sagapigen

Det er rigtigt:) Dyr lider for menneskers forfængeligheds skyld.

Det er jo fordi det er en invasiv art i Danamrk. I Nordamerika, hvor de stammer fra, er de ikke skadedyr. Men grundet indavl, faveavl osv. på farmene i Nordamerika, er den vilde bestand stærkt truet på grund af udslip. Iøvrigt er der flere alvorlige sygdomme som farmene har bragt til Danmark, som også rammer vores hjemmehørende mårdyr, pga. vildbestanden af farm mink.

Jeg synes enhver selv skal vurdere hvad og hvornår de vil anmelde noget de ser. Men jeg synes godt nok der er ved at være så meget 'stikker' angst i befolkningen at ingen tør/vil melde noget som helst. Man hører sågar om piger der voldtages i fuld offentlighed uden nogen reagerer. Er det et samfund vi vil hen imod. Da jeg gik på efterskole 'stak' man heller ikke nogen, jeg blev kaldt stikker ganske kort, fordi jeg informerede lærerne om at der blev brændt levende mus af, på gangen. Men da jeg 100 % stod ved at det var mig der havde sagt det og jeg ville gøre det igen til enhver tid, havde de ikke mere og sige. Derimod var der en gruppe fra skolen der blev smidt ud og politianmeldt, fordi de lavede indbrud på deres egen skole. Moralen havde ligesom skubbet sig, netop af den årsag at 'man stikker jo ikke hinanden'. Jeg ved ikke selv om jeg ville melde en annonce med salg af listehunde til politiet, men ville helt sikkert melde det til siden.

Det var vist mig og ikke Bøvle du skrev det til Men jeg er helt enig. Angående startindlægget. Min mening er at man altid skal kigge på sin hund/den hund man arbejder med og føle sig frem. Jeg går helt klart ind for at holde sig under hundens grænse, når det er en hund der har et adfærds issue. Der kan muligvis være hunde og problemer der har bedst af at blive taklet med lidt mere pres på og så er det selvfølgelig det man må gøre. Men jeg tror faktisk også, hvis man ikke har helt styr på sine egne signaler, at adfærdsproblemer kan skabes ved at man er for fokuseret på aldrig at overskride hunden grænse. Et eksempel på det er hunden der skal lære at få klippet kløer, ejeren går forsigtigt frem og holder hele tiden øje med hundens reaktioner. Denne agtpågivenhed kan tolkes af hunden, som at ejeren ikke har styr på/er utryg ved det h*n laver og derfor kan transmittere dette over i hunden, der så vil reagere. Her kan et problem være startet.

Ja hun er helt sikkert en 'mobber', men hvad det skyldes ved jeg ikke. Jeg vil foreslå dem at undersøge muligheden for 'lykkepiller' til hende. Men hun virker nu som en glad lille hund, altid fuld af energi og hun er meget hengiven overfor mennesker og hunde hun kender.

Må indrømme jeg nogen gange overvejer om deres hund har en hjerneskade. Der er mange afvigelser i dens adfærd, som ligner lidt det man ser hos hjerneskadede mennesker. Det er svært at forklare, men noget med manglende fokus, bevægelser og handlinger helt ude af kontekst, legen (med hunde den kender) er meget voldsom, virker lidt som om hun leger 'på' dem og ikke med dem. Hun ignorere de andres grænser. Lidt som et 2 årigt barn der bare ikke udvikler sig videre end det. Tja, ved det ikke.

Jo, den fik clomicalm (uden nogen effekt) på adfærdsbehandlerens anbefaling og urtepiller fra Gudrun der skulle balancere et eller andet (uden effekt). Den har også været på zylkene en periode, også uden synlig effekt.

Kan der være noget om. Men det er et problem jeg har hørt fra flere, så måske det er mere normalt end man lige regner med. Jeg tror egentlig sjældent det er fordi ejerne ikke vil følge instrukserne, det er bare ikke altid muligt. Det er muligt, men her i boligområdet ser man ingen løse hunde, så det er ikke overfald og lignende de har været ude for. Tilgengæld er der en masse løsgående børn og de er jo som bekendt uforudsigelige (løber og larmer) og kan til tider være grænse søgende. Men selvfølgelig bor folk tæt her, så hvis hunden har svært ved det, bliver dens grænser overskredet meget her.

