KarinaO

Tusind tak for i dag allesammen. Dejligt endelig at møde de mennesker, og ikke mindst hunde man har læst så meget om herinde.:klap: Gracie er godt nok også helt flad nu. Det var jo skide hårdt for hende at ligge på ryggen hele tiden imens hun blev kløet på maven af Aslans mor, der også var så sød at købe et ben til hende.

Hun er jo til DM nu, så vi kan da godt tilgive hende for ikke selv at have skrevet.

Ihhh hvor er jeg glad for at Eddie får mulighede for en ny start.:banan::banan: Har sådan tænkt på ham. Når plejemor er færdig med ham, begynder der nok en kamp om hvwm af os herinde der skal have ham, hvis hun da overhovedet vil af med ham til den tid.

IHHHH TAAAAAK!!:banan: Hvis jeg ellers kunne strikke, havde jeg skyndt mig at strikke en H-F trøje til hende.

Det var ærgeligt de ikke kan. Men kan der så ikke blive plads til en lille sød Gracie, der elsker at køre bil? Føler det lidt mærkeligt at skulle til et hundearrangement som den eneste uden min hund, og jeg ville gerne give hende den oplevelse. Hun plejer at sidde stille og glo ud af vinduet, men hun kan godt spændes fast, og jeg kan tage et tæppe eller håndklæde med hun kan sidde på. Så kan jeg nemlig stadig være Skipper-sitter på forsædet.

Jeg har ingen spejle i hundehøjde, så butiksvinduer er spændende.

Er det kun mig og Bali der skal køre med dig?

Jeg har jo Gracie, som jeg fik for 3 måneder siden, da hun var 1½ år gammel. Hun kom direkte fra opdrætter, og skulle omplaceres, da hun ikke kunne med sin kuldsøster, som opdrætter også havde. Da jeg var nede og se på hende, var hun med det samme begejstret og hoppede op ad mig da jeg kom ind ad døren, men faldt hurtigt til ro og viste sig at være en rigtig kælegris. Jeg besluttede at købe hende, og fik hende leveret nogle dage efter. Mig kunne hun fortsat godt lide, men hun stressede meget når vi gik tur og hyrdede mig i snoren. Hun var også bange for fremmede mennesker, hvadenten de kom i hjemmet eller vi mødte dem på gåturene. Hun krøb nærmest hen for at hilse på folk, og trykkede sig når folk ville kæle med hende. Det var meget frustrerende, for det var jo ikke sådan jeg selv havde oplevet det, da jeg mødte hende første gang. Men efter 2-3 uger begyndte hun at ville snakke med folk, og jeg kunne efterhånden kende den hund jeg så på første gang. Hun lystrede konsekvent heller ikke på andet end sit og indkald, så jeg havde hende rendende i hælene de første 1-2 uger, fordi hun ikke kunne/ville lægge sig, når jeg bad hende om det. Nu efter 3 måneder, kan jeg godt se at jeg har haft urimelige forventninger til hendes tilpasningsevne. Aussien er som race meget førefikseret, og jeg er overbevist om at Gracie de første uger kun ventede på at hun skulle hjem til sin familie igen. Hun savnede sine tidligere mennesker, og har ikke følt sig 100% tryg i mit selskab, ligesom hun heller ikke ville modtage ordrer fra mig. Hun var jo også pludselig flyttet fra landet til byen, hvor hun skulle bo i rækkehus og gå tur på nogle stier, hvor der hele tiden kom andre mennesker og hunde. Det har været et kæmpe kulturshock for hende, og der har ikke været nogen måder at forklare hende hvad det vil sige at få ny familie. Hun skulle selv finde ud af det. Men hun har klaret det SÅ flot. Hun er faldet til hos mig, og ved det er her hun bor. Hun elsker når vi møder andre mennesker og hunde på stierne, især hvis nogen gider nusse hende, hun elsker at få gæster, hun elsker at træne og har allerede lært en masse. Hun er den bedste hund jeg kunne tænke mig lige nu. Jeg valgte netop at få en voksen hund, for at slippe for 'hvalpepjattet'. Pga. uddannelse kunne det simpelthen ikke hænge sammen med en hvalp, og hund skulle jeg have, efter at have sendt vores gamle golden over regnbuebroen. Og jeg har heller ikke haft nogle alene hjemme problemer, eller problemer med urenlighed. Jeg var spændt på hvad hun ville sige til at flytte fra landet til et rækkehus, men hun gøer stort set aldrig, selvom naboerne skramler rundt, børn skriger, eller det ringer på døren.. Der gik faktisk 1 måned, inden naboen kikkede over hegnet i haven og sagde "Hvad søren, har du hund. Det kan man ikke høre." Mht. træning var hun lidt længe om at komme op i omdrejninger, men vi rykker hurtigt nu. Hun er skarp og motiveret. Hun skulle først lige lære at lære og der har jeg stor succes med klikkertræning. Mht. erfaringer. har jeg nu lært at en omplaceringshund skal have tid til at falde til i dens nye hjem, og vænne sig til dens nye mennesker. Nogle hunde er nok lidt ligeglade med hvor de er, men andre mere følsomme og bløde hunde, skal man give lidt tid, og lade være med at blive frustreret, hvis de ikke er som beskrevet i salgsannoncen. Gracie har i hvert fald vist sig at leve op til mine forventninger, og jeg fortryder ikke et sekund at jeg fik hende. Næste gang, tror jeg dog jeg vil have en hvalp, men har jeg ikke mulighed for det, ville jeg ikke være bange for at tage en voksen igen.

