Egetkønsaggressioner

[Lonny]

Jeg har længe gået og tænkt over hvor vidt at de racer vi siger der har egetkønsaggressioner og skal behandles med en fast hånd, egentlig er født med disse aggressioner, eller om det måske er en selvopfyldende profeti.

 

ifølge denne artikel, så mener dyrlæger jo heller ikke at aggression er racebestemt: Dyrlæger kritiserer hundeloven - dr.dk/Regioner/Esbjerg/Nyheder/Esbjerg

 

Af andre har jeg fået oplyst at deres erfaring er, at 1/3 del skyldes avl og 2/3 del skyldes opvækst, og når dyrlægerne så udtaler følgende:

 

- Der er ingen videnskabelig sammenhæng mellem race og aggressivitet, siger han.

 

Så er der måske noget om snakken med, at egetkønsaggression ikke eksisterer som en racebestemt faktor, men hovedsagelig skyldes manglende eller forkert socialisering?

 

ps. Jeg ved godt artiklen omhander listehunde, men kunne I være søde at holde kamphunde debatten ude af denne tråd og tale mere generelt, på forhånd tak

[Ulla H]

Jeg ved det ikke, men der er tydeligvis forskel på de forskellige racers gennemsnitlige temperament.

F.eks høres næsten aldrig om hidsige cavalier.Den er nærmest født blid. Der forventes vel et mere proggresivt sind hos gravhunde og terrier, der skal være selvbevidste nok til at smide en ræv af graven.

Så tror egenligt, det er et spørgsmål om, hvor hurtigt de forskellige typer ryger i det røde felt.

Og så er vel temperament tildels arveligt.Det mener jeg da at kunne se på mine egne og deres familie.

[Gæst mk101]

Hmmm. Man har i Norge i nogle år arbejdet med at finde årsagen til cockerens overrepræsentation i statistikker over bidskader. Her mener man at være tæt på at isolere det gen, der giver sig udtryk i aggression. Her mener man i øvrigt, at man kan føre det tilbage til to engelske importer af røde cockere i 60'erne.

 

Hvis deres arbejde viser at "holde vand", vil der være tale om en arvelig faktor - som ikke engang miljø vil kunne ændre meget på.

 

Ellers syntes jeg absolut at have oplevet, at miljø har enddog meget stor betydning for temperamentet. Har en veninde hvis tilbageholdende tæve, der udviser noget usikkerhed i vissse situationer (dog aldrig aggression), har fået et skønt kuld hvalpe, hvor de alle hviler utroligt meget i sig selv, og til trods for egen beskedne størrelse ikke er bange for at hilse på enddog meget store hunde eller mærkeligt udseende mennesker.

 

Og har selv en hund, der udviser stor usikkerhed i uvante situationer og som vi har måtte arbejde meget med i forhold til at opbygge selvtillid. Hele kuldet har samme udfordringer, og jeg vil mene det skyldes en for stresset tæve i opvæksten. For samme forældre har tidligere (hver for sig) produceret hvalpe, der ikke udviser samme reaktionsmønster som min og hendes søskende.

 

Mit svar er ikke entydigt, for jeg tror bestemt at der kan være en arvelighedsfaktor (jvf. cockerundersøgelsen i Norge), som man ikke kan socialisere sig ud af - men generelt tror jeg miljø er af ganske stor betydning.

[Umulia]

Så er der måske noget om snakken med, at egetkønsaggression ikke eksisterer som en racebestemt faktor, men hovedsagelig skyldes manglende eller forkert socialisering?

 

Det mener jeg bestemt ikke at man kan udlede af artiklen. Selv om det ikke er racebestemt, kan det udmærket godt være genetisk betinget. Alle racer har jo støstedelen af deres genmasse til fælles.

