Min Franske Bulldog er blevet underlig...

[Gæst Fransk Bulldog]

Jeg har en Fransk Bulldog på 8 år.

Hun har været min lille baby siden jeg købte hende som hvalp. Fulgt mig i tyktog tyndt. Været min trøst igennem meget hårde tider m.m...

 

Hun har aldrig haft hvalpe, da jeg havde hørt, at det godt kan være risikabelt,og at jeg i værste tilfælde kunne miste hende. Så det turde jeg simpelthenikke.

For 2-3 år siden begyndte hun så at være falsk drægtig, hver gang hun havdeværet i løbetid. Det resulterede i en ødelagt dør, vindueskarm, dørkarm, TOhjørnesofaer, en lænestol og ødelagt top-madras på sengen (selvom hun ikke måvære i møblerne).

For et år siden fik jeg hende så steriliseret. Men hun bliver stadig lukket ibur, når vi ikke er hjemme, da jeg ikke vil risikere flere ødelagte møbler.

 

Hendes nuværende adfærd er dog helt igennem mærkelig. Og sådan har hun været icirka 1 års tid... Skriver lige en liste med punkter;

1 - Hun TIGGER. Og det kan ikke siges tydeligt nok. Men det er HELT ekstremt såslem hun er til at tigge. Jeg har aldrig før oplevet noget lignende. Og hun fårat vide hun skal gå, da hverken jeg eller manden vil se/høre på det. Hun erTOTAL febrilsk når der er mad i nærheden...

2 - Hun render mig LIGE i hælende KONSTANT. Og her snakker jeg om ½ meter bagmig uafbrudt.

3 - Hun har aldrig været bange for nogen eller noget. Men hun er pludseligblevet nervøs for min mand, som jeg har været sammen med i 4 år. Hvis hankalder på hende, vil hun ikke løbe hen til ham. Og hvis han endelig får lokkethende til sig, er det krybende. Hvis han hælder mad i hendes skål, og kalder påhende, tør hun ikke løbe hen og spise før han er væk. Hvis han går hen tilhendes kurv, og siger til hende, hun skal ligge sig i den, tør hun ikke gøredet, før jeg går hen og beder hende om det. MEN når han kommer hjem fra job, såløber hun hen til ham, hopper op ad ham, og er glad for at se ham. Ligger hansig på ryggen på gulvet, løber hun også hen til ham. Men ellers er hun mest"nervøs" for ham. Dog tør hun godt stå og tigge mad, hvis han står ogspiser noget.

4 - Hun gør sjældent hvad jeg siger. Som om hun er kommet sent i"trods-alderen". Hvis jeg beder hende om at ligge sig i kurven, gørhun det dog som regel. Nogle gange kun i et par sekunder. Men hvis jeg sidderpå gulvet og laver noget med vores dreng på 14 måneder, og jeg beder hende gørenoget, så gør hun det stik-modsatte.

5 – Hun er ekstremopmærksomheds-søgende ved mig. Og det er på trods af, jeg giver hendeopmærksomhed, kæler med hende osv. Dog ikke HELT lige så meget som jeg gjordeførhen, da jeg jo har en dreng på 14 måneder, OG jeg er højgravid. Så jeg kanlogisk nok ikke give hende HELT så meget, som hun fik for nogle år siden.

6 – Nogle gange sidder hun bare ogstirrer. Ikke på noget specielt. Hun kan godt finde på at sætte sig i den andenende af stuen, og så bare sidde og stirre ind i væggen.

7 – Nogle gange når hun ligger pågulvet, ligger hun og ryster. Ikke konstant. Men lige et par sekunder adgangen. Så holder hun op med at ryste i nogle sekunder, og begynder så igen.

8 – Hvis hun kommer gående inde ihuset, og nogen kommer til at strejfe hende, når de kommer gående, kan hunstyrte nogle meter væk, som om hun fik et kæmpe chok, fik skæld ud, blev vildtskræmt eller noget. Hun løber dog ikke væk og gemmer sig.

For 1½ måned siden var jeg tildyrlæge med hende, da hun havde skåret sig på den en ”pude”, under en gåtur. Såhun fik antibiotika m.m. samt tømt analkirtler, da hun var begyndt på at trækkenumsen hen ad gulvet. Så plejer det at hjælpe at få dem tømt. Dog gør hun detstadig. Her snakkede jeg så med dyrlægen SAMT en dyrlæge med speciale indenforadfærd om hendes ekstremt ændrede adfærd. Fik ikke rigtig noget hjælp. Deteneste jeg fik at vide var, at det lød som om, at hun havde lidt svært ved attrække vejret. Så de ville anbefale mig en næseoperation, da de synes, det lødvoldsomt, når hun trak vejret. Hertil vil jeg så lige sige, for det førsteHADER hun at komme til dyrlæge. Hun bliver total kulret, nervøs og er slet ikketil at styre. Så det er jo klart hendes vejrtrækning lyder voldsom. Herhjemmekan man ikke høre noget som helst.

Hun er som sagt 8 år gammel. Hun ermeget grå-skægget, så man kan godt se alderen er kommet efter hende.

Og de siger jo gennemsnitsalderenfor en Fransk Bulldog er mellem 8-10 år.

Kan det være alderen, der trykker?

For hendes adfærd begyndte jo atændre sig INDEN vi fik barn. Det er så bare gradvist blevet værre og værre. Dog er hun god som dagen er lang overfor knægten, og finder sig i alt fra ham. Vi lære ham dog at han skal være stille og rolig ved hende.

Har haft ringet til hundepsykologerm.m. Men får forskellige ting at vide hele tiden.

Jeg elsker min hund, men det er vedat være hårdt. Det er hårdt, fordi jeg synes det er synd for hende, at jeg skalvære ”efter” hende så meget. Altså irettesætte hende konstant.

Samtidig er det hårdt, at jeg går ogskal være irriteret over hende. Det bruger jo meget af min energi.

Vil lige sige, at jeg roser hendealtså meget. Så det er ikke fordi hun KUN bliver irettesat hele tiden.

Men jeg magter virkelig ikke megetlængere, at gå over være irriteret over hende, eller have medlidenhed medhende/dårlig samvittighed eller hvad man skal kalde det.

Men aner ikke, hvad jeg skal gøre…

[Tullemus]

Hvordan med hendes syn, er det blevet tjekket ?

Kan også være, at hun ikke høre så godt mere.

Nogle hunde, får en helt anden appetit, når de bliver steriliseret, det er måske årsagen til hendes tiggeri. Det har jeg oplevet et par gange.

[bernerazuro]

I mine øjne lyder det til, at hun måske har seperationsangst?

 

Har I trænet det at være alene hjemme og det at være i bur? For er hun nervøs for dette, kan det meget vel være forklaringen på, at hun hele tiden går efter dig... Du kan som sådan ikke se det på, om hun virker angst eller ej, når hun bliver forladt eller I kommet tilbage. Det er noget, der kan kræve, at man observerer hunden, MENS den er alene hjemme (altså, sæt et kamera til at optage, mens man er væk).

 

Derudover tænker jeg, at den måske er blevet gal med ørerne? Aner ikke om det ligger til fransk bulldog, men har kendt én hvis bulldog var døv. Så måske hun reagerer på noget i dit kropssprog og ikke din stemme - og dermed også en forklaring på, hvorfor hun bliver så forskrækket? Selv hunde, hvor hørelsen er i orden, reagerer mere på kropssprog end på stemmen.

 

Det med at stirre ind i væggen lyder imo lidt mærkeligt, måske hun bare kobler af eller tror hun ser noget? Øjnene kan vel også drille, når man kommer lidt op i alderen. Må indrømme at jeg er blank her.

 

Og ellers, så prøv at finde mere ros og flere godbidder frem. Lav nogle selvstændighedsøvelser med hende, så hun bliver mere motiveret for at være lidt sig selv og lad vær' med at blive irriteret - hunde provokerer ikke, fordi de synes det er sjovt. De gør bare, hvad de mener betaler sig og det er der, vi skal ind og overbevise dem om, at vores idé skam er den bedste lige nu Så start mere eller mindre forfra med de øvelser, hun halter bagud ved og ja, tag hende med et grin, når hun viser sin selvstændige bulldog-personlig i fuld flor og leger Rasmus-modsat - elsk hende for det Ved gud er det irriterende nogle gange, og der skal selvfølgelig arbejdes på det, så det bliver stabile øvelser - men det hjælper aldrig at blive irriteret.

 

Btw. Tiggen ved bordet. Min erfaring er, at det der virker bedst er, at ignorere hunden - fuldstændig. Ingen verbal opmærksomhed og ej heller øjenkontakt. Det virker lissom om at hunde tror de rent faktisk HAR fået en snack, selvom man bare siger til dem, at de skal gå deres vej. Jeg plejer simpelthen demonstrativt at vende ryggen til Møffe og lægger han hovedet på bordet, så fjerner jeg det med hånden uden så meget som at værdige ham et blik (og i bund og grund ville det sikkert hjælpe bedre at ignorere det også, men altså... Vi har ikke ligefrem lyst til hundesavl på bordet herhjemme ). Det virkede - indtil min mor smeltede og nu giver ham mad ved bordet så snart hun ser muligheden for det

 

Men helt generelt, vil jeg anbefalde, at I nok får en professionel ud og kigge på hende. Min anbefaling vil være en fra Hund og Træning - det er i hvert fald dem jeg kender bedst og har været virkelig begejstret for

[korvis]

Jeg ville få tjekket syn og hørelse, helt klart. Det er jo ikke usædvanligt at hunden ser/hører dårligt når den bli'r ældre, hvilket kunne forklare flere af tingene på din liste. Hvis du ikke synes at du fik svar hos din dyrlæge sidst, så prøv evt. en anden?

 

Et par af tingene på listen har jeg også oplevet med flere ældre, men helt sunde og raske hunde - nemlig "madfikseringen" og det med at ikke altid gøre som der bli'r sagt. For nogle hunde er det nok bare noget der hører med til alderdommen...

[luckyluna]

Det er da bestemt ikke sjovt at hun har ændret sig sådan!

 

Har I prøvet at lade hende være alene i kort tid uden at være i bur for at se om hun kan klare det?

