Louisen

Jeg har Dyrekassen Danmark. De dækker alle besøg under én selvrisiko, hvis det er fortløbende behandling for samme skade. Selvrisikoen er på lige under 700 kroner, og så dækker de 80% derfra. De dækker ALT i ansvarsforsikringen, der er ingen selvrisiko. Min sidste hund var temmelig syg, havde livsforsikring tegnet som hvalp og under sit sygdomsforløb bed han også en anden hund. De dækkede det hele og der var aldrig nogen problemer. Jeg har kun været tilfreds med dem.

Denne er sakset fra facebook, men jeg deler den også her. I forbindelse med spørgsmål jeg har modtaget angående tøj til hunde, har jeg valgt at lave følgende opslag, da jeg oplever en del misforståelser eller manglende viden om emnet. I må gerne dele, hvis I føler det er relevant for jeres omgangskreds.Den kolde tid er her, og jeg ser desværre mange hunde, der går rundt og fryser, fordi deres ejere ikke ved, at hunden er i fare for at blive underafkølet og burde få en jakke, et dækken eller en trøje på. Det er lige så forfængeligt at lade sin hund fryse fordi man synes tøj til den er fjollet, som det er at give den unødige klæder på! HVORDAN VED JEG, OM MIN HUND HAR BEHOV FOR TØJ? - En god tommelfingerregel er, at med mindre din hund er af typen, som producerer underuld til efterår/vinter og fælder det igen forår/sommer, så har din hund nok brug for tøj om vinteren. Dette er også uagtet hvad race, din hund er eller hvilken størrelse, den har. HVAD ER UNDERULD? - Underuld er en form for pels, som visse hunde laver under deres almindelige lange eller halvlange pels. Det er, som navnet antyder, uldent i det og mærkes som fåreuld. Hunden bliver mere "puffet" og blødere at se på/røre ved, og om foråret fælder hunden meget, ofte i større totter. Hvis du ikke genkender dette fra din hund, har den nok kun pels og ingen underuld. HVORDAN VED JEG, OM MIN HUND FRYSER? - Udover at hunden kan ryste, så snart I står stille, så er et godt trick at mærke på hundens ører. Hvis de er kolde, er hunden også kold og dermed i fare for at blive underafkølet. Hvis hunden har en jakke eller et dækken på, der holder dens krop varm, vil den pumpe varmt blod rundt i ekstremiteterne, halen og såmænd også ørerne, og dermed vil ørerne være lune (måske de yderste spidser undtaget). Ikke alle hunde viser, at de fryser, men derfor er de stadig i fare for at blive underafkølet, hvis det er tilfældet. HVILKE MULIGHEDER HAR JEG FOR MIN HUND? - Der findes et utal af produkter til både små og store hunde, der har behov for ekstra varme. Hvis din hund har helt kort pels, kan det være relevant for dig at kigge efter tøj, der også går en anelse ned af benene og dækker mere af maven. Det er godt at købe noget praktisk, som har både reflekser og er vandtæt, og så skal du overveje, om du ønsker at hundens sele skal sidde over eller under tøjet, eller om selen skal være indbygget i tøjet (alternativt halsbåndet). ER DER ANDET, JEG SKAL VÆRE OPMÆRKSOM PÅ? - Det kan være en god idé at give hundens poter potevoks, som beskytter mod vejsalt og is. Hvis din hund har lang pels under poterne, kan du klippe det ned til trædepude-niveau, for at undgå at is og klumper af sne sætter sig fast (lad være med at klippe det kortere end trædepuderne, for så kan det stikke). Husk også gerne lys på både hunde og dig selv, hvis du færdes steder med sparsom belysning - en billig cykellygte fra Netto kan med et par elastikker fungere fint, det behøver ikke koste en formue. EKSEMPLER PÅ RACER, DER OFTE FRYSER - Labrador, boxer, bulldogs (alle slags), "staffy", jack russel terrier, gravhund, chihuahua og lign. "pelstyper".

Træn næsedut til I segner. Det er den bedste kommando nogensinde!! Den er så nem, at hunden nemt kan huske hvad den skal, selv når den er distraheret - og får fokus væk fra det som lokker og hen på dig/godbidder. Det fede er, at den lærer at ignorere andre hunde og holde fokus på dig, så effekten udover at den umiddelbart ikke skaber sig, er også at det på sigt gerne skulle reducere hans udfarenhed. Begynd at træne næsedut under ordnede, rolige forhold og eskaler så på sværhedsgraden, når hunden kan øvelsen. Du bliver overrasket over, hvor hurtigt det går!! Jeg har næseduttet min hund gennem næsten alt hun var bange for, da jeg fik hende (som var det meste) og nu er hun bare glad og fjollet. Der bliver rykket nogle tolerance tærskler helt af sig selv, og hunden føler sig som en succes fordi øvelsen er så nem. IMO er næsedut vigtigere at lære hunden end indkald eller lignende.