 

Hvordan forklarer man ellers at den samme hundeejer kan have haft én hund, der er egetkønsaggressiv og én der ikke er? Jeg har f.eks. selv haft 5 hunde i mit voksenliv, og de har da været højst forskellige af temperament. Og faktisk var det den hund, der har været opdraget mest ubehjælpsomt, der var den mest stabile. Jeg vil helst ikke tro at det er min fortjeneste - jeg tror simpelthen at han har haft gode gener med sig.

[Ragdoll]

Det mener jeg bestemt ikke at man kan udlede af artiklen. Selv om det ikke er racebestemt, kan det udmærket godt være genetisk betinget. Alle racer har jo støstedelen af deres genmasse til fælles.

 

Hvordan forklarer man ellers at den samme hundeejer kan have haft én hund, der er egetkønsaggressiv og én der ikke er? Jeg har f.eks. selv haft 5 hunde i mit voksenliv, og de har da været højst forskellige af temperament. Og faktisk var det den hund, der har været opdraget mest ubehjælpsomt, der var den mest stabile. Jeg vil helst ikke tro at det er min fortjeneste - jeg tror simpelthen at han har haft gode gener med sig.

 

Det gør man ved at sige at noget er genetisk disponeret. Altså, hvis man f.eks. finder et gen, der går igen i agressive hunde. Det betyder ikke nødvendigvis at hunde der har genet bliver aggressive, blot at de har større risiko for at blive det, alt afhængig af miljøet.

 

Der er så uhyggeligt få sygdomme (hos mennesker) der kan spores tilbage til forekomsten af et enkelt gen. Som regel er det en kombination af gener, iblandet lidt udefrakommende hændelser og farven på sygeplejerskens ur da du blev født, der spiller ind.

 

En skam egentlig, for mange ting ville være noget nemmere hvis bare man kunne pege på den helt præcise forårsagende faktor.

Arvelighed er godt redskab i mange henseender, men desværre har opdagelsen og sekventeringen af genomer ikke vist sig at være helt det gennembrud som man oprindeligt håbede det ville være.

[Ascha]

Selvfølgelig vil der være forskel på hvordan en rottweiler og en cavalier reagerer, selv om de har haft fuldstændig ens opvækstbetingelser (hvis det kunne lade sig gøre), men selvfølgelig vil en ejer kunne fremelske eller undertrykke en reaktion.

 

Jeg tror også der kan være noget selvopfyldende profeti i det (det tror jeg faktisk er gældende for alle racers/ typers vedkommende) for folk der vælger racer der er kendt for at være egetkønsaggressive, ser det måske ikke som et større problem og gør måske derfor heller ikke så meget ud af at undgå det.

[Lonny]

Hmmm. Man har i Norge i nogle år arbejdet med at finde årsagen til cockerens overrepræsentation i statistikker over bidskader. Her mener man at være tæt på at isolere det gen, der giver sig udtryk i aggression. Her mener man i øvrigt, at man kan føre det tilbage til to engelske importer af røde cockere i 60'erne.

 

Hvis deres arbejde viser at "holde vand", vil der være tale om en arvelig faktor - som ikke engang miljø vil kunne ændre meget på.

 

Det lyder rigtig spændende :5up:

 

Vil det så sige at man i undersøgelsen har kunne påvise, at alle de cockere der har udvist aggressivitet har dette gen, og de cockere der ikke har udvist aggressivitet ikke har dette gen?

 

Jeg har tidligere hørt om en lignende undersøgelse, her drejede det sig dom et forhøjet hormonniveau (kan ikke huske hvilket hormon), men så kom spørgsmålet om, hvad kom først, det forhøjede hormonniveau, eller blev det forhøjet pga. af aggressionerne...

Men et gen er jo meget mere håndgribeligt, og her er der ikke så mange spørgsmål om hvorvidt hvad kom først

 

Ih, jeg har en milliard spørgsmål vedr. denne undersøgelse, men medmindre du har sat dig ind i denne undersøgelse, så har du jo nok ikke så mange chancer for at svare :blink:

Har du nogle evt. nogle links til undersøgelsen, eller måske nogle søgeord så jeg selv kan google?

