Hop til indhold
View in the app

A better way to browse. Learn more.
Hunde-forum.dk

A full-screen app on your home screen with push notifications, badges and more.

To install this app on iOS and iPadOS
  1. Tap the Share icon in Safari
  2. Scroll the menu and tap Add to Home Screen.
  3. Tap Add in the top-right corner.
To install this app on Android
  1. Tap the 3-dot menu (⋮) in the top-right corner of the browser.
  2. Tap Add to Home screen or Install app.
  3. Confirm by tapping Install.

Hunderacer

Old English Sheepdog

En stærk, solid og umådeligt kærlig hund.
En Old English Sheepdog (OES) lever op til sit udseende. Den er en stor varm bamse, der elsker menneskeligt selskab. Den er også en arbejdshund med masser af energi og overskud, og er nem at træne, hvis man giver sig tid til at lege færdighederne ind i hovedet på den.
OES'en stammer fra det vestlige England, fra et viltert og kaotisk stamtræ af hyrde- og vagthunde. Hyrderne i 1700-tallet gik ikke op i racens renhed, men i den enkelte hunds evner, når de avlede, og OES'en er på den måde løbende blevet tilføjet den ene gode kvalitet efter den anden. Decideret raceavl begyndte først i midten af 1800-tallet.
Blandt de mange gode kvaliteter er et fintunet hyrdeinstinkt, der lever videre i racen den dag i dag. Den holder styr på sin flok, lige meget om den består af kvæg, andre dyr eller mennesker, og løber ofte i cirkler rundt om en gruppe, for at holde styr på den. Ligeledes følger den sine mennesker rundt i huset eller haven - den er på ingen måde glad for at være alene, for så er den jo arbejdsløs.
Den karakteristiske lange, bølgende pels er det lettest genkendelige træk ved OES'en. Den minder lidt om ulden på et langhåret får, og kan da også bruges på samme måde, til at lave garn med. Pelsen er en evolutionær genistreg, der beskytter hunden mod al slags vejr. Den varmer om vinteren, holder regn ude om efteråtet og isolerer mod varmen om sommeren. Til gengæld kræver den en hel del arbejde fra ejerens side. En OES skal børstes grundigt to gange om ugen, og det kan godt tage en time eller to. Ti ltider skal den også klippes i facon, hvis hunden ikke når selv at fælde de lange hår.
OES'en er en fantastisk familiehund. Den er børnevenlig, overstrømmende kærlig og kan løbe frit i haven. Den ved at den hører til sin flok, og er dermed ikke tilbøjelig til at føjte eller stikke af. Den har også et meget afslappet forhold til andre dyr og andre hunde, men vil som regel foretrække menneskeligt selskab. Man kan dog med fordel have mere end en OES i samme hus. Der er ikke den samme konkurrence og territoriekamp mellem to OES'er som der kan være hos andre racer.
Race: Old English Sheepdog
Max højde: 61 cm
Vægt: 27-45 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 3/5
Plejekrav: 4/5
  • 1.341 visninger
Journalisten

Papillon

NOTE: BØR KRYDSLINKES MED PHALÉNE
Papillonen er en udadgående og livlig selskabshund, der nedstammer fra dværgspanielen.
Navnet betyder sommerfugl på fransk, og man ser hurtigt hvorfor franskmændene valgte at kalde den det. Dens lille, skælmske ansigt, med den hvide blis der løber fra panden til snuden, og de store opretstående ører, har samme silhuet som en sommerfugl. Det giver hunden et utroligt charmerende udseende, som gør den til en populær show-hund.
Det skal nævnes, at de opretstående ører er det eneste der skiller papillonen ud fra en Phaléne. Phalénen regnes af nogen som en race for sig selv, men hvalpe af begge typer kan opstå i det samme kuld. Det er muligt at få omregistreret sin hund til den rette race, når den er omkring ni månder gammel, hvis ens papillon skulle gå hen at føde en phaléne, eller omvendt. Phalénen har hængende ører, og selvom den besidder alle de samme gode karakteristika som papillonen, er den langt fra lige så populær.
Papillonen har altid været en selskabshund. den har givetvis nogle forfædre blandt skadedyrsbekæmpende småhunde, men dens primære opgave har været at holde den spanske og italienske adels damer og børn med selskab.
Denne opgave har den klaret med bravur. Den er nemlig ganske nem at opdrage, selvom den godt kan lide at bestemme lidt. Den gøer ikke så meget som andre hunde i samme størrelse har en tendens til, og den synes det er sjovt at lære tricks. Det sidste gør den også til en meget dygtig agility-hund, der uden at tøve springer ud på banen og giver sig i lag med forhindringerne. Selvom papillonen er meget legesyg og kontaktsøgende, kræver den ikke særlig meget motion, udover de korte lufteture, der alligevel skal til, så den kan forrette sin nødtørft.
For en elegant hund, med så smuk en pelsdragt, kræver den ikke engang det store, når det kommer til pelspleje. Lejlighedsvise børstninger, når man kan se den trænger er fint, og et bad hver anden-tredje måned er rigeligt. Man skal dog huske at klippe pelsen til ved porterne, så der ikke samles snavs. De har ingen underuld, og lugter derfor heller ikke så slemt, som nogle racer har en tendens til. Det betyder dog også, at man skal være varsom med kulde - papillonen er bygget til varmere himmelstrøg end vores.
Papillonen regnes som en rigtig god hund til førstegangsejere og til pensionister, på grund af de lave krav til motion og pleje, samt dens kærlige sindelag. Det kan være en fordel at have to eller tre papilloner, så de kan underholde hinanden, hvis man ikke er hjemme i nogle timer - papillonen er nemlig et meget selskabeligt dyr.
Race: Papillon
Max højde: 30 cm
Vægt: 2,5-3,5 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 2/5
Plejekrav: 2/5
  • 1.502 visninger
Journalisten

Puddel

Mange betragter puddelen som en pyntehund, der nok ikke er videre skarp, men ser pæn ud og kan stå stille til hundeshows. Det er meget langt fra sandheden.
Puddelen er en aktiv og særdeles intelligent hund, med en lang historie som jagthund. Den er en dygtig konkurrent i agility og lydighedskonkurrencer, og den er endda god til børn også, hvis man opdrager den til det fra den er lille.
Dansk Kennelklub anerkender fire forskellige størrelser indenfor puddelracen - andre landes kennelklubber, fx USA og Storbitannien, regner kun med tre størrelser. Den ældste af disse er storpuddelen, som der findes malerier og beskrivelser af fra 1600-tallet. Den blev meget populær blandt franske konger og adelige, og kaldes derfor også for kongepuddelen. Storpuddelen, og den lidt mindre mellempuddel, blev anvendt med stor succes til andejagt i Tyskland, hvorfra den også har sit navn. Pudeln betyder at "plaske i vand", og det er noget puddelen elsker. Den særprægende klipning, der kendetegner puddelen, og som er standard ved hundeshows, stammer fra fortidens jagter. Hundens pels blev klippet kort, for at gøre den endnu mere effektiv i vandet. Den tilbageværende lange pels dækker udsatte led og organer, så hunden ikke bliver syg.
Storpuddelen blev blandet med andre hunde - ifølge overleveringer med en terrier - med det formål at skabe en mindre hund med bedre lugtesans til et meget specifikt formål. Storpuddelen havde vist sig, udover at være en dygtig apportør i vandet, også at være en glimrende trøffelhund. Problemet var, at de store hunde ofte kom til at ødelægge de dyrebare svampe. Således opstod dværg- og toypuddelerne.
Der er altså langt fra fordommene om den fornemme, stædige pyntehund til virkelighedens alsidigt talentfulde, lærevillige og ganske robuste arbejdshund. Der er masser af krudt i puddelen, og det skal brændes af dagligt. Selvom den i dag mest anvende som selskabshund, er den mest glad når den får mulighed for at røre sig, lære nye færdigheder og vise disse færdigheder frem. Den er et socialt engageret dyr, der elsker at være midtpunkt. Særligt de mindre puddelvarianter kan også godt lide at bruge deres næser.
Man kommer ikke udenom, at puddelens pels kræver en hel del omsorg. Man behøver ikke klippe den traditionelt, med de hvide "puffer" ved anklerne og halen, det kortklippede bagparti, og så videre, men der skal holdes rigtig godt styr på pelsen. Puddelen skal børstes dagligt og et bad hver fjortende dag skader bestemt ikke - særligt ikke, hvis man lader hunden svømme i søer, hvilket den er helt vild med. Racen er generelt ved godt helbred, da der altid har været god kontrol med avlen af den.
Race: Puddel
Max højde: Storpuddel 60 cm, Mellempuddel 45 cm, Dværgpuddel 35 cm, Toypuddel 28 cm
Vægt: Storpuddel 15-26 kg, Mellempuddel 7-15 kg, Dværgpuddel 3-7 kg, Toypuddel 2-3 kg
Børnevenlig: Delvist
Aktivitetsniveau: 3/4
Plejekrav: 5/5
  • 1.986 visninger
Journalisten

