Omplaceringshund og kontakt til tidligere ejer?

[Gæst Miss_menelli]

Nu ved jeg jo vi er nogle stykker med omplaceringshunde.

 

Og jeg er lidt nysgerrig efter hvor meget kontakt i har til hundenes tidligere ejer, og hvordan i har det med, hvis de gerne vil følge med - eller det modsatte?

 

Har absolut ingen kontakt til Bamses tidligere ejer og hun virker heller ikke til at være specielt interesseret i hvordan det går.

Så Bamse er vores og tror ikke jeg ville være interesseret i, at hun skulle komme og besøge ham engang.

 

Men Kaias første mor, har jeg som ven på fjæsbogen, mailer jævnligt med og får SMS'er fra i ny og næ.

Det er super dejligt at have en at dele Kaia med, og hun værdsætter Kaia på en anden måde, en andre - Og så er hun skide sød og blander sig ikke, men følger bare interesseret med i hvordan det går.

 

Synes personligt det er dejligt, at hun gider følge med i hvordan det går, for det vidner om, at Kaia virkelig har haft en kærligt og trygt hjem tidligere og har hun lyst til at komme på besøg, er hun hjertelig velkommen.

 

Men hvordan har i det og ville i bruge tid og energi på kontakt med en tidligere ejer?

Hvorfor?

Hvorfor ikke?

 

Bare ren nysgerrighed, for har ikke rigtig nogen holdning til emnet, ud over at vi har været enormt heldige med, hende vi har fået Kaia fra :5up:

[Umulia]

Jeg havde engang den sødeste lille tæve som jeg havde overtaget fra min mors nabo, så jeg mødte selvfølgelig tidligere ejer jævnligt. Hun virkede nu ikke særlig interesseret - nærmest lettet over at være kommet af med Chili, som havde voldsom separationsangst.

Da Chili blev kørt over var jeg utrolig skyldbetynget - det er jeg sådan set endnu - og havde svært ved at sige det til hende. Men hun sagde bare "nå, den slags sker jo" og virkede ligeglad

 

Vinnies tidligere ejer SMS'ede jeg lidt med de første par uger, men så holdt hun op med at skrive, og efterhånden som jeg fandt ud af hvor mange problemer Vinnie havde, mistede jeg sådan set også lysten til at holde kontakt med hende. I stedet fandt jeg frem til Vinnies opdrætter og to søstre, men dem har jeg heller ikke snakket med længe. Ejeren af den ene søster var ikke interesseret, og ejeren af den anden søster foreslog at vi skulle mødes med hundene - der var det nok mest mig der ikke var interesseret

 

Leroys tidligere ejer havde jeg ingen kontakt med, bortset fra at vi har nogle fælles bekendte. Opdrætteren har jeg skrevet lidt med on/off, men igen har jeg rigtig svært ved at få fortalt at hunden er død, så det ved hun muligvis ikke endnu

[Gæst Miss_menelli]

Jeg havde engang den sødeste lille tæve som jeg havde overtaget fra min mors nabo, så jeg mødte selvfølgelig tidligere ejer jævnligt. Hun virkede nu ikke særlig interesseret - nærmest lettet over at være kommet af med Chili, som havde voldsom separationsangst.

Da Chili blev kørt over var jeg utrolig skyldbetynget - det er jeg sådan set endnu - og havde svært ved at sige det til hende. Men hun sagde bare "nå, den slags sker jo" og virkede ligeglad

 

Hold da op

Troede ikke at nogen bare kunne slippe en hund på den måde.... Synes da næsten det er en værre reaktion, end hvis hun havde givet sig til at tude

Men det var vist godt Chili fik lov at ende sine dage hos jer!

 

Vinnies tidligere ejer SMS'ede jeg lidt med de første par uger, men så holdt hun op med at skrive, og efterhånden som jeg fandt ud af hvor mange problemer Vinnie havde, mistede jeg sådan set også lysten til at holde kontakt med hende.

 

Sådan gik det også med Bamses tidligere ejer.

Sjovt som det arter sig sådan, med mange af de hunde der viser sig at have lidt med i bagagen. :hmm:

 

I stedet fandt jeg frem til Vinnies opdrætter og to søstre, men dem har jeg heller ikke snakket med længe. Ejeren af den ene søster var ikke interesseret, og ejeren af den anden søster foreslog at vi skulle mødes med hundene - der var det nok mest mig der ikke var interesseret

 

Det må ellers være fedt, at finde ud af hvor Vinnie kommer fra og vide bare en smule om, hvordan hendes kuldsøskende har udviklet sig.

