Hop til indhold

  • Hunderacer

    • Journalisten

      Labradoodle

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Labradoodlen har arvet en masse gode egenskaber fra sine umiddelbare forfædre: Puddelen og Labrador Retireveren, men racens eksplosive popularitet har gjort den kontroversiel.
      Det var lutter gode intentioner, der fik australieren Wally Conron til at skabe den første labradoodle i slutfirserne. Han arbejdede med at finde og træne førerhunde til blinde og andre handicappede, og han havde fået en svær opgave. En blind kvinde på Hawai var gidt med en hundeallergiker, og det var meget sværere end Conron havde regnet med, at finde en allergivenlig hund, der også havde alle de gode kvaliteter, som kræves af en handicaphund.
      Derfor endte han med at parre en puddel og en labrador, og en af kuldets tre hvalpe viste sig at være helt perfekt, da den blinde kvindes mand var blevet testet for reaktioner mod dens pels. Glædeligt overrasket fortsatte Conron avlen, og snart steg efterspørgslen - og her startede problemerne. Interessen for den nuttede, kærlige og særdeles intelligente hunderace spredte sig nemlig ikke kun blandt opdrættere af førerhunde. Den nåede også til Hollywood, hvor labradoodlen øjeblikkeligt blev en modehund. Derfra eksploderede populariteten, og det medførte nogle lyssky og meget tvivlsomme opdræt, og etbaleringen af forfærdelige hvalpefabrikker. Disse forbryderiske opdrættere har svækket racen, og rigtig mange labradoodles fra dårlige avlere har mentale problemer. I dag fortyder Conron offentligt at have opfundet racen, og berømte mennesker, som eksempelvis det norske kronprinspar, er blevet kritiseret for at gøre hundene endnu mere populære ved at købe dem.
      Andre har dog overtaget Contons arbejde, da de mener at racen stadig er en overlegen førerhund, og den allergivenlighed gør den også særdeles eftertragtet som terapihunde og som alarmeringshunde - hunde der kan alarmere ens omgivelser, hvis man får et epileptisk anfald, et hjerteanfald, en blodprop, etc., er et mere og mere udbredt fænomen i Australien, hvor racen stammer fra. Denne avl føres der streng kontrol med, og der udvikles stadig på den genetiske sammensætning, fx ved at krydse labradoodles med renblodede pudler, for at få en endnu mere allergivenlig pels.
      Labradoodlen har arvet lidt af hvert. Fra puddelen har den sin pels, der kommer i tre varianter, hvoraf to er allergivenlige for langt de fleste allergikere. Disse typer er uldagtig pels, der enten er bølget eller krøllet. Begge typer kræver virkelig meget børstepleje og jævnlige klipninger. En labradoodle fra en ordentlig opdrætter har desuden arvet puddelens skyhøje intelligens. Fra den næsten lige så intelligente labrador, har den arvet snarådighed og et kolossalt hjerte. Fra begge forældre kommer en enorm forkærlighed fra at svømme og plaske i vand og et særdeles alsidigt sæt af talenter, som nogle trænere er i gang med at udnytte, for at skabe de første jagt-labradoodles.
      Ligesom puddelen, kommer labradoodlen i tre størrelser: Standard, medium/dværg og minature. Der findes ikke nogen egentlig racestandard for den, da den ikke er en godkendt race i nogen af de store nationale eller internationale kennelklubber, så størrelse og farve varierer en del.
      Race: Labradoodle (ikke FCI-godkendt)
      Max højde: 42 cm (miniature), 52 cm (medium), 63 cm (standard)
      Vægt: 7-13 kg (miniature), 13-20 kg (medium), 21-30 kg (standard)
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
    • Journalisten
      Den lille Münsterländer er en ret populær jagthund i Tyskland, Danmark og Benelux-landene. Den kan varetage mange forskellige opgaver i felten og er desuden velsignet med et roligt og behageligt gemyt.
      Münsterländerens historie handler om en ædel hunderace, der senere blev adopteret af det jævne folk. Oprindeligt var den tyske landadelens foretrukne hund til falkejagt. Hunden moslede gennem filtret skovbund og engområder med højt græs, hvor den opsnusede byttedyr som kaniner og agerhøns. Når den havde fundet byttet, jog den det ud i åbent terræn og markerede hvor det befandt sig. På dette tidspunkt ville jægeren løslade sin falk, der så fløj højt op og dykkede ned og greb byttet mellem sin skarpe kløer.