Sankt Bernhardshund

Den kæmpestore hund med det sørgmodige ansigt er berømmet gennem tegnefilm, som redningshunden, der trasker gennem sneen med sin cognac-tønde om halsen, for at varme vildfarne rejsende op. Cognac-tønden har man aldrig fundet nogle historiske kilder på, men resten passer.
Det var munkene, der hørte under de to vejklostre i Sankt Bernhards-passsene i de schweiziske alper, som gjorde hunderacen til det den er i dag. Størrelsen og muskulaturen fik hundene utvivlsomt fra de store molosser, som romerne tog med i krig, da de indtog Alperne, men hvad der sidenhen er blevet blandet ind i racen er der ikke enighed om. Munkene fik hundene fra gårde og landsbyer i dalene, hvor de hjalp til som hyrde- og vagthunde, men i højderne var der brug for en helt speciel type hund: Redningshunden.
Sankt Bernhardhundene er de perfekte sneredningshunde. De er monstrøst stærke og kan gå i hele dage, uden at trættes. Deres lugtesans er blandt de bedste i hundeverdenen, de har et overmåde roligt og nænsomt temperament, deres glammen kan høres på lang afstand, og selv deres poter er som skabt til at grave i frosthård sne med.
Det er kendt blandt avlere og entusiaster, at en Sankt Bernhardshund, der er blevet godt afrettet som hvalp, er en hund der hviler totalt i sig selv. Den beskytter sin ejer, men aldrig aggressivt. Derimod anvender den sin størrelse, som den er meget bevidst om, og stiller sig blot i vejen for en evetuel trussel. I de sneklædte bjerge, hvor den voksede op - og hvor man regner med at hundene har reddet op imod 2000 liv inden de blev skiftet ud med snescootere og helikoptere - måtte den tage selvstændige beslutninger, for at udføre sit hverv. Denne evne til at overveje problemer og faktisk tænke sig om, før den handler, er hos hunden endnu.
Selvom den er i stand til at udføre imponerende styrkeprøver, kræver en Sankt Bernhardshund ikke vilde mængder af motion. Den elsker at boltre sig udenfor, men vil hellere lave noget meningsfyldt, end bare at gå og gå. Simulerede redninger, terrænløb, trækdyrsarbejde og duftspor er den bedste form for underholdning man kan give den. Indenfor er den rolig og vil bare helst flade ud.
Man skal være forberedt på at en Sankt Bernhardshund ikke er ligefrem dufter af roser, at den savler en hel del, og at den æder som et tærskeværk. Den er skabt til meget plads, åbne landskaber og i en tid hvor man ikke var hysterisk med renlighed. Den fælder også en hel del, især den nyere langhårede variant, der aldrig blev brugt i Alperne - sneen klumper dens pels sammen. Udover fældningen, og det støvsugningsarbejde der medfølger, er den flotte pels ikke noget problem at holde. Den skal bare børstes et par gange om ugen.
Race: Sankt Bernhardshund
Max højde: 90 cm
Vægt: 65-120 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 3/5
Plejekrav: 2/5
  • 2.557 visninger
Journalisten

Shetland Sheepdog

Sheltien er på én gang en hårdfør og elegant hund, med en skarp hjerne og en stålfast disciplin.
Ikke overraskende stammer racen fra Shetlandsøerne - en forblæst og barsk forpost til Skotland, der ligger ude i Nordsøen. Øerne har været meget isolerede gennem tiden, og stamracen - den store kotske arbejds-collie, der også er forfader til blandt andet border collies - har ikke haft mange andre hunde at blande sig med. Besøgende fiskere fra Irland, Island og Skandinavien har givetvis haft firbenede venner med på langfart, der er blevet brugt som et værn imod indavl af shetlænderne.
Shetland Sheepdogs er altså en slags collie med vikingeblod i årerne, og racen er blevet yderligere hærdet af det ufremkommelige terræn og det hårde vejrlig. Det har gjort den til en særdeles hårdhudet og udholdende hund, der tåler meget og kræver at arbejde.
Ligesom dens collie-forfædre er Sheltien mest af alt en hyrdehund. Den er dog også en virkelig god vagthund, der er skeptisk, men ikke aggressiv, overfor fremmede, og ikke bleg for at sige det højt. Dens opgaver har traditionelt bestået i at bevogte får, og den tager gerne arbejdet med hjem og udstrækker sin beskyttelse til hjemmet, familien og gårdens andre dyr.
I et udkantssamfund i konstant fare for invasioner og ressourcemangel, som det der historisk set har eksisteret på Shetlandsøerne, har der ikke været overskud til at tage sig af ulydige eller dovne hunde. Denne barske, darwinistiske præmis har medført at nutidens shelties ikke alene er kropsstærke, solide og arbejdsomme, men også hurtigtopfattende og helt utroligt lærenemme. Sheltien er en af de mest vindende hunderacer i rally og agility, men det er til lydighedskonkurrencer de virkelig viser hvad de kan. De opfanger nye kommandoer og opgaver med imponrende hast, og er kloge nok til ikke at glemme dem igen. De har simpelthen en naturgiven evne til at lære hurtigt, som man kan få rigtigt meget sjov og kvalitetstid ud af, som hundeejer.
Alting er dog ikke arbejde og bevogtningsopgaver. Sheltien er en glimrende barnepigehund og den knytter sig enormt tæt til sine mennesker. Når hunden har fri er den kærlig, grænsende til det hvalpede, og den amerikanske kennelklub beskriver den hjertegode vagthund, lidt for sjov, som "et alarmsystem, der elsker at putte."
Der er dog en pris forbundet med alle disse gode kvaliteter, om end den er lav når man ser hvad man får. Sheltiens pels er udviklet til et brutalt klima. Der er to lag af lang, kraftig pels, der skal redes igennem ofte, og hunden skal jævnligt i bad, hvis man vil holde pelsen i perfekt stand. Kløerne vokser hurtigt og skal holdes nede, enten med saks eller fil, for ikke at flække. Dertil kommer at sheltien er nødt til at arbejde for at holde sig i sund form. Opgaveorienteret motion er det bedste, da det også udvikler sheltiens imponerende mentale færdigheder.
Race: Shetland Sheepdog
Max højde: ca. 40 cm
Vægt: 7-12 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 3/4
Plejekrav: 3/4
  • 1.478 visninger
Journalisten

Siberian Husky

Den ultimative slædehund. Huskyen er indbregrebet af polarhunde, og kendt for deres fart, deres gode temperament og deres nærmest overnaturlige udholdenhed.
I århundreder levede huskyerne hos det isolerede tjukter-folk i det nordøstligste hjørne af Sibirien. Tjukterne skulle meget langt omkring for at jage i den iskolde sibiriske ødemark, og de hunde, der skulle bruges som trækdyr, måtte derfor være ekstremt hårdføre og udholdende. Huskyen blev importeret til Alaske under guldfeberen i starten af 1900-tallet, og blev her til en stjerne blandt hunde. Dette skyldtes især nordmanden Leonhard Seppala, der udførte en mirakuløs bedrift med et spand af huskyer, da byen Nome var i fare for at blive udryddet af et difteri-udbrud i 1925. Seppala deltog i stafetten, der skulle bringe medicin frem til den fjernt beliggende by, og hans hunde klarede strabadserne som nogle af de bedste. Herefter blev huskyen gradvist udbredt til de fleste kolde egne på kloden.
Huskyen er bygget til umenneskelige prøvelser mod naturen, og derfor skal man ikke anskaffe sig en, hvis man ikke har tiden og energien til at give den motion nok. I flok kan de løbe over 150 kilometer om dagen - med en slæde, som de trækker over bulet, frossen tundra. Du skal naturligvis ikke løbe på tværs af landet med din hund hver dag, men det faktum, at de kan gøre det, tjener som et godt eksempel på hvilken hund huskyen er. Huskyen er desuden den hurtigste af polarhundene, og synes det er sjovt at sprinte, så find steder hvor den kan løbe så frit som muligt - for eksempel de særlige aflukkede hundeområder i nogle offentlige skove.
Udover de høje krav til motion skal man også være opmærksom på, at huskyen, med dens sibiriske aner, ikke er egnet til at knokle for meget i et "varmt" land som Danmark. Bliver det meget mere end 10-12 grader, skal den ikke overanstrenges. I vintermånederne er det dog godt for både hunden og resten af familien at bruge den som slædehund - man kan spænde en vogn bagved hunden, hvis sneen skulle udeblive. Huskyen knytter sig meget nært til sin flok, og familieudflugter af denne slags vil gøre hunden gladere, mere tryg og nemmere at socialisere.
Til trods for at pelsen er lang og indrettet til ekstreme minusgrader, kræver den ikke udpræget meget plejer. En eller to børstninger om ugen er fint, men de skal være grundige. Huskyer fælder rigtig meget, særligt i to store årlige fældningsperioder ved skiftet mellem de kolde og de varme årstider.
Race: Siberian Husky
Max højde: 60 cm
Vægt: 15-28 kg
Børnevenlig: Delvist
Aktivitetsniveau: 5/5
Plejekrav: 2/5
  • 1.493 visninger
Journalisten

