkring os i at hæve stemmen over for ham, og vi har også kun selv gjort det ganske få gange i starten, indtil vi kunne se, at den ikke går, og derfor viser han det mindre og mindre. Ikke fordi det er straffet væk i ham, men fordi hans signaler mødes og respekteres og metoden tilpasses ham og det han fortæller os. Det mener jeg er en af de fornemste opgaver i dyretræning - uanset art og niveau. En hund er total ligeglad med DM osv. Den vil lave høm høm på om den kan gå lige på den ene side af os eller stoppe det rette sted i en fremadsendelse. Det er vores behov. Derfor skylder vi dem at anvende metoder, som respektere hunden - og individet. Men man kan jo lære en hund meget - også at tolerere et stort ubehag - lige indtil den dag den ikke tåler mere. Og så aflives den måske. Eller kasseres fordi den ikke slog til. Og ejer kan få en ny hund.

 

Tankevækkende er det dog, at jeg efterhånden har set rigtig mange omplaceringshunde, hvor det altid har vist sig, at det at få en ny ejer, også var en helt igennem holdbar løsning.

 

Den dag det at arbejde med et dyr ikke er sjovt skal man lade være. Ego hører ikke til i træning af dyr. For mig er vejen - og ikke målet interessant - den dag jeg mister det fokus lægger jeg træning af dyr bag mig

[PinPoynter]

Og jo, der bliver givet præmie til yngste A eller E hund - Eller begge. Kan ikke helt huske det.

Men kender et par stykker der har håbet det var dem der fik den......

Jeg er vildt chokeret over det der... virkelig. Er det ikke rejsen mod målet der er det fede? Hvorfor skynde den del? Min yngste hund fyldte 3 i søndags, og selvom han kun var 7-8 mdr da jeg fik ham, var han først klar til konkurrencer (agility) som to et halvt års, for vi havde ikke travlt. Men ser desværre ofte samme tendens i agility, med førerer der nærmest ikke KAN vente til hunden er de 18 mdr den skal være for at må konkurrere.

[Miss_M]

Yngste hund præmieres heldigvis ikke i DKK lydighed. Her synes jeg folk ee gode til at få basis på plads før hunden kommer ud.

 

Jeg tror ikke på at alt kan løses med positiv træning. Jo måske med en hund som spot. Men med hunde der kører enormt højt i drift, så tror jeg man gør dem en kæmpe tjeneste ved at styre bestemte uvaner med hård hånd. Jeg ser hunde i eliten, hvor jeg tænker at hvis ikke jeg er efter bonus og Joppe med bestemte ting, så får de rigtig trælse vaner. Vaner som jeg synes stresser hunden helt afsindigt og som de slet ikke kan styre. Så synes jeg det er mere fair at korrigere hunden.

Jeg korrigerer også hunden hvis den eks mister fokus i en sikker øvelse. Og roser når den gør det rigtige. Faktisk laver jeg indimellem et set up hvor jeg bevidst får hunden til at fejle, for så at kunne korrigere og vise den hvad der er rigtigt. For jeg vil gerne at mine hunde ved hvad de skal og hvad de ikke skal.

Og så mp jeg sige at jeg ofte ser, især på kurser, folk der udelukkende vil træne positivt. De vil ikke irettesætte hunden, men når så hunden mister fokus og de kalder på den, så kan man sagtens høre hvor irriterede de er. Det synes jeg ikke er fair. Så hellere forklare hunden hvad man ikke ønsker. Sort hvidt.

 

Der tror jeg aldrig vi bliver enige

 

Vi er helt enige om, at hundene skal kende sin opgave, jeg foretrækker bare en anden måde at bygge det op på.

 

Jeg bruger i stedet at bygge øvelserne op, så der ikke sker fejl og fejl slet ikke er en del af repertoiret, stort set fra starten.

 

Det jeg arbejder ud fra er, at når hunden har så ekstremt få fejl på harddisken, så vil det slet ikke være en mulighed at lave fejlene - Den kender jo kun til det rigtige og det er så indprintet hos den.

Det er jo det samme man ser hos top atleter - De gentager hvert moment til det sidder i skabet og så træner de det noget mere og bliver ved og ved, indtil de bygger mere på.