Det lyder som det rigtige at vente og så bliver det jo bare skønt at kunne udnytte haven.

Ift lejlighed så vær på forkant. Der er en remse som siger: når hvalpen har spist, sovet og leget skal den pisse. Det er *næsten* rigtigt. Det betyder, man render meget i starten, til gengæld slipper man for at tørre dryp op fra trappe opgangen. Hav en spand og moppe stående med lidt vand og sæbe uden for døren. Så ved automatisk at tage hvalpen ned, når den begynder at søge/snuse rundt efter leg, så snart den har spist eller straks den vågner, kan man gøre meget .

Hvis I bor i en by, ønsker I netop at lære hunden at tisse på asfalt. Ellers kan det hurtigt blive et cirkus, hvis I forvilder jer hen et sted uden en tot græs. Så bare ned på gaden og ros/beløn som vanligt. Som en del af hvalpens socialtræning vil I gerne bære den hen i en park efter den har tisset første tår (hint: Vent til den lige har tisset ). Der kan den bimle rundt i snor og undersøge det hele, hilse på mennesker og andre søde hunde og når den tisser og skider på græs, grussti og andre okay steder, så ros/beløn igen. Det er praktisk med en hund, der kan pisse på de fleste udendørs underlag.

Jeg har fået at vide, at får man hunden direkte fra hjemlandet med fly, skal man påregne at de er max stresspåvirket mindst en uge. De kommer jo også til nye omgivelser med nye mennesker og måske dyr, så den første uge bør der ske meget lidt. Vi gik mange 5 minutters ture, da Trillo var bange for verden og hos plejemor var luftet i haven eller en nærliggende tom fårefold. Det havde været hendes liv i DK i to måneder, så alt det nye hos mig var lidt meget. Jeg tænkte på min sidste hund Taiki, der som hvalp også frygtede den store verden lidt. Så i starten bimlede vi bare rundt på græsset ved lejligheden i stueplan, med døren åben så hun kunne rende i sikkerhed. Med tiden kom vi længere væk og efter 3 uger kunne vi gå lange ture i nærområdet. I dag elsker Trillo eventyr. Jeg tror, hun var lidt en strejfer og at gå helt nye eller sjældne steder er det bedste.

Trillo var også en decideret gadehund. Jeg havde ikke selv turde tage den chance, når hun kom direkte fra et internat og ikke havde været i pleje i hjemlandet først. Hun er heldigvis mild og god, og usikker snarere end angst. En stor del har været rehabilitering, hvor hun langsomt lærte at ting ikke er farlige og så øvelser der opbygger selvtillid. Jeg fik en fiks idé om, at hvis jeg lærte hende at være lidt fræk og lave unoder, så ville hun være nemmere at træne og opdrage, fordi hun så ville turde tage flere chancer, tilbyde mere forskellig adfærd. Det fik jeg ret i, denne hjemmebryggede teori - men jeg har så også en lidt fræk, kæk hund nu. Det nyder jeg faktisk, som tidligere shibaejer. Og jeg har temperament efter, at hun bare gør nye ting og så tager imod mit "cue" hvis jeg siger "nej tak". Nogle lande, f.eks. Bosnien og Rumænien, har en ret streng "no kill" politik. Selv hunde, hvor det ville være mest humant, fordi de er så mentalt skadede. Udfordringen er, at hvis det bliver kendt i foreningerne, at en ejer har aflivet pga. andet end slem fysisk sygdom, så kommer de på en liste og kan ikke adoptere mere. Det synes jeg er virkelig svært at arbejde med, for én ting er, at det er sur røv at der viser sig noget slemt i en hund senere, når den kommer til en familie, som man ikke har kunne spotte på internatet. Det er jo den risiko man løber, blandt andre, når man adopterer en gadehund. Noget andet er, at det i forvejen er svært for en hundeejer at træffe det valg. Hvis man så skal fordømmes for det, trods hunden måske var decideret farlig eller led enormt meget pga. angst der ikke kunne arbejdes med, så er det bare træls med træls på.

