Ninjamor

Hvis du "kikker længe nok" direkte på hunden, er det jo en stirren og dermed en trussel og det kan da ikke sammenlignes direkte med et par bestemte ord - medmindre hunden har erfaring for hvad der sker efterfølgende. Når en hund reagerer så voldsomt på stirren, må man konkludere, at det at stirre er at behandle ham hårdt. Synes du ikke?

Ikke direkte, men der står at dyr skal behandles forsvarligt og i tråd med deres adfærd og behov. Det kan der så tolkes på, men de færreste instanser vil nok godkende vold som opdragelsesmetode.

Velkommen til Folk anvender straf for forseelser fordi de får det ud af det de vil: En afrettet hund, som nogen kalder det. At hunden så har det skidt er en anden sag som de sikkert ikke ser. Jeg synes det var fint du sagde fra overfor din veninde. Når en hund reagerer med angst/frygt pga. et bestemt tonefald har opdragelsen været alt for hård og den vold du beskriver din veninde anvender er faktisk forbudt!

Kort variation: Positiv kontakt kan skabes ved at ejer sidder med en godbid i hånden. Når hvalpen vil nuppe godbidden, lukkes hånden. Ikke andet. Hånden holdes i ro. På et tidspunkt vil hvalpen lige skotte op i ansigtet på ejeren og dette udløser straks godbidden. Med tiden lægges der sekunder, ét af gangen, så hvalpen lærer, at øjenkontakt er gavnligt for den. Når hvalpen efterhånden har lært at tilbyde øjenkontakt, kan den lære at søge denne som en slags tilladelse (vores begreb, hvalpe ser det ikke sådan) før den slippes til leg og andet den gerne vil. I hjemmet før den må gå ud og ind. Når først hvalpen har erfaret at denne kontakt kan give den en masse, vil den selv tilbyde kontakten fra tid til anden. Jeg har brugt at lade hvalpeejerne bare gå rundt på må og få og så tælle hvor mange gange hvalpene tilbyder kontakt. Hvor mange gange får de noget ud af det og hvor mange gange fik de intet ud af det? Dette synes jeg er en typisk instruktørelevopgave idet det meste i hundetræning handler om at kunne iagttage for derved at kunne vejlede korrekt. Hundeejeren skal lære at gribe øjeblikket hvor hvalpen ser op/tilbyder kontakt og derved forstærke hvalpens lyst til at tage/have kontakt. Hvis der frivillig som vil stille sig til rådighed og gå med sin hvalp/hund med besked om at ignorere kontakt (så bliver h*n ikke "til grin" bagefter) så kan resten af holdet få opgaven at tælle antal kontakter fra hvalpen. Det er meget lærerrigt for uerfarne hvalpeejere at se hvor ofte de fleste hvalpe faktisk kikker op og kan gribes dér. Navne/rosebetingning går simpelthen ud på at lære (betinge) hvalpen (på) at disse lyde er positive. Mange, mange hvalpeejer roser meget, men uden at sikre sig at rosen faktisk har en positiv betydning fra starten. Det nemmeste er at sige hvalpens navn og i forlængelse heraf give den en lækker godbid. Efter X gentagelser elsker hvalpen lyden af sit navn. Næste fase kan være at man bakker væk fra hvalpen og siger dens navn når den akkurat når ind under armslængde. Når hvalpen tilbyder sig skal ejer altid (i starten) respondere med en sjov og givende aktivitet så h*n får mulighed for at belønne hvalpen. Dette styrker hvalpens motivation til at tilbyde og have kontakt. Rosebetingning er det samme: Ros og giv lækker godbid. Ros gerne indtil godbidden er sunket. Det (fysisk) tætte arbejde disse to "øvelser" er giver en god nærhed, kontakt og ikke mindst nærvær. 100% nærvær fra ejerens side er et krav. Vi forventer, at vore hunde koncentrerer sig og det må hunden også kunne kræve af os. Følg med: Laver jeg gerne med lokning, altså at hvalpen nærmest trækkes ved næsen med en lækker sag. Hvalpeejeren bakker og godbidden holdes lige på kroppen og ikke ude til siden. Efter nogle skridt vender man om så man går i samme retning som hunden og siger f.eks. "følg med". Hvalpen belønnes efter 1 - 2 skridt. Senere bliver signalet "følg med" fulgt op med sjove aktiviteter, så man viser hvalpen, at man har fundet noget spændende til den, så det betaler sig at følge med. Jo en sjov en for resten. En supernem øvelse som imponerer familien. Kræver synlige godbidder f.eks. suppekødboller og asfalt/fliser andet bart at gå på. Hvalpen skal være løs, ude på 10 - 15 meters afstand og uden andre i nærheden. Når hvalpen ser på ejer kaster denne en bolle hen over hovedet på den, så bollen lander lige bag hvalpen. Når hvalpen har spist suppebollen og igen ser på ejer, kaster denne en ny hen over hovedet på hvalpen. Efter 8 - 10 suppekødboller bag hvalpen vil den forstå, at det kan betale sig at blive ude på afstanden, når ejer løfter armen. Det er nu ekstremt vigtigt, at ejeren er bevidst om sin kasteteknik. H*n må ikke løfte armen til kast før selve kastet, altså ikke stå parat til kast. Selve kastes foretages med strakt arm som løftes op bagfra i en stram "heil" bevægelse. Godbidden holdes på plads med tommelfingeren. Hvalpen vil se en håndfalde på en strakt arm og hurtigt tage dette som et STOP signal og stoppe på stedet. Der går ged i den, hvis godbidderne ikke lander bag hvalpen, så de skal derud. Lige sådan går det galt hvis hvalpen ikke er i bevægelse ind mod ejer, når denne kaster. Uden bevægelse bliver der jo intet stop. Når hvalpen har forstået det verbale "sit" vil man kunne stoppe den på "stop" og få den til at sætte sig på sitsignalet. Det ser bare så blæret ud og er også ret nyttigt. Sådanne øvelser og aktiviteter knytter langt stærkere og bånd mellem hvalp og ejer end det vi normalt kalder lydighed. Dette er lydighed, bare grebet anderledes an. Jeg kan anbefale, at du prøver tingene af på din egen hund, så du kan se hvor godt og hvor hurtigt det virker Giver det mening?

