Bitten Soerensen

Godt sagt. Eftersom jeg betragter mennesket som mere "udviklet" end hunden, mener jeg også at vi har en pligt til at forstå, lære og respektere at det ER en hund og at den har en del instinkter. Derfor mener jeg også at det er os der skal læse hunden, og arbejde udfra dét. I "gamle dage" var min holdning også at jeg skulle kunne tage alt fra hunden, uden problemer. Men så fik jeg Tarzan, the Rottweiler. En elskelig hund, som jeg stolede 100% på. Han var vokset op med børn, og elskede dem overalt. Han var så afbalanceret og harmonisk, som jeg sjældent har set en hund. Men han knurrede hvis jeg kom for tæt på ham når han spiste. Der hvor vi boede dengang, spiste han ude i en lille gang, hvor jeg skulle forbi hver gang jeg skulle i køkkenet eller på toilettet. Så med tiden blev han så vant til at jeg kom tæt på ham, at han stoppede med at knurre. En anden gang råbte han "RØV" af mig, men dér havde jeg bestemt også overskedet hans grænse, fordi jeg skældte ham ud - og han havde sikkert vist mig alle de dæmpende signaler han kunne, så det var nok helt ok. Kenya, som jo var fra Grækenland, knurrede også hvis jeg kom for tæt på hende mens hun spiste ben. Dette aftog også med tiden, da hun fandt ud af at hun godt kunne ha' benet i fred - eller måske ligefrem kunne bytte med noget mere spændende... Jeg ville også "sende børnene i træningslejr" - igen fordi jeg mener at det er vores pligt at opdrage dem til at respektere hundenes grænser. Og så ville jeg selvfølgelig også træne med hunden, så dens ressourceforsvar forhåbentlig blev mindre med tiden...

Er der nogen der véd hvor I landet Nano befinder sig? Og om der er noget nyt?

Tja - jeg har jo kun rigtig god erfaring med at råfodre. Linus spiste kun så han lige kunne holde livet, og var alt for tynd, før han kom over på BARF. Efter vi startede på dét, så har der kun været få dage hvor han ikke har spist. Han er blevet BARF'et siden 2009...

Hi, hi... Endnu en rigtig hyggetråd! Linus hader nytårs-fyrværkeri, at komme i bad og græskarkerner! Nej, måske skal græskarkerner komme FØR badet!!! Han kan virkelig splitte et stykke brød/bolle eller bare en BID, i atomer, hvis der er græskarkerner i - det skal han bare IKKE ha'! :damn:

...Ih, altså - hvor ER det godt at læse denne tråd - vi (hund og menneske) føler sig jo som helt almindelige, når alle andre også har sådan nogle oplevelser! :blink: Den historie jeg vil fortælle om hér, er tilbage fra det første år hvor jeg havde både Linus og Kenya. Dette sker 1. jan. 2007, ovenpå vores 1. nytårsaften sammen, hvor begge hunde har været oppe i dét røde felt trods alle de gode råd om aktivering i løbet af dagen, ben, gardiner trukket for, lys i alle rum, lyde i alle rum, og et supert lækkert kødben til aktivering om aftenen - intet havde hjulpet, så jeg var ret bombet om morgenen... og så sker der følgende: (Skrevet dengang, på min daværende hjemmeside) "Starten på 2007 Stadig mærket af aftenen og natten før, stod vi op ved 11-tiden på den første dag i året... Jeg hoppede i min pyjamas, lukkede hundene ud i haven og tussede ud for at lave en stor kande kaffe, for jeg havde bare brug for at ligge og vågne stille og roligt på sofaen... Pludseligt var der bare noget som ikke var som det skulle være... Kender I dét? Dén der fornemmelse af, at noget er HELT galt!!! Jeg hoppede straks i de MEGET slidte træsko, som jeg havde overtaget fra min mor (og som for længst måske skulle ha' været smidt ud, men som jo godt lige kunne bruges når jeg bare lige skulle ud med skraldeposen) og løb ud i haven, og så til min GRU at havelågen var blæst op - og væk var hundene...! :hundifart: Mig tilbage, fat i hundesnorene OG bilnøglerne, da jeg før har oplevet at Linus er kommet løbende når han har hørt bilen starte, så jeg håbede jo at det også skete denne gang... Da jeg kom ud til bilen, så jeg lige to hunde, som kiggede på mig og løb op af cykel-stien, hvor vi plejer at gå tur... Mig bagefter, tøffende i træsko uden hæl, mens jeg kaldte MEGET lyst (og måske en anelse hystrerisk)... Hundene stoppede op, ca. halvvejs oppe, snuste lidt, fik ordnet det de nu skulle ordne, kiggede på mig og, er jeg RET sikker på, gav mig fingeren, og fortsatte op mod den store vej og ikke mindst Ringvejen!!! Min største skræk var jo at der ville komme en lastbil eller en bus, for begge hundene synes at larmende og langsomme køretøjer bestemt er skabt til at løbe efter... Jeg løb derfor tilbage og hoppede ind i bilen, og håbede at dét kunne lokke dem herned af igen, men Nej - de var stadig ikke i syne... Jeg valgte derfor at køre ud af vejen, i håb om... Ja, jeg ved ikke helt hvad, men NOGET måtte jeg jo gøre! På vejen mødte jeg én af dem vi jævnligt møder på vores gåture, og jeg nåede da lige at ønske ham Godt Nytår, før jeg fik sagt (læs=nærmest skreget) at mine hunde var stukket af, og så var jeg kørt videre... Pludselig så jeg Linus på vej ned af cykelstien igen, og Kenya også for enden af cykelstien, altså tilbage dér hvor jeg også sidst havde set dem, og jeg ”kastede” bilen ind på cykelstien, mens jeg nærmest væltede ud, og glad og rosende kaldte det bedste jeg havde lært... :klovn: Kenya kom glad og fro hen til mig, og hoppede ind i bilen, men Linus... HAN havde godt nok ikke lige tænkt sig at skulle med hjem lige nu... Så det var lige meget HVOR meget jeg kaldte, så løb han bare lige omkring mig. Og hele tiden håbede jeg bare at der ikke kom et køretøj, han synes han ville løbe efter! Pludselig kom der et ægtepar gående. Heldigvis var manden én af dem vi også jævnligt møder, så dét gav mig håb. Men Linus løb hen til dem begge to, og hoppede op mod dem, mens han gøede helt vildt, hvilket selvfølgelig gjorde dem en smule utrygge. I den tilstand jeg befandt mig i på daværende tidspunkt, synes jeg det tog en EVIGHED inden de kom tæt på mig, og jeg kunne altså ikke helt forstå at de ikke kastede sig over ham, når jeg nu fortalte dem at han var stukket af, og bare ikke ville fanges igen... Men efter flere timer (Ok., måske var der reelt kun gået et par sekunder, meeeen det føltes altså som timer!!!) sagde manden at han da havde nogle godbidder med i lommen og så tog han en pose frem... Jeg kunne lige se i ånden at Linus fik snuset til dem, og så var så stresset at han ikke fandt dem interessant og SÅ ville han da først være umulig at få fat i, så jeg spurgte med en stemme det mindst var 3 oktaver over falset, om ikke jeg måtte låne posen! Dét måtte jeg heldigvis, og jeg satte mig ned, og raslede godt og grundigt med posen, og så kom Linus jo alligevel lige hen og skulle se hvad det var for noget.... Og VUPTI - aldrig har jeg da holdt så godt fast i ham!!! NØJ, hvor var jeg taknemmelig, glad, lettet og alle mulige andre dejlige følelser!!! :hjerte::scared::klap2::banan: - Og det var så i de sekunder jeg igen blev meget bevidst om, at dér sad jeg, 1. nytårsdag, med røven mod Ringvejen, iført høj-rød flonels-pyjamas, meget udslidte træsko uden kap, morgen-hår og morgen-ånde... :damn::oops: Åååhhhhh, det er SKØNT at ha' hunde!!!! Så skal jeg da vist lige love for at 2007 er startet!!! :5up: "

