Lene N

Jeg ville få hende herpes vaccineret i næste uge, og så ca. en før forventet fødsel, hvis hun bliver drægtig. Held og lykke med det.

Hun skal vaccineres kort efter parringen, du kan ikke vente og se, om hun er drægtig før du går i gang med vaccinen. Ved at vente risikerer du, at hvalpene, hvis der er nogen, går til. Snak med din dyrlæge om det, ikke alle dyrlæger har herpes vaccinen liggende, så det skal muligvis først bestilles hjem.

Klart en tæve, der er totalt uvildig, skal ikke tvangsparres. Det tror jeg nu heller ikke er særlig nemt, der skal helt sikkert mere til end bare at holde den lidt ved hovedet og berolige. Jeg læser det heller ikke som om, det er det, der er sket. Det er vist det mest almindelige, at man holder ved hundene under parringen, eller i det mindste står der og er klar til at holde, fordi mange hunde har en tilbøjelighed til at trække af sted med hinanden.

Jeg er enig med de andre, det er sørme på tide at få sat sig ordentlig ind i tingene. Når det så er sagt, så er en parring ikke nødvendigvis nogen særlig god oplevelse for en tæve, og at en tæve er urolig og småklager første gang er ikke usædvanligt og behøver ikke betyde, at tidspunktet er forkert. Hvis hun ikke vil parres igen i dag er det højst sandsynligt, fordi højløb er overstået og hun ikke længere er parringsklar. Er det en erfaren han ? Mange hanner og specielt de erfarne parrer kun når tidspunktet er rigtigt. Tidspunktet hvor tæven er klar, varierer så meget fra tæve til tæve og endda fra løbetid til løbetid, så de retningslinjer, man kan læse med hhv 10 - 12 - 14 dage inde i løbetiden, er ret ubrugelige. Men man skal se på, at blødningen aftager og blodet bliver lysere, tæven lægger halen til side og bliver blød hele vejen rundt i åbningen. En blodprøve kan også hjælpe med at finde det rette tidspunkt for ægløsning og parring.

Mine har altid elsket at komme alle mulige nye og spændende steder hen, men det første sted jeg boede med min første han, havde han også et meget fast territorie, der skulle passes. Det vil sige at ca. en gang om ugen, insisterede han på en bestemt lille elendig tur bare for at kunne gennem snuse og afmærke den del af det, han anså for sit område. Jeg tænker, det er en ret naturlig del af at være pyreneerhund og passe et territorie. De andre steder jeg har boet med mine hunde, har der ikke været helt så mange valgmuligheder, når vi gik hjemmefra, så der er deres territorie automatisk blevet dækket af de daglige ture.

Ja, jeg vil hverken have Beagle eller Blodhund, så jeg må nok skifte stjernetegn. Måske kunne jeg blive skorpion og bibeholde de hunde, jeg har.

Jeg vil også mene, du gjorde det rigtige. Mine to yngste tæver hhv. 4 år og 2½ år kan også godt have noget ressource forsvar i forhold til mig, dog kun hvis jeg sidder ned. Det er et par hunde, der ellers har det rigtig godt med hinanden, leger meget sammen, hænger ud sammen og hygger sig. Den ældste Sunshine er enebarn og har ikke fra hvalp af været vænnet at dele på samme måde som hvalpe fra et kuld, og det kan godt mærkes i den situation. Hun startede på den opførsel for et års tids siden, formentlig fordi Manilla, 1½ år yngre, var ved at blive voksen, og hun er en hund, der hviler mere i sig selv end Sunshine, der er noget usikker. Jeg kunne sagtens som Øffegrisen foreslår prøve at skære igennem og gøre dem klart, at det vil jeg ikke finde mig i, men lige akkurat i den situation virker det ikke. Tvært imod jo mere jeg presser Sunshine, jo mere hidser hun sig op. Men efter jeg først har fundet ud af, at det hjælper bedre ikke at forsøge at skære igennem, skælde ud eller lign., fungerer det meget bedre, og de fleste gange kan jeg tale dem til ro. Ellers rejser jeg mig og går, og det løser problemet hver gang. Men man skal selvfølgelig vurderer ud fra ens egne hunde. Det der fungerer bedst for mig og mine hunde i en given situation, er ikke nødvendigvis det bedste for andre og deres hunde. Jeg foretrækker selv at løse evt. problemer på den roligst mulige måde, men der er da andre situationer, hvor det virker fint at gøre opmærksom på, at det der vil jeg bare ikke finde mig i.

