KarinaG

Lonnys Luna er rigtig mild, sød og sjov og en super god tøs (og endnu engang taark for hygge, kaffe og gåtur Lonny ), jeg gik netop og tænkte på dig (Jeanette) og din Luna - jeg tror i alle 4 vil få en rigtig dejlig og hyggelig tur ud af det sammen :blink:

*LOOOOOOOOL* Ja sårn cirka, ikke noget at sige til jeg HAR lært min lektie, vel

Æv da! Her gik jeg og følte mig mere tryg (er ikke i tvivl om du har haft en dygtig dyrelæge )...

Fnis Jah, lige siden jeg tog den stribe billeder (de andre er i en anden tråd herinde), skal jeg da bare se på det billede for ALDRIG nogensiden at putte noget der ligner jul på min hund igen

Et blik kan sige mere end 1000 ord

Såvidt jeg husker er det skaderne. Nu må du ikke hænge mig, men jeg mener hun sagde at hvis man ved hvad man skal lede efter, kan skaderne ikke undgås at blive set lige meget hvor minimale de måtte være. Men altså, jeg slappede jo af og glemte lidt detaljerne nu jeg følte mig tryg igen

Jeg ved at mine dyrelæger - ved tvivl - tager et røntgenbillede af lunger, de siger at selv små mængder ormes ødelæggelser kan ses der. Da Misja i foråret lige med et gik konstant "død" ude på gåturene, tog vi en aff. prøve der viste ingenting og der snakkede vi længe om hvad og hvordan de (dyrlægerne i Ballerup) så gør og som Lis Hartmann (min yndlings dr.dyr) sagde, når alle andre mulige muligheder er udelukket og hunden stadig viser diffuse men tydelige symptomer - og bor i et risiko område - ja, så hedder det røntgen, jo hurtigere jo bedre.... Heldigvis viste det sig hurtigt, at synderen her var A38. Der er en oksesyrebakterie-etellerandet i, der krydser på Misjas Birkepollen allergi og allerede efter 1½ dag uden A38, var hun sit eget turbo-selv igen :banan: Men det er helt rart at vide at et simpelt røntgen kan vise det, selvom det jo forudsætter, at man har en mistanke om noget derhen ad før man får taget sådan et! Måske man bare skulle sige et stks. røntgen hvert år i december :hmm:

Sikke noget møg Lonny, med den usikkerhed - men fint og godt at i nu bare forbygger - og som du skriver i dit sidste indlæg er det helt rigtigt, at de prøver er sådan lidt bum-bum Jeg aflevere 1 - 2 prøver på Misja hvert år uden der 7-9-13 har været noget, men ved også at mine dyrelæger er super OBS på generalle symptomer da de gennem årene har haft flere smittede hunde inde og nogle der også døde, uden det var blevet opdaget i tide pga. fravære af symptomer Hunde kan jo være mega inficeret helt uden at have nogen symptomer overhovedet, for nogle år siden ude i hunde klubben var der fx. en dame med to aktive labber der ingen symptomer havde haft, den ene måtte aflives pga. for store ødelæggelser på lunger, den anden overlevede, men med nedsat lungefunktion MØG orme - og nu har vi også fået den der flåt-ting der giver hjernebetændelse til sjælland

Åårr! Hun er bare en dejlig bamse

:ae:

Misja får lov at samle alle de pinde og kæppe hun har lyst til, det bedste hun ved er sådanne gamle og møre pinde, dem æder hun med stor fornøjelse (de får dog ikke lov at komme med hjem i lejligheden). Min gamle Golden Max, tog "kunsten" et skridt op ad, han af-barkede gamle træer for at æde barken! Hvis jeg kaster, er det ud i vandet eller som apporter, hvor hun bliver sittet eller dækket af og så når pinden/kæppen er landet, bliver hun sendt ud. Hun kan også på en gåtur i snor, finde en pind eller kæp hun så fornøjeligt render rundt med i munden et stykke af vejen. Jeg tror de fleste skader med pinde-lege sker, hvis man kaster og hunden får lov at rende mens pinden stadig er i luften. Der kan den gribes forkert og hunden kan både komme tilskade i bevægeapparatet og/eller får pinden/kæppen i øjne eller gribe så den sætter sig i gane eller svælget

Nej det er nok bare mig (?) Jeg læser det som om der allerede ER en lejlighed der venter - sorry til i andre, der var ikke for at være flabet og jeg kan sagtens tage fejl.

