Puha jeg synes det er hårdt...

[Gæst woodwood]

Vi har haft vuffer i 6 uger nu og dvs. hun er 14 uger.

 

Jeg har i 6 år ville have hund, har læst en masse, passet mange hunde og nu har jeg endelig fået en. Men det er sgu tusind gange hårdere end jeg havde forstillet mig.

 

- Alene hjemme-træning er gået total ned af bakke efter vi startede på job

- Hun bider stadig helt vildt i ben og fingre

 

Men det der er hårdest synes jeg, er at jeg konstant har mine følelser uden på tøjet. Fx har jeg desværre været uopmærksom 2 gange mens

vi har haft hende, hvor det kunne være gået rigtig galt (vil ikke ind nærmere på det) og jeg har i flere dage efter haft det fysisk dårligt og mistet appetitten pga. skyldfølelse. Normalt er jeg en meget forsigtig person, så det slår mig helt ud, når jeg forårsager situationer som disse.

 

Min kæreste og jeg havde lavet en aftale fra starten af, at det var min hund (mig der betaler, giver mad, lufter osv), da han ikke ville være afhængig af en hund (dog ville han være med til at vælge race). Valget af race blev derfor en tand mere krævende end jeg egentlig ville have haft, da han ikke brød sig om min 1. prioritet. Men min kæreste har alligevel deltaget i mange opgaver, luftet hund, taget med til træning, passet hende osv.

 

Men sagen er den at vuffer foretrækker kæresten og jeg (selvom jeg ved jeg er total latterlig) bliver helt vildt jauloux når den fx sover tæt op ham (og aldrig mig) eller når vi træner kontakt, så kigger vuf aldrig på mig og min kæreste behøver ikke engang godbider før den kigger.

 

Puha, det blev lidt langt. Undskyld. Mit indlæg er vidst lidt svært at svare på og jeg ved egentlig heller ikke hvad jeg forventede med det... Jeg tror bare det er gået op for mig at det ikke er en dans på røde roser at have en hundehvalp, som jeg desværre nok forventede.

[sonja77]

:ae:

 

Det kan være rigtig hårdt, når det ikke lige går, som man forventer - tro mig, det kender jeg godt.

 

Mon ikke vapper efterhånden også knytter sig mere til dig, hvis du sørger for at lave masser af sjove og spændende aktiviteter med hende?

 

Jeg kan sagtens forstå din jalousi, sådan ville jeg også have det. :ae:

[Lonny]

:ae:

 

Det kræver mod at være så ærlig som du har været i dit indlæg :5up:

 

Jeg tror, at de fleste af os der har hvalpe er blevet overraskede over hvor svært det egentlig er, så du er absolut ikke alene :ae:Jeg syntes at du skal læse lidt af de andre tråde her i hvalpeforum, måske kan de give dig lidt gode råd og om ikke andet, så kan de vise dig at du ikke er alene om denne afmagtsfølelse man meget let får når man har hvalp.

 

At bide i fingre i den alder er fuldstændig normalt, så du kan glæde dig over at du har en fuldstændig normal hvalp :blink:

 

Hvad angår alene hjemme træningen, der må du nok fortælle lidt mere om hvad I gør, før at vi kan hjælpe dig.

 

Hvad angår at din hvalp foretrækker din kæreste, husker du så at have det sjovt sammen med hvalpen? Som jeg kan forstå at dit indlæg så tager du tilværelsen meget seriøst, og det gør du måske også det at have hvalp, og dermed glemmer du måske at lege med den og bare have det sjovt? Den bedste måde at knytte en hvalp til sig på er, at have det sjovt sammen med den. Find et pivedyr og leg med den. Tag nogle gamle syltetøjsglas og lav hul i låget. Læg noget lækkert i syltetøjsglasset og skru låget på så hvalpen ikke selv kan få fat i det lækre. Herefter gemmer du syltetøjsglasset og lader hvalpen finde det, når den har fundet det, så roser du helt vildt, og viser den samtidig at du er uundværlig, da kun du kan få låget af syltetøjsglasset.

