Jeg bliver nok nødt til at bide lidt i det sure æble og erkende, at Liva er blevet lidt for afhængig af mig - lidt for mor-syg.
Hun har ikke alene-hjemme problemer, men problemet kommer, når jeg forlader hende uden for hjemmet.
Situationen opstår hver onsdag, når jeg efterlader hende hos Lisbeth (og Eddie) for at tage til vejning.
Vores onsdag eftermiddag foregår som regel sådan:
Jeg kommer hjem fra arbejde, hilser på Liva og laver vores almindelig rutine med afhentning af post i postkassen. Hun får lov til lige at tisse, og vi kører til Varde.
Når vi kommer til Varde, er hun fyr og flamme for at komme ind og lege med Eddie.
Der går ca. 3/4 - 1 time, hvor hundene bare render rundt i haven og Lisbeth og mig bare sidder og snakker imens, inden jeg går.
Når jeg går, gør jeg det uden nogen dikkedarer, hilsen eller noget - for ikke at gøre situationen til noget særligt.
Når jeg er væk, er Liva ikke interesseret i at lege med Eddie - hun vil helst bare sidde ved lågen og vente på mig. Lisbeth du må gerne komme med dine observationer af hende, da du jo ser dem.
Når jeg så kommer tilbage igen (efter ½ times tid), er hun superglad for at se mig (mere end når jeg kommer hjem fra arbejde). Jeg hilser hurtigt på hende - igen uden for mange dikkedarer.
Det er lidt af det samme, når hun skal sidde i bilen. Hun sidder bare og kigger ud af vinduet i den retning, jeg er gået.
Det at være alene i bilen har jeg trænet ved at starte med kort tid og langsomt forlænge det.
Skal vi tilbage og træne alene-"hjemme" træning ude? Eller er der nogle øvelser, vi kan lave for at bryde det der bånd lidt.
Jeg er jo ikke interesseret i, at båndet bliver brudt helt, da det jo er guld værd i andre sammenhænge.