 

Jeg tænker faktisk mest om hun har ondt et sted i kroppen... Altså skelet/muskler. Det kunne forklare forskrækkelsen, stirren ind i væggen, utryghed ved din mand (hvis han feks på et tidpunkt har ramt et ømt sted) og sitren i musklerne.

I så fald er det kiropraktor eller lignende du skal have til at tjekke hende.

 

Din mand gør nok bedt i ikke at forsøge at lokke med hende, bare det at han evt bøje sig frem imod og kigger på hende, som mennesker ofte gør når vi kalder på hunde, kan få hende til at være utryg ved ham. Dyrk de situationer hvor hun gerne vil ham noget mere i stedet og lad generelt hende komme til ham. Gør hun det kan det så med fordel bellønnes med en godbid, Måske din mand kan gå rundt med guf i lommen der hjemme, han lige kan kaste et stykke af hvis hun kommer tæt på ham. I starten skal hun ikke ofres mere opmærksomhed eller prøves at kæles med samtidig, bare have sin godbid på gulvet:)

 

Tiggeriet skal som en anden siger ignoreres. Og er hun for belastende mens i spiser, så put hende i et andet rum/bur med en aktivitet hun gider imens.

[Gæst Fransk Bulldog]

Tusind tak for jeres svar.

Giver lige respons til jer samlet.

Syn og hørelse har jeg jeg fået tjekket, og det fejler ikke noget. Da hun blev steriliseret for et år siden, fik hun samtidig renset tænder osv. Og her fik jeg at vide, at de så rigtig fine ud. Det fik jeg at vide igen for 1½ måned siden.

For 1½ måned siden tjekkede dyrlægen samtidig hendes hofter osv. Alt "vred" lidt rundt på hende og trykkede hende forskellige steder, og her fik jeg at vide, at alt var som det skulle være. Hun havde ikke ondt nogle steder, bortset fra på puden under poten hvor hun havde skåret sig. Og det er nu helet fint og flot, og der er intet galt med poten mere heller.

 

Hun har aldrig før haft seperationsangst. Kan det godt pludselig opstå?

 

Hvad angår det at være i bur, så øvede vi det med hende i starten. Vi købte buret, og lagde en af mine gamle trøjer derind, som duftede af mig. Vi lod lågen til buret stå åben. Samme dag som vi havde fået buret hjem, foretrak hun faktisk at ligge sig ind i den i stedet for at ligge sig i sin kurv.

Og nu er det blevet hendes faste putte/sove sted selvom vi også er hjemme. Hun gider slet ikke ligge i hendes kurv mere.

Når vi skal til at køre fra hende, og vi begynder at tage jakker osv. på, så går hun hen til sit bur, og ligger sig derind.

Vi har prøvet at lade buret være åben, og så kørt i kort tid, for hurtigt at vende tilbage igen. Men så har hun lavet ulykker.

 

Det er ikke HELT nemt altid at ignorere hende, når hun tigger. Hvid jeg f.eks står og smører mandens madpakke, laver aftensmad eller lignende så er hun omkring benene på mig hele tiden, og flere gange er jeg ved at snuble over hende. Når vi sidder ved bordet og spiser, ignorere vi hende som regel også så vidt muligt. Dog har jeg nogle gange lukket hende ud i gangen, når hendes tiggeri er blevet FOR meget.

 

Men måske vi skal prøve med lidt flere godbider, samt få én ud at kigge på hende, og som en af jer foreslår, én fra Hund og Træning. For det andet her fungerer bare ikke. Det er synd for hende, og frustrerende for os.

 

At ligge hende "under kniven" igen (som dyrlægen jo snakkede om for 1½ måned siden), har jeg ikke lyst til. For det første, bliver det jo mere og mere risikabelt for en hund at komme i narkose, jo ældre den bliver - specielt denne race på grund af vejrtrækningen.

For det andet er hun gammel, så synes det er synd for hende, hvis hun skal opereres igen. Havde det dårligt nok over, jeg først fik hende steriliseret da hun var 7 år gammel. Og nu er hun jo 8 år, så det gør det ikke bedre.

 

Jeg takker mange gange for jeres svar, og håber, noget af det som vi ikke selv har prøvet i forvejen, vil hjælpe.

[Hewlett]

Hej, og velkommen til

 

 

Jeg har ikke læst de andres svar, så undskyld på forhånd, hvis jeg kommer til at gentage.

 

 

Jeg kan ikke lade være med at tænke at du skriver at hun har forandret sig meget indenfor det seneste år, og at din søn er 14mdr.

 

Det kan være en stor omvæltning for en hund, der måske altid har været centrum for opmærksomhed og kæl og nus, pludselig at skulle dele denne opmærksomhed med et nyt familiemedlem.

 

Kan det måske være fordi at I gør tingene anderledes ? Er der kommet nogle andre rutiner ind i hverdagen, som påvirker hende meget ? Det kan jo være at du nu sidder med din søn og leger, på et tidspunkt hvor du ellers plejede at gå en spændende tur med hende?

 

 

Du skriver at hun har ødelagt jeres hjem mens hun har været alene hjemme. Får hun ligeså meget aktivering samt stimulering (både fysisk og psykisk) som hun gjorde før ?

