Ninjamor

Det sjove er jo at for hunden er øvelser også bare adfærd, det er os der kategoriserer det som hhv. adfærd og øvelser. Hunden udfører noget som hvad enten det er en øvelse den belønnes for gennem godbid eller andet eller en opførsel som hunden opnår noget andet ved, så er det hele bare adfærd. Jeg tror ikke på man er for gammel hvis man virkelig vil være adfærdsbehandler. Som ung nyuddannet adfærdsbehandler, eller instruktør, kan man jo heller ikke have prøvet alt på egen krop... Jeg er sikker på at du har meget mere i rygsækken end du umiddelbart selv tror :5up: men ja, det er hundeejeren man arbejder med og ikke hunden og det tror jeg kommer bag på de helt unge piger som gerne vil være adfærdsbehandler fordi de "altid har elsket hunde". Vi skal også kunne finde sympati og forståelse for de hundeejere vi kommer ud for, også selvom de ikke er typer der vader ind i en med træsko på. Kan vi ikke det, mener jeg ikke vi er gode nok til jobbet. Der kan en vis alder ofte være en fordel og alderen har du jo (Nå ja, så ser jeg at jeg har opfundet et nyt ord i forrige indlæg, der skal naturligvis stå "aspekt" )

Jamen det er vi forsåvidt også, men hvis adfærdsbehandleren skal kunne virke bredt nytter det ikke at h*n ingen erfaring har fra sig selv, som hundeejer der har prøvet lidt af hvert. Som adfærdsbehandler arbejder jeg også med træning, øvelser som ikke fungerer, da nogle hundeejere har indset at det er et apsekt af relationen mellem dem selv og deres hund der giver problemer i en øvelse eller i træningen generelt. Bliver dette ikke korrigeret kan de træne lige så længe de vil uden fremgang, hvilket desværre også ses. I princippet kan vi have en adfærdsbehandler uden erfaring fra egen træning, som derfor ikke kan sætte sig i hundeejerens situation mht. frustration mv. Det dur ikke, da man som adfbh. skal kunne arbejde med hundeejeren og det kan være svært at overbevise ejeren - og at tilbyde den korrekte hjælp - uden at kunne sætte sig i dennes situation. Hvis vi kikker på frishaping som opdragelse, hvad mange hundeejere desværre meget gerne vil anvende, kan man som adfærdsbehandler stå uden midler hvis man ikke selv har prøvet andet. Nogle problemer løses efter min erfaring sikrest, hvis vi kan få ejeren til at sætte grænser op for sin hund. Det kan dæleme være et stort, nogle gange urealistisk projekt, at få en hundeejer til dette hvis de rosenrøde briller er vokset fast på næsen. Har vi så en behandler som ligger helt på linie med ejeren, kan denne faktisk ikke få hjælp, andet end at vi venter på at hunden ikke udfører det uhensigtsmæssige og klikker for det. Et eksempel på det modsatte er tjenestehunden Tarzan, hvis fører jeg har arbejdet en del med for at lære ham at få hunden til at tilbyde samarbejde. Der var arbejdet alt for meget på stor selvstændighed og i en alder af 14 måneder levede Tarzan pænt op til sit navn - han kunne klare det hele og lidt til, syntes han selv. Dejlig selvsikker hund, men desværre også for selvsikker til at synes føreren behøvede at blive taget med på råd før Tarzan selv handlede. Relationen de to imellem var slet ikke som den skulle være. Føreren havde ikke haft hunden fra lille hvalp skal lige tilføjes. Havde jeg ikke haft mange års træningserfaring samt erfaring fra konkurrencer med alt hvad dertil hører omkring spænding i hunden, timing mv. havde jeg ikke kunne hjælpe denne hundefører, men havde måtte melde hus forbi. Nu havde jeg en masse erfaring og en mængde forskellige midler i bunken, jeg kunne tage af, hvis første tiltag ikke fungerede og i kombination med adfærdsviden gik det meget hurtigt den rette vej. Træningserfaring havde ikke kunne stå alene her og heller ikke adfærdsviden. Jeg må hellere lige pointere, at jeg ikke har til hensigt at nedgøre kolleger med mine indlæg om emnet, bare så det er på plads, men er oprigtigt bekymret på fagets vegne.

