jeg stod med valget mellem en hvalp eller en 1½ årig genbrugshund og efter nøje undersøgelser og falden pladask for genbrugshunden, valgte jeg Cleo.
Hun var nysgerrig, glad og virkede meget udadvendt, da vi var hos kennelejer.
Det næste 1½ var jo så hårdt arbejde. Blev på 3. dagen pludselig bange for min mand (pludselige bevægelser). Først 5 mdr senere kunne hun li ham igen og var tryg ved ham. I det første år fik jeg hende omvendt fra at være bange for fremmede til at være reserveret og slappe af, når de først sad i stuen.
Alene-hjemme-træningen var et stort issue i 1½ år med adfærdsbehandler, aktivering, træning.
Hun gennemgik en lang forvandling til den bedste hund i hele verden:genert:
men . . . . alene hjemme lærte hun aldrig og efter 1½ år måtte jeg erkende, at hun ville aldrig komme til det og hun kom til det allerbedste sted for hunde i Nordjylland - her lever hun livet og er aldrig alene (jeg kunne ikke gi hende flokken, som hun havde brug for).
Elskede udfordringen med at "forme" en genbrugshund med 10.000 vaner fra det tidligere sted. Et helt andet arbejde end med en hvalp. Dette arbejde med Cleo i 1½ år var mit liv og min hobby. Jeg gjorde alt, hvad der var muligt for Cleo i forsøget på at lære hende at være alene! Det allerbedste jeg gjorde var, at gi hende chancen hos Løve-mor.
Jeg savner en/min hund. Elsker suset, når der sker udvikling med en genbrugshund. En hvalp forventer man at "forme", men det forventede jeg ikke med Cleo, men kløede på og håbede. (ved ikke helt om det forstås, som jeg mener det)
Tør jeg en genbrugshund igen? helt sikkert, men et andet sted i mit liv, tror jeg:genert: Tør jeg risikere det samme igen?
Hvalp er nok ønsket næste gang med de udfordringer, som det jo så gir og som jeg har prøvet før.