 

Men kan nu godt følge dig i det, der med ikke at ville mødes, med vildfremmede, bare fordi de har en søster eller bror til ens egen hund

Det er riiiigeligt at udveksle mails og billeder

 

Leroys tidligere ejer havde jeg ingen kontakt med, bortset fra at vi har nogle fælles bekendte. Opdrætteren har jeg skrevet lidt med on/off, men igen har jeg rigtig svært ved at få fortalt at hunden er død, så det ved hun muligvis ikke endnu

 

Puha.... Ja, det kan jeg godt følge dig i!!

Det er jo en frygtelig nyhed at overbringe - Forhåbentlig viser opdrætter lidt mere medfølelse, en Chilis tidligere ejer gjorde.

Men hver ting til sin tid... Når du har mod på at fortælle det, så kan du jo gøre det, ellers så er det jo heller ikke hverken pligt eller krav at du skal gøre det :ae:

[Tine1]

Jeg har godt nok ikke en omplaceringshund, men jeg har omplaceret mine katte og er også venner på fb med den ene af dem.. Ikke fordi vi har skrevet sammen derinde, men synes der er dejligt, når der popper et nyt billede op af min lille baby - der nu er blevet en stor smuk kat.. Skønt at vide, at hun har det godt og er elsket..

 

Ottos opdrætter har vist ingen videre interesse i, hvordan det går... Men det er selvfølgelig også noget andet, når det er fra en kennel...

[PinPoynter]

Ottos opdrætter har vist ingen videre interesse i, hvordan det går... Men det er selvfølgelig også noget andet, når det er fra en kennel...

Hun burde da have MASSER af interesse i hvordan han udvikler sig!

[Tine1]

Hun burde da have MASSER af interesse i hvordan han udvikler sig!

 

Det ville jeg også mene... Han er den første hvalp i deres kennel, der er "rejst"..

[Gæst doktorlaila]

Ingen kontakt. Og hvis jeg en dag møder ham og han vil snakke, får han et møgfald af den anden verden! En ting er, at han har snydt os - vi elsker jo hunden alligevel. En anden ting er, at vores lille pus slet ikke har haft det godt der Puh ha, det ligger sgu stadig dybt i mig, at man kan være sådan et fjols.

[Gæst stenshoej]

Det ville jeg også mene... Han er den første hvalp i deres kennel, der er "rejst"..

 

og ikke mindst mht. sundhed og mentalitet..

 

men er der ikke mange opdrættere og kenneler, som mener at det er købers "pligt" at informere dem om hvordan det går? ..

[Gæst Buddha]

Min mor har en omplaceringshund som hedder Gismo. Han flyttede grundet alene hjemme problemer (åd hele lejligheden) og fordi hun ikke havde tid nok til at krudte ham af. Ja det hele hænger jo nok sammen. Nå men, tidligere ejer havde al ret i verden til at besøge ham og få ham hjem på besøg engang imellem, og hun gjorde det også nogle gange, men han var jo ikke helt lige så glad når han så var på weekend ved hende og måske det også har føltes lidt mærkeligt for hende?

Tror såmænd nok de snakker lidt sammen endnu (min mor taler som et vandfald, ringer man forkert nummer til hende ender man højst sandsynligt med at finde noget eller nogen man er fælles om), men tror det er rigtig svært at sige farvel til sin vovse og så se den engang imellem bare, f.eks. på et hjemmebesøg. Tror følelsen af hvorfor det ikke fungerede kunne finde på at poppe op, men jeg ved det ikke.

 

Har selv omplaceret min kat, smukke Felix, og jeg fik aldrig hendes nummer Jeg har endda nået at ringe til cirka 15 mennesker som hed hendes fornavn og boede i Valby..... ud af hvad 315 Har også søgt på ham på diverse dba sider o.l., bare for HVIS nu han pludselig stod til omplacering igen Ham ville jeg virkelig gerne vide, hvordan han havde det.

[Gæst mk101]

Sally, som er min omplaceringshund, fik vi via opdrætter og bekendte. Tøsen kommer nemlig fra samme opdrætter som vores to andre, og ringede en dag og fortalte, at ejer grundet skilsmisse skulle af med hende.