Men mit bedste råd må være, leg lidt med din hvalp hver dag.

 

Og husk, det bliver lettere :ae:

[PinPoynter]

Det er altid hårdt at have en hvalp, vi er bare nogle der lykkelig har glemt realiteterne, og kun husker de dejlige ¢jeblikke (når de sov osv ).

Det lyder som om i klarer det fint, og det lyder ikke til at du er ved at give op heller, bare som om det er lidt en kamp at komme igennem nogle gange? Jeg tror egentlig det var nemmere for mig, da mine var små, for der var IKKE en mand der skulle tages hensyn til, hverken med valg af hund, eller træning eller noget.

Kl¢ bare på med din træning, sp¢rg om råd herinde (her er mange kloge hoveder :5up: med masser af forskellig erfaring), og husk at vi vil se billeder :blink:

[Gæst Jette]

Sådan havde jeg det også efter et par uger med vores hundehvalp, altså det med skyldfølelsen.

 

Uheldigvis blev jeg syg/sløj da vi kun havde haft vores hvalp i et par dage, så de første uger gik med "stress" og konstant dårlig samvittighed fordi jeg ikke havde det overskud jeg havde "planlagt". Jeg nåede ikke det som alle bøgerne siger man skulle osv. Måske heller ikke smart at læse 10 forskellige bøger og så ville nå det hele (jeg er blevet klogere). Jeg/vi havde også drømt og snakket om at få hund i 4 år inden.

 

Nej, det hele er ikke rosenrødt, det er skide hårdt at have hvalp. Blandt den afbrudte nattesøvn synes jeg har været nået af det hårdeste.

[MissMilladk]

Jeg blev også overrasket over, hvor hårdt det egentlig er/var at have hvalp, men jeg synes hurtigt, det bliver nemmere. Om ikke så længe, så tænker du tilbage, og hov ... du finder ud af, at det egentlig ikke er så hårdt længere. Og hvalpen bider vist forresten heller ikke så meget, som han har gjort, når man nu lige tænker over det.

 

Sådan synes jeg i hvert tilfælde det har været (Elvis er 5 mdr. nu). I starten sov jeg ikke ordentligt, fordi jeg vågnede ved den mindste lyd for "tisser han nu på gulvet". Det samme når man var vågen. Hele tiden oppe på mærkerne, for tisser han nu eller hvad bider han nu i (det sidstnævnte er så stadig gældende ). Der var ikke 2 sek. ro til at se fjernsyn, følte jeg tit. Nu kan jeg godt slappe mere af, selvom jeg stadig skal holde øje.

 

Tror du ikke, at du kan se det søde i, at hvalp og kæreste kommer godt ud af det og at kæresten hjælper mere til end han havde regnet med, da I/du skulle have hund? Det gør det vel også nemmere for dig i og med I så er to til "pligterne"?

 

Jeg kan dog godt forstå, at det er hårdt, når alene-hjemme-træningen ikke fungerer. Men jeg håber alligevel, at du snart ser lys forude og synes, det er lidt sjovere at have hund :ae:

[Umulia]

Jeg håber der er rigtig mange, der læser dit indlæg - især dem, der endnu ikke har hund, men ønsker sig én. For der er åbenbart mange der har det som du.

 

Jeg har ikke selv prøvet det, og det er nok fordi jeg er total hundenørd, og prioriterer hunden over alt andet. Har man for mange ting der "slås" om at være førsteprioritet, forstår jeg godt det kan føles svært.

 

Min oplevelse er, at det ikke så meget er hvalpen, der er årsag til bekymringerne, men snarere ejerens forventninger - dels til hvalpen og dels til sig selv. Det er måske et godt sted at begynde at se om man kan lave noget om. F.eks: Gør det virkelig så meget hvis hvalpen ikke er renlig når den er 10 uger, men måske først når den er 5 mdr? Hvis man accepterer hvalpens eget tempo, er man selv fritaget for det pres, det er at føle sig ansvarlig for at udviklingen foregår efter "planen".

