Kommer ikke når man kalder.

[Tigerdyr]

Uanset hvilken fremgangsmåde du vælger skal du ihvertfald have mange gange held og lykke fra mig

.. Og et godnat skal der også lyde

[Gitta]

Takker alle dem der har svart syndes jeg har fået meget jeg kan gå vider med sådan jeg kan få to dejlige tæver

det er 2 tæver fra sam kuld

Held og lykke med træningen!

[Gæst Iben B]

Gitta skriver "Ser jeg en kat længere nede af vejen, så sørger jeg for at være beredt ved allerede ubemærket at være på vej op af linen, inden hunden ser katten. Ret hurtigt lærer hunden at forbinde det, at den jager katten, med den skideballe, den efterfølgende får og vælger derfor skideballen og dermed katten fra. Det er faktisk en ret effektiv metode". Nu står der selvfølgelig ikke at hunden oplever smerte, men efter de andre indlæg (bl.a. af dig hvor du træder på snoren), antog jeg nok bare at det var en del af "skideballen"! Ubehag er også smerte - bare i en mindre grad ...

 

Jeg har selvfølgelig også krav om at min hund lystre mig. Forskellen er bare at hun lystre mig fordi vi er bedste venner og hun for alt i verden vil følge mig - det kan betale sig for hende! Udfra jeres indlæg, lyder det som om at jeres hunde lystre jer, for at slippe for en straf eller ubehag. Efter min overbevisning handler ikke om venskab, men om frygt!

 

Altså, det er jo meget sort på hvidt og der er selvfølgelig nogle nuancer herimellem hvor vi alle sandsynligvis ligger. Jeg kender jo hverken jer eller jeres hunde, så det er kun mit indtryk efter jeres indlæg her!

 

Nu var det mig der sagde jeg jokker på snoren - jeg ved ikke om Gitta gør

 

Der ER nuancer, og hvis nogen får det bedre på min hunds vegne siger jeg da gerne at han altid får ros og boldleg (det bedste han ved) når han kommer. Faktisk går det mest op i boldleg når han løber løs, og derfor følger han mig skam også helt af sig selv Jeg gør mig skam mægtig interessant og attraktiv - men under de første ture i den lange line er der altså faldet et par irettesættelser. Og af og til skal han bare komme NU.

 

Jeg kommer til at tænke på den anden tråd der kører "Debat om hundens status" og jeg tænker at der er et link der, også til hvordan man ser på sin hund. Min hund er altså ikke min bedste ven. Han er min hund. Jeg plejer at omtale ham som min makker, eller min kammerat, og for at et makkerskab skal fungere skal der selvfølgelig være tillid og samarbejde. Det vil jeg også vove at mene at der er mig og min hund imellem. Men min bedste ven - nej. Vi er ikke ligeværdige. Jeg bestemmer hvornår og hvad han må spise, jeg bestemmer hvornår vi går tur og hvor turen går hen. Jeg bestemmer om han må være i sengen eller sofaen osv. osv. osv. At se hundene som vores ligeværdige synes jeg faktisk er at stikke blår i øjnene på os selv og gøre hundene en bjørnetjeneste.

 

Og så mener jeg i øvrigt heller ikke at en hund (eller et barn for den sags skyld) går i stykker over at få sat nogle grænser eller at få et blankt NEJ. Og sidst jeg tjekkede virkede min hund ikke specielt bange for mig

[Gæst mk101]

Det drejer sig jo selvfølgelig om at være hurtig. Selv om jeg skriver, at jeg "går op af linen", betyder det ikke, at jeg slendrer stille og roligt op til hunden....jeg løber derimod op til hunden uden at slække på linen.

Samtidig drejer det sig om at kende sin hunds signaler og om hele tiden at være opmærksom og på forkant. Kender man hundens signaler, og er man opmærksom, så ved man næsten på forhånd, hvornår det bliver aktuelt at skulle irettesætte og kan derfor være fremme ved hunden ret hurtigt.

 

Ser jeg en kat længere nede af vejen, så sørger jeg for at være beredt ved allerede ubemærket at være på vej op af linen, inden hunden ser katten. Ret hurtigt lærer hunden at forbinde det, at den jager katten, med den skideballe, den efterfølgende får og vælger derfor skideballen og dermed katten fra. Det er faktisk en ret effektiv metode.

 

Se både det negative (som du praktiserer med skideballer og ubehag) og det positive (at aflede og belønne for kontakt) virker. Spørgsmålet er bare: hvad virker bedst, hvad er rarest for hunden og hvad er egentlig sjovest for os, der har førertrøjen på.

 

I de situationer du nævner, ville jeg ikke gide at være klar med en skideballe - hvorfor i alverden bruger man evnen til at kunne forudse en situation, til at bygge den op som en fiasko for hunden? Du ved hvordan den vil reagere, men i stedet for at lære den en anden reaktion, foretrækker du at holde den fast i situationen i længere tid ved at straffe (en røffel er også en straf).

 

Nu betegner vi mennesker ofte os selv som værende hævet over så mange andre dyr, så hvorfor ikke bruge denne status af at have tomler og evnen til at kunne forudse konsekvenser, til at være rare overfor andre?

 

Var det min hund, så havde jeg i stedet arbejdet for at få kontakt til hunden og kalde den ind, inden den nåede at opdage katten. Eller bedre endnu: at den nåede at opdage katten på så lang afstand, at den så den var der, men var langt nok væk til, at det ikke ville vække hundens jagtinstinkt. Her ville jeg så kalde hunden til mig og have en fod på linen som sikkerheds foranstaltning. Den læring - at hunden er bevidst om at den tager et valg - og bliver rost for det, er tusinde gange bedre, end det du fortæller du praktiserer.

 

Der findes åh, så mange studier (for både dyr og mennesker) der viser, at viden om straf ikke afholder os for at gøre ting, vi ved udløser straffen, men hvor handlingen i situationen er mere indbydende end tanken om straf af afskrækkende.

 

Så jeg spørger - halv retorisk - endnu en gang: hvorfor sætte situationen sådan at man ikke er sikret succes og hvorfor foranledige sig på en træningsmetode, der ikke virker i længden. Du kommer til at vedholde at skulle straffe din hund, for den vil kun arbejde for at undgå straf ikke for at opnå noget positivt.

 

Jeg kan i øvrigt fortælle, at jeg har været sådan en træningsomgang i gennem med omplaceringshund, der syntes alt med vinger skulle i luften. Hvilket kan være en udfordring, når man bor midt i byen med de mange tårne og dertil hørende bestand af duer.