Til det fremhævede: Af de 5 intakte hanhund jeg har boet sammen med i mit liv, er Linus (ham jeg har nu) den eneste der reagerer på løbske tæver - Vi er lige kommet gennem endnu en gang, og han bliver 8 år til sommer. Han har tydeligt reageret 3 gange - startede for ca 4 år siden, så det er ikke noget der sker ofte. Denne sidste gang var den "værste", og den eneste gang jeg oplevede ham som stresset af det. Jeg prøvede med Baldrian - noget som havde en fantastisk og omgående effekt! Jeg er generelt ikke tilhænger af at operere "forbyggende" - og med den erfaring jeg har, kunne jeg aldrig drømme om at kastrere en hund, før det evt. blev "nødvendigt". Også specielt når det er SÅ usikkert hvordan han vil reagere bagefter - for mig er der alt for mange ubekendte faktorer, der gør at ikke ville turde... Når jeg vælger hvilket køn min hund skal ha', så er det med de fordele og evt. ulemper det kan ha'.

Uh, en dejlig tråd - bestemt værd at huske til man skal ha' næste hund! En jeg kender, fordi hun også fik græsk hund, kaldte hunden for det han var: Han var en "Hund-jo"! :hjerte: Dét synes jeg er sjovt fundet på! Min bror havde en kat der hed Bent... En dag kom Bent hjem med killinger! Men Bent blev nu bare ved med at hedde Bent - til gengæld kom killingen, min bror valgte at beholde, til at hedde 2B (Bents Baby)!!! :blink: Ellers er min yndlings-fortælling den om hvorfor min "ungdomshund" kom til at hedde hans fulde navn! (Nogle af jer har jo hørt/læst den før - så spring fluks videre! Vi skulle ha' ny hund, og navnet blev diskuteret. JEG synes han skulle hedde Sofus, min mor mente han skulle hedde "Hansen", opkaldt efter en sjov lille spids, som min fætter havde. (Vi andre hedder Sørensen! :blink:) Men min far mente at det var nogle dybt debile navne at komme med - "Så kunne vi sku da ligeså godt kalde den stakkels hund for Hurra!!!". Men SÅ trådte min mor i karakter, for HUN ville fandeme IKKE så ude på trappen og kalde: "HURRAAAA - Der er mad!!!" Min elskede lab/golden-blandingshund, kom til at hedde Sofus Hurra Hansen, jeg var med til at ta' imod ham da han kom til verden - var med da han skulle herfra - og han var en stor del af mit liv i de godt 16 år han var i denne verden... :hjerte:

Uhh, som I kan se, så fulgte vi begge med i Crufts-streamingen!!!

Jeg vil også gerne deltage, hvis du mangler personer, med en ikke-liste hund... Min hund bliver heller ikke forvekslet med en listehund...

Når jeg begynder at tabe mit hår, er det tegn på at jeg får for lidt protein! Jeg er fedme-opereret, og skal derfor hele tiden være OBS på at protein skal være en stor del af mine måltider. Og jeg har ingen idé om, om det også kan gøre sig gældende for dem der ikke har fået en Gastric Bypass. Men måske skal du ha' fokus på om du får proteiner nok?