Helt ok

Jeg synes måske, der bliver lagt lidt op til fra nogen at nye brugere skal pakkes ind i vat, der må ikke stilles for mange opklarende spørgsmål osv.

Man kunne jo også vende spørgsmålet lidt og spørge, om det måske ikke også er lidt nedgørende og nedladende at gå ud fra, at fordi folk er nye brugere herinde og stiller spørgsmål, så er de som udgangspunkt sarte, nærtagende og ude af stand til at uddybe deres spørgsmål eller argumentere for deres holdninger. Og som Hofferne så rigtigt siger, så spørger man vel, fordi man forventer, at den man spørger, ved mere end en selv om netop det punkt. Man spørger vel, fordi man gerne vil vide noget mere. Og så må det da være en fordel, at svareren er en der ved noget om sagen, og som netop stiller opklarende spørgsmål for at kunne svare så korrekt og retvisende som muligt. Selvfølgelig skal der da også være plads til hygge tråde, men så er det måske smart at lade det fremgå at titlen i stedet for at lade titlen være et mere seriøst spørgsmål.

Ja, de kan godt have spøgelsesperioder, vel lidt som andre hunde. Og ja, nogen kan være mere forsigtige end andre, det er ikke ønskværdigt og ikke normalt, men det sker. Jeg har en usikker hund i øjeblikket. Hun kommer selvfølgelig ikke i avl, men er faktisk en pragtfuld hund på trods af det, glad, livlig og super sjov at træne, men hun skal se nye mennesker an. Hanhunde kan have egetkønsaggressioner, igen en tildens, der er meget dæmpet i forhold til tidligere, men jeg ville ikke forvente, at en pyrhan ud over hvalpealderen fungerede med at komme løs i hundeskov med alle mulige andre hunde. Mit indtryk er at på det punkt er tæverne nemmere. Nu snakker jeg selvf. generelt for der er individuelle forskelle. Ja, du skal forvente pels ændringer, hvis du får den steriliseret. Hvor svær den bliver afhænger lidt af typen af pels før sterilisationen, for der er en del forskel på både mængden af pels og kvaliteten. Som fertil bør det ikke være en hund med en krævende pels, men nogle linjer har mere og blødere pels end andre og det betyder selvf. mere pelsarbejde. Du skal være velkommen.

Søster Lagkage. Kosmos er en af mine hvalpe, og ja, han er en rigtig dejlig hund. Mange kender ham på grund af hun boede så centralt med ham, men desværre har du også ret i, at ejeren blev så syg, at hun ikke længere kunne have ham.