TS skrev: Men jeg skal snart flytte hjemmefra igen og vil meget gerne skaffe mig en hund så jeg føler mig tryg og ikke bliver ensom da jeg skal bo alene. Jeg skal bo i et rækkehus med lille have. Jeg skal går på ervervsskole de fleste formiddage, og lidt af eftermiddagen. :blink:

Jeg bruger KUN Ballerup dyreklinik og hos dem bruger jeg helst Lis Hartmann, men de to andre dyrelæger i klinikken kan sagtens bruges, hvis det er akut I nødstilfælde, bruger jeg Københavns dyrehospital der har døgn åbent, det er også dem mine egne Ballerup-dyrelæger henviser til, når deres klinik holder lukket.

Misja tager normalt ikke livet af hendes bamser men nøjes med at ligge og pive i en slags pivv-tom-gang, eller bruge dem til at komme af med nogle ruske-aggressioner Men, er der alligevel kommet et lille hul i en træt syning, så stikker der jo ligesom noget ud, ikk - og så kan munden jo ligsom komme til, helt af sig selv, at pille der dersens ud, ikk :stupid: :klap: Jeg har pt. to bamser der ligger på bamse-pitalet og venter på nål og tråd :blink:

Sikke noget møg René, men nu er der hul og så håber jeg hun kommer sig godt og hurtigt :ae:

Ja for pokker! Der findes heldigvis et par stykker af dem, efterhånden :5up: Går du ind i mit album kan du se et billede af mig med en ung Terv på skødet, han er stadig en skøde hund lige som resten af deres flok i deres hjem er

Misja og jeg kendte en stor Schæferhan år tilbage, han var mange gode ting, men mest af alt en sofa-senge-putte--kæle-pude af rang - alle hans små 40 kg.

NUJJ en skøn tråd :hjerte: Misja 5 uger gammel og lige vågnet: Her 5 måneder gammel og før føste løbetid: Misja af i dag:

Her er det på samme måde! Jeg har prøvet at være pædagogisk, langmodig, klikket, nusset, væltet godbidder i munden på hende men efter 1-2 år på den måde ville hun stadig ikke hvis det stod til hende - det gør det så ikke, hun skal! - så hun får klippet negle, overlever fint hver gang og vi leger og pjatter bagefter. Nogle ting har jeg bare ikke kunnet få hende til at synes var ok, men nogle ting er ikke "åbne for debat" og ja, jeg er en ubøjelig kælling på det punkt

Puhe den er lidt svær..ss....Jeg tænkte også straks på "blød gane" / Reverse sneezing, Misja tog næsten livet af mig da hun begyndte på det - troede hun var ved at "stille poterne"! http://en.wikipedia.org/wiki/Reverse_sneezing http://vetmedicine.about.com/od/diseasesconditionsfaqs/f/FAQ_revsneeze.htm Men dr. dyr kunne fortælle at det slet ikke er så usædvanligt, at man kan operere hvis det er en meeget blød gane, men ikke gør det hvis det ikke er absolut en nødvendighed. Der kan hos Misja gå lang tid i mellem hun "sneezer" sådan, for så at gøre det meget i perioder Jeg plejer at få hende til at smaske/slikke sig om munden, det stopper det som regel og ellers - ja så er der en begyndende Kennel hoste som mulighed. Jeg håber din dr. dyr kan give en forklaring og få dine nerver i ro igen :blink:

Ja jeg er også utrolig glad - og taknemmelig for det. Hun var en hvalp jeg bare forelskede mig i af mange årsager og i dag, er hun dén hund jeg elsker og har en dyb kærlighed for. Tænk (tænker jeg*S*) hvis jeg havde opgivet hende og mine egne evner ud i at lære og om-lære både mig selv og hende Så havde jeg aldrig haft alle disse år, med min helt egen krukke-tøs der i dag kan så meget - Og jeg er helt sikker på at du har ret, mht. aflivninger! Jeg har gennem årene set/mødt mange søde hvalpe, der ikke fik lov til at opleve deres 2 års fødselsdag