 

Ellers syntes jeg absolut at have oplevet, at miljø har enddog meget stor betydning for temperamentet. Har en veninde hvis tilbageholdende tæve, der udviser noget usikkerhed i vissse situationer (dog aldrig aggression), har fået et skønt kuld hvalpe, hvor de alle hviler utroligt meget i sig selv, og til trods for egen beskedne størrelse ikke er bange for at hilse på enddog meget store hunde eller mærkeligt udseende mennesker.

 

Ved du så om man har undladt at have tæven med i de situationer hvor hun kunne påvirke hvalpene i negativ retning, siden at hun ikke har påvirket dem i negativ retning, eller er det rent tilfælde at disse hvalpe er faldet så heldigt ud?

 

Og har selv en hund, der udviser stor usikkerhed i uvante situationer og som vi har måtte arbejde meget med i forhold til at opbygge selvtillid. Hele kuldet har samme udfordringer, og jeg vil mene det skyldes en for stresset tæve i opvæksten. For samme forældre har tidligere (hver for sig) produceret hvalpe, der ikke udviser samme reaktionsmønster som min og hendes søskende.

 

Mit svar er ikke entydigt, for jeg tror bestemt at der kan være en arvelighedsfaktor (jvf. cockerundersøgelsen i Norge), som man ikke kan socialisere sig ud af - men generelt tror jeg miljø er af ganske stor betydning.

 

Jeg tror næsten at det er umuligt at give et entydigt svar.Der er jo ingen videnskabelige undersøgelser der underbygger enten det ene eller det andet, så derfor vil vi jo højst kunne komme med velfunderede gæt

 

Hvad angår den stressede tæve, så har jeg læst en undersøgelser der viser, at en stresset tæve sender øgede mængder stresshormoner ud til hvalpene når de ligger i maven, og disse hvalpe vil så fødes med et forøget stressniveau, og dette stress niveau vil så være forhøjet igennem hele deres liv.

[Ascha]

Arvelighed er godt redskab i mange henseender, men desværre har opdagelsen og sekventeringen af genomer ikke vist sig at være helt det gennembrud som man oprindeligt håbede det ville være.

Kunne du lige oversætte den dèr til dansk?.

[Ragdoll]

Kunne du lige oversætte den dèr til dansk?.

 

Undskyld

 

Betyder bare at man kender den genetiske kode for alle gener i en bestemt organisme. Og derfor -i teorien - også alle gener.

Det betyder bare ikke, at man ved hvad alle geners funktion er, eller hvordan de spiller sammen. Og det er der hunden ligger begravet...høhø

[Lonny]

Det mener jeg bestemt ikke at man kan udlede af artiklen. Selv om det ikke er racebestemt, kan det udmærket godt være genetisk betinget. Alle racer har jo støstedelen af deres genmasse til fælles.

 

Hvordan forklarer man ellers at den samme hundeejer kan have haft én hund, der er egetkønsaggressiv og én der ikke er? Jeg har f.eks. selv haft 5 hunde i mit voksenliv, og de har da været højst forskellige af temperament. Og faktisk var det den hund, der har været opdraget mest ubehjælpsomt, der var den mest stabile. Jeg vil helst ikke tro at det er min fortjeneste - jeg tror simpelthen at han har haft gode gener med sig.

 

Der er jo forskel på om det er racebestemt eller et medfødt temperament, som jeg skrev, så er jeg blevet fortalt, at 1/3 del skyldes avl, så avlen har stadig meget at sige, men måske bestemmer den ikke alt, men måske skal der kun et mindre uheld til at få en dårlig avlet hund til at blive aggressiv, hvor en godt avlet hund her skal der mere til, men i begge tilfælde har man stadig en mulighed for at påvirke udfaldet?