AnneMangetal og Berhardiner, Først tak for jeres pæne ord om mine hunde og min hjemmeside. Og så til pyreneerhunde. Jeg synes jo selv, det er pragtfulde hunde. Det er der ikke noget overraskende i, ellers ville jeg nok ikke have en flok af dem, og have holdt mig til den race i 36 år, men jeg prøver at være objektiv, når jeg beskriver dem. Jeg havde faktisk selv tænkt, at det måske var noget for dig, og det er ikke så tit, jeg umiddelbart anbefaler racer. Og nu skal jeg prøve at begrænse mig, hvilket ikke falder mig let. Ja, de er vogterhunde, men ikke skarpe vogterhunde. Da racen var ny i DK (dvs. i 70'erne og 80'erne) var der ganske mange skarpe, men selektiv avl har gjort, at de i dag er meget nemmere, end de var den gang. De danske opdrættere, der opdrætter med stamtavle, laver primært familiehunde som også kan udstilles. Og langt største parten af pyrer i dag er venlige, udadvendte menneske glade hunde. De har stadig vagtinstinkt, men det er ikke hunde, der har behov for demonstrere det hele tiden. Bortset fra med hensyn til gøen, de kan stadig være ganske gøende. Der er selvfølgelig individuelle forskelle, og noget har også at gøre med, hvordan de lever. Det skal forstås sådan, at en hund der vokser op og bor et sted, hvor der hele tiden færdes mange mennesker, anser det for normen og reagerer ikke på samme måde, som en hund der lever et mere isoleret sted. Jeg bor f.eks. selv ude i det åbne land med afstand til naboer og omkranset af marker, hvor der 360 dage om året ikke færdes nogen overhovedet, så mine hunde reagerer på all færdsel i området. Men de hvalpe, jeg har solgt til mere befærdede områder, er generelt meget mindre gøende. Så forskellen på, hvor meget de gør, er ikke kun genetisk, men har også noget at gøre med opdragelse og livsstil. Jeg synes jo egentlig, at pyreneere er ret nemme hunde at leve med, hvilket måske kan have noget at gøre med, at jeg har levet med racen i mange år, så min forventning svarer normalt ganske godt, til det jeg får. De er ikke voldsomt motionskrævende sammenlignet med mange andre racer, men skal selvfølgelig have noget beskæftigelse, og nogle gode ture, og nogen træning af i hvert fald de unge hunde er da bestemt en fordel. Ikke alle pyreneere synes almindelig lydighedstræning er supersjovt, så det gør ikke noget, at man ikke har lyst til at fare rundt på diverse træningspladser morgen, middag og aften. Men at få den socialisering til andre typer hunde samt en vis grundlydighed på plads, er ligeså væsentligt for en pyr, som for alle andre racer. Jeg har gået til en eller anden form for træning med alle mine. Nogen bare hvalpe motivation eller unghunde træning, andre har jeg fortsat mere med, fordi de har vist lyst til det. Jeg oplever mine hvalpe som nemme at træne, ikke så flyvske som mange hvalpe og så har de let ved at holde kontakt. Det kan selvf. også skyldes, at jeg har flere hunde, så for mine hvalpe er det med de andre hvalpe på holdet ikke så ophidsende, som jeg ser det ved en del hvalpe. Som alle store hunde skal motion begrænses i opvæksten, men de er jo ikke tunge hunde som f.eks. mastiffer eller sankt bernhardshunde. De er noget mere letbyggede med lettere bevægelser, så med mindre man lever med trapper, synes jeg ikke det er det store problem. Og så er det vel en af de sundere racer af de store bamser, jeg har haft flere, der er blevet 13 år, og der er jo en pæn alder for så stor en hund. Det skal ikke forstås som, at ingen pyrer har sundhedsproblemer, for det er selvf. ikke tilfældet. Ud fra hvad jeg har læst om dine oplevelser med Oliver og hvordan du taklede det, ville jeg ikke tro, at en pyr var for stor en mundfuld for dig. Nu kan jeg se på dine oplysninger, at du bor i den anden ende af landet end jeg, for ellers var du meget velkommen til at komme og møde mine hunde.

Jeg skal nok komme med et input vedr. pyrer om lidt. Jeg har lige travlt lige nu.

Jeg er forholdsvis ny bruger, ikke voldsom aktiv, men læser dog en del med og svarer ind i mellem, og jeg oplever bestemt ikke, at tonen er negativ. Nu har jeg så ikke lige oprettet nogen spørgsmål selv, og er også vant til at vant til at begå sig på andre debatfora. Jeg ville ikke gide spilde tid på et forum, hvor det hele kun går ud på at klappe hinanden på ryggen. Det, der gør debatterne spændende er jo netop forskellige holdninger, forskellige erfaringer, forskellige vinkler at se tingene fra. Vi er selvfølgelig alle præget af vores egne erfaringer, og sådan skal det være. Hvis ingen må sige hinanden imod, hvad er der så ved at være her, og hvem lærer noget af det ? Så kort og godt som ny bruger synes jeg tonen er helt fin.

Helt sikkert. At give udtryk for det, hvis man ud fra viden og/eller erfaring synes den race, folk er faldet for ikke er ideel i forhold til forventninger til hundehold, bør ses som en hjælp. I sidste ende bestemmer folk selv, hvilken race de vil have, og nogen vil helt klart vokse med opgaven, andre vil opgive.

Ja, Jeg fik så ikke læst hele tråden inden jeg svarede, så det var et svar vedr. at købe hund, hvor racen ikke umiddelbart passer til det, man ønsker sig.

Ja, jeg har en race, der har tildens til at være gøende, nogen gange meget gøende, og de har store stemmer. Gøen er faktisk en stor del af job beskrivelsen i det arbejde, de er lavet til, men ikke altid så hensigtsmæssigt i et dansk forstadskvarter. Der er som med så meget andet individuelle forskelle inden for racen, og ja, træning og kanalisering af energi i en anden retning kan dæmpe trangen noget. Men skal man købe en hund med den klare plan at fjerne de medfødte anlæg for at ændre den til noget, den ikke er skabt til at være ? Ville det være ok, at købe en newfoundlænder og forvente, at man kan lære den at trippe sirligt uden om en hver vandpyt ? Ville det være ok, at købe en labrador med det fortsæt at lære den, at den ikke må samle ting op og bære det i munden ? Hvor går grænsen for hvilke medfødte anlæg, det er ok at forsøge og træne sig ud af ? Som opdrætter ville jeg da være meget skeptisk med at sælge en hvalp til folk, for hvem det er vigtigt, at deres hund ikke gør ret meget. Både fordi man helst vil sælge til nogen, der ønsker hele pakken og ikke bare indpakningen, men da også fordi erfaringen siger, at det ikke nødvendigvis lykkes for folk at begrænse gøen tilstrækkeligt, og så kan det let være skifte hjem grund. Bare et lille input fra den anden side af bordet.

Det er nu mit indtryk, at der ikke er den store forskel på hd i højavls og brugslinjerne. Højavlstyperne har så normalt den meget faldende overlinje og de overvinklede bagben, men det er ikke det, der udløser hd. Jeg er ikke schæfer menneske, men jeg har læst det adskillige gange fra folk, der er godt og grundigt inde i racen.

Bortset fra ikke at gå tur, når det er varmest, gør jeg heller ingen ting. Jeg har en kølig stald og et forholdsvis køligt hus, så når jeg er hjemme kan hundene selv vælge, om de vil trodse varmen udenfor eller de hellere vil ind i køligheden. Og så sørger jeg selvf. for at skifte vand ofte. Endnu har der ikke været de store problemer i år. De er blevet snydt for et par ture, som de alligevel ikke ville have nydt, og det er det.

Fint. Jeg har nemlig set rigeligt med mennesker forsøge at lære en hvalp at gå i snor ved at trække i den, så jeg ville lige være sikker på, at det hverken var det, der blev ment eller forstået.

Et lille let hvalpehalsbånd behøver nu ikke være ubehageligt for hvalpen, nogen klør sig lidt mere end andre, men jeg synes nu, det plejer at gå ganske udramatisk. Og hvad skulle den stritte imod, det er jo ikke meningen, at man skal trække i snoren. På det tidspunkt skal hvalpen enten gå som den selv vil eller lokkes. Det skal jo være en positiv oplevelse.

Nej, de er ikke for små. Jeg begynder at tage mine hvalpe ud i snor på vejen, når de er omkring 6 uger. Det er jo ikke for, at de skal gå fint rundt i snor, der er bare for at de skal opleve lidt alene og andre steder, end der hvor de plejer at være. Nogen af dem bruger mest tid på at sidde og se sig omkring, nogen følger efter mig, andre tusser rundt for at opleve. Det er godt for hvalpene og det giver mig lidt mere indblik i deres personlighed. Nu ved jeg jo ikke, hvad race det er, men mine hvalpe er fint robuste til det i 6 ugers alderen. De vejer en 5-7 kilo i den alder, så det er heller ingen problem for mig at finde halsbånd til dem. Jeg har ingen personlig erfaring med navlebrok, så jeg bare at nogen ender med at skulle opereres for det, andre gør ikke. Jeg ville ikke selv købe en hvalp med navlebrok, men jeg køber jo normalt også med avl for øje.

Et input fra den anden side, som opdrætter har jeg ofte foreslået hvalpekøbere, der har svært ved at vælge, at vi tager hvalpene ud en og en. Det kan f.eks. på vejen eller et sted, de ikke så vant til at komme. Det kan give et lidt andet indtryk af hvalpene end, når man bare er sammen med hele flokken. Hvordan takler de at være alene uden resten af flokken, hvordan takler de at komme et helt nyt sted, hvordan takler de halsbånd og snor, hvis de endnu ikke er vant til det.

Det er vel nok en trist situation. Når en ellers livlig og legesyg hund bliver stille og trist, og ikke kan smertestilles, så der kan opnås en god livskvalitet, så må man give slip, hvor hårdt det end er. Og jeg synes ikke opdrætteren kan være bekendt at gøre en i forvejen trist situation endnu sværere. Jeg tvivler ikke på, at hun også ønsker det bedste for Gustav, men er det bedste virkelig en tilværelse, der er begrænset af smerter på et niveau, hvor en stadig ung hund ikke kan gå 3 km uden at få problemer ? Jeg er en af dem, der undrer mig over, at folk ikke vil give smertestillende men hellere opgive med det samme, men i din situation er smertestillende jo forsøgt og har vel givet ham et par gode år. Jeg krydser fingrene for dig og Gustav for at morfinen hjælper, men selv det er vel på lånt tid.