Hop til indhold
  • Hunderacer


    • Journalisten
      Selvom den betragtes som verdens mindste hunderace, har chihuahuaen en stor personlighed og en mindst lige så stor historie.
      Ingen kan med sikkerhed sige, præcis hvornår chihuahuaen som vi kender den opstod, men det er meget længe siden. Den mest udbredte teori er, at de nedstammer fra techichi-hunden, som var populær blandt toltekerne, den dominerende civilisation i nutidens Mexico indtil aztekerne overtog. Da spanierne ankom til området i 1519, beskrev de hvordan aztekerne handlede med bittesmå hunde, blandt andet som fødevarer. Hundene blev også brugt som levende varmedunke, når folk var syge - et led i en ret barbarisk tankegang om at man rituelt kunne overføre smerte og dårligdomme fra mennesker til dyr.
      Chihuahuaerne overlevede også spaniernes udryddelseskrig mod den oprindelige befolkning, og levede herefter i relativ anonymitet blandt Mexicos moderne befolkning indtil starten af 1900-tallet. Fra det tidspunkt er de kun blevet mere udbredte indtil deres popularitet toppede i starten af 2000-tallet. Her blev de kendt som en slags fashion statement, som alle måtte have, et modefænomen foranstaltet af berømtheder som Jennifer Lopez, Britney Spears og - måske især - Paris Hilton. Chihuahuaen har dog længe været en eftertragtet taskehund blandt starletts, eksempelvis havdevar Marilyn Monroe også glad for racen.
      Der er mange ting, der gør chihuahuaen populær. For det første er den virkelig lillebitte, og derfor den optimale hund at holde i en lejlighed i byen, hvor størstedelen af os efterhånden bor. Den kan uden problemer være i en taske og tages med i offentlig transport eller sågar i en cykelkurv. Det kræver dog en del nænsom opdragelse. Hunden har en smule terrier i sit humør, og den skal trænes meget effektivt i det første år.
      Chihuahuaen er avlet til klimaet i Mexico, og derfor er det ikke kun fordi det er nuttet, at man giver dem sweater på i koldere dele af verden. Den er ret så skrøbelig overfor kulde og temperatursvingninger. De fleste chihuahuaer foretrækker dog under alle omstændigheder at tilbringe det meste af tiden inden døre. De skal selvfølgelig luftes i ny og næ, men vil helst gå korte ture og så brænde overskydende krudt af hjemme i privaten.
      Der er delte meninger om, hvorvidt chihuahuaen er god til børn og andre dyr eller ej. Det kommer meget an på den opdragelse den enkelte hund har modtaget som hvalp, og hvad den er blevet vænnet til fra starten. Den foretrækker dog med al tydelighed selskab i form af andre chihuahuaer, hvis den skal være sammen med andre hunde.
      Der er to varianter af Chihuahua, hvad angår pels: En korthåret og en langhåret. De korthårede skal have en tur med en børste en eller to gange om måneden, de langhårede en til to gange om ugen.
      Race: Chihuahua
      Max højde: 25 cm
      Vægt: 1,8 - 2,7 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 1/5
      Plejekrav: 1/5 eller 2/5 (se tekst)

    • Journalisten
      Hvis man vil have en god familiehund med masser af spræl i, er flat-coaten et oplagt valg. Den er glad for at arbejde, men mindst lige så begejstret for at lave løjer.
      De tætte relationer til labrador retrieveren og golden retrieveren er tydelige hos flat-coaten, men den skiller sig alligevel ud. Først og fremmest er der pelsen, der er halvlang og glattere end hos de andre racer. Hundens kropsbygning er smallere og mere yndefuld, og især hovedet er mere langstrakt og dynamisk. Det er dog racens mentalitet, der gør mest for at den stikker ud.
      Sammen med de ovennævnte hunderacer blev flat-coaten skabt som arbejdshund. Mange af dens forfædre var avlet til at overleve og ligefrem trives i det nordligste Nordamerika, hvor der er koldt, vådt og blæsende. Fiskere fra Storbritannien begyndte at importere flat-coat-lignende hunde og forædlede selv racen til det vi kender i dag, hvorfor den regnes som en britisk hund. Flat-coaten blev lynhurtigt populær. Fiskerne brugte den til at hente fisk og tabte ting i vandet, til at sætte garn og som selskabshund. Dens pels beskytter den mod det iskolde vand, den bidende vind og mod tornet krat - alle tre ting noget den blev udsat for dagligt ved Altanterhavets nordlige kyster. Udover at være en fiskerhund, er racen også utroligt velegnet til fuglejagt, ligesom andre retrievere.
      Alt går dog ikke op i arbejde - langt fra. Flat-coaten er ligefrem kendt for sin legesyge godmodighed. På godt dansk kan man påstå at den har ret meget krudt i røven. Det gør det både sjovt og udfordrende at træne den, og mange færdigheder skal leges ind i hovedet på den. Opdrættere og trænere er generelt enige om, at træning af flat-coats kræver en ganske stor portion humor, helst kombineret med rigeligt tålmodighed.
      Dens uhelbredligt gode humør gør flat-coaten til en god familiehund, selvom helt små børn nok må finde sig i at blive væltet omkuld i ny og næ. Behandler man den ordentligt og sørger for at motionere den træt, er den en meget kærlig hund - så kærlig at det hæmmer dens evner som vagthund. den er mere tilbøjelig til at springe glædesstrålende i armene på en indbrudstyv, end til at forsøge at jage vedkommende bort. Med sin baggrund som fiskehund, kan man med stor fordel motionere den i vand, hvor den rigtigt får lov til at bruge sine kræfter og vise hvad den kan. Apportering i vand er det den er bygget til.
      Pelsen skal have noget opmærksomhed, men ikke så meget som man skulle tro, dens længde taget i betragtning. Et gennemredninger om ugen, med børste eller en bredtandet kam, er nok til at holde pelsen smuk - og din sofa rimeligt fri for hår. Racen har et stærkt helbred, og det er sjældent den bliver almindeligt syg. Dog skal man være opmærksom på, at flat-coats har en tilbøjelighed til kræft, så hold godt øje med om den mister humøret og får mindre energi.
      Race: Flat-Coated Retriever
      Max højde: 62 cm
      Vægt: 25-32 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 5/5
      Plejekrav: 2/5

    • Journalisten
      Staffien har et plettet ry, men det er aldeles ufortjent. Hvis man afretter hunden og vænner den til fremmede, børn og andre hunde fra en meget ung alder, kan den blive et overmåde loyalt og kærligt kæledyr.
      Man kommer ikke udenom at Staffordshire Bull Terrieren er en kamphund, i og med at det netop var til dette barbariske formål racen blev avlet. Hundekampe var en udbredt form for underholdning i 1800-tallets England, og Staffien blev forædlet gennem mange generationer. Den oprindelige race har været dobbelt så stor, som den nuværende. Staffien er et resultat af ønsket om en mindre, hurtigere og smidigere hund, der var god til at kæmpe mod større dyr som bjørne eller tyre - deraf navnet Bull Terrier.
      Dyrekampe har længe været forbudt i det meste af Vesten, og over de sidste 100 år er det lykkedes moralske avlere at fjerne meget af staffiens aggressivitet og blodtørst. Så meget at den blandt entusiaster bliver omtalt som en "barnepigehund", der kan passe familiens børn, fungere som tålmodig legekammerat og tilkalder hjælp hvis der sker noget uheldigt.