 

Har I trænet hele bur-tingen med hende ? Det er ikke altid en løsning at sætte en hund i bur, uden først at have vænnet den til det, og gjort buret til et positivt og trygt sted at være.

 

 

Mht. din mand. Kan hun have ondt nogle steder ? Ryggen ? Har din mand løftet på hende nogle gange ?

 

 

Håber I finder ud af hvad der er årsag til hendes unormale opførsel

 

EDIT: Kan se du har svaret på burtræningen oven over, så bare læs over det jeg har skrevet

[Gæst Fransk Bulldog]

Hej, og velkommen til

 

 

Jeg har ikke læst de andres svar, så undskyld på forhånd, hvis jeg kommer til at gentage.

 

 

Jeg kan ikke lade være med at tænke at du skriver at hun har forandret sig meget indenfor det seneste år, og at din søn er 14mdr.

 

Det kan være en stor omvæltning for en hund, der måske altid har været centrum for opmærksomhed og kæl og nus, pludselig at skulle dele denne opmærksomhed med et nyt familiemedlem.

 

Kan det måske være fordi at I gør tingene anderledes ? Er der kommet nogle andre rutiner ind i hverdagen, som påvirker hende meget ? Det kan jo være at du nu sidder med din søn og leger, på et tidspunkt hvor du ellers plejede at gå en spændende tur med hende?

 

 

Du skriver at hun har ødelagt jeres hjem mens hun har været alene hjemme. Får hun ligeså meget aktivering samt stimulering (både fysisk og psykisk) som hun gjorde før ?

 

Har I trænet hele bur-tingen med hende ? Det er ikke altid en løsning at sætte en hund i bur, uden først at have vænnet den til det, og gjort buret til et positivt og trygt sted at være.

 

 

Mht. din mand. Kan hun have ondt nogle steder ? Ryggen ? Har din mand løftet på hende nogle gange ?

 

 

Håber I finder ud af hvad der er årsag til hendes unormale opførsel

 

EDIT: Kan se du har svaret på burtræningen oven over, så bare læs over det jeg har skrevet

 

 

Jeg havde ikke engang født vores søn - jeg var faktisk ikke engang blevet gravid endnu, da hun begyndte på at ødelægge alt, når hun var alene hjemme. Det begyndte hun på, et års tid FØR jeg blev gravid. Det sidste års tid er hendes adfærd så bare blevet værre og værre...

Min mand eller jeg løfter aldrig på hende, bortset fra når hun skal ind i sit bur i bilen, men det siger hun ikke noget til.

Syn og hørelse har jeg jeg fået tjekket, og det fejler ikke noget. Da hun blev steriliseret for et år siden, fik hun samtidig renset tænder osv. Og her fik jeg at vide, at de så rigtig fine ud. Det fik jeg at vide igen for 1½ måned siden.

For 1½ måned siden tjekkede dyrlægen samtidig hendes hofter osv. Altså "vred" lidt rundt på hende og trykkede hende forskellige steder, og her fik jeg at vide, at alt var som det skulle være. Hun havde ikke ondt nogle steder, bortset fra på puden under poten hvor hun havde skåret sig. Og det er nu helet fint og flot, og der er intet galt med poten heller.

 

Er ved at gå ud af mit gode skind, ogjeg skal være ærlig at indrømme at aflivning har været oppe at vende i mine tanker et par gange. Dog kun i et kort øjeblik. Men hun kan jo heller ikke selv have det godt, når hun er sådan/gør sådan/har det sådan ???

[Hewlett]

Jeg havde ikke engang født vores søn - jeg var faktisk ikke engang blevet gravid endnu, da hun begyndte på at ødelægge alt, når hun var alene hjemme. Det begyndte hun på, et års tid FØR jeg blev gravid. Det sidste års tid er hendes adfærd så bare blevet værre og værre...

Min mand eller jeg løfter aldrig på hende, bortset fra når hun skal ind i sit bur i bilen, men det siger hun ikke noget til.

Syn og hørelse har jeg jeg fået tjekket, og det fejler ikke noget. Da hun blev steriliseret for et år siden, fik hun samtidig renset tænder osv. Og her fik jeg at vide, at de så rigtig fine ud. Det fik jeg at vide igen for 1½ måned siden.

For 1½ måned siden tjekkede dyrlægen samtidig hendes hofter osv. Altså "vred" lidt rundt på hende og trykkede hende forskellige steder, og her fik jeg at vide, at alt var som det skulle være. Hun havde ikke ondt nogle steder, bortset fra på puden under poten hvor hun havde skåret sig. Og det er nu helet fint og flot, og der er intet galt med poten heller.

 

Er ved at gå ud af mit gode skind, ogjeg skal være ærlig at indrømme at aflivning har været oppe at vende i mine tanker et par gange. Dog kun i et kort øjeblik. Men hun kan jo heller ikke selv have det godt, når hun er sådan/gør sådan/har det sådan ???

 

 

Ok

 

 

 

Har I overvejet at få en dygtig adfærdsbehandler ud og lade denne se på hendes opførsel ?

 

 

En anden ting jeg tænker kunne være en mulighed, var at få en til at 'kontakte' jeres hund. Altså få én til at telepatere med hende.

 

Enten tror man på det, eller også gør man ikke men jeg ville da lige nævne det. Du/I kan læse lidt mere om det i denne tråd: http://www.hunde-forum.dk/hunde-historier/29391-telepati-traden-alle.html og ellers besøge denne hjemmeside: Telepati med dyr

 

 

Jeg mener ikke at dette kan 'behandle' jeres hund, men hvis I er ved at gå ud af jeres gode skind, og også har tænkt på aflivning, tænker jeg at I ikke har noget at miste

 

 

Dog vil en dygtig adfærdsbehandler klart være at foretrække. Det andet kan måske bare give jer et praj om hvad der kunne være galt med hende, og hvordan hendes hverdag ser ud med hendes øjne.

 

 

Held og lykke ihvertfald!

[Ascha]

En neutraliseret hund bliver ofte mere sulten, så hvad med at finde et foder hvor hunden skal have mange gram hver dag, og så koge lidt grøntsager og blande i. Hvis hun blev mæt kan det jo være at lidt af dine problemer kunne holdes på et minimum. Jeg ved ihvertfald at hvis min hund er sulten, er han meget opmærksom på mig og følger godt med hver gang jeg nærmer mig køkkenet.

 

Jeg synes det lyder til at din hund ikke er helt tryg og må holde med de andre i, at det ville være en god idè at få en behandler ud. Jeg vil anbefale Ninjamor alias Irene Liliequist, for hun er fantastisk god til at finde årsagen til problemerne og har jo hjulpet rigtig mange brugere herinde.

[Gæst Valishia]

Efter det du skriver tænker jeg, seperationsangst! Vi har selv en hund, som ikke er i andre rum end det vi er i. Hun følger også med overalt, og ja, det er træning træning træning. Man blir så opgivende, men det kan være, at der har været noget som har startet det hele. Efter hun blev steriliseret, hvor langt tid var du hjemme med hende der? Man siger vist nok, at går man hjemme i en periode, er det vigtigt at træne alene hjemme igen. Sterilisering ændrer jo enormt på hunden og kan gøre det på adfærden også. Jeg vil også klart anbefale en adfærdsbehandler. Det har vi selv haft rigtig god erfaring med. Hvor hen af i landet bor du, i midt jylland har vi eks. Pia Hasselager, eller som Ascha skriver så er der også irene (ved dog ikke helt hvor hun bor)...

[Gæst KaoS]

Jeg tror det er synet og/eller hørelsen ..

[Gæst Fransk Bulldog]

Vi bor på Sjælland.

 

Jeg kørte ned til dyrlægen i dag, og spurgte dem om de evt. kunne henvise mig til nogen med speciale indenfor adfærd. Her fik jeg så et visitkort til en kvinde. På visitkortet står der: Adfærdstræning & Adfærdskonsultationer. Jeg ringede dertil, men hun er først at træffe igen på mandag. Så der vil jeg ringe igen.

 

Jeg gik hjemme, da hun blev steriliseret, da jeg var på barsel. Og inden jeg gik på barsel fik jeg dagpenge fra min A-kasse, da der jo ikke ligefrem har været voldsomt med job at få de sidste par år. Da min barsel sluttede i oktober 2011, gik jeg over på dagpenge fra min A-kasse igen, og det har jeg så gjort indtil igår, hvor jeg nu er kommet over på barselsdagpenge, da jeg har termin om 3 uger + 6 dage. Så alene har hun ikke ligefrem været særlig meget. Og er det stadig ikke.

 

Men på mandag ringer jeg til adfærdsbehandleren igen. For jeg tror simpelthen ikke på, hun har det godt.

 

Hun ELSKER normalt også at komme med ud at køre i bil. Manden kom tidligt hjem i dag, og vi havde hende med ud at køre. Vi tog firmabilen, for at forkæle hende lidt (i vores anden bil er hun i bur, hvilket hun ikke har noget imod). Men hun plejer at elske det ENDNU mere, hvis hun kan sidde på gulvet ved mine fødder i bilen, hvilket hun så gjorde i dag. Men det eneste hun gjorde, var at sidde og ryste helt vildt. Hun stirrede på min mand, og sad bare og rystede.

 

Da vi kom hjem igen, gik jeg nedenunder for at hænge vasketøj op. Vi har låge for trappen, på grund af vores lille knægt. Og hun satte sig foran lågen og peb, og ventede på jeg kom op igen. Nu er jeg så ovenpå igen, og hun ligger ikke hos mig. P.t. ligger hun bare ude i køkkenet.

 

Er spændt på hvad specialisten siger på mandag...

[Gæst Fransk Bulldog]

Efter det du skriver tænker jeg, seperationsangst! Vi har selv en hund, som ikke er i andre rum end det vi er i. Hun følger også med overalt, og ja, det er træning træning træning. Man blir så opgivende, men det kan være, at der har været noget som har startet det hele. Efter hun blev steriliseret, hvor langt tid var du hjemme med hende der? Man siger vist nok, at går man hjemme i en periode, er det vigtigt at træne alene hjemme igen. Sterilisering ændrer jo enormt på hunden og kan gøre det på adfærden også. Jeg vil også klart anbefale en adfærdsbehandler. Det har vi selv haft rigtig god erfaring med. Hvor hen af i landet bor du, i midt jylland har vi eks. Pia Hasselager, eller som Ascha skriver så er der også irene (ved dog ikke helt hvor hun bor)...

