Bitten Soerensen

Da drengen satte sig, fór Linus hen til ham (altså Linus lå under bordet, og fór op fra under bordet), og gøede ham "op i hovedet" og der var ingen tvivl om at Linus var "aggressiv"/vred... Og vi er selvfølgelig chokerede, netop fordi Linus ALDRIG har udvist nogen form for aggressivitet overhovedet - hverken overfor børn eller voksne. (Han har jo fået tilnavnet "myzze-hunden", netop fordi han altid har været vild med børnene der var omkring ham) Det er jeg ret sikker på at der ikke har. (Altså så sikker som man nu KAN være - men drengen var på intet tidspunkt alene med Linus) TAK! Jeg er SÅ OBS i øjeblikket. Og "heldigvis" kommer der ikke til at være børn her de næste 3 uger: Vi har først børnene igen næste søndag - og mandag morgen kører vi på ferie. Ja, selvfølgelig er tingene stadig nye for Linus, men igen: Han virker til at være faldet helt til hér: Han kan sagtens slappe af - både ude og inde. Og han nusser egentlig bare rundt, som han "plejede" da vi boede for os selv. Og nej - jeg ved faktisk ikke om jeg kan lukke ham bag et gitter - eller om børnene kan det, hvis de er her alene. Han er ved at vænne sig til at der er gitter for ind til soveværelset, men der er det måske mere os der er "lukket inde"...

Jeg synes netop IKKE at Linus har reageret anderledes på denne dreng, mere end "almindeligt" - altså når der kommer nogen, er Linus jo glad, og gør, mens han løber hen for at hilse på dem... Når de så har sagt Hej, så lægger han sig normalt ned igen. Dét tror jeg bestemt ikke at han har (Det er ikke ummidelbart noget jeg tænker på(om ham - og det er heller ikke diagnostiseret) Hvis han er noget, er han lidt gammelklog! Nej, denne plads er faktisk en stol der normalt ligger reklamer på - og det er ikke første gang at der er nogle der sidder dér - den pågældende dreng og hans bror har siddet dér flere gange, hvor der ikke har været antydningen af noget som helst. Kæresten og jeg var oppe før børnene, og mens kæresten spiste morgenmad(Ved det omtalte spisebord) var jeg gået i stuen. Så kom han derind, og vi faldt i snak. Da han kom ud i køkkenet igen, manglede der et stykke brød. (Bordet står ikke så vi kan se det inde fra stuen!) Og Linus har jo altid taget ting fra bordene - når vi ikke kan se ham! ------------------------------------------ I skal vide at det betyder rigtigt meget for mig at I tager jer tid til at svare mig. Jeg er virkelig helt ude i tovene med dette hér - og jeg kan mærke på kæresten at han er rigtig bare for hvad det er, og ikke mindst hvad det evt. udvikler sig til... :scared: Og jeg kan slet ikke overskue hvad konsekvensen kan være - vi KAN jo ikke have en hund der gør udfald mod et barn...

Det har jeg faktisk slet ikke tænkt på - men jeg tænker at det nok er for tidligt til puberteten? "Vores" dreng er 9, bliver 10 til december - ham der var på besøg er 10.

