Lonny

Hvad med legetøj, er han glad for det, fordi så kunne du jo bruge det som belønning i stedet for?

Begge jeres historier fortæller hvor hårdt det rent faktisk er at leve og arbejde med en hund med alvorlige adfærdsproblemer. Jeg syntes at det udviser stort mod at I fortæller jeres historier her, fordi det er enormt hårdt at indrømme at man rent faktisk ikke slår til :ae: Og jeres historier viser hvordan det at have en hund med alvorlige adfærdsproblemer, rent faktisk påvirker hele ens liv, hvor svært det er at tilrettelægge hele ens dag efter en hund som ikke rigtig magter omverdenen.

Nu er det jo altså ikke helt let at finde en ny ejer til en seriøs problemhund, der er jo desværre ikke særlig mange der har forudsætningerne for at overtage en seriøs problemhund. Som jeg skrev tidligere, så havde jeg overvejet hvad der skulle ske med Baldur hvis jeg af en eller anden grund (jeg kan ikke komme på hvilken) blev nødt til at gå af med ham. Og jeg havde besluttet at hvis jeg nogensinde skulle komme til at stå i den situation, så ville han ikke få et nyt hjem, men blive aflivet. Jeg ville ikke turde stole på at andre ville tage de samme hensyn til ham som vi gjorde, og jeg ville for evigt gå og bekymre mig på hans vegne hvis jeg overlod ham til andre. Og da Baldur var bange for alt nyt, så tror jeg også at den omveæltning det ville være at flytte til et nyt hjem, den ville have være alt for stor for ham. Jeg tror du har misforstået mig, jeg taler ikke om hunde med irriterende personlighedstræk, men om hunde hvor hele personligheden er så skrøbelig, at de kun kan eksisterer hvis du fuldstændigt tilrettelægger deres liv, og sørger for at der ikke sker pludselige ændringer. Egetkønsaggressioner er f.eks. normalt inden for min race, og kun hvad jeg ville kunne forvente, dette er ikke et adfærdsproblem, fordi at så burde jeg, som du siger, bare have valgt en anden race som ikke havde dette personlighedstræk. Selvfølgelig er flertallet af problemer menneskeskabte, for det meste pga. uvidenhed. Men jeg tror at når du står med en hund som har problemer på næsten alle områder af dens liv, så er det sjældent menneskeskabt (jo måske hos opdrætter), men enten genetik eller sygdom. Og det jeg f.eks. har lært er, at hvis jeg i fremtiden igen kommer til at stå med en hund med adfærdsproblemer, så vil jeg kontakte de bedste dyrlæger jeg kan finde, fordi at min holdning på nuværende tidspunkt er, at 80% af seriøse adfærdsproblemer (hvor man ikke umiddelbart kan finde en forklaring på ændringen) skal findes i at hunden har smerter. Og hvad angår at vælge en hund fra en forkert opdrætter, så er det jo ikke alle mennesker der ved nok om dette, til at de ikke kan blive snydt. Nogle opdrættere lyder jo desværre som om de er rigtig dygtige, men senere hen viser det sig desværre at det var løgn fra den ene ende til den anden. Og hvis du køber hund hos private, så er risikoen for at forarbejdet ikke er gjort godt nok, jo endnu større end hos en opdrætter. Man kan så selvfølgelg bare sige at folk burde have gjort deres forarbejde bedre, og ja det burde de nok, men det hjælper dem jo bare ikke i den situation de står i lige nu og her, det hjælper dem kun ved fremtidig valg af hund. Nu mener jeg personligt ikke at 10-15 år er kort tid at skulle omlægge hele sit liv i, så derfor mener jeg godt at man kan tillade sig at sige, at sådan kan jeg ikke leve i så lang tid. Vi er enige om at man ikke bare skal kaste håndklædet i ringen uden at have forsøgt at løse problemet, men jeg mener stadig at det er ok at give op, når man har forsøgt i flere år uden at se nævneværdige fremskridt. Man skal vel også tænke på om en hund der vitterlig er så bange i så mange situationer overhovedet har et godt liv? Det er ikke fordi at jeg hele tiden vil bringe Baldur op, men han er trods alt mit eneste rigtige referencepunkt, så derfor gør jeg det alligevel. Baldur sov det meste af sit liv, fordi at alting tog så hårdt på ham, at det trættede ham enormt. Hvis vi foretog os noget som helst udover det normale, også bare hvis det var en halv time, så sov han resten af dagen, fordi at det havde taget så mentalt hårdt på ham. Hvis vi gik vores normale tur, og stødte på noget uventet, så kunne vi være sikker på at han sov indtil næste dag når vi kom hjem, fordi at det at håndterer det uventede havde krævet alt hans energi. Her burde vi måske have tænkt over (og det gjorde vi også ofte, men uden at tage beslutningen) om det overhovedet var et godt liv han havde, når han rent faktisk gik rundt med kronisk stress, og når alting påvirkede ham som voldsomt som det egentlig gjorde. Men jeg tror godt at jeg forstår din indgangsvinkel, men jeg tror bare den sigter mere på den køb-og-smid-væk mentalitet vi har i vore dages samfund, og ikke på folk der reelt har hund med alvorlige adfærdsproblemer. Men ret mig endelig hvis jeg tager fejl.