Ikke mig, men måske kan de kende Skipper og Karina, eller skal vi lige strikke nogle genkendelige H-F hundebuser til dem.

Jeg har bagt chokolademuffins med Snickers og Guldkaramelbar. Der er 15 styks (endnu)

Havde et kort øjeblik en forestilling om at have huset fuld af et kuld græske gadedrenge, men kom så i tanke om at Laki jo er kastreret. Men jeg er egentlig heller ikke så interesseret i at finde ud af hvordan en labrador shepherd ser ud.:hmm:

Duffy er da med på billede 3, nede i venstre hjørne. Laki og Gracie holder i tæer. Jeg kan altså snart ikke overskue alle de svigersønner.

Hvor er det bare fedt!!:klap::banan: Skøn start at få, kan nemt forestille mig at Karina er i sit es på en agilitybane. I skal da ud og konkurrere? Hvor er det henne?

Hvor er det trist det er endt sådan mellem eddie og hans menneske. Jeg ville gerne have en rigtig arbejdshund, men tidspunktet er ikke det rigtige, da jeg er under uddannelse. Og selvom jeg ivrigt klikkertræner, så tror jeg han ville være for står en mundfuld for mig. Desværre. Held og lykke med at finde et godt hjem til Eddie, hos nogen der forstår hans personlighed, og at udnytte hans energi til noget positivt.

Hvor er jeg ked af at læse I skal af med ham. Selvom Gracie og jeg kun har mødt ham et par gange, fik jeg indtryk af at han var en en glad hund med et dejligt temperament. Håber separationsangsten kan kureres ved at han får et hjem med en anden hund.

Jeg er sikker på at menneskekarina gerne vil påtage sig opgaven som Skipper-sitter under køreturen.

Susanne, ville du kunne mødes i dag? Vi skal nemlig ikke nogen steder.

Kort fortalt, så er hjælperen uddannet til alt det grundlæggende såsom personlig pleje og dagligdags aktiviteter omkring en borger/beboer der har brug for hjælp. Lyder umiddelbart meget enkelt og nemt, men det er et stort ansvar, især når man ikke har al den tid til at yde omsorg, aktivere og observere, som man lærer en masse oom, når man tager uddannelsen. Hjælperen ansættes kun på plejehjem og i hjemmeplejen. Assistenten er en overbygning til hjælperen, og man skal have en autorisation for at kalde sig assistent. (man kan dog springe hjælperen over hvis man har noget gymnasie og/eller erhvervserfaring.) Som assistent, har man også sygeplejeopgaver, og på uddannelsen går man mere i dybden både indenfor sygeplejefag, psykologi og psykiatri. Assistenter ansættes på plejehjem, i hjemmeplejen, på sygehuse, i psykiatrien og på rehabiliteringscentre, og sikkert også andre steder. Har dog lagt mærke til at der i medierne ikke er noget der hedder en SOSU-hjælper. Alle er SOSU-assistenter (og nogle værre plattenslagere og svindlere), så jeg forstår godt hvis folk bliver forvirrede over de titler.