      Ikke så overraskende er Staffordshire Bull Terrieren en meget robust og energisk hund. Den er trods alt bygget til at tage imod en bjørnelap. Det betyder at den skal røre sig en hel del for at have det godt, og for ikke at blive lidt destruktiv. Den er storforbruger af tyggelegetøj, og kan godt lide at blive udfordret og bruge sin imponerende styrke. Tovtrækning og apportering af tunge ting, terrænløb og andre hårde sportsgrene gør den glad.
      Der skal meget lidt pleje til at holde en staffie pæn og rask. Man behøver stort set ikke røre pelsen, men dens kløer gror hurtigt og er meget hårde, så dem skal man holde øje med, og sørge for at holde nede.
      Man kommer ikke udenom racens herkomst, og der har været uheldige tilfælde med Staffordshire Bull Terriere med dårlige ejere. Derfor er det vigtigt igen at understrege vigtigheden i at afrette hunden fra den er helt lille hvalp. Hvis den skal bo i et hus med andre dyr eller med børn, er det også meget vigtigt at udsætte den for den slags meget tidligt i dens liv, så den lærer at sådan ser dens verden bare ud.
      For en god ordens skyld skal det nævnes, at Staffordshire Bull Terrieren havde en plads på listen over hunderacer, der muligvis skulle forbydes i Danmark. Hele denne observationsliste blev annulleret i 2013, og racen er helt igennem lovlig at eje. Til gengæld er den forbudt i Tyskland, men der er en række klausuler i lovginingen for turister og gennemrejsende, som man lige bør tjekke op på, inden man besøger vores sydlige nabo med sin staffie.
      Race: Staffordshire Bull Terrier
      Max højde: 42 cm
      Vægt: 11-17 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 1/5

    • Journalisten
      Border Collien er en aktiv og familievenlig hund, der elsker at røre sig og være med, der hvor der sker noget. De er en af de foretrukne hunderacer blandt trænere til TV og film, fordi de er lærenemme og meget intelligente.
      Man ved ikke præcis hvor længe mennesket har anvendt hyrdehunde, men det var de gamle romere, der tog konceptet med til De Britiske Øer. Her havde man i mange generationer holdt store fåreflokke, og de lokale adopterede derfor ideen næsten øjeblikkeligt. Man fremavlede nogle ganske overlegne hyrderacer, og en af de bedste var, og er til stadighed, den skotske border collie.
      Border collien er avlet til det skotske bakkelandskab, og til at føre flokke af dyr lange strækninger. Den er opmærksom, detaljeorienteret og har en høj arbejdsmoral. Racen er blevet holdt ved lige med disse kvaliteter, hvilket betyder at en border collie både skal vandre langt og sprinte for at få rørt sig ordentligt. Når man aktiverer sin collie skal man lade som om den fører en stor flok over et langt sejt stræk, og at der i ny og næ er nogle får, der skal fanges ind og bringes tilbage til flokken.
      Det fintfølende hyrdeinstinkt gør, at border collien er bedst til større børn. For meget kaos kan stresse hunden, der føler at den ikke gør sit arbejde godt nok, hvilket gør den både ulykkelig og ulydig. Dette kan afhjælpes en smule ved at vænne den til nye mennesker, fremmede dyr og nye omgivelser fra den er helt lille.
      En velopdragen border collie kan lære næsten hvad som helst. Da den blev brugt som hyrdehund, lærte man den at reagere på meget indviklede fløjtesignaler, når den skulle føre får til bestemte steder, splitte en flok i lige store dele, isolere en gruppe af får fra de andre, og så videre. Intelligensen er på ingen måde avlet ud af racen, selvom der efterhånden er blevet langt mellem hyrde-jobs, hvorfor den i dag bruges som opvisningshund. Den excellerer indenfor agility og sporfinding, i en grad hvor mange britiske konkurrencer, hvor alle racer er velkomne, dog er for "ABC-hunde" (Anything but collies).
      Et eksempel på hvor klog en hund man har med at gøre, er den amerikanske border collie, Chaser, om hvem der er skrevet flere bøger. Chaser er en tæve, der kan genkende over tusind ord, og forstå deres kategoriske sammenhæng. Hun kan således hente et bestemt, navngivet stykke legetøj, alt det blå legetøj, eller intet af det runde legetøj, og bringe det til et træ, ind i huset eller til en given person. Hvad ordgenkendelse angår slår chaser alle andre dyr, inklusiv menneskeaber.
      Udover det høje aktivitets- og intelligensniveau, skal man være forberedt på at pleje sin collie. Pelsen er selvrensende og et eller to bade om året er nok til at holde den hygiejnisk. Til gengæld skal den børstes hver eller hver anden dag, for at holde dem smuk og blank, særligt i de to årlige fældeperioder.
      Race: Border Collie
      Max højde: 56 cm
      Vægt: 12-20 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 5/5
      Plejekrav: 3/5

    • Administrator

      Mops

      Af Administrator i Hunderacer,

      Mopsen stammer oprindeligt fra Kina, fra den kinesiske Happa-hund, helt så langt tilbage fra før vor tidsregning. De kom med handelsskibe til Europa især Holland og England, omkring 1500 tallet. Mopsen er oftest fawn og sort, i sjældne tilfælde Silver og abricot, med sort maske og ører, en sort ål(stribe) ned ad ryggen.
      Pelsen skal være fin glat, blød, kort og glansfuld, hverken hård eller ulden. Halen skal være højt ansat og stramt oprullet, dobbelt krølle er det fuldkomne.
      Hovedet skal være stort og kvadratisk, der er 2 slags ører rosen- og knapører. Øjnene skal være store og mørke, med et blik fuld af ild og samtidig med et mildt udtryk. Næsepartiet skal være kort og kvadratisk, let underbid med bred underkæbe.
      Hovedet skal sidde på en tilstrækkelig lang og kraftig hals. Kroppen skal være kort med en lige ryglinie, en bred og hvælvet brystkasse. Benene skal være stærke og lige af moderat længde, godt stillet ind under kroppen, med sorte tåspidser.
      Mopsen skal kunne bevæge sig frit, og har en så typisk rullende gang (som en sømand på land).
      Højde max. 30 cm i skulderhøjde, vægt fra 7,5 til 10,5 kg for en han mops, idealvægt er 6,5 – 8.5 kg. Temperamentet er en glad livlig charmerende og meget intelligent lille hund, ikke som den er kendt fra litteraturen som fed o doven. Den nyder at følge med på en god lang spadseretur og at opleve nye ting.
      Den kræver meget kontakt med sine mennesker, følger en i hælene, sidder gerne på skødet, elsker at sove et blødt sted (stol og seng), hvad den gør med små snorkende lyde. Den kan lige som andre hunde være alene hjemme nogle timer. Det er en hel fantastisk hund, men som virkelig kræver MEGET kontakt. Konstant. Den skal have masser af kærlighed, og man skal være klar på at få en MASSE mopse Mys dagen lang.
      Mopsen gør af de sjoveste ting og elsker at høre sig selv gø. De er også meget fjollede, og elsker at få opmærksomhed.
      De skal også aktiveres en del, med legetøj, gå ture, træning osv.
      Mopse er forresten meget lærnemme. Måske fordi de hurtig regner ud, at de får en godbid, hver gang de gør en ting rigtig
      Den fælder 2 gange om året RIGTIG MEGET, OG JEG MENER VIRKELIG MEGET. Det står på i ca 3-4 uger. hvor de faktisk skal redes HVER dag.
      Så hvis man ikke kan lide hundehår overalt, så er det ikke en mops man skal have. Men på den anden side, så er det de to gange om året. Resten af tider, fælder den sådan normalt.
      Man kan kun blive forelsket i denne race.

    • Administrator
      Af cand. mag. Annette Schmidt-Mogensen, formand i Klubben for Sort Spids
      Jeg vil rigtigt gerne fortælle om vores skønne hunderace, Sort Spids. Vi forsøger at genskabe en ældgammel race, som optrådte på den første hundeudstilling, der blev holdt af Dansk Kennel Klub i København i juli 1886. Denne type er glatpelset og adskiller sig således fra de andre nordiske spidser, hvor pelsen står ud.
      Vi har nu 3 Sorte Spidstæver hjemme – Mirah og Eisa på 6 år og Lykke på 3 år (Mirahs datter). Desuden har vi Lykkes søster, Ronja, på 3 år, som i øjeblikket bliver passet hos vores ene datter, og vi har en hvalp udstationeret.
      Efter et trafikuheld, som satte mig ud af arbejdsmarkedet, er disse skønne hunde kommet til at fylde mere og mere i mit og min families liv. Jeg har altid selskab, og de er altid klar til en nusse- eller gåtur og en lille øvelse. De er med til at få mig i gang med dagen. Jeg fik også pludselig tid til at få et hvalpekuld og så endnu et, og jeg nyder det. Jeg er blevet utroligt fascineret af den del af et hundehold også, for det er så intenst og livsbekræftende, når en af tæverne har hvalpe. Vi har haft et kuld om året i de sidste 4 år, og unge Lykke og Ronja har lige fået et kuld hver. Det er dejligt, når vi kan se, at de små hvalpe udvikler sig harmonisk, og at alt ens arbejde undervejs har betydet noget godt for dem, så de er trygge, nysgerrige og selvstændige, når de flytter hjemmefra.
      Hvorfor lige en Sort Spids?
      Hvad faldt vi så lige for, da vi valgte hund? Vi faldt for den smukke og udtryksfulde hund, som virkede meget selvstændig, men alligevel lærenem. Den skal trænes med respekt og forståelse for dens intelligens, for så får vi en selvstændig og hengiven ven.
      Spidshunde opfattes ellers ikke som skødehunde, men en Sort Spids har et kærligt, velafbalanceret temperament og en tilpas størrelse, så den nyder sin families opmærksomhed – også gerne sammen med os i sofaen, hvis den får lov. Den er glad for at være ude, men trives også godt inde, når bare den får lov til at bruge sin intelligens og energi ude en del af dagen.
      Sort Spids er en meget udtryksfuld hund, hvis signaler er nemme at læse. Hundens ører, øjne, mund og hovedets holdning viser tydeligt, om den har det godt. Den er glad, venlig og samtidig modig og dermed en god vogter af vores hjem.
      Avl
      Den første opdrætter af Sort Spids blev inspireret af arbejdet med at genskabe andre gamle hunderacer, f.eks. Broholmeren og Hvid Spids, og efter mange studier i gamle bøger og eftersøgning efter egnet avlsmateriale både i Danmark og i udlandet faldt valget på Australsk Kelpie og Norsk Buhund for at få den Sorte Spids rigtig. Den Sorte Spids er beskrevet i gamle danske hundebøger og leksika som den almindeligste spidshund i Danmark sidst i 1800-tallet. Dengang kaldtes den Pommersk Spids og fandtes i farverne sort, grå/vildtfarvet og hvid. Den Sorte og den Grå Spids var for jævne folk. Den Hvide Spids blev foretrukket af det bedre borgerskab og er senere genskabt under navnet Dansk Spids.
      Avlsarbejdet med den Sorte Spidshund tog fart i 1992. Sort Spids er først og fremmest avlet for at få en hund med et venligt sind og en sund kropsbygning, der er harmonisk og velproportioneret. Den er en familie- og brugshund, som har en stærk tilknytning til familien, og den er vagt- og hyrdehund af natur. Den er desuden intelligent, lærenem og arbejdsvillig.
      Den Sorte Spids måler 44-49 cm over skulderen. Hovedet er spidst med vakse, opretstående ører. Den er harmonisk bygget med en lidt længere end høj krop, lige ryg og dybt bryst. Forbenene er lige, bagbenene godt vinklede. Halen bæres oprullet over ryggen, som den skal på spidshunde. Racen er sund og robust. Hvalpene er ensartede og ligner forældrene. Hundene chipmærkes og registreres i Dansk Hunderegister. Racen er endnu ikke godkendt af Dansk Kennel Klub, men vi følger DKKs etiske retningslinjer.
      Klubben for Sort Spids gør et stort og seriøst arbejde for at avle så gode og sunde Sorte Spidshunde som muligt. Avlsudvalget koordinerer avlen af Sort Spids og anvender en avlsdatabase for at forhindre indavl. Hundene indkaldes til avlsgodkendelse, når de er ca. 2 år gamle, og de skal leve op til klubbens standard for den Sorte Spids for at blive anvendt til avl. Vi har også indført HD-fotografering og undersøgelse for patella luxation før avl, og vi har stikprøvevist screenet racen for øjensygdomme, og i øjeblikket ser det ret godt ud mht. alt dette.
      Sort Spids – en opvakt samarbejdspartner
      Som med andre racer er det vigtigt at starte tidligt med den Sorte Spids til hvalpemotivation for at få nogle gode redskaber til at sikre en god begyndelse og for at socialisere hunden. Det er vigtigt, at den tidligt lærer at gå pænt i snor, da den oprindeligt har været brugt som trækhund samt vagt-/hyrdehund. Den har intelligens til både at samarbejde og arbejde selvstændigt. Da den kan sammenkæde sine erfaringer, kan den handle uden direkte ordrer og selv løse problemer. Dét og så dens adræthed gør den meget hurtig og dygtig på bl.a. en agilitybane.
      Vi har selv trænet vores hunde i lydighed efter DKKs program og trænet agility. Lykke og jeg træner mod at blive redningshundeteam under Beredskabsstyrelsen ved Odense Brandvæsen, hvor vi bestod grunduddannelsen i dec. 08. Det er en utroligt givende og udfordrende måde at samarbejde med sin hund på. Lykke elsker udfordringerne og de skiftende omgivelser/underlag. Hun lærte hurtigt at finde figuranter og følge spor, og hele hendes kropsholdning afslører, at det er sjovt og spændende for hende. Hun får brugt en masse sanser ved dette arbejde. Hun lærer at rundere, og i ruiner finder hun gemte figuranter gennem den vigtige lugtesans, mens hun adræt skal kunne flytte sig rundt i sommetider svært fremkommeligt terræn. Agilitytræningen, som Lykke har fået tidligere, får vi fuldt udbytte af ved redningshundetræningen, og lydigheden, hvor vi er rykket op i kl. 2, gør det hele meget nemmere.
      En af Lykkes brødre, Aki, har været hjemmeværnshund. I Hjemmeværnet bruges hundene også som lyttehunde, og spidshundens ører er nemme at aflæse, og dens fantastiske hørelse er til stor gavn.
      Sorte Spidser på toppen
      Sort Spids er som nævnt en lærevillig, energisk og intelligent hund, og adskillige deltager i konkurrencer inden for lydighed og agility på meget højt plan. Bl.a. er Mirah og Eisas far, Mickey, samt deres bror, Gizmo, som begge ejes af Patricia Pedersen, blevet både Dansk Lydighedsmester og Dansk Elite Lydighedsmester i DKK-regi. Ligeledes har Viki, som ejes af Kirsten Lauritsen, opnået titlen Dansk Lydighedsmester. Viki og Kirsten blev efter skift til DCH udtaget til DM – DCH i B-klassen i 2005 og i A-klassen i 2006.
      Læs evt. mere på Klubben for Sort Spids’ hjemmeside www.sortspids.dk og på min egen hjemmeside www.lykkensspidser.mono.net.

