Spidshunde debat

[Gæst Buddha]

Jeg tillader mig lige at plukke lidt fra Shii's indlæg et andet sted, vil vildt gerne have denne debat men tror måske jeg vil overspamme den anden tråd, hvis jeg først kommer igang. Har før prøvet at forklare mig selv omkring det her emne, men synes det er svært

 

 

Da vi købte Dexter (husky) fik vi at vide at det var jo nærmest den sværeste hund af dem alle, og vi ville aldrig kunne træne den eller opdrage den, og vi havde i det hele taget begået en kæmpe fejl...

 

Jeg TROR at alle hunderace hos den rette hundeejer er lette.

 

Det mener jeg nu ikke, men jeg mener, at hunde er vidt forskellige og man ikke kan være sikker på hvad man får. Og at man ikke skal vælge en polarhund primært fordi man ønsker lydighedstræning medmindre man har tålmodigheden til det, ikke fordi de ikke kan blive de vilde lydighedschamps, men for selvfølgelig kan de dét, men som du også selv kender til så vidt jeg forstår på dine indlæg, så er koncentrationsevnen ikke altid vildt stor. Og det skal man et eller andet sted vide, synes jeg, så man ikke bliver utålmodig eller ked af det fordi man ikke forstår hvorfor de ikke opfører sig ligesom naboens samarbejdende race. Det er SÅ svært at forklare på skrift uden det nemlig lyder som den opfattelse du fik..

 

Motor har sørme været op af bakke nogle gange, og jeg har egentlig 2 meninger om det: den ene er at jeg ikke vil presse det over ham fordi jég vil have det (læs: jeg prøver at tage hensyn til at hans interesser ikke altid er de samme som mine), den anden er, at jeg bliver stædig og alligevel lærer ham nogle af tingene men har til gængæld arbejdet hårdt på at det var noget han valgte til og syntes var sjovt, for det syntes han ikke specielt meget det første år. Han har gjort (og gør stadig en gang imellem) det samme som Dexter, han går så snart det bliver bare en mikrosmule svært, men det ville jeg jo gerne forbi, for jeg tror på at det er sundt for hans hjerne at skulle tænke og regne ud. Ligesom alle andre racer.

 

Derudover, så er jeg ret splittet i hvad jeg synes om avl og temperament. Altså jeg går selvfølgelig ikke ind for aggressive hunde, på ingen måde! Men med udgangspunkt i samojeden (og den retning jeg nogle gange får indtrykket af at de andre polarhunde også hælder hen imod), så bliver den mere og mere fremstillet som en sød, dejlig og nem familiehund. Det er den også! Samojeden ELSKER at være med i alt hvad familien gør og den er en suuuuper venlig hund. Men skal man have den fordi den er en dejlig nem familiehund? Eller skal man have den fordi den er spidshund og slædehund? Falder folk ikke også jævnligt for den fordi den er smuk? (Nu mener jeg ikke alle, overhovedet, men det er altså noget jeg jævnligt hører på gaden: nej hvor er den flot, sikke en bamse, ej sådan en skal jeg have.. behøves den specielt lange ture? Av mit hjerte!)

 

Som du skrev et andet sted, Shii, så undrede du dig over alle de huskyer i USA som virkede meget rolige og ikke specielt "krævende" eller hvad man nu skal kalde det.. det er nok nogle gange lidt min frygt. At vi alligevel vil have samarbejde når alt kommer til alt, og det er det avlen bærer hen imod... Ikke fordi jeg mener slædehunde skal være vilde og umulige, men de skal da have ét eller andet punch, skal de ikke?

 

Nå når alt det så er skrevet, så har jeg 2 vidt forskellige hunde. Helt vildt så forskellige de er, indtil nu i hvert fald. Nej mange ting er de samme, men Voodoo er bare så meget mere en hyggegøj end Motor nogensinde har været og han er meget mere opsøgende efter kontakt. Og det er dejligt og fedt at prøve! Der får jeg tydeligt forskellen mellem temperament at mærke.. Så kan det godt være at Motor er en ener og jeg derfor er påvirket i den retning, at en samojede ikke altid er den nemmeste hund at hænge ud med, men jeg tror nu ikke han er den eneste. Jeg har kunnet læse mig frem til at andre herinde også har brugt meget tid på at arbejde med over-ivrighed og selvkontrol, men det er ikke noget folk ønsker at snakke sådan vildt meget om, ved ikke rigtigt hvorfor

 

 

Nåmen, håber i andre vil komme med jeres tanker!

[Shii]

Synes det er en rigtig god debat, netop fordi specielt polarhundenes temperament, desværre avles væk(virker det som om), fordi de er enormt smukke, men temperamentet/energiniveauet nok ikke (For de fleste) passer til en "selskabs hund"...

 

Jeg har taget migselv i at sige "alle kan have en husky, de er super lette"... For vi HAR en super fantastisk hund! Og jeg kan ikke forestille mig nogen hundejere ikke ville elske at have en husky! Men jeg bliver nød til at huske på at: Vores hund er "let" fordi han passer til os!

 

Med "let" mener jeg ikke at vi har en lydighedschamp, eller at der aldrig er problemer med ham... Men jeg mener at han er faldet let ind i vores familie, og vores livsstil.. Vi tager ikke specielle hensyn til at vi har Dexter, han "passer bare ind"...

 

Jeg tror at man som "polarhunde ejer" (jeg kan ikke udtale mig så meget om andet end husky så nu generalisere jeg de få polarracer som har meget samme temperament), er man nogen gange blevet gokket i nøden... Jovist de kan være super lydige, og dygtige, men i mine øjne er det en del af deres charme at de er så selvstændige...

 

For mig har træningen med Dexter, selvom jeg ved det er racebetinget, noget som kan gøre mig øv i forhold til herinde, en lille micro ting som f.eks. at Dexter begyndte at tilbyde adfærd var bare kæmpe stort for mig, men når man ser i forhold til mange af de andre hunde på hans alder herinde, så var det jo bare en lille bitte ting, de havde jo gjort det længe og gør det meget mere end han gør...