Det er jo netop øvelser uden verbalt signal jeg søger, altså øvelser hvor det er selve situationen der er signalet. Men det med trappen var da rigtig smart, du skulle bare have haft nogle flere repos'er så hun ikke kan nå at få fart på :blink: Det var da også rigtig smart, så man slipper for at hunden stormer ind i sofaen og tørrer sig selv :blink: Det betyder jo bare at signalet er indlært rigtig godt Men det er rent faktisk en rigtig god ting at have lært ham, så du kan få kontakten til ham når der kommer nogen. Det syntes jeg da også var rigtig smart :5up: Måske skulle jeg lærer Luna og kattene det på vores trappe, så jeg slipper for at være bange for at falde ned af den når de alle sammen syntes de skal op ad den samtidig med mig...

Jeg har et forslag til hvordan I kan træne det, men det vil kræve at I opfinder et nyt indkaldsord, da det gamle tydeligvis ikke virker. Når I har fundet på dette nye signal, så starter I inde i stuen. Her træner I indkald med 2 meters afstand, og I kalder kun når I er 110% sikker på at han vil komme. Hver evig eneste gang han kommer, så skal han have en godbid han syntes er lækker :mums: Stille og roligt begynder I at udvide afstanden for indkaldet, men stadig kun inde i huset. Når I føler at han kommer hver gang I kalder, ligegyldig hvor han er i huset, så er I klar til at gå uden for. I haven giver I ham en snor på, først en kort snor, og så gør I præcis som I gjorde indenfor. Når han kommer hver gang I kalder i mens han kun er 2 meter fra jer, så begynder I at udvide afstanden, men stadig imens han er snor, så I kan kontrollere hvor langt væk han kan komme. Og når I er ude og gå tur, så kalder I også på ham hver gang I er 110% på at han vil komme, og hver gang belønner I med en lækker godbid. I denne periode hvor I starter forfra med at træne indkald, så må I ALDRIG kalde på ham med hans nye indkalds signal medmindre i er 110% sikre på at han vil komme. Så når I skal have ham ind fra haven, så bliver I nødt til at gå ud og hente ham, fordi hvis I kalder uden succes, så lærer han at det ikke er nødvendigt at kalde. Hvis I øver dette virkelig intensivt, flere gange hver dag, så vil jeg tro at I inden 14 dage vil kunne have en hund der kommer ind fra haven hver gang i kalder.

Jeg tror at de fleste hunde ville begynde at gø hvis de hører en bankelyd på den anden side af døren, både Baldur og Luna ville gøre det, og de er absolut ikke hunde der gør meget. Så du må bare arrangere kasserne lidt bedre i fremtiden :blink:

Jeg syntes rent faktisk også at idéen var rigtig god, men jeg kan desværre ikke tage æren for den, jeg har læst det i en bog Men jeg tænker meget over om der ikke var andre tilfælde hvor sådan nogle indlærte øvelser ville kunne være til god nytte. En gang læste jeg om nogen der havde lært deres hund, at når de kom gående med spædbarnet i armene, så var det signal til hunden om at den skulle sitte, på denne måde undgik de at hunden hoppede op eller at de snublede over den. Så hvis I har nogle idéer om hvad man ellers kan finde på, så kom med dem, også selvom det ikke er noget I selv har trænet.