 

Nu var det mig der sagde jeg jokker på snoren - jeg ved ikke om Gitta gør

 

Der ER nuancer, og hvis nogen får det bedre på min hunds vegne siger jeg da gerne at han altid får ros og boldleg (det bedste han ved) når han kommer. Faktisk går det mest op i boldleg når han løber løs, og derfor følger han mig skam også helt af sig selv Jeg gør mig skam mægtig interessant og attraktiv - men under de første ture i den lange line er der altså faldet et par irettesættelser. Og af og til skal han bare komme NU.

 

Jeg kommer til at tænke på den anden tråd der kører "Debat om hundens status" og jeg tænker at der er et link der, også til hvordan man ser på sin hund. Min hund er altså ikke min bedste ven. Han er min hund. Jeg plejer at omtale ham som min makker, eller min kammerat, og for at et makkerskab skal fungere skal der selvfølgelig være tillid og samarbejde. Det vil jeg også vove at mene at der er mig og min hund imellem. Men min bedste ven - nej. Vi er ikke ligeværdige. Jeg bestemmer hvornår og hvad han må spise, jeg bestemmer hvornår vi går tur og hvor turen går hen. Jeg bestemmer om han må være i sengen eller sofaen osv. osv. osv. At se hundene som vores ligeværdige synes jeg faktisk er at stikke blår i øjnene på os selv og gøre hundene en bjørnetjeneste.

 

Og så mener jeg i øvrigt heller ikke at en hund (eller et barn for den sags skyld) går i stykker over at få sat nogle grænser eller at få et blankt NEJ. Og sidst jeg tjekkede virkede min hund ikke specielt bange for mig

 

At man ikke ønsker at straffe sig ud af indlæringssituationer er ikke lig en opfattelse af hunden som andet end en hund. Men måske er det lig opfattelsen at hunden dog er mere end "bare en hund".

 

Om jeg forstår hvorfor vi altid skal ind og snakke om ordet nej, når man taler om, at straf i INDLÆRINGEN er unødvendig? Man basker da heller ikke et barn i nakken, hvis det ikke kan læse Shakespeare inden det har lært alfabetet. At sætte grænser for opførsel er ikke det samme som det at indlære en øvelse, og selvfølgelig skal der sættes grænser for opførslen. Det kan du finde meget få herinde, der ikke er enige i.

 

Men altså: grænsesætning og indlæring to forskellige ting.

 

Har set rigeligt med hunde gennem tiden, der har fået en noget hård behandling, som ikke virker bange for deres ejere/førere. Så for mig er det ikke her, man ser om samarbejdet fungerer optimalt. Til gengæld har hunde der altid sættes op til succes i indlæringen en anden udstråling og en anderledes gnist i øjnene, end de der er bange for at tråde forkert.

[Ninjamor]

Øhh...fisk!

 

Hvilken del af mit indlæg er det, du kommenterer på?

 

Du skriver dette:

Oprindeligt postet af Gitta

Her hos mig er det også den lange line, der bliver brugt.

 

Ignorerer hunden mit indkald, går jeg frem mod hunden, samtidig med at jeg sørger for at fire linen ind, således at hunden ikke kan øge afstanden til mig.

Når jeg når frem, får den en irettesættelse a la dem Iben beskriver. Når skideballen er afleveret, løber jeg et par skridt baglæns, samtidig med at jeg atter laver et indkald. Når hunden så kommer, får den ros, ros og atter ros.

 

På samme måde går jeg også op af linen og irettesætter hunden, hvis den forsøger at sætte efter en kat, hare e.lign., således at irettesættelsen sker, dér hvor forseelsen er sket og ikke først, når hunden kommer imod mig igen.

 

Det tager tid at nå ud til hunden fra du har kaldt og fra den er blevet stoppet i at stæse efter et andet dyr. Selvom det kun er sekunder bliver timingen ikke optimal, det er det jeg mener, for jeg går ud fra at du ikke vedvarende kalder eller skælder ud hele vejen ud til din hund

 

Hvordan bruge jagt? Du mener forhåbentlig ikke at den skal have lov at sætte af efter haren hvis den bare har samarbejdet først?

 

Jagt består jo af flere faser

Jeg mener, at man kan bruge et moment i jagten, f.eks. opsnusningsfasen (sporsøg) som den optimale belønning i en situation, hvor hunden stort set kun har jagt i hovedet, men alligevel vælger et glimt af samarbejde. Da denne belønning, i situationen, er den største belønning for hunden, får den en overvældende betydning og hunden lærer hurtigt at det betaler sig at samarbejde.

 

Jeg bruger meget at anvende netop den belønning hunden aktuelt er mest opsat på at få, f.eks. at snuse til tævetis, "jage" egern, få lov at lette en krage mm. På denne måde har man dels den stærkest virkende belønning dels får man faktisk meget større kontrol over hunden i situationen

[Ninjamor]

Det drejer sig jo selvfølgelig om at være hurtig. Selv om jeg skriver, at jeg "går op af linen", betyder det ikke, at jeg slendrer stille og roligt op til hunden....jeg løber derimod op til hunden uden at slække på linen.

Samtidig drejer det sig om at kende sin hunds signaler og om hele tiden at være opmærksom og på forkant. Kender man hundens signaler, og er man opmærksom, så ved man næsten på forhånd, hvornår det bliver aktuelt at skulle irettesætte og kan derfor være fremme ved hunden ret hurtigt.

 

Ser jeg en kat længere nede af vejen, så sørger jeg for at være beredt ved allerede ubemærket at være på vej op af linen, inden hunden ser katten. Ret hurtigt lærer hunden at forbinde det, at den jager katten, med den skideballe, den efterfølgende får og vælger derfor skideballen og dermed katten fra. Det er faktisk en ret effektiv metode.

 

Okay, nu ændres fremgangsmåden, eller rettere tempoet så

 

Jeg betvivler ingenlunde effektiviteten i straf, jeg vil bare hellere selv opdrage så positivt som muligt og gemme straffen (hævet stemme) til absolut slemme forseelser eller til at stoppe begyndende hysteri.

 

Når man er så meget på forkant, at man kan se at hunden lægger an til at blive døv, er der også muligheden for at få den på andre tanker gennem anden reaktion fra ens egen side, f.eks. ved at gå/løbe i modsatte retning, komme med et animeret udbrud så hunden bliver nysgerrig efter hvad man har gang i mv. Sådanne reaktioner passer mig bedre end straf og da hunden derved selv vælger haren eller hvad det nu er fra, undgår man at den bliver frustreret over ikke at måtte jage og dermed er man allerede godt i gang med antijagttræningen. Det er sådan jeg oplever det

I sådanne opdragelsessituationer vælger jeg altid ikke at kalde. Først når indkaldet er meget sikkert, vælger jeg at kalde hunde væk fra fristelser.