Allerførst: Et kæmpe tillykke til både mennesker og hunde, med hinanden!!! :klap: Ja, jeg sidder også hér med tårer ned af kinderne... Der må være røg i vores huse... eller nowet... Jeg læste lige det fremhævede på en lidt anden måde end det var skrevet, og tænkte: WTF???? Men hold nu op - det er da virkelig et helt fantastisk indlæg at læse! Hvor ER I alle sammen bare heldige... Og ja, det har jo helt sikkert været "meningen" - så godt som det er gået! Vi er heldige os der får lov at opleve sådan noget! (Da Kenya og Linus mødtes først gang, kiggede de kort på hinanden, sage begge lige et Vov - og SÅ blev der hygget og leget igennem!) - og sidst, men bestemt ikke mindst: Så er alle vi på HF jo mindst ligeså heldige, at vi får lov at følge det hele - både i ord og billeder!!! :hjerte:

Hold da op - et dejligt indlæg. Både fordi det er skønt at lære noget nyt - men hvor er det også dejligt at der kommer så mange indlæg. Jeg sidder jo hér og bliver både rørt og taknemmelig. Rørt over alle de/I mennesker der er så opmærksomme på jeres hunde/dyr, og taknemmelig over at jeg er inde i dette forum, hvor jeg bliver endnu klogere på min egen hund, fordi I deler jeres viden... Jeg tror da også at min Linus er ret sensitiv... Da jeg fik ham, for ca 6 år siden, troede jeg jo at han havde uanede mængder energi. Uanset hvor meget jeg aktiverede ham med hundeleg, løb og lange gåture, så løb han stadig "på væggene"... Heldigvis tog jeg kontakt til Grace på Tåsinge Hundepark, og noget af det første hun spurgte mig om, var om han kunne ha' stress... Det var selvfølgelig dét han havde, det bette pus - og det blev jo ikke bedre af alt det jeg mente han skulle opleve... Men efter jeg begyndte at skue ned for aktiviteterne "ud af huset" og op for hjerne-aktiviteterne, så blev han også mere og mere rolig. Han blev også mere og mere tryg ved mig, og så gik vi også over til at råfodre, hvilket betød at han også begyndte at få lidt sul på kroppen, hvilket jo igen betød at han også fik mere ro på. Desværre har jeg taget nogle valg, gennem de sidste år, som betød at vi (hundene og jeg) blev nødt til at flytte, mere end godt var - specielt for Linus. Men han har klaret dét SÅ godt, og meget bedre end jeg havde troet. Jeg tror det handler meget om, at han/de altid har været sammen med MIG. At jeg har troet på at dét at flytte, var det HELT rigtige - uanset hvordan alt andet har set ud. At når vi er kommet det nye sted hen, så har jeg haft ro på - og bare været sammen med hundene. Så måtte det andet komme hen ad vejen. Som nogle af jer ved, så har jeg "jævnligt" en depression - og jeg har faktisk oplevet at det var Linus der gjorde mig opmærksom på at jeg var begyndt at ændre mig = på vej ned. Han blev mere "pivet" og "mor-syg", og gik hele tiden med mig rundt i huset/lejligheden... Når jeg så "fik øje på dét" og ikke kunne se at der var noget andet der kunne påvirke ham, så kunne jeg se indad og mærke hvor dårligt jeg faktisk selv havde det... Vores "tilværelse idag? Ja, vi bor jo langt ude på landet, og Linus kommer ikke meget ud. Jo, selvfølgelig kommer han ud at gå, han kommer selvfølgelig også til dyrlægen når han skal - og nogle gange er han også med i bilen, når jeg bare kører ud og handler... Men ellers nyder han at kunne holde øje med ALT ude fra gården - døren står ret meget åben når vi er hjemme, så han kan gå ud og ind som han vil. Han har stadig brug for liiiige at tjekke om jeg stadig er der, når han har ligget ude i 10 min... Men ellers kører han stadig hurtigt op - f.eks. når der kommer nogen, men han falder også ret hurtigt ned igen. Når vi er hos mine forældre, så er han holdt med at gø, hver gang min far gik ind af en dør - uanset om det var yderdøren, soveværelses-døren eller toilet-døren min far gik ind/ud af, så gøede Linus. Nu gøer han kun når der kommer "gæster", hvilket jo er ok. Men når vi så har været der et par dage, så er han også bare SÅ træt, så han sover hele vejen hjem+næste dag! Men der sker også meget mere dér, end hjemme hos os... Men alt i alt, så er vores hverdag meget stille og rolig... For hvis der sker alt for meget for Linus, så kan han stresse i flere dage... Det er jo også derfor jeg vælger at han skal "dopes" nytårsaften - for når ham og jeg holder en stille nytårsaften, så er det "kun" medicinen der skal ud af kroppen i løbet af 1. januar, i stedet for at han skal bruge dage/uger på at få stressen ud af kroppen... Jeg ved ikke om Linus er Hyper Sensitiv - men han er i hvert fald mere sensitiv, end nogle af de andre hunde jeg har haft! Men han er også den eneste der har haft så hård en start - han er jo græker, og da han kom til mig, ca. 1 år gammel, var jeg det 8.sted...

Jeg fik også bestilt, og leveret, engang før jul... Måske i starten af december? Jeg er også begejstret for både servicen og produkterne! Og fordi jeg bestilte for mere end 400kr, var der gratis levering til døren!!! I øvrigt med en besked om, at hvis jeg havde brug for noget andet end de størrelser (mht. f.eks. ben) så skulle jeg bare spørge - så fandt vi ud af noget. Servicen er endda så stor at da de skulle denne tur igen, fik jeg mail om, at de nu kørte turen, om jeg skulle ha' noget med! Men som Museklik skriver: Det er et minus at det kun leveres i 8-900gr. pakker, når det er som "fars", og ikke løstfrosset.... Men jeg gør det at jeg lader det tø så meget at jeg kan pakke/skære det i passende stykker, og så fryser jeg det igen. Så lang tid det ikke er HELT tøet, så er jeg ikke så bekymret for om det er skadeligt at genfryse det. Men jeg tror da lige at jeg skriver til dem, om det er muligt at få nogle af de stykker kød, som håndskåret, eller lign.. Man kan jo ligeså godt prøve!

Hej alle... Kæresten og jeg skal ha' familien samlet på lørdag, til både eftermiddag og mad. Det skal ikke være noget vildt, og jeg tror vi har maden på plads: Først jordskokke-suppe, og derefter koteletter i fad. Jeg vil gerne lave nogle grovboller til om eftermiddagen, og hvis der er en af jer der har en "skudsikker" opskrift, på nogle der er både fiberfyldte og luftige ville det være supert! Ellers laver jeg det bare på slump - og håber det går godt! Men så vil jeg også gerne lave en kage - jeg tænker på en bradepandekage - men der helst være begrænset med fedt og sukker i den. Primært fordi jeg ikke kan tåle sukker, men også fordi jeg gerne vil vise at man gode KAN lave en lækker kage, uden den svømmer i sukker og fedt... Er der nogen af jer herinde, der har en god opskrift på sådan én?

Ja, som overskriften siger, så er jeg ved at kigge lidt på forskellige mobil-telefoner... Jeg er absolut ikke en der bare SKAL ha' det nyeste/smarteste/mest populære. Det er vigtigt for mig at få en der kan det den lover, og som ikke er dyrere, BARE fordi den har et "navn"... Er der nogen der kan tale for og imod de nævnte i overskriften, og gerne et alternativ til dem?! Prisen på Samsung'en har jeg fundet til under 4000kr, og det er nok også meget passende for det jeg kan betale... (Hvis jeg får løn! :blink:)

Ja, jeg er så én af dem der har valgt at total-dope min(e) hund(e) nytårsaften... Det første år jeg havde både Linus og Kenya, havde jeg aktiveret dem hele dagen, jeg tændte lys i alle rum, rullede gardinerne for, tændte radio/tv og så fik de et supert lækkert ben fra slagteren - og der var IKKE 3 minutter hvor de ikke gøede! Og udover dét, så var Linus helt oppe at køre de næste mange dage... Nu har jeg jo ikke Kenya mere - men at dømme på Linus' reaktion, når der skydes af i jagt-sæsonen, samt når der er fyrværkeri i radio/TV, så vil han stadig ha' bedst af at blive "dopet". Han skal lige ha' et tjek hos dyrlægen, og så få vi dem udleveret. Han har som regel lidt problemer med at "overgive sig" (Linus, altså - Ikke dyrlægen! ), men til sidst lykkes det! :blink: Ja, han "dingler lidt", men er jeg alene hjemme med ham, og jeg sørger for at "alt er klart", så når pillerne begynder at virke, så er vi klar til at han kommer op i sofaen, og så rå-hygger vi dér. Det er så begrænset hvad jeg skal i løbet af aftenen; bortset fra lige at varme/tilberede lidt mad til mig (Som i øvrigt er klargjort så det er nemt!) og ellers tilbringes aftenen i sofaen med god mad, vin og tv... Og jeg ELSKER mine alene-nytårsaftener! :hjerte: Og Linus er hverken angst eller aggressiv, når først pillerne virker - hvis der kommer mange/høje brag lige kl. 24, så løfter han lige hovedet, og giver et VOV - og det er så dét! :blink: Det tidspunkt jeg lægger mest mærke til at han er "anderledes", er når jeg går i køkkenet - så dingler han med, og når jeg åbner køleskabet, så stikker han hovedet HELT ind i dét - det er som om al hans opdragelse er gået fløjten, og det kun er hans instinkter der "virker". Det ER faktisk lidt morsomt at se - også selvom jeg selvfølgelig ville ønske at han ikke skulle ha' de piller. Men jeg mener at det er bedre for ham at få dém den ene gang om året, end at gå i flere dage og være voldsomt stresset... (P.S.: Jeg har i anden forbindelse prøvet med både DAP og Zylkene, og det havde slet ikke den ønsket virkning...) Jeg har det på samme måde som dig, Therese - hvorfor give hunden smag for noget som de ikke "har brug for"... Jeg forstår heller ikke helt hvorfor der er noget der hedder "hunde-chokolade" eller for den sags skyld: "Hunde øl"... Det er, IMO, noget menneskene har opfundet for at tilfreds-stillet deres egne behov - ikke hundes! :stupid: Min Kenya var også helt SYG med søde sager - og de eneste gange jeg har set hende selv tage noget, var da hun hoppede om på forsædet og nåede at spise en stor kvart bradepande med chokolade. Så var der den gang hvor hun hoppede op og tog resten af den kage som jeg havde sat på køkkenbordet, mens jeg fulgte min veninden til bilen - og så den gang hvor hun åd en HEL plade MEGET mørk chokolade! Sidste gang var jeg godt nok lige ved at gå i panik - og jeg ringede til vagt-dyrlægen, og han bad mig holde meget øje med hende... (Heldigvis blev hun ikke dårlig af det) Men jeg tror at det kommer af, at hun de år hun boede i Grækenland, selv skulle finde sin mad... Linus der imod, er ikke vild med slik/kager/søde sager... Altså han kan da godt spise det - men slet ikke på samme måde...

Hejsa - og velkommen! - og husk nu: Gerne billeder!

Uh, jeg er også glad for at høre at operationen gik godt - og at det tilsyneladende går som det skal efterfølgende... Det er godt at høre! :hjerte: Pøj-pøj med den kommende tid..

Jeg kender ikke til det - og tænker at prisen hér må være pr. kg.??? Ellers er det da vildt billigt!!!

Hmm.... GODT det var midt om natten da mine hunde døde en kat - så ingen opdagede det!!! Ellers havde jeg da stadig været spærret inde!!!! (Der KAN forekomme en anelse sarkasme i dette indlæg!)

Linus har også haft disse "hot-spots" et par gange, vist også kendt som "furunkulose"... Når jeg googler det, kan jeg jo se at det viser sig på forskellige måder... Jeg har opdaget det ved at han har slikket sig på en af poterne, og når jeg så har kigget, så er der et rødt og hævet punkt, nærmest som en "byld-agtigt" område. Hvis jeg opdager det tidligt, og det ikke ser betændt ud, så klipper jeg hårene af/ned, og sørger for at rense det i neutral sæbevand, tørrer det godt, og hvis det væsker, binder jeg det ind, i noget jeg har fået fra dyrlægen. Derved undgår jeg også at Linus slikker mere i det... Selvfølgelig kører jeg til dyrlægen hvis det er eller bliver slemt, og efterhånden har jeg jo set det nogle gange, så jeg ved hvad jeg skal kigge efter... De første gange han havde dét, var jeg afsted med ham...

Sjov tråd. Linus hygge-logrer til daglig, altså når han kommer ind og opdager at jeg stadig er der! (Trods det at jeg skal forbi ham, hvis jeg skal gå!) men så får halen lige et par slag, fra side til side et par gange. Det samme hvis han ligger i en af hans stole, og pludselig synes han skal ha' kontakt: Så ned-stirrer han mig, og små-piver, og når jeg så kigger på ham og siger: "Hvad så, ven?" Så logrer det yderste af halen også lige lidt - inden han hopper ned, og kommer over til mig! Når vi er ude at gå, og hvis der så er en person der tiltaler ham, så piver, skriger og gør han, så man skulle tro han har ventet på lige præcis dén person HELE sit liv!!! Også selvom personen er en fremmed!!! :stupid: Og hvis det så er en han kender, så logrer han ikke med halen - men så er det hele kroppen der bevæger sig!!! :banan: MEN når han så møder en lille damehund som han skal imponere, så er det HELT op på tæerne, ørerne HELT tilbage, og så kører halen som en propel på en helikopter! HELT vildt hurtigt og rundt og rundt og rundt - havde han ikke vejet 30 kg. ville jeg være nervøs for om han pludselig lettede! :blink:

Men intet nyt om den lille fyr?

Puha, lyder som en slem omgang - men godt I har fået styr på det hele igen! De gange mine hunde har skullet ha' piller, har det virket med to stykker leverpostej. Først viser jeg dem, at jeg har et klat postej (vifter dem om næsen med dét) så putter jeg pillen i dét stykke postej, mens jeg skynder mig at vise dem at jeg har ét mere stykke. Så skynder de sig at spise det første stykke (det med pillen i) for at blive klar til at få det næste stykke! Og vupti, så er pillerne nede! :klap:

Jamen, det er da utroligt, som der er mange der har dét lige pt.?! Det er ligesom om at det ikke bliver værre med Linus - det ligner bare sig selv, og det generer ham stadig ikke. Nu har jeg jo været "arbejdsramt" den sidste uge, så jeg har svært ved at fornemme om det kløer mindre end i starten, men jeg fornemmer altså ikke at det er blevet værre... Under andre omstændigheder (læs: "bedre økonomi" eller "værre tilstand") er jeg nok så hys at jeg ville ha' taget til dyrlæge med ham - men igen: fordi jeg allerede NU ikke har flere penge til denne mdr. (som i 10 kr. på kontoen) så vurderer jeg at så længe det ikke bliver værre, så ser vi liiiiige tiden an... Men jeg tjekker selvfølgelig hele tiden, og udvikler det sig, tager vi selvfølgelig afsted!!! Jeg har tænkt lidt over om det kan være den dér giftige svamp, der har været snakke om? Altså jeg er 90% sikker på at Linus ikke har spist af den, men jeg tænker at hvis han nu har haft næsen i nærheden af den, når vi har gået tur, om det så kan give denne form for "irritation"?