 

Og ligesom at jeg ikke kan sætte mig ind i hvordan det er at træne med en Border Collie, kan "normale hunde ejere" ikke sætte sig ind i at træne med en husky...

 

Jeg har en veninde der er adfærdsterapeut, hun er uddannet, og hun fik en alene time med Dexter; Og hun opgav! Det var umuligt for hende at holde ham fokuseret længe nok til at hun kunne fylde en time ud og holde hans koncentration, og problemet med polarhundene tror jeg er at vi er "bare mennesker", og jeg har forsøgt at observere når min kæreste træner med Dexter, og jeg kan se hver gang han mister koncentrationen (Dexter) så er det fordi min kæreste i et halvt sekund ikke er obs på Dexter... F.eks. hvis man skal tage et skridt og lige kigger ned/hen/væk for at se om der står noget i vejen... I det sekund man kigger væk fra hunden, der mister man den... Jeg har fornemmelsen at det er typisk for polarhundene :vedikke:Måske tager jeg fejl? (Det er selvfølgelig ikke 100% Men jeg vil sige på Dexter der gælder den i 90% af tilfældene)

 

Det betyder at træningen med en husky for mig virker helt ekstremt intens, fordi du virkelig skal have 100% kontakt HELE tiden med hunden, jovist det skal man med alle racer, men f.eks. min boxer tilbød selv kontakten hvis jeg kiggede væk et sekund..

 

Jeg tror også at Buddha har ret i at alle hunde er forskellige... Vi har fået Dexter, og han er langt fra som en typisk husky på alle punkter... Måske fordi han stadig kun er 8 mdr... Det ved jeg ikke, men f.eks. er hans energi niveau nærmest 0... Ikke på den sygelige måde, men i forhold til andre huskies... Han har da sine tidspunkter hvor han er hyper, men han er ikke en hund der kravler på væggene hvis han ikke kommer ud og løbe...

 

 

Og jeg tror altid når man anskaffer sig, specielt en polarhund at man skal kende til deres meget specielle temperament, og den personlighed der KAN medfølge af at have en "selvstændig hund".

[Franziska]

AAHHHRRR har lige skrevet et super langt indlag også dør hjemmesiden :stupid:

 

 

Nå forfra.. Jeg blev dunket hårdt oveni hovedet af "folk" over at jeg ville have en spidshund og til og med en Alaskan Malamute som førstegangs hund. For hvis man ikke var en meget erfaren hundeejer så ville man aldrig kunne : opdrage eller træne den, den ville styre hjemmet, ødelæg/spise hjemmet osv....

 

Alt det har Maya gjort til skam, vi går jo på unghundeholdet i en brugshundeklub og træner PH - Maya er den bedste på holdet!!

Hun virker til at elske at træne sammen med mig og prøver at holde koncentrationen rigtig længe (lige fortiden har hun en masse ballade i hvoedet men det synes jeg bare er lidt kært) fx dækkede jeg hende af til træning, hvor efter Maya vælger at kravle fremad mod mig, for hun havde jo godt fattet at man ikke måtte rejse sig op:lun: (så dum er hun sku heller ikke)

 

Og jeg vil ikke mene at hun styre hjemmet (nu er hun ikke så gammel men ja...)

Okay hun har spist lidt af min Gummistøvle og igår vælgte hun at flense min varmedunk - men begge gange har det været min skyld og ikke fordi hun bare er programeret til at smadder ting.

 

Hun har et fantastisk temperament og elsker alt og alle..

 

Så jeg synes vi har en nemt hund, men måske synes jeg også bare det fordi jeg/vi havde sat os så meget ind i racen og deres tankegang, og vi måske også forventede at det ville være meget mere kompliceret..

[Mallemuk]

Jeg vil langt fra mene at Tippi er let. Hverken i forhold til de mere "almindelige" hunde eller slædehunde generelt. Men det ser jeg ikke som noget negativt. Jeg var forberedt på at få en slædehund med alt hvad det indebærer, og det er lige præcis hvad jeg har fået. Jeg har en hund (hun er forresten 1 og et halvt år nu, tiden flyver afsted ) som er meget dominerende, selvstændig og til tider hård at bo sammen med. Hun har stadig problemer med selvkontrol (har altid haft det), og nu hvor hun er kommet i 2. lømmelalder er hun igen begyndt at lave en masse ulykker, og har genoptaget dårlge vaner. :damn:

 

At polarhunde bliver udstillet som "nemme" og "familie hunde" syntes jeg er skræmmende. Det er så vigtigt, at man ved hvad man roder sig ud i, når man anskaffer sig en slædehund. Jo, Tippi er en god familiehund, uden tvvil, i den forstand, at hun simpelthen elsker alle. Men hun er kun en god familie hund i en ganske bestemt slags familie, slet ikke "almindelige" familier. Der er så stor forskel på at have en labrador eller shæeferhund og så en samojedhund fx. Polarhunde kræver simpelthen bare noget ekstra af deres mennesker.

 

Jeg elsker slædehunde, og det er bare dem som passer til mig som person. Jeg har så meget til fælles med min vildbasse at det er helt skræmmende. Og jeg håber da virkelig ikke at man begynder at avle på dem ud fra deres udseende og prøver at fjerne deres "punch"/identitet/temperament. Det som jeg elsker ved polarhunde er jo netop at de er naturhunde, og at de stadig har så meget af deres naturlige egenskaber i behold. Jeg elsker at det er sådan en gammel race og at de er blevet avlet udfra et formål: nemlig at trække slæder, og ikke udfra hvordan man ønsker at de ser ud. Hvis jeg skal være ærlig så syntes jeg at det er så skørt med alle de hunde, som kun er blevet avlet udfra et bestemt ønske om udseende, og som følge ikke har noget andet formål end at være selvskabshund. Det giver ingen mening for mig. Jeg syntes at mange af de hunde helt har mistet "hunden" i dem.

