Bitten Soerensen

Tak skal I ha' - jeg er jo også mest til et bur. Jeg er i gang med at undersøge mulighederne for at få specialbygget ét, for jeg kan ikke helt gennemskue om dem jeg kan købe, kan bruges. Dels er der jo målene, men hvad så med hvordan lågerne vender, og hvordan lige når bagagerummet er "nedsænket"? Åhhh, nogle gange ville det sgu være dejlig praktisk med en mand (Eller en veninde) der kunne gennemskue sådan noget, når min egen hjerne ikke kan mere. Men mener I at det vil være "uforsvarligt" med et tæppe (sådan et der går fra nakkestøtter foran til nakkestøtterne bag) og så en god sele?

"Min" tæve, da hun var på dag 37 :scared::scared::scared: Mooon ikke der nok skal blive en til mig? :klap2::klap:

Spændende!!! : :ivrig:

Hej med jer. Hvad er mon bedst/mest sikkert, for både hund og mig i bilen? At hunden sidder på bagsædet i sikkerhedssele, eller at jeg har gitter bag ved mine forsæder? Jeg har en alm. personbil (Chevrolet Avero) men bruger den altid med bagsæderne lagt ned. Jeg kan sagtens tage bagsæderne helt ud, og lægge en plade, så hunden får så meget plads som muligt, og så sætte et gitter bag forsæderne? Nu er det en ret stor hund jeg skal ha' - en landseer, så det har jo også en betydning... Er der nogen der vil byde ind med gode råd? P.S.: Jeg tænker ikke at et bur kan bruges, da bilen er for lille til at et bur af den størrelse kan være i den... (Hmm, måske skulle man få en hanhund - den bliver så stor at den nok bare kan sidde i spænd :blink:)

Hvorfor gik du væk fra det igen? (Ja, jeg spørger bare fordi jeg er nysgerrig på om jeg har fået alle overvejelserne med ) Og vil du dele lidt om dine tanker om de forskellige kenneler? (Igen, bare fordi jeg er nysgerrig ) Jeg er helt ny indenfor dét at skulle ha' hvalp, skulle ha' en hund med stamtavle og også det at skulle vælge opdrætter... De sidste maaaaange år, er det hundene der har valgt mig!

Landseergården... Kender du meget til racen?

Ja, det er da tydeligt for enhver med bare en smule hundekendskab! Hi, hi... Ja, jeg har jo kigget og besøgt mange forskellige racer og selvom de alle var skønne, så var det sådan lidt... njarh... Så læste jeg om denne race, og allerede ved den første opdrætter jeg besøgte, var jeg solgt!!! Og jo flere jeg møder, jo mere forelsket bliver jeg... Og jeg var så priviligeret at være med til både parring og scanning...

Kan du ikke engang se dét? Landseer:hjerte:

Den ene af de hér små bobler, skal flytte hjem til mig sidst i maj :klap:

Hvad mener du med det markerede? Jeg spørger fordi det kan jo sagtens være vi forstår det at "kunne arbejde" forskelligt?:blink:

Jamen, det primære er en familiehund - tanken var at gå til hvalpetræning/motivation, og så tænker jeg at hvis der er noget den finder meget morsomt, så kan vi "gå den vej"... Det er selvfølgelig vigtigt for mig at den får et godt hundeliv, og jeg har ingen ønsker om at gå i en bestemt retning, som f.eks. agillity, jagt eller andet... Samarbejdet og at hunden bliver "brugt"/får sjove udfordringer er det vigtigste. Jeg har smerter i ryg og ben, der gør at det er begrænset hvor aktiv jeg kan være i det daglige. Selvfølgelig kan jeg gå de daglige ture + øvrig aktivering, og også træne en-to gange om ugen, men ikke noget som helst på konkurrence-niveau...

Nej...

Ja, det er jeg også lidt usikker på om den gider... Men sådan som jeg har forstået det, så vil den jo gerne "arbejde"?

Ja, dét kan man jo godt undre sig over... Nej, jeg er klar over, at det jo godt kan komme, men hvis jeg finder en hund med f.eks. forældre med A hofter og 0/0 (og selvfølgelig også forfædre med gode tal) så har jeg minimeret den arvelige del...