 

Så er der jo også alle de ydre ting - uddannelse, job, fritidsaktiviteter, venner, kæreste, hjem osv. Har man timer nok i døgnet til alle? Hvis man føler sig stresset over at skulle nå det hele, er det måske muligt at skaffe sig af med noget af presset ved at erkende at tiden ikke er den rette til at have hund.

Omvendt kan man jo også komme til konklusion at hvalpen er vigtigere end nogle af de andre ting, og så skrue lidt ned for dem i en periode. Hovedsagen er at man erkender, at man ikke bare kan leve "som man plejer" med en hvalp i huset. Man er nødt til at give afkald på noget.

Det er i øvrigt det samme med børn

[Lonny]

Jeg håber der er rigtig mange, der læser dit indlæg - især dem, der endnu ikke har hund, men ønsker sig én. For der er åbenbart mange der har det som du.

 

Jeg har ikke selv prøvet det, og det er nok fordi jeg er total hundenørd, og prioriterer hunden over alt andet. Har man for mange ting der "slås" om at være førsteprioritet, forstår jeg godt det kan føles svært.

 

Min oplevelse er, at det ikke så meget er hvalpen, der er årsag til bekymringerne, men snarere ejerens forventninger - dels til hvalpen og dels til sig selv. Det er måske et godt sted at begynde at se om man kan lave noget om. F.eks: Gør det virkelig så meget hvis hvalpen ikke er renlig når den er 10 uger, men måske først når den er 5 mdr? Hvis man accepterer hvalpens eget tempo, er man selv fritaget for det pres, det er at føle sig ansvarlig for at udviklingen foregår efter "planen".

 

Så er der jo også alle de ydre ting - uddannelse, job, fritidsaktiviteter, venner, kæreste, hjem osv. Har man timer nok i døgnet til alle? Hvis man føler sig stresset over at skulle nå det hele, er det måske muligt at skaffe sig af med noget af presset ved at erkende at tiden ikke er den rette til at have hund.

Omvendt kan man jo også komme til konklusion at hvalpen er vigtigere end nogle af de andre ting, og så skrue lidt ned for dem i en periode. Hovedsagen er at man erkender, at man ikke bare kan leve "som man plejer" med en hvalp i huset. Man er nødt til at give afkald på noget.

Det er i øvrigt det samme med børn

 

For mit eget vedkommende havde det intet at gøre med at jeg ikke havde sat tid af til det at have hvalp, eller at andre ting var vigtigere. Mit liv er jo nærmest mine hunde Men derfor syntes jeg alligevel at jeg nogengange var grædefærdig.

 

En hvalp kræver meget af en rent mentalt, og hvis man ikke har prøvet det før, så kan det altså godt være en voldsom oplevelse første gang man oplever det. Især lige i øjeblikket hvor der bliver lagt så meget vægt på hvor vigtigt det er at gøre alle de rigtige ting og gøre dem rigtig, dette kan godt lægge et enormt pres på en der har hvalp for første gang. Man vil jo så gerne gøre alting perfekt, og gang på gang oplever man at man ikke kan leve op til sine egne idealer.

 

Så jeg tror mere at man måske skal se på sine idealer, og lidt droppe det der med at være så perfekt, som du jo også er inde på. Prøve at slappe lidt af og nogen gange bare læne sig tilbage og nyde det at have et nyt liv i sine hænder

[Gæst jeanett25]

Jeg tror meget på både det som Umulia og Lonny er inde på i de sidste par indlæg.

 

Jeg tager ikke tingene så tungt - og så alligevel, tungt nok til at jeg mener at have ansvar for en hund er en stor ting - og skal tages seriøst.

 

Jeg har da et par bøger. Men den største erfaring jeg har, er tiden og tidligere "bagage". Jeg startede også min hunde"karriere" med svære racer. (Den dag idag har jeg bevæget mig væk fra stærke og svage racer) men som 1. gangshundeejer er der dog alligevel nogle der er nemmere ikke at komme ud i "problemer" med.

 

Hvad er det for en race du har?

