HJÆLP!!! Min hund har bidt et barn...

[Gæst mailund]

Jeg vil MEGET GERNE hører jeres mening...

Vi har to skønne hunde ( en lab. på 7år og en schæfer på 6 år.Vi har tre små børn, der hver eneste dag er alene ude med hundene, og der har ALDRIG været tegn på problemer, børnene har lært fra helt lille, at de skal respektere hunden, og det gør de--- Det store problem opstod så idag, da deres jævnalderne kusine (3 år) kommer på besøg, hun er ikke vant til nogen dyr, og hendes mor er nærmest skrækslagen for alt med 4 ben, specielt vores schæfer har hun altid haft 'et horn i siden' på, og lært datteren at man virkelig skal passe på hundene.. Så hun har derfor aldrig lært at omgåes dyrerne på en stille og rolig faccon... hele situationen starter med hun løber hen til den, tramper, råber og basker med armene.. det gør hun 2 gange i løbet af ca. ½ time, hun får selvfølgelig skeld ud, og det virkede også som om hun havde forstået det.

ca. ½ time efter sidste af overnævnte episode lægger hunden fredeligt og sover på terrassen, og pigen går (for en gang skyld) stille og roligt forbi den, idet hun passerer den, springer den op og bider hende ( ingen advarsel, og ikke bare et 'snap') heldigvis får hun vendt hovedt og en voksen er der øjeblikkeligt til at blande sig, men den får alligevel bidt hul på hende i hovedbunden...

min første indskydelse var ' den skal aflives', men vi er bare så glade for den, og et eller andet sted var det jo ikke alene hundes skyld... eller??? Hvad mener i????

[Gæst Noanoa]

Puha...

 

Den er svær.

 

Min søn er selvblevet voldædt af min mors hund. To gange. Og den første gang den skete var det jo "bare" Mikkels skyld, og min mors mand ville ikke aflive den. Den fik fat i Mikkels øjenbryn..men min mor ville have den aflivet, da hun ik stolede på den mere.

 

men så skete det igen, og denne gang var mikkels næse altså revet over, og der var blod over alt, min mor passede ham da det skete, så var der ikke. Men mikkel har stadig stort ar, og det vil være der resten af hans liv.

 

men den hund skulle være aflivet første gang.

 

Man kan ikke bare sige det er barnets skyld. For er det sket en gang, så er der større risiko for det sker igen.

 

men det er svært...

[Gæst Kawida]

uha det er en svær situation

 

jeg ville nok selv lade den aflive specielt fordi den bed hvor barnet faktisk ikke gjorde noget....kan være den har været usikker på hende, men alligevel.

 

det er så svært når man virkelig elsker sit dyr, men at gå med uvisheden om det kan ske igen, og det virkelig kan gå galt, den risiko vlle jeg personligt ikke kunne have.

[Zaz-zaz]

Jeg mener, at sådan en unge skulle holdes i stramme tøjler i nærheden af dyr og det kunne hendes mor så passende have beflittet sig med, når nu hun har så meget imod hunde !

 

Afliv ungen så sker det ikke igen.

[Nollike]

Pyh ha, det er en rigtig dum situation

Jeg vil mene at I (alle) selv har været skyld i situationen. Når pigen har drillet hunden flere gange så kan man jo ikke fortænke den i at tro at det vil ske igen og den er måske blevet forskrækket over at hun pludselig har været så tæt på mens den sov. Hunden har klart fået overskredet sine grænser og det er jeres fejl at det er sket, I skulle have holdt pigen fra hunden eller alternativt have lukket hunden væk mens (ja undskyld) møgungen var på besøg. Der er alt for mange hunde som må lade livet fordi børn ikke bliver lært hvordan man omgås dyr og det synes jeg er ualmindelig sørgeligt

 

Når det så er sagt, så må jeg jo tilstå (selv om jeg ikke er meget for det ) at jeg nok selv ville have svært ved at have tiltro til hunden igen, især når du selv har børn i huset, men du kender din hund bedst og må have en fornemmelse i maven om hvorvidt det kunne tænkes at ske igen. Hvis min den gamle hund havde bidt et barn (eller en voksen) så ville jeg være fuldt og fast overbevist om, at barnet eller den voksne selv var skyld i det. Hende jeg har nu, er det sådan set ligesådan med, men hun er så ung, at hun stadig kan nå at ændre sig, dog har jeg svært ved at forestille mig at det skulle ske.

