korvis

Mine katte og hunde går fint i spænd. Hundene har lært at man skal ha' respekt for en kattepote, og alle 4 accepterer hinanden fint. De ser ud til at være trygge ved hinanden, selvom det kun er Iso og Lillemis der aktivt opsøger hinanden - og faktisk også leger. Men når der puttes, så har Frostie gerne villet jage Katten Lui ud af sengen... Hun har lavet nogle helt specielle skin-angreb, med en helt særlig lyd som kun kommer i de situationer. Jeg har så "skældt ud" (dvs. sagt "stop det!!"), og med tiden har hun lært at det ikke er ok, og at Lui altså bare skal være der. Han gør hende jo heller ikke noget, men går bare lige så forsigtigt rundt i sengen for at finde en god plads... Nu er det meeeget længe siden det sidst skete - Frostie lægger sig bare med ryggen til Lui, og ignorerer ham i stor stil... Omvendt kan Lui også være lige lovlig kæk overfor hundene en gang imellem, og så får han da sandelig også at vide at det er no-go! Iso lægger sig bare der hvor hun har lyst, om det så er ovenpå Lui, Lillemis, Frostie eller mig! Hun er bare så glad og sød og ææælsker os alle - og det er åbenbart så tydeligt for enhver, at der aldrig er nogen der siger noget til det!

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal sige, hvad jeg skal quote, eller hvad... Men må bare kommentere på noget af dette. Nu er det en gang sådan, at alle hunderacer er fremavlet med et mål for øje - at de skulle fylde en funktion, "ha et arbejdsområde". Derfor har de forskellige racer forskellige karaktærtræk, instinkter der er fremavlet igennem mange generationer. Og uanset den enkelte hunds personlighed, så ligger de her racebestemte karaktertræk dybt i hunden. En jagthund vil ha' et stort behov for at snuse, en vogtende hund vil netop vogte og dermed måske gø, en selskabshund vil ha' et stort behov for at være sammen med sine mennesker. Sådan i meget grove og generaliserende træk. Disse "mentale racetræk" har intet med opdragelse eller andre ydre påvirkninger at gøre - de er medfødte! Uanset hvor meget du prøver at "danne hundens identitet", så vil den ha' nogle medfødte instinkter, som du ikke kan gøre ret meget ved. De vil altid være der, og hunden vil simpelthen få det dårligt hvis den ikke får lov at kanalisere sine instinkter på én eller anden måde. For en seriøs og god hundeejer er det derfor noget af det vigtigste, når det kommer til valg af race - at være bevidst om sin races oprindelige arbejdsområde, og hvilke krav til mental stimulering (og andre hensyn der skal tages) den derfor har. Derfor er det meget svært for en bunke rimelig seriøse hunde-folk, som vi jo er herinde, at anbefale en race udelukkende pga. dens størrelse og udseende. Ikke mindst når et af ønskerne er at den "forbliver lille, med hvalpe looket og cute"... En hvalp bli'r altid til en voksen hund, det kan der altså ikke ændres på. Og som alle andre levende væsener, bli'r også hunde født i en mindre størrelse end de får som voksne... Andet ville nok gi' store problemer for den stakkels hundemor... MVH Korvis

En lille update igen! Jeg har igen skiftet taktik, da det alligevel ikke så ud til at det hjalp at duppe sårene med Noni. Hun får det dog stadig indvortes, så må vi se om det har en langsigtet virkning. Jeg gik så tilbage til at duppe sårene med Aloe Vera - og det hjælper altså! Det ser også ud til at det virker rimelig klø-hæmmende. Desværre er det svært at få Iso at lade være med at gnubbe hovedet i tæpper/sofa, selv om hun stort set er holdt op med at klø sig. Det nederste sår er nu liiige ved at være helet, og der er en fin skorpe på, som hun ikke har pillet af endnu. Det øverste sår er også rigtig fint, men her får hun indimellem gnubbet skorpen af... :damn: Lige nu går det dog rigtig fint, og hvis det får lov til at fortsætte, tror jeg sq snart begge sår er helet! Et nyt bekymringspunkt er dog dukket op... Iso har pludselig fået et lille sår oppe på hovedet... Det er ikke til at sige om det også er et "klø-sår", eller om det er collie-nose... Men det fr også Aloe Vera, og jeg holder skarpt øje med det. Udvikler det sig, så er der nok desværre ingen vej udenom et besøg hos Dr. Dyr. Ikke at det er dyrlægebesøget jeg vil undgå - jeg vil bare helst ikke gi' hende mere prednisol!!! Skal se om jeg kan få taget et par billeder lidt senere. MVH Korvis