Jeg er uddannet SOSU-hjælper i 2005, og har siden arbejdet indenfor det område. Men da jeg var utilfreds over forholdene på mit arbdejde, søgte jeg i et anfald af raseri ind på uddannelsen som SOSU-assistent. Gik egentlig og fortrød det, men da jeg kom ind og oven i købet kunne få voksenelevløn, slog jeg alligevel til, hvilket jeg ikke har fortrudt. Lige nu er jeg på skole, men om et par uger skal jeg tilbage til min praktikplads på hjerte, lunge og karkirougisk afdeling. Det er rigtig spændende, og noget helt andet end plejehjem.

Øv det var ærgeligt. Så kan det jo næsten ikke betale sig,ford dig at melde dig til, når du kun kan komme én gang? Men ellers får jeg forhåbentlig set dig og Koda i aktion til DM:-D

Lige lidt spam... Sorry Har netop opdaget at I også træner LP ude i Ravnebjerg. Jeg er godt nok på klikkerholdet, men der skulle jo nok være en mulighed for at møde dig og Koda.:banan:

Forstår jeg det rigtigt, hvis det er en hund opdræetter vil udstationere, men at du så tilbyder at købe den i stedet, og opdrætter forlanger fuld pris? Hvis det er sådan det gænger sammen, kan man vil ikke fortænke opdrætter i at forlange samme pris, som hvis det havde været en hvalp? Jeg gav ikke fuld pris på Gracie, da jeg købte hende som 1½ års. Hun var udstillet en gang og havde fået Very Good, og stod til fuld pris/hvalpepris. Men jeg ville ikke give så mange penge for en voksen hund, og egentlig ville jeg slet ikke have hende (ville have en hanhund) men foreslog så en pris som opdrætter accepterede. Hun skulle af med hunden, og det vigtigste var hun fik det godt. Så man kan vel godt sige at en hund er det værd som en køber vil betale. men voksne hunde er en 'mærkelig størrelse' at sælge. Selvom den har en god afstamning, er højt præmieret er det vel ikke ensbetydende med at den er nem at sælge?

Her er han på HG. Australian shepherd Shadow - HundeGalleri.dk Må også indrømme jeg synes han har nogle rigtig smukke farver og aftegn, men jeg vil ikke overtage en hund med separationsangst, om så jeg fik den gratis. Godt nok har jeg selv købt min aussie som voksen. Jeg fik at vide hun godt kunne være alene hjemme, hvilket var et must for mig, da jeg er under uddannelse og ikke har mulighed for at tilrettelægge ferie og fridage efter en hvalp/hund der skal trænes i at være alene. Men selvfølgelig var det alligevel lidt af et sats, da hun kommer fra et hjem på landet med flere andre hunde. Hun kunne lige så godt være blevet så frustreret over miljøskiftet, ejerskiftet, manglen af atrsfæller osv, at hun havde splittet hele mit hjem ad. Men hun er heldigvis ikke ked af at være alene. Synes jeg har været meget heldig med min omplaceringshund.

Den annonce så jeg også. Han stod vist til 9 eller 10.000 kr. Det er godt nok mange penge for en hund der sælges pga. adfærdsproblemer. Men læste så også senere, at ejeren sammen med opdrætter havde fundet ud af at hunden slet ikke havde ale hjemme-problemer og hunden ikke længere var til salg.

Det gør ikke noget. Kom også lidt i tidsnød i aftes. Har været ude med Gracie, men vil lige vente og se hvordan vejret bliver i aften, og om mit regntøj er tørt indeni, inden jeg lover noget.