 

Hvis jeg var dig ville jeg få tjekket hunden hos en dyrlæge og en kiropraktor (smerter kan forrykke deres tolerancetærskel) og finde mig en god adfærdsbehandler som kunne vurdere hunden. Er du fra Sjælland kan du høre Ninjamor herinde om hun vil påtage sig opgaven, ellers prøv på www.paff.dk

 

Skulle du komme til den konklusion at du ikke tør stole på hunden mere, så er der jo muligheden for at forsøge at få den omplaceret. Det behøver ikke at ende med en aflivning, selv om det nok kan være svært at få omplaceret en lidt ældre hund som tilmed har bidt

 

Lad os høre hvordan det går og på trods af min indledning må du endelig ikke tro at jeg ikke føler med dig, for det gør jeg, rigtig meget endda, det er jo altid det nemmeste at være bagklog :ae:

[Umulia]

Min søn har også en kammerat som slet ikke kan omgås hunde, og min ene hund er tydeligt nervøs over ham. Hun har også "luftsnappet" efter ham en gang. Når han er på besøg holder jeg dem adskilt - mest for hundens skyld

 

Jeg mener ikke at du bør aflive din hund.

Men på den anden side mener jeg heller ikke at mindre børn bør være alene med hunde.

 

Jeg håber at I kan finde en løsning, så både børn og hunde kan være der uden at nogen får deres grænser overskredet eller kommer til skade.

Sådan en oplevelse er jo lidt en øjenåbner - selv om vi stoler på vores hunde, kan der ske uheld.

Det er i hvert fald nok bedst at sørge for at hundene er et andet sted næste gang kusinen kommer på besøg.

[Gæst freya3010]

Jeg synes at det er en utrolig svær situation den her!!!...

 

Da jeg læste overskriften, så tænkte jeg at det nok ville være bedst at aflive jeres hund... Men, efter at have læst dit indlæg, der har jeg altså skiftet lidt mening, og har en lille debat kørende med mig selv oppe i mit hoved...

 

Barnet lagde jo selv op til det!... og ja, jeg tror at jeres hund følte sig utryk ved hende. Måske det slet ikke var meningen fra jeres hund side af at det skulle være så voldsomt, måske den bare ville have markeret som hunde gør ved sine egne hvalpe når noget bliver for meget...!

 

Men så alligevel, en hund må altå ikke bide et barn (eller for den sags skyld en voksen) uden varsel.

 

Men jeg ved det ikke.. det er simpelthen så svært en beslutning den her, og jeg har meget svært ved at råde jer til det ene eller andet.. desværre..

[Nollike]

Jeg mener, at sådan en unge skulle holdes i stramme tøjler i nærheden af dyr og det kunne hendes mor så passende have beflittet sig med, når nu hun har så meget imod hunde !

 

Afliv ungen så sker det ikke igen.

 

Som du dog kan sige det Zaz-Zaz :5up: Det burde faktisk være en option, tænk hvor mange børn der ville blive opdraget ordentligt hvis forældrene vidste at det var børnene der blev aflivet og ikke hunden hvis ikke de kunne opføre sig ordentlig over for den

 

 

 

Tror sgu lige at jeg smider en gang karma i nakken på dig for den bemærkning

[Zaz-zaz]

Som du dog kan sige det Zaz-Zaz :5up: Det burde faktisk være en option, tænk hvor mange børn der ville blive opdraget ordentligt hvis forældrene vidste at det var børnene der blev aflivet og ikke hunden hvis ikke de kunne opføre sig ordentlig over for den

 

 

 

Tror sgu lige at jeg smider en gang karma i nakken på dig for den bemærkning

 

Takker Jeg bliver bare så uendelig træt, når det altid er hunden, der må bøde med livet, når mennesker og deres yngel ikke forstår at omgås dyr.

[Gæst mk101]

Mit forslag vil absolut være, at få en adfærdsterapeut til at lave en vurdering af hunden. Den person ville meget klart kunne afdække, hvordan hunden oplever forskellige situationer.