 

 

Vi bor på Sjælland.

 

Jeg kørte ned til dyrlægen i dag, og spurgte dem om de evt. kunne henvise mig til nogen med speciale indenfor adfærd. Her fik jeg så et visitkort til en kvinde. På visitkortet står der: Adfærdstræning & Adfærdskonsultationer. Jeg ringede dertil, men hun er først at træffe igen på mandag. Så der vil jeg ringe igen.

 

Jeg gik hjemme, da hun blev steriliseret, da jeg var på barsel. Og inden jeg gik på barsel fik jeg dagpenge fra min A-kasse, da der jo ikke ligefrem har været voldsomt med job at få de sidste par år. Da min barsel sluttede i oktober 2011, gik jeg over på dagpenge fra min A-kasse igen, og det har jeg så gjort indtil igår, hvor jeg nu er kommet over på barselsdagpenge, da jeg har termin om 3 uger + 6 dage. Så alene har hun ikke ligefrem været særlig meget. Og er det stadig ikke.

 

Men på mandag ringer jeg til adfærdsbehandleren igen. For jeg tror simpelthen ikke på, hun har det godt.

 

Hun ELSKER normalt også at komme med ud at køre i bil. Manden kom tidligt hjem i dag, og vi havde hende med ud at køre. Vi tog firmabilen, for at forkæle hende lidt (i vores anden bil er hun i bur, hvilket hun ikke har noget imod). Men hun plejer at elske det ENDNU mere, hvis hun kan sidde på gulvet ved mine fødder i bilen, hvilket hun så gjorde i dag. Men det eneste hun gjorde, var at sidde og ryste helt vildt. Hun stirrede på min mand, og sad bare og rystede.

 

Da vi kom hjem igen, gik jeg nedenunder for at hænge vasketøj op. Vi har låge for trappen, på grund af vores lille knægt. Og hun satte sig foran lågen og peb, og ventede på jeg kom op igen. Nu er jeg så ovenpå igen, og hun ligger ikke hos mig. P.t. ligger hun bare ude i køkkenet.

 

Er spændt på hvad specialisten siger på mandag...

[Gæst Fransk Bulldog]

Jeg tror det er synet og/eller hørelsen ..

 

Det fik jeg tjekket for 1½ måned siden, og det skulle være helt perfekt :-/

[Gæst Sitto]

Nu må du virkelig ikke tage det her ilde op - det er overhovedet ingen anklage, kun et spørgsmål!

Men i og med jeres hund har ændret sin adfærd så ekstremt og er blevet til en irritation for jer, og hun nu pludselig er blevet bange for din mand, så har han ikke haft fat i hende for at irettesætte hende? Dette er INGEN anklage om at din mand skulle have gjort jeres hund ondt med vilje, men jeg ved selv at min tålmodighed meget let kan slippe op, hvis man bliver ved og ved med at skulle bruge sin energi på at irettesætte - og så kan det være han kort har haft fat i hende samme tid med at skælde ud - jeg indrømmer selv at jeg før har mistet kontrollen over mit temperament, og har haft fat i en tidligere hund, ikke slået, sparket eller noget i den dur, men taget hårdt nok fat til at jeg havde VIRKELIG dårlig samvittighed bagefter - hvis det er sket, kan det være at det har været voldsomt nok for hende, til at hun ser ham som noget dårligt pludselig?

 

Jeg ved ikke om det er sådan, det var bare en tanke - for så skal forholdet/tilliden mellem dem bygges op igen. Og ved man hvad grunden er, så er det lettere at arbejde ud fra.

 

Og hendes alene hjemme adfærd, vil jeg også mene tyder på seperationsangst - en hund bliver ikke bare ved og ved med at ødelægge ting når den er alene, uden grund - så kan I få en professional ud og hjælpe jer, så ville det være rigtigt godt.

[bernerazuro]

Hvem har din dyrlæge henvist dig til?

 

Jeg har selv arbejdet på en dyreklinik og fandt der ud af, at bare fordi de henviser til nogen, er det ikke ensbetydende med, at det er en, der egentligt er en ekspert, så meget som bare én, som de har hørt en positiv historie om fra en af deres klienter. Eller bare en adfærdsbehandler, der har været forbi og lavet en aftale med dem - uden noget solid uddannelse.'

 

Dyrlæger er ikke adfærdseksperter, desværre, det de har forstand på, er det dyrlægen arbejder med - altså, diagnosticering og behandling af sygdom.

[Gæst Fransk Bulldog]

De har henvist mig til Tanja Nørager. Talte med en bekendt i dag, som siger hun skulle være dygtig. Her er hendes CV:

 

2000: Uddannet som Veterinærsygeplejerske på Århus Dyrehospital

2004: Ansat ved Snertinge Dyrehospital

2005: Uddannet som Fag-Veterinærsygeplejerske inden for katte- og hundeadfærd

2009: Begynder på klikkerinstruktør-uddannelsen.

2010: Førerhundeinstruktør

 

Så det ser jo ud som om, hun har en uddannelse indenfor hundeadfærd...

