KimJ

Hvis man gerne vil holde drypperiet i forbindelse med forhudsbetændelse lidt i skak, kan man behandle med en tynd opløsning af brintoverilte, eller give ti gange så meget for et specialprodukt hos dyrlægen. Begge behandlinger udføres ved at man sprøjter opløsningen op under forhuden. Det gøres efter min mening lettest og mest sikkert med en ørebollesprøjte. Når man har tømt sprøjten op i hullet, holder man dette lukket så væsken bliver oppe under forhuden, medens man masserer den rundt i et stykke tid. Det plejer hunden ikke at have noget imod... Når man lukker væsken ud igen /et håndklæde er en god ting her) kan man som regel se at der er en del skum, som er et tegn på at der har været noget betændelse at finde. Al væske presses ud, og en ny omgang, denne gang rent vand, sprøjtes op for at skylle efter. Hvor ofte der skal behandles varierer, og når hunden bliver helt voksen aftager det som regel, eller forsvinder helt (det gjorde det på vores).

Jeg (og tilsyneladende også den danske hundelov?) er helt på linje med Umulia her. Det eneste kriterium for om en lovlig hund skal aflives efter en bidepisode, og her specificeres skadens omfang faktisk ikke, er om hunden bedømmes som "farlig" og må forventes at gøre det igen. Det synes jeg er en ganske fornuftig tilgang til problemet. Stort set alle hunde over en vis størrelse kan jo dræbe et menneske under uheldige omstændigheder, så man kan vel aldrig gardere sig 100% mod at det sker. Når en hund bider, tvivler jeg stærkt på om den er i stand til at skelne mellem et dræbende bid og et der "bare" forvolder alvorlig skade, så at bedømme det ene som "mere forbryderisk" end det andet giver kun mening for dem der ser for mange Walt Disney film. Der er jo også det med retsfølelsen. Jeg ville, ikke mindst som ejer af hunden, føle min retsfølelse alvorligt krænket, hvis min hund automatisk stod til aflivning fordi den havde dræbt en overfaldsmand under forsvar af mig eller min kone! Hvis det var tilfældet, ville jeg jo automatisk have dømt den til aflivning, blot ved at have den som vagthund! Sådan helt generelt, fører automatik i afmåling af konsekvenser for handlinger der aldrig kan puttes i standard scenarier aldrig noget godt med sig.

Jeg vender tilbage med resultatet så snart jeg får det!

Det gik rimeligt godt. Det viser sig åbenbart at Hovawart-hanner generelt ikke er de smarteste m.h.t. teknikken, så det tog temmelig lang tid før det lykkedes, men viljen fejlede heldigvis ikke noget undervejs. Vi startede torsdag eftermiddag, uden den store succes, og nåede i løbet af fredag 2 "lige ved" parringer, hvor de bare ikke hang sammen. Det var først lørdag, da vi egentlig havde slået os til tåls med at håbe på at det var OK med de 2 næsten-parringer, og vores svenske gæst skulle køre tilbage til Stockholm, at Luffe endelig tog sig sammen :-))

Tak for tipsene!

Det er vel ikke så meget et spørgsmål om at acceptere kravet, som at kravet er næsten (helt?) umuligt at imødekomme? Kravet om at hunden også skal være mere eller mindre vedligeholdelsesfri m.h.t. træning er heller ikke let at kombinere med at det skal være en stor og afskrækkende hund. At begge krav så skal kombineres i den samme hund, gør nok at udvalget er nede på 0.

Hej! Nu er det kommet til at vores Luffe skal stille op til en parring! Der kommer en fin tæve fra Sverige, som skal overnatte hos os, sammen med sin ejer, og så håber jeg jo at hundene klarer "sagen" uden hjælp... Jeg har nogenlunde styr på alt det "tekniske" med betaling o.s.v., men er der nogle tips til hvordan man kan få tingene til at glide, men er der noget "ekstra" man kan gøre som vil få det hele til at glide lidt lettere og mere sikkert? Hvor lang tid skal man normalt påregne at hundene skal have sammen (regnet i overnatninger)?

Mon ikke der er stor forskel på hvad forskellige hunde har det godt med? Her får Luffe stort set alle ben vi kan komme i nærheden af, undtagen kyllingeben (som jeg egentlig ikke rigtig har nogen reel grund til at undgå, ud over at Luffe har en tendens til at kvase og sluge hurtigere end godt er). Store okseknogler bruger vi en gang om ugen, men de bliver konfiskeret så snart interessen for dem tager af, hvilket sker når der ikke længere er noget ordentlig kød på. Ellers bruger vi hesteknogler, lammeben, inkl. benet fra de lammekøller vi selv spiser (jeg laver dem meget røde, så knoglen er stort set rå), grisefødder og ben fra rådyr + det løse. Jeg bilder mig ind, at Luffes mave er ekstra godt forberedt til de udfordringer det måtte give, fordi han stort set lever udelukkende af BARF, men om det bare er fantasi skal jeg ikke kunne garantere.