[Gæst Iben B]

Var det min hund, så havde jeg i stedet arbejdet for at få kontakt til hunden og kalde den ind, inden den nåede at opdage katten. Eller bedre endnu: at den nåede at opdage katten på så lang afstand, at den så den var der, men var langt nok væk til, at det ikke ville vække hundens jagtinstinkt. Her ville jeg så kalde hunden til mig og have en fod på linen som sikkerheds foranstaltning. Den læring - at hunden er bevidst om at den tager et valg - og bliver rost for det, er tusinde gange bedre, end det du fortæller du praktiserer.

 

Så jeg spørger - halv retorisk - endnu en gang: hvorfor sætte situationen sådan at man ikke er sikret succes og hvorfor foranledige sig på en træningsmetode, der ikke virker i længden. Du kommer til at vedholde at skulle straffe din hund, for den vil kun arbejde for at undgå straf ikke for at opnå noget positivt.

 

At man ikke ønsker at straffe sig ud af indlæringssituationer er ikke lig en opfattelse af hunden som andet end en hund. Men måske er det lig opfattelsen at hunden dog er mere end "bare en hund".

 

Om jeg forstår hvorfor vi altid skal ind og snakke om ordet nej, når man taler om, at straf i INDLÆRINGEN er unødvendig? Man basker da heller ikke et barn i nakken, hvis det ikke kan læse Shakespeare inden det har lært alfabetet. At sætte grænser for opførsel er ikke det samme som det at indlære en øvelse, og selvfølgelig skal der sættes grænser for opførslen. Det kan du finde meget få herinde, der ikke er enige i.

 

Men altså: grænsesætning og indlæring to forskellige ting.

 

 

Jeg taler ikke om straf i indlæringen. I mit første indlæg skrev jeg at det første jeg gør er at lære hunden hvad 'kom her' betyder. et gøres i et lukket miljø uden for mange fristelser, helt som du beskriver.

NÅR den så ved hvad jeg forventer af den OG den ved der følger bonus med, ja så er det tid til at afprøve den store verden, gradvist, naturligvis, med alt hvad den har at byde på af fristelser.

 

Tag nu f.eks. din beskrivelse af situationen med katten: der vil du kalde hunden ind inden den når at få vækket sit jagtinstinkt. Men hvad hvis det bliver vakt? Hvad hvis katten kommer fra en busk lige ud foran jer? Jeg kan ikke kontrollere omgivelserne når jeg er på tur, og jeg kan ikke altid have styr på alt hvad der dukker op. Derfor er det så vigtigt at min hund kommer når jeg kalder OGSÅ selvom den står og dirrer for at sætte af efter et dyr.

Jeg 'sætter min hund op til fiasko' fordi verden ER fuld af faldgruber og min hund skal afprøves i de situationer før jeg slipper den fri. Jeg skal ikke være afhængig af at 'opdage' alle fristelser før min hund (det kan jeg slet ikke, dens sanseapparat er noget mere udviklet end mit )

 

I øvrigt udelukker negativ og positiv konsekvens heller ikke hinanden. Min hund får en ren fest når den kommer på et indkald - særligt hvis det har været et 'svært' et, f.eks. at en flok dådyr er sprunget ud af skoven lige foran os. Det kan ALTID betale sig for min hund at komme når jeg kalder. Men den skal også vide at det ikke kan betale sig at lade være.

[Gæst Iben B]

Jeg betvivler ingenlunde effektiviteten i straf, jeg vil bare hellere selv opdrage så positivt som muligt og gemme straffen (hævet stemme) til absolut slemme forseelser eller til at stoppe begyndende hysteri.

 

Jeg er helt enig. Men i min bog er det at ignorere mit indkald også en af de absolut slemmeste forseelser hunden overhovedet kan begå. Det er forskellen på om den kan gå løs eller ikke og det er sgu ret alvorligt

[Ninjamor]

Jeg er helt enig. Men i min bog er det at ignorere mit indkald også en af de absolut slemmeste forseelser hunden overhovedet kan begå. Det er forskellen på om den kan gå løs eller ikke og det er sgu ret alvorligt

 

Det er det!

 

Det jeg vil frem til, ved godt det lyder sådan lidt helligt, er at hvis grunden er lagt, så kommer hunden også 99,99% af gangene man kalder.

Jeg mener ikke, det er realistisk at forvente 100% i indkaldet hele hundens liv uanset dens race og baggrund, men der skal være en overvejende sandsynlighed for at den kommer når der kaldes. Jeg skulle gerne blive meget overrasket hvis den valgte ikke at komme.

 

Folk gør jo tingene forskelligt og når jeg har unghund, eller passer en hund, kan langlinen godt komme frem som en sikkerhedsforanstaltning på et fremmed sted, jeg bruger den bare aldrig til andet end at holde fast i så hunden, og andre, er sikret hvis der pludselig dukker en for stor fristelse op. Det er vel der forskellen er på vores måde at anvende langline på?

 

En anden forskel kan ligge i hvor langt hundeejere lader deres hunde fjerne sig fra dem. I min verden har min hund intet at gøre længere end 20 - 30m fra mig da jeg da ved at jeg kan kalde ham til mig stort set uanset fristelse. De fristelser vi har afprøvet indil videre kan han godt afstå fra når jeg kalder især hvis jeg også sørger for at vedligeholde kontakten mellem os og ikke bare lader ham "glemme" mig .

 

En hvalp/unghund har intet at lave mere end 5 - 7m foran mig.

[Gitta]

Se både det negative (som du praktiserer med skideballer og ubehag) og det positive (at aflede og belønne for kontakt) virker. Spørgsmålet er bare: hvad virker bedst, hvad er rarest for hunden og hvad er egentlig sjovest for os, der har førertrøjen på.

Hvis man er en ansvarlig hundeejer, så er der i mine øjne også yderligere et par spørgsmål, der er vigtige at stille i denne sammenhæng:

hvad er sikrest, for at jeg kan vise hensyn til mennesker og dyr omkring mig og hvilke krav og forventninger skal jeg have til min hund, for at jeg kan leve op til lovens krav om at have fuld kontrol, når jeg går med hunden løs?

 

 

I de situationer du nævner, ville jeg ikke gide at være klar med en skideballe - hvorfor i alverden bruger man evnen til at kunne forudse en situation, til at bygge den op som en fiasko for hunden? Du ved hvordan den vil reagere, men i stedet for at lære den en anden reaktion, foretrækker du at holde den fast i situationen i længere tid ved at straffe....

 

I mit første indlæg der skriver jeg :

"Ignorerer hunden mit indkald, går jeg frem mod hunden, samtidig med at jeg sørger for at fire linen ind, således at hunden ikke kan øge afstanden til mig.

Når jeg når frem, får den en irettesættelse a la dem Iben beskriver. Når skideballen er afleveret, løber jeg et par skridt baglæns, samtidig med at jeg atter laver et indkald. Når hunden så kommer, får den ros, ros og atter ros.

 

På samme måde går jeg også op af linen og irettesætter hunden, hvis den forsøger at sætte efter en kat, hare e.lign., således at irettesættelsen sker, dér hvor forseelsen er sket og ikke først, når hunden kommer imod mig igen."

Før der overhoved er tale om, at hunden kan ignorere et indkald, så ligger der jo noget indlæring foran. Det er da klart, at jeg ikke irettesætter min hund for ikke at komme, før jeg har en vis formodning om, at den ved, hvad jeg forventer af den.

 

Og på samme måde så irettesætter jeg da heller ikke hunden for at jage katte o.lign., før jeg tilstrækkeligt mange gange har fortalt den vha. et "nej", at det ikke er en ønsket adfærd.

 

Der er ikke tale om at bygge noget op som en fiasko for hunden. Der er tale om at afprøve hunden overfor de fristelser der måtte opstå på dens vej. Hundeloven foreskriver, at hunde skal føres i line med mindre man har fuld kontrol, så før jeg ved om den kan modstå de fristelser, kan jeg ganske enkelt ikke tillade mig at slippe min hund af linen.

 

 

(en røffel er også en straf).

 

Ja, da…hvor har jeg dog skrevet at en røffel ikke er en straf? Men at straffe er bestemt ikke det samme som at påføre smerte, som Line Lykke Hansen beskyldte mig for at gøre!

At tilbageholde en godbid, fordi hunden ikke udfører en øvelse hurtigt nok eller godt nok, er også en straf, men det praktiserer du måske heller ikke?

 

Nu betegner vi mennesker ofte os selv som værende hævet over så mange andre dyr, så hvorfor ikke bruge denne status af at have tomler og evnen til at kunne forudse konsekvenser, til at være rare overfor andre?

Aner ikke hvad "at have tomler" betyder, så jeg ved ikke helt, hvad det er, du spørger om her.

 

Var det min hund, så havde jeg i stedet arbejdet for at få kontakt til hunden og kalde den ind, inden den nåede at opdage katten.

Rigtig god idé..... hvis det ellers var indkald, jeg ville træne. Men hvordan den i den situation skulle lære ikke at jage katte, kan jeg godt nok ikke lige se.

 

Eller bedre endnu: at den nåede at opdage katten på så lang afstand, at den så den var der, men var langt nok væk til, at det ikke ville vække hundens jagtinstinkt. Her ville jeg så kalde hunden til mig og have en fod på linen som sikkerheds foranstaltning. Den læring - at hunden er bevidst om at den tager et valg - og bliver rost for det, er tusinde gange bedre, end det du fortæller du praktiserer.

Når min hund træffer det rigtige valg, bliver den skam da også rost til skyerne. At man irettesætter sin hund for en uønsket adfærd, betyder jo ikke, at man ikke roser, når den udfører den rigtige adfærd.

Jeg kan ikke altid styre slagets gang 100% og ærligtalt så tror jeg heller ikke, at du har den evne, så på et eller andet tidspunkt vil du opleve, at hverken hunden eller du selv ser katten, før den er så tæt på, at hundens jagtinstinkt bliver vagt. Hvad gør du i et sådan tilfælde?

 

Så jeg spørger - halv retorisk - endnu en gang: hvorfor sætte situationen sådan at man ikke er sikret succes

Omvendt kunne jeg spørge hvorfor benytte en træningsmetode, som kun virker hvis du som ejer når at se fristelsen før din hund?

Hvorfor ikke lære hunden at styre sit jagtinstinkt i stedet for at forsøge at undgå, at det bliver vagt?

 

Om jeg forstår hvorfor vi altid skal ind og snakke om ordet nej, når man taler om, at straf i INDLÆRINGEN er unødvendig? Man basker da heller ikke et barn i nakken, hvis det ikke kan læse Shakespeare inden det har lært alfabetet.

At sætte grænser for opførsel er ikke det samme som det at indlære en øvelse, og selvfølgelig skal der sættes grænser for opførslen.

Det kan du finde meget få herinde, der ikke er enige i.

At irettesætte en hund for at ignorere et indkald eller for at vælge at jage fremfor at vælge jagten fra kan efter min overbevisning ikke sammenlignes med brug af irettesættelse i indlæring af en øvelse.

[Gæst survivorman]

som jeg ser det vil en hund altid gøre det der bedst kan betale sig for den selv, kan godt være det ikke er rigtigt men det er min erfaring med min egen hund og de steder jeg lufter hund.

derved ikke sagt at det ikke kan læres at den skal med sin ejer hvergang , men så er det fordi der er super indlært , og ikke fordi det det den har mest lyst til.

har du ikke den lange line på og den stikker af og spurter afsted ned til den tæve der dufter så dejligt, ja så er den i fuld gang med at belønne sig selv. der mener jeg ikke straf kan anvendes.

har du den lange line på , kan det godt være at man kan lokke den eller gøre noget så den igen tager kontakt til dig, og hvis ikke ville jeg gøre som iben skriver .

mit store problem med den lange line er dig at han prøver ikke rigtigt prøver at løbe den vej når han har linen på . altså ned til tæven eller een anden hund.så lige den har jeg ikke kunne bruge.

[Ninjamor]

som jeg ser det vil en hund altid gøre det der bedst kan betale sig for den selv, kan godt være det ikke er rigtigt men det er min erfaring med min egen hund og de steder jeg lufter hund.

derved ikke sagt at det ikke kan læres at den skal med sin ejer hvergang , men så er det fordi der er super indlært , og ikke fordi det det den har mest lyst til.

har du ikke den lange line på og den stikker af og spurter afsted ned til den tæve der dufter så dejligt, ja så er den i fuld gang med at belønne sig selv. der mener jeg ikke straf kan anvendes.

har du den lange line på , kan det godt være at man kan lokke den eller gøre noget så den igen tager kontakt til dig, og hvis ikke ville jeg gøre som iben skriver .

mit store problem med den lange line er dig at han prøver ikke rigtigt prøver at løbe den vej når han har linen på . altså ned til tæven eller een anden hund.så lige den har jeg ikke kunne bruge.

 

Hvis en hund gentagne gange har oplevet at den ikke kan komme afsted til "det sjove" når langlinen er på, ja så lærer den at skelne mellem sin opførsel hhv med og uden line. Når linen er på, forsøger den slet ikke fordi den har erfaring for at det ikke hjælper, men det er ikke ensbetydende med at hundens motivation er vendt, som mange har oplevet, for når linen ikke er på stryger hunden fint afsted.

 

Dette kan man undgå ved udelukkende at holde fast i linen uden at bruge den til at få hunde hjem og arbejde med hundens adfærd, som om hunden var løs. Så er man nødt til at diske op med diverse aktiviteter og spændende tiltag, som er det der holder hunden tæt på ejeren af egen fri vilje og indkaldet er snart bare en formsag.

satidig opdager man hvad der skal til for at holder kontakten og lydigheden ved de forskellige provokationer og ret hurtigt har man en hund som faktisk ikke går ud i fuld line, men holder sig til ejeren af eget valg, netop fordi det betaler sig for den at blive tæt på ejeren, så den ikke går glip af de aktiviteter h*n finder på

 

Der er en kæmpe forskel i denne måde at anvende langline på og den korrigerende måde og den forskel er altafgørende for hundens samarbejdslyst og dermed lydighed.

[Gæst survivorman]

jeg kan stadig ikke finde ud af det med at tager jeres citater med over .

 

ninjamor

 

synes stadig det halter for mig med linen . et eks mere.

´når jeg gik med min vovse og havde ham i snor og vi mødte en anden hund i snor lagde min hund sig helt ned.gjorde han osse hvis han var løs- men kun hvis jeg ikke havde opdaget den anden hu´nd før min der kunne jeg aflede ham .

 

nu har jeg jo en lab .- og selv om det var ovnbagt lever - super stærk ost eller jeg hylede som en ulv,eller prøvede var der ikke noget der fik ham op ,andet end den anden hund var væk.

han er 3 år nu gør det stadig- nu har jeg dog sele på ham , og tillader mig at trække ham væk i den .

mener der har det ikke gjort at han ikke kommer hen til hunden ..altså mener selv om han ikke fik held med at komme hen til hunden har han jo stadig ikke lært det ved at ha linen på -

Redigeret Januar 8, 2012 af survivorman
var en tand for hurtig

[Gitta]

Hvis en hund gentagne gange har oplevet at den ikke kan komme afsted til "det sjove" når langlinen er på, ja så lærer den at skelne mellem sin opførsel hhv med og uden line. Når linen er på, forsøger den slet ikke fordi den har erfaring for at det ikke hjælper, men det er ikke ensbetydende med at hundens motivation er vendt, som mange har oplevet, for når linen ikke er på stryger hunden fint afsted.

 

Dette kan man undgå ved udelukkende at holde fast i linen uden at bruge den til at få hunde hjem og arbejde med hundens adfærd, som om hunden var løs. Så er man nødt til at diske op med diverse aktiviteter og spændende tiltag, som er det der holder hunden tæt på ejeren af egen fri vilje og indkaldet er snart bare en formsag.

satidig opdager man hvad der skal til for at holder kontakten og lydigheden ved de forskellige provokationer og ret hurtigt har man en hund som faktisk ikke går ud i fuld line, men holder sig til ejeren af eget valg, netop fordi det betaler sig for den at blive tæt på ejeren, så den ikke går glip af de aktiviteter h*n finder på

 

Der er en kæmpe forskel i denne måde at anvende langline på og den korrigerende måde og den forskel er altafgørende for hundens samarbejdslyst og dermed lydighed.

 

Jeg arbejder faktisk også med den lange line, som om hunden er løs. Linen holdes konstant slap ved at den hele tiden bliver firet ind og ud alt efter hvor langt hunden bevæger sig væk. Således har hunden hele tiden fornemmelsen af at være løs. Men den er alligevel ikke mere løs, end at hvis den beslutter sig for at jage en kat, så når den max. 15-20 cm ud, før den stoppes af linen. Dvs, at den dårligt når at indlede jagten, før den er ovre, og på den måde når den heller ikke at belønne sig selv med en 5-10 meter lang jagt. Jo længere vi når hen i "uddannelsen" til løsgående hund, bliver der slækket mere og mere på linen i takt med at hunden bliver mere og mere lydig.

 

Vælger man at gå med konstant stram line - uanset hvor lang den er - er jeg sikker på, at man aldrig får en lydig hund, der kan gå løs.

[Gæst Iben B]

Der er en kæmpe forskel i denne måde at anvende langline på og den korrigerende måde og den forskel er altafgørende for hundens samarbejdslyst og dermed lydighed.

 

Mja, jo ... min hund har masser af samarbejdslyst og er lydig. Så SÅ stor er forskellen måske heller ikke?

[Ninjamor]

jeg kan stadig ikke finde ud af det med at tager jeres citater med over .

 

ninjamor

 

synes stadig det halter for mig med linen . et eks mere.

´når jeg gik med min vovse og havde ham i snor og vi mødte en anden hund i snor lagde min hund sig helt ned.gjorde han osse hvis han var løs- men kun hvis jeg ikke havde opdaget den anden hu´nd før min der kunne jeg aflede ham .

 

nu har jeg jo en lab .- og selv om det var ovnbagt lever - super stærk ost eller jeg hylede som en ulv,eller prøvede var der ikke noget der fik ham op ,andet end den anden hund var væk.

han er 3 år nu gør det stadig- nu har jeg dog sele på ham , og tillader mig at trække ham væk i den .

mener der har det ikke gjort at han ikke kommer hen til hunden ..altså mener selv om han ikke fik held med at komme hen til hunden har han jo stadig ikke lært det ved at ha linen på -

 

Nej for hvis du ikke sætter noget i stedet, vil han stadig ønske at komme hen til den anden hund

Der skal ske et skift i en hunds motivation i denne situation før hunden vælger fristelsen fra til fordel for at følges med ejeren.

 

Det betyder i praksis, at du skal have et tilbud ved hånden som kan matche - eller overtrumfe - det hunden vil i situationen, har man ikke det vil hunden kun føle frustration over ikke at have fået lov og den frustration får motivationen for at hilse på næste hund til at øges, så den ved næste møde er endnu mere opdsat på at få muligheden for at hilse og derved er blevet endnu mere vanskelig at nå for ejeren.

 

Jeg arbejder faktisk også med den lange line, som om hunden er løs. Linen holdes konstant slap ved at den hele tiden bliver firet ind og ud alt efter hvor langt hunden bevæger sig væk. Således har hunden hele tiden fornemmelsen af at være løs. Men den er alligevel ikke mere løs, end at hvis den beslutter sig for at jage en kat, så når den max. 15-20 cm ud, før den stoppes af linen. Dvs, at den dårligt når at indlede jagten, før den er ovre, og på den måde når den heller ikke at belønne sig selv med en 5-10 meter lang jagt. Jo længere vi når hen i "uddannelsen" til løsgående hund, bliver der slækket mere og mere på linen i takt med at hunden bliver mere og mere lydig.

 

Jeg tror vi taler forbi hinanden her

Når jeg taler om at arbejde mener jeg at arbejde på at hunden vælger mig til, det vil ofte være at jeg bestemmer retning og tempo, som kan skifte konstant til hunden vælger at følges, og at jeg f.eks. giver mulighed for at snuse hvor katten var, den løbske tæve gik, hvad det var for en hund som passerede udenfor kontaktafstand mv. På den måde oplever hunden at alt er muligt, men jeg skal være med i det.

 

Vælger man at gå med konstant stram line - uanset hvor lang den er - er jeg sikker på, at man aldrig får en lydig hund, der kan gå løs

 

Absolut enig

 

 

 

Mja, jo ... min hund har masser af samarbejdslyst og er lydig. Så SÅ stor er forskellen måske heller ikke?

 

Det er blandt andet forskellen i holdningen til måden at arbejde med hundens opdragelse på, jeg hentyder til. Om man vælger at give skideballer hvis hunden ikke kan håndtere en fristelse eller vælger ikke at gøre det

[Gitta]

Jeg arbejder faktisk også med den lange line, som om hunden er løs. Linen holdes konstant slap ved at den hele tiden bliver firet ind og ud alt efter hvor langt hunden bevæger sig væk. Således har hunden hele tiden fornemmelsen af at være løs. Men den er alligevel ikke mere løs, end at hvis den beslutter sig for at jage en kat, så når den max. 15-20 cm ud, før den stoppes af linen. Dvs, at den dårligt når at indlede jagten, før den er ovre, og på den måde når den heller ikke at belønne sig selv med en 5-10 meter lang jagt. Jo længere vi når hen i "uddannelsen" til løsgående hund, bliver der slækket mere og mere på linen i takt med at hunden bliver mere og mere lydig.

 

 

Vælger man at gå med konstant stram line - uanset hvor lang den er - er jeg sikker på, at man aldrig får en lydig hund, der kan gå løs.

Jeg tror vi taler forbi hinanden her

Når jeg taler om at arbejde mener jeg at arbejde på at hunden vælger mig til, det vil ofte være at jeg bestemmer retning og tempo, som kan skifte konstant til hunden vælger at følges, og at jeg f.eks. giver mulighed for at snuse hvor katten var, den løbske tæve gik, hvad det var for en hund som passerede udenfor kontaktafstand mv. På den måde oplever hunden at alt er muligt, men jeg skal være med i det.

Det er vist et tilfælde at vi begge bruger ordet "arbejder", så om vi taler forbi hinanden ved jeg ikke.

 

Fordi du skriver: " Der er en kæmpe forskel i denne måde at anvende langline på og den korrigerende måde og den forskel er altafgørende for hundens samarbejdslyst og dermed lydighed." fik jeg det indtryk at du gik ud fra at de der ikke bruger din metode går med konstant stram line og korrigerer hunden deri. Derfor fik jeg trang til at beskrive min måde at håndtere linen på. :blink:

 

Faktisk tror jeg ikke vores metoder adskiller sig så pokkers meget fra hinanden. Inden jeg når dertil, hvor jeg går rundt "ude i trafikken" med den lange line, der lærer hunden, at det er dens opgave at holde øje med hvor jeg er.

Denne del af træningen foregår ikke ude i trafikken men på grønne områder, hvor jeg uden at være til gene for andre kan tosse rundt, som det lyster mig. Der skifter jeg også retning og hastighed i et væk. Hunden må snuse alt det den lyster, men skifter jeg retning, skal den følge mig, inden for den afstand, linen nu engang tillader. Der skal ikke mange retnings- eller temposkift til, før hunden har forstået fidusen og har forstået, at man kan inkassere godbidder, leg og spas osv., når man følger hende den der tossede person i den anden ende af linen. I denne del af træningen holder jeg såmænd også kun fast i enden af snoren.

 

Først når vi når dertil, hvor vi bevæger os ud i trafikken med den lange line, arbejder jeg med linen på den måde, jeg tidligere beskrev. På den måde er jeg altid beredt. Smutter der f.eks. en kat over vejen, har hunden kun mulighed for at bevæge sig 15-20 cm længere frem i forhold til, hvor den var, da den så katten. Det betyder at det "nej", som jeg fyrer af, kommer lige inden linen strammes og ikke mindst betyder det, at hunden ikke er til fare for hverken andre eller sig selv.

[Gæst Vibeke]

Til Ninjamor

 

Jeg undrer mig lidt over at det at sige 'nej' er blevet til en skideballe, flere af dem der bruger den benhårde metode med at sige 'nej' eller 'stop det der' bliver nu beskyldt for at dele skideballer ud.

 

I en anden tråd, så jeg du var ret træt af at mange mennesker, udelukkende brugte positiv indlæring og at 'nej' efterhånden var blevet et fyord.

 

I min verden er det helt ok at sætte grænser for hunden, at være konsekvent og iøvrigt udbryde et 'nej' når hunden foretager sig noget den skal stoppe, måske er mine hunde nogle fantastisk rå kanaljer, jeg har ihvertfald på ingen måde set at det gør at de derefter tager afstand til mig, eller på anden måde virker kuede.

[Gitta]

Til Ninjamor

 

Jeg undrer mig lidt over at det at sige 'nej' er blevet til en skideballe, flere af dem der bruger den benhårde metode med at sige 'nej' eller 'stop det der' bliver nu beskyldt for at dele skideballer ud.

 

I en anden tråd, så jeg du var ret træt af at mange mennesker, udelukkende brugte positiv indlæring og at 'nej' efterhånden var blevet et fyord.

 

I min verden er det helt ok at sætte grænser for hunden, at være konsekvent og iøvrigt udbryde et 'nej' når hunden foretager sig noget den skal stoppe, måske er mine hunde nogle fantastisk rå kanaljer, jeg har ihvertfald på ingen måde set at det gør at de derefter tager afstand til mig, eller på anden måde virker kuede.

 

Dine hunde er uden tvivl rå kanaljer, men der er jo også den mulighed, at der er folk, der ved, at de er så uinteressante for hunden, at de ikke tør bruge irettesættelse af frygt for, at hundene vælger dem fra konstant.

Medens vi, der tør irettesætte, ved, at vi i hundenes øjne er så spændende, at de trods en irettesættelse i ny og næ alligevel vælger os til i langt de fleste tilfælde, uden at vi behøver at opføre os som idioter, der udstøder underlige lyde og udfører gakkede gangarter for at få hundens opmærksomhed. :blink:

 

En anden mulighed er selvfølgelig også, at vi er nogle, der tør indrømme, at vi gør brug af irettesættelse i ny og næ og der er andre, der ikke tør indrømme de bruger det og derfor istedet her forsøger at fremstå som rene engle i forhold til os andre. :blink:

[Therese]

Dine hunde er uden tvivl rå kanaljer, men der er jo også den mulighed, at der er folk, der ved, at de er så uinteressante for hunden, at de ikke tør bruge irettesættelse af frygt for, at hundene vælger dem fra konstant.

Medens vi, der tør irettesætte, ved, at vi i hundenes øjne er så spændende, at de trods en irettesættelse i ny og næ alligevel vælger os til i langt de fleste tilfælde, uden at vi behøver at opføre os som idioter, der udstøder underlige lyde og udfører gakkede gangarter for at få hundens opmærksomhed. :blink:

 

En anden mulighed er selvfølgelig også, at vi er nogle, der tør indrømme, at vi gør brug af irettesættelse i ny og næ og der er andre, der ikke tør indrømme de bruger det og derfor istedet her forsøger at fremstå som rene engle i forhold til os andre. :blink:

At udstøde underlige lyde og udføre gakkede gangarter er jo ikke det eneste man kan gøre for at være interessant i hundens øjne. Man kan jo gøre tusind ting alt efter hvad hunden finder interessant. Jeg havde fx. en retrieverblanding, som var vildt madglad (ja surprise :blink:) som på ret kort tid lærte at forbinde "neeej se her" med at jeg havde "fundet" nogle lækre godbidder i græsset eller "skal du have guf?" med at der gavmildt blev delt godbidder ud. Jeg har aldrig behøvet skabe mig som en total idiot for at få hans opmærksomhed. Og der kan man jo så gøre lige præcis hvad der motiverer ens hund til at vælge en til i bestemte situationer.

 

Og om man ikke tør indrømme, at man bruger irettesættelser synes jeg er noget vås at skrive. Hvorfor skulle folk lyve om den slags? Desuden tror jeg, du skal lede længe herinde, hvis du skal finde en, der ikke engang imellem sætter nogle grænser for sin hund eller beder den om at stoppe en given adfærd. Det gør alle da. Nogen vælger bare en anden metode ved indkaldstræning, men det betyder da ikke, at der aldrig bliver talt med store bogstaver til hunden eller at der aldrig bliver sagt nej.

[Ninjamor]

Til Ninjamor

Jeg undrer mig lidt over at det at sige 'nej' er blevet til en skideballe, flere af dem der bruger den benhårde metode med at sige 'nej' eller 'stop det der' bliver nu beskyldt for at dele skideballer ud.

 

Jeg ved ikke hvilket indlæg du hentyder til, men jeg beskylder vist ingen for at dele skideballer ud ligesom jeg heller ikke forveksler et stopord som "nej" med en skideballe. Det er ikke mig som har bragt begrebet skideballe ind i debatten, jeg refererer til nedenstående citater... Hvor "irettesættelse" iøvrigt en gang bliver synonym for "skideballe"

 

 

Der har faktisk lige været en tråd om emnet - jeg citerer lige mit eget svar

 

"Jeg har lært min hund indkald via den lange line (sporline). Først trænede jeg kommandoen positivt til jeg var sikker på han vidste hvad den betød (i 'lukkede' omgivelser). Så var det ud i verden med lang line på. Stak han i løb og ignorerede min kalden, trådte jeg på linen = han blev stoppet med et ryk = ubehageligt. Stod han stille og ignorerede min kalden gik jeg hen til ham og, ja, gav ham en skideballe = ubehageligt. Han fandt hurtigt ud af at det havde en negativ konsekvens at ignorere mig. Nu kan vi gå i skoven med harer og fasaner piskene om benene og dådyr foran os. Han stikker ikke efter dem - det er helt utroligt dejligt at kunne give sin hund den frihed synes jeg - for jeg ville aldrig drømme om at slippe så stor en hund af snoren, hvis jeg ikke var tryg ved indkaldet.

 

Det er meget fint det med at være spændende, men der er sgu også bare nogle ting som vi mennesker aldrig kan blive mere spændende end: tæver i løb, harer i flugt, rådyr, etc. Derfor synes jeg det er vigtigt at hunden ikke bare kommer fordi den lige har besluttet sig for at det gad den godt, men fordi den skal, fordi jeg bestemmer. Basta."

 

 

Efterfølgende var der lidt stejlen over at jeg gav min hund skideballer. Jeg står jo ikke og råber og skriger og river den rundt. Jeg hæver kun niveauet af irettesættelse til jeg kan se at den er feset ind. En skuffet 'fy' eller et irriteret 'hvad var det?' er ofte tilstrækkeligt. Men ja, jeg irettesætter min hund hvis den ikke gør som der bliver sagt.

 

Her hos mig er det også den lange line, der bliver brugt.

 

Ignorerer hunden mit indkald, går jeg frem mod hunden, samtidig med at jeg sørger for at fire linen ind, således at hunden ikke kan øge afstanden til mig.

Når jeg når frem, får den en irettesættelse a la dem Iben beskriver. Når skideballen er afleveret, løber jeg et par skridt baglæns, samtidig med at jeg atter laver et indkald. Når hunden så kommer, får den ros, ros og atter ros.

 

På samme måde går jeg også op af linen og irettesætter hunden, hvis den forsøger at sætte efter en kat, hare e.lign., således at irettesættelsen sker, dér hvor forseelsen er sket og ikke først, når hunden kommer imod mig igen.

 

Det drejer sig jo selvfølgelig om at være hurtig. Selv om jeg skriver, at jeg "går op af linen", betyder det ikke, at jeg slendrer stille og roligt op til hunden....jeg løber derimod op til hunden uden at slække på linen.

Samtidig drejer det sig om at kende sin hunds signaler og om hele tiden at være opmærksom og på forkant. Kender man hundens signaler, og er man opmærksom, så ved man næsten på forhånd, hvornår det bliver aktuelt at skulle irettesætte og kan derfor være fremme ved hunden ret hurtigt.

 

Ser jeg en kat længere nede af vejen, så sørger jeg for at være beredt ved allerede ubemærket at være på vej op af linen, inden hunden ser katten. Ret hurtigt lærer hunden at forbinde det, at den jager katten, med den skideballe, den efterfølgende får og vælger derfor skideballen og dermed katten fra. Det er faktisk en ret effektiv metode.

 

 

 

I en anden tråd, så jeg du var ret træt af at mange mennesker, udelukkende brugte positiv indlæring og at 'nej' efterhånden var blevet et fyord.

 

Ja det er korrrekt. Hvad er din pointe?

 

I min verden er det helt ok at sætte grænser for hunden, at være konsekvent

 

 

Det er det også i min verden

 

og iøvrigt udbryde et 'nej' når hunden foretager sig noget den skal stoppe, måske er mine hunde nogle fantastisk rå kanaljer, jeg har ihvertfald på ingen måde set at det gør at de derefter tager afstand til mig, eller på anden måde virker kuede.

 

Jeg kender ikke dine hunde og jeg har intet skrevet om kuede hunde

[Ninjamor]

Det er vist et tilfælde at vi begge bruger ordet "arbejder", så om vi taler forbi hinanden ved jeg ikke.