 

Hvem har din dyrlæge henvist dig til?

 

Jeg har selv arbejdet på en dyreklinik og fandt der ud af, at bare fordi de henviser til nogen, er det ikke ensbetydende med, at det er en, der egentligt er en ekspert, så meget som bare én, som de har hørt en positiv historie om fra en af deres klienter. Eller bare en adfærdsbehandler, der har været forbi og lavet en aftale med dem - uden noget solid uddannelse.'

 

Dyrlæger er ikke adfærdseksperter, desværre, det de har forstand på, er det dyrlægen arbejder med - altså, diagnosticering og behandling af sygdom.

[Gæst Fransk Bulldog]

Det er helt okay, at du sprøger . Men nej - han har aldrig nogensinde så meget som råbt af hende. Han har kun råbt hendes navn, når han har kaldt på hende, hvis vi har været i skoven eller på stranden. Men aldrig taget fat i hende, eller skældt hende ud råbende...

Synes bare det er mærkeligt at hun først som 5-6 årig fik problemer med at være alene hjemme, da hun ALDRIG havde problemer med det førhen? :-/[

QUOTE=Sitto;878386]Nu må du virkelig ikke tage det her ilde op - det er overhovedet ingen anklage, kun et spørgsmål!

Men i og med jeres hund har ændret sin adfærd så ekstremt og er blevet til en irritation for jer, og hun nu pludselig er blevet bange for din mand, så har han ikke haft fat i hende for at irettesætte hende? Dette er INGEN anklage om at din mand skulle have gjort jeres hund ondt med vilje, men jeg ved selv at min tålmodighed meget let kan slippe op, hvis man bliver ved og ved med at skulle bruge sin energi på at irettesætte - og så kan det være han kort har haft fat i hende samme tid med at skælde ud - jeg indrømmer selv at jeg før har mistet kontrollen over mit temperament, og har haft fat i en tidligere hund, ikke slået, sparket eller noget i den dur, men taget hårdt nok fat til at jeg havde VIRKELIG dårlig samvittighed bagefter - hvis det er sket, kan det være at det har været voldsomt nok for hende, til at hun ser ham som noget dårligt pludselig?

 

Jeg ved ikke om det er sådan, det var bare en tanke - for så skal forholdet/tilliden mellem dem bygges op igen. Og ved man hvad grunden er, så er det lettere at arbejde ud fra.

 

Og hendes alene hjemme adfærd, vil jeg også mene tyder på seperationsangst - en hund bliver ikke bare ved og ved med at ødelægge ting når den er alene, uden grund - så kan I få en professional ud og hjælpe jer, så ville det være rigtigt godt.

[Gæst Fransk Bulldog]

Det er helt okay, at du sprøger . Men nej - han har aldrig nogensinde så meget som råbt af hende. Han har kun råbt hendes navn, når han har kaldt på hende, hvis vi har været i skoven eller på stranden. Men aldrig taget fat i hende, eller skældt hende ud råbende...

Synes bare det er mærkeligt at hun først som 5-6 årig fik problemer med at være alene hjemme, da hun ALDRIG havde problemer med det førhen?

Nu må du virkelig ikke tage det her ilde op - det er overhovedet ingen anklage, kun et spørgsmål!

Men i og med jeres hund har ændret sin adfærd så ekstremt og er blevet til en irritation for jer, og hun nu pludselig er blevet bange for din mand, så har han ikke haft fat i hende for at irettesætte hende? Dette er INGEN anklage om at din mand skulle have gjort jeres hund ondt med vilje, men jeg ved selv at min tålmodighed meget let kan slippe op, hvis man bliver ved og ved med at skulle bruge sin energi på at irettesætte - og så kan det være han kort har haft fat i hende samme tid med at skælde ud - jeg indrømmer selv at jeg før har mistet kontrollen over mit temperament, og har haft fat i en tidligere hund, ikke slået, sparket eller noget i den dur, men taget hårdt nok fat til at jeg havde VIRKELIG dårlig samvittighed bagefter - hvis det er sket, kan det være at det har været voldsomt nok for hende, til at hun ser ham som noget dårligt pludselig?

 

Jeg ved ikke om det er sådan, det var bare en tanke - for så skal forholdet/tilliden mellem dem bygges op igen. Og ved man hvad grunden er, så er det lettere at arbejde ud fra.

 

Og hendes alene hjemme adfærd, vil jeg også mene tyder på seperationsangst - en hund bliver ikke bare ved og ved med at ødelægge ting når den er alene, uden grund - så kan I få en professional ud og hjælpe jer, så ville det være rigtigt godt.

[Birgitta]

--Din mand kan være kommet til at larme på en eller anden skræmmende måde mens han har været alene med hende. Boremaskine? Tabt et glas? Savet eller slebet? Håndværkerarbejde kan godt virke voldsomt skræmmende på en hund. Især hvis hun har været alene hjemme med ham...

Eller han spiller måske højere musik når de er alene end når du også er hjemme.... Mænd støjer nogle gange.... Måske synger han bare højt.. :hmm:

[bernerazuro]

De har henvist mig til Tanja Nørager. Talte med en bekendt i dag, som siger hun skulle være dygtig. Her er hendes CV:

 

2000: Uddannet som Veterinærsygeplejerske på Århus Dyrehospital

2004: Ansat ved Snertinge Dyrehospital

2005: Uddannet som Fag-Veterinærsygeplejerske inden for katte- og hundeadfærd

2009: Begynder på klikkerinstruktør-uddannelsen.

