Mettemille

Dejlige historier Ja, år efter et besøg hos Gudrun Frantsen, dyrlæge, fik jeg min glade hund tilbage og der kom liv og interesse i øjnene igen. Det var som at se et barn, der kom ud i solskinnet efter en lang vinter.

Hehe, de er "ment to be" :klap:Faktisk er jeg nødt til at lade Mille sove for sig selv, hvis jeg skal rigtig tidligt op, fordi hun er så støjende i søvne. Det sker heldigvis sjældent

Han er kær! Tillykke med mange dejlige dage og år der ligger forude sammen med ham

Jeg kender dem godt. Selvom man signalerer på lang afstand, at man tager hunden til sig og trækker ind i siden for at tage hensyn, er de alligevel sure. Måske har de dårlige erfaringer med hunde, måske har de en dårlig dag, er blevet fyret, skilt eller ... Og så kom du bare lige i vejen. På en eller anden måde, er det jo en ret "fattig" reaktion, hvis du forstår? Og ærgeligt for dem, de føler de er nødt til det.. Du er nok nødt til at tænke om dem, at når de er så sure - trods alle hensyn - så må der være et eller andet, der ikke fungerer for dem til hverdag. Nogle gange kan de afvæbnes på forhånd med et smil og et hej, det tager den værste gas af ballonen. Har du prøvet det? Det burde ikke være nødvendigt, nej, men det kan være strategisk rigtigt. Kender i dem, der insisterer på at passere venstre mod venstre - selvom man går i venstre side selv og har hunden tæt på venstre side, for netop at undgå personen kommer i kontakt med en hundesnude eller poter? Jøsses altså, og så får man et surt blik, mens man forsøger at hive hunden til sig over i højre side. Jeg er begyndt at standse helt, så er det op til dem at trække væk. Det er næsten sådan en pis-territorium-af duel De tidspunkter jeg ved, der er mange løbere ude der hvor vi normalt går - der bliver jeg hjemme. De er et folkefærd for sig :damn:

Jeg glemte at Mille også laver de mærkeligste lyde når hun sover, generelt drømmer hun meget og hele kroppen spjætter og hopper, mens benene styrter afsted. Det er sgi svært at beskrive lydene, men dels er det knurren, dels iviviv, piv, små vyf-lyde, dyb knurren og så mareridsthylet, som jeg kun har hørt 3-4 gange i hendes liv - det lyder som en blanding mellem et barn og en ulv aooooooooooooo og så har hun helt vidtåbne tomme øjne imens, det er p.. uhyggeligt og jeg var ved at dø af skræk, første gang jeg blev vækket af det

Hun gør faktisk aldrig når der kommer gæster, eller det banker på døren. Når jeg leger med hende, bruger hun lyd, sådan en hhhaaaahhhh lyd og legeknurrer. Ser hun en kat der løber tæt forbi os brølegør hun, det er stygt og meget voldsomt, men jeg har lagt en del i at hun skal tie stille, så det er kun hvis den er helt tæt på. Lyden af en kvæler kæde, lyden af en der cykler med sin hund der halser og lyde der ligner, kan hun godt gø af, sådan korte gø med masser af luft, skarpe gø. Men det er fordi hun er blevet overfaldet nogle gange og har dannet en association til det. tærsklen er dog blevet højere med træning og tilvænning og gode oplevelser. Schæfere - dem gør hun af. Det er knyttet til overfaldene. Indimellem hviner hun hysterisk, hvis tæppet krøller forkert under hende

Hvor er han altså skøn, jeg er helt vild med det billede hvor du har smidt noget ud i vandet, som han bare står og råber af :klap:Og så spurtetur bagefter, nøj han er herlig, ham ville jeg gerne møde

Tak! Ja, vi har været ret uheldige, hun har også døjet med en forstuvet tå i over et halvt år, et glasskår der måtte opereres ud af tåen. Hun er hårdt prøvet den stakkels Mille, men heldigvis har hun masser af gnist og livsvilje og er i bund og grund en glad hund.

