Lonny

Jeg tror personligt også at de fleste store adfærdsproblemer skal findes i at hunden er syg, og hvis Luna nogensinde får adfærdsproblemer, så vil jeg denne gang ikke starte med en adfærdsterapeut, men derimod sende hende til de bedste dyrlæger jeg kan finde. Og hvis det ikke er muligt at fjerne de smerter hunden har, så tror jeg næsten også at det er en umulig opgave at rette op på hunden, i og med at du jo ikke kan løse det til grundliggende problem. Enig Nu var det så heller ikke den type folk jeg tænkte på, jeg tænker på de folk der virkelig har arbejdet med problemet, men ikke kan se de store fremskridt. Hvor de må indse, at de højst sandsynlig vil have en problemhund resten af deres dage, og at de kun kan symptombehandle, og eller leve på hundens præmisser. Og når problemerne bliver så store, så er der netop stor forskel på hvor meget folk kan holde til, og derfor også forskel på hvornår de giver op. Jeg tror rent faktisk også at det kommer bag på folk, hvor stort et arbejde det egentlig er. Som sagt mente jeg førhen at folk burde gøre alt for deres hunde, og at det var foragteligt når de gav op. Men efter at have kæmpet med Baldurs problemer i knapt tre år, så har jeg fået en hel anden indstilling til det. Det er forbandet hårdt arbejde, og man har aldrig fri, og jeg forstår godt at nogen folk må give op. Nu var vi så heldige med Baldur, at vi bor langt ude på landet og kunne give ham den ro og stabilitet han havde brug for. Men da vi fik Baldur, der boede vi rent faktisk i ishøj, og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan Baldurs liv ville være blevet hvis vi var blevet boende der... Men er det fair at forlange af folk, der måske har en hund der ligesom Baldur var bange for alt nyt, at de rent faktisk skal flytte for at give deres hund det liv den kan magte?

Men lidt bunder mine tanker nok i situationen med Baldur, jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg aldrig ønsker at have en hund med adfærdsproblemer igen... Efter at Baldur er gået bort, så kan jeg mærke den enorme forskel der er på at have en problemhund og en normal hund. Som min adfærdsterapeut sagde til mig "når man lever med en problemhund, så bliver det unormale jo normalt", og det lægger man altså først rigtig mærke til når man ikke længere har problemhunden. Jeg elskede Baldur utroligt højt, men først her efter at han er borte begynder jeg at bemærke hvor meget det egentlig har krævet af mig rent mentalt. Det er, hvor hårdt det egentlig lyder, en lettelse at kunne inviterer gæster uden at skulle være nervøs flere dage forud for deres ankomst, fordi at jeg vidste at Baldur ikke ville kunne håndtere det. Selv det at have gæster var også en utrolig anstrengelse, fordi at jeg hele tiden skulle være obs på Baldurs reaktioner, og sørge for at han ikke blev alt for stresset. Eller når vi var ude og gå tur, og folk ville hilse på Baldur. Jeg ville så gerne have at Baldur fik disse positive møder, men jeg var altid bekymret for hans mentale tilstand, ville han blive bange for dem selvom de var venlige, og hvordan skulle jeg forklare folk at han altså var bange for dem. Og hvad hvis han angst en dag resulterede i at han i stedet for at trække sig, valgte at forsøge at jage folk væk... Baldur nåede heldigvis aldrig at reagerer udfarende, han trak sig altid når han blev bange, men der var altid denne her tanke der rumsterede i mit hoved, hvad nu hvis han en dag bliver så bange at han vælger at reagerer udfarende.... Jeg ønsker som sagt aldrig at få en problemhund igen, og jeg vil gøre alt for at undgå det. Men hvis jeg en dag får en problemhund igen, så vil jeg højst sandsynlig gøre ligeså meget for denne hund, som jeg gjorde for Baldur. Men er det fair at forlange at andre skal gøre det, bare fordi jeg gjorde det? Jeg ved hvor ufatteligt hårdt det til tider kunne være, men jeg ved også hvor meget man netop kommer til at elske sådan en problemhund, fordi at disse fælles vanskeligheder ligesom gør at man bliver knyttet endnu tættere sammen.