 

Undskyld, hvis jeg lige kom ud på et sidespor, jeg er ret træt. Men jeg håber at det giver mening det jeg har skrevet. Og det her er i hvert fald min oplevelse af det at have en af de mere "racetypiske" polarhunde. :slem: Jeg vil sige næsten alt det man bliver advaret om eller som bliver fremsat som noget negativt eller "krævende" ved slædehunde, det er noget jeg kan nikke genkendende til med Tippi. :blink:

[Umulia]

Jeg synes sagtens man kan sige at der er racer, der er "nemmere" end andre - og spidshunde hører ikke til dem

Nogle racer er fremavlede til at være specielt opmærksomme på menneskers signaler, have lille eller intet jagtinstinkt, og til at bøje af overfor konflikter. De racer vil de fleste mennesker kunne klare at leve sammen med, selv uden at være "hundenørder". Men sådan er spidshunde generelt ikke. Derfor synes jeg godt man kan sige at spidshunde er "svære" - defineret på den måde at de kræver lidt ekstra af deres ejere.

[Gæst Michelle w]

Jeg er meget enig med Umulia.

 

Nu er jeg jo den heldige ejer af både en spidshund (omend af den "nemmere" slags -en islandsk fårehund) og en hyrdehund (australian shepherd), og rent træningsmæssigt er der ingen tvivl om at aussien er den nemmere af de to. Uden at ville nedgøre min søde tæve, så er der vidst ikke den store tvivl om at Reiki (islænderen) er den klogeste/hurtigst-opfattende af de to. MEN Gaia er bare 100% mere fokuseret, sværere at distrahere og i det hele taget meget "på" når man træner.

Reiki derimod, er lynhurtig til at lære nye ting, HVIS altså nabohunden ikke lige gør noget spændende, hvis ikke en fugl flyver henover pladsen, hvis ikke...

Han vil mægtig gerne træne og han kan en helt masse, men han er slet ikke fokuseret på opgaven på samme måde som Gaia, og hvor Gaia jo nærmest er lykkelig bare hun får kontakt og opmærksomhed, så skal Reiki altså have noget at arbejde for -motivationen kan ikke bare være det at lave noget sammen med mig, så kan han sagtens finde på sjovere ting at foretage sig.

 

I hverdagen er Gaia osse sådan en der bare er med -hun er udstyret med velcro der ikke lader hende gå ret mange meter væk fra mig:blink: Reiki derimod går på opdagelse på egen pote hvis chancen byder sig, og selvom han da før eller siden opdager at jeg ikke er med, så er verden for spændende og han glemmer alt om mig når han sådan går på opdagelse...

 

Jeg betragter ikke Gaia som en nemmere hund end Reiki sådan generelt -det er blot en hund med andre udfordringer. Men når det kommer til træning og opdragelse er hun en hel del nemmere.

 

Vil dog sige at hvis folk tror at andre hunde end spidshunde, holder fokus på en, hvis ikke man selv er 100% fokuseret, så må de blive skuffet hvis de en dag får en anden race -det er altså de færreste hunde der gider arbejde for en hundefører der ikke selv er ligeså meget på

[Gæst Miss_menelli]

Tænker og tænker...

 

Er enig i, at nogle racer er væsentlig nemmere at holde for en ganske alm. person, der bare vil gå et par daglige ture og så ellers bare lade hunden være en del af familien.

Der er afsindig mange racer denne type hundeejere IKKE skal eje!!

 

Men de racer som f.eks polarhundene, hyrdehundene og andre brugshunde, som mange gange bliver betegnet som svære, ikke behøver være det hos den rettet ejer.

Altså.. Alt er jo relativt.

Nemt er hvad man gør det til og lægger vægt på - Er det fuldstændig ligegyldigt at hunden ikke kan gå løs, at den kræver meget tålmodighe at træne, at den, kræver meget mere motion end naboens tæppetisser og at den af sind er milevidt fra naboens labrador gør den ikke nødvendigvis svær, hvis det er de egenskaber man søger og vil bruge til noget fornuftigt.

Kender man til racen, værdsætter netop dens egenskaber og har en interesse indenfor den type aktiviteter, som opfylder netop denne races behov, så behøver den jo ikke være svær at holde - Giver det mening?

 

Når det så er sagt, så synes jeg det er utrolig vigtigt, at vi holder fast i, at tage udgangspunkt i raceegenskaberne, som vi i høj grad gør herinde, når der kommer endnu en tråd om hvilken hund folk skal have. At ét eller to eksemplar af racen ville være nem for alle at holde, gør bare ikke at racen generelt egner sig til netop disse mennesker.

 

Ville f.eks aldrig anskaffe mig en husky, fordi de som udgangspunkt ikke skal gå løse og man bør hegne haven godt og grundigt ind, hvis de skal være udenfor uden opsyn.

Jeg har ingen intentioner om på nuværende tidspunkt at skulle begynde på noget træksport, som jeg synes høre med, når man ejer en race der er avlet til at trække og i så vidt omfang ejer de egenskaber endnu.

At nogle eksemplarer så klare sig fint uden at trække og at netop den hund kan gå løs, betyder ikke at den hund jeg får vil kunne det - Og det er der man bør tage sit udgangspunkt. Hvad er typisk for racen og kan man leve op til det? Ikke hvordan et enkelt individ fungere, for der er dælme stor forskel og man bør være klar på at få den mest udprægede racetypiske hund, når man går efter en bestemt race.

 

Og derfor så synes jeg også det har sin berettigelse at sige at nogle racer er svære at holde, fordi de kræver langt mere viden, tålmodighed og nogle andre fysiske forhold og interesser fra ejernes side, end hvis man f.eks køber en cavalier.

For kan så absolut selv mærke forskellen på at have en blanding af selskabsracer og så en blanding af border/spidshund. Kaia ville langt de fleste kunne give et godt og indholdsrigtig liv - Det ser ganske anderledes ud med Bamse. Behovet for mental aktivering og motion er bare SÅ meget højere og jeg vil på ingen måde betegne ham som en nem hund, for andre end mig og dem der netop ønsker den type hund. Det er jo så også ganske tydeligt, da han blev omplaceret to gange før han endte hos os, fordi han kravlede på væggene og gøede som en sindssyg.