 

Tidligere ejer havde vi allerede jævnligt kontakt med via udstillinger og jagt, og fordi han har en hund mere, som er hvalp efter min ældste tæve (som havde et kuld hos opdrætter).

 

Med til Sally hørte også en 13-årig pige, som vi også kendte noget på forhånd, og for hvem det nok har været sværest at skulle af med sin hund. Ikke alene er hun ude for, at forældrene skal skilles og hun skal flytte i ny bolig - men hendes elskede hund skal også bo et nyt sted.

 

Ved at pigen trøstede sig meget ved, at Sally skulle til mig og min kæreste at bo. Tidligere ejere udtrykker ikke i det daglige stor interesse i Sally, og det har jeg det ganske fint med. Hun er vores hund nu, og tror egentlig ikke jeg ville gide, hvis jeg skulle afrapportere for meget og jævnligt.

 

Men de opdateringer vi har sendt, ved jeg er blevet læst. Det kunne nemlig høre, da jeg havde den 13-årige på besøg i weekenden, hvor den søde, unge jyske pige havde sin første tur til København - og så på egen hånd.

 

Kan også forstå at det for tidligere ejere, må være svært at skulle holde sig for opdateret med hundens hverdag. Hvis man føler sig sikker på, at den familie/ejer den er kommet til nu i alle henseender tager sig godt af hunden, må den viden være rigelig - uden at få revet for meget op i savn og afsavn.

[Gæst kleo]

Jeg har godt nok ikke en omplaceringshund, men jeg har omplaceret mine katte og er også venner på fb med den ene af dem.. Ikke fordi vi har skrevet sammen derinde, men synes der er dejligt, når der popper et nyt billede op af min lille baby - der nu er blevet en stor smuk kat.. Skønt at vide, at hun har det godt og er elsket..

 

Ottos opdrætter har vist ingen videre interesse i, hvordan det går... Men det er selvfølgelig også noget andet, når det er fra en kennel...

nej det er da ikke noget andet, jeg har kontakt med alle mine hvalpe endnu, og det slipper de altså ikke for;-)

[Drentsche]

Jeg synes nu at det er noget helt andet med en omplaceringshund, end hvalpe man sender videre.

Med de omplaceringshunde jeg har haft/har, har jeg i den første tid fortalt om hverdagen via mails og billeder, for at "fortælle" tidligere ejere. at deres "gamle" hund, har det godt, derefter holder jeg ikke kontakten, da de jo har valgt hunden fra, af den ene eller anden årsag.

Jeg har selv engang omplaceret en hund, der holdt jeg også kontakten, til jeg vidste at den havde det godt, så slap jeg den, da det er utroligt hårdt, at blive ved med, at skulle høre om den hund, man har valgt fra.

Hvalpe man sender videre, er jo et "produkt" af et stykke arbejde, man har lavet, og der er det vigtigt, at man stadig kan følge dem, og især i de første par år, så man kan se om det kuld man har planlagt, udvikler sig godt.

At man så kan være heldig, at en masse dejlige mennesker, også har lyst til at fortælle om deres liv med hundene, er jo bare super, men det er jo ikke alle, der har hverken lyst eller tid til det, og sådan er det jo.

[Dinah]

Cleos kennelfar var fuldstændig ligeglad med hende. Jeg sendte vist 2 opdate-mails og han svarede tilbage med noget lignende: SUPER:???: Hun var 1½ år, da jeg fik hende.

Jeg elsker jo et lille væsen, så da hun flyttede op til Janni var og er det da utrolig vigtigt, at jeg ved, hun har det godt. EEELsker Jannis historier om Cleos liv deroppe.

 

Rosita derimod:banan:

Specielt med en genbrugshund, synes jeg det er vigtigt med kontakt. Det har været en ubeskrivelig hjælp, at jeg har kunnet smse til janni og lige få svar på store og små ting fx om noget i hverdagen, som hun var tryg ved deroppe, som jeg har kunnet videreføre her.

De små og store spørgsmål brænder jeg ikke inde med, som med Cleos kennelfar. Nu smser jeg bare og får svar med det samme og vupti . . . spørgsmål er ude af verden.

 

Samtidig vidner det også om, hvilket sted hhunden kommer fra, og hvordan de har haft det.