Det er du velkommen til. Ingen skal føle sig forpligtede ud over deres evner.

Så misforstår jeg dine indlæg, og det beklager jeg. Det virker bare på mig som om at du drejer debatten over på dine egne hunde og hvorfor det er OK at lige præcis de er kastrerede, hvilket ikke rigtig har noget med sagen at gøre. Der ligger jo, set fra den organisation der har haft med hundene at gøre, et helt basalt behov for at forsøge at holde antallet af hunde nede, og ligesom katte er det så uheldigt at de formerer sig ukontrollabelt hvis de ikke forhindres i dette. Man kan sikkert finde på alle mulige specielle forhold som gør det "fornuftigt" at kastrere/neutralisere dyr, herunder det simple faktum at vi mennesker generelt begrænser vores interesse for dyrevelfærd til områder hvor det ikke er for upraktisk, men det ændrer ikke på at rigtig mange hundeejere som ellers slår sig op på hvor fantastiske de er, faktisk har et kirurgisk indgfeb på en helt igennem sund hund med i deres beregninger når de anskaffer den.

Nu nævner du selv "det store billede", så måske skulle du prøve at se bort fra din personlige fornærmelse og erkende at debatten ikke altid tager sigte på specielle forhold som dem du lige er i?

Det samme argument kan jo bruges af dem som synes at det er helt OK at hale/ørekupere deres hunde. Det kunne jo også tænkes at dine hunde HAR problemer som du (eller alle andre mennesker for den sags skyld) simpelthen ikke har mulighed for at få indsigt i, fordi de ikke er synlige for os som trods alt ikke helt kan vide hvad der foregår i et hundesind. Jeg er sikker på at du har valgt det du mener er det bedste for din hund, men med fare for at lyde grov, kunne man jo også se det fra den side, at din hund nu er nødt til at finde andre fornøjelser i livet, som så passer dig bedre, nu hvor du har frataget den muligheden for det den helst vil? Ingen af de ovenstående indvendinger har dog noget med min skepsis at gøre. Det jeg undrer mig over, er helt enkelt hvorfor nogle indgreb på helt raske hunde er almindeligt accepterede og andre, langt mindre omfattende, ses som noget den onde selv har opfundet?

Point taken. Det jeg mener er, at hvis man af en eller anden grund helst vil have en hanhund (som jeg selv) men ikke ønsker at skulle håndtere de udfordringer det kan give, bør man i mine øjne vælge mere realistisk og "nøjes" med en tæve, hvilket selvfølgelig giver andre udfordringer som man forhåbentlig så er i stand til at håndtere. Det er jo ikke andreledes end hvis man har en drømmerace, som man ved man ikke kan håndtere, må man nøjes med en anden. Det vil så uvægerligt være en race som en masse andre mennesker absolut ikke mener er noget man "nøjes med".

Det ændrer da ikke på at de klarer sig fint uden kirurgiske indgreb. Pointen er at der ikke, for langt de fleste hundes vedkommende, er noget argument for at de skal "skånes" for deres naturlige tilbøjeligheder, ved at fjerne deres kønsdele. Når alt kommer til alt, drejer det sig jo i langt de fleste tilfælde om at ejerne benytter sig af den nemmeste metode til at ændre deres adfærd i retning af deres egne ønsker. Det har man jo ret til, men når man så ser de samme mennesker gå helt op i limningen over f.eks. hale/ørekupering, kan i hvert fald undertegnede ikke helt lade være med at tænke over om der foregår ret meget i retning af logisk tænkning hos disse mennesker.