 

Men altså, det jeg mener er, prøv og tag een dag af gangen. Og NYD din lille hvalp - for pludselig går det hurtigt og hvalpetiden kommer aldrig igen.

 

Erkend at der ER meget og se til med en lille str. Men sig derefter så til dig selv at det kun er for en periode.

 

Det er nu du skal fokusere på at få et godt forhold til din hund. Så som Lonny siger, vil jeg også anbefale dig at bruge 10 minutters tid om dagen på at hygge/lege med ham/hende - På den måde kommer du lidt væk fra alt det "trælse" - og i opbygger et forhold.

 

Prøv og undgå at presse for meget på med kontaktøvelser og aaalt mulig træning. Det skal i nok få tid til senere. Kom istedet bitte små træningsting ind i dagligdagen, når i går tur osv - men hav tålmodighed - det er ikke verdens undergang hvis det ikke lykkedes - i prøver bare igen i morgen..måske

 

Mht alenehjemme så prøv og uddyb problemet lidt så kan det være der kan komme nogle råd på banen

 

:ae: Op med humøret!

[Gæst Chaddin]

Jeg tror meget på både det som Umulia og Lonny er inde på i de sidste par indlæg.

 

Jeg tager ikke tingene så tungt - og så alligevel, tungt nok til at jeg mener at have ansvar for en hund er en stor ting - og skal tages seriøst.

 

Jeg har da et par bøger. Men den største erfaring jeg har, er tiden og tidligere "bagage". Jeg startede også min hunde"karriere" med svære racer. (Den dag idag har jeg bevæget mig væk fra stærke og svage racer) men som 1. gangshundeejer er der dog alligevel nogle der er nemmere ikke at komme ud i "problemer" med.

 

Hvad er det for en race du har?

 

Men altså, det jeg mener er, prøv og tag een dag af gangen. Og NYD din lille hvalp - for pludselig går det hurtigt og hvalpetiden kommer aldrig igen.

 

Erkend at der ER meget og se til med en lille str. Men sig derefter så til dig selv at det kun er for en periode.

 

Det er nu du skal fokusere på at få et godt forhold til din hund. Så som Lonny siger, vil jeg også anbefale dig at bruge 10 minutters tid om dagen på at hygge/lege med ham/hende - På den måde kommer du lidt væk fra alt det "trælse" - og i opbygger et forhold.

 

Prøv og undgå at presse for meget på med kontaktøvelser og aaalt mulig træning. Det skal i nok få tid til senere. Kom istedet bitte små træningsting ind i dagligdagen, når i går tur osv - men hav tålmodighed - det er ikke verdens undergang hvis det ikke lykkedes - i prøver bare igen i morgen..måske

 

Mht alenehjemme så prøv og uddyb problemet lidt så kan det være der kan komme nogle råd på banen

 

:ae: Op med humøret!

 

Yep lige mine ord

[Nollike]

Jeg vil gerne, som Lonny, give dig en :ae: og en :5up: Det er flot at du tør være ærlig omkring dine tanker og følelser!!! Og som du nok allerede nu har opdaget, så er du ikke alene om at synes at den der hvalpetid, som man har forestillet sig skal gå med en lille nuttet bamse der ser enormt kær ud og falder i søvn i ens arme og i det hele taget bare er fantastisk måske ikke er heeeelt som man havde forestillet sig og håbet på... Jeg synger gerne med i koret, jeg syntes at det var super hårdt og håber at der går maaaange år før jeg skal prøve det igen

Heldigvis er de første 2-3 mdr. de værste, derefter letter det betydeligt :5up:

Hvis du stadig står op om natten for at gå ud med hvalpen, så kan du evt. vælge at gøre som jeg gjorde... Jeg fandt nemlig hurtigt ud af at jeg overhovedet ikke fungerede ved at skulle op og ud med hvalpen Så jeg valgte at følge et råd jeg fik om at lade renlighedstræning være renlighedstræning i nattetimerne. Tissede hun på gulvet så var det bare ærgerligt og så måtte renlighedstræningen tage det lidt længere tid og det fungerede godt for mig :5up: Mit overskud blev noget større da jeg ikke længere skulle op midt i min skønhedssøvn Og det overskud havde jeg hårdt brug for, for jeg synes sgu også at det er hårdt at have hvalp Så op med humøret, det er en periode du skal igennem :ae:

[Gæst Ditten]

Christ! Hvor er det dejligt at læse dette indlæg. Selvfølgelig er jeg ikke glad på dine vegne, men det er bare super rart at læse at der også er andre (mange åbenbart) der synes det er noget af en psykisk hård mundfuld at få hvalp!