Tak for din omsorg, men det var nu ikke fordi at jeg frygtede at nogle bebrejder mig, men derfor skal du alligevel have tak for at tænke på mig Mine tanker gik mere på de punkter du selv listede op: På den anden side skal man også gøre op med sig selv: 1) kan der gøres noget ved det som ligger inden for min økonomiske og menneskelig formåen? Det er jo en enorm svær ting at vurderer, da det jo som oftest starter i det små, og derefter stille og roligt bliver mere og mere, både det der kræves økonomisk og det der kræves mentalt. Ofte er det jo meget svært at se objektivt på sin egen situation, netop fordi at man starter ud med et problem, og i forsøget på at løse dette problem, så opstår der et andet problem, og hvornår er nok så nok? 2) hvis ikke er det så noget jeg leve med de næste 10-15 år? Jeg fornemmer ikke altid at folk mener at det er ok at man siger, det her orker jeg bare ikke de næste 10-15 år, det kræver for meget af mig både mentalt og økonomisk, og nok mest mentalt. Det er jo hårdt arbejde at forsøge at hjælpe en hund med adfærdsproblemer, ofte lægger man jo en enorm mængde arbejde i det, men ser kun få resultater. Og nogen gange ser man virkelig gode resultater, for derefter at se det hele falder fra hinanden 2 måneder senere. Det kræver (ifølge mig) altså sin kvinde/mand for at kunne holde til dette rent psykisk, hvis man bare kunne se at tingene altid gik fremad, så ville det være en helt anden sag, men i mange tilfælde, så vil du jo skulle arbejde med hunden resten af dens dage. 3) er det fair for hunden at den skal leve som den gør nu Også dette er utroligt svært at vurdere, for det første er vi nok ikke gode til at se objektivt på dette, og for det andet, så er hunde utroligt gode til at skjule det har det skidt, som oftets vil du jo kun vide det pga. af adfærdsproblemerne. 4) hvis jeg ikke besidder evner, formåen mv. til at gøre noget ved det, ville det så være fair over for andre hvis de overtog hunden? Om andre skal overtage hunden, det skal de jo nok som oftest ikke hvis adfærdsproblemerne er så slemme at man må give op, så vil den bedste løsning som oftest nok være at give hunden fred. Men mit spørgsmål er, hvor hårdt det end lyder, har man ikke lov at sige, dette var ikke hvad jeg forventede da jeg købte denne 8 uger gamle hvalp? Jeg ønskede en tro følgesvend, hvor vi kunne gå til træning, gå lange ture, og i det hele tiden nyde hinanden . Men i stedet for at få denne dejlige hund som kunne opfylde alle mine ønsker om hvordan en hund skal være, så har jeg fået mig et projekt, der kræver utrolige mængder af tid, og især utrolige mængder af mentalt overskud, som man måske ikke altid har. Og igen taler jeg ikke om de almindelige problemer, som at hunden trækker i snoren eller gør når naboen kommer hjem. Jeg taler om de hunde der har store adfærdsproblemer, som gør at de har svært ved at fungerer i et normalt samfund. Men igen er det jo også forskelligt fra person til person hvornår de mener, at hundens problemer er så store at den ikke kan begå sig i et normalt samfund. Vi lever jo alle forskelligt, nogen er mere sociale end andre, og de sociale mennesker har det måske svære med en adfærdsvanskelig hund, end de mennesker der ikke har noget imod at isolerer sig for at give deres hund den ro og stabilitet den behøver. Så spørgsmålet er vel, hvornår har folk i dine øjne "gjort nok", hvornår er det ok at give op, og sige dette her orker jeg altså ikke i de næste 10-15 år?

Hvor er hun sød Jeg har lagt en kommentar i din blog

Hvordan gik, har I fået hentet Nova?