Glædelig hvalp og velkommen til! DcH Dronninglund DcH Dronninglund - Forside har nogle superdygtige hvalpetrænere. Deres hvalpetræning er lige efter mit hoved med en masse ro på og lagt an på de vigtige sociale ting og ikke bare en masse lydighedsøvelser.

At en person er adfærdsbehandler udelukker ikke erfaring og sund fornuft Når det så er sagt, mener jeg at der er gået total inflation i hundeuddannelserne og at - undskyld mig - at der er en hel generation af mindre gode adfærdsbehandlere på vej, nemlig alle dem som kun har lært træning vha. fri shaping og som aldrig selv har deltaget i prøver og konkurrencer og derfor ikke selv har prøvet at stå med fletningerne i brevsprækken når noget ikke virkede.

Der er da helt klart blevet lavet noget fodarbejde her og for en gangs skyld handler det ikke om strømninger fra USA, men her fra Norden. Allerede i 70'erne gjorde Anders Hallgren meget for at vende hundeejeres holdning samt øge deres viden. Herhjemme gjorde Roger Abrantes det samme i 80'erne og begge dele gav genlyd i store dele af den nordiske hundeverden. Mange unge par ønsker sig ikke børn og i stedet bliver hvalpen et projekt at være fælles om. Alle håb og drømme lægges i hvalpen for mange ejeres vedkommende. Sideløbende er der det overskud andre taler om: Der er overskud til at købe lige præcis drømmehunden træne på drømmetræningspladsen osv osv osv. Der er også konkurrencen: Hvem er den bedste hundeejer, hvem har den pt. "rigtige" holdning og viden, en konkurrence jeg synes man ser rigtig mange steder. Alt i alt kommer det meste af dette hundene til gode. Dyrevelfærd er også et emne der meget ofte dukker op i medierne og mon der findes et voksent menneske med TV og med læseevner som i dag kan være i tvivl om at den anerkendte holdning er at dyr skal have det godt så længe de lever?

Okay, det er så undgået min opmærksomhed Jeg kan kun tale af egen erfaring og jeg er aldrig i tvivl om der er en løbsk tæve i vores turområder eller i kvarteret, også før hun er højløbsk. Jeg mener at der er tegn på øget duftinteresse og adfærd der fortæller om interessen skyldes lækker tævemås eller andet. Naturligvis kan en løbsk tæve udenfor området lige komme forbi og så er det naturligvis interesse på meget højt niveau fra første sekund. Nej det ved jeg godt, men jeg læser det som at du pålægger tævens ejer lige så stort ansvar på egen matrikel, som ejeren af hanhunden som er løbet af hånden/hjemmefra, måske misforstår jeg bare hvad du mener

Hvordan ser du så på ansvaret for hunde som bryder ud hjemmefra og går på jagt på bondens får? Fårene er bag hegn, men en hund kan trodse hegnet og jage fårene til døde. Eller hvad med hunden som stikker af hjemmefra, fra indhegnet grund, og går på jagt på vildtet i skoven. Mener du her at bonden og skovejeren også selv er delvist ude om det? Som hanhundeejer kan man næppe være i tvivl om, når han er i parremode og så holder man vel lige så godt øje med sin hund som tæveejeren formodes at gøre? Hanhundens tilstand kræver også skærpet ansvar efter min mening

JEG som hanhundeejer ville som jeg har skrevet, undskylde på mine grædende knæ, give blomster og naturligvis betale dyrlægeregningen. Jeg ville have det rigtig skidt og den dårligste samvittighed hvis jeg havde givet min hanhund mulighed for at lave en uønsket parring. Som tæveejer derimod ville jeg ikke forvente det samme af andre hanhundeejere, ikke fordi jeg ikke synes, det er det mindste hundeejeren kan gøre, men fordi jeg efterhånden har lært hvordan nogle andre hundeejere ser på ansvar.