Det er selvfølgelig også en måde at undgå at hunden tager opvasken på

Ja, og det kan rent faktisk godt gøre lidt ondt at blive hamret ind i dørkarmen med 80 km i timen, det var derfor jeg ventede med at give snor på indtil vi nåede havelågen, der var åbningen i det mindste bred nok til at jeg også kunne være der :blink:

Muffins lyder som en god plan :5up: Og jeg kan altså sagtens drikke the, hvis du altså drikker det?

Jamen, så må du jo bare inviterer på kaffe her i starten af januar

Du kan jo også starte ud med at prøve med en almindelig neglefil ligesom jeg gjorde, så kan du måske få fjernet det værste af neglene, så du kan undgå at klippe dem før du kan låne sliberen af mig.

Vi køber en sliber her i julen, så du kan da få lov at låne vores før du går ud og investerer i en selv. Jeg vil stadig tro at det er bedre at han får denne dårlige oplevelse hos dyrlægen end med dig, og det er jo slet ikke sikkert at det vil være en dårlig oplevelse hos dyrlægen. De er jo så vant til at klippe negle, at de håndterer hundene meget bedre end vi gør. Jeg syntes ofte at jeg har hørt om at hunde der var bange for at få klippet negle, slet ikke var det hos dyrlægen, simpelthen fordi at dyrlægen ikke virker usikker ligesom vi gør.

Det lærte jeg også Baldur, Luna har det ikke været nødvendigt med, da hun overhovedet ikke er interesseret i at komme ud af bilen, så her bakser jeg lidt mere med at få hende til at stå så langt fremme at jeg kan nå hende, i stedet for at gemme sig allerbagerst i buret Da jeg havde både Baldur og Luna, da kæmpede jeg lidt med at lære dem at blive siddende foran havelågen og vente på at få lov at gå ud, så jeg undgik at blive flået ud igennem havelågen, men det lykkedes ikke rigtig

Jeg tænkte lidt mere på situationer hvor hunden lærer at noget andet er signal til at de skal gøre dette. Som eksemplet med at når lågen til opvaskemaskinen åbnes, så skal man sætte sig (uden at få besked på det), eller som Dogfather's eksempel. Men jeg skal helt sikkert også have lært Luna at rydde op, det er altså en sej ting at kunne :5up:

Jeg ville nok starte med den "nemme løsning", betale dyrlægen for at klippe dem så han ikke forbinder dig med ubehaget. Herefter ville jeg starte helt forfra med træningen. Jeg kan på nuværende tidspunkt godt få lov at klippe Luna negle, hun flygter ganske vist når hun ser negleklipperen, men når jeg så kalder på hende, så kommer hun fint hen for at få klippet negle. Hun bryder sig ikke om det, men hun går ikke i panik, og hun bliver siddende efter jeg har klippet neglen. Men ovenstående tog altså også 2 måneders træning før vi klippede så meget som én negl... I går klippede jeg en negl på hende, men i dag opdagede jeg så at den så lidt flosset ud, så jeg hentede en neglefil og filede den lidt, det havde hun slet ikke noget imod, så nu har jeg besluttet at købe en "neglefil" som nogen af de andre her i tråden nævner. Fordi at efter denne oplevelse med at file hendes negl i dag, så tror jeg rent faktisk at de har ret i at hun ikke vil have noget imod at få filet neglene, på trods af at jeg oprindeligt troede at lyden ville få hende til at være endnu mere bange. Så enten kan du prøve med en sliber, eller også kan du starte forfra med klipningen, men måske er det lettere at starte forfra med en hel ny metode, nemlig slibningen?