Kort variation: Positiv kontakt kan skabes ved at ejer sidder med en godbid i hånden. Når hvalpen vil nuppe godbidden, lukkes hånden. Ikke andet. Hånden holdes i ro. På et tidspunkt vil hvalpen lige skotte op i ansigtet på ejeren og dette udløser straks godbidden. Med tiden lægges der sekunder, ét af gangen, så hvalpen lærer, at øjenkontakt er gavnligt for den. Når hvalpen efterhånden har lært at tilbyde øjenkontakt, kan den lære at søge denne som en slags tilladelse (vores begreb, hvalpe ser det ikke sådan) før den slippes til leg og andet den gerne vil. I hjemmet før den må gå ud og ind. Når først hvalpen har erfaret at denne kontakt kan give den en masse, vil den selv tilbyde kontakten fra tid til anden. Jeg har brugt at lade hvalpeejerne bare gå rundt på må og få og så tælle hvor mange gange hvalpene tilbyder kontakt. Hvor mange gange får de noget ud af det og hvor mange gange fik de intet ud af det? Dette synes jeg er en typisk instruktørelevopgave idet det meste i hundetræning handler om at kunne iagttage for derved at kunne vejlede korrekt. Hundeejeren skal lære at gribe øjeblikket hvor hvalpen ser op/tilbyder kontakt og derved forstærke hvalpens lyst til at tage/have kontakt. Hvis der frivillig som vil stille sig til rådighed og gå med sin hvalp/hund med besked om at ignorere kontakt (så bliver h*n ikke "til grin" bagefter) så kan resten af holdet få opgaven at tælle antal kontakter fra hvalpen. Det er meget lærerrigt for uerfarne hvalpeejere at se hvor ofte de fleste hvalpe faktisk kikker op og kan gribes dér. Navne/rosebetingning går simpelthen ud på at lære (betinge) hvalpen (på) at disse lyde er positive. Mange, mange hvalpeejer roser meget, men uden at sikre sig at rosen faktisk har en positiv betydning fra starten. Det nemmeste er at sige hvalpens navn og i forlængelse heraf give den en lækker godbid. Efter X gentagelser elsker hvalpen lyden af sit navn. Næste fase kan være at man bakker væk fra hvalpen og siger dens navn når den akkurat når ind under armslængde. Når hvalpen tilbyder sig skal ejer altid (i starten) respondere med en sjov og givende aktivitet så h*n får mulighed for at belønne hvalpen. Dette styrker hvalpens motivation til at tilbyde og have kontakt. Rosebetingning er det samme: Ros og giv lækker godbid. Ros gerne indtil godbidden er sunket. Det (fysisk) tætte arbejde disse to "øvelser" er giver en god nærhed, kontakt og ikke mindst nærvær. 100% nærvær fra ejerens side er et krav. Vi forventer, at vore hunde koncentrerer sig og det må hunden også kunne kræve af os. Følg med: Laver jeg gerne med lokning, altså at hvalpen nærmest trækkes ved næsen med en lækker sag. Hvalpeejeren bakker og godbidden holdes lige på kroppen og ikke ude til siden. Efter nogle skridt vender man om så man går i samme retning som hunden og siger f.eks. "følg med". Hvalpen belønnes efter 1 - 2 skridt. Senere bliver signalet "følg med" fulgt op med sjove aktiviteter, så man viser hvalpen, at man har fundet noget spændende til den, så det betaler sig at følge med. Jo en sjov en for resten. En supernem øvelse som imponerer familien. Kræver synlige godbidder f.eks. suppekødboller og asfalt/fliser andet bart at gå på. Hvalpen skal være løs, ude på 10 - 15 meters afstand og uden andre i nærheden. Når hvalpen ser på ejer kaster denne en bolle hen over hovedet på den, så bollen lander lige bag hvalpen. Når hvalpen har spist suppebollen og igen ser på ejer, kaster denne en ny hen over hovedet på hvalpen. Efter 8 - 10 suppekødboller bag hvalpen vil den forstå, at det kan betale sig at blive ude på afstanden, når ejer løfter armen. Det er nu ekstremt vigtigt, at ejeren er bevidst om sin kasteteknik. H*n må ikke løfte armen til kast før selve kastet, altså ikke stå parat til kast. Selve kastes foretages med strakt arm som løftes op bagfra i en stram "heil" bevægelse. Godbidden holdes på plads med tommelfingeren. Hvalpen vil se en håndfalde på en strakt arm og hurtigt tage dette som et STOP signal og stoppe på stedet. Der går ged i den, hvis godbidderne ikke lander bag hvalpen, så de skal derud. Lige sådan går det galt hvis hvalpen ikke er i bevægelse ind mod ejer, når denne kaster. Uden bevægelse bliver der jo intet stop. Når hvalpen har forstået det verbale "sit" vil man kunne stoppe den på "stop" og få den til at sætte sig på sitsignalet. Det ser bare så blæret ud og er også ret nyttigt. Sådanne øvelser og aktiviteter knytter langt stærkere og bånd mellem hvalp og ejer end det vi normalt kalder lydighed. Dette er lydighed, bare grebet anderledes an. Jeg kan anbefale, at du prøver tingene af på din egen hund, så du kan se hvor godt og hvor hurtigt det virker Giver det mening?

Jeg synes, nogle af de vigtige ting er: Positiv kontakt ml. hvalp og ejer, lære hvalpen at tilbyde sig, lære ejeren at respondere på tilbudt kontakt, ro (som i intet at lave), finde ud af hvilken belønning hvalpen svarer bedst på samt hvilke, finde ud af hvilke aktiviteter/øvelser som passer bedst til hvalpen, rosebetingning, navnebetingning, følg med, finde ting, aktivering i hverdagen, aktiv gåtur..

Faktisk er Hypoallergenic også det eneste tørfoder Pelle nogensinde har gidet spise i længere tid. Alt andet tørfoder slår han fra på efter max. 3 dage og utallige er de poser foder min søsters hund har fået på den konto. RC Hypoallergenic spiser Pelle nu på 3 - 4 år, hvilket går helt imod min holdning til foder, men min hund er bare ikke med mig der

Jeg vil også spørge til allergien, hvad konkret er han allergisk overfor? Jeg vil også sige, at jeg aldrig har brugt at rose mine hvalpe for at rense sig, lige så lidt som jeg har brugt at rose dem for at spise, begge dele er helt naturlig adfærd og det er ikke min oplevelse at ros ændrer på forståelsen hvad renlighed angår. Til gengæld har jeg sagt "tisse" i en rolig tone straks jeg så intentionen. På den måde kan man lære sin hund at tisse på signal. Når din hund tisser inde, letter han så ben eller tisser han som en hvalp? Til det andet: Alle hunde har interesser. De skal bare findes og dyrkes. Forsigtige hunde, som CKC ofte er, skal heppes og peppes op i stedet for at blive håndteret forsigtigt Hvis du er for forsigtig/rolig ved ham fodrer du hans egen usikkerhed/forsigtighed og det har indflydelse på alt han gør. Har du prøvet at få ham til at lege med en klud du holder i og bevæger fra side til side i små ryk? En let jagthund som ham burde, måske efter nogle gange, tænde på det og der har du så en belønning. Hvordan har han det med løbske tæver?