Det interessante her, er vist mest at de kvinder der tror på at det forholder sig som påstået, automatisk går ud fra at det er mændenes større hensyntagen til naturlige drifter, der er forkert. Personligt er jeg langt fra sikker på at det forholder sig sådan at der er en reel forskel, men når det nu bliver bragt på banen (igen!) her på H-F... Jeg er ret sikker på at det ikke giver nogen mening at lave en direkte sammenligning mellem hunde og mennesker på dette punkt. De fleste hunde og for den sags skyld også deres forfædre ulvene, får aldrig chancen for at formere sig, så det er faktisk en naturlig tilstand for dem. Skulle man alligevel lave en sammenligning, tror jeg ikke at der er mange mennesker (min undren over dette spørgsmål gælder i lige så høj grad den tilsyneladende ret generelle accept af sterilisering af tæver, uden anden grund end at deres naturlige adfærd er ubelejlig, og man alligevel ikke skal bruge dem til avl) der ville foretrække at blive kastreret, uanset om de var helt overbeviste om at de aldrig ville få chancen for at dyrke sex med et andet menneske. Jeg vil i øvrigt lige indskyde, at mit indlæg ikke skal opfattes som et angreb på TS, som tydeligvis tænker meget grundigt over dette spørgsmål! M.h.t. race/køn; Man kan jo godt vælge det forkerte køn, ganske som man kan vælge den forkerte race. Eksempel: Hvis man vælger at anskaffe sig en hanhund med den klare plan at den skal kastreres så snart man kan, for at sikre sig mod de ulemper der nu engang følger med det at have en kønsmoden hanhund, har man i mine øjne dummet sig lige så meget som hvis man har anskaffet sig en komplet uegnet race. Det ville da have været mere hensigtsmæssigt at nøjes med en tæve? Kan man så heller ikke leve med de problemer det giver, er det måske slet ikke så smart at anskaffe sig en hund... Jeg er helt klar over at der KAN være tvingende grunde til ethvert indgreb, herunder også kastration, men lad os nu være ærlige og indrømme at der skal mindre til før lige dette indgreb kommer på bordet i forhold til alle andre man kunne forestille sig.

Jeg skal ikke kloge mig på virkninger o.l., men jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om, hvorfor der næsten aldrig er nogen der forholder sig til det, at vi farer totalt i flint over relativt konsekvensløse indgreb som øre- eller halekupering, anvendelse af diverse mekaniske hjælpemidler (f.eks. halsbånd der kan afgive strøm eller vand ved uønsket adfærd) men til gengæld glad og gerne (overdrivelse selvfølgelig) påfører hunden et voldsomt forandrende indgreb, simpelthen fordi dens naturlige opførsel ikke findes hensigtsmæssigt? Det vil jo i langt de fleste tilfælde kunne trænes, om ikke væk, så dog ned på et tåleligt niveau. Tilsvarende er der ikke meget sympati at hente, hvis man har valgt den forkerte race, men det forkerte køn derimod, skal jo bare fixes... Bare for at ingen skal få et slagtilfælde, så er jeg altså også imod at man anvender de mekaniske hjælpemidler eller andre straflignende metoder. Med hensyn til at vi mænd måske har sværere ved at acceptere kastration, kunne man jo også se det fra den vinkel at kvinder ofte har lidt for travlt med at kurere problemerne ved at kastrere...

Det er kun et spørgsmål om tid, før kattene finder en vej ud. Det næste problem er så at de ikke altid kan finde ind igen... Kan der laves et par huller i hegnet, som er store nok til kattene, men for små til hunden?

"Mindsker" er vist det operative ord her, og hvis det ikke virker helt efter hensigten, er det jo meget rart med en hund til at hjælpe... og så tror jeg ærlig talt også at det rent mentalt giver lidt større tryghed (og alle de andre ting der følger med) at kunne klappe en solidt bygget ven, end at kigge på et lille skilt på dørkarmen når man, berettiget eller ej, føler er sig utryg. Vagtsystemer er jo heller ikke ufejlbarlige. Er man virkelig udsat (hvilket nok ikke gælder så mange endda, da de fleste af os kan regne med lidt opsyn fra naboer, når hunden giver ekstra meget hals) er det jo tilladt at kombinere, hvilket er det jeg selv ville gøre, om ikke andet, så for at prøve at beskytte min hund når den er alene hjemme.

Man kan vel altid mene at andres motiv for at anskaffe en hund er forkert, men hvorfor det skulle være forkert at anskaffe en arbejdshund med det formål at bruge den til det den er fremavlet til, har jeg svært ved at se. Så er det måske også forkert med politihunde, handicaphunde m.v.? Det virker som om at man (inkl. jeg selv i mit første indlæg) kun tænker på at hunden skal være indbrudssikring, hvilket vi nok alle kan være enige om kun virker hvis der er nogen i nærheden (naboer eller ejeren selv) der reagerer på gøen, men det kan jo lige så godt være assistance ved overfald eller bare tryghed mod dette der tænkes på? Her er et vagtværn intet værd (5 minutter er en evighed i den situation) og der er faktisk brug for en hund der er i stand til at reagere aggressivt i situationen. At det gør den mindre egnet som kæledægge for fremmede mennesker/hunde, er bare en indbygget ulempe man må være indstillet på at tage med. Den slags hunde kan i øvrigt sagtens være glimrende og super loyale familiehunde. Ja, det er et potentielt meget farligt job for hunden, men mon ikke de fleste trods alt godt vil risikere deres hund, hvis det kan redde dem selv eller et familiemedlem?