Jeps, herhjemme er vi også far og mor Vi har ingen børn, og skal heller ikke have nogen, så Luna er vores "erstatnings barn", så selvfølgelig er vi mor og far :blink:

Der er noget jeg har tænkt over længe, og nu vil jeg forsøge at vende disse tanker med jer andre. Skal man altid gøre ALT for sin hund? Tidligere har jeg ofte tænkt dårligt om folk der valgte at finde et nyt hjem til deres hund, eller måske ligefrem valgte aflivning hvis deres hund havde alvorlige adfærdsproblemer. Jeg mente at når man først havde valgt sin hund, så havde man også bare at gøre hvad kunne for at give denne hund den bedst mulige tilværelse. Men efter at have haft Baldur med alvorlige adfærdsproblemer, og have talt med andre der har haft/har hunde med alvorlige adfærdsproblemer, så er jeg begyndt at ændre min mening. Er det virkelig fair at forlange at andre mennesker skal gå lige så meget op i deres hunde som os, og er det altid fair at vi forlanger af os selv, at vi for enhver pris skal rette op på en hund med alvorlige adfærdsproblemer? Jeg taler ikke om de hunde hvor det drejer sig om småting, men derimod om de hunde hvor det kræves at man som ejer mere eller mindre skal lægge hele sit liv om for at kunne give ens hund en tålelig tilværelse. Jeg tænker på de hunde hvor man er nødt til at gennemtænke næsten alle situationer før de sker, fordi at man ved at der højst sandsynlig vil være noget i situationen der på en eller anden måde vil få ens hund til at reagerer med stress, det bliver måske svært at gå en afslappet tur med hunden fordi man altid skal være to skridt foran rent tankemæssigt, måske gælder det også det at få gæster, måske har hunden svært ved at håndterer gæster, og man begynder nærmest at isolerer sig fordi at disse gæstesituationer bliver så svære at overskue. Når jeg ser debatter om den slags hunde, så syntes jeg ofte at det skinner igennem at man er forpligtet til at gøre næsten alt for sin hund, også selv om denne hund kræver at man nærmest har umenneskelige kræfter rent mentalt. Men har man ikke også lov til at sige, at det ikke længere er en nydelse at have hund når det er på den måde, har man ikke lov til at sige, dette var overhovedet ikke det jeg forventede da jeg anskaffede mig en hund? Har man ikke lov at kaste håndklædet i ringen og sige, det her magter jeg bare ikke? Så hvad siger I, har man lov at sige, denne hund magter jeg bare ikke, jeg vil have en "normal" hund?

Clomicalm virker, som du siger, forskelligt fra hund til hund, jeg vil derfor også lige nævne at for nogen hunde, der virker det rigtig godt. Baldur fik det i en periode, og han reagerede rigtig godt på det, vi så ingen bivirkninger, og situationer der før havde været meget vanskelige for ham at håndtere, disse gik lige pludselig over al forventning, og han reagerede som "normale" hunde ville have gjort i samme situation. Det var rent faktisk først efter at vi stoppede med Clomicalm at tingene begyndte at gå rigtig galt, og nogen gange kan jeg da godt mistænke, at det at vi stoppede med Clomicalmen havde den effekt på Baldur, at han ikke længere formåede at "skjule" de smerter han havde. Men de ting han havde lært imens han fik Clomicalm, den lærdom beholdte han også efter vi stoppede med Clomicalm, der kom så bare nogle andre ting til "problem kassen"... Så for nogen hunde er Clomicalm en rigtig god løsning, så man må nok vurderer det "hund for hund".

Jeg elsker simpelthen de der videoer af hunde der spæner rundt i sneen, og Cujo er ingen undtagelse

Jeg har lige begået (endnu) en fejl... Luna er ved at lære at gø på signal Luna lærer at gø.wmv from Lonny on Motionbox Og fejlen vi har begået er:

Jeg har ikke nogen gode råd, og i mine øjne, så har du gjort alt det rigtige, og det burde ikke være gået galt :ae: Jeg kan forestille mig at et eller andet har forskrækket ham på et tidspunkt hvor han var alene, og denne skræk er så eskaleret så han nu er blevet fuldstændig bange for at være alene hjemme. Og ja, jeg ville bruge juleferien på at starte forfra med alene hjemme træningen. Jeg ved at der er et par stykker herinde der virkelig har kæmpet med at vænne deres hunde af med at være bange for at være alene hjemme, og jeg håber, at de vil melde sig i denne tråd og komme med nogle af deres guldkorn.