Meget enig i Stenshoej's skriv oven! :klap: Min personlige mening er at man aldrig kan stole på et dyr... Man kan være rimelig sikker - ja måske endda meget sikker - på hvordan ens hund vil reagere i en given situation. Men jeg ville aldrig stole 100% på det, lige som jeg heller ikke ville stole på at situationen er 100% given! Nogle gange skal der ikke meget ændring til, før hunden opfatter situationen helt anderledes end den "givne situation" man havde tænkt sig - og reagerer derfor anderledes... Hmmm, det blev vist formuleret lidt "mudret", men håber meningen er forståelig!

Selvfølgelig får mine hunde julegaver - men jeg tør sq da ikke skrive det her!!! Tænk nu hvis de læser med!!! :slem: Men det plejer nu som regel at bli' 1 stk tyggeting, og 1 stk legetøj hver...

Jeg har haft en hund der var angst for mennesker, og har en der ikke har det godt med fremmede hunde. Og kan også kun sige at det er dødsvært at råde til noget som helst... Men mit bedste råd er nok at du selv skal indstille dig på at det er noget der skal arbejdes med i mange år fremover, og på at der er en stor sandsynlighed for at din hund aldrig får et helt uproblematisk forhold til mennesker. Min menneske-angste hun fik først et ok forhold til fremmede mennesker som 8-9 år gammel, og sandsynligvis kun fordi hun på det tidspunkt allerede var ved at være senil. Min hunde-usikre hund har i dag, som 7-årig, en acceptabel tiltro til at jeg klarer ærterne, og at alle hunde ikke er ude på at angribe hende, så jeg kan sagtens ha' hende med overalt. Men hun kan ikke bare sådan hilse på/lege med andre hunde, det går dog ok med enkelte hanhunde. Derudover, lad det hele gå i hundens tempo. Evt. kan man bli' nødt til at gi' et lille skub indimellem, men det må aldrig overstige hundens formåen - og det er rigtig svært. I hverdagen har jeg gået store omveje og buer, for at holde afstand til de skræmmende ting. Har også arbejdet rigtig meget med kontakt til mig i "situationerne", og der er gået i spandevis med guffer... Kun positive oplevelser, men det ved du jo nok allerede. Det sværeste, synes jeg, er at være virkelig konsekvent med det - man ved udmærket godt hvad man skal gøre, men det er svært at få det gjort i alle situationer. F.eks. hvis man er nødt til at rejse med det offentlige med en menneske-angst hund. Jeg proppede bare hunden (der heldigvis var et rigtig guf-øre) med bittesmå guffer, hele tiden... Med den hunde-angste hund har jeg hele tiden holdt afstand til de andre hunde, samtidig med at hun blev belønnet for øjekontakt med mig. Ja, det er virkelig svært at komme med noget konstruktivt, men håber at du i hvert fald føler at du ikke er alene i verden med din angste hund, og at det nok skal lykkes dig at få en hund der fungerer ok i hverdagen! Og pøj-pøj med det!

Velkommen til hundeforsikrings-junglen... Der er ikke andet for, end at sætte sig og undersøge dem. Men tænk på hvad der er vigtigt for dig. For mig er det f.eks vigtigt at forsikringen dækker hele hundens liv, og ikke kun til den er X antal år. Andre ting kan være hvor stor selvrisikoen er, hvilke sygdomme der er dækket, m.m. Jeg har selv mine hunde forsikret i gartnernes forsikring.

Prøv at blande hans foder op med A38! Lad det evt. stå lidt, så det blødes lidt op.

Han har nok bare ikke tid lige nu, hvor han har fået et helt nyt hjem der skal undersøges! Bliv bare ved med at servere hans mad, og se om ikke han snart begynder at spise. Spiser han slet ikke, eller nipper han bare til maden? Det er slet ikke usædvanligt at hvalpe/unghunde får perioder hvor de ikke spiser så godt som vi ejere gerne vil ha' dem til. Men så længe det ikke står på alt for længe, og hvalpen ellers ser godt ud, ikke bli'r tynd, og ellers er frisk og glad, så skal man nok ikke bli' alt for bekymret. A38 er en god idé, det plejer små hvalpe synes er nam-nam.