Jeg læste lige i en omplaceringstråd, at nogle ejere af gadehunde skærmer deres hunde meget og dette er det primære i deres tilgang..? Ninjamor skrev om det. Da jeg fik Trillo, havde hun været 1 1/2 måned i pleje i Danmark, efter at være født og opvokset på gaden i Rumænien. Medarbejderne i en lokal dyreværnsorganisation fulgte hende og hendes søskende, men hun kom grundet pengemangel først på internat, da hun blev voldsomt syg og undervægtig, og fødte dødfødte hvalpe efter at være gjort drægtig i sin første og eneste løbetid. Plejemor gjorde meget ud af at forklare Trillos udfordringer, men der dukkede selvfølgelig ting op undervejs også, efterhånden som hun faldt til og blev tryg. Jeg har igennem hele forløbet holdt en dagbog over hendes udfordringer og hvordan jeg arbejdede med hende. Det foregik på hendes præmisser og kun via positive metoder med fokus på tilvænning/normalisering. Men jeg var da aldrig i tvivl om, at det var for hendes eget bedste at "komme over" sine issues. Ikke at være bange for mænd, spande (tror, folk har sparket dem efter hende eller smidt indhold fra én over hende), pinde/kæppe/koste, mænd med kæppe, lange snore/liner, fodbolde, tøjbøjler, grydeskeer. Hun har været hos mig i halvandet år nu og tilbage er kun fyrværkeri. Resten fik vi bugt med stille og roligt, og selvom hun er en forsigtig pige på grænsen til småsensitiv, er hun også fræk, modig, nysgerrig og har fut i. Hun ligner en sporhund der zigzagger i skovbunden efter snus og i byerne skal alle brandhaner inspiceres og der skal kigges efter kebabrester. Jeg er meget stolt af hendes løftede ører og oprejste hale, som viser mig hun er åben og glad. Jeg kan slet ikke forstå, at man ikke skulle ønske sig dét, fremfor en nervøs hund, der skal skærmes hele livet. Trillo har også fået sat grænser for sin opførsel - aldrig hårdt, for hun er blød som smør. Men hun skal da vide, at man ikke vader direkte ud på cykelstien eller tygger i sengetæppet. Og samtidig få ros for at gå på fortovet eller hente sin tyggeoind i stedet. Hvad er det, jeg er gået glip af og hvem i alverden mener, man ikke skal arbejde med gadehundes issues?

Hejsa, Det lyder som om, hun stadig har ondt. Dette er nok årsagen til, at din træning ikke hjælper så meget som ønsket. Få hendes smerter behandlet mens du fortsætter, så burde det gå nemmere, når hun forhåbentlig stopper med at have ondt. Drop helt andre hunde i denne periode - hvis en af dem får lavet et forkert glædeshop eller lign, kan det gøre så ondt på din hund, at hun bider fra sig i smerte. Jeg har i øvrigt lært min egen hund et kommando -ord for, hvornår vi hilser og hvornår vi ikke gør. Ved det mindste antræk til nervøsitet, får hun besked om at vi ikke hilser, og så slapper hun helt af og gør ikke, som hun ellers kan, når hun er urolig. Din hund siger jo bare til de andre, at de skal pisse af fordi hun har ondt og det kan jeg godt forstå. Det lyder som en okay taktik, der dog ikke virker 100% Så længe hunden har smerter.

Trillo Tiden på gaden i Rumænien er godt glemt. De eneste traumer, hun husker, var dengang hun i søvne drattede ud af sengen og troede, det var min skyld. Det var sgu også strengt! Trillos sidste issue, "mand med kæp", fik vi fikset i løbet af vinteren og nu har hun, så vidt vides, kun angst for fyrværkeri - hvilket er et løbende projekt. Vi tager det i stiv pote.

Hvad er Eddie for én?

Trillo dør forresten aldrig.

Så troede jeg, vi havde et problem! Hun splittede en rulle toiletpapir. Jeg sagde nej og hun har ikke rørt den siden. Her 10 timer efter ligger den stadig i gangen præcis hvor den lå, da jeg sagde nej. Kraftedeme.