Hej alle sammen... Som nogle af jer ved, så er Linus og jeg flyttet ned til kæresten, og, hver anden uge, også kærestens børn. I starten var der store problemer med Linus - indtil jeg opdagede at han faktisk havde ondt i sine tænder. Han fik fjernet en stor betændt rov-tand i hver side af overmunden, samt tanden ved siden af hjørnetanden, hvor emaljen var flækket. Så han havde da selvfølgelig haft vildt ondt! (= følelsen af at være verdens dårligste hundeejer! ) Efter dét, har han være HELT sig selv, og han har bare hygget sig med børnene når de har været hér, og har også kunnet finde ud af at slappe af. Vi har ofte talt om, hvor "nemt" det nu er blevet, og hvor gode hund og børn er sammen! Men... I dag kom så en af sønnens kammerater. Han har været hér før, og der har ikke været noget som helst. Drengen er ikke helt tryg ved hunde generelt, men måden han takler det på, er ved egentlig at "trække sig lidt" og f.eks. vende ryggen til, når Linus kommer løbende og gør. Helt fornuftigt, synes jeg. Men i dag var han her igen, og drengene kom ned for at spise frokost. Vi sad ved spisebordet, da drengen kommer og vil sætte sig for enden af bordet. Pludselig ryger Linus op, og gør "udfald" mod ham! Vi (kæresten og jeg) tager selvfølgelig fat i Linus, men han gør det igen. Jeg tager Linus med om på den anden side af bordet, og jeg tænker om det er noget "madforsvar" set fra Linus' side. Linus har lige netop i morges, taget et stykke brød fra bordet. Vi får drengen væk fra bordet, og får ham til at give Linus nogle lækre godbidder og dét accepterer Linus - men så snart vi satte os ved spisebordet igen, gjorde Linus igen "udfald". Jeg tog Linus og gik i stuen, men det var svært for ham at falde til ro, han havde hele tiden fokus på hvor drengen var, og han reagerede igen, da drengen gik fra køkkenet og op på værelset. (Og han gik kun forbi døren ind til stuen hvor vi var) Jeg kan slet ikke gennemskue, hvad der kan være galt?!!? Jeg synes jeg har mærket på Linus, og tjekket ham, og kan ikke umiddelbart fornemme at der er noget galt/at han har ondt. Jeg kan haller ikke se at drengen har gjort noget som helst, som skulle forklare hans adfærd. Jeg er SÅ ked af det, og angst for hvad der kan ske? Altså, der sker jo at børnene kommer hjem før vi andre, og tænk hvis nu...??? Og jeg frygter jo at det "kommer til at gå galt"... Hjælp - er der nogen der har et bud på hvad der kan være galt - og ikke mindst, hvad vi kan gøre....

Jeg tænker lidt, at grunden til at Linus er Så opmærksom på alt det der sker, primært når børnene er hér, er at han jo aldrig har været vant til at der er sket ret meget. Han har jo, langt de fleste år, kun boet sammen med mig, og jeg har levet ret "eneboer-agtigt", så det har kun været mig han skulle forholde sig til. Nu er der pludselig 2 store børn, der er ret aktive, og ikke sidder meget stille når de er hjemme. Dét, kombineret med at han jo har en ret lav stress-tærskel, som gør at han hurtigt er "på", gør at han selvom han finder ro, f.eks. mens vi spiser, så går der jo ikke ret mange minutter, før en af os rejser sig, osv. Og JEG har også brug for ro, så jeg tager ham med i kælderen for at se om han på den måde kan lære at finde lidt ro, selvom de er her. Jeg kan godt følge dig i, at kradsemærker er kradsemærker, men... Jeg er jo flyttet ind hos kæresten, som har taget Linus "med i købet", hvis det giver mening. Der er bestemt INGEN tvivl om, at han er glad for Linus, men man kan også sige, at vi aftalte at vi gav det en måned med Linus, og gik dét ikke, tog vi den derfra. Kæresten har et meget pænt og "ordentligt" hjem, hvor alting er i orden! (På dét område, er han bestemt ikke typisk mand! :blink:) og selvfølgelig vidste vi godt begge to, at Linus er en hund, og derfor kunne vi ikke vide hvordan han reagerer i situationen - men netop fordi Linus ALDRIG har ødelagt noget som helst, i de 8 år jeg har haft ham, var det slet ikke med i min (eller hans) overvejelser. Nej, han har ikke decideret smadret noget, men han har kradset på begge døre ud til. Derfor frygter jeg nemlig også at han vil "gå amok" på en eller begge døre, hvis han får lov at være deroppe...