Vi kan nu se at vi har begået en mindre fejl i træningen... Vi har nemlig været så dumme at vi et par gange har trænet med resterne af aftensmaden lige efter vi var færdige med at spise, det har nu resulteret i at Luna sidder og gør af os imens vi spiser, for hun "plejer" jo at blive belønnet når hun gør :damn: :damn: :damn:

Hvis sneen er væk, så skal vi nok være der I dag har jeg listet mig hjem fra arbejde, og stoppede lige ved brugsen og købte forsyninger, så jeg ikke skal forlade huset hele weekenden :5up: Jeg bor jo laaaangt ude på landet, så herude ligger der snedriver langs vejene (og lidt ind på vejene, og 10 cm sammenpresset sne, som er stjerneglat at køre på, og udover det så er vejene normalt kun så brede at der lige netop kan være 2 kørebaner, men det er der jo altså så ikke rigtig plads til når 1/4 af banen er fyldt med snedriver

Rent faktisk så tror jeg at rygterne siger at der er rigtig mange unge mennesker der får udleveret lykkepiller, så måske er vi allerede i gang med at doope ungdommen, det foregår bare i det skjulte :blink:

Jeg er nok lidt modstander af det der med at give hundene beroligende midler, for at dæmpe noget der er fuldstændigt normalt, og bare forekommer i en periode af deres liv pga. af deres nuværende alder. Vi giver jo heller ikke teenagere beroligende midler, så de lettere kan komme igennem deres teenageperiode, og jeg tror at der går noget lærdom tabt hvis hunden skal gå igennem denne vigtige periode mere eller mindre doopet... Jeg kan sagtens forstå at man vælger at berolige hunden nytårsaften eller lignende, men at den skal beroliges i en længere periode pga. af noget der er fuldstændig normalt, og en del af dens udvikling, det kan jeg altså ikke forstå.

Jeg tror at jeg bliver nødt til at melde fra Jeg elsker at det sner, der er ikke noget bedre end at være derude og lege med Luna i det Men jeg hader at køre i bil i snevejr, jeg er rent faktisk skrækslagen for det... Og i dag har de lovet snestorm i mit område, så jeg frygter det værste for i morgen, i forvejen ligger jeg og kører på arbejde med 40 km i timen, fordi jeg ikke tør køre stærkere, så jeg ved ikke helt hvad jeg skal sætte farten ned til hvis vi har snestorm :blink: Så I ønskes god fornøjelse i morgen, og jeg vil meget gerne deltage en dag hvor der ikke ligger sne på vejen.

Ved du hvad der også er en rigtig god idé... At huske kortet som billederne lagres på, så man ikke står derude i sne til op over knæerne, og så blinker kameraet bare og siger at der ikke kan tages billeder :damn: :damn: :damn: Så I må nøjes med at forestille jer dejlige Luna der hoppede rundt i sneen :blink:

Havde du ikke influenza? Nu har jeg jo også valgt mine race udfra at de netop er gode til at ligge og putte Til gengæld er de jo så ikke nær så lette at træne med som dine, og så er det jo hvad man prioterer højest, og jeg har prioteret at putte :blink:

Og så må jeg jo også hellere lige huske at ønske dig god bedring :ae:

Både Baldur og Luna har heldigvis altid været gode til at håndtere stille dage, de elsker at ligge i ske og se fjernsyn, og hvis jeg så bare lige gider at holde fast i den anden ende af et trækketorv i ny og næ, så kan de såmænd sagtens holde til at lave ingenting

God bedring til dem begge :ae:

Jeg har set både Baldur og Luna fryse, de har så heller ingen underuld, og deres pels er ikke meget mere end en halv cm lang, så der er ikke meget til at beskytte imod kulden. Så de fik begge et dækken, og det er de meget glade for

Dejlige billeder, og han ser godt nok ud til at nyde det på videoen, men jeg tror at det var meget godt du hjalp ham til sidst, der lignede han en der var kommet ud på lidt for dybt vand

Neeej, jeg vil ikke lige alene i en hundekurv Så vil jeg hellere være herhjemme hvor vi alle ligger i sofaen, og hvor Luna ligger i mine arme, og katten i mine knæhaser, der findes ikke bedre dyne end det