    • Administrator
      Oprindelsesland: Storbritanien
      FCI Standard 25.09.1998 GB
      Oversættelse godkendt DKK Standard komite Januar 2004
      Anvendelse
      Stående jagthund.
      Klassifikation
      FCI Gruppe 7 (Stående jagthunde), Sektion 2.2 (Britiske og irske Pointere og Settere; Settere). Med brugsprøve.
      Helhedsindtryk
      Elegant hund, hvis linier giver indtryk af fart. Hele dens skikkelse har et præg af fuldblod. Den er gennemført harmonisk i sin bygning overalt.
      Temperament
      Intelligent, kompetent og værdig. Den er dristig og frimodig, med et venligt og afbalanceret gemyt.
      Hoved
      Mere dybt end bredt. Længden fra nakkeknude til stop er større end fra stop til næse. Tørt både under og over øjnene.
      Skalle
      Let rundet, bredest mellem ørerne. Bredere end næsepartiet, med god plads til hjernen.
      Stop
      Klart defineret.
      Næse
      Stor og bred, med godt åbne næsebor og sort.
      Næseparti
      Langt, med næsten parallelle linier, hverken tilspidset eller spinkelt. Det er ikke helt så dybt som langt.
      Læber
      Ikke hængende, vel definerede læber.
      Kæber & bid
      Stærke kæber med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, dvs. at overkæbens fortænder tæt overlapper underkæbens i en linie vinkelret på kæberne.
      Kinder
      Så smalle som det tørre hoved tillader.
      Øjne
      Mørkebrune og klare. Hverken dybtliggende eller udstående, ansat tilpas langt under øjenbrynene, med et intenst og intelligent udtryk.
      Ører
      Middelstore og tynde. De er lavt ansat og ligger tæt ind til hovedet.
      Hals
      Lang, tør og buet, uden løs hud ved struben.
      Krop
      Af moderat længde.
      Lænd
      Bred, let hvælvet.
      Bryst
      Ikke for bredt. Underbrystet er dybt, og ribbenene godt hvælvede. God dybde i de bageste ribben.
      Hale
      Lige eller let sabelformet, må ikke nå forbi haseleddet. Den bæres vandret eller lavere end ryglinien. Den er tyk ved roden og løber ud i en fin spids. Fanen begynder nær haleroden og er lang og lige. Den bliver kortere mod halespidsen.
      Lemmer
      Forpart
      Forbenene har flade knogler, er lige og stærke.
      Skuldre
      Skulderbladene er lange og godt tilbagelagte. De er brede og flade og når tæt sammen ved skuldertoppene. Ikke med svær muskulatur.
      Albuer
      Godt lavt ansatte, med god tilslutning til kroppen.
      Mellemhånd
      Lodret.
      Bagpart
      Fra hofte til haser er bagbenene lange, brede og muskuløse. Fra haseled til pote er de korte og stærke. Lodrette fra haseleddet til jorden. Bækkenet ligger næsten vandret.
      Knæ
      Velvinklede. Poter Ovale, tæt sluttede, med godt buede tæer og rigelig behåring mellem tæerne. Fyldige trædepuder, især den centrale har god tykkelse.
      Bevægelse
      Regelmæssig og støt, fri og effektiv bevægelse med rigeligt fraskub fra bagparten.
      Pels
      Hårlag
      På hovedet, på forsiden af benene og ved ørespidserne er pelsen kort og fin. Alle andre steder på kroppen er pelsen moderat lang, fladtliggende og uden krøl eller bølger. Frynserne på den øverste del af ørerne er lange og silkeagtige, på bagsiden af benene er de lange og fine, flade og lige. Frynserne på bugen kan nå helt frem til bryst og strube. Alle behæng ønskes mest muligt uden krøl eller bølger.
      Farve
      Dyb og blank kulsort, uden skær af ”rust”, med aftegninger af kastanierødt, dvs. en glansfuld tan-farve. Sort ”pencilling” på tæerne og en sort stribe under kæben er tilladt. Tan-aftegningerne er placeret således:
      To tydelige pletter over øjnene, ikke over 2 cm i diameter.
      På næsepartiets sider, idet tan-farven ikke må nå op over næsens basis, men ligger som et bånd om næsepartiets vel definerede afslutning fra side til side.
      På struben, samt to store, tydelige pletter på brystet.
      På indersiden af bagben og lår, idet tan-farven kommer frem ned over knæets forside og breder sig til ydersiden af bagbenene fra haseled til tæer.
      På forbenenes bagside ses tan-farven op til albuerne, og på forsiden op til håndroden eller lidt højere.
      Omkring anus.
      En meget lille, hvid plet på brystet er tilladt.
      Ingen andre farver er tilladt.
      Størrelse
      Skulderhøjde for hanner 66 cm, for tæver 62 cm.
      Vægt for hanner 29.5 kg, for tæver 25.5 kg.
      Fejl
      Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
      Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.
      Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
      Dansk Kennel Klubs bemærkning
      Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl!
      DGSK bemærkning
      Klubben anbefaler følgende størrelser for Gordon Setter:
      Skulderhøjde for hanner: 60 - 66 cm.
      Skulderhøjde for tæver: 58 - 62 cm.
      Gordon Settere med hvid/hvide poter kan ikke opnå 1. præmie.
      Gordon Settere født med ikke-anerkendte farver - såsom rød, brun, lever, trefarvet eller lever/tan - skal registreres som fejlfarver hos Dansk Kennel Klub i flg. gældende stambogsføringsregler og er herefter udelukket fra avl og udstilling!
      Standarden udgivet af FCI 25 September 1998
      Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité Januar 2004
      Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK Januar 1990
      Praktiske bemærkninger
      Den nye Standard 2004 er forandret på visse punkter i forhold til Standard 1990 som den erstatter: Karakteristiske træk udgået og ”Intelligent, kompetent og værdig” indgår under TEMPERAMENT. Endvidere er standarden opbygget med flere uddybende underpunkter, hvilket ses under: HOVED, KROP, LEMMER, FORPART, BAGPART samt PELS. Gennemgående er beskrivelsen med de samme ord og formuleringer som tidligere.
      DGSK
      Race: Gordon Setter Kategori: Jagthund Farve: Black and tan Motion: Meget Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 21-30 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 13-14 år

    • Administrator
      Alle racer har hvert deres særpræg hvad angår deres temperament. Nogle er reserverede, nogle er selvstændige, nogle er samarbejdende etc. Derudover er der heller ingen race, som kan sige sig fri for arvelige sygdomme – og Berner Sennen har desværre også en del forskellige arvelige skavanker, som man skal tage hensyn til gennem dens opvækst.
      Temperament
      Men først vil jeg nævne, hvad det indebærer at være ejer af en Berner Sennenhund. Som gårdhund, er den en territorial race og derfor også reserveret overfor fremmede. Fremmede bliver anmeldt med et dybt og rungende ”VOV” og du skal ikke regne med at Berneren kaster sin kærlighed på den fremmede med det samme. Mange bernere skal have tid til at ”godkende” vedkommende, men det tager sjældent længe. Derudover medfører den territoriale side, at hanhunde kan have en mindre tendens til at blive meget dominerende og eventuelt aggressive overfor andre hanhunde- det er dog langt fra alle.
      Racen har brug for socialisering og prægning fra den er helt ung, for at gøre dens forhold til fremmede hunde og mennesker så godt som muligt og dens opdragelse skal være konsekvent, rolig og kærlig – og man skal ikke tøve, fordi den lille, søde plysbamse er så sød og det jo ikke betyder noget, at den eksempelvis hopper op af en. Indlæring tager tid og Berneren vokser hurtigt!
      Teenagenykker er Berneren heller ikke undtaget for, og man kan regne med at de første starter omkring 5-6 måneders alderen og igen i 10-12 måneders alderen, hvor den begynder at prøve nogle grænser af, for at finde ud af hvor den præcist har dig – og hørelse bliver også temmelig selektiv i disse perioder. Først omkring 2-3års alderen er den psykisk moden.
      Racens egenskaber ligger til dens fortidige arbejde som kvægvogter/hyrdehund, gård-/vagthund og trækhund. Som beskrevet tidligere, så er den ikke altid lige glad omkring fremmede. Typisk skal den være selvsikker og venlig, dette er den ønskede profil. Til dagligt skal den være frygtløs, opmærksom, sikker og vagtsom, hvilket er det, som er krævet af en god vagt- og gårdhund. Men overfor sin familie skal den være godmodig og hengiven. Dette krav har gjort, at Berneren i dag er en alle tiders familiehund, der elsker børn. Dog skal dette tages med forbehold, da der selvfølgelig altid er undtagelserne, der bekræfter reglen og så kommer det også an på, om de er blevet socialiseret på børn. Børn er uforudsigelige i hundes øjne, og hvis de ikke er vant til børn, har de meget svært ved at forstå børns hensigter – derfor bør du heller aldrig NOGENSINDE lade barn/børn og hund/hunde være alene sammen. Men præget ordentligt på børn, elsker Berneren dem og så elsker den også livet som familiehund! Den er meget socialt anlagt. Den elsker socialt og fysisk samvær, som at nusse, kæle, kramme – og hvis den ikke mener, at man udfører dette tilstrækkelig, kræver den det simpelthen ved at sætte sig på fødderne af folk. Kan man sige det mere tydeligt? At ligge og hyggenygge i sofaen er absolut også en af dens favoritaktiviteter!
      Berneren har ikke særlig meget jagtinstinkt, og den er heller ikke samarbejdsvillig. Den er faktisk temmelig selvstændig. Dette var nødvendigt, når den skulle passe på gården og når den skulle hyrde og vogte kvæget. Hvis den skulle vente på ejerens signal, til at lede en kreatur på rette vej, ville der ikke være meget mening i dens arbejde og hvis den ikke selvstændigt tog initiativ til at beskytte kvæget, kunne det hjælpe lige fedt at den fik øje på faren, hvis ejeren var for langt væk. Så hvis du vil have en lydighedschampion eller jagthund, så hold dig væk for Berneren, for selv om den er intelligent, så er den alt for selvstændig og vil tænke ”What’s in it for me?”. Og hvis du kaster en kæp og forventer din Berner vil løbe efter den og hente den, skal du tro om igen. Det var dig der kastede den, så hent den selv! Berneren glor enten på dig og tænker sådan, men hvis du er heldig løber den rent faktisk efter kæppen – typisk for at finde en spændende duft 1½ meter væk fra kæppen (hehe, det kender jeg kun alt for godt). Motivation er vejen frem med Berneren. Godbidder, mange Bernere er madglade, så der kan dette bruges med succes, leg eller ros og kæl er gode belønninger. Men manglen på jagtinstinkt medfører til gengæld andre plusser! Berneren strejfer typisk ikke rigtig og har let ved at acceptere andre dyr, især hvis den har kendt dyrene fra hvalpealderen. Både fugle, hamstre, geder og katte. Det ligger i dens natur som gårdhund og kvægvogter at være omgængelig og beskyttende i forhold til sine meddyr.
      Bernere elsker sne! Men tilgengæld er de sjældent glade for vand.
      I forhold til træning, går du som sagt ind på en af de mere besværlige opgaver. Berneren er vant til selvstændigt at løse opgaver på gården i fordums tid, men da dette i dag ikke er muligt, hos en almindelig standard familie i dagens Danmark, bliver man nød til at træne med sin Berner. Motivation er en vigtig ting her – Berneren skal kunne se det positive ved at samarbejde med dig, ellers vælger den dig fra i forhold til mere spændende ting. Og gøre noget mere end tre gange i træk, er typisk for keeedeligt. Stressniveauet er ikke stort, så der er ikke ligefrem den store fare for en for stresset Berner – nærmere en Berner der er ”for lidt” stresset. Noget god motivation dog kan lave om på.
      Gåture er noget din Berner vil ææælske, men alt med måde. En Berner vokser meget hurtigt og i hvalpealderen er det ikke turens længde der på nogen måde er afgørende, det er mængden af informationer og indtryk, altså oplevelser. For meget fysisk aktivitet kan skade de hurtigvoksende led og knogler, så vær varsom.
      Socialiseringen er særligt vigtig ved Berneren, for at dens medfødte reservation i forhold til fremmede ikke udvikleres. Tag derfor tidligt af sted, for at præge din hvalp på fremmede mennesker og hunde og alskens underlige ting, som toge og busser – og transporten hermed.
      Kilder:
      Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen. Forlag: Atelier.
      Arvelige Sygdomme hos Berner Sennen
      Hofteledsdysplasi (HD): HD er en arvelig lidelse, hvor lårknoglen ikke passer ordentlig ind i hofteskålen. Dette forårsager store smerter hos hunden, alt efter hvor slem HD den har. Selvom ens hund ikke viser tegn på at have smerter på grund af HD, bør man alligevel scanne den, for det er ikke sikkert at hunden give udtryk for smerterne, selvom den har dem. Smerter hos hunde kan, udover forringet livskvalitet, også føre til aggressivitet.
      Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw7132.asp
      HD findes i 5 forskellige grader:
      A: HD fri
      B: HD-fri
      C: Let
      D: Middel
      E: Svær
      Pr. 27/04-08 udgør den HDscannede del af dansk Berner Sennen population 36,2 %
      Heraf er
      68,1 % frie
      15,6 % let
      10 % middel
      6,4 % svær
      Kilde: www.hundeweb.dk
      HD er ikke kun betinget af generne, da det er en sygdom som i meget høj grad afhænger af foder og miljø. En lille hvalp bør derfor ikke gå lange ture, da dette kan være med til at skade. Har du trapper i hjemmet, skal du bære hvalpen op og ned så længe du kan og herefter minimere dens gang på trappen så meget som muligt. En god fingerregel er at en hvalp ikke bør gå op eller ned af noget, som er højere end den selv.
      Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw7132.asp
      For HD er der udarbejdet det man kalder et HD-indeks. HD-indeks 100 er racens gennemsnitlige HD. Det vil sige at hvis to hunde med HD-indeks 100 parres med hinanden, vil de få et gennemsnitligt afkom. Hvis HD-indekset er over 100 vil forældrenes hvalpe have en gennemsnitligt bedre frekvens af HD end normalt og hvis det er under 100 vil afkommet gennemsnitligt have dårlige HD end gennemsnittet. Tag dog til dels disse tal med en gran salt, for deres værdi kommer an på, hvor mange af de pågældende forældredyrs hvalpe, søskende, kusiner osv. der er HD-scannet.
      Albueledsartrose (AA): Kendes også som albueledsdysplasi. Dette er en fejludvikling, hvoraf der findes fire forskellige slags – Berner Sennen er dog kun disponeret for Processus Coronoideus og osteochondrose (læs nærmere på http://www.netdyredoktor.dk/sw3570.asp)
      AA sammenlignes af mange med HD, fordi lidelserne minder meget om hinanden. Hunden lider af de samme problemer ved AA som ved HD (bare i albuen i stedet) og det er, som HD, både arveligt, miljøbetinget og afhængigt af hundens foder. At gå ned af trapper, er det som er hårdest for albuen og derfor bør du bære hvalpen hver gang den skal op og ned af trapper. Dette er dog umuligt for de fleste, når den lille hvalp begynder at være knap så lille, men minimer hyppigheden og sørg for at den lærer at gå roligt op og ned i stedet for i fuld firspring.
      Selvom din hund ikke viser tegn på smerter, så scan den alligevel, for hunde viser sjældent at de har smerter, før det er rigtig slemt. Mange hunde bliver aflivet på grund af adfærdsproblemer, er er forårsaget er smerter.
      Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw3570.asp
      For AA findes der fire grader:
      0: Fri
      1: Let
      2: Middel
      3: Svær
      Pr. 27/04 2008 er procentdelen af antal scannede Berner Sennenhunde 35,2 %
      Heraf er
      69,3 % frie
      17,9 let
      6,9 middel
      5,9 svær
      Kilde: http://www.hundeweb.dk/dkkcm/public/openIndex/view/list_side1.html?ARTICLE_ID=1164742020632
      Kræft: Bernerens no. 1 killer. 42,1 % af alle Berner Sennenhunde dør af kræft og de som er døde af kræft har haft en gennemsnitslevealder på 7,3 år. Kræft er typisk arvelig og især en specielt cancerform er Berner Sennen udsat for: Malign Histiocytose (MH), som udgør 10,7 % af kræfttilfældende. Denne kræfttype er frygtet, fordi den er hurtigvoksende og ikke kan helbredes. Tegn på at ens Berner måske lider af MH er som følger: forringet almentilstand, afmagring, appetitløshed, apati, blodmangel, blege slimhinder, tiltagende træthed, feber
      Kilde: http://www.dbsk.dk/bernerbladet/artikler/dansk_veterinaert_tidsskrift.pdf
      http://www.dyrehospitalet.ku.dk/Nyheder/2007/Efterlysning.aspx
      SIDSTE NYE: Dansk Berner Sennen Klub har fået Dansk Kennel Klub til at tilføje dødsdatoen på hundeweb, for de hunde, den bliver oplyst hos. Jeg vil gerne opfordre alle bernerejere og forhenværende bernerejere at oplyse deres hunds dødsdato, når den tid (desværre) indtræder, hvis den har DKK-stambog. Det vil være en stor hjælp til at hjælpe opdrætterne med at avle hunde, som gerne skulle leve længe. Oplysningen skal både sendes til DBSK og DKK.
      Berner Sennen Historie
      Der er i alt fire sennenhunderacer: Grosser Schweizer Sennenhund, Appenzeller Sennenhund, Entlebucher Sennenhund og Berner Sennenhund. Alle disse racer har deres aftegninger til fælles, men størrelsen og temperamentet er forskelligt. Berneren er den eneste langhårede af racerne og er den næststørste.
      Popularitetsmæssigt er Berneren den af racerne som begår sig bedst i Danmark, efterfulgt af Grosseren.
      Berner sennenhunden er en schweizisk kvægvogter, trækhund, gårdhund, vagthund og slagterhund. Hvor gammel racen er, kan man ikke sige med sikkerhed, men allerede omkring 50 e.v.t beskrev en romer (Collumella) en hund, som kunne minde om berner sennen i beskrivelse (langhåret pels, sort grundfarve, hvidt bryst). Derudover har man også fundet udgravninger af hunde, hvis skelet mindede om bernerens omkring denne tidsperiode.
      I løbet af de sidste 500 år, er Bernerens blevet afbildet op til flere steder og de schweiziske bønder har med kærlighed bragt racen med i deres litteratur gennem de sidste 200 år, dog under flere forskellige navne såsom Bäri (svarer til bamse), Blässi (blis) eller Ringgi (efter den hvide halskrave, som ikke er tilladt i dag). Læg mærke til endelserne på ”i” – næsten alle schweiziske kælenavne ender på i. Omkring slutningen af 1800-tallet fik racen sit første fællesnavn Dürrbächler, efter en kro i Bern, hvor man mødtes for at diskutere hunde på flere planer. Det var næsten kun i dette område, hvor man endnu kunne finde eksempler på racen på dette tidspunkt.
      Et af bernerens mange kælenavne var Ringgi, efter den hvide krave som nogle af bernerne havde. Den er ikke tilladt i dag. Her er det Rosi vd Milchstrasse.
      Klimaet i Schweiz var ikke på bøndernes side og ej heller terrænet. Bønderne var afhængige af datidens Berner Sennenhund til at trække kærrer. Bønderne fremstillede forskellige kurve og andet godt stof, som de, med hjælp fra deres hunde fik ned til lavlandet og solgte om foråret og sommeren. Heste var for dyrt og var samtidig for store til at trække rundt med en vogn i det uvejsomme terræn. De hårde vilkår har ikke været lette for hundene, for nok var de stærke, men plejen af den lange pels har ikke været førsteprioritet – dog gjorde deres evner dem populære i lavlandet.
      I det 19. århundrede opdrættede Hoffman, værten på kroen ”Dürrbach” dürrbächlere, som egnede sig som trækdyr. Den lette trafik blev oftest trukket af disse hunde, som var kendt for at være villige og intelligente og i året 1899 var der registreret 319 af disse trækhunde. Omkring 1830 og 1870 begyndte der også at åbne en del osterier, som også gjorde brug af disse hunde til transport af deres varer.
      I det 19. århundrede skete der en stor ændring inden for hundeverdenen. England og Tyskland begyndte at arrangere hundeudstillinger med dertil kommende stambøger. Og i den sidste halvdel af 1800-tallet begyndte Sankt Bernharden at vinde kraftigt frem i popularitet, på grundlag af historierne om at de havde reddet folk i bjergene under forrygende uvejr. Dette kvalte desværre interessen for de schweiziske sennenhunde, der alle var nær uddød i denne periode. Men heldigvis opdagede kynologer sennenhundenes egenskaber og interessen blev vakt. Dette førte til at d. 11. maj 1902 blev der udstillet 4 Dürrbächlere på et skue i Galgenfeld ved Ostermundigen. Dog blev de ikke kvalificeret som en race endnu. Hundene kom alle for omegnen omkring Bern, som også er hjemsted for den kynologiske forening Berna. Forening afholdte i 1904 deres første internationale udstilling i Bern, hvor der var 700 hunde tilmeldt, hvor 7 var Dürbachlere og 92 var Sankt Bernhards. Resultaterne herfra er desværre gået tabt, men kynologen Albert Heim var til stede og han ses i dag som Sennenhundenes fader. Han forelskede sig den dag i Berneren og skrev endda nogle notater: ”De farveprægtige, men ellers af bygning og type meget lig en noget let Newfoundlænder skabte stor interesse. Dürrbächleren var erobret for kynologien og fejrede sit indtog i den schweiziske hundestambog.”A)
      Fire Dürrbachlere blev præmieret denne dag og fik derfor optagelse i den schweiziske hundestambog. Hundenes navne var Phylax, Prinz, Ringgi og Belline, som blev forfædrene til vor dags Berner Sennenhunde. Nogle forretningsfolk fra byen Burgdorf fik interesse for racen og opkøbte hvad de kunne, hvorefter de begyndte på at renavle racen. D. 15. november 1907 grundlagde 17 mænd fra Burgdorf den ”Schweiziske Dürrbach-klub. Foreningen til avl af racerene Dürrbachhunde”. Den blev dog senere omdøbt til ”Klub for Berner Sennenhunde”, da racen på opfordring fra Albert Heim, skiftede navn til Berner Sennenhund. Klubbens medlemmer bestod til at starte med kun af opdrættere, men allerede i 1911 var der 40 medlemmer. 1. verdenskrig bragte tallet lidt ned, men allerede i 1925 var det på 40 igen.
