Lonny

Vi har jo alle forskellige holdninger til hvornår en hund må knurre og hvornår den ikke må. Luna må knurre i enhver situaton hvor hun føler behov for det, min opgave er så at finde ud af hvorfor hun følte behov for det, og derefter fjerne det der gjorde hende så utryg at hun følte behov for at knurre. Det er min holdning, og andres kan jo så have en anden holdning, og det er ok med mig.

Og når I skal øve, så ville jeg nok ikke starte ud med at øve med griseører som åbenbart er yndlings tyggetingen, så hellere starte ud med noget der ikke er nær så attraktivt.

Det syntes jeg er en endnu større grund til at træne det, når hun selv vælger at anbringer sig i en potentiel konfliktsituation, da du jo dermed ikke bare kan bede dine gæster om at lade hende være i fred.

Det kan sagtens tænke at hun kun gør det overfor andre mennesker, hun kender dem jo ikke så godt, og er derfor heller ikke tryg ved dem. Og ja, jeg ville helt klart begynde på at bytte med noget bedre, og især få mine gæster til det. Og som sagt, selvfølgelig skal en hund have lov at sige fra, men grunden til at den siger fra er jo at den er usikker i situationen, så jeg ville da til enhver tid forsøge at fjerne denne usikkerhed, så min hund ikke skulle være usikker på folks intentioner. Hvad angår din bedste, kan det tænkes at hun er blevet forskrækket, og måske ikke har set din bedste række ud efter griseøret igen, og derfor knurrede af bar overraskelse? Og jeg er helt sikker på at du kan finde noget der er bedre end et griseøre, hvad med levergodbidder, kyllingegodbidder osv. Du/gæster skal jo bare give en enkelt godbid imens de tager kødbenet, og så straks give kødbenet tilbage igen, så det behøver jo ikke være store godbidder.

Alderen er jo en udemærket forklaring på hvorfor hun begynder at sige fra nu. Men jeg syntes at du skrev at hun selv valgte at søge hen til de personer hun senere hen valgte at knurre af, eller har jeg misforstået det? Hvis hun ikke selv vælger at opsøge dem, så ville jeg nok bare vælge at bede gæsterne om at lade hende være i fred når hun spiser. Men hvis hun selv opsøger dem og derefter bliver utryg/sur, så ville jeg nok overveje hvad jeg ville gøre ved det. Du kan enten træne dig ud af det, eller vælge ikke at give godbidder/gnaveting når du har gæster.

Jeg har det nok anderledes end det der ellers er givet udtryk for i denne tråd. Jeg har ikke noget imod min hund siger fra ved at knurrer, og jeg mener bestemt at det skal respekteres. Men jeg syntes det er enormt hyggeligt at dele guffere med min hund, og jeg vil ikke bryde mig om at min hund skal være på vagt når den spiser sin mad, heller ikke når der er gæster. Jeg ville da langt hellere have den følte sig tryg og ikke havde behov for at sige fra, og derfor ville jeg bestemt træne mig ud af denne situation, også fordi at den som regel ikke er særlig svær at træne sig ud af.

Jeg vidste det her ville ske :damn: Nu er Luna begyndt at humpe og har ondt i sin negl Hun ser ikke ud til at have monster ondt, men dog nok til at hun humper i ny og næ. Jeg syntes ikke at neglen ser være ud end den gjorde for 2 dage siden, så måske har hun slået den Mit spørgsmål er så, er jeg dyremishandler hvis jeg vælger at se tiden lidt an, i stedet for at køre til dyrlægen juleaften? Kan der ske noget ved at vente og se tiden lidt an? Hun er som hun plejer at være, er glad og driller katten, men som sagt er hun begyndt at humpe lidt.

Hvor gammel er Nura, er hun i en alder hvor det giver mening at hun pludselig ændrer mening, eller virker hendes ændrede adfærd uforklarlig? I begge tilfælde du nævner, der er der nogen der har rørt ved hende imens hun spiser, har hun altid været vant til at blive rørt ved når hun spiser, eller er det nyt at folk rører ved hende imens? Har hun knurret i andet end mad situationer? Jeg forstår udemærket godt at du ikke bryder dig om situationen, og jeg ville bestemt heller ikke bare lade stå til. Dette er jo ikke et spørgsmål om at folk forsøger at tage noget fra hende, men et spørgsmål om at hun selv lægger sig i nærheden af folk, for derefter at blive sur over at folk tillader sig at røre på sig. Det giver nogle usikre situationer, som jeg personligt ikke ville bryde mig om, så derfor ville jeg arbejde med det. Men for at kunne arbejde med det, så skal du jo først finde ud af hvorfor ændringen er sket, og hvorledes du så kan vende situationen så hun igen bliver tryg ved at folk bevæger sig i nærheden af hende når hun spiser.