De fremprovokere aldrig fejl, for fejl sætter sig også som læring - Både mentalt og i kroppen og kan komme frem under pres, selvom de udmærket ved det er forkert.

 

Derfor vil jeg helst helt undgå at hunden fejler, fordi jeg ganske enkelt ikke ønsker det er en mulighed den er bevidst om.

Vi ved jo heller ikke hvad det er hunden husker og hvad der lagre sig tydeligst - De 10 gange den gjorde det rigtigt og fik belønning, eller den ene gang den gjorde det forkerte og blev korrigeret.

Hvis vi er uheldige, så er det den sidste og det er den hunden der vil lagre sig tydeligst og vi risikere at se den mulighed poppe op, medmindre vi virkelig fik sat trumf på med straffen, så det var meget tydeligt at det ikke er en mulighed - Ligesom eksemplet med hunden der stak af.

Småstraf tror jeg ikke har lige så god effekt.

 

Selvfølgelig vil hunden teste og der vil ske fejl engang imellem, men er hunden trænet med, at belønning der udebliver er en fejlmarkering, så er det temmelig tydeligt tegn og ingen grund til at påføre hunden noget ubehag.

Det kan også være en temmelig heftig straf og man skal virkelig tænke over sine kriterier, så hunden har flest mulige rigtige på harddisken. Det skal ikke være en undskyldning for at lave fejl, at man jo ikke påføre ubehag.

Fejlene lagre sig stadig, omen jeg tror de lagre sig mindre kraftigt, når fejlmarkeringen er så neutral som muligt, så fejlen er neutral og derfor ikke "sætter sig fast".

Tror virkelig det rigtige setup kan løse langt de fleste problemer og det yderst sjældent er nødvendigt at påføre ubehag.

 

Er tilgengæld helt enig i, at irritation ikke hjælper noget! Det skal man holde helt ude af sin træning, uanset hvordan man træner!

Ellers må man give sig selv en time out - Er selv faldet i den grøft og har selv sendt kursister og træningsvenner ud og tænke lidt over hvad de gør forkert i træningen, siden hunden ikke forstår dem.

Det skal nemlig være sort/hvidt og det kan det fint være uden brug af ubehag.

 

Tror "grå" træning er årsagen til sindssygt mange frustrerede hunde (både familie og konkurrencehunde!).

 

Det må være vildt frustrende for hunden, at den kan mærke ejeren er irriteret, men de har ingen anelse om hvorfor.

Men det er stadig en fejl i ens træning, som ikke for mig, giver nogen grund til at påføre ubehag.

 

Vi er tilgengæld helt enige i, at leg, leg og mere leg er super, super vigtigt og at der er meget "klik-godbid" og det er temmelig kedeligt for rigtig mange hunde.

Nogle glemmer den der eksplosive leg, i jagten på mange repetitioner og det er noget skidt, hvis det ikke er det hunden tænder på.

Så bliver det hurtigt dødsygt. Andre synes det er herrefedt og stresser faktisk over det.

Så man er jo hele tiden nød til at kigge på hunden og justere sin træning derudfra.

 

Jeg er vildt chokeret over det der... virkelig. Er det ikke rejsen mod målet der er det fede? Hvorfor skynde den del? Min yngste hund fyldte 3 i søndags, og selvom han kun var 7-8 mdr da jeg fik ham, var han først klar til konkurrencer (agility) som to et halvt års, for vi havde ikke travlt. Men ser desværre ofte samme tendens i agility, med førerer der nærmest ikke KAN vente til hunden er de 18 mdr den skal være for at må konkurrere.

 

 

Det er nemlig helt blæst...

Jeg synes jo netop rejsen og selve processen burde være vigtig og målet et pejlemærke for, at man kommer nogen vegne i den rigtige retning.

Målet skal ikke være noget der nås hurtigst muligt for enhver pris.

 

I rally er de som Dorte skriver, heldigvis i den anden båd og giver præmie til den ældste rallyhund. Det giver meget bedre mening.