Man kan undre sig.. Jeg har mange gange oplevet at folk skulle solbade, holde picnic og spille rundbold i fritløbsområdet i Søndermarken OG at de bliver irriterede hvis hundene kommer for tæt på dem. Det er en hårfin balance at få det til at fungere for løse hunde, hunde i line og solbadere mm. og det kræver stor tolerance, hvilket ikke altid er det der er mest af.

"Vi" og"hinanden" betyder begge veje

Jeg er da enig med dig... Mht. haven så er den indhegnet og jeg har ikke haft tæver efter jeg er flyttet hertil, men selvom jeg havde kan jeg fortælle dig, at jeg er hurtig som et smurt lyn når det påkræves Min have er uden bevoksning ud til vej og naboer så jeg har fuld oversigt over hvad der kommer forbi, men det er naturligvis ikke noget du kan gætte dig til Det er tåbeligt af en hanhundeejer at sige sådan, det minder om visse menneskers syn på "fristende påklædt" kvinder, som selv er skyld i eventuelle grimme oplevelser på den konto Utroligt at man kan fraskrive sig alt ansvar pga. hormoner

Velkommen til Jeg sidder umiddelbart og tænker at denne blanding sagtens kunne blive min drømmehund, ja så er det sagt, men sikke en ærgerlig situation! Jeg ved ikke, hvordan man "normalt" løser sådan en situation, det ved din dyrlæge måske, det er garanteret ikke første gang h*n har måtte turen igennem, men var det min hanhund som havde været ude at slå til Søren ville jeg påtage mig det fulde ansvar, undskylde mange gange, give blomster, betale dyrlægen... Når det så er sagt, så har jeg det selv sådan, at mine løbske tæver gennem årene ikke har været i haven uden jeg har været med eller har holdt øje fra et vindue. Sådan vælger jeg selv at gøre, simpelthen fordi jeg ved, at man ikke skal regne med at alle andre hundeejere kan/vil holde deres hanhunde hjemme. Pt. har jeg hanhund og han er heller ikke i haven uden overvågning når først jeg har registreret "lækker damehund" i nærheden. Dels fordi han ikke skal parre, men ligeså meget af egoistiske årsager: Jeg vil ikke have han får erfaring for at han kan løbe hjemmefra. Hvordan andre hundeejere vælger at håndtere situationen løbsk hund må de selv om, men jeg ville aldrig, aldrig holde på min ret til at have min højløbske tæve i min have fordi det var min ret. Jeg synes, det er for dumt at holde på sin ret i denne situation ligesom det kan være meget dumt at holde på sin ret i trafikken. Løbske tæver kan iøvrigt også sagtens finde på at rømme matriklen i deres jagt på det rette genmateriale Jeg stoler aldig 100% på en højløbsk tæve eller ditto hanhund.

Velbekomme En lille historie: jesper købte en hest, Skipper. Skipper havde ikke lavet noget rigtigt et stykke tid og ved prøveridningen syntes Jesper Skipper var lige det han ville have: Rolig og velovervejet. Penge byttede hænder og Skipper kom hjem i stald. Nu begyndte Jesper at ride Skipper i form, han skulle mest bruges som springhest og skulle naturligvis have en vis kondition. Han skulle ligeledes rides til og fra ridehuset på den nærmeste rideskole, en tur på ca 7 km hver vej. Det gik rigtigt godt, Skipper klarede turen på landevejen fint og kom langsomt i form. Da der var gået ca ½ år måtte Jesper imidlertid se i øjnene at den hest han i sin tid købte kun meget lidt lignede den hest han havde nu. Skipper viste sig nemlig at være for "varm" i visse situationer, blandt andet blev Jesper efterhånden nødt til at transportere hesten til og fra ridehuset da han begyndte at opføre sig mindre kontrollabelt ved møder med kalkbilerne og når toget kom. Det blev for usikkert at ride på landevejen. Til spring var Skipper, da han kom i form, alt for vild og det blev langt fra den drømmehest Jesper havde håbet på. Med tiden fandt det dog et leje Jesper kunne finde sig i. Pointen: Hesten skiftede miljø og efter en indkøringstid hvor han fik alle sine behov dækket ind viste han hvad han indeholdt - og først da Det samme med omplaceringshunde, der er altid en mulighed for at det man ser i en hund ikke er hele billedet og det tager tid at omskifte sig fra det ene miljø til det andet, hvad du jo nok allerede ved. HVIS Marxs negative adfærd overfor andre hanner som medvirkende årsag har stress eller frygtoplevelser, kan der især hvis frygt/usikkerhed spiller ind, skabes en større usikkerhed ved kastration. Dette vil ikke gavne hans syn på andre hanner. Som 4 årig må der også være en del historie som gør sig gældende og man skal ikke forvente at vanen med at reagere som han gør forsvinder samtidig med bollerne. Hvis han er ren foxterrier, det ligner han?, kan der være en naturlig egetkønsaggression i hans linier og kastration kan muligvis hjælpe, muligvis ikke. Det er naturligvis jeres valg. Jeg håber I ikke kommer til at fortryde det. Mht. at være underlagt en kønsdrift, så har jeg ikke oplevet at mine hunde har set det som et problem. Som med så mange andre adfærd og tilstande kan også hanhundens kønsdrift modelleres ved den rette positive træning.

Du kan fint være uenig med mig, det er ikke et problem for mig. Jeg tror andre herinde har gået til træning hos Dorthe, det kan være de kommer på banen. Hvis jeg har læst korrekt har din mor kun Marx kun få dage og han har måske endnu ikke vist "hvem" han er. Det jeg mener med at vente med kastration er at det er sjældent en hund viser sit sande ansigt den første tid efter sådan et forløb Marx har været igennem, det tager som regel tid at falde helt til i det nye hjem. Du kan snildt have ret i at han optræder aggressivt overfor andre hanhunde pga. hormoner, men tager du fejl og der er almenstress/frygtopleveser involveret i hans adfærd står I med håret i postkassen efter et uigenkaldeligt indgreb. Men det er jo din mors beslutning og man kan håbe det går over al forventning. Jeg kan respektere at du ikke vil bruge mig som rådgiver, men uenighed er nu ikke så slemt, det giver som regel anledning til en god snak og får vendt nogle tanker. Jeg fraråder rutinemæssig kastration, som jeg skrev, men du kan ikke regne med at få en adfærdsrådgiver som du er enig med i alt alene pga den større erfaring rådgiveren forhåbentlig har. Held og lykke med det.

Tak Sonja. Jeg er sygemeldt på den led at jeg pt ikke arbejder i faste rutiner og flere dage i træk, men sagtens kan give adfærdsrådgivning

Den side er også inaktiv da jeg ikke længere er en del af folkene bag træningen og indehaveren af hjemmesiden ikke vil slette den. Jeg kan, naturligvis, anbefale mig selv med rådgivning Kastration vil jeg ikke anbefale at få foretaget i den nuværende situation, kastration kan altid foretages men jo ikke gøres om hvis resultatet er dårligt. Når man ikke ved hvad Marxs aggressive adf. overfor andre hunde skyldes, det kan være almen stress, er det risikabelt blot rutinenæssigt at kastrere.

I ønskes alle et fredeligt og lykkeligt nyt år med mange, mange gode hundestunder Pelle og jeg passer Yiddo, vizlatæve, og sammen med Batman og Millekatten skal vi være "alene" i aften. Der skydes pænt af her i kvarteret, men jeg håber det ikke går over gevind i aften og i nat. Pegge hunde er dog "kolde i måsen" over skyderiet og kattene holdes inde i aften/nat.

Det gør det måske også - fungerer, jeg har ikke kunne finde noget om emnet. Men Pelle savler ikke på vej ud til sin skål, når der ligger uspist foder. Han savler derimod vildt mens jeg forberder hans mad

Pelle kunne sagtens have foder stående og gå frit til og fra, men dels vil jeg gerne hygge med fodringen, dels vil jeg også gerne vide hvornår han evt. lige har fyldt sig. Jeg fodrer 3 - 4 gange dagligt og har gjort det de sidste 17 - 18 år. Det fungerer perfekt. Jeg har læst, at det er en gavner omsætningen af foderet, at hunde fodres på nogenlunde samme tidspunkter hver dag, således at mave/tarmsystemet allerede inden fodringen er i aktion. Hvorvidt dette har noget på sig ved jeg ikke, men hvis der er noget i det må servering være bedre end frit tilgængeligt foder. Mht. småtspisende hunde nogle af jer fortæller om, har jeg selv erfaring med at servere foderet og fjerne det igen efter nogle minutter og herefter servere mindre måltider, kun 1/3 af normal portion 3 x dagligt. Efter få uger var hunden oppe på fuld ration og spiste altid når foderet blev sat foran hende. Jeg mener, at alle hunde bør kunne lære at spise "til tiden"

Jeg tror hele forskellen ligger i, at man i moderne, nordisk, hundetræning arbejder hen mod at dette ikke sker. Man sørger i stedet for at sætte en træningssession op til størst mulig succes, så hunden oplever at blive forstærket i det vi gerne vil se igen. Moderne hundeejere bygger en øvelse eller en adfærdskæde op af delmomenter, som hver for sig fungerer og sætter til sidst disse sammen til en hel øvelse. Mange arbejder også struktureret efter en provokationsliste, en liste med de forstyrrelser som går imod sandsynligheden for succes, for at sikre sig at hunden vil yde under alle forhold og i alle situationer. Hvis en hund slår fra på en øvelse eller en adfærd man troede indlært, er denne ikke lært godt nok til forholdene og kravene har derfor været for høje i den aktuelle situation. Derfor er korrigering med strøm mv. ikke med i billedet, det er simpelthen ikke nødvendigt. Mht. IPO så er der også der sket et skred og mange hundeførere arbejder med klikker og udelukkende med positiv forstærkning og negativ straf (at fratage hunden et gode). Man har indset i vide hundekredse at det eneste resultat som holder under alle forhold er resultatet som bygger på hundens positive motivation. Blandt andet observerede den svenske etolog Lars Fält i 70 - 80'erne at hunde han skulle være træner for i udlandet, vel at mærke allerede uddannede redningshunde mm., som var trænet med straf ikke var til at stole på, når de kom ud på en vis afstand af deres fører. De hunde, derimod, som arbejdede for deres egen skyld, positiv motivation, at opnå et gode, kunne fortsætte i mange timer trods vanskelige arbejdsbetingelser som bagende sol på stejle bjergskråninger. Hundene som var motiverede gennem at undgå straf gad ikke arbejdet når dette blev svært og de kom på afstand af deres fører. LF måtte lægge hele den gamle træningsholdning om for at få alle hunde til at fungere. Dette har han gjort blandt andet i Italien, Cuba og Sydafrika, hvor de, før han kom til, arbejdede med straf som motivation. En hund som jager en kat på en afstand af 200m, som du nævner, her tænker jeg: Hvorfor skal hunden ud på så stor afstand, når den ikke kan kontrolleres derude? Hvis det er under arbejde en hund slår fra for at foretage sig noget andet er den ikke højt nok motiveret for den aktuelle opgave og da er det dette der skal arbejdes på, altså hundens lyst til opgaven og hundens lyst til at samarbejde med sin fører. Der er masser af gode træningsbøger, selv har jeg skrevet en bog om relationen mellem hund og ejer, den hedder lidt misvisende "Sjov på turen med din hund", men den handler faktisk mest om at opbygge den positive relation og f.eks. få hunden derhen hvor den ikke kunne drømme om at løbe væk fordi den oplever ejeren som den største ressource der er tilgængelig for den. Der er mange gode træningsartikler på Alt om hunder og hundetrening | Hundeutstyr | Dressurkurs | Hunderaser - Canis.no

MENER du det?

Dårlig leg har for mig den betydning at den ene hund bliver "mulet" hver gang eller at en af hundene evt. begge efterfølgende ikke kan falde hurtigt til ro igen. I sidstnævnte tilfælde har legen enten varet for længe, har været for vild eller det modsatte: Er blevet stoppet med frustrationer til følge. Hunde afgør deres indbyrdes "position" gennem leg når dette er muligt så vær opmærkosm på, at legen indeholder elementer af al anden adfærd: Sex, aggressiv adf. indbydende adf., underkastende adf., jagt mv. To labber som kender hinanden rigtig godt ser jeg for mig lege lidt jagtleg og meget tumleleg med lyd på samt evt. trækleg. Jo mere tillid hundene har til hinanden des vildere kan de tillade legen bliver og det kan se og lyde meget, meget vildt, men så længe ingen af hundene piber vedvarende når den anden "leger på den" er det ok. Den hund hvis "leg" får den anden til at pibe skal stoppe ved den andens piben ellers er det ikke god leg længere. Hvis hundene er af samme køn vil der på et tidspunkt højst sandsynligt komme en skrappere tone på lydene ind imellem, når den ene kræver at den anden "giver fortabt". Det er normalt. I det store og hele kan du se på hundene om de bliver oprigtigt glade for at se hinanden og at ingen af den føler sig nødsaget til at gøre sig meget mindre end den er. Så er det som det skal være

Sherlock Holmes 2

Hvordan det hænger sammen med lang ryg/smerter i lænden ved jeg ikke. Gudrun har blot nævnt at hunde med lange rygge ofte har det sådan. Der er garanteret en logisk forklaring, jeg har bare ikke fået spurgt. Har du overvejet TTouch til at skabe balance og opbløde musklerne? Der er ikke blevet taget fotos af Pelles ryg da Gudrun ikke har bedt om det - og hun kan holde ham gående med sine behandlinger. Der vil heller ikke være noget at se da det er muskulært og hænger sammen med de spændinger han får, når han psykisk/følelsesmæssigt bliver overbelastet - eller bliver for kold. Første gang han havde en rigtig "nakketur" bestilte jeg straks tid hos hans kiropraktor her på Sjælland. Hun ville ikke behandle ham i den tilstand og da vi kom til behandling efter 5 dages smertekur troede hun næsten ikke på mig. Der var absolut intet at mærke på ham, han var "blød som smør" som hun sagde. Jeg kan godt forstå at du vil have Otto fixet, jeg går selv og tænker at nu er det nok, når Pelle har en tur, men et par timer efter kan han være frisk som en havørn. Om Ottos tilstand også er delvist psykisk/følelsesmæssigt betinget kan jeg naturligvis ikke vide, men det har du nok selv en fornemmelse af.

De vante signaler Pelle og jeg har, overfører han til andre (min datter og min søn) også når de går med ham. Dog vil en kæmpefristelse give ham vat i ørene hvis min datter går med ham, tror jeg, da han ikke er vokset op med hende i sin hverdag. Hvis der er en god kontakt mellem en person og Pelle, tror jeg han generelt vil samarbejde med vedkommende om de almindelige daglige ting også at gå pænt, men personen skal naturligvis signalere korrekt. Gælder det øvelser og træning går han med på hvadsomhelst fra andre, bare de har godbidder og holder ham beskæftiget.