 

Og selvom man gør sit bedste, så er det jo umuligt ikke ind i mellem at begå fejl. Og i det hele taget er det ekstremt svært at udlede noget af enkelt tilfælde, Luna er ikke egetkønsaggressiv på trods af at hendes race siges at være det, så her kan jeg så påstå det modsatte, nemlig at det er miljøet alene der gør det, men mon ikke det som oftest er en kombination, og netop derfor er det svært at give et klart svar.

[Lonny]

Det gør man ved at sige at noget er genetisk disponeret. Altså, hvis man f.eks. finder et gen, der går igen i agressive hunde. Det betyder ikke nødvendigvis at hunde der har genet bliver aggressive, blot at de har større risiko for at blive det, alt afhængig af miljøet.

 

Der er så uhyggeligt få sygdomme (hos mennesker) der kan spores tilbage til forekomsten af et enkelt gen. Som regel er det en kombination af gener, iblandet lidt udefrakommende hændelser og farven på sygeplejerskens ur da du blev født, der spiller ind.

 

En skam egentlig, for mange ting ville være noget nemmere hvis bare man kunne pege på den helt præcise forårsagende faktor.

Arvelighed er godt redskab i mange henseender, men desværre har opdagelsen og sekventeringen af genomer ikke vist sig at være helt det gennembrud som man oprindeligt håbede det ville være.

 

Ovenstående er også hvad jeg har forstået af det jeg har læst mig frem til, og netop det gør det jo nogen gange så svært, da det er en kombination af så mange forskellige faktorer at det næsten er umuligt at forudsige slutresultatet...

 

Men kan man så sige, at en race kan opdrættes med lige netop den kombinationer af gener der gør at den vil ende ud med at blive egetkønsaggressiv, eller er der også så mange udefrakommende faktorer der spiller ind, at man ikke kan komme med denne påstand? Eller er det umuligt at ramme lige netop denne kombination af gener rent bevist, og derfor vil det altid være et tilfælde, og er vi så igen tilbage til den selvopfyldende profeti med hensyn til de racer vi siger der er egetkønsaggressive?

[Lonny]

Selvfølgelig vil der være forskel på hvordan en rottweiler og en cavalier reagerer, selv om de har haft fuldstændig ens opvækstbetingelser (hvis det kunne lade sig gøre), men selvfølgelig vil en ejer kunne fremelske eller undertrykke en reaktion.

 

Jeg tror også der kan være noget selvopfyldende profeti i det (det tror jeg faktisk er gældende for alle racers/ typers vedkommende) for folk der vælger racer der er kendt for at være egetkønsaggressive, ser det måske ikke som et større problem og gør måske derfor heller ikke så meget ud af at undgå det.

 

Eller også undgår de at socialisere denne type hund ordentlig, netop af frygt for at det kan gå galt, og dermed får de ubevidst netop skabt en egetkønsaggressiv hund som ikke ville have været det med den rette socialisering?

[Gæst mk101]

Det lyder rigtig spændende :5up:

 

Vil det så sige at man i undersøgelsen har kunne påvise, at alle de cockere der har udvist aggressivitet har dette gen, og de cockere der ikke har udvist aggressivitet ikke har dette gen?

 

Jeg har tidligere hørt om en lignende undersøgelse, her drejede det sig dom et forhøjet hormonniveau (kan ikke huske hvilket hormon), men så kom spørgsmålet om, hvad kom først, det forhøjede hormonniveau, eller blev det forhøjet pga. af aggressionerne...

Men et gen er jo meget mere håndgribeligt, og her er der ikke så mange spørgsmål om hvorvidt hvad kom først

 

Ih, jeg har en milliard spørgsmål vedr. denne undersøgelse, men medmindre du har sat dig ind i denne undersøgelse, så har du jo nok ikke så mange chancer for at svare :blink:

Har du nogle evt. nogle links til undersøgelsen, eller måske nogle søgeord så jeg selv kan google?

