KarinaO

Vil det sige han bare har nedlagt Laki? Og mig der gik og troede at Skipper var sådan en flink fyr.

Skipper og Laki er altså et herligt makkerpar. Sødt billede af Skipper der holder om laki, som om han siger: " Så lad os da få overstået den middagslur, hvis du virkelig er så træt.";-)

Jeg har vist haft mange dyr, når jeg begynder at tænke over det. Som barn havde vi: Dingo: Scchæfer/collie som mine forældre havde da jeg blev født. Han blev 11 år. En smuk langhåret bamse. Gammelmis, kat: Hende havde de også da jeg blev født. Ved ikke hvor gammel hun blev, men hun blev syg og måtte aflives. Trine: Oftest kaldet tykke eller Gøjen, som vi fik effter Gammelmis Emil, kat: Fulde navn var Emil Madsen Ma'kassen som var Trines killing. Tykke og Madseren er indbegrebet af min barndom. Tykke fik vi da jeg var 4 og Madseren blev født et år efter. Min mor fik dem begge aflivet sammen i forbindelse med en flytning da jeg var 20. Lupus: Langhåret schæfer som vi fik efter Dingo. Rigtig skøn og rar familiehund. Desværre fik han en mavedrejning da han var 4 og døde på operationsbordet. Bianco: Alm. schæfer. havde desværre et vanskeligt temperamt og nåede at bide mig flere gange. Min mor solgte ham til en mand der nok mente han kunne magte ham, da Bianco var 2 år. Desværre angreb hunden manden en nat. Det blev hundens endeligt. Nickie: Efter Bianco var vi færdige med schæfere, og ham der købte Bianco rådede os til at prøve med en golden retriever. Det blev Nickie, som vi fik 12 dårlige år sammen med. Han var en fantastisk hund. Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker tilbage til april i år, hvor vi grædende tog afsked med ham på dyrlægens terasse. Frenja: islandsk fårehund/belgisk hyrdehund, min første hund efter jeg flyttede hjemmefra. Fik hende da hun var 16 uger gammel fra en familie der alligevel ikke havde tid til hende. Desværre havde hun alene hjemmeproblemer, som jeg ikke kunne hjælpe hende af med, så hun flyttede til en familie på landet, hvor der altid var ngen hjemme. Det var den bedste løsning for os begge, men et stort nederlag til sig som hundeejer. Siden jeg kom af med Frenja i 2004, har jeg brændende ønsket mig min egen hund igen, men har ikke haft modet til det af frygt for at ende i samme situation igen. Men jeg havde for langre siden besluttet at jeg ville have min egen hund, imens Nickie stadig levede. Men det nåede jeg bare ikke. Så da Nickie blev aflivet, gik jagten for alvor ind, og jeg fik Gracie. Hun har i den grad gjort min usikkerhed omkring mine egne evner som hundeejer til skamme. Hun er min stjerne. Udover Grackie, har jeg 2 katte og 2 isslandske heste. Kattene Felix (røvballemanden, flæskefelix) og Duchess (Sessemissen, Skidtput) Felix fik jeg i 2003, da Tykke og madseren blev aflivet, og Duchess kom til et års tid senere. Min første Islænder hed Assa. Hende fik jeg i 2005, men byttede hende i vinters for Tjaldur, og så har jeg Litli Ras som jeg købte sidste forår. Og udover alle de katte, hunde og heste, havde jeg som barn også ørkenrotter og hamstere. Jeg kan ikke forestille mig en tilværelse uden dyr.:hjerte:

Hvor er det dejlige billeder af Eddie og Aslan.:lun:

Jeg kommer fluks og henter ham.:mrgreen: Jeg ved så ikke om Gracie vil have ham inden for døren, men det er vi flere om at bestemme. Jeg har ellers efterhånden mange 'svigersønner', men da hun så Koda, tror jeg hun blev bange for at jeg ville skifte hende ud til fordel for ham. Ikke om jeg måtte snakke med ham for hende.