      Bäri Brönnimann vom Schlossgut, ukendt afstamning. Betragtes som en af de vigtigste stamhunde i avlen
      Tilbage til klubbens spæde start, så afholdt denne i 1910 en stor udstilling i Burgdorf, hvor alle Berner-ejere var velkomne. Kun 8 hunde måtte gå uden en præmie, mod 33 hunde som fik andenpræmie og 47 som fik førstepræmie.
      Albert Heim overvågede jævnligt udstillingerne og konkludere på en udstilling i Bern med 42 fremmødte Bernere: ”En overflod af godt!”B)
      Men alt var ikke helt perfekt endnu. I 1913 skrev klubbens formand til Albert Heim om hvordan det gik, og udover det positive, måtte han også nævne at farverne endnu ikke var helt på deres plads, men det var ikke noget de tog så nøje.
      Albert Heim har bl.a. sagt: ”Først i årene 1895 til 1910 er det gået op for vi schweizere, at vi her i landet ganske upåagtet havde nogle urgamle, hjemmehørende, herlige hunderacer… Som ganske almindelige forblev de helt upåagtede… Det var højeste tid at erkende det.”C)
      Det gik fremad for racen for en tid, men opdrætterne stødte "pludselig" ind i et alvorligt problem. Hundene begyndte at lide af indavlsdepression1), man fik problemer med temperamentet, knoglerne blev mere spinkle og pelsene for kruset. Problemet blev diskuteret, men løste tilsyneladende sig selv, da en newfoundlænder ved navn Pluto v. Elengut sprang over en indhegning og parrede sig med bernertæven Christine v Lux. Det resulterede i 4 hanner og 3 tæver. En enkelt tæve og tre af hannerne voksede op. Tæven (Babette) indgik som den eneste fra kuldet i avlen og kun en enkelt tævehvalp efter hende, som ligesom hun selv, ikke var ”renfarvet” gik videre. Denne tæve fik til gengæld flere kuld, hvoraf flere blev brugt i avlen. Mest betydningsfuld blev hendes første kulds hanhvalp, Alex, der blev far til hele 51 kuld. Selvom der var newfoundlænderblod i ham, bragte han aldrig noget "negativt" til racen. Han bragte blodforfriskning, der efterlod racen med et godt væsen, god kropsdybde og et glinsende hårlag.
      Berner Sennen i Danmark
      Allerede tilbage i 1904 kan man finde det første billede af en typisk berner sennenhund i Danmark. Dette kan man undres over, men det formodes måske at være en tømrersvend fra Skandinavien, en såkaldt naver2), der måske har brugt den, som den trækhund den var.
      Omkring 1930 fødtes det første danske kuld hvalpe, men det var et resultat af en bror/søster parring og var ikke den store succes. Selvsamme familie prøvede lykken igen, men anden gang købte de en drægtigt tæve.
      Den første deciderede kennel opstod i 1950erne, kennel Søfryd fra Søborg. Omkring år 1960 kom den næste kennel frem, kennel Elmekrogen fra Hareskoven. Antallet er Bernere i Danmark er steget fra 26 Bernere registreret i Dansk Kennel Klub i 1968 til 315 + 18 importer i 2004, hvorefter tallet har været forholdsvist stabilt.
      Kilder:
      Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen. Forlag: Atelier
      www.dbsk.dk
      A) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 8, L. 26-31)
      B) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 8 L. 26)
      C) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 9, L. 34-40
      1) Indavlsdepression er en konsekvens af indavl, der resulterer i nedsat livskvalitet, forringet helbred og nedsat evne til at reproducere sig selv.
      2) Naver er en tømrersvend, som rejser rundt til fods i hele Europa for at få uddannelse.
      Race: Berner Sennenhund Kategori: Familiehund, Vagthund Farve: Tricolour Motion: Mellem Størrelse: Meget stor Vægt hanhund: 51-60 kg Vægt tæve: 41-50 kg Alder: 7-8 år

    • Administrator
      Racen menes, i lighed med de øvrige Mastiff-racer, at nedstamme fra romerske krigshunde, og blev oprindeligt anvendt til storvildtsjagt samt bevogtning.
      Indtil sidst i 1800-tallet blev den generelt betragtet som hjemmehørende i Danmark - heraf navnene "Grand Danois" (Frankrig og Norden) og "Great Dane" (England og USA), men under Bismarck-styret i Preussen, hævdedes det at racen var af tysk oprindelse, og den fik det tyske navn "Deutsche Dogge". Franskmændene fulgte trop og omdøbte racen til "Dogue Allemande" (tysk hund).
      Uanset hvem der har fuldført avlsarbejdet er Grand Danois i dag en enestående race, der ved sin størrelse og skønhed aldrig undgår at tiltrække sig nysgerrige blikke.
      Ifølge FCIs racestandard må en tæve mindst måle 72 cm. i skulderhøjde, og en hanhund 76 cm., men de er oftest mindst 10 cm højere. Verdens pt. højeste Grand Danois er "Gibson" med en skulderhøjde på 110 cm.
      Temperamentet er så langt fra fortidens krigshunde, som man næsten kan komme. Racen er blid, kærlig, kontaktsøgende, børnevenlig og lidt af en klovn, selv om den hverken mangler vagtsomhed eller jagtinstinkt.
      En Grand Danois, der opdrages blidt, men konsekvent, vil være en skødehund i overstørrelse, og vil finde sig bedst tilpas i nærkontakt med sin ejer - i sofa, seng eller allerhelst siddende på skødet med bagdelen medens forpoterne støtter på gulvet. Den er rolig og udviser stor selvbeherskelse når den navigerer sin store krop gennem stuens møbler og nips.
      Det bør dog nævnes at Grand Danois, ligesom alle andre racer, har en hvalpetid og flere lømmelaldre. Tilmed er den sent moden, og kan ikke betragtes som helt voksen før i 3-års alderen. Det er vigtigt, at man i opdragelsen erkender at det er en hvalp, man har med at gøre, selv om den er større end andre hvalpe, og at man derfor ikke stiller urealistiske krav. Racen tåler ikke voldsom håndtering, straf og hyppig skæld-ud - dette vil resultere i alvorlige adfærdsproblemer!
      En Grand Danois er børnevenlig og elsker at være sammen med sin familie
      Der følger visse ulemper med til at have en gigantrace: Et vist mål af savl må påregnes, særligt efter at hunden har spist eller drukket, og når der trænes med godbidder. Store beskidte potespor på tæpperne kan forekomme, og racen fælder behersket men jævnt med korte stride hår, der borer sig godt ind i møbler og tøj.
      Selv om en Grand Danois ser dekorativ ud i et "Bo Bedre hjem" er det ikke nødvendigvis der, den trives bedst. Hvis dens lege- og motionsbehov opfyldes, kræver den ikke meget plads indendøre, og kan bo i lejlighed hvis den skånes for at gå for meget på trapper medens den er i voksealderen.
      En Grand Danois kræver ikke meget motion, men elsker at løbe og skal helst have mulighed for jævnligt at få afløb for denne trang, i form af lufteture uden snor på sikre, gerne indhegnede arealer.
      Den er trænbar, men kan være svær at motivere, så man skal ikke regne med at opnå resultater i samme hastighed som med en Labrador eller Schæfer.