Jeg er fuldstændig enig, det er netop et stort problem. Og nej, selvfølgelig retfærdiggør det ikke brugen af hårde metoder. Men hvis man ikke kan undgå det der er svært for hunden, udsættes den jo egentlig automatisk for en form for ukontrolleret flooding. Men aner ikke hvad man kan gøre for at undgå det. Men det er vel noget med at signalere til hunden at man har styr på situationen og den kan stole på en, og så håbe på det med tiden bliver nemmere for hunden og så arbejde med grænserne i den udstrækning det er muligt.

Jeg ved godt at det er svært at komme med forslag når i ikke har set hunden. Egentlig skrev jeg om Sofie for at vise at den optimale trænings strategi ikke altid er mulig og at nogle adfærdsbehandlere og trænere ikke altid har situations fornemmelse nok til at se det. Fx. som i det her tilfælde hvor handlingsplanen fra en adfærdsbehandler var at nærme sig børn gradvist og aldrig komme tættere på end hunden kan klare. Denne handlingsplan lavede adfærdsbehandleren på trods af at denne vidste at der ligger en legeplads og en fritidsklub lige udenfor hoveddøren. Ligegyldigt hvor de skal gå tur henne skal de forbi en masse børn først. En handlingsplan skal vel afspejle den situation hund og ejer befinder sig i og ikke et drømme scenarie om hvordan det burde være. I øvrigt tror jeg ikke Sofies adfærds problem er så ualmindeligt, bare i det boligkompleks jeg bor i er der mindst 4 små og mellemstørrelse hunde som er agressive overfor andre hunde og en del store hunde er det også.

Hov glemte lige: Tæven er intakt. Ejer går stadig regelmæssigt til dyrlæge med problemerne (allergi/skæv ryg). Jeg går ud fra de stadig har kontakt med adfærdsbehandleren.

Jeg kan godt se det er smart hvis den kunne føle sig så tryg i en taske, at det ville være lige meget at der gik nogen forbi. Det er så bare ikke tilfældet. Selv hjemme i lejligheden knurrer den og laver udfald, ved nogen fremmede mennesker. Men hjemme i lejligheden er det jo så bare nemt for ejer selv at vælge hvem der bliver lukket ind, hvornår og under hvilke betingelser. Jeg er ikke sikker på at denne hund er direkte utryg/bange. Der er i hvert fald ikke nogen af de klassiske afstandssøgende tegn. Der er høj haleføring, rank holdning og gå på mod i stort set alle situationer (dyrlægen undtaget). Tja, jeg synes den er svær at tyde, for man forventer jo at det er usikkerhed, men den virker bare ikke usikker. I øvrigt er den meget hårdhændet i leg med andre hunde og den respekterer sjældent deres forsøg på at sige 'fis af makker', men får den en bold i munden render den bare rundt og passer sig selv. Tidligere havde den meget ressource forsvar, men det har den ikke rigtig noget af mere.

Ja det er svært med den lille hund. Vat i ørerne vil jeg prøve at forslå. Sofie er en tæve på ca. 3 år, er det en du har hørt om? Jeg er ikke klar over om ejerne bruger internettet.

Den har vist ikke været til kiropraktor, men tjekkes ofte hos dyrlægen. Den har allergi og skæv ryg som tjekkes jævnligt. Den har været på urtepiller fra Gudrun og Clomicalm som supplement til adfærdsbehandlingen, men uden den store effekt. Den aktiveres med træning, søgeøvelser og lignende. Men Gudrun mener det skal begrænses da den tar alt ind og nemt overstimuleres og bliver stresset. Jeg ved ikke om den har været ude for noget grimt, men jeg tror det ikke. Men den har været meget syg og i perioder.

Hunden er vant til at være i taske og har det fint med det, men den reagerer stadig kraftigt når de passere andre selvom den er i taske, så det tror jeg ikke ville ændre noget. I dag gik jeg en tur med min hund, sammen med dem. Vi går på nogle stier hvor der ikke er andre og det går rigtig fint. Men pludselig kommer der en stor hund rendende, ejeren var ikke at se og selv om jeg råbte ad hunden reagerede den ikke. Hunden var venlig nok, men min bekendtes hund kunne slet ikke klare det og knurrede og lavede udfald. Jeg blev og holdt hunden væk mens de gik videre så de fik afstand på. Godt jeg var med til at hjælpe.