[tjikson]

Vores gamle gravhund, som vi fik da ejeren blev for dårligt gående, havde/har vi meget kontakt med... Han var oppe at besøge hende hver 14dag, og hun fulgte meget med i hans liv, men samtidig sætte hun ikke spørgsmål ved vores valg.. Den dag han skulle aflives var også svær, men hun kunne sagtens se det var den tid, og hun stortudede da også.... Nu her efter 2år hvor vi stadig hjælper hende med at handle ind og sådan, er Tilde nu med deroppe hvergang

[sonja77]

De første par måneder jeg havde Tyson, sendte jeg ind imellem en email-update til de gamle ejere, så de kunne vide, at han havde det godt. Jeg tror, at de var glade for updates, men de tog aldrig selv initiativ til at holde kontakt, og jeg stoppede med at maile dem.

 

Da jeg havde haft ham i ca. halvandet år, fandt hans gamle "mor" hans hjemmeside. Først sendte hun mig en mail om, at det vel nok var godt, at han var kommet til mig, for det virkede som om, at han var kommet til det bedst muligt hjem for ham. Lige efter sendte hun så en sur/skuffet mail om, at jeg skrev på hjemmesiden, at de havde løjet for mig, og det passede i hvert fald ikke. Dét, jeg havde skrevet, var, at jeg nok ikke havde fået hele historien at vide, da jeg fik ham (bl.a. at han gøede af andre hunde og fremmede mennesker og at han havde problemer med at være alene hjemme). Det mener jeg stadig er tilfældet (ikke at jeg tror, at der lå nogen ond vilje bag, men de lod ham f.eks. være alene, selvom han hylede og gøede, men mente ikke, at det var et problem). Men de gamle ejere har en anden opfattelse af sagen. Jeg skrev tilbage, at jeg var ked af, at hun følte sig stødt, og at jeg ville fjerne den sætning, hun følte var usand. For jeg vil jo sådan set bare skrive om Tyson og hans historie på hjemmesiden, ikke hænge nogen ud. Den mail svarede hun aldrig på, og siden har jeg ikke haft kontakt med dem. Jeg er egentlig lidt ked af den udgang på historien, men det kan jeg jo ikke ændre så meget på nu.

[Gæst Sitto]

Nu har jeg ikke haft kontakt til hverken Sittos eller Kencys tidligere ejer udover de første par dage efter jeg fik dem hjem. Ingen af dem virker særlig interesseret, og ikke engang da jeg skrev til Sittos opdrætter (tidligere ejer) at vi havde givet hende fred i februar, hørt jeg ikke noget!

 

Men jeg har sat som krav ved begge mine hunde, da de skulle ud til nye familier, at jeg ville holde kontakten! - Kency ser jeg nogle gange om året, og familien er så sød. Jeg er altid velkommen, de henter mig ved toget, invitere mig på aftensmad osv. :hjerte: de spørger mig også til råds hvis der er noget.

 

Sittos familie er blevet mine bonus bedsteforældre :hjerte: de første tre måneder så jeg hende ikke, af eget valg, men herefter har jeg set hende hver eneste uge lige siden. Men det er også kun pga. at hendes familie ikke bare er "Sittos familie", de er blevet MIN familie og selvom Sitto ikke er her mere, ser jeg dem hver uge - vi inivitere hinanden til fødselsdage, giver julegaver osv. de er der altid for mig, uanset hvad. Selv de gange jeg har været indlagt på sygehuset, har de besøgt mig osv. En virkelig, virkelig fantastisk familie! Og hele vejen igennem har jeg fået lov til at være en del af Sittos liv - og de behandlinger hun har været igennem er ikke sket uden at jeg har været en del af det, de har altid spurgt mig til råds - især da vi måtte tage den allersidste beslutning!

 

Men så meget havde jeg aldrig troet jeg kunne være fortsat en del af hendes liv - jeg havde regnet med et par gange om året, ligesom med Kency. Så det er virkelig fantastisk at de har taget mig ind i deres familie på den måde!

 

Nu har jeg så også to omplaceringskatte - og jeg har kontakt med tidligere ejer, hun har også været omme og se dem et par gange - og hun er altid velkommen :5up:

[PinPoynter]

Vi har masser af kontakt med Charles' tidligere ejer, men det er også en lidt anderledes situation da Charles aldrig boede hos hende, men i en hundepension.

Han blev omplaceret til et par med en anden hund, men de kunne slet ikke magte ham, og de havde ham kun en måneds tid. De har sendt et par mails og spugt til ham, og vi har pænt svaret, men føler ikke nogen pligt til at holde dem opdateret, da de i virkeligheden var mere bekymrede over deres egen skyldfølelse, end Charles.. De havde fået masser af træningstips og gode råd af Martin ang. håndtering af Charles, men valgte at ignorere samtlige, og fik derved en ude af kontrol hund som de ikke kunne styre. (og når man tænker på at Charles næsten aldrig laver andet end at sove er det jo ret flot klaret! -han jagtede bl. a. deres kat hjemmefra, og de så den stort set ikke igen før han flyttede).

 

Med Sally er der ingen kontakt, vi ved af gode grunde ikke hvem den tidligere ejer er, og vi har ikke holdt kontakt med internatet, da de ikke har kunne hjælpe os med noget mht Sally alligevel.

[Gæst Trine199]

Nu har jeg jo fået Chillli fra et internat og kender derfor ikke hendes tidligere ejere. :hmm:

 

Internatet bad mig om at få lov at følge Chilli lidt, da jeg i marts 2010 fik hende med hjem.

Dette accepterede jeg selvfølgelig straks!

 

Normalt har de en besøgs-tjeneste der tager ud i hundene's nye hjem og dér ser hvordan hundene trives, men da internatet ligger i Århus og vi bor i Odense, aftalte vi ved købet at jeg mailer til internatet i ny og næ, for at fortælle lidt nyt om Chilli's ve og vel.

 

Dette har jeg gjort et par gange, og de første 2 gange fik jeg rigtig god respons fra internatet - og endda tilbud fra Dansk Dyreværn om en artikel med billeder i bladet Vore Dyr i juni 2010! :5up:

 

Den seneste opdateringsmail jeg sendte til internatet i september inklusiv en række nyoptagede billeder, har jeg dog ingen respons fået på....og det skuffer mig faktisk lidt da jeg jo troede de var interesseret i at følge hende i mange år fremover.

 

Men måske de nu har fået sikkerhed for, at Chilli har det godt og stortrives, og så er der jo masser af andre hunde/katte og div. dyr der kræver deres opmærksomhed og pleje...

 

Men en hilsen ville nu ikke være af vejen...

[Gæst freya3010]

Nu har jeg jo ikke en omplaceringshund, men når jeg får Joey hjem... så har jeg.:blink:

 

Jeg ved at jeg ofte kommer til at se tidligere ejer til udstillinger mm. og at vi ofte kommer til at snakke lidt over mail og tlf. hvilket jeg har det helt fint med.

 

Derudover har vi aftalt at hvis der kommer ønsker om en parring, så skal jeg lige kontakte hende, da det jo ville være ufedt hvis nogle prøver at udnytte ejerskiftet og jeg derved kunne komme til at sige ja, til nogle som hun i første omgang har fravalgt... meeeen tror nu vi har samme mening om hvad Joey skal parre og ikke parre.

[guanomo]

vi havde den første måned, men da vi oplyste cujo havde fået en knude/svulst eller hvad det nu kaldes og den skulle fjernes via. en operation, hørte vi intet mere fra dem, de svarede ikke eller noget

De var hans oprindelige ejer inden han kom til et nyt hjem og de tog ham tilbage da den ejer ikke kunne magte ham og så fik vi ham.

Hende der havde ham i en periode har aldrig reageret på vores brev, hendes adresse stod i hans sundheds bog.

[Gæst Missing]

Jeg har ikke haft synderlig kontakt til mine hundes tidligere ejere. Det har været ok for mig. Hvis det er nogen, man har en form for venskab med, er det mere alm., men det har ikke været tilfældet med nogen af vores hunde.

 

En enkelt har modtaget billeder og opdateringer pr mail, men har ikke virket så interesseret. Jeg tror måske, det kan være, fordi det er smertefuldt at blive mindet om, hvad man har måtte opgive (i dette tilfælde kom hunden fra et godt hjem, der desværre ikke kunne tåle den) Kontakten løb ud i sandet.

 

Ved de andre har der ikke været kontakt.

[Gæst Braarup]

Da jeg hentede vores omplaceringshund, spurgte jeg den tidligere ejer, om han var interesseret i updates, og sagde til ham at han var velkommen til at ringe eller skrive, for at høre hvordan det gik.

 

Det var han ikke interesseret i.

Han forklarede det kort med, at nu var det sådan, og så var det det.