      Man kan overveje at blive Grand Danois-ejer hvis man:
      Ønsker en kærlig selskabshund Gerne vil bruge mange af dagens timer sammen med sin hund Er tålmodig og mild af temperament Har fysik til at styre en stor hund Ikke er alt for øm over møbler, tæpper og andet inventar Er parat til at acceptere en hund der fylder meget, både fysisk og i forhold til tid og pasning Er forberedt på at foder, dyrlægebesøg mm. koster en del penge  
      Race: Grand Danois Kategori: Selskabshund Farve: Harlekin, Sort, Mantel, Blå, Gul, Tigerstribet, ikke godkendte farver: Fawnekin, Merle, Hvid. Motion: Let Størrelse: Meget stor Vægt hanhund: 71-80 kg Vægt tæve: 61-60 kg Alder: 7-8 år

    • Administrator
      Der findes over 400 forskellige hunderacer, og antallet af mulige blandinger er astronomisk. Derfor kan det naturligvis ikke lade sig gøre at give en konkret beskrivelse af blandingshundens udseende, temperament, størrelse, brugsegenskaber osv. og ovenstående angivelser af vægt mm. må betegnes som vejledende.
      Denne artikel vil derfor primært fokusere på kunsten at købe og eje en blandingshund, og hvilke overvejelser man bør gøre sig før man vælger denne mulighed.
      Tamhunden er enestående i sin variation - inden for samme art finder man den lille Chihuahua på 2 - 3 kg, og og kolosser som den engelske Mastiff på op til 90 kg. De forskellige racer har ikke kun vidt forskelligt udseende, men er også meget forskellige i deres temperament, brugsegenskaber og drifter. Det skyldes at hver enkelt race gennem generationer er fremavlet til bestemte formål - Retrieverne har f.eks. en stærk trang til at løfte og bære ting med munden - heraf navnet ("henter") medens Blodhunden er skabt til at følge et spor uden at lade sig distrahere, og Myndernes specielle kropsbygning og gode syn gør det muligt for dem at jage som geparder, ved at løbe byttet op. Listen af særlige egenskaber er lige så lang som listen over racer.
      Adfærd
      Når racerne blandes sker derfor også en blanding af andre egenskaber end udseende, og nogle blandinger kan være mere "heldige" end andre. Et mix af f.eks. Siberian Husky og American Staffordshire Terrier vil sandsynligvis blive en hund, der har et enormt motionsbehov, er meget gøende, svær at lydighedstræne, og med en tendens til at betragte mindre husdyr som bytte. Det vil være svært at finde en ejer med den fornødne energi, tid og tålmodighed til at have sådan en hund, og sandsynligheden for at den bliver aflivet i en tidlig alder, eller kommer til at tilbringe det meste af sit liv i en hundegård, er desværre meget stor.
      Det kan derfor ikke indskærpes nok, at man som hundeejer har et ansvar for at forhindre "ups-parringer", og hvis uheldet alligevel er ude, forsøge at begrænse skaderne. Det er f.eks. muligt for hunde at få både "fortrydelsespiller" og abort - spørg dyrlægen.
      Om en blanding af racer er "god" eller ej, afhænger alene af øjnene der ser. Mennesker er forskellige, og har derfor forskellige ønsker og behov i forhold til deres hunde. Uanset om man vælger en racehund eller en blanding, er det klogt at gøre sig klart hvilke forventninger man har, og i hvor høj en grad man kan tåle at de evt. ikke bliver indfriet.
      Hvis man kender racerne i en blandingshund, er det forholdsvis nemt at danne sig et indtryk af hundens egenskaber. Det kan derfor godt betale sig at "læse på lektien" og lære de enkelte racers særpræg at kende, før man anskaffer sig en blandingshund. Der er imidlertid ingen garanti for fordelingen af generne, så det er ikke sikkert at blandingshvalpen får de mest ønskværdige egenskaber fra begge forældrene.
      Sundhed
      Det bliver ofte påstået at blandingshunde er sundere end racehunde. Det er både rigtigt og forkert. Nogle racer har en høj forekomst af arvelige sygdomme og defekter, og den gennemsnitlige blandingshund vil sikkert være sundere end sådan en hund. Men der kræves sunde forældre for at skabe sundt afkom, og da forældredyr til blandingskuld sjældent er helbredstestede, vil der altid være en risiko.
      Det fremhæves fra visse sider at blandinghunde, navnlig 1. generationsblandinger (afkom af to renracede hunde) er positivt påvirkede af det, der i genetikken kaldes heterosis eller krydsningsfrodighed, et fænomen der betyder at en 1. generationskrydsning får de bedste gener fra begge forældre, og at evt. syge gener derfor elimineres.
      Heterosis er et videnskabeligt bevist fænomen, der anvendes rutinemæssigt indenfor både plante- og dyreavl. Derfor er det ikke usandsynligt, at det skulle have en effekt også på hunde. Dette afvises dog ofte af personer med tilknytning til raceavlen.
      Hundesport
      I Danmark har Dansk Kennel Klub, det førende raceavlsforbund, en række monopoler indenfor hundesport. DKK afholder f.eks. de eneste mesterskaber, der kvalificerer til internationale konkurrencer. DKK har ligeledes monopol på IPO-træning (politi/forsvarsarbejde). Man må derfor gøre sig klart at der er visse døre, som er lukkede, hvis man vælger en blandingshund.
      Man kan dog stadig nå op på DM-plan i lydighed, rally og agility indenfor DcH eller DGI.
      Avl
      Det kan ikke anbefales at avle på en blandingshund. Det er der en række grunde til, bl.a.:
      1: Resultatet er uforudsigeligt - man ved aldrig hvilke gener der videregives til næste generation. Det kan altså ikke lade sig gøre at få en hvalp der ligner sin far eller mor, hvis denne er en blandingshund.
      2: Man risikerer at videregive syge gener. Blandingshunde er genetisk det man kalder "heterozygote". Det er der mange fordele ved, men også en stor ulempe, for det betyder i praksis at hunden er fuld af en masse skjulte egenskaber, som måske først kommer til udtryk i 2. eller 3. generation, deriblandt arvelige sygdomme.
      Racehunde derimod, er mere "homozygote", hvilket betyder at de egenskaber, man kan se, også er de egenskaber som hunden giver videre til sit afkom.
      3: Der fødes allerede flere hvalpe end der er gode hjem til. Hjælp hellere en hjemløs hund end at avle endnu flere hvalpe, der går en usikker fremtid i møde.
      Køb af blandingshund
      Der er mange muligheder for at erhverve sig et gadekryds. Man kan f.eks. adoptere en gadehund fra Grækenland eller Polen, eller en hjemløs hund fra et dansk internat.
      Man kan også købe en hvalp fra et "hul-i-hækken" kuld. Her gælder det samme som ved hvalpekøb generelt: Køb kun hvalpe der er velpassede og velsocialiserede, og vokset op i nærkontakt med familien. Undgå staldopdræt og hundehandlere.
      Husk at uanset hvor meget eller hvor lidt du ved om din blandinghunds afstamning, så er det altid et lotteri at anskaffe sig en blandingshund. Den kan være fuld af overraskelser - ligesom en lykkepose!
      En blandingshund er for dig der:
      Er fleksibel og ikke har for faste forventninger til din hund
      Gerne vil have en unik hund
      Vil hjælpe en hund i nød, f.eks. internathund
      Ikke har ambitioner om at dyrke hundesport på højt plan
      Ikke vil avle eller udstille
      Ikke har brug for garanti eller returret
      Ikke er bange for overraskelser
      Du skal nok ikke købe en blandingshund hvis:
      Det er vigtigt for dig at kende din hunds afstamning
      Du har nogle meget konkrete forventninger til din hunds adfærd og egenskaber
      Du gerne vil udstille
      Du gerne vil avle
      Du vil dyrke hundesport på højt plan
      Du vil have kompensation hvis din hund har medfødte sygdomme

×
×
  • Tilføj...