Brugshund er vel egentlig også et ret upræcis udtryk. Arbejdshund er nok snarere det ord jeg ledte efter. Jeg er enig i at det bør bruges om hunde som rent faktisk udfører et arbejde, og ikke bare fordi de er af en race som kan bruges til det. Det ændrer ikke på at hunde som er specielt egnede til netop vagttjeneste/personbeskyttelse, næsten MÅ have nogle egenskaber der godt kan gøre dem lidt problematiske i andre sammenhænge, hvis man ikke håndterer dem korrekt. Min definition på "arbejdshund" er den at de udfører, eller hjælper deres ejer med at udføre et regulært arbejde. Hunde der "bare" er en del af ejerens hobby kan vel godt betegnes som brugshunde, men er jo egentlig hobbytilbehør. Min egen hund er ikke specielt trænet til det, men har demonstreret glimrende evner som arbejdshund i kategorien vagthund/bodyguard. Jeg håber dog aldrig at der bliver brug for det igen, og vil være helt tilfreds med at den "bare" fungerer som godt og tryghedsskabende selskab fremover.

Der er altså en klar tendens til at man ser problemer i stedet for muligheder her på H-F. Selvfølgelig kan der være familier som ikke er i stand til at håndtere "vanskelige" hunderacer, men mine egne erfaringer taler i hvert fald for, at hvis man fra starten er klar over at der KAN blive problemer hvis man ikke tager deres opdragelse alvorligt (den eneste forskel fra de "nemme" racer, er jo faktisk bare at inkonsekvent behandling af hunden straffes hurtigere). Der er jo også en tendens til at netop hunde som kunne være effektive vagthunde/bodyguards, i den udstrækning det kan lade sig gøre, netop er hunde som agerer mere selvstændigt og derfor kan give lidt udfordringer i træningen. Det hjælper ikke ret meget at en hund er nem at træne, hvis den byder alle fremmede velkommen i huset. Det er også ofte de hunde som har "problemer" med egetkønsaggression eller aggression mod andre hunde generelt, men efter min erfaring giver det ikke de store problemer med hunde der mødes med regelmæssige mellemrum, som man må formode familie/venner der tager deres hund med i byen må gøre. At disse hunde ikke håndterer møder med fremmede hunde særlig elegant, er vel ret ligegyldigt i denne sammenhæng? Der er vist også en tendens til at jobbet som vagthund ikke rigtig regnes for det helt store her, men hvis man tænker lidt over det, er det vel tæt på at være noget nær det vigtigste man kan sætte en hund til. Det er en ægte brugshund der er brug for, ikke en "brugs"hund man kan bruge til at dyrke sine hobbies med. At brugshunde ikke altid lever det perfekte hundeliv er vel ikke nyt for nogen (ikke at man ikke bør tilstræbe det i den udstrækning det kan lade sig gøre).

Jeg er ikke rigtig enig i den holdning, at man nærmest slår korsets tegn for sig, ved tanken om at førstegangshundeejere vælger en udfordrende hund? Hvis man er klar over at der ER en udfordring, er det jo relativt overkommeligt at tage højde for dette, og søge information og evt. hjælp i form af træningskurser. Det er trods alt ikke ligefrem kvantefysik. Logisk set er man jo også lige så uforberedt hvis man kommer fra en "nem" race, hvor alt er gået nemt, som hvis man ikke har nogle forudgående erfaringer. Jeg er muligvis forudindtaget, fordi Hovawart er en af de hunde som får "eksperterne" til at gyse ved tanken om at en nybegynder som mig, skulle tage ansvaret for den, men det er da gået rimelig godt alligevel...

Nu er der jo ingen grund til at vælge en hund der alene ved sin gøen afslører at den kan trædes ihjel, og ikke engang med sin ejers hjælp vil gøre megen nytte. Hvis det kommer til det allerværste, og hunden ligefrem skal være et forsvar mod et direkte overfald på et familiemedlem, gør det jo ikke noget at den kan nå op over knæet på en overfaldsmand.

Jeg er på linje med de andre indlæg her i debatten, men vil tilføje at en hund aldrig kan blive en indbrudssikring, uanset hvor stor og skræmmende den ser ud. Ingen hund som er alene hjemme har en chance over for en beslutsom indbrudstyv med de metoder der ofte bruges nu om dage, og vil bare ende som endnu et tab oven i de ting der bliver stjålet. Er der derimod tale om at den "bare" skal gøre jer opmærksom på at der kommer nogen, er det en effektiv løsning, men så har størrelsen på hunden jo mindre betydning. Den race som har det i ønsker indbygget, og som tilmed har et glimrende helbred, er en Hovawart. Også den kræver dog at man sætter sig grundigt ind i behov og opdragelsesmetoder.

Vi fodrer rent BARF (650g/dag) og det bliver godt og vel 12000/år.