Hahaha... bare at Jepsen var lang tid om at reagere

Hvornår var de sidst i løbetid?

Dejligt for dig, måske skulle du skifte til et mærke med hurtigere reaktionstid

Det er kun dig der taler om at råbe og true Så vidt jeg husker, jeg læser ikke alle indlæggene igen, har langt de fleste skrevet, at udover at stoppe barnet i situationen skal der også gribes ind på andre fronter.

Jeg var sådan set med dig hertil og ideen med H.C. Andersen synes jeg er god Hvem taler om at råbe og skrige? Man kan godt levere en skideballe uden råben og skrigen Der er så meget, det ikke burde være nødvendigt, men det kan man ikke bruge til så meget. Omsorgen ligger i at sikre, at den lille pige ikke bliver bidt på et senere tidspunkt. Rettidig omhu er der nogle, som kalder det

Det er muligt, det er dog første gang jeg trækker det kort hvad du evt. har diskuteret med andre har jeg ikke styr på Jeg har ikke tilnærmelsesvis påstået andet De tanker man har gjort sig før barnet arriverer, kan ændres drastisk, da man før var objektiv, men nu er følelsesmæssigt involveret. Hvilket vi vel alle er 100% enige om, jeg har ikke læst andet Ja, naturligvis kan du da det. Du behøver slet ikke forsvare dig, du har jo skrevet det var en joke Vil du absolut diskutere? Det virker sådan... Hvis du er pædagog må du føle dig tilfreds idet jeg skrev at jeg i trådstarters situation ville tage en snak med barnets pædagog i børnehaven. Du mistede mig her, hvad tog ikke længe?

Du skriver "seriøst" og det betyder i almindelig tale, at man mener det man siger/skriver. Men skidt nu med det, du pjattede bare. Modtaget.

Det ville du garanteret, seriøst, ikke gøre, Det er uhyre nemt for ikke forældre at udtale sig om hvad de selv ville gøre i situationen, men som regel overser de, eller ved bare ikke, hvad der kommer i spil af hormoner og følelser, når man har barnet.

Jeg aner ikke, hvilke fordomme andre har om "hundetosser", men trådstarter har fået råd om, hvad vi mener hun kan gøre. Et debatforum giver ikke kun plads til rent objektive ytringer, sådan er det bare, hvad enten man synes om det eller ej.

Med en targetstick ville du kunne træne næsten alt... Held og lykke med operationen

Jamen, jamen dette er jo ikke en brevkasse, hvor der sidder en enkelt person til at give gode råd i en problemstilling. Dette er et debatforum og derfor må man finde sig i, at alle kan komme til fadet og sige lige præcis det de mener. Alt er til debat her.

Muligvis ser nogle sådan på det, jeg ser på det både som hundeejer og forælder (selv om mine børn er voksne).

Jeg forholder mig netop til det du skriver. Det er biologisk set helt forkert, at en art fatter større sympati for en anden art end sin egen. Som hvis en ko bedre kunne lide et føl end en kalv Når det så er sagt, påpeger jeg såmænd bare, at du selv er med til at afspore debatten i selv samme indlæg hvor du "skælder" andre ud for at gøre netop det.

Men se, nu er du jo selv allerede på vej til at afspore tråden, for det markerede, synes jeg er helt hen i vejret

Min mor og hendes søskende fik røvfulde. Mine søskende og jeg er aldrig blevet fysisk afstraffet og vore børn heller ikke, så den er stoppet hos min mor. Tak mor. Jeg undrer mig også over den mangel på kontant afregning, ift. at et barns uønskede opførsel får en for barnet uønsket konsekvens og dette er på ingen måde rettet mod trådstarter og hendes situation Jeg kan undre mig over, at forældre kan mene, at deres mindre børn skal tage ansvar for så mange ting, som de skal. Hvorfor skal et 3 - 5 årigt barn inddrages i hvad der skal på middagsbordet til hverdag for bare at tage et eksempel? Hvad ved sådan et barn om, hvad der er godt for det? Det er som om, nogle forældre går efter at blive bedste venner med deres børn i stedet for at være forældre. Som om nogle forældre frygter at sætte grænser og sige nej, til deres børn og det er synd. Ligesom det giver utryghed hos en hund ikke at have faste grænser bliver børn også utrygge af det. Det er synd for børnene at de absolut skal have medansvar for ting og sager de ikke burde tænke på, mens de er børn. Lad børnene være børn så længe de kan.

Og derfor skrev jeg at det ikke var det eneste der skulle gøres! Præcis og kan de ikke lære det ved eksemplets magt, må der andre ting til Konflikter dagligt? Det kommer der kun, hvis barnet ikke respekterer en irettesættelse fra sine forældre. En irettesættelse skal være så klart formuleret, at der ikke kan opstå tvivl hos barnet. Man skal da ikke gå og skælde ud dagligt! Gør man det, er det fordi man ikke har været klar nok i spyttet og beskeden derfor ikke er blevet forstået. En forælder skælder næppe ud dagligt, hvis barnet vil træde ud over fortovskanten, der bliver budskabet forstået hos langt de fleste børn simpelthen fordi det bliver givet klart og utvetydigt. Jeg har aldrig lagt hånd på mine børn og ikke brugt at råbe ad dem, alligevel har de kunne forstå, når de skulle stoppe en aktuel adfærd. Det handler om det lille (og meget misforståede ord) respekt, altså barnets respekt for at forældrene trods alt ved bedst i de fleste situationer og derfor har retten til at sige stop. Vi taler om det dagligt i debatter om hunde, der kalder vi det "lederskab", altså at en hund retter ind efter givne, rimelige, regler. Det er børn også nødt til at lære at gøre - for alles skyld. Man kan pædagogisere alt ihjel... Naturligvis skal man være pædagogisk når man skal opdrage og lære børn ting og sager, men der er også tidspunkter hvor pædagogikken må vente lidt, i potentielt farlige eller skadelige situationer for eksempel og det kan den aktuelle situation hurtigt blive. Synes du, det er rimeligt at en nemtpåvirkelig unghund skal komme derud, hvor den er nødt til at sige fra dagligt overfor et familiemedlem? Hvad lærer hunden af dette? Ville du have ventet med at reagere hvis dit barn sparkede og slog ud efter din hund? Præcis Du skrev det...

Og derfor skrev jeg at det ikke var det eneste der skulle gøres! Præcis og kan de ikke lære det ved eksemplets magt, må der andre ting til Konflikter dagligt? Det kommer der kun, hvis barnet ikke respekterer en irettesættelse fra sine forældre. En irettesættelse skal være så klart formuleret, at der ikke kan opstå tvivl hos barnet. Man skal da ikke gå og skælde ud dagligt! Gør man det, er det fordi man ikke har været klar nok i spyttet og beskeden derfor ikke er blevet forstået. En forælder skælder næppe ud dagligt, hvis barnet vil træde ud over fortovskanten, der bliver budskabet forstået hos langt de fleste børn simpelthen fordi det bliver givet klart og utvetydigt. Jeg har aldrig lagt hånd på mine børn og ikke brugt at råbe ad dem, alligevel har de kunne forstå, når de skulle stoppe en aktuel adfærd. Det handler om det lille (og meget misforståede ord) respekt, altså barnets respekt for at forældrene trods alt ved bedst i de fleste situationer og derfor har retten til at sige stop. Vi taler om det dagligt i debatter om hunde, der kalder vi det "lederskab", altså at en hund retter ind efter givne, rimelige, regler. Det er børn også nødt til at lære at gøre - for alles skyld. Man kan pædagogisere alt ihjel... Naturligvis skal man være pædagogisk når man skal opdrage og lære børn ting og sager, men der er også tidspunkter hvor pædagogikken må vente lidt, i potentielt farlige eller skadelige situationer for eksempel og det kan den aktuelle situation hurtigt blive. Synes du, det er rimeligt at en nemtpåvirkelig unghund skal komme derud, hvor den er nødt til at sige fra dagligt overfor et familiemedlem? Hvad lærer hunden af dette? Ville du have ventet med at reagere hvis dit barn sparkede og slog ud efter din hund? Præcis Du skrev det...