 

Og jeg har endda en lille af slagsen, og fandt ud af efter at have været til hvalpeaften, at jeg er sluppet for meget af besværet ved at vælge en lille skøn race (papillon) .

 

Kiwi er nu 14 uger - næsten 15, og for ca. en uge siden begyndte det hårde slid virkelig at vise sig det hele værd, og Kiwi er fx begyndt at blive renlig (stadig tisseri indenfor, men nu siger hun da i det mindste til). Jeg skal også kun op en gang om natten, hvor det i starten var hver 2. time. Nu leger hun med andre hunde og har går virkelig frem, hvorimod hun før var mere tilbageholdende og skulle opmuntres. SÅ dejligt at se sin hund udvikle sig fra baby til tumling <3

 

Hun er også begyndt at være et nussedyr nu!

 

I starten prøvede jeg også at leve op til aaaaalt det de kloge bøger siger. Jeg følger self rådene og prøver at give min hvalp et grundsæt af regler, men jeg gør det efter min egen følelse nu, og det går strålende, og er begyndt at nyde at have hund, så utroligt meget!

Hvor jeg i starten blev ret chokeret og overvejede om jeg nu virkelig kunne tage mig ordentligt af en hund (med min alder, boligtilstand, mm.), og fik det helt dårligt ved tanken om fiasko. Med tiden er det dog gået op for mig at det har været en af de bedste beslutninger i mit liv hidtil. Jeg elsker hende allerede helt sindssygt meget, og føler mig aldrig ensom mere. Desuden er der bare noget herligt ved at få så meget frisk luft og har virkelig mærket en forskel i mit humør, fra før jeg havde vuffer, til nu, nogle uger efter! Selvfølgelig er det hårde arbejde ikke overstået, men det er langt fra nær så belastende som det var i begyndelsen!

 

JEG ELSKER MIN VOVSE!!! <3<3<3

[Gæst Ditten]

HOV! PS. Vi går også til hvalpetræning, yay!

[Gæst Ari]

Du er så absolut ikke alene! Jeg har også netop fået en hvalp(førstegangs hundeejer) og hold da op det kom bag på mig hvor hårdt det er(selvom jeg havde læst bog efter bog inden)!

 

Specielt nattene har tæret på kræfterne for jeg står op hver gang han skal ud og besørge..og det er jo med ca. 2-4 timers mellemrum. Som regel er jeg oppe *mindst* en gang men tit 2 gange.(og der er jeg måske heldigere end andre kan jeg se som er oppe 4-5 gange..)

 

Jeg har også læst alle de "kloge" bøger og forsøgt på bedste vis at følge dem, men her efter 14 dage har jeg erkendt at det kan jeg altså ikke helt. Jeg fulgte hunden KONSTANT rundt i huset fordi jeg skulle jo være sikker på at den besørgede udenfor! Det tærede hårdt på mig. Nu har jeg erkendt(som andre herinde skriver) jamen der sker uheld og så må man jo bare tørre det op og komme videre ingen grund til at stresse over det så må det bare tage lidt længere tid det med renligheden!

 

Udover det drejer alt i mit liv lige nu sig om hunden, den er første prioritet her de første par måneder og så må alt andet komme igen med tiden(heldigivs har jeg nogle meget forstående venner og familie som også hjælper til med den). Eksempelvis havde jeg noget familie til at overnatte hos mig og tage den ud om natten så jeg kunne få en nats søvn og genoplade baterierne, så vil da sige at det er da dejligt at din kæreste har engageret sig så meget for det ville have været 10x hårdere hvis du havde været alene(tro mig jeg bor alene ). Jeg har erkendt at det er en lang process og at jeg ikke skal forvente mirakler i løbet af 2-3 uger og det har altså taget MEGET af presset fra mine skuldre

 

Det er iøvrigt en Labrador jeg har fået mig(og ja jeg elsker ham overalt på jorden allerede nu efter 2 uger )

[Gæst Buddha]

Ihh ja, sådan har jeg også haft det!

 

Vil bare skrive 3 ting.. En ting er at hvalpens tænder er drøn irriterende og kan være det helt op til 6 måneders alderen - husk dig selv på det! Det hjælper, selvom det virker som ualmindelig lang tid nu, men det ér normalt.

 

En anden, går i til hvalpe træning? Hvis ikke - gør det!! Det vendte hele billedet for os i hvert fald, godbidderne virkede bestemt efter hensigten, men at vores hvalp var mellem så mange andre hvalpe og mennesker, gav med det samme en helt anden kontakt + en masse sjov for os allesammen. Det er så fedt at være sammen med hunden hvor det bare er sjov og ballade og man glemmer hurtigt alt andet.

 

Tredje ting er om du bor i København? For så kunne vi måske mødes, hvalpene kunne lege og vi kunne trække vejret lidt :blink: For det ér hårdt arbejde at have hvalp, og et super frirum når hvalpen enten leger med en anden eller sover hehe...

Redigeret August 25, 2009 af Buddha
en upser

[BlackGSD]

Det er krævende at have hvalp... Her er det så ikke så meget det med bideri, renlighedstræning osv. Her er det hovedsageligt tanken om, hvorvidt jeg får lov til at opleve hvalpen blive voksen

 

Jeg har været rigtig uheldig med mine hunde... Især de sidste to. Mine to forrige schæfertæver blev henholdsvis 5 og 6 år, grundet sygdom. Min hanhund derefter fik konstateret dårligt hjerte, han blev 2½ år - han havde lige præcis nået den alder hvor man kan begynde, at bruge hunden til noget. Tæven jeg så fik som skulle "erstatte" ham, blev kun 9½ mdr, da hun havde svær svær HD

Jeg har nu en skøn ungtæve på 7 mdr. og jeg ville ikke bytte hende ud for noget - men er godt nok træt af det psykiske pres det er, at gå og tænke "gad vide om hende her holder..." "Hvad gør jeg hvis hun heller ikke holder"... Det er det hårdeste ved det at have hvalp lige nu... Og jeg går da også og tænker, om jeg næste gang (for jeg skal have en hanhund igen), bare skal vælge en voksen, som er sundhedstjekket og igennem den værste fase, og så tage det arbejde der er i ikke at have "formet" den selv, fra hvalp af.

 

For jeg synes ellers at det er fantastisk at have hvalp, men vil også gerne noget med den når den bliver voksen. Men det har så taget 3 år indtil videre... Og jeg har hvalp på det trejde år nu... Og så kan man sgu godt blive træt af en hvalp

 

Men det går faktisk super hurtigt, før du ved af det, så har du en unghund - og så en voksen hund :blink:

 

Og her er det også min hund - min mand er kun interesseret i at nusse med den, lege og så lufte lidt i haven... Det er udelukkende mig der fodrer, træner, lufter, (køber udstyr ), osv. Men hun er totalt forgabt i min mand når han er hjemme Men tilgengæld har han ikke den helt samme kontakt med hende som jeg har, på trods af, at hun kan virke helt ligeglad med mig når han er i hjemme

 

Hvilken race er din hvalp??? og hvilken race ville du ellers have haft???

[Gæst Lucas]

Hejsa, dejligt at læse jeg heller ikke er alene!! Min Mops er 14 uger og har kun lært at "sæt dig"... hehehe mine intensioner var nu at han kunne alt på nuværende tidspunkt, sitte, dække, gi pote, leg, sov, tisse osv osv og det hele på kommando hehe men sådan skulle det ikke gå!!!