Kan ikke nikke genkendende, ud fra egne erfaringer... Kender så vidt jeg ved ingen opdrættere der kun ejer én hund/hvalpenes mor. Men er enig i at det er noget hvalpekøbere/ejere tit glemmer. Man går til hvalpemotivation og møder andre hvalpe, finder hvalpelegekammerater til sin hvalp - men tænker sjældent på at finde ældre, velfungerende hunde hvalpen kan mødes med... Begge mine nuværende hunde kommer fra opdrættere med mange hunde, og de har et godt hundesprog begge to. Men det er jo ingen garanti for at de fungerer med andre - min ældste kan f.eks. slet ikke med fremmede hunde...

Neejj, det lyder virkelig ikke sjovt... : for at hun får det bedre - og sådan én her til dig: :ae:

Ja, det lyder godt nok af lidt meget..? Hvis det altså er en regulær gåtur...

Ja, det lyder jo også fornuftigt. Har I prøvet at dele dem ad, altså når de er alene hjemme? Men ved jo aldrig hvad der sker når de er alene hjemme, hvis ikke man sætter et videokamera op. Måske stresser de alligevel hinanden? Et skud i tågen, men burde i hvert fald være rimelig nemt at afprøve... Da min den lille var ny, delte jeg køkkenet op med sådan nogle kompostnet, så hun kun havde en lille del af køkkenet, det havde også den fordel at det kunne stilles op sådan at der ikke var noget at tygge i... Hun kunne nemlig godt li' at ligge og hyggetygge lidt i mine nyrenoverede vægge og sådan. :stupid:

Hejsa, og velkommen til! Ja det er jo ikke sjovt når det bli'r sådan - godt nok er hvalpetiden streng, men den skulle jo alligevel gerne være overvejende positiv... Det lyder jo ellers som om I gør det hele rigtigt, men hvordan ser det ud når hvalpen er alene hjemme? Hvor er hvalpen når den er alene - har den adgang til hele huset, eller kun en del? Går den sammen med den ældre hund eller alene? Hvad har den af tyggeting når den er alene? Håber I finder en løsning på det, for du skulle jo helst være glad for din lille ny hvalp... MVH Korvis

Så har jeg et dagslys-billede af Iso's øje, fra i dag. Det er godt nok svært at se på billede, det kan jeg godt se - men det øverste sår er en hel del bedre end sidst. Det nederste er stadig mere "vådt og åbent", men det ser også ud til at være på bedringsvejen. Det hun har i øjenkrogen er bare almindeligt øjensnask, men da jeg ville ta' et billeder medens øjet var timelig tørt, så fik jeg det ikke fjernet før efter foto-sessionen... Nu har jeg duppet sårene udelukkende med Noni i går og i dag, så må vi se om det hjælper. Heldigvis er Iso selv fuldstændig uberørt af det, men det ser jo stadig ret forfærdeligt ud...

Jamen helt sikkert ville han det! Men det går over, og hvis de virkelig har brug for sit dækken, så går de faktisk helt frivilligt ind i det efter et stykke tid...

Selvfølgelig kan man da ha' dækken til langhårede hunde! En lang pels er jo ikke automatisk en varm pels, det er jo underulden der varmer. Og så er det jo det med sne/isklumperne, som du selv er inde på. De hiver og slider i pels/hud, så en gåtur kan bli' til den rene pine for en langhåret hund. Våde hunde er heller ikke godt i det kolde vejr, og en "ældre" dame som Kiki (eller Frostie) har også godt af at holde musklerne varme. Frostie har sit BoT-dækken på når vi er ude at gå i frostgrader - men okay, hun har heller ingen pels... Iso har tyk men ikke ret lang pels, så hun har ikke dækken på under gåture, men f.eks til træning og stævner i ridehus.

Iso's øje så helt fint ud her til aften. Og så gnubbede hun lige hovedet i et tæppe og rev det hele op igen... :damn: Men det ser nu alligevel ok ud, bedre end i går. Nu er det selvfølgelig helt rødt og sådan, men mere tørt end før. I går fik jeg den flaske Noni jeg havde bestilt over nettet, og hun har fået 5 ml indvortes både i går og i dag. Jeg har også duppet sårene med Noni, 2-3 gange pr. dag. Jeg er jo ikke meget for at inddrømme det, men det ser faktisk ud til at den Noni har speedet helingen en del op..! Jeg er meget spændt på at se hvordan det ser ud i morgen, og håber at kunne lægge billeder op, af et betydelig pænere øje! :

Næ, jeg kan heller ikke li' det... Men heldigvis spytter de det hele ud!

Hvis hunden kigger efter sin godbid når du klikker, så burde den ha' forstået selve klikkeren.

Jeg vil da starte med at ønske dig velkommen til! Du må godt få noget respons fra mig, men jeg er ikke en kender af racen, og jeg avler heller ikke selv. Men jeg har da også selv leget med tanken, og gjort mig nogle overvejelser i den forbindelse... Selve den fysiske alder på en tæve er jo bare én faktor af mange, når man vil avle på hende. Hun skal selvfølgelig være fysisk moden til det, og her skal du nok ha’ fat i én der kender racen godt. Hvad med f.eks. dine hundes opdrætter? Så er der jo også den psykiske/mentale del - og det er nok her det svinger mest? Er tæven “færdig nok” til at man ved hvilket temperament/hvilke mentale egenskaber man avler videre på? Er hun moden nok/egnet til at ta’ sig af et kuld hvalpe? Og så er der jo alle sundhedsmæssige ting - skal der undersøges/testes for racerelaterede sygdomme, og er der alderskrav på disse undersøgelser/tests? Så man kan nok ikke bare sige at “tæven skal være X år, før den kan få hvalpe” - der er alt for mange faktorer der spiller ind. Men håber at du får respons fra nogen der ved mere om det end jeg gør!

Tror sq også det her ryger ud... Har ikke prøvet nylabone før, og da Frostie netop ikke tygger ret godt, tænkte jeg at det kunne være noget for hende. Not!

Hmm, ja det kan vel ikke være farligt for dem at spise i hvert fald. Ikke at Iso gør det - næ, her ligger små nylabone-stumper over hele gulvet... Mente jeg heller ikke... Men selv Frostie flænser det nu, hende der elles ikke er en ret god tygger! Ja, de er nemlig sådan lidt bløde i det, på overfladen. Må kigge efter hvide, hårde så... Border-venlige nylabones!

Er det ikke meningen at hundene ikke skal kunne tygge nylabones i stykker..?? Jeg kom til at impuls-købe ét til hundene i går, men glemte alt om det da jeg fik lillemis hjem fra dyrlægen. Huskede det igen her til morgenen - og efter at Iso haft det i 2 minutter ser det sådan her ud: Det er da ikke meningen, eller??? :hmm:

God tråd - men søreme svært... Hmmm... :hmm: Frostie: Skal bare ha' det sjovt og være hyggehund, nu hvor Iso forhåbentlig kommer i gang for real i 2011... Så længe hun orker og gider, skal hun løbe agility i de alm. klasser, og lige så snart hun siger til bli'r hun seniorhund. At Frostie er kommet i klasse 2 er mere end jeg havde håbet på, så vi har nået vores store mål! Jeg kunne jo godt tænke mig at prøve at få de to 1. præmier i LP3, som hun mangler for at bli' LP-champion... Men kun hvis Frostie selv vil! Iso: Skal jo i gang med agility, sådan på rigtig, nu! Hun kommer forhåbentlig på et begynderhold her til foråret. Herudover knokler vi jo på herhjemme, og to ting vi skal lære er slalom og felter! Vi var jo godt i gang, men så kom al den sk**e sne og ødelagde det hele... Vi skal også op til vores guru, Jenny Damm, mindst én gang i løbet af forårssæsonen! Sidst i februar er Iso 18 måneder, og gammel nok til at starte konkurrencer. Det vil hun slet ikke være parat til på det tidspunkt - men hvis alt ellers går godt, vil jeg da prøve at starte hende til små uofficielle stævner i løbet af sommeren... 18 måneder betyder også HD-fotografering... Hvilket jo er vigtigere end både træning og konkurrencer! Så vi skal i gang med noget seriøs fysisk træning, faktisk er vi allerede sent ude! Det bli'r noget med både konditionstræning og muskelopbygning. mig selv: Jeg er jo ellers ret perfekt, men måske kunne jeg komme i en smuuule bedre form...? :pift: begge hunde: Skal til kiropraktor for at tjekkes! Jeg har snakket om det så længe, men aldrig fået gjort det... Frostie har en skulder der ser lidt træt ud, og Iso skal bare tjekkes så hun ikke har nogle skævheder allerede før hun går i gang med træningen! Jeg har garanteret glemt halvdelen - men tror at det er i store træk hvad jeg satser på!