Det er godt at han ikke har hjerte/lungeorm :5up: Så vidt jeg ved (og jeg kan tage fejl) så kommer mundbetændelse af at hunden har nedsat immunforsvar. Vi har alle bakterier i munden, men når vores immunforsvar er forringet så kan kroppen ikke længere holde disse bakterier i skak, og derfor får vi mundbetændelse. Så jeg ville stadig insisterer på at finde ud af hvorfor hans immunforsvar er nedsat.

Jeg kender ikke behandlingen, men hvis din dyrlæge bekræfter at den er bredspektret (tager alle slags infektioner), så er den ok. Så vidt jeg husker, så fik Baldur også pencilin 2 gange om dagen i 10 dage, så det kunne godt lyde som det samme. Når kuren er overstået, så bed om at få taget en blodprøve der kan bekræfte at infektionen er slået ned, bare så du er helt sikker på at infektionen er slået ned, og kroppen ikke længere skal kæmpe i mod den. Jeg kan også læse at du har fundet ud af hvordan du får ham til at spise foderet, hvor er det bare godt :5up:

Ja, gensidig tillid er alfa og omega, da man ellers fokuserer for meget på at passe på sig selv (både hund og ejer), i stedet for at samarbejde. Hvis enten hunden eller ejeren er i forsvarsposition, så vil kropssproget være stivnet og ikke formidle de rette beskeder, situationer vil blive misforstået fordi at modparten tolker dem i forhold til deres mistillid. Og når man først er havnet i denne onde cirkel, så er det virkeligt svært at samarbejde.

Jeg er helt enig. En af de ting jeg havde det sværest med ved Baldur til allersidst var, at jeg jo vidste at han ville snappe hvis jeg fik rørt ham forkert, og det gjorde at jeg var lidt tilbageholdende med at kæle med ham, for hvad nu hvis det var i dag han havde ondt... Og jeg havde så enormt dårlig samvittighed over det, fordi jeg vidste jo hvor højt han elskede at ligge tæt, og hvor meget det betød for ham at nusse og kæle. Jeg overvandt heldigvis min angst, og vi fandt en måde hvorpå vi kunne være sammen, men dog stadig med en vis forsigtighed fra min side. Men selv om jeg overvandt min naturlige angst, så er jeg sikker på at han kunne mærke min tilbageholdenhed, og det kan ikke have været let for ham. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan han ville have haft det hvis han skulle have levet sammen med nogen som dybest set ikke ville ham, for ham betød nærhed så meget, og hvis det blev ham nægtet, så er jeg overbevist om at han ville have haft det bedre enten hos en ny famillie eller i himlen. Så jeg mener også, at hvis folk dybest set ikke har lyst til deres hund, så er den bedre tjent med at være et andet sted.

Du skal bare huske at du jo er med til at klippe neglene i og med du står og holder ham fast, så hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg at du ender tilbage ved udgangspunktet hver gang han får klippet negle hos dyrlægen og ser at du deltager i projektet. Så jeg ville nok gå i gang med noget intenstiv træning nu hvor der er et stykke tid til neglene skal klippes igen. Så hvis jeg var dig, så ville jeg gøre det til vores faste aftensritual. Desuden ville jeg finde ud af hvad hans allerbedste godbidder var, og disse ville han så kun få når der skulle trænes negleklipning. Som sagt tog det 2 måneder med Luna (og her trænede vi ikke hver dag), så hvis du kan nå det i samme tidsrum, så behøves han ikke at få klippet negle før han er klar til det. Og går det ikke, så må du jo nok desværre ende med at dyrlægen gør det fremover. Jeg skal så også lige huske at sige, at Luna altså ikke "elsker" at få klippet negle, og hun trækker stadig foden til sig når det er overstået, men hun panikker ikke, og hun flygter heller ikke. Jeg håber så at hun med tiden vil blive mere tryg ved det, men lige nu har jeg måtte stille mig tilfreds med at hun ikke panikker, men bare syntes at det er ubehageligt.

Nej, jeg var godt klar over at det ikke var grunden til at hun var aflivningstruet, det er bare det problem der skal arbejdes med lige nu. Det er jo meget sjældent at det er ét problem der gør at en hund er aflivningstruet, det er som regel fordi at der er mange forskellige problemer. Hvis der "kun" var ét problem, så ville man jo oftest kunne overskue at arbejde intenst med lige netop dette problem. Men med flere problemer, så sker der jo desværre ofte det at disse problemer modarbejder hinanden, og gør det rigtig svært at løse dem. Og samtidig har man problemet med at finde ud af, hvilket et af problemerne er det vigtigst at arbejde med først, og hvad der er vigtigst for os, er desværre ikke altid det der er vigtigst for hunden. Hvis Baldur "kun" havde snappet, så havde jeg såmænd også valgt at arbejde med det problem. Men det at han samtidig var så syg, og at denne sygdom forstærkede hans snappen, gjorde at jeg ikke mente at vi kunne være bekendt at gå i gang med projektet, og samtidig var jeg også bange for at "projektet" kunne ende med at gå rigtig galt, og at han fik bidt en af os fordi han var så bange.

