Hvad ligger bag egetkønsaggression?

[Gæst Buddha]

Når jeg har set hunde som hopper ud og gør voldsomt eller ligefrem snapper ud efter en anden (fremmed) hund, så går det for det første mega hurtigt, for det andet kan jeg - selvom jeg synes jeg har læst ret godt op på hundesprog - virkelig ofte ikke se hvad bevæggrunden for hunden er. Altså når den nærmest går fra at stå/gå på 4 ben og så direkte ud i strakt line, glammende og knurrende. Der kan sagtens komme nogle venlige signaler først på afstand, men når vindretningen så rammer rigtigt og hanhunden kan lugte hanhund - så sker det.

 

Der må jeg så erkende, jeg nok bare har kategoriseret det som værende egetkønsaggression.. Men, er det bare så simpelt? Ligger der ikke ligeså mange ting bag den "kategori" som der gør bag en usikker hund, f.eks.?

 

Kan egetkønsaggression bevises som værende fremavlet/arveligt?

 

Skal man kende hunden godt for at vide om det bunder i usikkerhed - og hvis man kender hunden, hvordan kan man så egentlig vide det helt sikkert?? Hunde kan vel være nok så sikre og tilpasse i ét miljø, og så stik modsat i et andet - eller hvad?

 

Er man bare ikke i tvivl, hvis ens hund laver udfald grundet usikkerhed?

[guanomo]

uha .."farligt" emne.

 

kan da komme med en lille ting ang. usikkerhed, cujo kan knurre af hunde, i mørke, som han kan hilse på uden lyden når det er lyst.

 

Har observeret ham meget og 9 ud af 10 er jeg sikker på hans udfald kommer af han enten ikke kan aflæse den anden hunds signaler (mørke eller manglende sprog) eller den sender "dumme" signaler.

Dog kan kastreret hanhunde godt være sure uden han reagere.

Alle tæver er lykken, også de emsige.

 

Desuden er han begyndt at slappe mere af på det sidste mht. andre hunde, evt. pga. han ikke har smerter/ubehag efter hans bækken er rykket på plads.

[Siri]

Når jeg har set hunde som hopper ud og gør voldsomt eller ligefrem snapper ud efter en anden (fremmed) hund, så går det for det første mega hurtigt, for det andet kan jeg - selvom jeg synes jeg har læst ret godt op på hundesprog - virkelig ofte ikke se hvad bevæggrunden for hunden er. Altså når den nærmest går fra at stå/gå på 4 ben og så direkte ud i strakt line, glammende og knurrende. Der kan sagtens komme nogle venlige signaler først på afstand, men når vindretningen så rammer rigtigt og hanhunden kan lugte hanhund - så sker det.

 

Der må jeg så erkende, jeg nok bare har kategoriseret det som værende egetkønsaggression.. Men, er det bare så simpelt? Ligger der ikke ligeså mange ting bag den "kategori" som der gør bag en usikker hund, f.eks.?

 

Kan egetkønsaggression bevises som værende fremavlet/arveligt? r

 

 

Skal man kende hunden godt for at vide om det bunder i usikkerhed - og hvis man kender hunden, hvordan kan man så egentlig vide det helt sikkert?? Hunde kan vel være nok så sikre og tilpasse i ét miljø, og så stik modsat i et andet - eller hvad?

 

Er man bare ikke i tvivl, hvis ens hund laver udfald grundet usikkerhed?

Det er en rigtig spændende diskussion!!

For at starte et sted: egetkønsagression ER arveligt og kan fremavles. Egetkønsagression er nemlig tæt forbundet med hormonindholdet og et højt/lavt hormonindhold er arveligt. Det er videnskabelig bevist - ikke bare en tom påstand.

 

Det kommer nok også meget an på hvad man betegner som egetkønsagression. En hund, der er egetkønsagressiv, er i mine øjne ikke usikker - eller rettere sagt, den kan være usikker, men agressionen stammer ikke fra usikkerhed eller dårlige oplevelser - den stammer fra racenes prædisponerede adfærd eller hormonindholdet.

[Siri]

Ift. om der ligger ligeså mange ting bag, som der gør med en usikker hund, så er min umiddelbare tanke: nej.

Det tror jeg ikke der gør, fordi egetkønsagression netop ikke er usikkerhed. Usikkerhed er ofte baseret på tidligere hændelser, der har lagret sig som en slags spor i hjernen. Egetkønsagression er derimod (i min optik) baseret på hormonindhold eller genetisk prædisponering.

[Umulia]

Det er en rigtig spændende diskussion!!

For at starte et sted: egetkønsagression ER arveligt og kan fremavles. Egetkønsagression er nemlig tæt forbundet med hormonindholdet og et højt/lavt hormonindhold er arveligt. Det er videnskabelig bevist - ikke bare en tom påstand.

 

Det kommer nok også meget an på hvad man betegner som egetkønsagression. En hund, der er egetkønsagressiv, er i mine øjne ikke usikker - eller rettere sagt, den kan være usikker, men agressionen stammer ikke fra usikkerhed eller dårlige oplevelser - den stammer fra racenes prædisponerede adfærd eller hormonindholdet.

 

Enig i ovenstående - og her er et godt link med mange kildehenvisninger: BioMed Central | Full text | Differential gene expression in brain tissues of aggressive and non-aggressive dogs

 

Dog lige den tilføjelse at selv om der er racer, der er mere disponerede for egetkøns- eller andre former for aggression end andre, så er der også store variationer indenfor de enkelte racer. I en af de undersøgelser, der er nævnt som kilde til ovenstående, er det bl.a. påvist at der er meget høj forekomst af aggression indenfor visse linier af Golden Retriever.

[Siri]

Enig i ovenstående - og her er et godt link med mange kildehenvisninger: BioMed Central | Full text | Differential gene expression in brain tissues of aggressive and non-aggressive dogs

 

Dog lige den tilføjelse at selv om der er racer, der er mere disponerede for egetkøns- eller andre former for aggression end andre, så er der også store variationer indenfor de enkelte racer. I en af de undersøgelser, der er nævnt som kilde til ovenstående, er det bl.a. påvist at der er meget høj forekomst af aggression indenfor visse linier af Golden Retriever.

 

Hvilket igen kan hænge sammen med en øget maskulinisering, som sker i racen, pga. avl på maskuline kønspræg (og dermed højt testosteronindhold).

[Petrine]

Hvilket igen kan hænge sammen med en øget maskulinisering, som sker i racen, pga. avl på maskuline kønspræg (og dermed højt testosteronindhold).

 

Synes ikke welsh-terrier er specielt maskuline i deres kønspræg, absolut ikke usikre, alligevel er det en race jeg opfatter som ekstremt eget-køns-aggresiv, både hanner og tæver :hmm:

 

Dem jeg har oplevet er den eneste årsag at alt af hankøn skal dø, de tænker ikke nærmere over det eller overvejer angrebet.

[Gæst Buddha]

Orv, sikke et vildt link Har kun lige skimmet lidt, det virker lidt uoverskueligt for mig...

 

Jeg tror som sådan også på at egetkønsaggression er arveligt, det giver i hvert fald mening. Men hvad så, vil alle hanner i et kuld så blive det?? Eller vil nogle hanner måske ligne moren mere i temperament, og dermed ikke blive det?

 

Kan man træne sig ud af det? Ikke som i at hunden partout skal elske alle, men fra det til 'kan lære at ignorerere andre hanhunde mens vi passerer' er der alligevel et stykke.

 

Hvilket igen kan hænge sammen med en øget maskulinisering, som sker i racen, pga. avl på maskuline kønspræg (og dermed højt testosteronindhold).

 

Ja, det har jeg også læst om før. Og det synes jeg er rimelig skræmmende. Det er for mig at se ikke en fed udvikling

[skipper-odense]

Meget spændende diskussion. Kan det passe at jeg mindes en ældre tråd hvor der blev argumenteret for det modsatte altså at der ingen sammenhæng var mellem race og egetkønsaggression :hmm: (må lige søge :blink:)

 

Jeg har nu også en klar opfattelse af at nogle racer er mere disponerede for det end andre. Men det er selvfølgelig skidt hvis man automatisk møder andre hunde af den race med nervøsitet og en forventning om at det nok går galt

[Ulla H]

Jeg tror også at visse racer og linier indefor racen er genetisk udstyret med højtproducerende hunde med måske for stort naturligt kønshormonindhold.

Ofte ses jo disse typiske machohanner med nærmest overudviklet hanhundepræg.

Har selv haft en, sådan lidt overtypet hanhund, der ikke tålte andre hanner nær hans harem.,Hans morfar var ligeledes. Min blev kun parret med blide tæver og har ingen tilbagemeldinger om at hans hanhvalpe skulle blive som ham.

Jeg har også en tæve, der ikke tåler fremmede tæver nær sig. Hun er fra Grækenland, steriliseret og hendes mor er ligesådan.

Tror det er meget arveligt. Hun kunne lege med alle til 2-3 års alderen , så pludselig vente bøtten.Men hun kører i et højere gear end mine andre tæver, så medfødt stress kan være en årsag, for forulempel sådan kropslig er hun aldrig blevet. Og så ville hun kunne løbe væk fra sådan 9 af 10 hunde.

[Gæst Buddha]

Jeg har nu også en klar opfattelse af at nogle racer er mere disponerede for det end andre. Men det er selvfølgelig skidt hvis man automatisk møder andre hunde af den race med nervøsitet og en forventning om at det nok går galt

 

Og hvilke racer er det egentlig? Og hvorfor lige dem, mener, der er mange racer som bliver avlet mere og mere kønsprægede, det er bare ikke alle der er egetkønsaggressive af den årsag.

 

Der må være noget længere tilbage. Vel noget med hvad de har været brugt til, men er der en rød tråd?

[Umulia]

Og hvilke racer er det egentlig? Og hvorfor lige dem, mener, der er mange racer som bliver avlet mere og mere kønsprægede, det er bare ikke alle der er egetkønsaggressive af den årsag.

 

Der må være noget længere tilbage. Vel noget med hvad de har været brugt til, men er der en rød tråd?

 

For at nævne et eksempel, så har jeg sjældent mødt en Malinois, der ikke var egetkønsaggressiv til en vis grad. Men mange af dem er ekstremt veltrænede, og så er det ikke et problem i samme omfang som Connys Pit Bull, der ingen opdragelse har fået. Selve den genetisk betingede tilbøjelighed til aggressionen er sikkert noget nær den samme i de to racer, vil jeg tro, selv om de er fremavlet til forskellige opgaver.

De tiltaler bare forskellige typer af ejere. Hvis de unge i Ishøj og Vollsmose rendte rundt med maller, kunne den race hurtigt blive voldsomt upopulær.

[Ulla H]

Tror tillige, det har noget med racens generelle mentalitet at gøre, f.eks har jeg aldrig mødt en kønsaggresiv cavalier, never, og tror helllerikke at en han af den race der benyttes til avl, normalt vil udvise det.

[skipper-odense]

Og hvilke racer er det egentlig? Og hvorfor lige dem, mener, der er mange racer som bliver avlet mere og mere kønsprægede, det er bare ikke alle der er egetkønsaggressive af den årsag.

 

Der må være noget længere tilbage. Vel noget med hvad de har været brugt til, men er der en rød tråd?

 

Ja umiddelbart tænker jeg jo nok mange af kamphunderacerne, men også fx koikeren. Her aner jeg ikke hvad baggrunden skulle være Jeg har mødt 2 koikerhanner og de så begge fuldstændig rødt så snart skipper var på et par meters afstand

 

Nu er 2 møder selvfølgelig ikke nok at dømme en hel race på men jeg har hørt og læst om det flere gange

[Siri]

Og hvilke racer er det egentlig? Og hvorfor lige dem, mener, der er mange racer som bliver avlet mere og mere kønsprægede, det er bare ikke alle der er egetkønsaggressive af den årsag.

 

Der må være noget længere tilbage. Vel noget med hvad de har været brugt til, men er der en rød tråd?

 

Det er blandt andet de østeuropæiske hyrdehunde, en del spidshunde som eks. akitaer og en del terriere.

Typisk vil jeg tænke, at det er racer der ikke er avlet til at fungere i flok. Det er eks. hverken en Kaukasier eller en Akita. Begge racer har en stor radius af forsvar og er avlet til at arbejde alene eller i par.