 

Fordi du skriver: " Der er en kæmpe forskel i denne måde at anvende langline på og den korrigerende måde og den forskel er altafgørende for hundens samarbejdslyst og dermed lydighed." fik jeg det indtryk at du gik ud fra at de der ikke bruger din metode går med konstant stram line og korrigerer hunden deri. Derfor fik jeg trang til at beskrive min måde at håndtere linen på. :blink:

 

Javel. Nej så ensporet er jeg ikke, at jeg tror der kun findes én måde ud over min egen

 

Faktisk tror jeg ikke vores metoder adskiller sig så pokkers meget fra hinanden. Inden jeg når dertil, hvor jeg går rundt "ude i trafikken" med den lange line, der lærer hunden, at det er dens opgave at holde øje med hvor jeg er.

Denne del af træningen foregår ikke ude i trafikken men på grønne områder, hvor jeg uden at være til gene for andre kan tosse rundt, som det lyster mig. Der skifter jeg også retning og hastighed i et væk. Hunden må snuse alt det den lyster, men skifter jeg retning, skal den følge mig, inden for den afstand, linen nu engang tillader. Der skal ikke mange retnings- eller temposkift til, før hunden har forstået fidusen og har forstået, at man kan inkassere godbidder, leg og spas osv., når man følger hende den der tossede person i den anden ende af linen. I denne del af træningen holder jeg såmænd også kun fast i enden af snoren.

 

Først når vi når dertil, hvor vi bevæger os ud i trafikken med den lange line, arbejder jeg med linen på den måde, jeg tidligere beskrev. På den måde er jeg altid beredt. Smutter der f.eks. en kat over vejen, har hunden kun mulighed for at bevæge sig 15-20 cm længere frem i forhold til, hvor den var, da den så katten. Det betyder at det "nej", som jeg fyrer af, kommer lige inden linen strammes og ikke mindst betyder det, at hunden ikke er til fare for hverken andre eller sig selv

 

Jeg tror også det er meget ens, det vi gør. Jeg rykker ikke i linen, hiver ikke hunden ind til mig og lader den i det hele taget stort set være imens jeg, uden at henvende mig til den, sørger for hele tiden at skifte retning og tempo samt finde alle mulige spændende ting, så den ikke kan lade være med at komme. Faktisk er det ikke indkald som sådan jeg typisk øver i linen, men mere at vi skal følges ad og at hunden ikke skal have mulighed for at komme til at belønne sig selv for uhensigtsmæssig adfærd.

Da hunden har sele på, står jeg heller ikke og venter på at den vil følges, strammer hunden linen kan jeg tillade mig allerede at være gået i modsatte retning og hunden bliver nødt til at gå samme vej.

Min indkaldsstrategi (indlæring) er kun at kalde når jeg er sikker på succes og så holder hund og ejer en fest og gerne et afterparty også, så belønning og fest virkelig gør indtryk på hunden. Inden hunden får ideer om at smutte skal ejeren forlade den i den retning dens hale "peger". Der skal ikke mange gange til før hunden vælger at følges indenfor en passende radius af ejeren.

[Ninjamor]

Dine hunde er uden tvivl rå kanaljer, men der er jo også den mulighed, at der er folk, der ved, at de er så uinteressante for hunden, at de ikke tør bruge irettesættelse af frygt for, at hundene vælger dem fra konstant.

Medens vi, der tør irettesætte, ved, at vi i hundenes øjne er så spændende, at de trods en irettesættelse i ny og næ alligevel vælger os til i langt de fleste tilfælde, uden at vi behøver at opføre os som idioter, der udstøder underlige lyde og udfører gakkede gangarter for at få hundens opmærksomhed. :blink:

 

En anden mulighed er selvfølgelig også, at vi er nogle, der tør indrømme, at vi gør brug af irettesættelse i ny og næ og der er andre, der ikke tør indrømme de bruger det og derfor istedet her forsøger at fremstå som rene engle i forhold til os andre. :blink:

 

Jamen så er klubben da vist samlet, hva'? Jeg føler mig hensat til et andet forum...

 

Der er også den mulighed at nogle formår at opdrage og træne positivt, anvende rimelig grænsesætning og få stabile hunde ud af det!

 

Er det tonen vi skal debattere i? Jeg synes det ikke og sarkasme har aldrig bragt nogen særlig langt. Hvad med bare at acceptere at ikke alle er enige i hvordan tingene bedst gøres?

[Gæst Missing]

Straf? Smerte?

Hvor læser du det henne?

 

Konsekvens og krav er jo altså ikke det samme som at påføre smerte

 

Jeg bruger bestemt også samarbejde og kontakt i min træning og det er jeg faktisk helt sikker på at Gitta også gør, men jeg har samtidig et helt ufravigeligt krav om at mine hunde stopper en adfærd, når jeg beder den om det.

Når jeg beder den hoppe ned af sofabordet, så forventer jeg at den gør det. Når jeg beder den om at holde op med at stjæle fra køkkenbordet, så forventer jeg at den gør det. OG når jeg beder den komme, så forventer jeg at den gør det.

 

I processen i at komme dertil i indkaldet bruger jeg så den lange line og der er selvfølgelig en konsekvens ved at hunden overhører at jeg beder den komme, ligesom der er konsekvens ved at den overhører at den skal hoppe ned fra sofabordet. Men konsekvens betyder jo altså ikke at det er det samme som at påføre smerte eller bruge straf og jeg kan love dig at det med min race bestemt ikke virker at bruge straf og smertepåførende træning!

 

Men behøver man gøre det med andet end et nej? Jeg behøver ikke hæve stemmen overfor min hund. Han stopper med uønsket adfærd, når jeg siger nej. Andet er ikke nødvendigt

 

Min følger mig - indtil videre - uanset hvad der kommer. Han kigger på mig så snart han ser noget spændende. For han ved, at det er mig, der giver adgang til alt det gode. Jeg vælger at tro (naivt?), at jeg kan fortsætte sådan, uden at skulle rykke i linen, hæve stemmen eller lignende.

[Therese]

Men behøver man gøre det med andet end et nej? Jeg behøver ikke hæve stemmen overfor min hund. Han stopper med uønsket adfærd, når jeg siger nej. Andet er ikke nødvendigt

 

Min følger mig - indtil videre - uanset hvad der kommer. Han kigger på mig så snart han ser noget spændende. For han ved, at det er mig, der giver adgang til alt det gode. Jeg vælger at tro (naivt?), at jeg kan fortsætte sådan, uden at skulle rykke i linen, hæve stemmen eller lignende.

Lige præcis. Hvis "Nej" er ordentligt indlært, burde det vel være nok.