 

Det var en norsk etolog der afholdt et foredrag i Danmark for et stykke tid siden. Og emnet her var vist ikke eng agng en del af agendaen, men noget der dukkede op tilfældigt og fik meget fokus, fordi der var mange cockerfolk til stede.

 

Desværre var jeg ikke selv til stedde, og har kun informationerne fra 3. hånd. Husker heller ikke etologens navn eller undersøgelsens titel. Men skal se om jeg kan finde ud af det - med mindre chrxxxx der i det mindste har oplysningerne fra 2. hånd kommer ind over.

 

Syntes selv det er farligt interessant, så venter også på de får afsluttet den undersøgelse og jeg kan se en konklusion.

 

 

Ved du så om man har undladt at have tæven med i de situationer hvor hun kunne påvirke hvalpene i negativ retning, siden at hun ikke har påvirket dem i negativ retning, eller er det rent tilfælde at disse hvalpe er faldet så heldigt ud?

 

Tror ikke det er helt tilfældigt kuldet er faldet godt ud. Tror det handler om, at tæven har været rigtig, rigtig god med sine hvalpe. Og at der har været god ro og respekt om kuldet. Ved ikke engang hvor meget de har været med ude på den store tur rundt i verden. Og mener egentlig heller ikke, at jeg ser mange køreture, mødet med mange mennesker, typer og miljøer gøre den kæmpe forskel.

 

Selv har jeg tidligere fået hund fra kennel, hvor hundene kun har været på meget få ture udenfor huset, men hvor den har været i hænder ofte, har leget med andre voksne hunde i huset, og der har været almindelig hverdagslarm og børn i huset. Og hun har da så absolut et væsen, som man skulle tro man kun kunne drømme om.

 

I min opfattelse er det stadig den nye hvalpeejer, der står for størstedelen af den vigtige socialisering fra når hvalpen kommer hjem. Så der behøver opdrætter ikke smide kuldet i sin bil hver dag, for at køre ud på nye eventyr.

 

Jeg tror næsten at det er umuligt at give et entydigt svar.Der er jo ingen videnskabelige undersøgelser der underbygger enten det ene eller det andet, så derfor vil vi jo højst kunne komme med velfunderede gæt

 

Hvad angår den stressede tæve, så har jeg læst en undersøgelser der viser, at en stresset tæve sender øgede mængder stresshormoner ud til hvalpene når de ligger i maven, og disse hvalpe vil så fødes med et forøget stressniveau, og dette stress niveau vil så være forhøjet igennem hele deres liv.

 

Det passer meget godt på min tøs. Plejer selv at beskrive hende som et dampbarn; hun er vældig meget i sin følelser. Hun er dybest set en meget sød og kærlig hund, men har til tider lidt svært ved at finde ud af, hvordan hun skal reagere i en given situation. Det er blevet bedre med alderen og med den øgede selvsikkerhed, som vi har søgt at oparbejde gennem problemløsning, kropslig kontrol og almindelig træning hvor hun har opdaget, at hun er god til en masse ting.

 

Det er bare så usandsynligt vigtigt, hvordan tæven er med sine hvalpe. Og tror hendes opførsel er af allerstørste betydning i forhold til hvalpenes videre udvikling og sind.

[Ragdoll]

Ovenstående er også hvad jeg har forstået af det jeg har læst mig frem til, og netop det gør det jo nogen gange så svært, da det er en kombination af så mange forskellige faktorer at det næsten er umuligt at forudsige slutresultatet...

 

Men kan man så sige, at en race kan opdrættes med lige netop den kombinationer af gener der gør at den vil ende ud med at blive egetkønsaggressiv, eller er der også så mange udefrakommende faktorer der spiller ind, at man ikke kan komme med denne påstand? Eller er det umuligt at ramme lige netop denne kombination af gener rent bevist, og derfor vil det altid være et tilfælde, og er vi så igen tilbage til den selvopfyldende profeti med hensyn til de racer vi siger der er egetkønsaggressive?