 

Igen, så synes jeg også det er vigtigt at kigge på den enkelte race - Inden for spidshunde kategorien er der milevid forskel på de forskellige racer.

Man kan jo ikke sammenligne en japansk spids og en husky - Eller det kan man godt, man kommer bare frem til de er vildt forskellige

Så går lidt ud fra, at der i denne debat fokuseres på polarhundene og ikke på spids'erne generelt?

 

Så konklusionen fra min side, må være at ja, der er bestemt svære racer, men de kan være nemme at holde for de mennesker der har forstand på og værdsætter netop den races egenskaber. Men man skal være meget varsom med, at tage udgangspunkt i de eksemplarer af racen, der er nemmere end andre, når man anbefaler hunde til andre - folk husker nemmere det ene nemme eksemplar, end de 20 som de ikke ville kunne holde, for at få deres drøm om en bestemt race til at gå i opfyldelse...

Giver det mening?

[Gæst Michelle w]

Kan da i øvrigt lige komme med et strålende eksempel på spidshundens selvstændighed. Da jeg lige havde fået Reiki, og havde fået testet at indkald osv virkede, tog jeg ham med på stranden, slap ham løs, og troede så at vi skulle gå en god tur.

Men nej, Reiki så mågerne, bølgerne og de åbne vidder og væk var han. Han ræsede op og ned af stranden fuldstændigt udenfor rækkevidde (både fysisk og mentalt:blink:) og holdt sin egen fest. Han var da jævnt ligeglad med hvor jeg befandt mig.

Det tog mig et par timer at få ham indfanget -og dette foregik ved at kaste mig over ham og gribe fat i pelsen da han kom styrtende forbi

 

Reiki havde jo glemt alt om mig mens han løb rundt der, men da han så først var indfanget og opdagede at jeg var der, blev der hilst overstrømmende, som om JEG havde efterladt HAM i flere timer:stupid:

 

Han er jo enormt glad for sine mennesker... han glemmer bare at de er der, når der er noget andet spændende... Og jeg tror egentligt det scenarie er ret typisk for spidshunde -de er jo bestemt ikke ligeglade med deres mennesker, men verden ER altså mere spændende, og menneskerne er der jo osse når man engang (et par dage senere:blink:) kommer hjem igen...

 

DET oplever man altså ikke med en normal hyrdehund. Der går verden jo nærmest under hvis moar skulle blive væk i 10 min hehe... Men som tidl nævnt giver det jo så andre udfordringer.

 

Af mine 2 ville Reiki være den nemmeste at omplacere -han er bestemt MIN hund, men han kan altså hurtigt "købes" for et par kiks, og han falder til lynhurtigt et nyt sted og er generelt ikke et problem for andre at håndtere. Han har et robust sind (det tror jeg gælder de fleste spidser med en fornuftig opvækst) og tåler uden de store problemer skift i sin hverdag.

[Gæst Buddha]

Er slet ikke uenig med nogen af jer, debatten er måske osse et halvt år til et helt år forsinket Når jeg før har prøvet på en eller anden måde at formulere det, har folk måske bare misforstået mig, men min tanker om det kom på et tidspunkt fordi jeg fik lidt pip af at folk altid skrev, at det var ligemeget hvilken race det var, at spidshunde ikke var anderledes end så mange andre (omvendt synes jeg så osse at andre racer er anderledes end hinanden) osv.

 

Een ting er selvstændighed, en anden ting er koncentrationsevnen og så er der også en del spidser som ikke interesserer sig specielt for godbidder i lange perioder. Det er virkelig svært at belønne, når hverken godbid eller trækleg er interessant.

 

Om det er polarhundene eller om det er de store spidshunde, ved jeg ikke, jeg kender ikke nok til de andre. Kender kun 2 eurasiere live, men de er sindssygt godbidsfikserede, det må jo være et kæmpe plus for træning.

 

 

 

Han er jo enormt glad for sine mennesker... han glemmer bare at de er der, når der er noget andet spændende... Og jeg tror egentligt det scenarie er ret typisk for spidshunde -de er jo bestemt ikke ligeglade med deres mennesker, men verden ER altså mere spændende, og menneskerne er der jo osse når man engang (et par dage senere:blink:) kommer hjem igen...

 

 

 

Det er virkelig godt skrevet, det er præcis sådan jeg har det med Motor. Føler virkelig at han er sindssygt glad for os, men verdenen.... åh den skønne, dejlige verden. Og han har gjort det samme da han var mindre og få gange havde held til at smutte på tur, ih så glad han var for at se os igen... øhmn?? Hørte du ikke vi kaldte?

[Gæst Miss_menelli]

Er slet ikke uenig med nogen af jer, debatten er måske osse et halvt år til et helt år forsinket Når jeg før har prøvet på en eller anden måde at formulere det, har folk måske bare misforstået mig, men min tanker om det kom på et tidspunkt fordi jeg fik lidt pip af at folk altid skrev, at det var ligemeget hvilken race det var, at spidshunde ikke var anderledes end så mange andre (omvendt synes jeg så osse at andre racer er anderledes end hinanden) osv.

 

Jeg tror godt jeg forstår dig.. Synes også bare det er lidt et svært emne at debattere.

Har det lidt på samme måde med hyrdehundene.

 

For det er sgu' ikke ligegyldigt hvilken race det er og der ER forskel på racerne og de enkelte hunde indenfor racen.

Jeg vil derfor også altid være stor fortaler for, at man kigger på den specifikke race, dens egenskaber, behov og særpræg, fremfor en gruppe som "spidshunde" som dækker over vanvittig mange vidt forskellige racer - Eller enkelt individer, som mentalt kan svinge meget fra de typiske egenskaber racen har.

 

Man kan altid finde hunde der er nemmere og nogle der er sværere at have med at gøre indenfor en enkelt race - Så man bliver nød til at se på den generelt og på de behov og egenskaber der som udgangspunkt følger med racen og forholde sig til det og ikke naboen, mormors, ellers søster hund.

Og gør man det, så vil nogle racer altså som udgangspunkt være meget svære for en "alm." hundeejer eller førstegangsejer at holde, end mange andre racer.

 

Een ting er selvstændighed, en anden ting er koncentrationsevnen og så er der også en del spidser som ikke interesserer sig specielt for godbidder i lange perioder. Det er virkelig svært at belønne, når hverken godbid eller trækleg er interessant.

 

Ser det hele tiden på træningsbanen - Og ryster på hovedet når den nye hundeejer føler sig håbløst bagefter dem med retrievere og hyrdehunde i træningen.

Nogle gange tror jeg virkelig ikke de aner hvad de har købt.

 

Det kræver altså bare mere tålmodighed, flere evner og en del kreativitet, for at få samme resultater med nogle racer, end det gør med andre.

Sæt så i stedet en border til at trække.... Nahh vel?! Alt kan lade sig gøre, men man når nemmere og hurtigere resultater indenfor sin sport, hvis man vælger en race der har egenskaber der passer til den sport.

At man så godt kan "nøjes" og synes at udfordringen i træne en spids i er så spændende og sjovt, at man skider hul i resultaterne er jo en helt anden sag!!!

 

Om det er polarhundene eller om det er de store spidshunde, ved jeg ikke, jeg kender ikke nok til de andre. Kender kun 2 eurasiere live, men de er sindssygt godbidsfikserede, det må jo være et kæmpe plus for træning.

Madglæde i udpræget grad er i hvertfald på top 3 på ønskelisten over det jeg ønsker mig i den næste hund - Og det er ikke uden grund

Men kender heller ikke nok til de andre racer, til at kunne komme med nogle vise ord - Men går ud fra vi udelukker de spidsracer, der lige så godt kunne være endt i selskabskategorien?

 

Det er virkelig godt skrevet, det er præcis sådan jeg har det med Motor. Føler virkelig at han er sindssygt glad for os, men verdenen.... åh den skønne, dejlige verden. Og han har gjort det samme da han var mindre og få gange havde held til at smutte på tur, ih så glad han var for at se os igen... øhmn?? Hørte du ikke vi kaldte?

 

:lun:

 

Helt ærligt.... Tror sgu' ikke de høre man kalder.

Ørerne er simpelthen slået fra - På samme måde som når en beagle følger en fært

[Gæst Buddha]

Men kender heller ikke nok til de andre racer, til at kunne komme med nogle vise ord - Men går ud fra vi udelukker de spidsracer, der lige så godt kunne være endt i selskabskategorien?

 

 

Umiddelbart ja, så er det nok ikke dem jeg taler om, altså hvis man kan sige de som også kunne hører under selskab, for der er jo også små str. spidshunde som har deres egen mening om livet

[Petrine]

Tror en papillon er ret svær at gøre til en god slædehund, men på alle andre punkter er den da meget nemmere end en spidshund, uanset hvor suveræn en træner man er :hmm:

[Gæst Michelle w]

Det er virkelig godt skrevet, det er præcis sådan jeg har det med Motor. Føler virkelig at han er sindssygt glad for os, men verdenen.... åh den skønne, dejlige verden. Og han har gjort det samme da han var mindre og få gange havde held til at smutte på tur, ih så glad han var for at se os igen... øhmn?? Hørte du ikke vi kaldte?

 

Jeg tror netop heller ikke de hører en overhovedet, når de sådan går i "opdagelsesmode". Reiki har som unghund en enkelt gang haft held til at smutte, hvor jeg jo stormede bagefter, men væk var han. Indtil ca 10 min senere, hvor det åbebart var gået op for ham at han havde "glemt" mig, men kunne jo så ikke finde mig. Helt ulykkelig over at være blevet "efterladt" alene i verden, satte han sig på en høj og hylede -og så kunne moar her jo bare gå efter lyden.

Jeg tror muligvis min hund har lært MIG indkald:sjov:

 

Men for alle de spidshunde (på tværs af racer) jeg kender, gælder det at de er enormt glade for deres familier. Når man ser dem sammen med familien, er man slet ikke i tvivl om at de knytter sig meget til deres mennesker. De har bare ikke den der "førerfokusering" man f.eks. ser ved en labbe, schæfer e.l. Men de er jo heller ikke lavet til at arbejde sammen med en hundefører, så det er jo naturligt nok.

 

Nu kan jeg jo ikke tale for husky, malamutte og den slags, men jeg synes egentlig ikke at det at hunden er en spidshund gør den "svær" (medmindre man da vil dyrke LP på højt niveau e.l.). De har bare lidt andre krav til deres fører end f.eks. en labbe.

 

Når jeg ser på mine to, er det osse mit indtryk at Reiki i langt højere grad har behov for at blive udfordret rent fysisk -altså motion, at prøve sine egne grænser af osv.

Gaia derimod stiller større krav til mental udfordring.

Så Reiki ville altså passe fint ind hos nogen der "bare" vil gå nogen gode ture og så måske et fodersøg i ny og næ. Han er glad for træning men ikke afhængig af den.

Gaia ville gå til hvis hun kun fik fysisk motion.

 

Så måske sådan en lille spids passer hos mange "almindelige" mennesker der ikke går så meget op i træning, og som er ok med at lufte i snor -og det gør den vel et eller andet sted til en forholdsvis nem hund?

[Gæst Buddha]

Jeg tror netop heller ikke de hører en overhovedet, når de sådan går i "opdagelsesmode". Reiki har som unghund en enkelt gang haft held til at smutte, hvor jeg jo stormede bagefter, men væk var han. Indtil ca 10 min senere, hvor det åbebart var gået op for ham at han havde "glemt" mig, men kunne jo så ikke finde mig. Helt ulykkelig over at være blevet "efterladt" alene i verden, satte han sig på en høj og hylede -og så kunne moar her jo bare gå efter lyden.

 

:lol: Godt tænkt af Reiki.

 

 

Til det sidste du skriver, jo sådan kan man selvfølgelig godt sige det, men alle hunde skal jo gerne trænes, bare lidt, også bare rent opdragelsesmæssigt. Tror nu også tricks/former for lydighedstræning er godt for samarbejdet, men ved egentlig ikke hvad der ville ske hvis man slet ikke øvede noget med hunden, altså ting som sit, dæk, zigzag osv?

 

Men der er jo stadig et hav af ting "man" gerne vil have virker, så det er til at holde ud at bo med hunden Tænker på ikke at hive uhæmmet i snoren på tur, ikke gø af alt og alle og ingenting, ikke stjæle ALT hvad der findes i hjemmet osv osv. Det hører jo et eller andet sted under træning?

 

Svær er også et dårligt ord, synes i hvert fald ikke mine er svære. Men de er heller ikke helt nemme De er heldigvis sjove!

[Gæst Michelle w]

Jo jo almen opdragelse skal alle hunde jo have. men jeg mener ikke det er sværere at lære f.eks. en mutte at gå i snor end end labbe. Det handler jo ikke om samarbejdsevner eller fokus, men ganske enkelt om hvorvidt det betaler sig at trække eller ej.

 

Og ja alle hunde skal self aktiveres, nogen mere end andre. Min pointe er bare at Gaia ville gå helt i spåner hvis ikke hun fik en del mentale udfordringer, mens Reiki egentlig har det fint med bare at bruge sig fysisk (det kan han så absolut heller ikke undvære) og så den smule mentale udfordringer der er i f.eks. at finde sin mad, rende rundt og snuse osv. For ham er træningen bare en ekstra bonus og ikke noget uundværligt.

[potil]

prøv at se hvad Ursas opdrætter skriver "Du kommer kanske aldrig att få en TM att lyda så som andra hundar kan tränas att lyda. Den har helt enkelt ingen lust!"

 

 

Hun beskriver faktisk det der med selvstændigheden ret godt.... selvom det ikke er samme race, så er der måske guldkorn at finde hos hende alligevel Leva med Tibetansk mastiff | Kennel Bod Khyi

[Gæst Jannie H]

Nu er det efterhånden en "gammel" tråd, men vil lige også lige dele mine erfaringer- med chancen for i ikke ser det. Malou er nu 6 mdr og skal da lige love for vi er kommet på arbejde.

Efter min kæreste og jeg besluttede os for at vi skulle have en hund, begyndte vi at læse om alle racer, vi faldt for Samojeden da den var beskrevet med en meget rar familiehund, dog med tendens til at være stædig og som ikke krævede mere motion end andre hunde på den størrelse, og den var let at opdrage... Vi kontaktede flere opdrættere og fik dette bekræftet og endte med at købe Malou.

Jeg er glad for at vi i forvejen er en aktiv familie, for kæmpe prinsessen, som vi kalder hende- kræver en aktiv familie- hvis i forstår hvad jeg mener? For jeg tror ærlig talt der var mange som ikke ville kunne rumme hende. For ja, hun kræver sgu meget af sine ejere- også meget mere end nogen opdrættere har beskrevet, både hvad angår "hjerne" stimulering og motion. Vi har fået et motionskema fra opdrætter, så vi ikke overmotionere hende- med fare for at skade hendes hofter- men de 45 min daglig menneskeskabt motion hun må få, nu hvor hun er 6 mdr, er alt alt alt for lidt for hende. Så vi har valgt at give hende mere- da hun ellers løber på væggene. Ud over det, er hun meget ude i haven hvor hun elsker at grave hele græsplænen op, flå blomster op fra jorden osv. I skrivende stund kan jeg se at hun er igang med projekt "grav bed op", og er ret sikker på det lykkes for hende i løbet af en times tid :slem: Men hun er en skøøøøøn kæmpe prinsesse, med krudt i r#ven, der Ælsker at blive beskidt og hun er bare så glad for ALLE de hunde, katte og mennesker hun møder på sin vej- og det er altid en fornøjelse når hun møder andre hunde på sin daglige tur i hundeskoven

 

Jeg vil sige at det største "problem" vi har med hende er, at hun dagligt bliver hysterisk. Det kommer fuldstændig ud af ingenting, og på alle tidspunkter af dagen. Hun begynder pludselig at gø hysterisk, og så går hun til "angreb" hvor hun bider og bider og bider- jeg er fuld af blå mærker på arme og ben, og det er virkelig svært at få hende "ned" igen. Vi har snakket med træner, opdrætter osv men ingen af de råd vi har fået virker. Jeg ville virkelig gerne Malou kunne fortælle hvad det er der gør, at hun bliver sådan, for det er noget som fylder rigtig meget. Er det noget som i har erfaring med, eller er hun et særtilfælde? :hmm:

 

Min kæreste og jeg har tit snakket om hvor heldigt det er, at vi har tiden, lysten og kan se charmen i en hund som går sine egne veje og som kræver noget af sine mennesker, for det var virkelig ikke sådan vi blev præsenteret for racen og ja nu er der nok nogen som vil påstå at vi ikke har undersøgt nok om racen meeen synes vi har brugt de muligheder vi har haft.

Men ja igen vil jeg understrege hvor glade vi er for hende også selvom: Indkald er en by i Rusland- ihvertfald hvis der kommer noget der er mere spændende som fx en fugl eller bare en interessant lyd, At min højre arm er en halv meter længere end den venstre da hun trækker en lille bitte smule :pift:, At vores ellers så pæne have på 4 måneder er blevet til en ømh tja et stort hul, At tøsen stjæler alt hvad hun kan komme i nærheden af for derefter at grave det ned, At nogle gange kan hun alt til hundetræning for så næste gang at nægte at gøre noget som helst, At vores hjem og have nu er mere sikkert end Fort Knox da hun ellers går i skuffer og skabe på jagt efter noget spiseligt eller selv smutter på tur og at hun ødelægger ALT hvad hun kan komme i nærheden af- men hey hun er jo bare en hvalp

[Gæst Buddha]

 

Jeg vil sige at det største "problem" vi har med hende er, at hun dagligt bliver hysterisk. Det kommer fuldstændig ud af ingenting, og på alle tidspunkter af dagen. Hun begynder pludselig at gø hysterisk, og så går hun til "angreb" hvor hun bider og bider og bider- jeg er fuld af blå mærker på arme og ben, og det er virkelig svært at få hende "ned" igen. Vi har snakket med træner, opdrætter osv men ingen af de råd vi har fået virker. Jeg ville virkelig gerne Malou kunne fortælle hvad det er der gør, at hun bliver sådan, for det er noget som fylder rigtig meget. Er det noget som i har erfaring med, eller er hun et særtilfælde? :hmm:

 

 

 

Hehe hun lyder festlig! Det du skriver her, det lyder som om hun er over-stimuleret, altså der sker for meget. Når hvalpe/hunde bliver det, så er de lige præcis helt umulige.. Hvad laver i i løbet af en dag?

 

Mange samojeder skal lære at tage det roligt, og gerne fra de er helt unge. Tror de er så ivrige at de glemmer egen jordforbindelse - charmen ved dem, men også noget man skal være obs på, tror jeg.

[Gæst Jannie H]

Hehe hun lyder festlig! Det du skriver her, det lyder som om hun er over-stimuleret, altså der sker for meget. Når hvalpe/hunde bliver det, så er de lige præcis helt umulige.. Hvad laver i i løbet af en dag?

 

Jamen hun er en festlig pige Jamen synes faktisk ikke aktivitetsniveauet er voldsomt højt- tænker nærmere hun er UNDER-stimuleret?? Anyway det har du nok mere erfaring med end mig.

 

Kl 5.30 står Brian og Malou op, Malou får morgenmad- maden bliver spredt ud over græsplænen, og der går hun og hygger en halv times tid hvorefter hun kommer ind og han tager på arbejde.

Omkring 6.30 (det plejer ret præcist- gad nok vide om hunden har en indbygget ur?) vækker Malou mig, vi går en tur på en halv time, hun bliver i haven en times tid mens jeg gør mig klar til at tage hjemmefra.

Efter ca 5 timer er jeg hjemme igen (det er skønt at være studerende :slem:), Malou har herefter fri adgang med haven, hvor hun tilbringer det meste af eftermiddagen- ellers er hun indenfor hvor hun deltager i de ting jeg laver. Sidst på eftermiddagen laver vi nogle "snude" aktiviteter og/eller træner lidt eller går en tur alt efter hvor hvordan hun virker- og om aftenen tager vi en tur i hundeskoven.

 

Hendes hysteriske udbrud kommer tilfældigt i løbet af dagen, det kan være når hun lige er vågnet som for 5 minutter siden, hvor jeg sidder i sofaen og så kommer hun gabende og begynder at gø- og begynder at bide. Hun kan også begynde på det på en gå tur, eller fx mens vi spiser???

 

Min store frygt er at hun ikke bliver stimuleret nok- men i forhold til det motionskema vi har fået, får hun altså alt for meget motion??

 

Har du et godt bud på hvad pokker det lige kan skyldes og endnu vigtigere- hvad kan vi gøre for at undgå hun flipper ud og er dét vi tilbyder overhovedet nok for en sammi

[Gæst Buddha]

Hm næh, umiddelbart har jeg ikke lige et bud, men det lyder som om hun ja, vil sige noget, men jeg vil meget nødigt skrive i skal lave mere med hende hvis det er omvendt og det er meeeega svært ud fra et par indlæg. Samojeder bliver ved så længe du bliver ved, og så kommer reaktionen først senere..

 

Du skriver ikke hvor længe i er i hundeparken om aftnenen? Får hun sovet i løbet af dagen og når du er hjemme efter skole? Leger i måske mange jagt-lege hvor i kaster med ting? Eller andre vilde lege?

 

Hvad gør i når hun gør af jer? Er det sådan at hun bliver ved og ved? Hvad gør i når hun bider?

 

Har i dage hvor der ikke sker så meget?

 

En test på om der sker for meget, er 3 dage uden aktivitet nærmest. Korte tisseture i nabolaget og tag hende med ind så hun ikke laver sin egen fest i haven. Giv et godt langtidsvarende tyggeben. Og så skal du også være rolig, se tv, læs bog, læs om hunde. Og så skal du have den store tålmodighed frem og ignorere hende hvis hun begynder at kravle på væggene, altså selvfølgelig stoppe hende hvis hun er på vej op på loftet, men stoppe det roligt og få hende til at slappe af.

[Gæst Howsky Snowsky]

Der går mange beskrivelser af forskellige hunderacer, som er mytologiske.

 

Hvad angår Siberian Husky er Jukon meget beregnende, venlig, social og har en stærk psyke. Han er ikke reserveret, snarere modsat. Dog en rigtig lømmel :stupid:

 

Hvad jeg udsætter som "negativ" karakter på racen, taget i betragtning af en alder på 9 måneder, er kontakten (fiksering), tålmodigheden og egenhændigheden. Det har sin charme.

En rigtig tyveknægt og lystmorder af smådyr (mus, fugle).

 

Den har indtil videre ikke vist tendens til flygtighed.

 

Og vil tilføje ejerens største udfordring overfor racen som stuehund og på tur, er afstresning. Han får nemt positiv stress, og kan det holdes på et lav niveau er han meget lydig. Det samme gælder når han skal køres træt, at trætheden følger med niveauet.

