For det første tror jeg aldrig hun havde været udenfor sin ejers hus/have - hun fik et mindre hysterisk anfald bare hun så et blad falde til jorden
For det andet var hun blevet slået, og var meget håndsky. Hun er stadig bange for pludselige bevægelser
Hun tåler overhovedet ikke at møde en anden hund! Selv om jeg har fået trænet hende til at reagere mindre voldsomt, er det stadig meget generende, så vi går aldrig tur på befærdede steder. Heldigvis bor vi langt ude på landet!
Hendes reaktion på andre hunde er meget forvirrende - ikke mindst for hende selv. Det er en blanding af legesyge, angst og aggression, og hun kan slå over fra det ene til det andet på en brøkdel af et sekund.
På nuværende tidspunkt er den eneste hund, hun omgås regelmæssigt, min mors Dværg Pinscher/Yorkshire Terrier blanding på fire kilo... De to har det fint sammen.
Der er en vis risiko ved at overtage en voksen GD. Det er en meget følsom race, og er hunden først blevet dårligt præget, er den meget svær at rette op igen.
Desværre tror mange mennesker, at når det er en stor hund, skal den opdrages brutalt - og det er det værste man kan gøre ved en GD. Det er en kæle-, skøde- og sofahund - en lille hund i en stor krop.