 

Det er jeg lidt bange for.

Alt afhængig af hvor mange gener der spiller ind (og der kan være mange, og de kan ofte ikke alle identificeres, da deres rolle kan være minutiøs, men vigtig) er variationen ved parringer så stor at det vil være svært at "opnå" det bekrevne scenarie. Med mindre der er tale om seriøs indavl, selvfølgelig.

 

Gener der regulerer adfæd er sjældne, fordi det netop næste altid er en kombination af ikke kun gener, men også andre faktore.

På den anden side......man kan kun gisne om konsekvenserne for samfundet, hvis der rent faktisk blev identificeret enkeltgener der regulerede adfærd....

[Lonny]

Det er jeg lidt bange for.

Alt afhængig af hvor mange gener der spiller ind (og der kan være mange, og de kan ofte ikke alle identificeres, da deres rolle kan være minutiøs, men vigtig) er variationen ved parringer så stor at det vil være svært at "opnå" det bekrevne scenarie. Med mindre der er tale om seriøs indavl, selvfølgelig.

 

Nu er det heldigvis sjældent at der laves så seriøst indavl.

 

Men hvis det er korrekt at det er en selvopfyldende profeti, så er det jo utroligt sørgeligt at denne myte er blevet skab og dermed får folk til at behandle deres hunde på en måde som kan bevirke at hunden bliver egetkønsaggressiv. Og især fordi at folk så heller ikke bliver bevidste om hvad de evt. gør galt, idet at de jo bare kan skyde skylden på hundens race...

 

Gener der regulerer adfæd er sjældne, fordi det netop næste altid er en kombination af ikke kun gener, men også andre faktore.

På den anden side......man kan kun gisne om konsekvenserne for samfundet, hvis der rent faktisk blev identificeret enkeltgener der regulerede adfærd....

 

Puha ja, men det er vist en helt anden, og meget STOR debat

[Ascha]

Eller også undgår de at socialisere denne type hund ordentlig, netop af frygt for at det kan gå galt, og dermed får de ubevidst netop skabt en egetkønsaggressiv hund som ikke ville have været det med den rette socialisering?

 

Jeg synes nu først folk begynder at holde deres hunde fra andre når skaden er sket og hunden har vist at den har problemer med hunde af eget køn, desværre. Og da er hunden jo ovre socialiseringsfasen,... eller mener du noget andet med socialisering end mig?.

[Lonny]

Jeg synes nu først folk begynder at holde deres hunde fra andre når skaden er sket og hunden har vist at den har problemer med hunde af eget køn, desværre. Og da er hunden jo ovre socialiseringsfasen,... eller mener du noget andet med socialisering end mig?.

 

Det er da klart min opfattelse at mange holder deres hunde fra andre så snart hunden bliver 1 år gammel, og det vil sige at den mister den sidste vigtige del af socialiseringen, men måske kender du bare andre mennesker end jeg

 

Men en anden ting vedr. socialisering er, at vi jo alle har hver sin opfattelse af hvad god socialisering er, og måske er der også forskel på hvad god socialisering er alt efter hundens medfødte temperement?

 

jeg hører f.eks. mange fortælle at de ikke kan forstå at deres hund er endt ud med at blive egetkønsaggressiv på trods af at de har socialiseret den i hoved og r*v, men når jeg så hører hvordan den er socialiseret (hundeskov, klar dig selv, møde med mange vildt fremmede hunde osv...), så har jeg fuld forståelse hvorfor den er endt med at blive aggressiv. Så før man taler om mangelfuld eller dårlig socialisering, så er man først nødt til at definerer hvad vi mener der er god socialisering.

[Ulla H]

Den norske undersøgelse mht til udvælgelses af dyr med disse aggresive udfarenhed fik jeg også tilsendt.Altså bedt om blodprøver. men mine var ikke aktuelle.

Men en spansk undersøgelse fra et universitet???husker ikke navnet, der lå cocker også for højt placeret over bidskader.