Netop, det unormale bliver normalt, og man tænker egentlig ikke så meget over det, bortset fra når tudeturene over at det hele blev sat 5 skridt tilbage kommer... For mit vedkommende begyndte tankerne om at sætte en stoppe for det først da Baldur begyndte at snappe ud efter os, jeg kunne mærke, at for hver gang han snappede da lagde han lige lidt mere vægt bag ved... Så til sidst stolede jeg ikke længere på at han ikke ville bide os en dag, og det var her at tanken om aflivning for allerførste gang strejfede mine tanker... Indtil da havde jeg bare indordnet mig og gjort hvad jeg kunne for at gøre hans dagligdag så god så muligt, men da han begyndte at snappe, blev jeg for det første bange for ham, og for det andet begyndte jeg at ane at jeg åbenbart ikke formåede at gøre dagligdagen tålelig for ham... Set i bakspejlet er det jo ufatteligt at Baldur var så længe om at begynde at markerer med tanke på hvor skidt han havde det, han havde jo en voldsom infektion, nyrer der ikke virkede og lændeskred, og alt dette uden at jeg vidste det Det er bare en underlig lettelse, for samtidig er den jo iblandet dårlig samvittighed over at man kan finde på at blive lettet... Men jeg må indrømme at det er en lettelse ikke længere at mærke ens hjerte krympe sig, fordi at ens hund nu igen kryber langs gulvet fordi at den blev skræmt over en eller anden lille ting. Det er en lettelse ikke at skulle tænke over om denne angst en dag kunne udmønte sig i at han bed, og det er en lettelse langt om længe at kunne slippe den daglige tanke om hvor bange han må have været når han følte trang til at snappe... Jeg ønsker dig rigtig meget held med projektet, og håber at du har styrken til for 4. gang at gå i gang med træningen :ae:

Ja, i tilfælde af sygdom, ellers vil jeg normalt ikke købe dyrlægens foder :blink:

Og så ville jeg forresten straks sætte ham i en bredspektreret pencilinbehandling, så du kan få slået den infektion ned.

Jeg tror man skal være varsom med at vælge noget andet foder end det dyrlægen har anbefalet. Ved nyresygdom er det ikke vigtigere at hunden spiser, fordi når den spiser noget andet end diætfoderet, så kan nyrerne ikke håndtere det, og kroppen bliver langsomt forgiftet af de affaldsstoffer som nyrerne ikke formår at udskille. Baldur ville ikke spise tørfoderet fra KD, men han ville godt spise dåsemaden, så måske vil Nomi også det? Jeg har ikke direkte hørt om at infektioner kan give dårlige nyrer, men som i Baldurs tilfælde kan en længerevarende infektion få hundens imunforsvar til at gå amok, så i forsøget på at komme af med infektionen, så begynder de hvide blodceller at angribe hundens egne celler, og her vil det ofte være nyrerne det går ud over. Så det vigtigeste er jo nok at finde ud af hvad det er for en betændelse han har, som han åbenbart ikke kan komme af med. Har du evt. fået ham tjekket for hjerte/lungeorm?

Det er let at være fordømmende, og jeg tror såmænd ikke engang at det er af ond vilje, men derimod pga. uvidenhed. Som jeg selv lagde ud med at fortælle i mit startindlæg, så var min oprindelige holdning jo også at folk skulle gøre ALT, og hvis de ikke gjorde det, så var det for dårligt! I mine øjne var tingene jo så lette, ejerne skulle jo bare gøre sådan og sådan, og så ville alt være perfekt igen... Jeg var nødt til at skulle igennem processen selv, og høre om andre der havde været igennem processen, før det gik op for mig, at så sort/hvid er verden altså desværre ikke...