      Da jagten blev udbredt blandt den jævne befolkning, efter adelstandens ophævelse i 1919, tog almuen Münsterländeren til sig. De brugte ikke falke, men hundens evne til både at finde spor, pointe og apportere gjorde den til et oplagt valg af jagthund for folk på et stramt budget.
      Münsterländeren er bygget til hårdt arbejde og skal have rigeligt med motion. Den er ikke egnet til at bo i lejlighed eller som hyggehund, men er man en familie, der kan lide at røre sig, er den et godt valg. Hvis man ikke selv går på jagt, kan den tages med på løbeture, cykelture og til stranden, hvor den kan løbe frit og snuse til en masse spændende ting.
      Hvis den bliver rørt nok, er Münsterländeren en rolig hund, når den er inde. Den kan godt finde på at give hals , når der kommer fremmede, men kun for at gøre opmærksom på besøget - de er generelt ikke aggressive, men bare vagtsomme. Den kan hurtigt trænes til at acceptere husets kat eller andre husdyr - men den vil stadig, instinktivt, gå efter vilde dyr i det fri.
      Pelsen er halvlang og let bølgende, og hvis man ikke har lyst til at støvsuge hele tiden, kan med med stor fordel børste hunden et par gange om ugen - den fælder nemlig en del. Münsterländere er generelt ikke bekostelige i dyrlægeregninger - racen avles af ihærdige og seriøse jagthundeentusiaster og har meget stærke gener.
      Race: Kleiner Münsterländer
      Max højde: 54 cm
      Vægt: 16-25 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 1/2
    • Journalisten
      Det første man lægger mærke til er størrelsen. Den irske ulvehund er ikke bare stor, den er enorm. Den er verdens højeste hund og skabt til at jage nogle af de farligste dyr i Irland. Ikke desto mindre er den også en sød og imødekommende familiehund.
      Der er noget ædelt over ulvehundens udseende. Den er en urkraft på fire ben, og var i sin tid kendt som kongerne og høvdingenes hund - for ingen andre havde råd til at fodre den. Det blev tradition for disse store ledere, at forære kobler af syv ulvehunde væk i gave til udenlandske gæster, for at vise hvor rig man var. På den måde præsterede man faktisk næsten at udrydde racen, men den blev genatableret i midten af 1800-tallet.
      Den irske ulvehund er en krigsmaskine. Den er avlet til egenhændigt at jage store, farlige dyr, som ulve, bukke og vildsvin, og gå i struben på dem. Nogle forskere mener også, at de blev brugt i jagten på den gigantiske irkse kæmpehjort i stenalderen - hunderacens tilstedeværelse i Irland kan spores hele 7000 år tilbage. Ulvehunden har også været anvendt som krigshund, hvilket man må formode at den har været overmåde god til.
      Selvom racens historie er fuld af vold, er den ikke af natur aggressiv. Faktisk er ulvehunden ret kælen og nyder at blive kløet på maven. Den skal dog stadig behandles som en jagthund, når den skal motioneres. Ulvehunden en god langdistanceløber, men kommer virkelig til sin ret når den skal sprinte. Den er af samme familie som mynden, og bliver i stigende udstrækning brugt som væddeløbshund. Det nytter ikke noget at give en ulvehund for lidt plads - den skal have mulighed for at bevæge sig langt og komme op i fart. Hvalpe kan blive ret destruktive, hvis de ikke får rørt sig nok, og derfor kan en - meget stor - hundegård være en nødvendighed, indtil hunden modnes.
      Ulvehunde har nærmest en tænd/sluk-knap installeret i hjernen. Den kan springe rundt i skoven, og løbe efter fugle og andre smådyr, spæne fire fodboldbaner rundt og lege hele dagen, hvis man har lyst. Men lige så vild og aktiv den er udendørs, lige så rolig og gemytlig er den, når den kommer indenfor.
      Pelspleje er vigtigt, men ikke tidskrævende. Ulvehunden får hurtigt et forhutlet udseende, hvis man lader pelsen stå, men det kan ordnes med en ugentlig børstning og en halvårlig klipning. Store hunde, og de fås ikke større, har en tilbøjelighed til ledsygdomme og ulvehunden er ingen undtagelse. hold derfor godt øje med hvordan den bevæger sig.
      Race; Irsk Ulvehund
      Max højde: 92 cm
      Vægt: 52-82 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 5/5
      Plejekrav: 1/5
       