West Highland White Terrier

Den ligner et tøjdyr, men bag westiens nuttede ydre, gemmer der sig en ægte krigersjæl.
West highland white terrierens historie er der mange og ret delte meninger om. Sikkert er det, at den er fremavlet i det skotske højland i sidste halvdel af 1800-tallet og udspringer fra cairn terrieren. Dertil kommer en del mere eller mindre verificerede historier. Eksempelvis mener nogen, at den hvide pels stammer fra spanske skibshunde, der forliste på øen Skye i 1588 - deres skib var en del af den legendarisk uheldige Spanske Armada. En anden og lidt bedre underbygget historie beretter om den skotske adelsmand Edward Donald Malcolm. Efter sigende blev de hvide terriere ofte set som underlegne, og hans yndlingshund var derfor en rødbrun terrier. Den blev skudt og døde, fordi den blev forvekslet med en ræv, og Malcolm tog ved lære af det, og begyndte at avle målrettet efter hvide hunde, der desuden også lettere kunne ses i skovbunden.
Lige meget om disse historier passer eller ej, er west highland white terrieren bestemt ikke nogen underlegen jagthund. Den er tværtom en nærmest hyperaktiv skadedyrsbekæmper, og har i tidens løb også hjulpet med at opspore og opskræmme ræve, grævlinge og oddere. Når den ikke var med på jagt i skoven overlod man den gerne til sig selv, og så tog den ellers på rottejagt.
Det frie liv bærer den stadig præg af. Det er en uhyre selvstændig hund, der bestemt ikke lystrer hvem som helst. Den kan have en smule storhedsvanvid, er meget nysgerrig - så luk lågen! - og meget opmærksomhedskrævende. Den ser sig selv som et ligestillet og hårdtarbejdende medlem af familien og forventer at blive behandlet som sådan. Westien er altid med hvor det sker, og den kan blive meget ulykkelig over at blive holdt udenfor. Således springer den gerne op i sofaen, hvis det er der resten af familien er samlet.
Westien er livlig, for at sige det mildt. Det er en hund der elsker at bevæge sig, og meget gerne vil have nogen at lege med. Derfor er det faktisk en fordel hvis man har børn i huset også, der kan tage en tørn med at holde hunden beskæftiget. Den er ikke noget oplagt valg som familiens første hund, men en hundevant familie kan få meget stor glæde af den lille vildbasse. En westie er en gravko i miniformat og den er vild med tuneller og trange steder den kan gå på opdagelse. Faktisk er den så glad for den slags aktiviteter, at man gennem tiden har avlet dens hale til at være en af de mest solide i hundeverdenen, med det ene formål at man kan trække hunden fri af tunnelhuller, hvis den sidder fast - uden at skade hundens ryg.
Hunderacers popularitet svinger som bekendt en del og Westien er inde i en højpopularitetsperiode, der har varet i tyve år, i skrivende stund. Det betyder desværre at der er blevet avlet på nogle ikke helt heldige hunde, hvilket har medført nogle arvelige skavanker. En af disse er en allergisygdom, der rammer huden og giver udslæt, så det skal man være opmærksom på når man køber sin hund.
Pelsplejen er overksuelig. Den skal børstes grundigt to-tre gange om ugen og klippes cirka hver tredje måned.
Race: West Highland White Terrier
Max højde: 28 cm
Vægt: 6,5-9 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 4/5
Plejekrav: 2/5
  • 1.458 visninger
Journalisten

Beagle

Er man på jagt efter en munter og familievenlig hund er beaglen oplagt. Men man skal være opmærksom på at den skal opdrages ret grundigt - der er en selvstændig jæger gemt i den lille hund.
Beaglen er en af de racer, hvis oprindelse lidt er en gåde. Der er afbildninger af beagle-lignende hunde, der jager i flok, på nogle af de ældste romerske ruiner, og racen stammer muligvis fra antikkens Grækenland. Det er en form for urhund, som mange andre drivende jagthunde nedstammer fra i større eller mindre grad. Dens gode jagtkvaliteter fornægter sig ikke. Selv linier der har været opdrættet som familiehunde i generationer bærer instinkterne med sig, og vil helt automatisk undersøge lyde og lugte den ikke er bekendt med.
Det var briterne der for alvor tog racen til sig og videreudviklede dens gode egenskaber. De to mest berømte britiske dronninger, Elizabeth d. 1. og den overmåde hundebegjstrede Victoria, der regerede med over 200 års mellemrum, var begge ivrige beagle-avlere, og de kongelige kenneler var kraftigt medvirkende til forædlingen af beaglen.
Som drivende jagthunde har beagler altid jaget i kobler. Der er derfor en vis idé i at have mere end en beagle, da de så kan udfordre og underholde hinanden - en god idé, da der er overraskende meget energi i de små hunde. Alternativt kan man undersøge muligheden for at mødes med andre beagle-ejere og lave lege-aftaler for sine hunde. Flokmentaliteten gør i øvrigt beaglen til en naturligt social og menneskevenlig hund, der hurtigt accepterer børn og gæster. De kan være lidt reserverede overfor andre hunderacer - særligt dem der er mindre end de selv er.
Hvad sanser angår har beagles både et godt syn, en skarp hørelse og en glimrende lugtesans. Det er derfor ret namt at stimulere hunden under træning, med masser af nye, interessante indtryk. Det er ret svært at træne en beagle, der ikke gider at finde sig i ordrer, skideballer og hjernedøde gentagelser, så sansestimuli kan anvendes til at gøre træningen sjovere og mere konkurrencebetonet - begge dele noget racen værdsætter.
Med så mange år beg sig som kontrolleret kennelhund, kan beaglen bryste sig af en meget robust genetisk arv. Racen har meget få arvelige sygdomme, endnu færre i Danmark end andre steder. Hvis man absolut skal påpege noget, bør det nævnes at beagler har en mn marginalt højere tendens til epilepsi, der let kan holdes nede med medicin, end andre hunde har. Ældre beagles, der ikke rører sig så meget på deres gamle dage, er tilbøjelige til at blive fede - hvilket kan medføre hjerte- og rygproblemer - men det kan kontrolleres gennem deres kost.
Beaglen er en korthåret hund, der stort ikke kræver pleje af pelsen. Til gengæld skal man huske at holde øje med om der samler sig fugt under de lange ører, da det kan afstedkomme infektioner.
Race: Beagle
Max højde: 41 cm
Vægt: 9-12 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 4/5
Plejekrav: 1/5
  • 1.477 visninger
Journalisten

Borzoi

En ægte sprinter med lang og rig historie. En Borzoi kræver plads at løbe på, og kan virke lovligt snobbet på nogen mennesker, men inderst inde har den et hjerte af guld.
Russerne har avlet borzoi-hunde, eller noget der ligner, i hundredvis af år. Jenghis Khan, den mongolske erobrer, der invaderede nutidens Rusland i 1200-tallet, yndede at jage med dem, og siden da har hunden været en fast del af det russiske aristokrati. De skiftende zarer og deres fornemme hoffer var begejstrede for hundene, der primært blev brugt til ulvejagt. Små kobler af borzoier blev sluppet løs og fik lov at jage frit, og når de havde snuset ulven op, løbet den træt og omringet den, fulgte jægeren op med det endelige dødsstød.
Borzoierne bleb også brugt til jagt på harer og vilde kaniner, og andre dyr med høj hastighed. Racen blev hele tiden gjort hurtigere og mere adræt gennem avl. Som de fleste andre mynder, jager borzoien med øjnene, og ikke med næsen, som andre hunde gør.Det kan godt gøre den svær at styre i naturen, for ser den et bytte - og den kan se på meget lang afstand - vil de ældgamle jagtinstinkter sætte ind, og hunden vil være over alle bjerge, inden man kan nå at stoppe den, hvis den river sig løs.
Man skal være forberedt på at motion er dagligt og obligatorisk, hvis man anskaffer sig en Borzoi. Den kræver meget plads at spæne rundt på, og besidder en høj intelligens, der også skal udnyttes for at hunden føler sig tilpas. Det er bedst at give den opgaver, som den selv skal forsøge at løse. Noget af overlegenheden fra adelen har smittet af på den, og den bryder sig bestemt ikke om at blive behandlet eller opfattet som en slags tjener. Den skal altså tro at den selv opdager et problem og løser det.
Borzoiens pels er smuk og medvirker kraftigt til dens ædle udseende. Den er kort i ansigtet, med mere fyldig på brystet og bagbenene. Den lange del af pelsen er blød som silke - hvis man vel at mærke sørger for at klippe og børste den jævnligt. Endnu en grund til at sørge for rigeligt med bevægelse til sin Borzoi, er at det bevarer det visuelle indtryk af en hund, der er skabt til at løbe som vinden.
I Danmark er jagt med mynder, og altså derfor Borzoier, forbudt, da de skambider for mange dyr. Men der er et par væddeløbsbaner man kan få adgang til, samt en del aktiviteter indenfor såkaldt "lure coursing", hvor hundene jager mekanisk bytte over naturligt eller kunstigt terræn - fx en fodboldbane med forhindringer på. Begge dele giver borzoien mulighed for at gøre det den er bedst til. Man kan få mere information hos Myndeklubben.
Race: Borzoi
Max højde: 85 cm
Vægt: 25-47 kg
Børnevenlig: Delvist
Aktivitetsniveau: 5/5
Plejekrav: 3/5
  • 1.468 visninger
Journalisten

Bull Terrier

Bull terrieren er en god hund med et dårligt rygte. Selvom den nedstammer fra kamp- og jagthunde, med hvad der deraf følger af aggressivitet, er den i dag en legesyg og charmerende selskabshund.
Britiske jægere og hundesportsentusiaster fremavlede bull terrieren i 1800-tallet, ved at blande bulldogs og forskellige terriere. De ville have en hurtig, men massiv og muskuløs, ambitiøs og aldeles frygtløs hund, og det fik de så. Den oprindelige bull terrier havde et voldsomt temperament, og lod sig ikke dupere af at byttet var mange gange større end den selv var - dens bulldog-forfædre havde kæmpet mod gale tyre og sultne bjørne, og bull terrieren var fast besluttet på at leve op til det.
Mange af de jagtformer, som bull terrieren blev skabt til, er i dag forbudt, og overgangen fra jagt- til konkurrencehund satte nye krav til racens mentale sammensætning. Den skulle kunne tolerere andre hundes tilstedeværelse og fremmede mennesker, der råbte og klappede, så man begyndte at rette avlen mod et mere roligt sindelag, igen med stort held.
I dag er langt de fleste bull terriere hvalpet legesyge og nysgerrige. De ligner stadig fordums bidske kamphunde, og derfor er mange mennesker skeptiske, når de møder den, hvilket naturligvis smitter af på hunden. Samtidig er den en veritabel energibombe og glemmer ret tit at opføre sig pænt, hvis det er sjovere at lade være. Disse træk gør det nødvendigt både at afrette og socialisere sin bull terrier fra en meget ung alder, og være meget striks med at bevare opdragelsen og aldrig bakke ned. Den skal kende sine grænser virkelig godt.
Der er nogle problemer med bull terriere og børn, men det er ikke hundens skyld. Mange børn tror at hunden er et stykke legetøj, især fordi den lavstammede hund ikker ser ud af meget, hvis man ikke kender racen. Bull terrieren er et muskelbundt i miniformat, og den foretrækker halvvilde lege, hvilket kan gå ret hårdt ud over børn, der ikke er vant til dem. Derfor er det bedst at holde opsyn når børn - især fremmede børn - og bull terrierer mødes.
Bull terrier-racen er ikke ramt af nogle alvorlige arvelige sygdomme, med en enkelt undtagelse, og er mere tilbøjelige til at komme til skade under leg end på grund af ibårne svagheder. Førnævnte undtagelse består i at de helt hvide linier af bull terriere lider af døvhed - i nogle lande fødes helt op til 20% af hvalpene døve. Det er derfor vigtigt kun at købe hvide bull terriere, der er blevet undersøgt af en dyrlæge for denne defekt. Pelsen er meget kort og kræver kun en børst hver, hver anden uge, så den holder sig blank og de døde hår fjernes.
Race: Bull Terrier
Max højde: 56 cm
Vægt: 20-29 kg
Børnevenlig: Delvist
Aktivitetsniveau: 5/5
Plejekrav: 1/5
  • 1.367 visninger
Journalisten

Engelsk Bulldog

En hund, der blev avlet til en grusom og blodig sportsgren, men efterhånden har fået en helt ny og langt mere venlig mentalitet.
Bulldoggen, der i dag er en populær familie- og pensionisthund, kendt fra utallige film og serier, blev i sin tid skabt i England. Den er en Mastiff, der blev blandet med noget terrier, der gjorde den mindre, mere smidig og mere hidsig. Heri blandede man - af alting - mops, for at gøre hunden mere lavstammet. Resultatet, den oprindelige engelske bulldog, var en lav, hærdebred, kortsnudet dræbermaskine. Dens tykke, foldede hud beskyttede dens organer og absorberede slag mod knoglerne, dens kæbe var uhyggeligt stærk, og dens temperament var en krigshunds: bidsk, frygtløs og ligeglad med smerte.
Det bulldoggen blev avlet til og navngivet efter var tyrekamp, hvor kobler af hunde blev smidt ned i en stor udgravet arena, for at nedlægge en kolossal tyr. Tyren havde i forvejen fået blæst peber i næsen, så den var ekstra arrig, og blodet flød i stride strømme, mens publikum jublede og indgik væddemål.
Heldigvis blev dyrekampe i denne stil forbudt i 1835 - ikke på grund af dyrevelfærd, men fordi det skabte forstyrrelser i den offentlige orden. Det gjorde bulldoggen srbejdsløs, og racen levede videre i langt mindre antal, blandt andet som slagterhunde, der ved at bide kvæget i haserne, guidede det ind i slagtehuset.
En gruppe opdrættere var dog faldet for racens ret unikke udseende, med den muskuløse krop og karakteristiske fladtrykte snudeparti. De igangsatte et avlsprogram, der skulle avle krigeren ud af bulldoggen, og det havde de lykkeligvis stort held med. Bulldoggen beholdt sit udseende, men blev generation for generation stadigt roligere og mere menneskevenlig. I dag er den tidligere gladiatorhund blevet en vaskeægte familiehund.
Bulldoggen er en stærk hund, men den kræver ikke meget motion. Den kan godt lide at bumle rundt for sig selv og undersøge sin omverden i et adstadigt tempo, og lege med store, tunge grene og legetøj. Man skal ikke lege alt for vildt med den, da krigerånden gemmer sig lige under overfalden - den skal ikke anspores til at slås, for så gør den det! Bortset fra dette ene lille aber dabei, er bulldoggen dog en hyggelig fætter at have gående. Den kan godt lide børn og er ikke selektiv med venner fra andre racer og arter. Den vil gerne være tæt på sine venner og familie, og kan blive meget nærgående, hvis den er i fremmede omgivelser - så vil den rigtig gerne vise at den hører til sin ejer.
Racen har desværre nogle arvelige defekter. Mange af dem lider af hjerteproblemer i forskellig grad, og enormt mange har hoftedysplasi. Et andet velkendt helbredsproblem er vejrtrækningsvanskeligheder på grund af den sammentrykkede næse - noget opdrættere hele tiden forsøger at afhjælpe, men som har vist meget svært at gøre noget ved.
Race: Engelsk Bulldog
Max højde: 40 cm
Vægt: 22-27 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 2/5
Plejekrav: 1/5
  • 1.387 visninger
Journalisten

Irsk Setter

Den er avlet til jagt, men i dag bliver den irske setter mest brugt til konkurrencer og udstillinger - med meget stor succes.
Det ligger i navnet. Den irske setter stammer fra Irland, hvor den i sin tid var en ud af mange blandingracer, der blev etableret som jagthunde. Dens forfædre tæller Irish Water Spaniel, Irsk Terrier, Engelsk Setter, Spaniel og Pointer, altså jagthunde med virkelig varierede færdigheder, og det bærer racen videre den dag i dag. At den irske setter, i modsætning til mange andre eksperimenter, blev til en særskilt race, skyldes Jarlen af Enniskillen, John Cole. Han opdagede at hundene var noget helt særligt, og etablerede den første kennel, der udelukkende opdrættede irske setters, i 1812. I løbet af de næste hundrede år spredte racen sig til resten af de britiske øer, og derfra til USA og resten af verden.
En af de ting, der gør den irske setter til en god jagt- og konkurrencehund, er dens evne til at tillære sig nye færdigheder. Man kan lege nye tricks ind i den på forholdsvist kort tid. Jo mere begejstret den er, des hurtigere lærer den, og den er generelt en glad hund, og fuld af energi og gåpåmod. Det gør den også til en skøn familiehund, for den kan holde børn beskæftiget i timevis. Børn og irske settere deler mange ting rent mentalt, og den er en af de racer der bruger lang tid på at blive voksen - to år er ikke usædvanligt. Dens hvalpede glæde ved nye opgaver og spændende leg slipper den dog heldigvis aldrig af med.
Irske settere blev i sin tid skabt til fuglejagt og de er derfor dygtige til at apportere og svømme, og til at spurte gennem besværligt terræn. Den regale holdning og kropsbygning, og den smukke, lange pelsdragt, gør den samtidig til en oplagt udstillingshund, for ejere der foretrækker den slags. Derfor findes der rigtig mange såkaldte dobbelt champions bland irske settere - altså hunde der tager førstepræmier hjem både i lydighed og agility, og i skønhedskonkurrencer.
Pelsen kræver noget arbejde, men pelsplejen kan, hvis man ikke gør det til en sur pligt, knytte hunden og ejeren sammen. En velafrettet irsk setter, der har været med i felten hele dagen, og tumlet rundt, elsker at få redt pelsen igennem for burrer og skidt bagefter. Man skal regne med at en aktiv setter skal børstes hver anden eller tredje dag.
Race: Irsk Setter
Max højde: 68 cm
Vægt: 25-34 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 5/5
Plejekrav: 3/5
  • 1.552 visninger
Journalisten

Pomarinian

Pomeranianen er en hund der opfører sig meget større end den er. Den besidder en intelligens og energi, der afslører at den nedstammer fra hårdtarbejdende bæster.
Helt oppe i toppen af Pomeranianens stamtræ figurerer de store, utrættelige spitz-racer, som slædehundene fra det nordligste Skandinavien. Igennem historien er de mindste af disse hunde blevet parret med hinanden, for at skabe gode rottedræbere, der kan tåle et koldt klima. En særlig linie af denne avl opstod i Pommern - derfor navnet Pomeranian. Den oprindelige Pomeranian var større end den nuværende race, og var glimrende, selvbeskæftigende gårdhunde, der jog rotter og små rovdyr på flugt, og snart spredte sig til hele Europa. Formindskningen af racen startede først for alvor i 1888, da den britiske dronning Victoria modtog en pomeranian, Marco, i gave fra Italien. Dronningen blev øjeblikkeligt forelsket i hunden, og fik importeret flere af slagsen, og startede den avlsretning, der gav racen sin nuværende størrelse. Den populære Victoria skabte mange modefænomener, der hurtigt blev adopteret af adelen og derefter af det bedre borgerskab. En af dem var pomeranian-racen, der nu blev udbredt som selskabshund, og har været det lige siden.
Det er på mange måder kun pomeranianens størrelse, der har ændret sig siden den var en arbejdshund i det kolde nord. Den er stadig en overmåde energisk og selvstændig hund, der helst springer rundt og lader sig iværksætte den ganske dag, for så at falde sammen i sofaen om aftenen, når "arbejdsdagen" er slut. Der er stadig en god portion vilddyr i racen, der helst ikke finder sig i noget, hverken fra mennesker eller andre dyr. Det er derfor vigtigt at afrettet pomeranianen i en meget ung alder, og tidligt vænne den til børn og andre husdyr. Pomeranianen er frygtløs og kan godt finde på at udfordre andre hunde, også hunde der er mange gange større end den selv. Den skal også have forbløffende meget motion, for en hund på den størrelse.
Det helt særlige kendetegn ved pomeranianen - og endnu en ting, der afslører dens nære slægtskab med slædehundene - er pelsen. Hvis man holder pelsen ved lige, ligner hunden en omvandrende candyfloss, hvilket helt klart også har ydet indflydelse på dens popularitet. Pelsdragten klippes som regel i facon, især hvis man, som mange andre, vil udstille sin pomeranian, og skal redes grundigt igennem mindst en gang om ugen.
Pomeranian-racen er sund og har et stærkt immunforsvar og meget få arvelige defekter. Man skal dog være opmærksom på en enkelt meget vigtig ting: Teacup Pomeranianer. Teacups er hunde af forskellige racer, der avles specifikt efter deres diminutive størrelse, og der er simpelthen en fysisk grænse for hvor lille en hund man kan fremavle, før afkommet tager alvorlig skade af det. Teacups lider af en lang række defekter, som vejrtrækningsproblemer, mentale forstyrrelser og knoglesygdomme. Det skal selvfølgelig ikke lægge de normale pomeranianer til last, men racen er populær blandt teacup-avlere, så man skal være varsom.
Race: Pomeranian
Max højde: 28 cm
Vægt: 2-3,5 kg
Børnevenlig: Delvist
Aktivitetsniveau: 4/5
Plejekrav: 3/5
  • 1.457 visninger
Journalisten

Schnauzer

NOTE: DENNE ARTIKEL DÆKKER IKKE MINIATURESCHNAUZER ELLER RIESENSCHNAUZER
Selvom den i dag stort set bruges som en kæk flgesvend og elskelig familiehund, kan man stadig godt ane de kvaliteter som schnauzeren blev værdsat for i gamle dage.
Racen, der danner grundlag for de to andre schnauzer-racer, Miniature Schnauzeren og Riesenschnauseren, opstod mere eller mindre tilfældigt i de sydlige Tyskland. Der har den boet længe - de ældste træsnit og malerier af race er fra 1500-tallet - og i lang tid passede den sig selv rent genetisk. Schanuzeren var en hårdarbejdende brugshund, der løb rundt på gårdene og knoklede for føden. De dræbte rotter og mus, beskyttede hjemmet og blev i begrænset omfang også anvendt som driverhunde, der førte kvæget i marken eller til marked. Den blev ikke betragtet som et kæledyr, men som et aktivt udøvende medlem af tyendet, og var populær, fordi den arbejdede selvstændigt og effektivt, men med sin ringe størrelse ikke åd alverden.
Den tyske adel var ret sen til at tage hunden til sig - måske fordi den netop var en bondehund, og ikke kunne bruges til "ædle" ting som rævejagt. På et eller andet tidspunkt i 1800-tallet faldt de dog for schanuzeren, og den er da også en glimrende selskabshund, kærlig og charmerende med sit imponerende, særdeles tyske overskæg. Adelen satte avlen i system, og standardiserede racen - og skabte altså foruden to andre varianter i forskellige størrelser.
Schnauzeren er en godmodig hund nu, efter opdrættere i årtier er gået efter at avle rottefænger-attituden ud af den. Den er stadig aktiv og kan lide at føle at den fortjener sit ophold, men det kan sagtens ske gennem leg og agilitytræning, eller som barnepige for familiens yngste medlemmer - noget schauzeren er kendt for at være god til. Hvis man ønsker decideret at træne sin schnauzer, skal man nok væbne sig med en hel del snacks og tålmodighed. Den nedstammer fra selvbestemmende og selvbevidste gårdhunde, og finder sig ikke i at blive kostet rundt med. Dens gode sind opvejer dog i høj grad dette træk.
Den stride pels, der beskytter hunden mod varme, kulde og torne, vokser ret hurigt, og skal derfor passes grundigt. Til gengæld filtrer den ikke så meget. Generelt skal schnauzere trimmes hvert kvartal og børstes ugentligt, men skægget skal redes igennem dagligt, så der ikke samler sig snavs i det. Schanuzeren er en meget sund race - en stor undersøgelse foretaget blandt amrikanske kennelschnauzere - som mange danske schnauzere faktisk dele nogle nære forfædre med - viste at kun 1% af racen har alvorlige arvelige sygdomsproblemer, hvilket nærmest er uhørt i hundeverdenen.
Race: Schnauzer / Standard Schnauzer
Max højde: 50 cm
Vægt: 14-26 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 3/5
Plejekrav: 3/5
  • 1.556 visninger
Journalisten

Skotsk Terrier

Den skotske terrier har nok en af de lettest genkendelige profiler blandt hunde. Det er en skøn, lille familiehund - loyal, frygtløs og nysgerrig.
Racen opstod, sammen med mange andre af nutidens terrier-racer, i Skotland, hvor de blev brugt som skadedyrsbekæmpere, og som gravjægere, der jog ræve og grævlinge ud af deres huler under jorden. Indledningsvist omtale man alle disse forskellige hunde med fællesbetegnelsen Skye Terrier, men i løbet af 1800-tallet begyndte man for alvor at inddele dem i særegne racer, baseret på udseende, mentalitet og størrelse. Den skotske terrier blev omdrejningspunktet i et stort læserbrevsskænderi mellem skotske og britiske opdrættere, men i 1880 foreslog Gordon Murray en racebeskrivelse, som de fleste kunne blive enige om. Kort efter udkom den første racestandard, og den skotske terrier var en realitet.
Selvom den indledningsvist har været en aggressiv og selvhævdende hund - gode egenskaber hos en fritløbende rottefænger - er den blevet umådeligt populær. Efterhånden som jagt er blevet en mindre udbredt hobby og skadedyrsbekæmpelse foregår mekanisk og kemisk, avlede man racen i retning af nye opgaver. Den skulle være en familiehund, og det blev den - sågar en ganske legendarisk en af slagsen. Det er næppe tilfældigt at Dansk Kennel Klub har den i sit logo - at Netto har det samme siger noget om genkendelighedsfaktoren, men det skyldes nok fordommen om skotternes sparsommelighed.
Skotske terriere er altså blevet mere nænsomme og langt mere venligt stemte mod mennesker og andre hunde. Men de kan ikke undertrykke århundreders genetisk hukommelse, og vil spontant flyve efter smådyr i naturen, hvis man ikke holder grundigt styr på dem. De er også disponeret for at grave, og vil meget gerne gøre det. Det ligger helt naturligt for dem, og det er stort set umuligt at få dem til at lade være. Hvis man bor på en gård eller bare på landet, kan man drage nytte af dens rottebekæmpelsesevner, hvis man bare er utroligt varsom med at hunden ikke slipper bort. Dens instinkter er stærkere end ideen om at se sig for, når man skal over vejen. Det anbefales at man går til lydighedstræning med sin skotske terrier fra den er hvalp.
Den lange pels er ikke meget besværlig at holde. Den skal børstes og friseres igennem en eller to gange om ugen, og dækpelsen skal trimmes hvert kvartal, hvilket godt kan være lidt dyrt. Til gengæld fælder en veltrimmet og børstet terrier stort set ikke.
Race: Skotsk Terrier
Max højde: 30 cm
Vægt: 8,5-11 kg
Børnevenlig: Delvist
Aktivitetsniveau: 3/5
Plejekrav: 3/5
 
  • 1.560 visninger
Journalisten

Cheasapeake Bay Retriever

En af verdens bedste andehunde blev bogstaveligt talt skabt ved et uheld.
I det Herrens år 1807 sank et britisk skib ud for staten Maryland i USA. Ifølge et af de meget få øjenvidner, den amerikanske sømand George Law, havde besætningen drukket sig fulde, mens de var på vej hjem til Storbritannien med en last af torskefisk. De havde trodset en storm, hvilket viste sig at være en uhyggeligt dårlig idé. Lokale søfolk kom dem til undsætning ombord på skibet Canton, og Law reddede to hunde, som han fandt på det hastigt synkende skib.
Det var to newfoundlændere - en han og en tæve - som den britiske kaptajn havde bragt med hjem til sin reder, der var fascineret af disse hårdføre og formidable jagthunde. Law kaldte den henholdsvis Sailer og Canton, og da han senere måtte stå til søs, uden mulighed for at tage sig af dem, overgav han dem til sine venner, der ligesom han selv boede ved Cheasapeake Bay.
Cheasapeake Bay er USAs største flodudløb. Den enorme bugt fungerer som samlet udløb for 150 floder og mindre vandveje og området dækker over 11.500 m2. I en jægers øjne er det 11.500 m2 optimalt andejagtsrevir, og Laws venner var, som næsten alle andre, andejægere. De begyndte derfor øjeblikkeligt at krydse Sailer og Canton med de lokale apporthunde, der mest bestod af odderhunde og flat coated retrievere. Den robusthed og svømmeevne de to newfoundlændere bragte med sig, blev uhyre populær i hele bugten, og deres afkom blev derfor brugt til avl i vid udstrækning. Det faktum at de to hunde aldrig blev parret med hinanden, har uden tvivl gjort den resulterende nye race, Cheasapeake Bay Retrieveren, endnu stærkere.
Cheasapeaken er solidt bygget, sammenlignet med dens retriever-fæller. Dens pels er tyk og vamset, i to tætte lag, der beskytter den mod kulde og nærmest er helt vandtæt. Den er overmåde arbejdssom og utrættelig - det var ikke usædvanligt for en apportør at hente op mod 200 ænder i bugtens iskolde vand, i årene efter at racen blev skabt. Til gengæld er den herligt afslappet når den sanser, at nu har den fri. Da foretrækker den at ligge og slumre i sin kurv.
Det er vigtigt at socialisere sin Cheasapeake fra den er helt lille, da den ellers kan udvikle sig til at være lidt af en enspænder. Den knytter sig meget tæt til sin familie, og ikke til nogen andre, og kan være meget skeptisk overfor fremmede. Børn af familien bliver accepteret, sågar beskyttet, men det tager nok lidt tid for hunden at tolerere et helt nyt medlem af flokken. Cheasapeaken er generelt en meget sund race. Til gengæld kræver den både meget motion og pelspleje. Den skal have plads at røre sig på og kunne bruge sine kræfter, ellers bliver den rastløs. En sund og rask Cheasapeake er dog en dejlig, loyal og elskelig familiehund - for den aktive familie!
Race: Cheasapeake Bay Retriever
Max højde: 68 cm
Vægt: 30-45 kg
Børnevenlig: Delvist
Aktivitetsniveau: 5/5
Plejekrav: 3/5
  • 1.257 visninger
Journalisten

Pekingeser

Den lillebitte, ældgamle og meget royale hunderace, pekingeseren, var tidligere en af de mest populære selskabshunde i verden.
I Kina har man holdt pekingesere i århundreder. Racens navn stammer fra Peking, det gamle europæiske ord for hovedstaden, Beijing, hvor kejserens palads lå - og stadig ligger. Pekingeser-hundene, som kinerserne kaldte løvehunde eller solhunde, levede i hundredvis i det enorme, indhegnede bygningskompleks. Her måtte kun hoffets og de mest betroede tjenere komme, og så altså de bittesmå hunde med den store "manke". Racen var helt forbeholdt kejseren og hans familie, og der var ligefrem dødsstraf for at smugle hunde ud af paladset. De ældste afbildninger af pekingesere stammer fra 900-tallet, men de har nok været der længe før.
Pekingesernes særlige status har smittet lidt af på racens temperament. Den er en meget ærekær hund, der nok ved hvor skabet skal stå. Til gengæld er den også meget kærlig og rolig. Man er gået efter at avle en hund, der var perfekt til selskabs- og familielivet ved det fornemme hof, og pekingeseren er således en ret stille og rolig hund, der ikke skal bruge særlig meget motion. De allermindste af dem - nogle gange fødes der pekingesere der aldrig bliver tungere end halvandet kilo - boede meget af tiden i ærmerne på hoffolkenes kimonoer, og blev båret rundt i det store palads. Hundene har også haft deres egne tjenere, til at passe den omfangsrige pels, hvilket de fleste af nutidens pekingeserejere nok er lidt misundelige på.
Racen opnåede en meget stor popularitet i Europa efter 1860, hvor briterne indtog og plyndrede det kejserlige palads og tog eksemplarer af hundene med hjem. Problemet var, at den avl der tog fart i Europa baserede sig på ganske få af de oprindelige hunde - så få som seks hunde mens at være stamforældre til alle vestens nuværende pekingesere. Op gennem 1900-tallet blev racen svækket, og der begyndte at optræde uønskede karaktertræk, som aggressivitet og fjendtlighed overfor børn, decideret sindssyge og en lang række fysiske svagheder.
I vore dage er pekingeserens popularietet dalet. Mennesker på jagt efter selskabs- og skødehunde går nu efter racer, der er nemmere at holde, fx de korthårede chihuahuaer. Det har dog meført den fordel, at avlen nu er tilbage på de seriøse opdrætteres hænder, og pekingeserne er blevet omskabt, endnu en gang. De er tættere på deres ophav i dag, og er vendt tilbage til den gemytlige, nysgerrige, men også meget magelige sindstilstand, der gjorde dem så eftertragtede som paladshunde.
En pekingeser fra en ordentlig kennel er en hund, der er ret let at stille tilfreds. Den er på ingen måde nogen motionsjunkie, men trisser gerne rundt for sig selv i huset og holder øje med at alt er som det skal være. Den er også blevet bedre til at omgåes børn. Desværre lider den, som mange kortsnudede racer, af afvejrtrækningsproblemer, som man skal være ret opmærksom på. Den gulvlange inderpels filtrer meget nemt, og man slipper ikke for timelange, ugentlige børstninger - medmindre man, som kejseren af Kina, har tjenre til den slags.
Race: Pekingeser
Max højde: 23 cm
Vægt: 3,5-6,5 kg (i sjældne tilfælde ned til 1,5 kg)
Børnevenlig: Delvist
Aktivitetsniveau: 1/5
Plejekrav: 4/5
 
  • 1.909 visninger
Journalisten

Gammel Dansk Hønsehund

En ægte dansker, der er skabt til jagt på ret små revirer. Hønsehunden har været med os i 300 år.
I starten af 1700-tallet begyndte Morten Bak at blande såkaldte sigøjnerhunde, der primært nedstammer fra spanske pointere, med hunde fra de lokale gårde i området mellem Randers og Hobro. Gårdhundene var en blandet landhandel, men størstedelen var af blodhundeslægt. Baks formål, der lykkedes efter otte generationer, var at skabe en tålmodig, dansk jagthund, der egnede sig til vores flade, men mudrede terræn, og som både kunne spore, tage stand og apportere. På grund af de ret begrænsede jagtarealer, skulle den også følge jægeren tæt.
Frugten af Baks anstrengelser, der dengang blot blev omtalt som Bak-hunden, blev udbredt på jyske og fynske godser, og blandt de frie bønder på Ærø, men den nåede aldrig den samme udbredelse som andre jagthunderacer. Efter Anden Verdenskrig var racen stort set helt uddød, men det lykkedes en gruppe entusiaster at opspore og udvælge tyve avlsdygtige, renblodede hunde i 1948 - disse tyve hunde danner grundlaget for racen i dag. Gammel Dansk Hønsehund blev godkendt af det internationale kennelklubbernes klub, FCI i 1963, efter aktivt lobbyarbejde af specialklubben for gammel dansk hønsehund.
Interessen for racen eksploderede i årene udmiddelbart efter 1981, da tv-værten Poul Thomsen begyndte at have sin gamle danske hønsehund, Balder, med i studiet. Den pludselige popularitet medførte, som det meget ofte gør, dårlig avl, griske hundesælgere og syge hunde, men specialklubben fik heldivsvis hurtigt rettet op på det igen.
Racen har bevaret sine jagtfærdigheder. Den har en særdeles god næse og er berømt for at være en meget tålmodig schweisshund, der tager sit arbejde seriøst og med stor grundighed afsøger et område systematisk. Den er derfor langsommere til at spore end andre hunde, men succesraten er til gengæld i top. Denne særegne besindighed, og dens evner som stående jagthund og apportør, fik Johannes Matzen - en efterkommer af Morten Bak, og aktiv i genoprettelsen af racen i 1940'erne - til at skrive følgende karakteristik: "Man havde indtrykket af, at hunden i sig selv nok ikke var så lidt klogere end føreren. Med andre ord sagt, at det i visse tilfælde nok er hunden, der skal lære sin herre at gå på jagt og ikke omvendt."
Hønsehunden skal rigtigt meget i marken for at være tilfreds. Selvom hunden virker tung, kan den godt holde til meget lange ture over kuperet terræn, og selvom man ikke er jæger, er den en trofast og taknemmelig følgesvend i skoven. Hjemme i privaten er den rolig, og holder på sin værdighed, hvilket gør den egnet som familiehund. Hønsehunden skal have opfyldt sine behov for motion, mentale udfordringer og socialt samvær, men alle tre dele er en fornøjelse.
Pelspleje er der ikke meget af - racen er korthåret, hvilket i øvrigt gør den sårbar overfor kulde, hvis den har været i vandet, og det skal man huske. De arvelige defekter, der opstod i 80'erne er der i store træk taget hånd om nu af dygtige, moralske opdrættere.
Race: Gammel Dansk Hønsehund
Max højde: 60 cm
Vægt: 26-35 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 4/5
Plejekrav: 1/5
  • 1.866 visninger
Journalisten

Samojedhund

Den smilende slædehund levede en isoleret tilværelse i årtusinder, men har nu indtaget både nord- og sydpolen og fundet sig til rette verden over.
Ifølge legenden er samojedhunden en arvtager til de allerførste hunde mennesket tog til sig. Fra urcivilisationerne ved Middelhavet og i Mesopotamien spredt mennesket sig, og de tog hunden med, længere og længere bort. Hver gang nogen slog sig ned og etablerede en ny by, et nyt land, var der altid nogen der tog videre, og de tog hundene med. Samojed-folket slog sig ned i det norlige Mongoliet, og i dette isolerede og barske område blev den første hund bevaret uændret. Her fandt europæerne racen.
Så vidt legenden om samojedhunden. Det er svært at sige hvor meget af den, der passer, men helt moderne forskning i hunde-DNA placerer i hvert fald racen blandt "basal breeds" - grundlæggende racer - en gruppe af 16 hunderacer, der betragtes som allerældste og genetisk reneste. Det er også sandt, at hunden udelukkende levede blandt det nomadiske Samojed-folk i det nordlige Rusland, indtil den britiske zoolog og eventyrer, Ernest Kilburn, tog nogle eksemplarer med hjem i 1889.
Samojedhunden arbejdede hårdt for nomaderne i det iskolde nord. De var hyrdehunde, der hjalp med at holde styr på de store flokke af rener, som menneskene levede af, og de slæbte store slæder når stammen bevægede sig fra en egn til en anden. Desuden beskyttede de lejren mod vilde rovdyr og andre stammer. I dag er de samojeder, der bor i Vesten ikke egnet som vagt- eller angrebshunde - dette træk er stort set blevet avlet helt ud. De har heller ikke en hyrdehunds overblik og kontrolsyge. Men samojeden er stadig enormt meget en slædehund. Den er utrættelig og elsker at vise hvad den duer til. Den løber gerne langt og længe i et stabilt tempo, og har det klart bedst sammen med en eller flere artsfæller den kan konkurrere og kommunikere med.
Netop kommunikationen kan volde nogle problemer, for samojeden er en særdeles verbal hund. Den passer således bedst til at bo på landet, hvor man ikke generer sine naboer og hvor den kan få afløb for den enorme mængde af energi den besidder. En samojed smiler altid. Smilet har en naturlig forklaring, for det forhindrer hunden i at savle for meget - en stor evolutionær fordel i det iskolde land hvor racen plejede at bo - men det passer virkelig godt til dyrets generelle temperament. Samojeden er nemlig venlig, både overfor børn, fremmede og andre dyr.
Den tykke canyfloss-lignende pels kan holde hunden med varme i de mest ekstreme situationer - ned til 60 minusgrader! Den har også en vis kuldeisolerende effekt, men man skal være mere end sædvanligt opmærksom på at give hunden vand nok i sommermånederne, da den jo trods alt er et polardyr. Pelsplejen er omfattende, og man skal tilsidesætte halvanden til to timer sammenlagt om ugen, til børstning og optrevlen af knuder. Den fælder også en hel del, særligt ved årstidskifterne.
Race: Samojedhund
Max højde: 60 cm
Vægt: 16-30 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 4/5
Plejekrav: 4/5
  • 2.528 visninger
Journalisten

Finsk Lapphund

Født til hårdt arbejde i det kolde nord, som den er, kræver den finske lapphund store mængder motion og pelsplejer - men den er en loyal, munter, menneskeglad filur, som gør det alt besværet værd at have den.
Det ligger lidt i navnet at racen kommer fra Lapland, hvor de nomadiske samer har brugt den som hyrdehund i århundreder. Meget langt tilbage er en urform af lapphunden blevet mikset med en hunulv, der også er stammoder til andre samiske hunderacer, og senere også islandsk fårehund og endnu senere border collie. Racen var meget tæt på at uddø, efter samerne gik over til at drive deres rensdyrflokke på motoriseret, hvilket medførte dårlig avl og mentale sygdomme.
Heldigvis fik avlere i Finland og Sverige racen fuldstændigt på ret køl igen, og det er svært at finde en mere velfungerende hund i dag, hvad angår helbred og sind. Lapphunden har fundet sig til rette som familiehund, efter den er blevet fyret som hyrdehund, men det kræver en ret aktiv familie at opfylde dens motionsbehov. Den er skabt af nordens lange, kolde vintre og til at følge rensdyrflokke op til 70 kilometer om dagen. Den er derfor helt optimal for familier der nyder at vandre i weekender og ferier. Lapphunden ved instinktivt, at man aldrig aner hvornår man får en pause, så den er heldigvis god til også at flade ud ved enhver given lejlighed. Man kan sige at den opererer i ekstremer hvad motion angår.
Pelsen er i dobbelt lag, tyk og fyldig og giver hunden et vildt udseende. Selvom der langt fra er lige så koldt i Danmark, som i Lapland, kan man roligt lade hundens pels gro ud, så længe man bruger en time om ugen på at passe den. Pelsen beskytter nemlig også hunden mod solen - bare husk at give den rigeligt vand.
Mange tror at de store, ulvelignende hunderacer er dårlige til at tilpasse sig børn og gæster. Denne fordom passer i hvert fald ikke på den finske lapphund! Dens fundamentale hyrdeinstinkt kan ikke undertvinges, og den vil som regel forsøge at drive børn, gæster, andre hunde og selv andre kæledyr, som katte og kaniner, sammen til en flok, så den har styr på dem. Den er tålmodig i dette arbejde, og bliver hverken aggressiv eller desperat hvis det ikke lykkes. Den er glad for at holde øje med sin familie - den blev også brugt som vagthund i sin tid - og vil næsten altid placere sig et sted, hvor den kan overskue sin flok.
Race: Finsk Lapphund
Max højde: 55 cm
Vægt: 15-24 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 4/5
Plejekrav: 3/5
 
  • 2.977 visninger
Journalisten

Grand Danois

Den store dansker er en af de allerstørste hunderacer i verden, og den ser bestemt ikke ufarlig ud. Den er dog kendt blandt mange hundelskere som "den blide kæmpe".
Som mange andre af Europas store jagt- og arbejdshunde nedstammer grand danoisen fra den uddøde Molossus-race, der er kendt fra oldgræske vaser og mosaikbilleder. Der er faktisk grand danois-lignende hunde på vægmalerier, der kan dateres helt tilbage til det fjortende århundrede før vores tidsregning, og kæmpehunden er således en af de absolut ældste dokumenterede hundetyper i Europa. Romerne udbredte molossus-hundene gennem deres konstante erobringer, og rundt omkring i Romerrigets isolerede provinser opstod der nye grene af molosse-stamtræet. Grand danoisen deler således en stor portion genetisk materiale med den engelske mastiff og broholmeren.
Den moderne grand danois opstod i Tyskland, hvilket kan virke lidt mærkeligt, når man ser på dens franske navn, der betyder Stor Dansker. Tyskerne brugte - ligesom antikkens grækere og romere - den kolossale hund til vildsvine- og bjørnejagt og som vagthund. Racen var særdeles velegnet til begge formål, da den var modig, muskuløs, intimiderende og noget af en hurtigløber. Som jagthund blev små kobler af grand danois-hunde sendt efter det livsfarlige bytte, løb det op, og holdt det i skak med gøen og bid, indtil jægerne kunne nedlægge det.
Det var af politiske årsager at racen fik sit spøjse navn. I England, hvor racen var ret populær blandt godsejere i 1800-tallet, kaldte man den oprindeligt for en German Boarhound -en tysk vildsvinehund - hvilket jo virker ret oplagt. Men spændinger mellem tyskerne og resten af Europa, særligt de tre krige, der førte op til de tyske staters samling i 1870, fik briterne til at ændre racens navn til grand danios - fransk var et modesprog og Danmark var en politisk ufarlig stat.
Den store dansker er en gigant, og ret dyr i foder, om end de store hunde faktisk spiser mindre i forhold til deres kropsvægt end små hunde gør. Deres forbrænding er nemlig meget langsommere. Derfor er det vigtigt ikke at overmotionere hunden, og altid give den en lille times ro efter den har spist. Grand danoiser har bedst af to tre gode gåture om dagen, gerne i ro og mag. Der er en form for karmisk selvsikkerhed i racen. Den er lydig, men værdig, og vil helst deltage i alt dens ejer foretager sig, men mest som observatør. Samme selvbevidsthed gør hunden istand til, langt hen ad vejen, at vurdere hvornår den skal slappe af, så den ikke overanstrenger sig.
Som de fleste kæmpehunde har grand danoisen nemlig ofte problemer med ledsygdomme og et hjerte, der ikke er helt stort nok til at pumpe blod rundt i den gigantiske krop. Derfor er det særligt vigtigt for den at kunne slappe af når den skal. Rolig som den er, er den store dansker en god hund til børnefamilien, og tilpasser sig hurtigt andre dyr og ukendte gæster. Hvis dens ejer accepterer en ny situation eller fremmede personer, gør hunden det lynhurtigt også.
Race: Grand Danois
Max højde: 110 cm (dog sjældent over 80)
Vægt: 50-70 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 3/5
Plejekrav: 1/5
  • 2.384 visninger
Journalisten

Cane Corso Italiano

Den ligner en listehund, men der er gode grunde til at Cane Corsoen ikke er forbudt. Skinnet bedrager, og bag det brutale ydre gemmer der sig en værdig, rolig og familievenlig hund.
Sammen med andre store, muskløse hunderacer, som Boxeren og Broholmeren, nedstammer cane corsoen fra den græske race Molossen, der nu er uddød. Romerne tog molossen til sig, efter de havde erobret Grækenland, avlede videre på den og anvendte den til mange formål. De mest berømte af dem, hvis efterkommere senere blev til Rottweilere og Mastiffer, tog med de romerske legioner ud, og virkede både som trækdyr og krigshunde. De hunde, der blev hjemme i Italien, og ikke skulle frontalangrebe barbariske horder, blev brugt til vagthunde, og sådan opstod cane corsoen.
Indtil for nylig, helt op i 1980'erne, boede racen stort set kun i sin ældgamle hjemegn i syditalien, hvor den har levet som gård- og vagthund i århundreder. Særligt vagttjeneste er corsoen aldeles fantastisk til - dens navn stammer endda fra det latinske "coorte", der betyder livvagt. I løbet af 70'erne var racen tæt på at uddø, men entusiastiske opdrættere fik den på ret køl igen. Først da en sund og fredtidsrettet avl var etableret, i 1994, blev corsoen accepteret af den italienske kennelklub, og tre år senere af det internationale forbund, FCI.
I modsætning til sine krigeriske fætre er corsoen en meget rolig hund, der sjældent lader sig skræmme eller imponere. Den bliver stadig brugt på små landbrug i Apulia og Campania, til at vogte kvæg og svin, og beskytte huset mod indbrudstyve. Sit mådelige temperament til trods er corsoen både frygtløs og loyal, og tøver ikke med at beskytte sin familie. Det er derfor en fordel at vænne den til fremmede mennesker fra hvalpealderen, og lære den at adlyde meget præcise kommandoer. Corsoen sætter især en ære i at beskytte familiens "hvalpe", og er god til at underholde børn. En velafrettet corso er ikke tilbøjelig til at hoppe og springe omrking, så den vælter småbørn, og den finder sig i utroligt meget fra børn, som den betragter som en del af flokken. Omvendt kan børnene hverken vælte eller skade den massive vagthund, så der er meget at vinde ved at lade dem lege.
Det milde klima i Syditalien har gjort en tyk og varm pels unødvendig. Corsoen kan dog sagtens holde til det danske klima alligevel, og pelsplejen er virkelig til at overse. En hund på den størrelse er til gengæld ret krævende i foder, og skal have en del motion, helst i form af lange ture, gerne med flere mennesker ad gangen, som den kan "holde styr på" - livvagt og hyrdehund som den er. De antikke gener er stærke og avlsprogrammerne i 70'erne reddede racen fra indavl, så corsoen har meget få og meget lidt udbredte arvelige sygdomme.
Race: Cane Corso Italiano
Max højde: 70 cm
Vægt: 40-50 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 3/5
Plejekrav: 1/5
  • 3.350 visninger
Journalisten