Jamen, det er en lidt længere historie. For 3 uger siden røg vi akut på skadestuen, fordi hun havde tegn på disucprolaps (hun har haft en tidligere), som vi fik smertstillende for, samt hun skulle holdes helt i ro. Nogle dage efter, begyndte hun at skrige når hun skulle ryste sig (men kun da, ellers var der ikke smerteudbrud, og hun har været glad nok ellers) for derefter at blive halt på forbenet. Dyrlægen havde ikke nogen forklaring, andet en vi må vente og se. Røngten viste ikke noget synderligt og jeg overvejede CT, men hun har gradvist fået det bedre mht at ryste sig og under alle omstændigheder er ro + medicin måden at behandle diskusprolaps på, hvis den er mild. Gudrun har en gang før udrettet et lille mirakel for Mille, så med en kombi af akupunktur, osteopati osv håber jeg hun kan gøre forskellen for os I 3 uger har vi kun gået ture a 10-15 min varighed, så vi er begge ved at være frustrerede. Vi savner vores lange ture, og Mille vil SÅ gerne bevæge sig noget mere

Jah! :klap: Mille har det faktisk lidt bedre, hun får kun metacam nu og kan ryste på hovedet uden at hyle og blive halt På tirsdag skal vi over til Gudrun i Jylland, for at hun kan hjælpe bedringen på vej. Så jeg er optimistisk nu

Det glæder jeg mig til Apropos det med at sove i mærkelige stillinger OG steder og med den åbne hajmund:

Det er en god regel i har der, sådan har jeg det også og bliver hellere hjemme, hvis hun har været alene hjemme om dagen. Det lyder som et par dejligt harmoniske hunde begge to :5up: Hov, kommer der forresten ikke billeder af de to?

Han er da alt for kær, tillykke med ham

Lidt flere ..

De er i al fald søde på hver deres måde Han stikker ikke så meget som han ser ud til, det er kun piggene i hovedet der er hårde; resten er snyd Jeg har nu aldrig tænkt på at klikkertræne ham, men hvorfor ikke - men tænker det bliver pokkers svært at fedte rundt med græshopper og klikker på en gang, samtidig med at han måske ikke er den største begavelse

Tak skal du ha'

Jeg har lovet at vise billeder af Øglemand (ja det hedder han altså ), som er en skægagame. Så er er han, sammen med Mille på altanen. Vanen tro laver Mille mærkelige fjæs hver gang jeg hiver kameraet frem, så det får i også et af

Det er længe siden vi har hørt fra dig i tråden her, er du ok? :ae:

I det mindste ligger i da samme vej Mille og mig former som regel et L, selvom vi starter med at ligge parallelt. Ku' være man skulle overveje at indføre dobbeltdyne? :hmm:

Jeg har svaret 2 - 3 timer, fordi det nok er mest typisk, men så er der også dage, hvor vi går 4 -5 timer med stop undervejs, hvor vi slapper af og får lidt forsyninger, inden vi går videre. Hun får 3-4 ture, hvoraf de korte er ca 20 min, og så en rigtig lang, ofte midt på dagen eller om aftenen. Vi går dog nok kortere tid i vinterperioderne, til gengæld går vi hurtigere

Selvfølgelig savner man jo kræet helt enormt, men i det mindste er i sikre på han ikke får bevæget sig for meget rundt. Jeg krydser fingre for ham og for at tiden skal gå hurtigt for jer alle

Så længe appetitten er der, og humøret, så skal det nok gå. Selvom i nok savner ham, så er det nok hos dyrlægen han kan få mest ro. Jeg kan huske at da min første hund var blevet opereret for duscusprolaps, gik de første dage også lidt op og ned, men hun klarede det strålende, også selvom vi fik hende med hjem med det samme.