Redigeret December 21, 2011 af Howsky Snowsky

[Gæst Howsky Snowsky]

Tænker lige på et eksempel. Når jeg giver ham ordren "her". Ja, så kommer han til min side (Som regel :hmm:) med en attitude og kropssprog, "er du klar, er du klar, er du klar." :banan:

 

 

Og giver jeg kommandoen dæk i græsset for vi skal ligge og sondre terrænet. Jamen, det bliver også hurtigt kedeligt og han begynder underholde sig selv eller ved som regel bedst. Men det nok aldersbestemt, hvis han ikke kan se pointen :damn:. Medmindre han kan se formålet, så der ingen problemer i snige lidt omkring.

Redigeret December 21, 2011 af Howsky Snowsky

[Gæst Louise86]

Min Taiki (shibahvalp på 10 uger) er sgu en udfordring. Men der er vel ingen, der har sat sig ind i sagerne, som seriøst får en spidshundehvalp fordi de gerne vil have en lydig pleaser-hund?

 

For mig er det netop en del af charmen ved shibaer. De er sgu så selvstændige og tossede med egne idéer. Når disse idéer er ukonstruktive, så må vi arbejde med dem for at lære dem noget andet - men en del af udfordringen for mig ligger i, at de ikke ligesom andre racer bare lever for at please.

 

Det betyder ikke som sådan, at racen er "let" - det betyder bare, at jeg ikke har samme frustrationer som jeg véd at andre ejere der er tilhængere af mere pleasende racer ville have, fordi det netop er en egenskab jeg sætter pris på; ikke én om hvilken jeg tænker, at det skal trænes ud af ham.

 

 

Ville jeg have en lydig hund, havde jeg valgt en labrador eller en schæfer. Ikke sagt, at de ikke kan få ballade i øjnene, for det kan de. Men de vil jo næsten gøre hvad som helst for en godbid når de er sultne, hvor min shibahvalp har en tendens til at kigge på mig og ligesom tænke: "Ja ja, jeg skal nok - lige om lidt". Og efter demonstrativt at have strakt sig og kløet sig, kan han godt "nedværdige" sig til at sitte eller dække, for den godbid jeg står og vifter med. Nogle gange tænker jeg, at han mest gør det fordi han synes det er synd, at jeg står og ligner en idiot. Ak ja.

[Lenschow]

Helt ærlig I am a sucker for spitzen:-) .... jeg elsker spidser:-) Jeg har trænet en masse forskellige racer blandt andet som lånehunde og for ejere med problemer - jeg har aldrig mødt en hund, der arbejdede for at please mig... Jeg tror derfor ikke de findes, indtil jeg ser en.

 

At spidserne er mere selvstændige og kan være udfordrende er korrekt - og det er det jeg elsker ved dem:-) - mens andre racer er selekteret for andre egenskaber såsom evnen til at samarbejde og afkode menneskers kropssprog, gælder det ikke alle disse racer. Jeg synes dog det er lidt overdrevent, at de er så umådelig svære at træne, men måske jeg har en arbejdsskade fra kattene? Det ved jeg ikke. Jeg synes i hvert tilfælde, at en samarbejdende hyrdehund kan være meget sværere, for den afkoder mine mindste fejl og lærer af dem lynhurtigt, mens tingene preller mere af på en spids:-) Lev og lad leve - lev og lad den skøre ejer:-)

 

En spids lever efter parolen intelligent ulydighed - jeg elsker dem fik jeg sagt det? LOL

 

Min hund er et mix mellem spids og hyrde i træningsøjemed. Han afkoder hurtigt men det preller heldigvis også lidt af, når jeg fejler:-)

[Gæst Michelle w]

Helt ærlig I am a sucker for spitzen:-) .... jeg elsker spidser:-) Jeg har trænet en masse forskellige racer blandt andet som lånehunde og for ejere med problemer - jeg har aldrig mødt en hund, der arbejdede for at please mig... Jeg tror derfor ikke de findes, indtil jeg ser en.

At spidserne er mere selvstændige og kan være udfordrende er korrekt - og det er det jeg elsker ved dem:-) - mens andre racer er selekteret for andre egenskaber såsom evnen til at samarbejde og afkode menneskers kropssprog, gælder det ikke alle disse racer. Jeg synes dog det er lidt overdrevent, at de er så umådelig svære at træne, men måske jeg har en arbejdsskade fra kattene? Det ved jeg ikke. Jeg synes i hvert tilfælde, at en samarbejdende hyrdehund kan være meget sværere, for den afkoder mine mindste fejl og lærer af dem lynhurtigt, mens tingene preller mere af på en spids:-) Lev og lad leve - lev og lad den skøre ejer:-)

 

En spids lever efter parolen intelligent ulydighed - jeg elsker dem fik jeg sagt det? LOL

 

Min hund er et mix mellem spids og hyrde i træningsøjemed. Han afkoder hurtigt men det preller heldigvis også lidt af, når jeg fejler:-)

 

Jeg tror i høj grad det afhænger af hvad man mener med "arbejder for at please mig". Jeg kender mange hunde (min egen aussie inkl) der arbejder meget ihærdigt for at please ejer.

Men de gør det jo ikke helt uselvisk. For Gaia er kontakt og opmærksomhed fra mig noget af det bedste i hele verden. Hun har lært at ved at gøre x eller y, får hun den kontakt og der er nærmest ikke grænser for hvad hun vil gøre for at få kontakt. Så hun går jo meget langt for at please mig, og derved please sig selv.

Belønningsmæssigt er hun meget taknemmelig, netop fordi hun mest af alt arbejder for kontakten og det at lave noget sammen med mig.

 

Reiki derimod, er sin egen herre, og selvom han da bestemt synes det er hyggeligt at ligge i sofaen og blive kælet med, så er det absolut ikke kontakten han arbejder for.

Hvis ikke jeg kan diske op med noget bedre end det, kan han altså selv finde på sjovere ting at lave, osse selvom han faktisk er ganske glad for at træne.

 

Der er ganske enkelt forskel på hvor deres fokus ligger -altså hhv på mig og på belønningen (selvom reiki har lært at han skal kigge på mig for at få belønningen, er det jo stadig belønningen han tænker på:blink:)