Tak Ja, men jeg tænker, at hvis nu jeg får fra en opdrætter, hvor der kun avles på hunde med gode hofter og albuer - og hvor der også er øjenlyst, så er jeg vel så sikret som jeg kan blive... Eller?

Hej med jer. Jeg overvejer seriøst om min næste hund skal være en Clumber, men er i tvivl om, om jeg har været rundt om alle aspekter af racen... Vil I skyde fra hoften, hvad jeres erfaringer er?

Tusind tak alle sammen...:lun: Det varmer, med alle de tilkendegivelser, jeg ved jo at I, om nogen, forstår hvad jeg går igennem... Desværre har de fleste af jer jo været turen igennem... Når jeg har det værst, fortryder jeg at jeg ikke fik ham tappet - fordi så ville jeg stadig ha' haft ham lidt endnu... Men jeg ved jo godt, at det jo ville være en stakket frist, og at det jo var et symptom på noget alvorligt, som han (efter min mening) alligevel ikke kunne (eller skulle) behandles for... Men bare lige ét myz mere, bare lige én gang mere hvor vi lå sammen i sofaen... Men sådan vil det jo nok altid være... Jeg har tudet og tudet, som jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har gjort... :megaked::megaked: Men i dag, er det som om det er knapt så hårdt. Jeg har jo forberedt mig på at han nok ikke blev såååå gammel, og alligevel fik jeg lov til at ha' ham i 10 fantastiske år!!! :hjerte::hjerte: Jeg ved også at jeg skal ha' hund igen (og denne gang en hvalp) - ikke som erstatning, men fordi jeg slet ikke kan se mig selv uden hund... Jeg er så småt gået igang med at vaske sengetøj og tæpper... Og rydde lidt op i gamle seler, medicin, mm... Det er hårdt, men jeg kan også godt mærke, at det er noget jeg må gøre - en proces jeg skal igennem... Senere i dag kommer Linus' bedste lege-veninde, som jeg skal passe til i morgen. (En gammel aftale) Dét er jeg sikker på bliver hårdt, men igen noget jeg skal igennem. Hun er den dejligste lille tæve, og meget livsglad, så på den måde er jeg også sikker på at det er godt for mig... Endnu engang: Tak fordi I er her... :hjerte::hjerte::hjerte:

Kære alle sammen... Jeg er lige kommet hjem - desværre uden min elskede og trofaste livsledsager... Scanningen viste meget tydeligt, at der var en del vand omkring hjertet (Pericardiel effusion), og at hjertet derfor ikke havde plads til at slå som det skulle... Dyrlægen sagde at han godt kunne tappe ham, og der ville omgående komme en bedring af Linus' tilstand. Men det ville kun være en stakket fris, og ingen kunne vide hvor ofte han ville skulle tappes. Måske kunne der gå 14 dage - måske skulle jeg komme igen på mandag... Efter en kort snak frem og tilbage, tog jeg beslutningen og kørte tilbage til Nyborg dyrehospital hvor han blev aflivet... (Jeg havde brug for at han blev aflivet, et sted han kendte og var glad for - og når han ikke havde ondt, kunne jeg godt forsvare det...) Jeg ved at det var den rigtige beslutning, selve forløbet har heldigvis været kort, jeg er overbevist om at han ikke har haft ondt (der var ingen ændring i hans fysiske eller mentale tilstand efter den smertestillende i formiddags) jeg véd at han har haft det godt, og at han var en rigtig glad hund... Men mit hjerte er gået helt i stykker... Det var min soulmate, mit livs lys og min trofaste følgesvend... Og jeg skal aldrig mere mærke hans bløde pels, dufte til ham - eller blive overdænget af hans gavmilde myzzer... Mit hjerte er gået i tusind stykker...

Tak, jeg har det ok... Ganske kort, så har jeg været igennem en arbejdsprøvning, og har efterfølgende fået en fleksbevilling, så nu skal jeg "bare" finde mig en fleksjob...:blink: - og i øvrigt øve mig i at leve med kroniske smerter og medicin... De fleste dage går det faktisk også ok, men der er selvfølgelig også dage hvor det er sværere at acceptere - men det bliver bedre og bedre! :5up: - Jeg håber også at I har det godt herinde - tænker ofte på jer, og jeg håber at jeg kan få læst lidt op herinde de næste dage...