2010: Førerhundeinstruktør

 

Så det ser jo ud som om, hun har en uddannelse indenfor hundeadfærd...

 

Nu springer jeg lige let og elegant over de andre indlæg, da vi har gæster lige nu

 

Men umioddelbart lyder det fornuftigt :5up: Jeg aner ikke, hvad uddannelsen indebærer inden for veterinærstudiet i adfærd (hvor dybdegående eller velopdateret), men når der står klikkerinstruktør, så kan hun imo umiddelbart ikke være helt galt på den umiddelbart, udfra den grundlæggende basis klikkertræning stammer fra.

 

Men jeg har aldrig nogensinde hørt om hende.

[Gæst Iben B]

Hvad angår hendes pludselige 'forskrækkelse' tænker jeg også aldersskavanker - syn/hørelse, smerter?

 

Hvad angår din graviditet kan det altså også spille en kæmpe rolle. Du siger adfærden startede før I fik børn. Men startede den før du blev gravid?

 

Jeg har en god veninde som lige har født. Men allerede tidligt under graviditeten lurede hendes hund at noget var forandret/under opsejling, hvilket betød en helt ændret adfærd. Fra da af klistrede hunden til min veninde, skulle altid ligge lige ved hendes fødder eller gå lige i røven på hende, nærmest som for at beskytte hende eller holde sig sikker på at hun var OK? Hunden blev ikke bange for manden i huset, men kunne faktisk godt finde på at knurre ad ham hvis han blev fysisk (som i kys og kram) overfor sin gravide kone. Nu skulle 'mor' åbenbart beskyttes for enhver pris!

 

Fødslen skete i december, og min veninde har haft så travlt med baby og familiebesøg at jeg ikke har fået talt med hende om hvordan hundens adfærd er blevet efterfølgende. Men det var helt klart at selve graviditeten satte noget i gang hos den.

[Gæst Fransk Bulldog]

Syn, hørelse, smerter, tænder m.m har jeg fået undersøgt. Og alt så helt fint ud...

Hendes adfærd begyndte at ændre sig mindst et år inden jeg blev gravid, og er siden blevet gradvist værre og værre...[

Men er spændt på hvad adfærds-specialisten siger på mandag.

QUOTE=Iben B;878919]Hvad angår hendes pludselige 'forskrækkelse' tænker jeg også aldersskavanker - syn/hørelse, smerter?

 

Hvad angår din graviditet kan det altså også spille en kæmpe rolle. Du siger adfærden startede før I fik børn. Men startede den før du blev gravid?

 

Jeg har en god veninde som lige har født. Men allerede tidligt under graviditeten lurede hendes hund at noget var forandret/under opsejling, hvilket betød en helt ændret adfærd. Fra da af klistrede hunden til min veninde, skulle altid ligge lige ved hendes fødder eller gå lige i røven på hende, nærmest som for at beskytte hende eller holde sig sikker på at hun var OK? Hunden blev ikke bange for manden i huset, men kunne faktisk godt finde på at knurre ad ham hvis han blev fysisk (som i kys og kram) overfor sin gravide kone. Nu skulle 'mor' åbenbart beskyttes for enhver pris!

 

Fødslen skete i december, og min veninde har haft så travlt med baby og familiebesøg at jeg ikke har fået talt med hende om hvordan hundens adfærd er blevet efterfølgende. Men det var helt klart at selve graviditeten satte noget i gang hos den.

[Gæst Fransk Bulldog]

Syn, hørelse, smerter, tænder m.m har jeg fået undersøgt. Og alt så helt fint ud...

Hendes adfærd begyndte at ændre sig mindst et år inden jeg blev gravid, og er siden blevet gradvist værre og værre...[

Men er spændt på hvad adfærds-specialisten siger på mandag.

Hvad angår hendes pludselige 'forskrækkelse' tænker jeg også aldersskavanker - syn/hørelse, smerter?

 

Hvad angår din graviditet kan det altså også spille en kæmpe rolle. Du siger adfærden startede før I fik børn. Men startede den før du blev gravid?

 

Jeg har en god veninde som lige har født. Men allerede tidligt under graviditeten lurede hendes hund at noget var forandret/under opsejling, hvilket betød en helt ændret adfærd. Fra da af klistrede hunden til min veninde, skulle altid ligge lige ved hendes fødder eller gå lige i røven på hende, nærmest som for at beskytte hende eller holde sig sikker på at hun var OK? Hunden blev ikke bange for manden i huset, men kunne faktisk godt finde på at knurre ad ham hvis han blev fysisk (som i kys og kram) overfor sin gravide kone. Nu skulle 'mor' åbenbart beskyttes for enhver pris!

 

Fødslen skete i december, og min veninde har haft så travlt med baby og familiebesøg at jeg ikke har fået talt med hende om hvordan hundens adfærd er blevet efterfølgende. Men det var helt klart at selve graviditeten satte noget i gang hos den.