Lykkeliv

Nå, nu endte det med at jeg bestilte 30 kg Wolfsblut! Håber kræet fungerer på det, for der går nok lige noget tid inden vi kan skifte hvis det ikke går Men mon ikke det går, hun spiser jo alt og maven er ved at være ret hårdfør efterhånden. Har bestilt 1x Green valley og 1x Blue mountain. Egentligt tiltaler Green valley mig mest, men tænker at jeg hellere må tage lidt af hvert, hvis nu gatoren af en eller anden årsag ikke fungerer godt på det ene eller det andet

Mægtigt sødt, lige indtil man skal i seng Det er bare ikke lækkert at ligge og sove lugten af hundemad, for ikke at tale om de krummer som på mystisk vis får sneget sig under dynen

Ok

Med Stella tog det 3 uger... Med Asta gik der 14 dage hvor vi var nået op på en 5 timers tid... nej, nok nærmere 4 tror jeg... men så begyndte hun at pive på videoerne, nok fordi jeg var gået for hurtigt frem, så det var en ommer der varede cirka 6-8 uger så vidt jeg husker. Jeg går slet ikke ud og ind i sekunder på den måde. Jeg kan ikke se formålet, for hunden får IMHO på ingen måder muligheden for at forholde sig til alene hjemme situationen hvis man kommer tilbage med det samme. Jeg er startet med at tømme postkassen eller lign. første dag, så gå ned og starte bilen anden dag og så udvide derfra. Først i spring på 5 minutter, så 15 minutter, så 30 minutter og til sidst i timer Jeg videooptager hele tiden, og laver hunden noget som helt andet end at sove, så starter jeg forfra - hvilket var hvad der skete med Asta, som lå i sofaen og pev i nogle minutter da jeg gik og igen halvvejs i processen.

Jamen gør det det? For... du bliver jo ved med at have problemer

Nu bliver jeg altså nødt til at spørge om noget... og det er ikke for at være kritisk eller negativ... spørgsmålet er stillet i REN nysgerrighed. Noget jeg altid har lagt meget vægt på i min alene-hjemme træning er at hunden under indlæring skal have tid til at forholde sig til det at være alene og når vi kommer op i tid (og over "forholde sig til"-delen) gerne være sovende under hele seperationen. Men noget jeg har oplevet at være lige så vigtigt få formidlet til hunden under alene hjemme processen er, at jeg aldrig aldrig aldrig nogensinde går fra den mere end én gang og den kan regne med at jeg er kommet tilbage "for good" når jeg kommer ind af døren. Ligemeget om den har været alene i 5 minutter eller 9 timer. Dette for at forhindre at hunden går og "afventer" signaler på om jeg nu går igen og på den måde på sigt får opbygget et anspændt forhold til det at blive forladt, ved at gå og "vente". Efter at have fulgt denne tråd igennem tiden, kan jeg nu ikke lade være med at spørge... Er du ikke bange for at du spænder ben for dig selv, ved at gå fra dem så mange gange i løbet af dagen? Jeg går ud fra at det er din adfærdsbehandler der har rådet dig? Ved du hvad tanken bag dette er?

Gatoren og jeg har en urokkelig aftale om, at jeg ikke ønsker mad oppe i min seng. Denne har været stående størstedelen af hendes korte liv (knap 2 år) og har aldrig været svær at administrere tidligere. Når Asta er alene har hun soveværelse og badeværelse til rådighed, fordi jeg ikke synes jeg behøver at opfordre til skidte vaner såsom at ligge og sove i sofaen og åbne skuffer hvis man bliver sulten når hun er alene hjemme. Det foregår altid sådan at hun enten får serveret en af hendes aktivitetsting med morgenmaden eller et marvben i åbenstående bur når jeg går hjemmefra. Det plejer hun at hygge sig med i 20-60 minutter, hvorefter hun forlader buret, tager noget at drikke og hopper op i sengen for at sove. De sidste par dage er det dog ikke gået så godt med at holde maden i buret, og hver dag jeg kommer hjem, er det til dette syn Hvordan søren får jeg det aflært igen? Hun gør det jo ikke når jeg er der Hvis det fortsætter hælder jeg til at servere maden inden jeg går/i løbet af eftermiddagen, det er bare enormt ærgeligt, fordi jeg godt kan lide tanken om at hun er beskæftiget lidt inden hun går i seng, og de der 60 minutter det typisk bliver til, giver jo en del synes jeg

Nej det er det godt nok ikke, og det er netop grunden til at jeg meget sjældent besøger hundeskove. Nu er min hund godt nok ikke lille bitte eller noget, men hun værdsætter ikke påtrængende hunde der hopper på hende alligevel. Hvorfor er det i øvrigt så godt som ALTID labber/labbe-blandinger der skal karte ukontrolerbart rundt i de hundeskove? Piscine, jeg kan godt forstå det sidder dybt i dig - det gør det også i mig, selvom min hund kun er stukket 2 gange og i øvrigt ikke været så langt væk at jeg ikke kunne se hende i mere end 30-45 sekunders tid Jeg har simpelthen været så bange i de øjeblikke, at jeg er meget tøvende med at slippe hende nu... Måske også fordi jeg tidligere har været SÅ forkælet med Stella, der sjældent bevægede sig mere end 10-15 meter fra mig og ALTID kom - uanset hvad. Går du ikke til hundetræning med hende? Eller er der en indhegnet træningsplads i nærheden af dig som du kunne tænkes at få lov til at bruge lidt?