Det markerede tror jeg at du har så evigt ret i. Jeg kan da også mærke det på mig selv, jeg vil så gerne give Luna det perfekte liv, så bare hun blinker med øjnene og på nogen måde giver udtryk for at hun keder sig, så melder den dårlige samvittighed sig, gør jeg ikke nok, og burde jeg gøre mere... Men også her er jeg heldigvis ved at blive klogere, hun må altså godt beskæftige sig selv en gang i mellem, og jeg må altså godt have et liv ved siden af hende uden at have dårlig samvittighed... Så jeg kan sagtens følge dine tanker her, og tror også at at nogen problemer måske kun eksisterer i vores egne hoveder

Men tror du ikke også at flertallet gør det, men at vi hæfter os ved de historier hvor det går galt? Jeg mener, jeg kender ikke personligt nogen der ikke ville kæmpe for deres hunde, de folk jeg kender vil alle gøre alt hvad de kan for deres hunde. De eneste steder jeg egentlig oplever at folk overhovedet ikke har tænkt sig om om, og i mine øjne reagerer fuldstændigt uansvarligt er egentlig kun på debatforums. Jeg ved godt at du kender en enkelt der desværre er sådan, men hovedparten af dem du kender, er det ikke folk der er fornuftige og håndterer det at have hund på fornuftig vis?

Da jeg købte Baldur, der anede jeg intet om det at have hund, jeg gjorde bare tingene efter bedste evne Men da han begyndte at få problemer, så blev jeg jo tvunget til at undersøge tingene, og jeg har lært utroligt meget siden da. Jeg håber, at andre vil gøre det samme hvis de en dag ender med en problemhund. Men selvfølgelig har du ret i at det er en jungle derude, og man skal virkelig passe på hvem man lytter til... Jeg har da begået mine fejl med Baldur, i aller bedste mening fordi at en træner fortalte mig at det var sådan man skal gøre... Man kan så kun håbe på at de folk der oplever dette, ligesom jeg, vil lytte til deres mavefølelse og finde nogle andre at lytte til hvis denne følelse bliver forkert. Desværre er det jo som ny hundeejer utroligt svært at vide hvad der er rigtig og hvad der er forkert, og man er jo tit og ofte ekstremt autoritetstro, så selvom rådene ikke virker rigtige, så lytter man jo fordi det er en træner/dyrlæge der komme med dem... Her er det vel så at folk som os kommer ind, vi bliver nødt til at forsøge kæmpe imod denne uvidenhend, og det gøres vel bedst ved oplysning. Ved at prøve at tale med de hundefolk vi møder, ved at deltage på debatforums, ved at være fortalere for de metoder vi mener er de rigtige, ved at komme på træningspladserne, og ved at forsøge at hjælpe andre mennesker.

Jeg tror at du har ret i at jo mere vi ved, jo flere problemer ser vi nogen gange, lidt ligesom når man læser en bog om sygdomme og pludselig føler at alle symptomerne passer på en selv... Problemet med viden er jo også at man pludselig ved hvor mange ting der egentlig kan gå galt, og hvor galt de kan gå, og så kan man gå hen og risikerer at overfortolke alting. Jeg tror især at dette sker i starten imens man tilegner sig viden, fordi at man endnu ikke ved nok til at kunne skelne alvorlige situationer fra de mindre alvorlige. Ingen af de problemer du beskriver ville få mig til at løbe skrigende væk :blink: Jeg syntes selv at Luna er en af de mest velafbalancerede hunde jeg har mødt, og jeg syntes hun er helt perfekt som hun er Men hvis vi går ude på hovedvejen, så vil hun til enhver tid forsøge at hoppe lige ud foran de biler der kommer kørende Men vi træner hende i at accepterer bilerne, og indtil da tager vi bare vores forholdsregler. Hun vil til enhver tid æde vores sko hvis hun kan komme til det, men i mine øjne er dette bare helt naturligt, og jeg må igen bare tage mine forholdsregler. Jeg kunne garanteret lave en hel list over hendes "unoder", men disse unoder er jo bare en del af det at være unghund, og sådan skal det være Se, det er sådanne problemer jeg vil beskrive som alvorlige, og jeg kan udemærket godt forstå at du måtte kaste håndklædet i ringen :ae: Her er vi igen enige. Men hvis vi nu tager dem der har anskaffet sig en hund uden at sætte sig ind i hvad det indebærer, kunne man så ikke forestille sig at det bedste for hunden vil være at finde den et nyt hjem, når nu ejeren alligevel ikke vil den? Og selvfølgelig er det helt forfærdeligt at sådanne mennesker så bare går ud og anskaffer sig en ny hund, hvor de samme problemer så vil dukke op igen, og hvor de efter kort tid vil forsøge at skaffe sig af med også denne hund. Jeg ville ønske at vi kunne forhindre sådanne mennesker i overhovedet at købe hund, men når de nu alligevel gør det, er hunden så egentlig ikke bedst stillet med at de finder et nyt hjem til den, et hjem som forhåbentlig ved hvad det indebærer at have hund?

Hvor er den god :5up: Man føler helt at man kender dine piger efter den lille præsentation

Hver dejligt, det tegner da godt :5up: