Da jeg var barn blev jeg hevet land og rige rundt sammen med mine forældre til udstillinger med vores schæferhunde. Vi sov ofte i telt, hvis en udstilling løb over et par dage, og en gang havde min far fået den geniale idé at tøjre vores hund til teltet... det gik også fint indtil midt om natten, da hunden så et eller andet han ville løbe efter og derfor bestemte sig for at spæne afsted med et halvt telt efter sig. - Lækker måde at blive vækket på.
En anden gang var samme hund inde i ringen ved sidste fremvisning for dommeren, og min far havde store forventninger til hunden. Han havde klaret sig godt indtil og var generelt en stjerne i ringen. - Lige indtil han så mig, som ved et uheld var vandret hen og glo ved den ring. Hunden elskede mig, så jeg havde fået ordrer på ikke at vise mig, imens han var i ringen. Nå, men det var i det mindste stærkt underholdende for de folk der så på, da min far blev slæbt ud af ringen bag en lykkelig hund, der hilste overstrømmende på mig. Behøver jeg nævne at det selvfølgelig var en regnfuld dag, og at min far gled og faldt og altså virkelig blev slæbt på maven efter hunden.