 

Jeg tror helt sikkert at det var hårdt for ham, og for ham har det så muligvis været det nemmeste ikke at vide mere....?

 

Jeg er 100% sikker på, at det ikke er fordi han er ligeglad med hunden, for vi har fået den dejligste og kærligste hund, der helt sikkert har haft det godt:-D

[Tonks]

Nu er Izzie ingen omplaceringshund, men jeg har da kontakt med hendes forældres ejere på facebook og er ven med hendes rigtige hundemoar derinde :blink:

 

De kommentere et par billeder engang imellem, og anerkender generelt når jeg skriver noget godt om Izzie derinde :5up:

 

Jeg elsker at de går op i hvad bissen går og laver og hvordan hun er blevet. De vil også rigtig gerne mødes, men sys der er liiiidt langt til Randers

 

Det sys jeg er ret imponerende taget i betragtning at det "bare" var et hyggekuld, 2 veninder imellem :hjerte:

[Gæst Miss_menelli]

Synes det er lidt sjovt at læse, hvor stor forskel der er.

 

Kan følge de ejere, der ikke ønsker mere kontakt, fordi det er for hårdt og det hele tiden minder dem om, at de på den ene eller den anden måde, ikke slog til.

 

Omvendt så ville jeg nok gå og tænke meget på, hvordan det går med hundene, hvis jeg en dag ikke kunne have dem mere.

For mig, ville glæden ved at se de har det godt, helt sikkert opveje savnet - Men det er jo nemt at sige nu. Aner jo egentlig ikke hvordan det ville være i praksis.

 

Synes bare det er fantastisk at have så tæt kontakt til hende vi købte Kaia af.

Jeg har aldrig mødt hende før, men det var lige så meget hende, som Kaia der overbeviste mig om, at det var Kaia vi skulle have med hjem.

At møde et menneske, der virkelig brænder for at Kaia skulle have det bedste af det bedste og at se hvor meget hun glæder sig over, at Kaia udvikler sig så fint.

Det er faktisk en berigelse i sig selv, for mig....

 

Ved ikke om det er mig der er total mærkelig...

Men det er en dejlig fornemmelse, at vide at Kaia har haft en fantastisk start på livet og at der er andre end mig, der nyder at følge hende

[Gæst ThomasTBO]

Nu har jeg jo fået Chillli fra et internat og kender derfor ikke hendes tidligere ejere. :hmm:

 

Internatet bad mig om at få lov at følge Chilli lidt, da jeg i marts 2010 fik hende med hjem.

Dette accepterede jeg selvfølgelig straks!

 

Normalt har de en besøgs-tjeneste der tager ud i hundene's nye hjem og dér ser hvordan hundene trives, men da internatet ligger i Århus og vi bor i Odense, aftalte vi ved købet at jeg mailer til internatet i ny og næ, for at fortælle lidt nyt om Chilli's ve og vel.

 

Dette har jeg gjort et par gange, og de første 2 gange fik jeg rigtig god respons fra internatet - og endda tilbud fra Dansk Dyreværn om en artikel med billeder i bladet Vore Dyr i juni 2010! :5up:

 

Den seneste opdateringsmail jeg sendte til internatet i september inklusiv en række nyoptagede billeder, har jeg dog ingen respons fået på....og det skuffer mig faktisk lidt da jeg jo troede de var interesseret i at følge hende i mange år fremover.

 

Men måske de nu har fået sikkerhed for, at Chilli har det godt og stortrives, og så er der jo masser af andre hunde/katte og div. dyr der kræver deres opmærksomhed og pleje...

 

Men en hilsen ville nu ikke være af vejen...

 

Jeg er da ked af du er skuffet over internatet Jeg sidder ikke ved computerne og har derfor ingen kontakt med mails, så jeg kan ikke svare dig på hvad der er sket med din seneste, dog kan jeg fortælle, at der har været megen sygdom blandt personalet (bl.a. en ordentlig runde influenza), samtidig med der har været fuldt besat i hundepensionen, der har været åbent hus-arrangement o.m.a. - så resourcene har været strakt til det yderste, bare for at få hverdagen til at fungere. Jeg kan selvfølgelig ikke love noget på andres vegne, men mon ikke du får et svar snarest muligt? Sådan plejer det da at gå.

 

PS: Husk lige at hilse Chilli, ikk'? :hjerte: