Indavl

[Aslan]

Jeg er jo igang med at lærer en masse.

 

Og nu er jeg kommet til den indavl, hvor DKK råder til MAX 6,noget (svare til kusine/fætter).

 

Men hvad ville i mene var max acceptbelt?

 

Og hvorfor?

[Gæst Iben B]

Jeg mener man bør holde sig indenfor de anbefalede grænser, men at det også afhænger af linierne. En hel række af fætter-kusine-blandinger i rap tror jeg ikke er sundt. Omvendt kan man måske godt gøre det tættere en enkelt gang, hvis linierne ellers er meget varierede.

 

Under alle omstændigheder mener jeg man skal have uhyre stor respekt for det. Det er videnskabelig bevist op til flere gange at overdreven indavl fører til degeneration, og hvis man benytter sig af det skal man virkelig vide hvad man laver og hvorfor. Jeg mener at det kun skal benyttes hvis der virkelig ikke er en ligeså god mulighed med en 'fremmed'.

[Hopsa]

Jeg mener man bør holde sig indenfor de anbefalede grænser, men at det også afhænger af linierne. En hel række af fætter-kusine-blandinger i rap tror jeg ikke er sundt. Omvendt kan man måske godt gøre det tættere en enkelt gang, hvis linierne ellers er meget varierede.

 

Under alle omstændigheder mener jeg man skal have uhyre stor respekt for det. Det er videnskabelig bevist op til flere gange at overdreven indavl fører til degeneration, og hvis man benytter sig af det skal man virkelig vide hvad man laver og hvorfor. Jeg mener at det kun skal benyttes hvis der virkelig ikke er en ligeså god mulighed med en 'fremmed'.

 

Men Iben - at parre med en 'fremmed' kan sagtens være en god mulighed men det vil ikke kunne give samme resultat. Når man beskæftiger sig med opdræt vil det være en fordel altid at se længere frem end til den enkelte kombination, man bør i højere grad være bevidst om hvad denne generation skal bruges til ifm. de kommende generationer. Jeg har lavet udavl i mine første kuld, velvidende at det gav mig mulighed for i næste generation at kunne parre ind og derved komme nærmere mit egentlige avlsmål.

At vælge at parre ind er at vælge en specifik egenskab som man ønsker at få frem. Der er til en hver tid det eksteriørmæssige, men ud over det er der det sundhedsmæssige samt egenskaberne for at arbejde inden for forskellige områder. De opdrættere der lykkes bedst, er som oftest de opdrættere der kan bevare fokus på deres avlsmål og som ikke er bange for hverken ind- eller udparring, netop fordi de har den viden og erfaring der skal til for at kunne vælge til og fra i avlsmaterialet gennem generationer.

 

Mange gange hører man at man virkelig skal have styr på pisset for at parre ind.... tjoh, men det skal du sådan set osse ha' for at parre ud, for det er når du parrer ud at du i realiteten får en pose blandede bolsher som ikke altid indeholder det bolshe man håbede på.

[Gæst Iben B]

Men Iben - at parre med en 'fremmed' kan sagtens være en god mulighed men det vil ikke kunne give samme resultat. Når man beskæftiger sig med opdræt vil det være en fordel altid at se længere frem end til den enkelte kombination, man bør i højere grad være bevidst om hvad denne generation skal bruges til ifm. de kommende generationer. Jeg har lavet udavl i mine første kuld, velvidende at det gav mig mulighed for i næste generation at kunne parre ind og derved komme nærmere mit egentlige avlsmål.

At vælge at parre ind er at vælge en specifik egenskab som man ønsker at få frem. Der er til en hver tid det eksteriørmæssige, men ud over det er der det sundhedsmæssige samt egenskaberne for at arbejde inden for forskellige områder. De opdrættere der lykkes bedst, er som oftest de opdrættere der kan bevare fokus på deres avlsmål og som ikke er bange for hverken ind- eller udparring, netop fordi de har den viden og erfaring der skal til for at kunne vælge til og fra i avlsmaterialet gennem generationer.

 

Mange gange hører man at man virkelig skal have styr på pisset for at parre ind.... tjoh, men det skal du sådan set osse ha' for at parre ud, for det er når du parrer ud at du i realiteten får en pose blandede bolsher som ikke altid indeholder det bolshe man håbede på.

 

Jeg er ikke i tvivl om at du ved hvad du laver og hvorfor (fremhævede sekvens nr. 1), og som du selv skriver (fremhævede sekvens nr. 2), findes der folk som har viden og erfaring til at bruge det instrument.

 

I mine øjne ændrer det dog ikke på at gentagen indavl (og hvis det er forældre/afkom eller bror/søster også ofte førstegangsindavl) kan medføre nogle rigtig uheldige degenereringer, og det vil altid være noget jeg er på vagt overfor. Der kan sagtens være gode grunde til at gøre undtagelser, men det kan være svært at vurdere disse grunde som udenforstående. Og det kan være ligeså svært at vurdere folks viden og erfaring i forhold til ens egen etik, for der findes jo også erfarne hundefolk som man er uenig med.

 

Man kan naturligvis vælge at parre ind for at fremhæve en specifik egenskab, men parrer man for meget ind, risikerer man jo også en hel bunke af aldeles uønskede 'bivirkninger' - og det er derfor jeg mener man skal være så forsigtig. Men som jeg sagde vil det vel også afhænge det jo også af hvordan resten af stamtavlen ser ud - for så vidt jeg ved udregnes koefficienten kun for den enkelte parring?

 

Jeg kan ikke sige andet end at jeg mener at indavl skal omgås med kæmpe respekt, og jeg ville personligt kun købe en hund med procent højere end de anbefalede af en opdrætter jeg stolede 100% blindt på. Pt. findes der to af dem i verden og jeg er ikke engang sikker på jeg skal have hund fra nogen af Jer

[Hopsa]

Vi er slet ikke uenige, Iben - indavl skal i aller højeste grad behandles og bruges med respekt. Min pointe er blot at det skal avl, punktum!

Jeg bringer det op fordi netop det at avle ud indimellem bruges som et fripas for novicer når avl bare lige er et enkelt hyggekuld eller to.

 

Jeg kender en enkelt opdrætter der ved så meget om sine linjer og har så mange års erfaring med racen, at jeg ikke ville bekymre mig over at indkøbe en hund der fra med en indavlsgrad på 10-20 stykker. Modsat har jeg flere gange takket nej til en parring hos en tæveejer, fordi de ved at bruge min hanhund ville lave en forholdsvis lav indavlsgrad, men en grad jeg vidste ville give risiko for et temperament hos hvalpene som kunne blive en udfordring, specielt for en opdrætter uden den fornødne erfaring til at kunne udvælge og rådgive de kommende hvalpekunder.

 

Der er ikke rigtig noget der er sort og hvidt når vi taler opdræt

[Gæst Iben B]

Vi er slet ikke uenige, Iben - indavl skal i aller højeste grad behandles og bruges med respekt. Min pointe er blot at det skal avl, punktum!

 

Så absolut!!!

En indavlskoefficient er bare noget der er så nemt at se - ligesom en mentaltest eller en HD-grad. Der kan være alle mulige ting der spiller ind, men for os hvalpekøbere er det nogle af de konkrete markører vi har at klamre os til, indtil vi måske lærer en opdrætter så godt at kende at vi tør stole 100% på dispositioner der falder uden for de normale anbefalinger.

 

Der er ikke rigtig noget der er sort og hvidt når vi taler opdræt

 

Min bullmastiffdame i Sverige (den anden jeg ville stole 100% på) sagde første gang vi mødtes: "breeding is a series of compromises" (ja jeg fattede så lidt svensk dengang at jeg måtte bede hende gentage på engelsk ).

 

 

Men i forhold til trådstarter, som giver udtryk for at hun er grøn indenfor området, og desuden står med en race i opstarten, ville jeg til hver en tid sige: følg de af DKK anbefalede retningslinier! Undtagelserne kan komme med erfaringen.

[Ulla H]

Jeg bryder mig ikke om indavl, men forstår så linieavl bedre.Og aner ikke hvor %-en skiller for mig selv.

Jeg kender en for sin race supervinder på udstillinger, der elsker indavl.

Hun bruger sæd fra en hanhund, død pga en cancertype, som muligvis er ved at blive udbredt i racen. Denne hanhund blev 2 år. Det kan ikke bevises i øjeblikket om denne cancertype er arveligt eller måske ala familiær af type.

Hun laver avl med op til 14 % indavlskoeffsient, altså befrugter tæver tæt i hans familie.

Jeg kan ikke forstå at nogle tør dette og tror da kun, at det er for at bevare noget exteriør.Har hørt at faderen til den afdøde lever og kunne bruges, men er han bedre???

Så bliver man jo i tvivl om, hvordan cancer pludselig kom i bernerne og nu også i flatterene i overhyppighed.

[Aslan]

 

 

Men i forhold til trådstarter, som giver udtryk for at hun er grøn indenfor området, og desuden står med en race i opstarten, ville jeg til hver en tid sige: følg de af DKK anbefalede retningslinier! Undtagelserne kan komme med erfaringen.

 

Uha, jeg skal slet ikke avle - men jeg vil gerne lærer, også i forhold til hvad jeg skal kigge efter når vi skal have hvalp igen, uanset hvilken race det så bliver

Så det er så mænd en tråd KUN med henblik på at lærer, ikke at udøve

[Hopsa]

Jeg bryder mig ikke om indavl, men forstår så linieavl bedre.Og aner ikke hvor %-en skiller for mig selv.

Jeg kender en for sin race supervinder på udstillinger, der elsker indavl.

Hun bruger sæd fra en hanhund, død pga en cancertype, som muligvis er ved at blive udbredt i racen. Denne hanhund blev 2 år. Det kan ikke bevises i øjeblikket om denne cancertype er arveligt eller måske ala familiær af type.

Hun laver avl med op til 14 % indavlskoeffsient, altså befrugter tæver tæt i hans familie.

Jeg kan ikke forstå at nogle tør dette og tror da kun, at det er for at bevare noget exteriør.Har hørt at faderen til den afdøde lever og kunne bruges, men er han bedre???

Så bliver man jo i tvivl om, hvordan cancer pludselig kom i bernerne og nu også i flatterene i overhyppighed.

 

Men Ulla - indavl er sgu indavl, alt det der gradbøjning alt efter frekvens er kun til for at forvirre og opbløde begrebet.

Enten accepterer man brugen af indavl fordi man forstår hvad der drejer sig om, eller osse bryder man sig ikke om det fordi man har hørt det er farligt, hvad ved jeg..

Men hvis man kan acceptere en fætter kusine parring, hvorfor kan man så ikke acceptere at en morfar parrer sit barnebarn, hvis ellers de øvrige omstændigheder er de samme?

[Drentsche]

Jeg planlægger at parre min welshtæve denne her måned, det bliver en udparring, hvorefter jeg parrer afkom ind igen, i linierne fra moren.

Jeg kommer til at holde mig, under den anbefalede på 6.25% ved indparringen alligevel, selvom jeg kunne lave den på ren 0%.

Hos drenterne er indavls koefficienterne ret høje, min tæve har ved 5 generationer 8.4% og min hanhund har på 5.5% også ved 5 generationer, og det bliver så markant højere, jo længere du går tilbage. Genpols massen er ikke så voldsomt stor, så man komme hurtigt over den anbefalede, og der er så også, kommet nogen ting der ligger og "roder" i racen.

Hvis det ellers er en sund race, og forældredyrene er nøje udvalgt efter egenskaber, og det er en erfaren opdrætter der laver kombinationen, ville jeg godt turde at gå længere op i % end den anbefalede.

Så det kommer an på så meget, om jeg synes, at det er en god idé eller ej.

[Ulla H]

Jeg har selv lavet indavl, husker så ikke %- en. Og ja ,tævens mormor var farmor til hanhunden. Og i linie af supersunde hunde uden nogen rygter om skavanker eller medfødte defekter.

Men jeg ville aldrig købe en superlovende tævehvalp, måske til avl, hvor faderen var død af en måske ny familiærbetinget cancersygdom i racen. Og slet ikke hvis tævemoderen er så nær beslægtet at indavlskvoficienten bliver 14 %.

Det er da fremtidigt lotteri for mig og uden etik for de indviede.

[Hopsa]

Jeg har selv lavet indavl, husker så ikke %- en. Og ja ,tævens mormor var farmor til hanhunden. Og i linie af supersunde hunde uden nogen rygter om skavanker eller medfødte defekter.

Men jeg ville aldrig købe en superlovende tævehvalp, måske til avl, hvor faderen var død af en måske ny familiærbetinget cancersygdom i racen. Og slet ikke hvis tævemoderen er så nær beslægtet at indavlskvoficienten bliver 14 %.

Det er da fremtidigt lotteri for mig og uden etik for de indviede.

 

Det der er jo en helt specifik sag som ingen andre har mulighed for at vide noget om, så den er for mig at se ikke så relevant i en generel debat.

Mit indlæg er en respons på det du skriver her "Jeg bryder mig ikke om indavl, men forstår så linieavl bedre."

[Gæst MieJ]

Jeg synes ofte at det er folk uden egentlig viden om avl generelt og indavl i særdeleshed, som har en relativt bombastisk holdning til at det vil man I HVERT FALD ikke acceptere.

Men mange er egentlig ikke klar over hvad formålet med at avle ind er, hvilket ellers skulle menes at besværliggøre at have en holdning til konceptet.