Kære alle sammen... Tusind tak for jeres tilbagemeldinger... Jeg har nu været i kontakt med egen dyrlæge, og vi blev enige om at jeg kunne give ham en smertestillende, og så ellers ta' den meget med ro i dag, indtil scanningen kl. 15.30... Hvis scanningen viser en fejl på hjertet, der nemt kan behandles, gør jeg selvfølgelig det, og hvis scanningen ikke viser noget, er det sikkert fordi der er noget galt, som ikke giver mening at behandle, og så kører vi ind på "vores" dyrehospital og så skal han have fred... Og skulle det sidste være tilfældet, må jeg ringe og spørge veterinærsygeplejersken (som Linus elsker over alt på jorden!) om hun har tid til at komme ind og være med, selvom hun har fri kl. 13... :hjerte: For selvom Linus er min "soulmate", skal han ikke holdes i live fordi JEG synes det er svært - det bliver ikke nemmere for mig om X-antal måneder/år... Men uanset hvor realistisk jeg er, så er mit hjerte ved at briste, ved tanken om at det måske er ved at være tid...:megaked:

Godmorgen... I går eftermiddags faldt Linus pludselig om, og var ikke kontaktbar. Jeg røg selvfølgelig straks på dyrehospitalet med ham, og de kunne intet finde, udover at hans hjerte var uregelmæssigt. Hans pupiller reagerede på lys, så der var ikke umiddelbart tydelig tegn på hjerneblødning. Han fik drop og stesolid, fordi han var ved at gå i chok. Vi aftalte at jeg skulle få hans hjerte scannet på et andet dyrehospital senere i dag. Min spørgsmål går på om nogen har erfaringer med at en hund er kommet sig helt? Der har ikke været nogle "anfald" siden, men han har ændret sig meget. Han trækket vejret ret hurtigt, drikker meget, han lægger sig hvor det er køligt, han er meget passiv, og søger slet ikke kontakt - og ja, har nærmest mistet livsgnisten. Mit spørgsmål går på, om der er nogen af jer, der har oplevet at en hund kommer sig helt, uanset om det er det ene eller det andet? Hvis han "bare" har dårligt hjerte, og det er muligt at behandle det, så han får livsgnisten tilbage, så gør jeg selvfølgelig det - men der er ingen grund til at han skal til en anden dyrlæge og ha' scannet hjerte, hvis der alligevel ikke er mulighed for at han bliver "sit gamle jeg". Han er jo efterhånden også blevet en aldrende herre på 11 år... Jeg ringer selvfølgelig til min egen dyrlæge så snart de møder i dag, men lige nu er der ret lang tid til...

Åh, Umulia, det vil være fedt... Udover at der er masser af mad i huset, vil jeg jo godt betale ham lidt for det....:5up:

Hej alle. :banan: Da Linus efterhånden er ved at være en aldrene herre, tænker jeg om det er muligt at finde en der vil komme hjem til os og passe ham. Det drejer sig om 4 dage i uge 34. Han kræver ikke så meget - og det mener jeg heller ikke at jeg gør. Han kan sagtens være alene hjemme i 4-6 timer, og man får hele huset til rådighed. Der vil være rigelig tid til at slappe af, læse eller bare nyde livet. :hjerte: Han kan IKKE med andre intakte hanhunde, men hvis man har en glad tævehund, vil det kun være hyggeligt hvis man tager hende med. :klap: Da vi bor mellem Nyborg og Kerteminde, uden busforbindelser, kræver det nok at man har en bil til rådighed. Så hvis du, eller du kender nogen, der har lyst til ferie og let hundepasning på Østfyn, så giv mig lige en melding!:blink: Mange hilsner fra Bitten (Og Linus:hjerte:)

Hov, glemte at svare på hvilke problemer. Da vi flyttede ind, som skete lidt efter lidt, så det ikke var helt nyt for Linus, kunne Linus slet ikke finde ro - han parrede på børnene, og kunne ikke finde ud af at være alene hjemme, uden at forsøge at ødelægge døren. Indtil jeg fandt ud af at alt dette faktisk ikke skyldtes at vi var flyttet, men faktisk at han havde ondt i sine tænder! Han havde to tandbyld(er?) og emaljen var ødelagt på den 3. tand! Efter de 3 tænder blev fjernet, har der INTET været!!! Selvfølgelig skal Linus og dét barn være adskilt - og jeg vil selvfølgelig også være ekstra OBS når der kommer andre børn!!!

Hold da op, sikker der skrives! Og tusind tak for det – jeg vil forsøge at svare så godt som muligt – og jeg har valgt at tage quotes med, om ikke andet, så for min egen skyld! Det er ikke sikkert jeg får svaret jer alle sammen, men jeg er glad for at I bruger tid på at svare mig… (Og jeg kan se der er sket noget med de quotes, når I har brugt smileys, men det er fordi jeg har kopieret det over i Word, så jeg havde tid til at få svaret! Dels plejer Linus at ligge i ”den anden ende” end hvor drengen satte sig – og dels plejer Linus jo enten at være ligeglad med vi ”sparker”/rører ham når vi sætter os, eller også flytter han sig bare… Ja, og hvis det ”bare” havde været en enkelt gang, ville jeg nok også have tænkt at det var noget i den stil – men dels gjorde han det jo to gange, og var meget OBS på netop denne dreng også da jeg tog ham med ind i stuen. Tak – jeg taler med dyrlægen i dag. Og så længe jeg er arbejdsløs, kan jeg også planlægge mig ud af at børnene ikke er alene med ham – men hvad så den dag jeg evt. får job?! Nu er drengene ikke de mest stille, og de trampede ned af trappen, og talte også sammen inden de satte sig, så jeg er ret overbevist om at Linus har set/hørt dem. Netop fordi der ALDRIG har været nogen som helst form for den slags adfærd hos Linus før, er jeg ret chokkeret. Og igen; Jeg mener selv jeg har ret godt indsigt i hundene, og at jeg i høj grad kan læse Linus, og jeg er bare HELT på bar bund – og rystet i min grundvold! Jeg er helt enig, Ninjamor. Den første gang han gjorde dét, fik min kæreste ham ”ud af dét” (han tog fat i ham, og satte sig ned og snakkede med ham) – da han så gjorde det igen, tog jeg ham over ”på min side”, altså i modsatte ende af drengen. Og da han så stadig var OBS på drengen, gik jeg i stuen med ham, og da han så gjorde sig klar til igen at gøre noget, gik jeg ind foran Linus og sagde ”nej” og ”føj”, med dyb stemme. Så jeg synes også at jeg forsøgte ”brandslukning” Det er også min tanke… Grunden til at jeg reagerer med at skrive herinde, er jo også fordi jeg re rystet over at han kan finde på sådan noget. Som jeg også har skrevet, så fjernede jeg også hunden fra drengen – og jeg havde fat i Linus resten af tiden, drengen var her. Jeg elsker min hund og ingen tvivl om at han er min ”soulmate” – men under ingen omstændigheder kan jeg have en hund, hvis jeg ikke er tryg ved ham. Linus er 10 år gammel – jeg har haft ham i 9 år, og ALDRIG har han så meget som knurret af nogen som helst. Derfor ønsker jeg at finde ud af hvad og hvorfor – for jeg tror på der må være en årsag, når sådan noget opstår så pludseligt… Jeg tror også på at når det er første gang, i Linus’ 10 år lange liv at han laver sådan noget, så ved jeg ikke om jeg vil kalde ham ”ustabil” – ”ustabil” er i min verden når man aldrig ved hvordan hunden reagerer. (Og ikke fordi jeg er ligeglad – for dét er jeg bestemt IKKE! – men ”én enlig svale, gør ingen sommer” – hvis dét giver mening) Jeg er enig i at det er for farlig at have Linus sammen med dét barn – og det var jo også derfor jeg fjernede ham (Linus, altså!) Netop – grunden til jeg skrev ind, var netop fordi jeg gerne ville have andres syn på hvad og hvordan – for måske er der noget jeg ikke har set!!! Tak, tak – men det går nok! Jeg giver dig ret igen, Therese. Nogle gange lægger vi forskellige betydninger i et enkelt begreb, og dét kan være godt at få frem, så vi taler om det samme. Èn ting er jo hvad ordbogen siger, men vores forskellige kulturelle baggrunde, kan jo gøre at betydningen kan afvige fra ordbogen.