PBC

Det var så en af de dage hvor jeg måtte til København og arbejde så Bonnie og maggie har haft en slap af dag hjemme med min kone. Bonnie har det super fint. Man skal holde hende tilbage ellers springer hun rundt som om intet var hændt. Dyrlægen ringede og spurgte om alt gik planmæssigt - også dejligt. Nu må vi bare lade tiden gå og holde Bonnie lidt i ro, hvilket jeg er sikker på Maggie vil nyde og Bonnie hade, men sådan er det jo bare.

Ja der er jo mange historier. Jeg laver jo opvisning på Nyborg kulturnat hvert år og havde jagt haft 10 extra fløjter med havde jeg let kunnet sælge dem Eller.... havde jeg? Jeg tror nu alligevel de fleste som siger: "Kan jeg ikke købe den fløjte der?" Godt ved at så let går det ikke. Undtagelser findes nok, men de fleste joker bare. Men jeg tror faktisk at brugen af fløjte kunne hjælpe mange - især dem der har svært ved at holde sig til entydige verbale signaler.

Jeg bad om ikke at få barberet mere af en højest nødvendigt for hun skulle jo helst have så meget pels som muligt også på undersiden når vi kommer til jagttiden. Bonnie sover, så jeg har faktisk ikke rigtig nænnet at få hende til at rulle om og vise mave, så lige nu ser det ud af mest der hvor hun har fået fjernet talg knuden bag skulderen - og så er forbenet, hvor der er taget blodprøve, bundet ind. Hun har spist en halv portion mad og sover som sagt igen. Regner med at hun skal ud igen om et par timer - og evt have en halv portion mad mere - og så får jeg nok chance for at se mere til maven, når vi havner foran fjernsynet med mig i stolen og Bonnie ved siden af.

Jeg hentede Bonnie ved 12-tiden. Hun spurtede ud af burdet og dyrehospitalet - og hen til bilen. Et lille løft undet bryst og bagdel, så lå hun hvor hun ville og var ret godt tilfreds med livet Blodprøven var fin og operationerne gået fint og vi fik en grundig gennemgang af forløbet og hvad der skal ske de næste 2 uger. Nu hviler Bonnie mens Maggie trisser rundt og undrer sig lidt over skærm og mærkelige lugte. Så håber jeg Bonnie har lidt appetit ved 15 tiden og ellers bare får gang i fordøjelsen igen. Svaret på undersøgelsen af de fjernede knuder kommer nok midt i næste uge, så det må vi jo vente på.

Så pænt du kan sige det når du forsøger at lave en karikatur af folk med fløjter. Det er præcis den slags nedladende indlæg, som kan få en debat til at køre af sporet: "mennesker der render rundt og trutter i deres små fløjter og det rager tilsyneladende deres hunde et stykke" Så kan man lave så mange man vil, man er nedladende alligevel. Jeg prøvede blot (i al stilhed), at fremhæve et par fordele ved fløjte: Man lyder mere ens hver gang. Ikke glad ikke sur og det er let at gentage signalet. Hvis man ikke bruger fløjte bliver indkald meget let "tema med variation" Enig i at fløjten ikke gør det alene, men hvis der er gået lidt kludder i ens indkald og vil starte forfra, kan det også være en ide at skifte til noget helt nyt = fløjte.