 

Jeg har også en kæreste som deltager lidt, men faktisk kun i luftningen, men det er ok... Men vi havde nu også forestillet os en lille putte-gøj som bare skulle ligge i arm og lege når VI havde tid!!!!!!???? ja vi blev klogere.

Men har været så meget ude af den at jeg har kommet til at tænke for mig selv at jeg ville levere ham tilbage hvor han kom fra, ku slet ikke holde ud alle de uheld på gulvet når vi ikke nåede ned, så da vi skulle til sidste vacc. spurgte jeg dyrlægen mht renlighed, hvornår de bliver det og hvordan man gør det bedst, var jo på opgivelsens rand, og anede ikke mine levende råd. Men da jeg fortalte dyrlægen at Lucas -Mopsen, sov fra kl 22 aften til 6 morgen UDEN at skulle ud og tisse sagde han at vi var kommet RIGTIG langt med renligheden. åhhhhh hvor det lettede...

 

Har bestemt fortrudt jeg havde tænkt på at opgive, for pyt da være med lidt småuheld, han skal nok blive renlig Jeg troede bare det var mig/os det slet ikke ku finde ud af det og ville ikke tilbyde min hvalp et hjem med sådan to kegler til ejere. Men Lucas hører til hos os -nu.

 

En lille kort fortælling mht renlighed, så har Lucas fundet ud af at det er koldt udenfor om morgenen kl 6, så i morges da min kæreste havde fået tøj på og gik ind og hentede Lucas (som stadig lå i sin seng) og så gik de ud i gangen og skulle have sele på og SMUT - så var Lucas stukket af - tilbage i seng og puttede sig og lod som om han sov, han sku fame ikke ud i kulden nu.. hehe så han fik lov at sove til kl 7 da jeg skulle gå, og vi alle gik ned, og først dér tissede han, holdte sig fra kl 21.30 i går aftes - DYGTIG LUCAS, mors lille mops...

[Gæst woodwood]

Ihh hvor er det rart at høre jeg ikke er alene. For sådan føltes virkelig. Og mange tak for at der ikke er kommet en masse løftede pegefingre om at jeg ikke er egnet til at have hvalp.

 

Alle de intentioner jeg havde (og stadig har lidt) om at vuffer skulle kunne diverse kommandoer og være renlig hurtig er jeg begyndt at dæmpe lidt, efter at have læst jeres indlæg. Det må tage den tid, det nu tager. De mange bøger som jeg har liggende har jeg besluttet mig for at lægge væk for en stund.

 

Mht. til alenehjemme-problemet, så består det hovedsaglig i hun besørger overdrevet meget (begge dele). Og det er mere end hvis det er weekend og vi er hjemme med hende hele dagen. Så alene-hjemme situationen har sådan set sat renligheden i bakgear, og det er øv når jeg troede vi var kommet et godt stykke. Ja, og så er det bidderiet i væggen.

 

Ja, og så er jeg begyndt at fokusere på alle de positive ting istedet for de negative. Fx tabte lille vuf sin første tand i lørdags.

[Gæst jeanett25]

Ihh hvor er det rart at høre jeg ikke er alene. For sådan føltes virkelig. Og mange tak for at der ikke er kommet en masse løftede pegefingre om at jeg ikke er egnet til at have hvalp.

 

Alle de intentioner jeg havde (og stadig har lidt) om at vuffer skulle kunne diverse kommandoer og være renlig hurtig er jeg begyndt at dæmpe lidt, efter at have læst jeres indlæg. Det må tage den tid, det nu tager. De mange bøger som jeg har liggende har jeg besluttet mig for at lægge væk for en stund.

 

Mht. til alenehjemme-problemet, så består det hovedsaglig i hun besørger overdrevet meget (begge dele). Og det er mere end hvis det er weekend og vi er hjemme med hende hele dagen. Så alene-hjemme situationen har sådan set sat renligheden i bakgear, og det er øv når jeg troede vi var kommet et godt stykke. Ja, og så er det bidderiet i væggen.