Welsh Corgi

NOTE: Denne artikel indeholder informationer om både Welsh Corgi Pembroke og Welsh Corgi Cardigan.
De to Corgi-racer har en mytologisk oprindelse, hvis man skal tro de gamle walisere. Andre mener at de fulgtes med de allerførste keltere, da de indvandrede til de britiske øer for tusindvis af år siden.
Lige meget hvem der har ret, er det dog sikkert at de to slags corgier, Welsh Pembroke Corgi og Welsh Cardigan Corgi, har udført et job som hyrdehund i Wales i mindst 1.000 år. Først blev de brugt til at drive kvæg med, som såkaldte ”heelers”, der nappede køerne i haserne, for at få dem til at bevæge sig og skifte retning. Siden da, efter landbruget blev industrialiseret i løbet af 1800-tallet, er corgien blevet en populær familie- og udstillingshund, fordi den er billig i foder og let at pleje.
Pembroken er den ”oprindelige” corgi, og man mener at det var små, vakse hunde, som vikingerne bragte med i deres pladsbegrænsede langbåde, der bladede sig med de lokale hunde og gav pembroken sit gavtyveagtige ræveansigt. De fleste eksperter placerer cardiganens vigtigste forfædre i Flandern, og tidsfæster deres ankomst til Wales, hvor racen nu er hjemmehørende, til 1100-tallet. Cardiganen har afrundede ører, men den største forskel på de to racer er halen – pembroken har kun en stumphale, der i visse lande kuperes helt væk, mens cardiganen har en struttende hale, der bøjer ind over ryggen. Desuden er cardiganen et par kilo tungere end pembroken.
Selvom corgierne er meget lave skal man ikke tro de er hverken svage, lade eller skrøbelige. De korte ben er den udstyret med, for frygtløst at rende rundt mellem benene på kæmpestore kreaturer, som den skulle hundse rundt med. Den kan sagtens sætte sig i respekt, og den skal have ret meget plads og motion. Det gør den på mange måder til en rigtig god familiehund, for den kan sagtens følge med – også hvis der er børn – men samtidig fylder den ikke noget i bilen og passer fint i fodenden af sengen.
Man finder ikke mange hyrdehunde, der ikke samtidig er særdeles intelligente, og corgierne er ikke undtagelser fra denne regel. Det er ikke nok at gå en tur med dem – de skal udfordres mentalt undervejs, og meget gerne med noget der minder om hyrdearbejde. Hvis hunden får rendt energien af og får lov at løse nogle opgaver, er den også langt mere rolig derhjemme. Det kan eksempelvis være at ”drive” børn eller andre husdyr sammen. Sjovt nok er de lavstammede corgier glimrende vagthunde. De er næppe i stand til at overmande en indbrudstyv, men det er særdeles årvågne og når de gør lyder de som hunde af en langt større kaliber, hvilket jo i reglen er nok til at afskrække de fleste ubudne gæster.
På verdensbasis er pembroken den absolut mest udbredte af corgierne, men i Danmark er det spøjst nok omvendt – her er cardiganen den mest populære. En nævneværdig fordel ved det er, at de arvelige øjensygdomme, der er en af de utroligt få genetiske brister ved corgi-hundene, kun rammer lidt over 5% af cardiganerne, mens de rammer næsten 25% af pembrokerne. Generelt er corgierne dog ekstremt hårdføre og langt de fleste bliver gamle nok til simpelthen at dø af alderdom, når de er tolv år eller mere.
Race: Welsh Corgi Pembroke & Cardigan
Max højde: 33 cm
Vægt: 11-17 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 3/5
Plejekrav: 2/5
  • 2.623 visninger
Journalisten

Karelsk Bjørnehund

En frygtløs kriger fra det kolde nord. Den karelske bjørnehund har været en trofast følgesvend for indbyggerne I Finland, siden tidernes morgen.
Arkæologiske fund beviser, at bjørnehunden har boet sammen med finnerne siden stenalderen. I den tid har den været brugt til lidt af hvert, eksempelvis slædehund, redningshund og vagthund. Den er og bliver dog primært en jagthund, selvom mange også blot har dem som familiehunde. Den er til stadighed i top 10 over de mest udbredte racer i hjemlandet.
Racens navn er beskrivende for dens bytte. Den er en stor og solid hund, der stort ikke kender til frygt, og den har været anvendt til at jage losser og elge med, samt den skandinaviske brunbjørn – et af de farligste dyr i Norden. Den anvendes stadig til jagt og populationskontrol, og den er endda blevet eksporteret til dette formål. I flere amerikanske nationalparker bliver bjørnehunde brugt til at kontrollere bestanden af bjørne og pumaer, ikke ved at jage og dræbe dem, men ved at drive dem til nye dele af parkerne, så bestanden forbliver balanceret.
Den karelske bjørnehund er med andre ord en hård nyser. Den går ikke af vejen for hårdt arbejde og vejrlig de fleste hunde ville krepere af. Den er loyal og rolig, og åbner kun munden når det er absolut nødvendigt – en særlig ting ved bjørnehunden er, at den kan kommunikere detaljeret, eksempelvis kan den fortælle hvilket bytte den har fundet, hvis man ellers ved hvad man skal lytte efter.
Som andre hardcore arbejdshunde deler bjørnehunden sin tid og energi skarpt op mellem arbejde og fritid. Når den arbejder virker den nærmest utrættelig, og den giver aldrig op eller forlader en opgave, medmindre man beordrer den til det. Omvendt er den en rigtig flad-ud-hund, når den har fri, og foretrækker at sove eller i hvert fald ligge stille, når den ikke er i brug.
Oprindeligt har pelsdragten været mere farvestrålende, og det har været helt normalt at bjørnehunde fødtes med rødbrun, grå eller mørkebrun pels. Af æstetiske årsager begyndte man i 1800-tallet at avle specifikt efter sortpelsede hunde med hvide aftegninger, og sådan ser alle bjørnehunde ud i dag. Pelsen er selvjusterende og hunden behøver blot at blive børstet hver eller hver anden uge.
Hvor den karelske bjørnehund nærmest er indfødt menneskekender, kan den gamle storvildtsjæger-race godt have det lidt svært med andre dyr, inklusive andre hunde. Den er genetisk despinoret til at betragte de fleste andre firbenede væsener som bytte eller fjender. Derfor er det vigtig at socialisere bjørnehundehvalpe intenst, hvis man vil undgå at de bliver aggressive mod andre dyr, når de bliver voksne.
Race: Karelsk Bjørnehund
Max højde: 60 cm
Vægt: 20-24 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 3/5
Plejekrav: 1/5
  • 4.008 visninger
Journalisten

Tibetansk Mastiff

Urhunden fra verdens tag. Den tibetanske mastiff er stamfader til et væld af andre store hunderacer, og bruges stadig som hyrdehund af nomaderne i Himalaya.
Den tibetanske mastiffs navn er mere end almindeligt misvisende. For det første kan Tibet ikke gøre krav på den alene – den har historisk set også været udbredt i de indiske, mongolske og nepalesiske dele af Himalaya. For det andet er det ikke en mastiff.
Den er til gengæld, med al sandsynlighed, stamfader til alle nutidige mastiff-racer, såsom grand danoisen, cane corsoen, doug de bordeauxen, den engelske mastiff, og herigennem også bullmastiffen, samt mange andre. Den store tibetaner regnes også som en forfader til de tunge bjerghunde, som leonbergeren og sanktbernhardshunden, og desuden også til så forskellige racer som mops og rottweiler. Kort sagt befinder den tibetanske mastiff sig i toppen af stamtræet, og genetikere har konkluderet at den skiller sig ud fra gråulven for hele 58.000 år siden, næsten 15.000 år før de fleste andre racer.
I al den tid har den levet i Himalaya og været en del af de kvægdrivende nomaders liv. Den er dog ikke blevet anvendt som hyrdehund, i særlig vid udstrækning, men derimod som vagthund. Tibetanermastiffens størrelse, mod og bidstyrke er legendarisk, og mange, især vestlige, besøgende har beskrevet den som en overvældende stor hund. Det måtte vel egentlig være nok at nævne, at blandt de farer som hunden beskyttede sin familie og dens kvæg imod, var den bengalske tiger, et af de største rovdyr på landjorden.
Det er altså ikke nogen hvilken som helst hund, der er tale om, men trods størrelsen og primitiviteten, er den tibetanske mastiff en god familiehund. Den er blevet vænnet til mennesker, bogstaveligt talt gennem titusinder af år, og føler sig faktisk ikke til rette uden mennesker omkring sig. Mange ejere påstår også at den ligefrem er ”selvopdragende” – altså at den hurtigt selv lærer hvor grænserne går, hvor man forretter sin nødtørft (og hvor man bestemt ikke gør!), og ikke skaber sig over noget mindre end et decideret indbrudsforsøg. Traditionelt set har hunden beskyttet kvinder og børn, mens mændene har flyttet de store flokke af yakokser rundt, og den tibetanske kæmpe er således også blevet mere end almindeligt børnevenlig.
Interessant nok er efterkommerne af de tibetanske mastiffer, der blev bragt til Europa i 1800-tallet, og som danner roden i langt de fleste nulevende eksemplarers stamtræ, faktisk markant større end dem der i dag bor i Tibet og Nepal. Om det skyldes at vestlige opdrættere har gået efter at avle racen kæmpestor, eller at racen, der er trængt i sine gamle hjemlande, er skrumpet, er der uenighed om. I flere perioder har racen været udsat for dårlig avl i Vesten, men hver gang er der blevet rettet op på den igen, så den i dag er en glad og velfungerende, utroligt rolig og selvhjulpen ven af famlien.
Den tibetanske mastiff er en enorm, men overskuelig hund. Selvom den har en del pels, kan man nøjes med at børste den månedligt, hvis det er nødvendigt. Den fælder kun en gang om året, og behøver ikke at komme i bad.
Race: Tibetansk Mastiff
Max højde: 84 cm
Vægt: 45-72 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 3/5
Plejekrav: 1/5
  • 2.891 visninger
Journalisten

Account

Navigation

Søg

Søg

Configure browser push notifications
Chrome (Android)
  1. Tap the lock icon next to the address bar.
  2. Tap Permissions → Notifications.
  3. Adjust your preference.
Chrome (Desktop)
  1. Click the padlock icon in the address bar.
  2. Select Site settings.
  3. Find Notifications and adjust your preference.