Jeg har fået det arrangeret så jeg helt sikkert kommer :klap: Hvis du vil, kan jeg samle dig op på vejen? Dog ville jeg gerne hvis du havde en taske til Mimi, hundehår er umulige at få ud af sæderne i min bil

Jo, det er de her: Amazon.co.uk: Charlaine Harris Har ikke læst dem, men har hørt at de generelt er meget lidt velskrevne og temmeligt tamme i sammenligning med serien!

Sig det!

I gang med bøgerne, så vil hår-gåden blive løst

Bøgerne er meget bedre! Havde jeg ikke læst dem (og Robert ikke var castet som Edward) så havde jeg ikke gidet at bruge ret meget tid på de film. Men jeg forelskede mig i bøgerne, og så bærer man nemt over med lidt teen-fnidder i filmene Dr. Cullen kunne jeg i øvrigt også nappe i et snuptag

Hvorfor kigger du overhovedet på næsen når du ser ovenstående billede? Ja ja, han snakker sjovt og er totalt kuvøse-guf, men tjek lige kroppen

Selvfølgeligt :5up: men jeg mener ikke at TS har givet udtryk for at hun ikke har taget hele situationen til efterretning, tværtimod. Selvfølgeligt er man nødt til at tænke over hvad der er gået galt, når man har stået med en 16 uger(?) gammel hvalp som hakker ud efter børnene, ligesom en revurdering af børnenes omgang med dyret er et must. Men en del af dét, er jo også at man revurderer sit racevalg og måske vælger en hund der er mere "robust" fysisk og psykisk.

Fantastisk betegnelse :klap:

Altså Tweesa's chí'er går fint sammen med min Stabyhoun (22 kg) Men det kræver konstant overvågning, og ind imellem er jeg stadig nødt til at hæve stemmen hvis hun bliver for vild i sin leg. Men i og med at hun er opvokset med dem, så har hun en ret god forståelse for størrelsesforskellen og det er kun i gensynsglæde/hvalpekuller-øjeblikke at jeg er nødt til at kontrollere hende omkring dem. Jeg vil godt turde at sætte hende sammen med en chi-hvalp. Havde hun været mere voldsom og klodset, så turde jeg ikke. Hvis ikke det bliver en chi, må jeg så i øvrigt foreslå en Stabyhoun som nummer to? Lækker lækker race

Find et andet træningssted når du får din nye hund - det der er da fuldstændigt uhørt! Og skulle du få brug for hjælp til den næste, så ville jeg ligeledes opsøge en anden. Titlen adfærdsbehandler er ikke beskyttet så alle og enhver kan kalde sig for Adfærdsbehandler

Af og til handler ansvar jo også om at erkende at man ikke har ressourcerne til at udrede de fejl man har begået, og så er det da bedre at give hunden videre til nogen der kan, fremfor at ødelægge ham yderligere over en principsag. Den adfærd Skipper udviste kunne skyldes angst, mistillid eller smerter ovenpå overfaldet, alle tingene kunne man uden tvivl arbejde på og væk. Men det kræver viden, uanede mængder af hensyn og overskud. Hvis man ikke kan opdrive det, så synes jeg altså det er fair nok at man giver hunden videre. TS har det tydeligvis hårdt med beslutningen og den er truffet udfra ønsket om det bedste for hunden.

Jeg er helt enig! Mest ærgelig bliver jeg nok over, at den pågældende instruktør ikke har vejledt jer bedre. Det er altså instruktørens ansvar at hjælpe og vejlede når uheldet er ude!

Hvad kan I tilbyde hunden? Hvor længe skal den være alene? Skal den bruges til noget specielt? Måske vi herinde kan hjælpe Jer lidt på vej?

Æv, det var en træls start på det at være hundeejer. Jeg synes det er godt, at I har givet hundehvalpen tilbage til opdrætter - hvis I ikke havde mod og mulighed for at arbejde med ham, så er det bedst at finde ud af det nu. Nu hvor han stadig er så ung og har muligheden for at komme et sted hen som sagtens kan rette op på hvad der er gået galt. Jeg ved ikke om en familie som jeres ligefrem er uegnede til at have hund, men skal I have hund igen, ville jeg nok råde jer til at gå i en anden retning end en Kooiker. Jeg vil anbefale jer at kigge mod lidt større racer. Hunde med højere stress tærskel og uden tendenser til nervøsitet, aggression o. lign. liggende i linierne tilbage (hvilket det desværre gør hos Kooikerne). Hvor aktive er I? Til den aktive familie er mine første tanker: Golden, Lab, Stabyhoun Lagotto, Beagle, Storpuddel. Hvis I vil have en voksen omplacerings hund, ville jeg være meget meget obs på, at hunden er vant til børn og kan tackle et hus hvor der sker så meget. Selvfølgeligt kan hunden vænnes til det, men umiddelbart virker det som om det for jeres vedkommende helst bare skal sidde i skabet. Held og lykke med det og :ae:

Ja det husker jeg han er stadig lækker though!

Jeg synes faktisk dette billede beskriver Asta ret godt... Plads! Hva ska' vi så nu moar?

Har trænet free standing med Asta'en så hun har en lille idé om hvad det drejer sig om, når Amocca skal udstille hende! Jeg synes faktisk det ser ok ud, men jeg er ikke perfektionist på lige dette punkt og heller ikke nogen udstillingshaj kritik og komplimenter modtages med kyshånd!