 

Ja, og så er jeg begyndt at fokusere på alle de positive ting istedet for de negative. Fx tabte lille vuf sin første tand i lørdags.

 

Mht til at hun besørger og bider i væggen når i ikke er hjemme,så kunne det lyde til at hun lider af seperationsangst. Såfremt i selvfølgelig har luftet hende og ladet hende besørge mv inden i tager afsted.

 

Hvor længe er i væk hjemmefra?

 

Er i hjemmefra flere gange om dagen?

 

Hvor længe har i trænet op til den tid hun er alene hjemme?

 

Hvor befidner hun sig når hun er alene?

 

Hvordan er processen inden i tager hjemmefra?

[Gæst Lise D]

Woodwood - jeg har netop sendt dig en besked - jeg blev simpelthen så glad for at se et indlæg som dette - hudløst ærligt!

 

Jeg har stået i den samme situation og det var virkelig tærende og hårdt! Desværre magtede jeg ikke kampen, jeg gik simpelthen psykisk ned på det. Jeg ville det hele, intet kunne blive godt nok, havde læst en million bøger mv.

Forrinden da havde jeg sagt at jeg ikke er hvalpe menneske! Tidligere hund havde vi overtaget som 4 års fra et skilsmissehjem. Gemalen ville så gerne prøve at have hvalp - så det fik vi, den var længe ventet!

 

Det gik fuldstændig op i hat og briller, på 2. dagen måtte jeg lægge mig med kvamle, dårlig samvittighed, hrådkvalm 24-7, ingen appetit, svimmel - magtede simpelthen ikke at stå op, lå bare og græd og græd...

 

Jeg kunne slet ikke kende mig selv... efter 10 dage røg hvalpen retur (som 3 andre fra et kuld på 7 desværre også gjorde) Derudover havde hvalpen er særpræget temperment, dyrlægen var ikke jelt tryg ved den - og der blev så afleveret 2 andre retur grundet temperment..

 

For mig var det en ren falliterklæring, afmagten var stor jeg anede ikke mine levende råd! Det var som om at jeg kunne åbne lettet op da hvalpen var rejst og måtte konstatere at jeg ikke er hvalpe menneske! Aldrig mere hvalp til mig - aldrig!

 

Jeg har så desværre haft en lign. episode efterfølgende (men en voksen hund) jeg har generelt været uheldig.... det hele startede forfra - allerede få timer efter hundens ankomst!

 

Det er nu 6 måneder siden - tanken om hund havde jeg fuldstændig droppet... 2 falliterklæringer har gjort at jeg slet ikke tør!

 

Men jeg savner en hund - sådan fuldstændig inderligt. Jeg vil bare så gerne, SÅ gerne! Men jeg er bange for det samme sker igen... :-(

[Gæst Kattiie]

Hej

Det er helt rart at hører andre folk sige nogle af disse ting. Nogle gange har jeg godt kunne være lidt bange for at det bare var mig der var noget galt med.

Jeg har en dejlig dansk-svensk gårdhun, Pluto, og jeg elsker ham overalt på jorden. Men jeg havde det problem at 3 uger efter at min kæreste og jeg fik ham (på daværende tidspunkt havde vi også en hvid schæfer) gik vi fra hinanden. Så ligepludselig stod jeg alene med denneher hvalp og måtte springe direkte ud i at være alene hjemme fordi jeg jo ligesom skulle på arbejde. Det var rigtig hårdt og det havde været nemmer hvis jeg vidste jeg skulle ende alene med det fordi så havde jeg planlagt det lidt bedre. Og meget af den "sorg" og vrede jeg havde kom ofte til udtryk overfor hvalpen. Og hvis jeg kom op og skændes med min eks blev hvalpen jo også utrolig bange.

Men jeg gjorde det at jeg bare brugte så meget tid med Pluto som jeg kunne og vi legede og puttede og alt muligt. Og vi er utrolig tætte idag (hvis man kan sige det om en hund)

 

Så mit råd er helt sikkert også at du skal bruge lidt kvalitets tid sammen med den. Og vis den at du også kan være sjov og ikke bare alvorlig.