    • Journalisten

      Gravhund

      Af Journalisten i Hunderacer,

      NOTE:
      DÆKKER FØLGENDE OPSLAG: KORTHÅRET DVÆRG GRAVHUND, KORTHÅRET GRAVHUND, KORTHÅRET MINIATURE GRAVHUND, LANGHÅRET DVÆRG GRAVHUND, LANGHÅRET GRAVHUND, LANGHÅRET MINIATURE GRAVHUND, RUHÅRET DVÆRG GRAVHUND, RUHÅRET GRAVHUND, RUHÅRET MINIATURE GRAVHUND
      Vittighederne står som regel i kø, når uindviede skal beskrive en gravhund. Men de små pølser på ben har en lang historie bag sig, som nogle af Europas mest effektive og populære jagthunde, og besidder et dertilhørende ædelt sind.
      Gravhunden har, i en eller anden form, eksisteret siden 1400-tallet. Den blev forædlet i Tyskland, og i 1750 opstod den hund vi alle kan genkende i dag. Dens tyske navn, Dachshund, betyder grævlinge- og rævehund, og det var som grævlingejæger, at racen vandt udbredelse. Man fandt dog snart ud af, at den også var en god apportør, og derfor anvendelig til fulgejagt og i brug mod småvildt, som harer og kaniner. Kobler af gravhunde blev endda sluppet løs mod langt større vildt, som vildsvin, og kunne løbe byttet træt, så jægerne lettere kunne nedlægge det.
      Det var dog som tunneljæger, at gravhunden var allermest anvendelig. Dens aflange, smalle form, det spidse hoved og den stærke bagkrop, er altsammen indrettet til at forfælge underjordisk bytte, og skræmme det op til den ventende jæger.
      Ikke overraskende er nutidens gravhunde ekstremt modige og stolte. De betragter ikke selv deres ringe størrelse som en hindring, men som en fordel, og de indgår gerne i flokke af artsfæller. Statistisk set er gravhunde ret aggressive, hvad talrige kulørte historier om kongehusets gravhunde vidner om. Det er en god kvalitet hos en hund, der skal jage under jorden, men ikke nødvendigvis hos en familiehund. Det er derfor vigtigt at opdrage hunden tidligt og vænne den til alsidigt selskab, hvis man har børn eller andre dyr. Den får meget hurtigt ejerfornemmelser over sine mennesker, og kan let føle sin plads truet.
      Der findes ni varianter af gravhunde, fordelt på tre størrelse - standard, dværg og miniature - i kombination med tre pelstyper - korthåret, ruhåret og langhåret. Forskellene mellem de mange varianter er stort set kun kosmetiske, om end de mindre hunde har en tendens til at være lidt mere støjende og balstyriske. Hvad pelspleje angår er det selvfølgelig nemmest at have at gøre med de korthårede og ruhårede varianter, men de langhårede er stadig ikke lige så plejekrævende som eksempelvis en puddel eller en coton de tulear.
      Alle gravhunde kan bruges til jagt, og skal have motion og udfordringer der minder om jagten. Sporfinding, agility og apportering er alle oplagte færdigheder at træne sin gravhund i. De skal ud at røre sig og kan løbe langt, til trods for deres korte ben. Det er også en ret intelligent hunderace, der skal udfordres mentalt, for ikke at kede sig og blive gnaven. Den kan være stædig og stolt, og finder sig sjældent i at blive skældt ud eller i at gentage de samme øvelser hele tiden.
      Race: Gravhund
      Max højde: 25 cm
      Vægt: 8-15 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 2/5 eller 3/5 (langhåret)
    • Journalisten
      Den franske bulldog er en dejlig selskabshund, der ikke kræver det store for at være tilfreds. Den er mest tilfreds med en afslappet hverdag i vante omgivelser.
      Racens oprindelse er der delte meninger om, men man er enige om, at den er en slags dværgudgave af den engelske bulldog. Målrettet avl gav den franske bulldog sine karakteristiske flagermusagtige ører, der adskiller den fra stamracen.
      Hvis man leder efter en nem hund burde den franske bulldog være i toppen af ens liste. Den lille størrelse kræver meget lidt motion - faktisk frarådes det at motionere den for meget. Den spiser ikke alverden, og den korte pels passer stort set sig selv. Racen er skabt som en skødehund, der helst ligger stille, selvom dens stærke, muskuløse forfædres gener ikke fornægter sig - den er stadig en ret solidt bygget hund. Man skal dog være opmærksom på at racen, som mange andre dværgracer, har en række nedarvede rygproblemer. Det er derfor vigtigt at finde en certificeret opdrætter, helst en der er godkendt af Bulldog-klubben.
      En fransk bulldog har et fladt næseparti, der gør, at man skal holde øje med dens vejrtrækning. Af samme årsag må den ikke løbe for langt og for længe, og man skal være opmærksom på om hunden har det for varmt. Enhver aktivitet, der kræver en heftigere vejrtrækning end normalt, skal monitoreres og modereres. Ørerne skal undersøges for vokspropper jævnligt.
      Racen er taskevenlig, og bør trænes til at betragte en bestemt taske eller en transportkasse, som sit hjem, fra den er hvalp. På den måde vil den altid have et trygt sted, hvor den kan finde ro, hvis man eksempelvis skal på biltur, med offentlig transport eller på ferie i nogle uger, hvor hunden skal med. Når den først har knyttet sig til en taske, kurv eller kasse, er den endog meget nem at have med rundt.
      En fransk bulldog er ikke nogen optimal hund til børn - men de, altså børnene, kan sagtens trænes til det. Børnene skal lære at hunden ikke tåler for meget tumult, hurtigt bliver dehydreret og ikke skal løftes op hele tiden.
      Race: Fransk Bulldog
      Max højde: 35 cm
      Vægt: 8-14 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 1/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten

      Fox Terrier

      Af Journalisten i Hunderacer,

      NOTE: SAMLET ARTIKEL FOR KORTHÅRET OG RUHÅRET FOX TERRIER
      Fox Terrierne er adrætte små hunde, med et livligt og godmodigt sind. Den er avlet som jagthund, men fungerer også fint som familiehund.
      Der findes to slags fox terriere. Der er de glathårede, der er bygget som små missiler på fire ben, og de ruhårede med deres charmerende fuldskæg. Om der er tale om to forskellige racer eller blot varianter af én race har der historisk set været delte meninger om. De fleste vestlige kennelklubber betragter i dag fox terriere med forskellig pels, som hørende til to forskellige racer, selvom man lystigt krydsavlede dem helt op i 1960'erne. Udover pelsdragten er der marginale forskelle på kropsbygning og vægt hos de to racer. Den korthårede fox terrier er smallere og lille smule lettere end den ruhårede.
      Begge slags fox terriere blev frembragt i England og brugt til jagt. På egen hånd er den en glimrende rotte- og mårfænger, og i kobler er de blevet brugt mod grævlinge og sågar vildsvin, foruden naturligvis ræve, hvorfra deres navn stammer. De er indrettet til at grave sig ned i rævens tunneller, og jagte den op til overfladen, hvor større hunde og mennesker venter.
      Selvom de er blevet brugt som selskabshunde siden 1800-tallet, har de haft et ry for at være bidske og aggressive. Disse kvaliteter var gode hos hunde, hvis primære job bestod i at knække nakken på rotter og jage rovdyr rundt under jorden. Men efterhånden som fox terriernes funktion forandrede sig, avlede man målrettet efter mindre voldleige og mere imødekommende sindelag. Det havde man stort held med, ogi dag er fox terrierne søde hunde med stor kærlighed til mennesker, også børn og fremmede. Andre dyr kan det dog stadig være lidt svært at få dem til at acceptere, og man skal være meget opmærksom på sin fox terrier i skoven. Det ligger stadig i dens natur at sætte efter smådyr og nedlægge dem.
      Deres vilde fortid giver fox terrier-racerne en stolthed,der udvikler sig til obsternasig stædighed, hvis man prøver at træne den med magt og trusler. Den skal belønnes for sit arbejde og får sin gode opførsel, ellers lærer den ingenting. Til gengæld husker den nærmest alt hvad man lærer den. Man skal huske, at selvom den er lille skal den legesyge fox terrier have lov til at røre sig - gerne lidt mere end andre hunde i samme størrelse.
      Den korthårede fox terrier kræver meget lidt opmærksomhed hvad angår pelspleje. Det er ikke tilfældes med den ruhårede, der gerne skal børstes en eller to gange om ugen og klippes fire gange om året.
      Race: Foxterrier (korthåret eller ruhåret)
      Max højde: 40 cm
      Vægt: 6-8,5 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 1/5 (korthåret) eller 2/5 (ruhåret)
    • Journalisten
      Selvom den hører til de små såkaldte legetøjshunde, er der plads til enormt meget spræl i en dværgpischer. Den er en venlig hund, der er god til førstegangsejere og børnefamilier, men også kan trænes til alt muligt.
      Det er et noget obskurt stamtræ, der ligger bag dværgpinscheren, og eksperterne er ikke helt enige om hvad den egentlig består af. Black-and-tan toy terrier, tysk pincher, gravhund og italiensk mynde kan allesammen høre til mixet, afhængigt af hvem man spørger. Man mener at dværgpinscheren blev skabt til en dobbeltrolle, som rottefænger og selskabshund - i dag bliver den udelukkende brugt til det sidste og som udstillingshund.
      Hunden er i taskestørrelse og derfor nem at tage med på rejse. Den er også billig i drift på alle måder: Den spiser ikke særlig meget, lider ikke af alvorlige arvelige sygdomme, har et stærkt helbred og kræver så godt som ingen pelspleje. Mange tror at den, på grund af den meget korte pelsdragt, ikke håndterer kulde særlig godt, og investerer i tøj til den, til den danske vinter - dette er ikke nødvendigt, hvis man blot sørger for at hunden får den rette føde, den skal bruge for at danne en smule vinterpels og tage lidt isolerende fedt på.
      Dværgpinscheren er glad for at være udenfor, men på den anden side også en glimrende lejlighedshund. Den tilpasser sig hurtigt dens famlies skema og energiniveau. Man skal dog være varsom med at give den for meget motion. De korte ben er ikke skabt til at løbe et halvmaraton om dagen. Til gengæld elsker den at boltre sig i naturen, løbe korte strækninger i spændende terræn, følge duftspor og - som gammel rottehund - at grave i jorden. Den er også glad for at flade ud i sofaen med mindre aktive familiemedlemmer, altså de ældste og de yngste. Den er god til børn, men en smule skeptisk overfor andre dyr.
      En udbredt fordom om hunde i legetøjskategorien er, at de gør hele tiden. Dværgpinscheren er mere intelligent end de fleste andre hunde i sin størrelseskategori, og kan derfor sagtens lære at tie stille, hvis den skal. Ofte er det dog en god idé at lade den kommunikere, bare lidt. Hvis den får lov til at melde gæsters og postbudes ankomst, føler den at den bidrager med noget vigtigt, og det gør den glad.
      Race: Dværgpinscher
      Max højde: 30 cm
      Vægt: 4-6 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten
      Dengang Danmark og Skåne var landbrugssamfund - altså da de fleste boede på landet og var ansat i landbruget - var der behov for en hund, der kunne lidt af det hele. Det blev den dansk/svenske gårdhund.
      Racen menes at være en videreudvikling af forskellige, for størstedelens vedkommende uddøde, pinscher-racer, men der er også noget gammel cirkushund i gårdhundens DNA. Resultatet af avlen er en hund, der begår sig perfekt på et husmandssted. Den er en trofast og kærlig følgesvend til sin ejer, og en særdeles god rottefænger, hvis man fra hvalpealderen nøder dens jagtinstinkt. Den kan også trænes som apporterende jagthund, og har en naturlig vagthund gemt i sig, og er eksempelvis meget villig til at bevogte høns, så ræven ikke tager dem.
      En dansk/svensk gårdhund har et godt sind, og er derfor også en sjov og glad legekammerat til børn i alle aldre. Det er altså ikke så mærkeligt at den dansk/svenske gårdhund er blevet udbredt, på et tidspunkt hvor hunde skulle arbejde for føden.
      Før den dansk/svenske gårdhund fik sit officielle navn, hvilket først var i 1980'erne, var den kendt under andre navne, som rottehund, skånsk terrier eller dansk foxterrier. Det er dog misvisende at kalde hunden en terrier, da den, som nævnt, er langt tættere beslægtet med de mere rolige pinschere. Man kan ikke komme udenom at racerne ligner hinanden - eksempelvis bliver den nok mest berømte dansk/svenske gårdhund, Kvik fra Matador, spillet af en foxterrier. Da Kvik dør og bliver skiftet ud med en ny hvalp, sent i serien, er det dog en ægte dansk/svensk gårdhund der overtager.
      Hvis man nu ikke bor på en landejendom, kan man sagtens holde hunden beskæftiget alligevel. Der er som sagt noget cirkushund i den, og den er dygtig til at lære tricks, som at hoppe gennem ringe og over forhindringer. Den kræver ikke enormt meget motion, i form af gåture, men den har det bedst med at bestille lidt og kunne vise at den er dygtig. Agility og lydighed er gode discipliner for gårdhunden.
      Dank/svenske gårdhunde er nemme hunde, hvis man bare stimulerer dem. De kræver et absolut minimum af pelspleje og er ganske selvhjulpne og lette at gøre sturerene. Når man dertil lægger at racen er utroligt robust og ikke er plaget af arvelige sygdomme, får man en hund, der er virkelig god til helt nye hundeejere.
      Race: Dansk/svensk gårdhund
      Max højde: 40 cm
      Vægt: 8-12 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten

      Dalmatiner

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Dalmatineren er en unik og utroligt alsidig hund, med en lang historie bag sig. Der er stort set ikke det job racen ikke har udført.
      Eksperter skændes konstant om hvor dalmatineren stammer fra. Navnet stammer muligvis fra Dalmatia-regionen i Kroation, men racen er langt ældre end det, og ses for eksempel afbilledet af de gamle egyptere. Der er et utal af legender om racen, med dens helt enestående plettede pels, der siges at have inspireret klerikale klædedragter, brugen af sort-hvidt hermelinskind på royale kapper, og alskens andre ting. Siden oldtiden har dalmatineren været brugt som vognhund. Antikkens middelhavsriger brugte dem som krigshunde, i samarbejde med hestetrukne stridsvogne, og op gennem middelalderen, faktisk helt op til industrialiseringen, blev dalmatinere brugt som beskyttelse mod landevejsrøvere, som forløbere for vogne, der advarede folk om at flytte sig, og som følgehunde til hestetrukne brandsprøjter.
      Dalmatinere er frygtløse, og heri ligger kimen til deres samarbejde med hestene - der hurtigt kunne knuse en hund under sine hove. Som brandhund har frygtløsheden også været en enorm fordel - dalmatinere er ikke bange for ild, men har ligesom mennesker et velfunderet respektforhold til det. Racen er særdeles intelligent, og har været brugt som jagthund, førerhund, vagthund, skadedyrsbekæmper, cirkushund og redningshund. Det er dog det tætte, medfødte bånd, racen har til heste, der til stadighed anvendes. Hesteavlere er den dag i dag tilbøjelige til også at opdrætte dalmatinere, både som rottefængere og familiehunde, da det er langt mere belejligt med en hunderace, der ikke lader sig skræmme af de store dyr, og dermed ikke gør hestene nervøse.
      Man skal være varsom med hvordan man motionerer sin dalmatiner. Den kan nemlig stort set ikke føle træthed, og vil aldrig bakke ned fra en udfordring, hvis man ikke siger den skal. Den kan således overanstrenge sig og nægte at anerkende det, hvilket i længden vil slide den ned før tid. Den skal dog have en masse motion, godt med foder og holdes beskæftiget, så den ikke keder sig. Dalmatineren excellerer indenfor stort set alle hundesportsgrene, og nyder at lære og røre sig samtidig. Dens korte pels kræver en overfladisk børstning hver, hver anden uge, så man kommer af med de døde hår, men ellers passer pelsen sig selv.
      Dalmatineracens popularitet hopper og danser, som regel i forhold til hvornår der sidst er udkommet en 101 Dalmatinere-film. Som med alle andre racer har det resulteret i at samvittighedsløse avlere har oversvømmet markedet med dårlige hunde, avlet på meget tvivlsomme linjer. Hver gang det er sket, er det heldigvis lykkedes kennelklubberne at avle problemerne ud igen, men man skal alligevel være meget opmærksom på at skaffe sin hund fra en ordentlig kennel.
      Race: Dalmatiner
      Max højde: 60 cm
      Vægt: 16-32 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 5/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten

      Collie

      Af Journalisten i Hunderacer,

      På grund af Lassie-filmene er collien en af det mest berømte og genkendelige hunderacer i verden. Den overvældende interesse for racen, der opstod i den forbindelse, førte til ugennemtænkt masseavl, som gav den et rygte som en sygelig og småparanoid race. Et grundigt og gennemført avlsprogram, foretaget af seriøse opdrættere, har nu ført collien tilbage på det rigtige spor.
      Oprindeligt arbejdede collierne hårdt, som en af de mange, stærke hyrdehunderacer, der er blevet fremavlet i Skotland siden tidernes morgen. Det er en meget gammel race, fra før man førte stamtavler, måske endda før man overhovedet begyndte at skrive. Sikkert er det dog, at collien var en formidabel hyrdehund, og stadig har bevaret nogle af de evner.
      Det kommer til udtryk gennem colliens vane med at forsøge at styre sin familie som en flok. Den bliver lidt utryg hvis der er for langt imellem familiemedlemmerne, og placerer sig gerne et centralt sted i huset, hvor den let kan holde øje med alle. Som arbejdshund har collien også skullet være meget selvstændig og selvsikker, og yderligere meget intelligent, og det er disse træk man har avlet efter. Resultatet er en hund, der er for stolt til at få skældud, men som man kan lege helt utroligt mange tricks ind i. Et godt eksempel på dette er collien Pal, der spillede Lassie i hele syv film mellem 1943 og 1954. Pal lavede alle sine egne stunts og opfattede næsten øjeblikkeligt hvad instruktøren og hans træner gerne ville, så behovet for stand-in-hunde og gentagne optagelser var nærmest lig nul.
      En collie skal røre sig en del, for at være tilfreds, men ikke mere end så mange andre hyrdehunderacer. Til gengæld er de meget rolige når de kommer indenfor - den skelner mellem hjemmet, hvor man har fri og verden udenfor, hvor man arbejder, lidt ligesom mennesker gør. I det hele taget er det en meget menneskelig hund, der kræver menneskeligt selskab i store mængder. Det er derfor en fordel at have den som børnefamilie, hvor der oftest muligt er nogen, der har tid til at lege og træne med hunden.
      Der findes to slags collier: De Hollywood-berømte og udstillingsvenlige langhårede collier, og de langt mere sjældne korthårede, og mere arbejdsorienterede collier. For de langhårede kræver pelsen en del pleje, med en daglig børstning og en ugentlig gennemredning, mens den korthårede collies pels nærmest passer sig selv. Den korthårede kræver til gengæld lidt mere motion.
      Race: Collie
      Max højde: 61 cm
      Vægt: 16-34 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 4/5
       
×
×
  • Tilføj...