 

For selv om man som voksen tror børn ved hvordan de skal omgås hunde, ville jeg ikke stole på dem. Børnene altså. Jeg må meget flovt indrømme, at jeg som barn i selskab med en veninde legede med hendes hund, på måder som klart overskred dens grænser. Noget med udklædning og lidt for meget fixering. Selv havde vi to hunde, som jeg aldrig kunne finde på at gøre noget sådan med. Jeg har ingen idé om hvorfor jeg hoppede med på de lege, og hvorfor jeg ikke syntes det var for meget og forkert. Måske jeg ikke vidste det så meget dengang, som jeg gør nu.

 

Af uvisse årsager bed den hund aldrig, til trods for de også opdrog ved hjælp af en bøjle. Men den endte da med at flytte "ud på en gård". Om det så var en rigtig fysisk en af slagsen, det ved jeg ikke. Både veninden og jeg har været under ti år gamle.

 

Altså tror jeg, der godt kan være en mulighed for, at jeres hund gentagne gange har fået overskredet sine grænser, og derfor går lidt hurtigere gennem signalerne end den ellers ville have gjort. Desuden kan hunde fejlbedømme afstande, når de vil markere. Det gjorde min gamle fredelige for et par måneder siden, da hun var træt og mærket ovenpå en operation, og der var en hanhund, der ikke forstod alt de gange, hun bad ham om at stikke snuden til sig. Idet hun bestemmer sig for at vende sig om og markere, har jeg flyttet mig, og hun rammer i stedet mit lår. Så hvad der skulle have været luftmarkering, blev et fint tandsæt og et stort blåt mærke - gennem et par tykke denimbukser.

 

Så jeg siger evaluering af adfærdsterapeut, og så træf den rigtige beslutning, på en ordentlig baggrund.

[Gæst Zarina]

Jeg er helt enig med Zaz-zaz. Der er intet mærkeligt i, at hunden har bidt.

 

Men det er en god idé med en adfærdsbehandler, så I kan finde ud af, hvordan I genopbygger hundens tillid.

[Nollike]

Takker Jeg bliver bare så uendelig træt, når det altid er hunden, der må bøde med livet, når mennesker og deres yngel ikke forstår at omgås dyr.

 

Jeg er helt enig :5up:

[PinPoynter]

Jeg mener også at det er jer der har fejlet, ved at lade pigen og hunden komme for tæt på hinanden. Man kan ikke holde hverken hund eller et lille barn ansvarlig for den slags ulykker, kun sig selv.

[Gæst Ninjamor]

Skyldspørgsmålet...

 

Et lille barn i den alder har ingen skyld, det er ikke barnets skyld, at hun ikke er blevet socialiseret til hunde.

 

Ligesådan er din hund ikke blevet socialiseret nok til fremmede børn - åbenbart, så det må være lige over hvad skyld angår, hvis der skal tales om det.

Men som hundeejer bliver du pålagt ansvaret, så det er altid "hundens skyld" i myndighedernes øjne.

 

Stakkels lille barn, jeg håber hendes reservation overfor hunde nu ikke udvikler sig til frygt.

 

Jeg hyler naturligvis med i koret om at få din hund efterset i alle ender og kanter og en vurdering fra en adfærdsbehandler.

 

Hvad jeg undrer mig over er, at hunden efter første episode ikke blev lukket væk? Jeg ville ikke have kunnet slappe af, når den først havde vist utryghed ved pigen en gang, men man kan altid være bagklog.

 

Fremover ville jeg ikke turde have min hund løs sammen med fremmede børn.

[Lonny]

Jeg tror, at din hund har markeret, den har ikke seriøst været ude efter pigen, da hunden er 1.000 gange hurtigere end pigen, ville hun aldrig kunne have nået at fjerne sig. Så vi taler altså om en markering og ikke et reelt bid.

 

Om din hund skal aflives eller ej, vil jeg slet ikke udtale mig om, jeg kender hverken dig eller den

 

Men jeg kom til at tænke på noget, som du måske skal være opmærksom på, nemlig at din hund nu måske oftere vil markere (især overfor hende), idet at det jo rent faktisk virkede....

 

Jeg kan se det på Baldur, dog ikke overfor børn, men overfor vores lille hvalp. Han vil IKKE forstyrres når han sover, og til at starte med flyttede han sig, eller satte hende pænt på plads. Men nu er han altså blevet så træt af at blive forstyrret når han sover, at hammeren falder med det samme! Han gør ingen skade og hvalpen forstår hvad han mener (men har dog også fået et lille hak i hovedet), men hos et lille barn kan dette jo være en enormt skræmmende oplevelse.

 

Så indtil du har fundet en løsning på dit problem, så ville jeg nok holde hunden og denne pige langt fra hinanden.

 

Hvis du gerne vil beholde din hund, vil jeg lige som de andre foreslå en adfærdsterapeut der kan give jer de rette redskaber til at ændre situationen.

[Gæst Bent]

Jeg har altid, sørget for at, hvis der er gæster (især hvis det er mine børns legekammerater) på besøg, så får mine hunde ikke lov til at gå rundt iblandt dem.

Hvis der sker noget vil hunden altid forsvarre sin flok

[Gæst Larry&Gucci]

Det er et kildent emne om hunden skal aflives eller ej... Og jeg kan godt forstå at man ikke bare vælger at gøre det.

Men hvis man beholder hunden, synes jeg at man skylder både den og børn at holde dem adskilt. For det er jo en risiko for at det sker igen... Som en skrev tidligere det virkede for hunden.

Jeg har selv en sær gravid hundhund pt. og der betyder at vi ikke har så mange gæster og at sønnens legekammerater har fået af vide at de skal lade hende helt være. Og prøver de alligevel, så bliver hun flyttet fra dem.

jeg skylder min hund og børnene at holde alle alle uden for nogen risiko.

[Gæst mariannaa]

Jeg ville aldrig i livet, ture risikere at have en hund, som har bidt en gang, sammen med 3 små børn.

 

Jeg går heller ikke ind for aflivning sådan bare lige, men ville i jeres tilfælde kigge efter en ny børnefri familie til den.

[Birgitta]

Jeg vil MEGET GERNE hører jeres mening...

Vi har to skønne hunde ( en lab. på 7år og en schæfer på 6 år.Vi har tre små børn, der hver eneste dag er alene ude med hundene, og der har ALDRIG været tegn på problemer, børnene har lært fra helt lille, at de skal respektere hunden, og det gør de--- Det store problem opstod så idag, da deres jævnalderne kusine (3 år) kommer på besøg, hun er ikke vant til nogen dyr, og hendes mor er nærmest skrækslagen for alt med 4 ben, specielt vores schæfer har hun altid haft 'et horn i siden' på, og lært datteren at man virkelig skal passe på hundene.. Så hun har derfor aldrig lært at omgåes dyrerne på en stille og rolig faccon... hele situationen starter med hun løber hen til den, tramper, råber og basker med armene.. det gør hun 2 gange i løbet af ca. ½ time, hun får selvfølgelig skeld ud, og det virkede også som om hun havde forstået det.

ca. ½ time efter sidste af overnævnte episode lægger hunden fredeligt og sover på terrassen, og pigen går (for en gang skyld) stille og roligt forbi den, idet hun passerer den, springer den op og bider hende ( ingen advarsel, og ikke bare et 'snap') heldigvis får hun vendt hovedt og en voksen er der øjeblikkeligt til at blande sig, men den får alligevel bidt hul på hende i hovedbunden...

min første indskydelse var ' den skal aflives', men vi er bare så glade for den, og et eller andet sted var det jo ikke alene hundes skyld... eller??? Hvad mener i????

 

Altså...............................................!

I har tre små børn, der er jævnaldrende med kusinen på 3 år???

Og de er hver eneste dag ALENE ude med de to store hunde? Der er altså mange grunde til at man ikke skal gøre det!

Dermed har I jo f.eks. mere eller mindre overladt ansvaret for opdragelsen til hundene.. Og det er gået godt med jeres egne børn. DE har fået lært, hvad hundene kan acceptere og hvad de ikke kan acceptere.

 

Men det kan et fremmed barn gudhjælpemig ikke vide! Og hundene kan ikke vide, at de ikke kan stille samme krav til fremmede børn som til deres "egne" børn.

 

--Som nogen er inde på, så har hunden endda lært nu, at det NYTTER at hapse ud, hvis en af børnene er plagsomme.

 

Det er helt klart jer, som ejere, der har begået en række fejl. Og det er jeres ansvar at det ikke sker igen.

 

Hvordan kan I forhindre det?

Kan I holde hunden helt væk fra børnenes legekammerater? IKKE kun dem I tror der i er problemer med, men fra alle børn?

FÅR I et valg overhovedet? Jeg tænker på, hvad siger pigens forældre? Hvis de kræver hunden aflivet, så er det vist ikke nok med en uforbeholden undskyldning og en æske chokolade...

Det, der er sket, er under ingen omstændigheder pigens skyld!!

 

Jeg har selv haft en schæferhund, Klavs --for mange år siden.... Og han var utrolig glad for vores egne børn.

Vi havde parkeret min søns tomme barnevogn udenfor en Irma, mens vi gik ind for at handle. Da vi kom ud, havde Klavs snappet ud efter en lille pige, der var kommet til at rende ind i ham.

Der var ikke sket så meget, men pigens far var meget oprørt.

 

--Et stykke tid efter var det min svigerfar, der fik et snap, da han sådan lidt i tanker klappede Klavs på hovedet i utide.

Lidt efter lidt blev det oftere og oftere at der blev hapset ud efter andre mennesker. Til sidst havde Klavs bidt (snappet, markeret, --kært barn har mange navne) næsten alle vi kendte, bortset fra mig og mine to børn. Selv min mand havde fået en skramme.

--Sådan gik der flere år. Vi skulle hele tiden tænke os om og passe på. Børnene var blevet så store, så det også var legekammeraterne, der var i farezonen, men Klavs havde dog ikke rørt dem, -nok udelukkende fordi han blev overvåget hele tiden.

--En sommer skulle min dengang ni-årige datter på sommerlejr i 14 dage. Da hun kom hjem knurrede han af hende......

 

Hundepsykologer var ikke så almindelige dengang, men vi havde vores træner på besøg for at han skulle vurdere Klavs i hjemmet. Al den tid træneren var på besøg lå Klavs og rystede i den anden ende af stuen. Træneren kunne kun sige, --som de fleste ansvarlige adfærdsbehandlere forhåbentlig også ville sige-- at hunden burde aflives. Også fordi KLavs var så nervøs over VORES utryghed, at det var synd at lade det fortsætte. OG nok umuligt at rette op på. Risikoen for at et barn kunne komme alvorligt til skade, var alt for stor.

 

Klavs blev aflivet. Det var vores 2. hund, så det var frygtelig sørgeligt og vi græd og græd allesammen.

---Men bagefter var det en stor lettelse, at vi ikke mere skulle have et øje på hver finger, når der var nogen på besøg.

--Vores næste hund blev en hjertensgod og fredsommelig bernersennen, Ramses d. 1. Han var vidunderlig til børn. Og han elskede alle mennesker.

 

--Jeres hund er blevet som den er, med de mennesker den har boet hos. Og hvis den skulle leve, så måtte det være hos en ny familie HELT uden børn. Der måtte heller ikke være besøgende børn.

Og så ville den nok savne sine egne børn, som den jo har fået opdraget rigtig fint.

 

---Det kan synes uretfærdigt, at jeres hund skal straffes for noget, der ikke er hundens skyld. Men det bliver den altså heller ikke! For hunden ved ikke, hvad der skal foregå. Det er helt op til JER at sørge for, at dens sidste tid bliver så god at den aldrig bliver klar over, hvad der skal foregå. DET er enhver hundeejers ansvar, --når den dag kommer hvor vi skal sige farvel. Uanset årsagen.

 

Jeg tror at det ville være en større straf for jeres hund at skifte familie...

[Umulia]

Nu synes jeg godt nok der bliver gjort et stort nummer ud af det :hmm:

 

Var det sket hjemme hos mig, havde det baret været plaster på og en besked til pigen om at holde sig væk fra hunden herefterdags.

 

Som Lonny ganske rigtigt skriver, var det bare en markering der gik skævt. Hunden sov, og så reagerer de normalt lidt voldsommere på forstyrrelser end ellers.

Jeg synes hverken det kræver adfærdsbehandler eller omplacering, og da slet ikke aflivning! - Bare lidt almindelig omtanke.

[Gæst freya3010]

Nu synes jeg godt nok der bliver gjort et stort nummer ud af det :hmm:

 

Var det sket hjemme hos mig, havde det baret været plaster på og en besked til pigen om at holde sig væk fra hunden herefterdags.

 

Som Lonny ganske rigtigt skriver, var det bare en markering der gik skævt. Hunden sov, og så reagerer de normalt lidt voldsommere på forstyrrelser end ellers.

Jeg synes hverken det kræver adfærdsbehandler eller omplacering, og da slet ikke aflivning! - Bare lidt almindelig omtanke.

 

Var det ikke også noget med at barnet vendte sig... hunden har sikkert fejlbedømt afstanden, da den ville markere!

[Gæst gadekryds]

jeg vil ikke komme med noget råd om hvad du skal gøre, jeg vil bare fortælle hvad vi er enige om her hjemme hvis det havde været tyson der havde bidt fra sig, så blev han aflivet. grunden til at jeg har den mening er at vi som barn havde vi en cocker han bed ialt 3 gange bla. mig som kendte ham godt så ture vi ikke mere. bider en hund en gang kan den også gøre det igen.

der med vil jeg ikke sige at i skal gøre det samme det skal i helt afgøre med jer selv hvad i tør held og lykke med det

[Aslan]

Jeg syntes også at du skulle tage at få snakket med en der har forstand på det. Så kan i tage en god snak om hvordan og hvorledes, evt få personen til at kigge på hunden sammen med børn, og komme med en vurdering.

 

DERNÆST kan I (familien) snakke om hvorvidt der er brug for omplacering, aflivning eller at den bliver hos jer.

 

 

Det er så bare min mening, Håber i finder på en god løsning :ae:

[Aina B]

Min gamle hund Puk bed engang min nevø i fingeren da han var omkring de 3 år. De var inde i stuen med min far, som er et fjols til at holde øje og Puk lå i sofaen. Jens løber hen til hende og får trængt hende op i en krog, så hun napper ham i fingeren. Det var ikke Jens' eller Puks fejl, men min fars og vi overvejede overhovedet ikke at aflive ham. Vi lod aldrig Puk være alene med Jens og lærte ham også ikke at løbe efter hende osv. Det var den eneste gang der var noget mellem ham og hende - de endte med at blive gode venner og Puk lærte af ham at børn ikke altid var farlige

 

Bare efter første gang at pigen er henne ved hundene på den voldsomme måde, så skal man sørge for at have dem adskilt - både pigens mor bør træde ind og det bør I også som ejere af hundene. Man kunne prøve fra starten af sidde med pigen og hilse pænt på hundene. Og ihvertfald skulle hun ikke have haft mulighed for at gå derhen 3 gange, der forstår jeg simpelthen ikke at hendes mor ikke stopper hende. Og I skulle nok også have sagt fra - og hvis pigen ikke kunne stoppes, så vælge at lukke hundene ude af rummet. Selvfølgelig synd at fordi pigen ikke kan lade være med at gå hen til dem, så skal DE rykkes, men altså nu er det gæster, så det er jo ikke til hverdag.

 

Jeg tror heller ikke jeg ville gribe til aflivning af jeres hund. Det var en advarsel til pigen.

Måske er det meget godt lige at have en adfærdsterapeut ude, om ikke andet, så I kan føle jer mere trygge bagefter. Og så sørge for at jeres hunde ikke kommer ud i situationer som disse, hvor de føler sig provokeret og angrebet. I skal beskytte dem jo

 

Jeg tror dog ikke I skal lade jeres børn være alene med jeres hunde generelt. Så længe børn er små, så kan de komme til at virke provokerende overfor hundene eller komme til at føle dem lås i en krog eller lignende - så en voksen bør altid være til stede.

 

Håber I finder en løsning...

[Gæst Kawida]

ca. ½ time efter sidste af overnævnte episode lægger hunden fredeligt og sover på terrassen, og pigen går (for en gang skyld) stille og roligt forbi den, idet hun passerer den, springer den op og bider hende ( ingen advarsel, og ikke bare et 'snap') heldigvis får hun vendt hovedt og en voksen er der øjeblikkeligt til at blande sig, men den får alligevel bidt hul på hende i hovedbunden...

 

jeg er virkelig mundlam udfra det du skriver der, synes jeg virkelig det er "for langt ude" at så mange bare synes det er en markering og de andres skyld og barnet osv.

Hvornår er det så for meget?

jeg kan slet ikke se det er pigen skyld overhovedet!