[Ninjamor]

Jeg er vildt chokeret over det der... virkelig. Er det ikke rejsen mod målet der er det fede? Hvorfor skynde den del? Min yngste hund fyldte 3 i søndags, og selvom han kun var 7-8 mdr da jeg fik ham, var han først klar til konkurrencer (agility) som to et halvt års, for vi havde ikke travlt. Men ser desværre ofte samme tendens i agility, med førerer der nærmest ikke KAN vente til hunden er de 18 mdr den skal være for at må konkurrere.

 

Det kommer an på "hvem" man er, nogle synes at målet er det fedeste andre rejsen mod målet.

 

Selv mistede jeg al motivation for konkurrence, da min Rasmus kom i toppen, det viste sig, at pokalerne intet sagde mig og de er røget ud hver og både Fies og Rasmus' sådan er vi så forskelige og det er jo godt nok.

[sonja77]

Vi er helt enige om, at hundene skal kende sin opgave, jeg foretrækker bare en anden måde at bygge det op på.

 

Jeg bruger i stedet at bygge øvelserne op, så der ikke sker fejl og fejl slet ikke er en del af repertoiret, stort set fra starten.

 

Det jeg arbejder ud fra er, at når hunden har så ekstremt få fejl på harddisken, så vil det slet ikke være en mulighed at lave fejlene - Den kender jo kun til det rigtige og det er så indprintet hos den.

Det er jo det samme man ser hos top atleter - De gentager hvert moment til det sidder i skabet og så træner de det noget mere og bliver ved og ved, indtil de bygger mere på.

De fremprovokere aldrig fejl, for fejl sætter sig også som læring - Både mentalt og i kroppen og kan komme frem under pres, selvom de udmærket ved det er forkert.

 

Derfor vil jeg helst helt undgå at hunden fejler, fordi jeg ganske enkelt ikke ønsker det er en mulighed den er bevidst om.

 

Jeg er helt utrolig enig med dig. Jeg ser ingen grund til at sætte hunden op til fejl med det formål at korrigere den, når man i stedet kan sætte den op til succes.

 

De hunde, jeg ser, der er trænet med masser af motivation, belønning og leg - men også med korrektioner og straf - ser i mine øjne topstressede ud. Det kan godt være, at de udfører øvelserne korrekt og præcist og med høj fart og intensitet, men det ser ikke godt ud i mine øjne, for hundene ser samtidig anspændte ud i hele kroppen og viser tydeligt i deres ansigtsmimik, hvor opkørte/stressede de er.

 

Jeg har også set folk træne med deres hunde, der selv mener, at de bare giver en behersket korrektion, når hunden laver fejl, bliver uopmærksom eller hvad det nu er - men hvor man tydeligt kan se på hunden, at det er ubehageligt for den, og at den stresser over, at den ikke ved, hvornår den næste gang bliver korrigeret. Det bliver også hurtigt en alt for let løsning at korrigere hunden, når problemet i virkeligheden ligger i, at den ikke har lært øvelsen godt nok endnu, at øvelsen ikke er sikker nok i den i den konkrete situation med diverse forstyrrelser, eller at føreren ikke formår at motivere hunden godt nok.

 

Der er helt klart nogle, der er teknisk dygtigere til at træne "korrekt" med straf end andre, og det fremgår selvfølgelig også af både hundens præstation og frustrations-/stressniveau, ingen tvivl om det. Og man kan også køre en hund max op i gear med belønning og motivation, så de tilsyneladende reagerer mindre uhensigtsmæssigt på straffen - jeg tror bare, at det alligevel sætter sine spor, og jeg synes ikke, at det er ok.

 

 

Er tilgengæld helt enig i, at irritation ikke hjælper noget! Det skal man holde helt ude af sin træning, uanset hvordan man træner!

Ellers må man give sig selv en time out - Er selv faldet i den grøft og har selv sendt kursister og træningsvenner ud og tænke lidt over hvad de gør forkert i træningen, siden hunden ikke forstår dem.

Det skal nemlig være sort/hvidt og det kan det fint være uden brug af ubehag.

 

Tror "grå" træning er årsagen til sindssygt mange frustrerede hunde (både familie og konkurrencehunde!).

 

Det må være vildt frustrende for hunden, at den kan mærke ejeren er irriteret, men de har ingen anelse om hvorfor.

Men det er stadig en fejl i ens træning, som ikke for mig, giver nogen grund til at påføre ubehag.