Min kusine har een af de udfarende , der sætter tænderne i folk den ikke lige kan lide , og uden grund. Dens bror er af samme skuffe, farer op for meget lidt.

Aner ikke om det er en kombination af 2 harmoniske forældre og dermed uforudset, eller de har det genetisk i sig.De er begge nu over 13 år og min kusines var rimelig ung, da det startede.

Kender til et tilfælge , hvor 2 kuldsøstre af god afstamning, begge bed alle 1 ste og enestegangsfødte hvalpe ihjel????så noget unatur har da ligget i den begge og da nok arveligt.De boede ikke i samme hjem, og må have været hormonel disponeret for unaturligt adfærd, sikkert pga af arveligt afvigende hormonsystem .

Jeg tror stadigt at vejen frem er avl på superharmoniske tæver, der giver det bedste videre til deres afkom.

[Umulia]

jeg hører f.eks. mange fortælle at de ikke kan forstå at deres hund er endt ud med at blive egetkønsaggressiv på trods af at de har socialiseret den i hoved og r*v, men når jeg så hører hvordan den er socialiseret (hundeskov, klar dig selv, møde med mange vildt fremmede hunde osv...), så har jeg fuld forståelse hvorfor den er endt med at blive aggressiv. Så før man taler om mangelfuld eller dårlig socialisering, så er man først nødt til at definerer hvad vi mener der er god socialisering.

 

Det har du selvfølgelig ret i, men jeg mener nu stadig at et pænt stort antal hunde vil blive egetkønsaggressive i større eller mindre grad alligevel - altså uanset hvor perfekt deres socialisering må have været, så længe der ikke avles målrettet efter at udrydde den egenskab.

 

Hvis man ser rent biologisk på det, er det jo faktisk til hundes fordel at være rivaliserende, fordi der i en naturlig hundeflok (hvis vi f.eks. taler afrikanske vildhunde o. lign) kun er ét avlspar. De kunne næppe opretholde deres status hvis de ikke havde skærpet opmærksomhed på andre af samme køn. Og det er jo trods alt de gener, der stadig er i vores hunde.

Jeg tror man kan avle sig ud af det, men ikke socialisere/træne sig ud af det, da det er naturlig adfærd.

 

 

Jeg tror stadigt at vejen frem er avl på superharmoniske tæver, der giver det bedste videre til deres afkom.

 

Det bør forhåbentlig gælde hannerne også?

Jeg har på et tidspunkt været i kontakt med en GD-opdrætter ang. en avlshan, der skulle udstationeres. Det viste sig at det var fordi han var egetkønsaggressiv. Hvorfor avler man på sådan en hund?

[Lonny]

Det har du selvfølgelig ret i, men jeg mener nu stadig at et pænt stort antal hunde vil blive egetkønsaggressive i større eller mindre grad alligevel - altså uanset hvor perfekt deres socialisering må have været, så længe der ikke avles målrettet efter at udrydde den egenskab.

 

Hvis man ser rent biologisk på det, er det jo faktisk til hundes fordel at være rivaliserende, fordi der i en naturlig hundeflok (hvis vi f.eks. taler afrikanske vildhunde o. lign) kun er ét avlspar. De kunne næppe opretholde deres status hvis de ikke havde skærpet opmærksomhed på andre af samme køn. Og det er jo trods alt de gener, der stadig er i vores hunde.

Jeg tror man kan avle sig ud af det, men ikke socialisere/træne sig ud af det, da det er naturlig adfærd.

 

men nu består en flok jo som regel af familliemedlemmer, så er rivalseringen nu så relevant alligevel?

 

Jeg kan forstå det med hensyn til forsvar af teritorie, men ellers er aggression jo en kostbar affære, og umiddelbart tror jeg der skal ret meget til før en vildhund vil gøre andet end at true, netop fordi den jo risikerer at blive såret eller dø, så der vil ske en form for cost-benefit analyse, og kan det klares på anden vis, så tror jeg at det vil.