Tak for svar, Sitto. Vi har valgt at lade ham være alene hjemme i kælderen, primært fordi der ville der ikke ske noget, hvis han havde et uheld, eller lign. Og vores tanker var jo netop også, at hvis han skulle finde på at kradse på døren, fra han kunne høre bilen til vi nåede at komme ind, så var der ikke den store skade der kunne ske. Kælderen er jo altså en fuldt beboelig kæder, så ikke noget "kedeligt og træls" sted. Vi har også talt om, om han mon ville trives bedre i køkken/stue, men jeg kan jo se at dørene udtil, har fået et par kradsemærker, bare de to dage han nåede at komme derop, hvor han var alene hjemme. Så jeg frygter jo at dét ikke er bedre at lade ham være i "hele" huset??? Jeg ved ikke om jeg har været lidt uklar, men han og jeg er jo sammen i kælderen, både om natten, men også nogle gange om aftenen/eftermiddagen og på de tidspunkter oplever jeg ikke, at han er mere utryg end når vi f.eks. er i stuen eller køkkenet. Og netop i kælderen har han/vi den sofa, som har fulgt mig i den tid jeg har haft ham, og som vi sover på om natten, han og jeg. Når vi f.eks. går her om dagen, og jeg f.eks. skal ned i kælderen efter noget, så vil han gerne med, og når jeg som nu, feks. har sagt godnat til kæresten, så vil Linus også gerne med i kælderen. Derfor knytter jeg faktisk ikke så meget hans adfærd sammen med at være utryg ved kælderen, men mere til dét at være alene hjemme. Hvor læser du at han ikke er tryg ved datteren? Jeg spørger kun af nysgerrighed, forstået på den måde, at jeg slet ikke har tænkt at han ikke er tryg ved hende, men hvis der er noget jeg ikke har set, så er det da bestemt noget der skal arbejdes med!!! Endnu engang, tak fordi du tager dig tid til at svare mig... :5up:

Nu er det så sket – vi valgte af flere grunde, at flytte sammen allerede d. 1. maj. Jeg havde jo haft Linus med hos kæresten en del gange, og han blev SÅ stresset af det. (Linus, altså ) Han "parrede" børnene, så snart han så dem, og til sidst også mig, når vi kom hjem, så ingen tvivl om at det var for meget for ham. Det var nogle hårde dage for Linus, også fordi børnene var her de første dage. Jeg har indrettet et værelse i kælderen med mine ting, og Linus og jeg har været dernede om aftenen og natten, i håb om at kunne skabe ro for Linus. Men så lang tid han kan høre at der er nogen ovenpå, så ligger han og piver - men han sover godt om natten når der er ro, så han får heldigvis noget søvn. Han har helt klart nemmere ved at falde til ro, når der kun er kæresten og jeg, end forrige uge, hvor børnene også var her - Han har Adaptil halsbåndet på, og han får en pæn dosis baldrian. I søndags var han alene hjemme en god times tid, og udover han havde forsøgt at komme ud gennem en kattelem samt åbnet en dør, oppe for enden af trappen, så var der ikke noget. I mandags var vi så på job, og det var lykkedes ham igen at åbne døren oppe for enden af trappen (hvilket betyder han skal stå på trappen fra kælderen og hoppe op af døren!) og derefter åbne døren ind til køkkenet (som åbnes MOD ham selv) og så stod han i stuevinduet, og tog imod mig!!! (Det er jo ikke uden grund, at jeg påstår at Linus' motto er: "Hvor der er vilje, er der vej"! ) Så har kæresten lavet en plade til at sætte for døren og vendt håndtaget opad og SÅ håbede vi, at Linus fandt ud af at det ikke kunne betale sig at skrabe på dén dør – men vi blev klogere. Så nu skal der sættes en plade for, inden vi lukker, håndtaget er vendt nedad OG vi låser døren ned til kælderen – og umiddelbart ser det ud til at han har accepteret at han ikke kan komme ud af døren oppe for enden af gangen. Men så havde han kæmpet med den føromtalte kattelem - og den var splittet ad i atomer, og han havde gnavet i den, og i døren, for at komme ud..:-( Kæresten satte derfor en plade for, så der var helt lukket – og nu er det så pladen OG døren, det går ud over. Han har også ligget både i sofaen i kælderen (kunne jeg se på dynen, der ligger deri) og de dage han gik i stuen, også i sofaen dér (som han ikke ligger i når vi er her - men jeg kunne se at puderne var skubbet væk, og jeg kunne mærke den var varm ) Så han ligger åbenbart også og slapper af, når vi ikke er her. Generelt har han jo aldrig har haft alene-hjemme-problemer, så dét tænkte jeg slet ikke på at han skulle udvikle. Det er kommet fuldstændig bag på mig - og på stort set alle andre områder, virker han til at han er ved at falde ret godt til... Jeg kan ikke gennemskue hvad og hvorfor - om det simpelthen er et udtryk for at han stadig er stresset - og selvfølgelig sikkert også fordi vi er gået for hurtigt frem. :-( Det er tydeligt, at han HAR ligget i sofaen, men han har f.eks. ikke spist de godbidder jeg har kastet ud på gulvet - dem spiser han først når jeg kommer hjem. For om aftenen når vi går derned (han og jeg sover stadig i kælderen, dels fordi vi endnu ikke har fået fat i et gitter til døren i soveværelset, men også for at sikre at han vænner sig til at være der) så er der ikke noget. Han slapper af, og sover - indtil han kan høre at Erik står op - SÅ skal vi også op! Men er det mon fordi vi ikke laver så meget i kælderen? Altså, det er jo i stueplan vi ER og dér vi "går udfra", hvis det giver mening? Vi prøver dog, at huske at tage ham med derned, NÅR vi laver noget dernede (uanset hvad det så er), og også at jeg kan spille nogle af de aktivitetsspil jeg har til ham, derned + selvfølgelig træne ham på andre måder dernede. Han er KUN alene i kælderen, når han er alene hjemme! Jeg har været på værelset i kælderen sammen med ham, når børnene har været der, for at se om han kunne finde lidt ro - for han er jo opmærksom på alt når børnene er der. Og der ER jo noget mere uro, så i håb om måske at lære ham at kunne finde ro, så går han og jeg i kælderen. Og han har radioen tændt - Og han har hele tiden adaptil-halsbåndet på, og vi supplerer stadig med baldrian... Men det store spørgsmål er jo: Hvad nu? Ingen af os har mulighed for at tage ferie i de næste dage. Jeg kan muligvis have nogle korte dage, men han vil stadig skulle være alene hjemme nogle timer, og det vil være den ældste datter der skal lukke ham i kælderen, hvilket jeg faktisk er ret ked af, når det er SÅ slemt for ham at være hér... Jeg aner ikke mine levende råd... Min "lille hund" bliver 9 år til august, og har altid haft nemt til stress, men faktisk også ret hurtigt faldet til ro igen...

Tak - endnu engang! :blink: I dag er jeg helt ødelagt - og jeg er ved at gå ud af mit skind... Jeg har haft en laaaang snak med en veninde i dag - en af de få mennesker der véd hvilke følelser der hænger ved det at have hund. Og som også kender til alt det Linus og jeg har været gennem sammen, men også hvad Linus har været gennem inden han kom til mig... Hun véd, at Linus er min "soulmate"... :hjerte: For vil Linus kunne "holde til" at blive flyttet? Da han kom hos mig, 1 år gammel, var jeg 8. eller 9. sted han var - og han var selvfølgelig voldsomt stresset. Noget jeg efter lang tid og hårdt arbejde, har hjulpet ham med at komme af med. Nu kan han slappe af og elsker nærkontakt. Jeg har måtte flytte 4 gange i de år jeg har haft ham, og der er ingen tvivl om, at han bliver meget påvirket af flytningen, men indtil nu har han affundet sig med det, og er også faldet ned efter et stykke tid med ro... Men.... Hvordan vil han komme gennem det denne gang? Og hvad nu hvis... Hvad nu hvis han slet ikke kan finde ro dernede? Der vil jo være ret megen uro, specielt i de uger børnene er der? Han vil jo heller ikke få det tæthed/nærhed som vi har nu (i sofa og seng) og som han (OG jeg!!!) nyder SÅ meget? Og er det overhovedet rimeligt at flytte ham igen??? Skal jeg vente med at flytte derned, til han ikke er mere??? Eller skal jeg "tage chancen" og flytte derned med ham og hvad så hvis han slet ikke fungerer - hvad gør vi så? Og HVIS vi så er ude i at det så vil være bedst for ham at få fred fordi han/vi ikke kan få det til at fungere, vil det så ikke være synd for ham, at den sidste tid han har, var fyldt med stress??? Linus' liv har været fyldt med stress og han fortjener bestemt IKKE at hans sidste tid også bliver det... Åhhh - jeg er SÅ ked og frustreret lige nu - Jeg græder og græder - og kan slet ikke finde ud af alle tankerne... (Jeg kan så snart heller ikke se ud af de hævede øjne mere) Er der ikke lige én der kan komme med de kloge ord? (Nej, det ved jeg godt at der ikke er - ville bare sådan ønske der var en der havde en krystalkugle, og kunne råde derudfra!!!)