Med så følsom og nervøs/stresset en hund som Eddie, kan man vel næsten ikke forvente andet end hans adfærd forværres for en periode, når han flyttes til nye omgivelser og nye mennesker?? Der er jo ingen der kan forklare ham hvorfor han skal flytte, og lige nu synes han sikkert at han er sig selv nærmest. Jeg håber plejemor er indstillet på at give ham noget tid til at falde til. Han skal selvfølgelig ikke hapse efter hendes kæreste eller andre, men jeg synes så heller ikke at andre mennesker end plejemor skal søge kontakt/træne med Eddie før han er faldet mere til. Nu kan man ikke sammenligne Eddie med min Gracie, der er meget udadvendt og nysgerrig, men de første uger jeg havde hende, oplevede jeg hun blev reserveret og bange for fremmede. Det gjorde mig lidt frustreret, fordi hun ikke var sådan, da jeg kikkede på hende. Men heldigvis viste det sig at usikkerheden skyldtes de nye omgivelser og førerskifte. Nu er hun sit gamle udadvendte og glade jeg igen. Giv tid.

Ja de var virkelig billige. Fik lige testet det jeg købte da jeg kom hjem. Gracie fattede konceptet, men skubbede konsekvent 'brikken' med godbidden under den forkerte vej, så den ikke kom fri. Så hun har lidt at tænke over i nat.

STOOORT Tillykke til jer. Det var hyggeligt lige at hilse på jer også, og hvor er Sirius bare skøn )og kæmpe stor) Der var også lidt Dodley(ine) over Gracie. Hun nøjedes ikke bare med at tigge, men tog selv, for det var da hendes ret, mente hun. Hun nåede at stjæle en tandbørsteting, men fik den foræret af damen fra shoppen, der betroede mig at tyveri indimellem betaler sig.

Ihhh altså, det er da noget der giver skår i glæden over at der er fundet en løsning. Nu kender jeg hverken Eddie eller hans ejer, så jeg har ingen ret ti at udtale mig om hunden er skør, eller om ejeren bare ikke har været kompetent til opgaven. Men det får vi nok svar på, når eddie har været ved sin plejemor et stykke tid. JEG tror på at den lille fyr nok skal blive en god hund. Han er såååå skøøøn at se på, og jeg håber vi får lov at følge hans udvikling herinde.

Hun er gået til sovstrup, men jeg bliver snart nødt til at vække hende, så hun kan få sin aftensmad. Så får hun lige et go'nat klap.

Det er nord for kerteminde, laaangt ude på landet, så det er ikke lige et sted vi kan cykle hen.

Alle postnumre der begynder med 5 er på Fyn, så det er nemt at finde ud af. Gid jeg kunne komme til mesinge. Det er et godt tilbud, at man bare kan komme og træne.

Tusind tak for i dag allesammen. Dejligt endelig at møde de mennesker, og ikke mindst hunde man har læst så meget om herinde.:klap: Gracie er godt nok også helt flad nu. Det var jo skide hårdt for hende at ligge på ryggen hele tiden imens hun blev kløet på maven af Aslans mor, der også var så sød at købe et ben til hende.

Hun er jo til DM nu, så vi kan da godt tilgive hende for ikke selv at have skrevet.

Ihhh hvor er jeg glad for at Eddie får mulighede for en ny start.:banan::banan: Har sådan tænkt på ham. Når plejemor er færdig med ham, begynder der nok en kamp om hvwm af os herinde der skal have ham, hvis hun da overhovedet vil af med ham til den tid.

IHHHH TAAAAAK!!:banan: Hvis jeg ellers kunne strikke, havde jeg skyndt mig at strikke en H-F trøje til hende.

Det var ærgeligt de ikke kan. Men kan der så ikke blive plads til en lille sød Gracie, der elsker at køre bil? Føler det lidt mærkeligt at skulle til et hundearrangement som den eneste uden min hund, og jeg ville gerne give hende den oplevelse. Hun plejer at sidde stille og glo ud af vinduet, men hun kan godt spændes fast, og jeg kan tage et tæppe eller håndklæde med hun kan sidde på. Så kan jeg nemlig stadig være Skipper-sitter på forsædet.

Jeg har ingen spejle i hundehøjde, så butiksvinduer er spændende.

Er det kun mig og Bali der skal køre med dig?

Jeg har jo Gracie, som jeg fik for 3 måneder siden, da hun var 1½ år gammel. Hun kom direkte fra opdrætter, og skulle omplaceres, da hun ikke kunne med sin kuldsøster, som opdrætter også havde. Da jeg var nede og se på hende, var hun med det samme begejstret og hoppede op ad mig da jeg kom ind ad døren, men faldt hurtigt til ro og viste sig at være en rigtig kælegris. Jeg besluttede at købe hende, og fik hende leveret nogle dage efter. Mig kunne hun fortsat godt lide, men hun stressede meget når vi gik tur og hyrdede mig i snoren. Hun var også bange for fremmede mennesker, hvadenten de kom i hjemmet eller vi mødte dem på gåturene. Hun krøb nærmest hen for at hilse på folk, og trykkede sig når folk ville kæle med hende. Det var meget frustrerende, for det var jo ikke sådan jeg selv havde oplevet det, da jeg mødte hende første gang. Men efter 2-3 uger begyndte hun at ville snakke med folk, og jeg kunne efterhånden kende den hund jeg så på første gang. Hun lystrede konsekvent heller ikke på andet end sit og indkald, så jeg havde hende rendende i hælene de første 1-2 uger, fordi hun ikke kunne/ville lægge sig, når jeg bad hende om det. Nu efter 3 måneder, kan jeg godt se at jeg har haft urimelige forventninger til hendes tilpasningsevne. Aussien er som race meget førefikseret, og jeg er overbevist om at Gracie de første uger kun ventede på at hun skulle hjem til sin familie igen. Hun savnede sine tidligere mennesker, og har ikke følt sig 100% tryg i mit selskab, ligesom hun heller ikke ville modtage ordrer fra mig. Hun var jo også pludselig flyttet fra landet til byen, hvor hun skulle bo i rækkehus og gå tur på nogle stier, hvor der hele tiden kom andre mennesker og hunde. Det har været et kæmpe kulturshock for hende, og der har ikke været nogen måder at forklare hende hvad det vil sige at få ny familie. Hun skulle selv finde ud af det. Men hun har klaret det SÅ flot. Hun er faldet til hos mig, og ved det er her hun bor. Hun elsker når vi møder andre mennesker og hunde på stierne, især hvis nogen gider nusse hende, hun elsker at få gæster, hun elsker at træne og har allerede lært en masse. Hun er den bedste hund jeg kunne tænke mig lige nu. Jeg valgte netop at få en voksen hund, for at slippe for 'hvalpepjattet'. Pga. uddannelse kunne det simpelthen ikke hænge sammen med en hvalp, og hund skulle jeg have, efter at have sendt vores gamle golden over regnbuebroen. Og jeg har heller ikke haft nogle alene hjemme problemer, eller problemer med urenlighed. Jeg var spændt på hvad hun ville sige til at flytte fra landet til et rækkehus, men hun gøer stort set aldrig, selvom naboerne skramler rundt, børn skriger, eller det ringer på døren.. Der gik faktisk 1 måned, inden naboen kikkede over hegnet i haven og sagde "Hvad søren, har du hund. Det kan man ikke høre." Mht. træning var hun lidt længe om at komme op i omdrejninger, men vi rykker hurtigt nu. Hun er skarp og motiveret. Hun skulle først lige lære at lære og der har jeg stor succes med klikkertræning. Mht. erfaringer. har jeg nu lært at en omplaceringshund skal have tid til at falde til i dens nye hjem, og vænne sig til dens nye mennesker. Nogle hunde er nok lidt ligeglade med hvor de er, men andre mere følsomme og bløde hunde, skal man give lidt tid, og lade være med at blive frustreret, hvis de ikke er som beskrevet i salgsannoncen. Gracie har i hvert fald vist sig at leve op til mine forventninger, og jeg fortryder ikke et sekund at jeg fik hende. Næste gang, tror jeg dog jeg vil have en hvalp, men har jeg ikke mulighed for det, ville jeg ikke være bange for at tage en voksen igen.

Ikke mig, men måske kan de kende Skipper og Karina, eller skal vi lige strikke nogle genkendelige H-F hundebuser til dem.

Jeg har bagt chokolademuffins med Snickers og Guldkaramelbar. Der er 15 styks (endnu)

Havde et kort øjeblik en forestilling om at have huset fuld af et kuld græske gadedrenge, men kom så i tanke om at Laki jo er kastreret. Men jeg er egentlig heller ikke så interesseret i at finde ud af hvordan en labrador shepherd ser ud.:hmm:

Duffy er da med på billede 3, nede i venstre hjørne. Laki og Gracie holder i tæer. Jeg kan altså snart ikke overskue alle de svigersønner.

Hvor er det bare fedt!!:klap::banan: Skøn start at få, kan nemt forestille mig at Karina er i sit es på en agilitybane. I skal da ud og konkurrere? Hvor er det henne?