Jeg er forvirret. Min sidste hund havde det svært efter gentagne overfald og Trillo havde det heller ikke nemt, lige da jeg fik hende, da hun er tidligere gadehund og var ret nervøs for alting. Men nu har hun ingen issues og har ikke haft det i næsten et halvt år. Hun bliver lidt køresyg og mister hørelsen ved synet af en hare, men jeg har ikke bil og harerne holder til et specifikt sted, hvor hun bare kommer i snor. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre med mig selv. For nogle måneder siden fik hun svamp i poten, men det blev hurtigt fikset med en creme og en tør, ren bomuldssok. Så gad hun ikke spise sin mad, men jeg blev bedre til at fordele fiskeolien og nu vil hun gerne. Jeg siger stop og hun står stille. Jeg kalder og hun kommer. Hun ligger kun oven på sengetæppet som aftalt, og hvis hun tigger ved bordet, går hun i kurven når jeg beder hende om det. Hun hadede sin vinterfrakke, indtil hun fik lidt ost og skinke for at finde sig i den og nu er hun glad for den. Jeg ved ikke mine levende råd. Jeg føler mig overflødig. I det mindste har jeg et job, så jeg kan bidrage med indkøb af kødben og bolde, jeg selv henter efter kast, for hun gider ikke, men hun gider alle andre lege. Hjælp. Jeg har en eksistentiel krise som ejer.

Jeg er i øvrigt ikke særlig enig i de ting, der er skrevet om (menneske) flygtninge. Jeg arbejdede et år på et modtagecenter (asyl) som pædagog, og tager stadig vikarvagter der fra tid til anden. Mange af de ting der er skrevet her, særligt omhandlende børn, genkender jeg overhovedet ikke fra mit arbejde. Og jeg arbejdede med børnene og børnefamilierne. Det vil jeg blot indvende, men jeg orker ikke en længere diskussion, da jeg mener det er op til folk selv at undersøge, hvordan tingene hænger sammen i virkeligheden og jeg dels er underlagt en ret stram tavshedspligt.

Jeg søgte på danske internater, men i lang tid var der ikke et match. Så faldt jeg over en annonce på Facebook. En kvinde havde købt en hund fri af et internat i Rumænien og haft den i pleje (ejerskab) i 2 måneder i sit hjem i Jylland. Hun havde arbejdet med det basale og fedet den lidt op. Men den havde stadig lidt udfordringer. Da jeg besøgte Trillo var jeg ikke den første, der havde hilst på hende, men plejemor havde ikke følt for de andre. Hun fornemmede dog, at Trillo valgte mig og resten er som bekendt historie. Der var angst og nervøsitet som jeg arbejdede med, og her 13 måneder efter at hun kom med mig hjem, og 15 måneder efter at hun forlod Rumænien (Valcea internatet... gys) er hun den perfekte og mest charmerende familiehund. Perfekt med andre hunde, børn, ældre... Bare en stjerne. Jeg er hooked. Fra nu af er alle mine hunde omplaceringer. Helst fra Danmark, men finder jeg ikke et match her, importerer jeg gerne. Jeg ved, der ligger et arbejde i de hunde og jeg ved, at man skal tænke sig om. Jeg ville f.eks. ikke gøre det med børn i huset. Men jeg ser ikke problemet, hvis det er gennem foreninger, hvor vacciner m.m. er i orden. Man skal også indstille sig på at tage svære beslutninger. Eksempelvis i Rumænien har de en strigt no kill politik pga religion. De afliver stort set aldrig hunde pga adfærd, med mindre hundene er voldsomt aggressive og meget farlige. Så ja... måske får man importeret en hund, der er så mentalt skadet, at man afliver den. Det ser jeg også som en god gerning. Alternativet er, at den udlever resten af sit triste liv i et bur i østblokken. I DK fik den en chance. Og i det mindste ordentlig mad og et varmt hjem, måske lidt kærlighed og nus også. Det er benhårdt. Almindelige mennesker skal måske ikke begive sig ud i direkte import af gadehunde, men få via en mellemmand som jeg selv gjorde. Men med omtanke... så ja. Ja, ja, ja.

Jeg vil bare sige, det med alderen skal man være ligeglad med. Min hund er cirka 3-4 år gammel (vides ikke helt sikkert, da hun er tidl. gadehund) og er gået fra kun at kunne acceptere at have en snor på, men det var sådan cirka dét - til at gå pænt i snor, komme på indkald, sit og dæk, kun i møblerne på invitation, kun hoppe op på kommando, give pote og give anden pote osv. Hun har med andre ord lært alt fra bunden og det var ret nemt. Cocker spaniels er kloge hunde der kan lide at arbejde - med lidt ost eller skinketern i lommen kan han lære det hele, no worries ift. alder. Måtte jeg have to hunde her, slog jeg gerne til. Han lyder skøn og dejlig. Held og lykke med det!