Meget af det du beskriver kender jeg godt fra Misja, hun havde 0 prægning og 0 socialisering da jeg købte hende (hvorfor jeg købte hende alligevel, er en anden og lang historie ), så verden var bare et farligt sted, jeg og andre mennesker uden særlig betydning og jeg, en hundeejere der slet ikke var klædt på til en som hende Hendes attitude var en blanding af konstant dæmpende adfærd og frem-brusethed og så lettede hun konstant ben, når hun skulle tisse (gør hun i øvrigt stadig og har perfektioneret hendes teknik med årene )..Det gjorde at jeg konstant fik at vide hvor dominant og selvsikker hun var :stupid: Jow-joow, at hun så åbenlyst var usikker og udviklede sig til en "maske-hund" blev der helt set bort fra. Jeg vidste ikke hvad og hvordan, men havde bare en stædig mavefølelse af, at det var skudt helt ved siden af! Her var det så min træner der gav aldeles ubrugelige råd og vejledning, hendes råd og min uerfarenhed og usikkerhed, kostede Misja og jeg nogle år op ad bakke med om-læring da jeg endelig fandt de mennesker som forstod hende og fik åbnet min øjne. Dyrelægerne kunne fortælle mig om hendes ben-lette-tisseri og at det med en hund som hende intet havde med dominans at gøre, men simpelthen et forhøjet Testosteron tal og at det i øvrigt slet var ikke unormalt for tæver at have dette. For, som de sagde, skulle man jo se på hele hunden og ikke kun isoleret på en adfærd som den :klap: Det var også hos dem jeg fik råd og vejledning i hvordan jeg skulle gøre, dengang hun fik et dybt chok - og aldrig havde jeg troet at jeg skulle sidde ude på en vej, en kantsten osv på alle mulige tider af døgnet indtil jeg igen kunne komme i kontakt med Misja, som jeg var nødtil at gøre i hendes første måneder. Eller klappe lygtepæle, smidte plastikposer, henkastede indkøbs vogne, væltede cykler, folk i regntøj osv osv for overhovedet kunne gå forbi dem uden en angst hund Det er så let kun at se og forholde sig til en overflade, men først ved at se en smule dybere på det hele, kommer "den rigtige" frem. MØG ærgeligt at så mange kun magter det første og at så mange ikke forholder sig kritisk til det de får at vide og husker deres egene fornemmesler, for "hvad og hvem" det så end måtte være....(håber ikke det sidste var sort snak)..

Jeg forelsker mig gang-på-gang i: Cavalieren, især B/T udgaven :hjerte:, men en Shih Tzu i korthårs punker udgave falder jeg også for :hjerte:, eller en mindre Puddel udgave med langt rasta-hår :hjerte:, eller Carin Terrieren og dens kække haleføring og sprælske glimt i øjnene :hjerte: Jeg tror i det heletaget jeg falder for de aktive hunde både i store og små udgaver og når jeg bliver så gammel at mine knæ ikke længere vil bære mig og jeg sidder i min røde el-scooter, er der ingen hindringer for at jeg også skal have en hund der vil elske at komme med ud i det blå, et par timer eller tre

Som mange allerede har skrevet, er alle disse følelser og tanker helt normale, Lonny Jeg har sendt to dejlige hunde over regnbuebroen og efterfølgene haft tvivl, dårlig samvittighed og helt de samme tanker som du; kunne jeg have gjort mere, prøvet mere, skulle jeg have haft set tiden mere an, fik han (begge hunde var hanhunde) de chancer han skulle have, osv osv Jeg tror det ofte følges hånd-i-hånd med den sidste og afsluttende handling vi nogen gange må gøre, tidligere end vi egentlig havde drømt om, håbet på, planlagt, set frem til, tænkt at vi skulle... :ae: Med tiden får man lidt mere ro på inden i og husker bedre på, hvorfor det var vi sendte dem af sted og tilbage står vores store kærlighed til dem og alle de ting der gjorde os klogere og rigere.