[KarinaG]

men nu består en flok jo som regel af familliemedlemmer, så er rivalseringen nu så relevant alligevel?

 

Jeg kan forstå det med hensyn til forsvar af teritorie, men ellers er aggression jo en kostbar affære, og umiddelbart tror jeg der skal ret meget til før en vildhund vil gøre andet end at true, netop fordi den jo risikerer at blive såret eller dø, så der vil ske en form for cost-benefit analyse, og kan det klares på anden vis, så tror jeg at det vil.

Måske har vi faktisk avlet nogle hunde racer for langt væk fra naturhundens "fornuft" og derfor endt op med alle de aggressions problemer ? - Eller, vi byder vores hunde så tilpas unaturlige forhold at vi derfor skaber disse problemer ?

 

Hvis vi lukkede de selv samme hunde ud hvor der var plads nok (100 hunde på samsø og så affolkede den), ville der aldrig opstå problemer fordi de helt naturligt ville undgå at overskride egne og andres "grænser" ?

[Lonny]

Måske har vi faktisk avlet nogle hunde racer for langt væk fra naturhundens "fornuft" og derfor endt op med alle de aggressions problemer ? - Eller, vi byder vores hunde så tilpas unaturlige forhold at vi derfor skaber disse problemer ?

 

Hvis vi lukkede de selv samme hunde ud hvor der var plads nok (100 hunde på samsø og så affolkede den), ville der aldrig opstå problemer fordi de helt naturligt ville undgå at overskride egne og andres "grænser" ?

 

Ja, det tror jeg...

[KarinaG]

Ja, det tror jeg...

Det tror jeg også.... men, om vi så kan bruge det til noget i praksis med vores egne hunde ved jeg ikke, det skal vist lige tænkes mere igennem :hmm:

[bernerazuro]

Det bør forhåbentlig gælde hannerne også?

Jeg har på et tidspunkt været i kontakt med en GD-opdrætter ang. en avlshan, der skulle udstationeres. Det viste sig at det var fordi han var egetkønsaggressiv. Hvorfor avler man på sådan en hund?

 

Ja, det kunne man da håbe, at det gjorde - men jeg har desværre samme erfaring som dig, at ikke alle opdrættere tænker over det

 

Pt. er der en top-han i berner-verdenen (udstillingsverdenen that is), som, taget sin unge alder i betragtning, bruges flittigt... Han er så bare aggressiv så det vasker, har selv oplevet det og hørt det fra andre :damn: Og han har et 'lille' tvist med hofterne, som er blevet "reddet".

 

Men så ved jeg da lige, hvilke linier/kenler jeg skal holde mig langt væk fra De tænker åbenbart mere på udseende end på sind og sundhed

[Dina]

ifølge denne artikel, så mener dyrlæger jo heller ikke at aggression er racebestemt

 

Af andre har jeg fået oplyst at deres erfaring er, at 1/3 del skyldes avl og 2/3 del skyldes opvækst, og når dyrlægerne så udtaler følgende:

 

- Der er ingen videnskabelig sammenhæng mellem race og aggressivitet, siger han.

 

At man endnu ikke på videnskabeligt plan har fundet et gen, der går igen i aggressive hunde og efterfølgende har undersøgt, om der måske skulle være en sammenhæng mellem hunderacer og aggressivitet, er bestemt IKKE det samme som at konkludere, at der ikke er en sammenhæng.

 

Først når en sådan sammenhæng er enten påvist eller afvist på et videnskabeligt uangribeligt plan kan man drage en konklusion. Indtil da er det blot en trossag.

 

Det eneste, man indtil videre vel nok kan blive ret enige om, er, at forskellige hunderacer udover forskelligt udseende også har forskelligt temperament, samt at miljøet har stor betydning for udviklingen af en forhåbentlig harmonisk hund.