Jeg tror at netop indkald er et af de steder hvor det at bruge fløjte er meget effektivt. Man lyder ikke glad eller sur - man giver blot et signal, som jeg så gentager (dobbelt fløjt) for at sætte extra skub i tempoet. Jeg vil gerne se en hund i galop, når den skal hjem, så får den ikke så let andre ideer eller bliver distraheret. Jeg sørger for fra starten, altid at lave dette dobbelt fløjt, når der jeg "inviterer" hvalpen/hunden hjem for at der skal ske noget rart - og kun i disse tilfælde bruger jeg dobbelt fløjt. Skal hvalpen fx i line kalder jeg ikke hjem, men fanger bare dens opmærksomhed ved at sætte mig på hug el. Skal der serveres mad, skal vi ud og lufte, skal vi i bilen (som Maggie elsker), skal vi lave en apportering, skal den sættes i søg eller andre ting hvalpen/hunden elsker dobbelt fløjtes. I løbet af 2-3 måneder kommer den bare som en raket hver gang. Kunsten er så, at få flyttet denne glædelige begivenhed derhen hvor det også er et krav - altså ikke blot en invitation til at komme, men en ordre. Der sker jo det på et eller andet tidspunkt, at man tager chancen og giver kom hjem signal på et tidspunkt hvor man godt ved at hunden egentlig er hårdt draget af noget andet - en solsort der sidder - eller sværere - en solsort der bevæger sig væk - eller sværere end anden hund som dukker op osv. Med Maggie ligger det så dybt at komme, så det aldrig har givet problemer indtil nu, men første gang hun ikke kommer, vil hun opdage at jeg bliver både højtråbende og løbende indtil hun vender og komme hvorefter jeg bliver en glad mand. Iøvrigt er det tidspunkt, det er absolut vanskeligst at kalde Maggie hjem på, når hun er midt i en søg efter en dummy, så er hun virkelig i sin egen verden. Det er især i den slags situationer det kommer til sin ret med det gentagne dobbelt fløjt i modsætning til et ikke gentaget signal. Jeg kan anbefale at bruge fløjte. Jeg bruger ofte blot at fløjte med munden, men er der afstand er en fløjte god. Ulempen er udelukkende, at man så skal huske den fløjte hvergang man går.

Mht talg eller fedtknuder, spurgte jeg dyrlægen om han ville tage den hvis det var hans egen hund - han har 2 FT Springere - og han sagde at når hunden alligevel var i narkose, ja, så ville han tage den, men eller ikke.

Så blev Bonnie afleveret til Dyrehospitalet. Søren, som dyrlægen hedder, tog godt imod os og lavede endnu en grundig undersøgelse - og fandt endnu en lille knude - længere fremme - øv. Der er også en talg-knop bag skulderen og lidt sår/eksem på forbenet som vi med fordel kan tage en prøve af og behandle, når Bonnie alligevel skal have krave på i nogle dage. Og så skal der jo tages en blodprøve før det hele går igang. Men afleveringen gik fint. Bonnie fik en beroligende sprøjte og var helt rolig da jeg gik. Så nu er der bare ventetid.... håber at høre godt nyt ved 12-13 tiden og få en broderet hund hjem.

@Tullemus - apropos værdiløst input, må man da vist sige, at når du siger, at det jeg oa. bidrager med ikke bidrager til noget konstruktivt - er stort set det mest værdiløse og mindst konstruktive, der er skrevet i denne tråd Men man kan sige at det bidrager til underholdningen:popkorn:

Nogen gange kan det også være rart at få at vide at det man selv synes er et stort problem, måske ikke er så ualmindeligt eller stort set med andres øjne. Så kan man slappe lidt af og arbejde stille og roligt videre. Nogen gange er det faktisk en del af løsningen. Altså hvis man selv slapper af og ikke betragter adfærden som et stort problem. Men tak for belæringen @Tullemus. Det var et rigtig godt bidrag

Egentlig vil jeg med udgangspunkt i dette meget tidlige indlæg i debatten, bare sige at man ikke skal lave problemer ud af noget som ikke er det. Man kan jo godt træne på at forbedre situationen, men noget stort problem synes jeg ikke det kan være. Omkring at melde ud at man ikke længere gider deltage i en tråd - eller forum i almindelig hed er jeg for så vidt enig i at det kan være ret overflødigt. Der er situationer, hvor jeg synes det er meningsfuldt og det er hvis man befinder sig som deltager i en debat, hvor tonen ikke er respektfuld og man synes det "kører rundt". Så mener jeg det kan være almindelig høflighed at sige, at man trækker sig, så andre ikke bruger lang tid og mange ord på at skrive lange og indviklede indlæg, som man forventes at svare på. Det synes jeg man må respektere. Man kan naturligvis ikke forvente at man bare fyrer en masse gas af og så står af, men hvis debatten kører i rundkreds og er ubehagelig, mener jeg det kan være det eneste rigtige at gøre. Jeg gør det mest, hvis jeg bliver kaldt (eller det jeg siger bliver kaldt) tåbelig, dumt, nedladende, arrogant, tosset ol. et stykke henne i en debat, som ikke ser ud til at føre til noget værdiforøgende.

Ikke meget klogere, men mere beslutsom. Dyrlægen kunne ikke sige så meget mere udover at han mener at sådan som knuderne sidder kan man tage så meget væv at man kan forvente et godt resultat. der er 2 knuder - den ene har været der længe, den anden er noget nyere. Vi vælger så løsning 3 og får fjernet knuderne på onsdag. Bonnie tog det faktisk helt pænt idag, men ville meget gerne hjem igen og får dem undersøgt bagefter. Vi håber det bedste.

Ja jeg er nok lidt bange for at blive fanget i et eller andet behandlings cirkus, hvor man først ordner dette, så skal man have ordnet noget andet og noget tredje og så dør hun af noget helt fjerde, men sådan er det nok bare. Nu tager vi en ting af gangen og prøver at berolige Bonnie, så godt vi kan, hos dyrlægen.

Puha.... jeg kan ikke lide det, men jeg tager Bonnie til dyrlæge igen idag 15.05 - og konen er også med, så må vi se hvad han siger til det, men jeg er nok klar til operation, hvis det kan øge chancen for at vi har Bonnie et par år mere end ellers.

Hmm... altså det var jo samme dyrlæge der opererede Mille i samme situation, men jeg tror dyrlægens anbefaling dengang var den samme - nemlig at undlade operation. Han frarådede den dog ikke Hårfin forskel tror jeg. Mille var dog lidt yngre, men ikke raskere. Jeg aner jo ikke om Mille havde fornøjelse af den operation. Vi fik undersøgt knuden og den var godartet, men vi ved jo ikke hvordan den ville have udviklet sig. Mille blev afliver 1½ år senere af anden grund. En af dyrlægerne på det hospital jeg bruger har selv 2 FT Spaniels, som bruges til jagt. Han mener at de fleste Spaniels har sådanne knuder og at meget få udvikler sig uheldigt.

Bonnie er ikke "færdig", men ville hade at komme til dyrlæge og gå rundt med krave på bagefter.

du beskriver jo helt præcist hvad jeg mener med præventiv operation - altså en operation for at forebygge at noget godartet udvikler sig til noget ondartet. Som sagt. Idag er jeg også mest på løsning 3. - men det var jeg ikke igår.... Hvad er den reelle risiko for at godartede knuder udvikler sig til ondartede sammenlignet med at der bare kommer nye evt. ondartede svulster? Når min dyrlæge ikke anbefaler operation er det jo ikke fordi han ikke vil tjene pengene, så der må jo være andre grunde. Måske mener han ikke det nytter. Det må man jo også respektere. Gad vide hvordan din dyrlæge @Siri vurderer en høj succesrate - jeg mener hxn kan jo ikke vide hvordan det var gået uden operation?

Som jeg ser det er der overordnet 3 muligheder: 1. man gør ikke noget nu. Knuderne er checket af dyrlægen (for 1½ måned siden), som ikke mener han vil anbefale operation og hunden har det godt. Man følger naturligvis udviklingen. Risikoen er at godartede svulster udvikler sig til ondartede og hvis de imod forventning er ondartede allerede, at kræften spreder sig. 2. man undersøger vævsprøver for at få at vide om de er godartede eller ondartede og man røngten fotograferer for at få at vide om der er spredning til lunger. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg ville bruge et svar til udover at få vished. Hvis det er godartet er vi tilbage til om men skal operere for at undgå at det udvikler sig til kræft - er det ondartet ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg vil. Det kommer nok an på om det må antages at have spredt sig. Ulemperne er flere. Dels ville Bonnie hade at skulle igennem undersøgelser dels står man stadig med et åbent spørgsmål uanset resultat. 3. man lader hunden operere og undersøger bagefter om det var ondartet eller godartet. Det er nok den letteste løsning for mig, men det indebærer jo en måske unødvendig operation på en hund, som bestemt ikke bryder sig om det. Det var det vi gjorde ved Mille, men hun havde intet problem med dyrlæger. Igår var jeg på løsning 1 - idag måske løsning 3. Løsning 2 ville jeg ikke vælge, så hellere 3. Hun ligger der og ser så sød ud. er det rimeligt at trække hende til dyrlæge for at fjerne et par knuder, som dyrlægen ikke mener har nogen betydning?

Jeg tror der er forskel på om jeg har været væk 30 minutter eller en hel dag, men jeg tror mest det er noget jeg selv skaber - har skabt over tid. Kommer jeg hjem efter en dag har jeg jo savnet dem og min gensynsglæde smitter vel af - ofte skal vi jo også ud og gå og det nyder vi alle 3 så det er vel også med til at sætte lidt humør i det hele. Har jeg vare været en tur i byen 30-60 minutter er jeg vel meget mere afdæmpet og hilser som om "det er da ikke noget stort gensyn" - og det smitter vel også. Spørgsmålet er så om hundene, efter den "træning" selv er istand til at bedømme om det skal være stor gensynsglæde eller mindre - om de selv kan fornemme om der er gået under fx 2 timer - eller over fx 4 timer? Jeg aner det ikke. der er måske også forskel. Nogen gange har de måske kedet sig andre gange sover godt.

Hvis det er argumentet skal vi jo stoppe avlen generelt. Det holder ikke. Det man skal gøre er at stoppe avlen på uegnede avlshunde. Det ville give mening. Ikke at jeg tror de kan lade sig gøre, men det ville være fint.

Mine sover 15-18 timer i snit, men når de er ude, så sker der til gengæld også noget. I går smed jeg 8 dummyer ud i et stort område med 1.5 m højt græs og satte begge hunde til at søge og apportere. Det tog 10-20 minutter, men de var bare færdige bagefter - og græsset ligger mere ned end det står op nu.

Du har ret i at Milles problem med at skjoldbugskirtlen ikke producerede hormoner ikke har noget med sterilisation at gøre - for det var Sally, Bonnies mor som blev steriliseret ikke Mille. Jeg tror problemet havde været der et stykke tid, men det blev åbentlyst da pelsen ikke kom igen efter operationen. Bonnie haltede for 1½-2 måneder siden og vi var ved dyrlæge som checkede hende på kryds og tværs, men ikke noget røngen. Konklusionen var at vi ville prøve med smertestillende og se hvordan det gik. Det gik godt og udover at Bonnie hold op med at være helt, var det også ret tydeligt at hun i det hele taget begyndte at bevæge sig mere smidigt og tog gamle vaner op med at snurre rundt om sig selv mv. Hun havde det bedre - og derfor fortsætte vi på lav dosis smertestillende. Jeg tror ikke vi kommer så meget længere. Jeg fik vist forskellige vinkler, som jeg har læst op for min kloge kone. Så må vi sammen finde ud af hvad vi vil. Bonnie er faktisk min kones hund. Hun tog imod hende og besluttede at vi skulle beholde hende (selvom det faktisk var 2 år for tidligt at få hund nr 3 - vi havde nemlig både Sally og Mille på det tidspunkt) så hun træffer beslutningerne om Bonnie - og hun er også sygeplejerske, så hun har altid haft "hovedansvaret" når det handlede om hundenes helbred - også Tak til alle for indspil.

Jeg har jo talt med dyrlægen om det flere gange. Bonnie var ovre og blive checket, for et par måneder siden, før jeg gik igang men smertestillende og jeg var jo også turen igennem med Mille, som altså blev opereret. Det var efter operationen vi observerede at hun ikke fik pels igen fordi hun ikke producerede visse hormoner i skjoldbuskirtlen, det fik hun så medicin for. Jeg er måske derhenne hvor jeg tænker at man skal overveje meget nøje hvad man vil trække hende igennem.

en sulten og energisk hund er intelligent

Ja det ville jo være lidt lettere hvis Bonnie, som mille, var glad ved dyrlægen. Men Bonnie har et lidt mere spooky temperament (hvilket er eneste grund til at jeg ikke har avlet på hende) og bryder sig altså ikke om dyrlæger.