Åh nej... Hvor tragisk... RIP Cody...

Vi er jo nogen som ikke følger ordsproget: "Krage søger mage"! Super dejlige billeder af smukke hunde!

Lækre små chokoladeknapper!!!! :klap2::banan: Tillykke, tillykke!! Og glæder mig til mega-meget billedspam!!!!

Tak for input, luckyluna. Jeg er helt enig i, at kælderen er for langt væk, når vi skal sove, og kæresten kan godt forstå mine argumenter, når jeg forklarer ham at det så bliver for mange timer Linus skal være væk fra "flokken". Jeg kan ikke helt lige gennemskue det med lågen/gitteret. Linus er jo en hund der nemt hopper over/under, hvis han vil frem. Og han er effektiv til at åbne døre... (Hans motto MÅ være: "Hvor der er vilje, er der vej" - og der er stor vilje! ) Mht. at få ham ud af sengen, når jeg er hjemme, så vil jeg klart prøve det - ulempen er jo, at fordi jeg er SÅ vant til det, flytter jeg mig jo ofte i søvne og opdager ikke han kravler op... Hmm.... Tænker jo lige at jeg jo har et værelse ovenpå, hvor han faktisk HAR oplevet at jeg har sovet før... Måske skal jeg prøve det igen... Mht. at gøre kælderen "hjemlig", så tænker jeg om det kan være en ide, at flytte en gammel sofa derned? Jeg har en gammel sofa, som vi har brugt et andet sted, så den kender Linus også - og når vi så flytter alle mine ting, kommer den sofa jeg bruger nu, derned. Og ja, god ide med radio - det bruger vi også nu, så ja, det skal vi selvfølgelig huske. DAP har jeg ingen erfaring med, men måske skal jeg, når tingene begynder at tage til, enten investere i sådan en, eller også give ham baldrian-piller, som vi har god erfaring med... Endnu engang TAK for input - altid dejligt at få noget feedback på sine tanker!

Hej alle. Kæresten og jeg har talt om at jeg (og Linus, selvfølgelig :blink:) skal flytte derned til august. Men hvordan gør vi lige i fht. Linus? Vi har jo heldigvis tid til at øve os, men jeg har brug for input til hvordan vi gør det bedst for Linus. Der vil jo komme andre "regler" for Linus, fordi vi nu pludselig også skal være sammen med kæresten og hver anden uge, sammen med hans børn. Det er faktisk ikke i fht. børnene jeg tænker, men hvordan få jeg lige lært Linus de nye regler? Linus er jævnligt med dernede og han har fundet ud af det der med at slappe af, når vi sætter os. Og selvfølgelig bliver det bedre jo flere gange han er med dernede. Linus har heller ingen problemer med ikke at hoppe i sofaerne - et enkelt nej, og så er det ok! Men det jeg ikke helt lige kan gennemskue, det er hvordan jeg får ham lært at være alene dernede? Kæresten har en lækker stor, pæn og beboelig kælder, og når jeg flytter ind dernede, kommer min sofa til at stå i et af værelserne dernede. Derfor har vi talt om, at Linus godt kunne være i kælderen når vi ikke var hjemme. Men hvordan gør vi? Kæresten vil ikke have Linus i sengen - og selvom JEG jo synes det er rå-hyggeligt - så kan jeg faktisk godt forstå det. Men hvad så? Er det bedst at han så er i kælderen, som når han er alene hjemme, eller er det bedre han har et kurv/tæppe elle lign. udenfor soveværelses døren? Dels tror jeg ikke Linus kan ligge på gulvet, hvis jeg ligger i sengen, og dels vil han helt klar reagere hvis vi "bliver urolige"! :slem: Og hvordan træner vi det, så han ikke kradser døren til spåner? Kæresten ER ret glad for Linus, men som han siger; så har han ikke så meget forstand på hunde, så enten skal jeg lære ham om hundens sprog/signaler, eller også skal vi "betale os fra det" - Men hvad, hvor og hvor længe? Han (kæresten, altså!) er ret lydhør overfor det jeg fortæller, men måske er det bedre med en udefra, som også kan fortælle ham noget grundlæggende? Ja - jeg tænker meget - og jeg glæder mig meget til at skulle bo sammen med min elskede. Men jeg HAR også prøvet at et forhold gik i stykker, bla. fordi Linus kan være en mundfuld... Men jeg ved også, at hvis vi bare er ihærdige og konsekvente, så KAN Linus også lære en masse... Håber nogle har lyst til at komme med et bud på hvordan vi gør denne flytning nemmest for Linus, så det også bliver en succes for os alle! Bekymrede tanker fra Bitten...

Jeg er enig med Bassilberner hér - og meld endelig tilbage med dyrlægens svar!!! - og velkommen hertil! :blink:

Hmm... Jeanette: Jeg kan nok bedst lide nr. 2 eller 3 til dig - men jeg er så måske heller ikke rigtig dullet?! :hmm:(Nej, pjat - men jeg kan godt lide at man ser DIG med briller og ikke brillerne med dig! :blink:)

Hmm - er det kun mig, eller passer billederne ikke på teksten?

Shazam er ge-ni-al!!! :klap:

Tak, Beaglepack. Det var netop dét jeg gerne ville vide. :5up: Ja, det er jo netop hvor mange gange skal man igennem "symptom-behandling" før man skrider til den mere "alvorlige" behandling? Nu er det første gang jeg oplever det hos Linus, men jeg har jo en idé om, at det nok er noget det kan ha' tendens til at vende tilbage, når det først ER kommet... Og jeg ved jo godt, at der ER risici ved operation - og jeg har aldrig haft Linus i narkose, så alene dét ville jeg selvfølgelig være bekymret for. Men selvom det umiddelbart ikke virker til at genere ham, så kan det bestemt heller ikke være rart for ham. (Han både spiser, drikker og virker til at være en glad (men aldrende) hund.) Men nu må vi se hvad dyrlægen siger - medmindre det forbedrer sig meget i løbet af dagen/natten... Endnu engang tak for svar...

Jeg har stemt Hvert andet år. Når vi ikke skal noget, og "bare" går herhjemme, så vaccineres Linus nok ca. hvert andet år. Men skal han i pension eller lign. så bliver han vaccineret, efter deres foreskrifter.

Tak, alle sammen. Jeg har jo netop renset det med klorhexidin i nogle dage, men jeg synes ikke det bliver bedre? Beaglepack: Jeg har læst om jeres "omgang" - og jeg kan jo netop forstå at det gik fint med operationen, og at det hjalp. Men hvor mange gange var I igennem at han fik eksem, og hvornår kom I frem til at operatone(erne) var den bedste løsning?

Hej alle. Jeg har opdaget disse sår hos Linus. Som I kan se, så sidder de på begge sider, på "underlæben". Linus har før haft udbrud af furunkolose, men altid på poterne, og derfor tænker jeg at det nok er læbefoldseksem, men hvad tænker I? Jeg renser med klorhexidin, og kontakter selvfølgelig dyrlægen på mandag. Hvis det ER læbefoldseksem, hvad er behandlingen? Og hvor meget "skal der til", før en operation er det bedste?

Ved den første hund jeg selv havde, sagde min daværende kæreste, at naboerne måtte tro at han jo fik tilskud til mig, sådan som jeg opførte mig, bare fordi hunden tissede! Men husk jo også, at hundens hørelse er mange gange højere end din, så du behøver ikke være vildt højtråbende - bare du fortæller og viser glæde (i stemmen) over at den gør det helt rigtige! Og ja, jeg roser også min hund når han tisser (og i øvrigt ret mange andre gange i løbet af en dag) uanset hvor jeg er! Og han er efterhånden blevet 8 år! Mht. foder - hvad får han nu? Og hvad er han allergisk overfor? Og hvad har du prøvet?

Uh, mørkegrøn var sikkert ikke helt tosset! Det lurer jeg lige lidt på! Tak! :kys: Jamen, der skal selvfølgelig stå "TOM K" med guld på de fire fingre på den ene hånd - og måske et billede af Tom på tommelfingeren! Og så ved jeg ikke helt om der skal skal stå "AUDI" på de andre, og så Audis logo på den anden tommelfinger - og det er selvfølgelig i sølv... Jeg overvejer også om jeg skal "skifte Audi ud" med Jan M, men han skal så også være i guld! (Men hvis de begge skal være i guld, så er der lidt flere farver at vælge mellem, tænker jeg - der er mange røde nuancer der passer godt til. Men nu ser jeg lige hvad jeg finder ud af. Men tak!

Ja, tænk: Nu har jeg også spørgsmål i dulletråden. Noget jeg aldrig troede skulle ske. Ikke fordi jeg bare har totalt tjek på "sådan noget", men nærmere fordi det aldrig har været noget jeg "gik op i"... Men det skal jeg da lige love for har ændret sig, i løbet af de sidste år. Dels fordi jeg nok er begyndt også SELV at kunne se mit vægttab, men også fordi jeg har fået min kæreste... Og uanset om man vil det eller ej, så smitter det lidt af, når man begynder at være sammen med mennesker, med en anden stil en en selv! (Vi er meget ens mht. livssyn og værdier) men i stil er vi mega forskellige, og vi talte om, allerede i starten af vores forhold, at enten ville vi drive hinanden til vandvid, eller også ville vi kunne supplere hinanden, så vi hver især ikke var så ekstreme! Og det er heldigvis (indtil nu da!) blevet til det sidste! :klap: Nå - men tilbage til Dulletråden! Jeg har brug for hjælp til en farve neglelak. Vi skal jo ned og se Le Mans-løbet, og i den forbindelse skal jeg ha' neglelak på, som kan gå både med guld og sølv. Jeg har købt nogle bogstaver, som skal ovenpå lakken, og på den ene hånd er de i guld og den anden sølv. Men hvilken farve lak, skal jeg bruge? Jeg har overejet sort - men jeg synes bare den er så "hård" og ikke specielt "sommer-agtig". Men samtidig skal det jo alligevel være en der er lidt mørk, for at bogstaverne kan ses? (Ja, I know - det er de helt store eksistentielle spørgsmål, vi har gang i hér! :pift:) Og hvis man køber en UV-lampe til gele-negle fra HongKong, så skal man huske at tjekke om den er til 110V eller til 230V - har jeg hørt! :stupid:

RIP, smukke Sadie. Og hils deroppe! Hvor var hun heldig at være hos jer, som heldigvis forstod at sætte hendes værdighed over jeres egen sorg. Det er en svær tid at komme igennem - og jeg sender tanker og kram til dig/jer, både 2- og 4-benede... Hvad sagde/siger de andre hundebasser til at hun ikke er mere? (Hvad har du besluttet mht. Keith?)