Det er lidt forskelligt med Trillo. Om aftenen når det er mørkt, går hun helst "kendte" steder/ruter. I dagtimerne skal hun på opdagelse. Og vi øver os stadig i at huske, at der er lækker mad derhjemme, så man behøver ikke afsøge skraldespandene for mad.

Til dem, der ikke er opdateret, så endte jeg jo med at få min Trillo. Hun er tidligere gade- og internathund fra Rumænien, og boede kortvarigt hos en plejefamilie i Jylland. Jeg faldt for hendes billede og beskrivelse på Facebook, hvor annoncen lå i en gruppe. Jeg tog turen 4 timer til Jylland blot for et besøg, og hun charmerede sig direkte ind i mit hjerte. Jeg fik hende hjem den 2. januar og vi har været sammen siden. Mit projekt med at finde en overgangshund, fejlede. TOTALT og aldeles, for Trillo er ingen overgangshund. Hun er mit livs lys og min engel. Vi har reddet hinanden, og er pot og pande. Selv fremmede mennesker i toget kommenterer på det, hvis Trillo er rastløs eller utryg, og putter sig ind til mine ben, og jeg nulrer hendes ører og møsser hende. Os to mod resten af verden. Jeg endte med at gå fra den (eks)kæreste, jeg har nævnt i denne tråd. Han opførte sig som en røv over for Trillo - hans "kæft, trit og retning" og gammeldags facon i hundeopdragelse, var direkte ubehagelig. Så jeg dealer stadig lidt med utryghed, der stammer fra ham. Flere måneder efter bruddet mødte jeg en sød fyr, jeg ses med nu. Vi dater stadig. Han er SÅ SØD ved Trillo, han forkæler hende og kan slet ikke lade være med at nusse hende, snakke sødt til hende osv. Alle hensyn til hende bliver taget naturligt, når vi ses ift. alene-hjemme tid, luftning osv. Hun er blevet mere tryg ved mænd nu, det er dejligt. Generelt er hun bare en tryg og glad hund, stadig lidt usikker, men bare en stjerne. :hjerte:

Jeg ved det ikke, jeg skal hjem og måle hende. Hun er lige størrelsen mindre end en labrador i højde, og hun er meget "lettere"/spinklere end de typiske labradors. Så hvis man ved, hvad str. en labrador er - så er hun lige nummeret mindre. Hun er bygget meget mynde-agtigt med laaaange ben og en dyb brystkasse med meget smal talje.

Jeg er helt pjattet med, at hun er min og er den hund, hun er. Hun har den mest fantastiske personlighed og charmerer ALLE, som lærer hende at kende. Vi har været hinandens i 9-10 måneder og vi elsker hinanden så højt! Hun elsker sin fjollede mor, som mundprutter hende i panden og giver dejlige krammere; hun ELSKER kram, hvor man holder hende og aer hende og snakker sødt. Hun er bare så dejlig. Min Trillo-pige. Hun skal aldrig mangle noget nogensinde igen! Meeeeen, hun har vænnet sig fint til at være forkælet og der er kun få "rester" tilbage fra hendes tid som gadehund og internathund i Rumænien.

Trillo har absolut ingen underuld og er flere steder uden pels, f.eks. nederst/bagerst på maven. Jeg er faktisk ude i, at hun skal have en lille sweaters til nu og så dækkenet om en måned eller halvanden når det bliver rigtig koldt. Er bange for hun vil fryse senere, hvis hun starter med at have det rigtig varmt nu - har fundet en sweater på tilbud på alttilhundogkat.dk, som ikke er forfærdelig. Jeg har også kig på Hurtta lige nu, deres parka-tingeling med særlig termo-gøgl til hunde uden underuld. Jeg er måske ikke så hooked med dækkener med indbyggede seler eller halsbånd, men jeg er måske bare lidt paranoid.

Den ser faktisk fin ud. Har du erfaring med det? Hvad bruger du selv til dine hunde?

Halløj! Trillo er en frossenpind, så fra november/december og frem må hun i et dækken. Men hvilken slags /mærke? Hun bruger sele og kan IKKE bruge halsbånd. Meget gerne et dækken som hun kan ånde i, når vi går mange ture og hun er aktiv, og gerne vandafvisende så det kan bruges også i regn/sne. Evt. noget der kan imprægneres godt. ???