 

Helt enig, og jeg mener heller ikke, at alternativet er enten én ordentlig skideballe eller konstant småirritation.

 

Vi er tilgengæld helt enige i, at leg, leg og mere leg er super, super vigtigt og at der er meget "klik-godbid" og det er temmelig kedeligt for rigtig mange hunde.

Nogle glemmer den der eksplosive leg, i jagten på mange repetitioner og det er noget skidt, hvis det ikke er det hunden tænder på.

Så bliver det hurtigt dødsygt. Andre synes det er herrefedt og stresser faktisk over det.

Så man er jo hele tiden nød til at kigge på hunden og justere sin træning derudfra.

 

Ej men, hvor enig kan man være

[PBC]

Jeg bruger ikke leg i min træning, men jeg tror det også kommer an på hvad man træner. For mine hunde har jeg indtryk af at det er en fest at træne, det vi træner.

 

I aftes trænede jeg med Maggie på 15 måneder, på jagtholdet. Der var 5 "poster", som man så går rundt til. + indledningsvist lidt "på plads" og stop og bliv og indkald. Det hele tager 1- 1½ time.

 

Post 1: Hunden sættes i søg. Efter 30 meter (3 minutter) finder den en due i en flusher, som så letter. Hunden viser respekt og får en markeret apportering som belønning.

 

Post 2: Hunden ser en and som skydes (med startpistol= ude på 30 m. Den ser anden falde. Den ser ikke at anden trækkes 10 m væk fra nedfaldsstedet med en snor. Den skal så finde nedfaldsstedet og følge sporet og apportere.

 

Post 3: Der udlægges 2 dymmyer og en and ud af et bredt spor - en på 20 m en på 40 m og en på 60 m (anden) uden hunden ser det. Hunden skal så dirigeres ud efter dem, en af gangen

 

Post 4: en mand kaster på 30 m en and til venstre i høj bevoksning og en til højre bag buske mv. og hunden sendes på en af gangen. Det interessante er hvor godt den husker den den henter sidst.

 

Post 5. hunden ser 3 dummyer blive smidt i meget forskellige retninger på mark med tilstrækkelig høj vegetation til at den ikke kan se dem ligge. Herefter sættes hunden i søg (ikke apportering) i højt græs fx bagud ifht hvor dummyerne blev kastet, i bare 1 minut. Den stoppes, kaldes hjem - og nu skal den så apportere de 3 udkastede dummyer.

 

Når vi står i venteposition ved posterne, kan man træne lidt "på plads" eller andet, men igår i 24 grader varme trænede jeg antistress - altså at hunden sættes af og jeg går rundt og snakker, mens hunden skal blive og helst slappe af indtil jeg tager kontakt og kalder den frem til posten.

 

Ville I lege med hunden ind i mellem eller hvordan?

[KimJ]

Altså, når man læser indlæggene i denne debat, er der jo ikke noget at sige til at Hallgren synes at hundeejerne skal tage sig lidt sammen...

[Louisen]

Jeg bor i ungdomsbolig, med mange ret unge mennesker og flere af dem har hund eller fået hvalp. Jeg oplever et paradigmeskift. De unges fokus er på kontakt mellem hvalp og ejer, samt socialisering med de andre hunde, og så at gå pænt i snor. Jo, flere af dem træner diverse, men internt er det kun disse tre ting der fokuseres på hos dem selv og hinanden.

Som en af dem sagde, så skal hunden nok lære tricks i løbet af de næste 10-15 år, de går mere op i at have en hund der kan begå sig vel når de hænger ud med vennerne og øl og hund ved søen, eller møder naboens hund.

 

Det er for mig overraskende, men glædeligt med denne afslappede tilgang. Ejerne er mellem 18-25 år.

 

Edit: hundene er søde og velopdragne, der er sjældent problemer selvom vi er mange hundeejere på ret lidt plads/koncentreret, og jeg tror det er fordi at når hvalpen har god kontakt med ejer og er godt tilpasset området både socialt og ift nødvendig opdragelse når man bor i lejlighed, så er det ret nemt at "forme" hunden ift træning og god opførsel. De fleste er hygge-hunde, men går til alm lydighedstræning.