Det er en Havaneser, men uden stamtavle, så jeg kan ikke udelukke der er andet i, men den ligner meget godt.

Hvordan vil i så gribe sagen an hvis det er umuligt at arbejde under hundens grænse (hvilket jeg er helt enig ville være det mest optimale). Jeg kender en sød og dejlig hund, som dog reagerer kraftigt (stress, aggression, sikkert også utryghed) på især børn, men også visse fremmede hunde og mennesker. Hunden bor i et stort etagebyggeri og oplever derfor de ting den reagerer på, så snart den kommer ud af hoveddøren. Der har været dyrlæge (almindelig + Gudrun), privat hundetræner (positiv træning) og adfærdsbehandler (anbefalet af Lone Greva) på den, som selvfølgelig ville have at ejer skulle arbejde med hunden, under hundens tolerance tærskel. Men det er jo ikke muligt når de bor hvor de bor. Hvad kan man så gøre, ud over at finde et andet sted at bo, aflive hunden eller finde et andet sted til den? Jeg håber virkelig på nogle råd, for det er en dum situation som jeg håber de snart finder en løsning på.

Jamen så gi da bare et enkelt eksempel på en race hvor det er sket. Det kan da ikke være så svært.

Ok, så det er derfor du ikke vil give eksempler på racerne. Det er kun din egen race hvor disse positive tilpasninger er sket og du vil ikke ud med hvilken race du opdrætter. Kan du ikke godt forstå at det er svært at diskutere på de vilkår?

Jeg vil, igen, gerne vide hvilke racer det er du snakker om. Jeg synes da netop man ser den omvendte tendens i dag. Altså at hanhundene reagerer kraftigere og kraftigere på løbske tæver og flere og flere hunde rammes af allergi. Dine påstande giver ikke mening når du ikke ønsker at fortælle hvor det er du ser disse fantastisk positive tilpasninger.

Jeg ber ikke om et citat fra et leksikon, men om din holdning til emnet. Det er nemmest at diskutere hvis alle er med på hvad der bliver diskuteret. Det kan være det er fordi jeg er ung, men jeg ser ikke at brugshunde er mere velfungerende i et almindeligt hjem i dag end da jeg var barn, derfor ber jeg dig svare på hvilke racer det er du mener og hvornår 'tidligere tider' var.

Hvornår var 'tidligere tider'? og hvilke racer drejer det sig om (lidt mere konkret end 'brugshunde')?

Er du ikke sød at gi et par eksempler på sådanne gavnlige men usynlige tilpasninger?

De første par uger jeg havde min Löwchen knurrede og gøede han når han så fremmede mennesker og hunde. Hvis de kom for tæt på hylede han som om han skulle dø. Senere blev han meget social og ville hilse på alle hunde og mennesker vi mødte, men altid med meget sænket hoved og krop og lavt logrende hale. Når han hilste på børn (=uforudsigelige/pludselige bevægelser) som hvalp, tissede han imens (ofte på børnene:oops:) fordi han var glad men usikker på samme tid. Nu hvor han er voksen er han slet ikke så fokuseret på andre mennesker og hunde, men han hilser stadig meget gerne især på dem han kender (har mødt før). Han er meget usikker på min mors kæreste og når han kommer får han tisset pga en blanding af glæde og usikkerhed, men det er den eneste han stadig har den reaktion overfor (Min mors kæreste har aldrig gjort hunden noget). Han er lydfølsom og meget utryg ved fyrværkeri, på trods af at der er trænet meget med det. Han kan ikke komme på træningspladsen når det er mørkt (med projektører) han bliver simpelthen så utryg at han kun vil opholde sig under et bord oppe ved klubhuset. Jeg går ud fra det er det skarpe lys, da han ellers ikke er bange for mørke (lidt opfarende men ikke bange). Ellers er han en glad og frejdig hund og har meget mentalt overskud, når han ikke lige sættes i ovenfor nævnte situationer. Han er yderst trænbar, men jeg skal passe på ikke at få ham overstimuleret.

Hvis der er indhentet tilladelse fra de relevante myndigheder og der er et underskrevet dokument fra opdrætter der bekender at hvalpene ikke har været i kontakt med vilde dyr, skal de ikke i karantæne. Det er deri hele forskellen ligger. Hvis Polakken med de 8 hvalpe havde haft styr på dette havde der ikke været noget problem.