Enig, man er jo nødt til at analyserer hvad der gik galt, ellers ender man jo bare med at gentage fejltagelsen. Men jeg antager jo også at man, før man giver op, har arbejdet med ens hunds adfærdsproblemer, og dette kan man jo ikke gøre uden at have sat sig ind i hvordan de er opstået. Hvis man bare sætter sig ned og siger, det er ikke min skyld, så har man jo intet lært! Jeg har da lært utroligt meget af mine oplevelser med Baldur, og jeg er blevet meget klogere, det er en af de gode ting man får ud af at have en problemhund, man lærer rigtig meget. Jeg syntes ikke at det er ok at give op, og så bare anskaffe sig en ny hund, uden først at have forsøgt at løse problemet med den oprindelige hund, og når man så har fundet ud af at problemet ikke kan løses, så er man søreme da nødt til at finde ud af hvorfor, ellers ender man jo bare det samme sted igen! Måske er problemet at man ikke havde gjort sit forarbejde godt nok før man valgte opdrætter, måske vidste man ikke nok om hvordan man socialisere en hvalp, eller måske vidste man ikke nok om hundeopdragelse, eller som i mit tilfælde, man stolede ikke nok på sine egne instinkter, så man lod sig overbevise om at ens hund ikke var syg... Men alle disse ting er man jo nødt til at tage ved lære af før man anskaffer sig en ny hund, ellers flytter sorteper jo bare med videre til den næste hund.

Det giver fint mening. Ved at give sig selv 110% så ender man jo med at have slidt sig selv op, og det betyder i sidste ende at man ikke har noget at give til den hund man forsøger at redde, men også at man heller ikke har overskud til at give noget til sin famillie og venner. Og som du er inde på, så risikerer man også at miste lysten til fremtidige hunde, da man bliver bange for at havne i samme situation igen, en situation man dybest set ikke magter, og hvor alle bare ender med at være tabere. Vi vil jo så gerne redde alle, og vil helst ikke erkende at der er skæbner vi bare ikke kan redde, denne erkendelse er jo ufattelig svær når det drejer sig om en hund man elsker. Fordi at selvom denne hund volder en så mange hjertesorger, så elsker man den jo stadig, og måske endnu mere end man ville gøre med en "problemfri" hund, fordi at man er bundet sammen af disse fælles kampe man har udkæmpet. Og som du selv nævnte i et indlæg til mig, så kommer disse ting jo ikke på én gang, men et skridt ad gangen, og det gør det til sidst svært at indse hvor langt man egentlig allerede er gået...

Jeg er ved at lære Luna at når jeg åbner døren til vaskemaskinen, så betyder det at hun skal sætte sig. Formålet med dette er, at jeg undgår at hun forsøger at slikke på bestikket i opvaskemaskinen. Jeg overvejer også at lære hende, at det at det banker på døren betyder at hun skal lægge sig på sit tæppe, for på denne måde at få lov at sige velkommen til gæster uden at hun hopper op ad dem. Og nu blev jeg nysgerrig, hvilke ting lærer i jeres hunde (eller hvordan bruger I allerede indlærte øvelser) for at gøre hverdagen nemmere?

Tænker du på hans egetkønsaggression eller...?

Jeg er helt enig i dit indlæg, og jeg tror rent faktisk også at din idé med en dagbog er en rigtig god idé, både på den ene og den anden måde. Sådan en dagbog kan give håb, fordi at man måske kan gå tilbage og se at man rent faktisk har gjort meget større fremskridt end man lige troede. Og samtidig kan den, som du foreslår, vise en sort på hvidt, at det rent faktisk ikke går fremad. Og som du også er inde på, så skal man måske også huske at tænke over om hunden overhovedet har det godt. Hunde er jo utroligt gode til at skjule at de har det skidt. Til at starte med havde jeg en utrolig dårlig samvittighed over at jeg endte med at måtte aflive Baldur, kunne jeg have gjort mere, burde jeg have gjort mere osv. Men jeg har tænkt meget over det, og det at Baldur valgte at begynde at nappe ud efter mig, den person han elskede mest i hele verden, har overbevist mig om at han rent faktisk havde det meget mere skidt end jeg lige gik og troede Så spørgsmålet er måske også om vi overhovedet gør hunden en tjeneste ved at blive ved at arbejde med den, når hunden åbentlyst ikke får det bedre, men derimod dårligere. Problemet er så også som du siger, dette kan man desværre som oftest ikke se når man står i situationen. Det går jo op og ned, i perioder går det rigtig stærkt med fremgangen, og så pludseligt uden at man ved hvorfor, så er man tlbage til udgangspunktet. Disse op- og nedture gør det rigtig svært at gennemskue om det rent faktisk går fremad eller tilbage, og det at man er følelsesmæssigt involveret gør det også svært at gennemskue om man rent faktisk gør det for hundens skyld, eller fordi at man ikke formår at sige farvel. Og ja, jeg tror også at det er bedre at tage et velovervejet valg om hvad der skal ske, i stedet for at man trækker situationen så langt at man en dag står og tager en uovervejet beslutning fordi at ens resourcer er totalt opbrugt. Men det bringer os jo så til det næste svære spørgsmål, hvornår skal man sige stop.

Det markerede, det er ikke den slags hunde jeg taler om, for her er vi enige i at man burde have sat sig bedre ind i det at have hund. Men du mener, at ligegyldigt hvilke problemer (bortset fra sygdom) hunden har, så er man forpligtet til at forsætte? Så i disse tilfælde så kommer hundens liv før menneskets? Det vl sige, at selvom ejeren er ulykkelig og føler sig magtesløs, så skal de alligevel forsætte fordi at det er de forpligtet til? Og igen vil jeg lige understrege, at jeg ikke taler om almindelige opdragelsesproblemer man kunne have forudset, men om de problemer der opstår når man af en eller anden grund er endt med en hund der ikke magter et normalt liv. Og mener du virkelig at vi mennesker altid selv er skyld i at vores hunde ender med adfærdsproblemer (bortset fra ved sygdom), kan det ikke skyldes en medfødt defekt, at opdrætter ikke har været helt ærlig, uheldige omstændigheder såsom overfald osv. Skal hundens velfærd sættes over menneskets velfærd?

Det gør Luna også hvs hun kan komme til det Vi gør det, at hun aldrig får lov at være alene i det rum hvor kattebakken er, og så får hun "nej" hver gang hun nærmer sig kattebakken (hun har lært hvad nej betyder). Vi kan godt få hende til at lade kattebakken være når vi siger nej, så jeg håber, at hun efterhånden giver op. Ellers kan du måske sætte kattebakken et sted hun ikke kan komme til den?

Jeg må også være ærlig og sige, at de mennesker der ikke kan sætte sig ind i at man kan give op, de har ikke prøvet at have en hund med seriøse adfærdsproblemer. Jeg var så heldig at jeg ikke har børn, og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan jeg skulle have fået det til at hænge sammen hvis jeg også havde børn... Og igen, vi taler ikke om en hund der mangler lidt opdragelse, men om hunde der af en eller anden grund ikke magter at leve i et normalt samfund, enten pga. af smerter, sygdom, manglende socialisering, overfald, eller hvad der nu kan have gjort at lige præcis denne hund ikke reagerer som andre hunde ville have gjort i de samme situationer. Jeg har heller ikke respekt overfor folk der går af med deres hund, fordi at de har opgivet at lære den at gå pænt, eller andre ting, som i mine øjne, bare er et spørgsmål om opdragelse. Men når du står med en hund, som af en eller anden grund er så følsom, at du på en eller anden måde er nødt til at tilrettelægge hele dit liv efter denne hund, så syntes jeg rent faktisk at det er ok at sige, det her magter jeg ikke, og det var ikke sådan jeg ønskede at have hund.

Hvis der skulle have opstået en situation hvor vi var blevet nødt til at gå af med Baldur, så ville jeg aldrig have overladt ham til en anden famillie. Baldur krævede så mange hensyn, og var så følsom, at jeg aldrig ville turde overlade ham til en anden famillie, jeg ville aldrig have et roligt øjeblik, og ville altid have spekuleret over om de nu huskede at tage alle de hensyn til ham som var nødvendige for at han havde det godt. Hvis jeg en dag skulle stå i den situation med Luna, så ville jeg trygt overlade hende til en anden famillie, da hun til enhver tid ville kunne klare dette. Men jeg tror at Baldurs angst ville være blevet større hvis han skulle starte forfra i en anden famillie, så det har jeg altid vidst at jeg ikke ville udsætte ham for.