 

Jeg er egentlig ikke så optaget af hvor tæt indavlskvotienten er i en given kombination, hvis blot jeg kender visionen bag at lave præcis den kombination vel vidende at opdrætteren kender linjerne grundigt.

[lilleraev]

bare lige et spørgsmål til det her indavl/linieavl... Hvordan kan man pr erfaring vide hvad der kommer ud af indavl?? Når man tænker rent genetisk ved en befrugtning sker der jo en overvældende overkrydsning af DNA fra mor og far (og alle bedsteforældrenes gener) - hvordan i al verden kan man så forudsige hvad der kommer ud af det?

Og hvordan kan man vide, at man ved indavl ikke også fordobler generne for noget ukendt uønsket? Eller noget der ligger recessivt?

[Hopsa]

Man ved ikke noget som helst på forhånd, man kan gisne om udfaldet. Med mindre man kender de hunde der dobles på i en indparring ved man absolut intet, og netop fordi der ikke er monteret en sorteringsmaskine i avlsdyrene, der kan sørge for at kun positive ting dobles, ja så skal man egentlig holde sig fra at parre ind når man ingen erfaring har. Men der er så ingen sikkerhed i at parre ud når man er uerfaren, for så ved man sikkert lisså lidt om hvorvidt de to ubeslægtede avlsdyr tilfældigvis indeholder netop den samme egenskab og at man derved dobler på en uønsket egenskab, uden at doble på genetik.

[lilleraev]

Men jeg mener bare - er det ikke det samme at parre to hunde med et stort hoved som ikke er i familie med hinanden, som at parre to hunde med et stort hoved, der er i familie med hinanden? Eller er det fordi at du mener, når man kender linierne, ved man at lige præcis denne han får mange hvalpe med store hoveder så derfor parrer vi ham med hans barnebarn, som også har et stort hoved - hvis ens vision er at få et stort hoved?

Eller er jeg helt ude i hampen?

[Gæst Iben B]

Jeg synes ofte at det er folk uden egentlig viden om avl generelt og indavl i særdeleshed, som har en relativt bombastisk holdning til at det vil man I HVERT FALD ikke acceptere.

Men mange er egentlig ikke klar over hvad formålet med at avle ind er, hvilket ellers skulle menes at besværliggøre at have en holdning til konceptet.

 

Jeg er egentlig ikke så optaget af hvor tæt indavlskvotienten er i en given kombination, hvis blot jeg kender visionen bag at lave præcis den kombination vel vidende at opdrætteren kender linjerne grundigt.

 

Jeg skal gerne indrømme at jeg er en af dem der stejler, måske også lidt pr. automatik. Det skyldes simpelthen at jeg har siddende på rygraden som børnelærdom at indavl er usundt, hvis det går tættere på end fætter-kusine (som så vidt jeg kan forstå så også er grænsen for hvad DKK anbefaler). - Og at det derfor generelt er en dårlig idé.

Samtidig er det også min opfattelse at en del af de genetiske sygdomme som plager hunde er opstået grundet indavl. Så i mine øjne er der grund til at være skeptisk.

 

At der, som jeg også skrev tidligere, kan gøres undtagelser er jeg helt på det rene med, så længe det ikke påvirker hundenes sundhed - for i bund og grund er det vel der bekymringen ligger? I hvert fald for mit vedkommende.

[Hopsa]

Du kan ikke se så snævert på det. Jeg er for træt til at uddybe mine tidligere indlæg nu, men det handler om de hele individer, om viden og erfaring (osse gennem andre opdrættere), om typen og målet. Begynder man at dyrke indavl med det ene formål at få "et stort hoved" på de kommende hvalpe, så vil jeg umiddelbart mene man er gået for tidligt i gang med opdræt.

[Shii]

Jeg ser rigtig mange fordele ved linieavl... Og brugte det selv da jeg opdrættede marsvin.

 

Man skal være rigtig varsom. Men den første fordel jeg så var netop "risikoen for genetisk betinget sygdomme kom frem". Linieavl fremprovokere de bedste OG de dårligste sider. Dette betyder at man skal kende sine linier rigtig godt, for at vide hvad udfaldet er.

 

Men det betyder også at man kan "teste" sundheden i sine linier. Ved marsvin er det selvfølgelig "nemmere" fordi levealderen er så meget kortere at du får resultatet ret hurtigt, og derfor hurtigt få dine avlsdyr på rette spor, få taget "syge linier" ud af avlen.

 

Men jeg var også ret "kold" når det kom til min avl på det punkt. Var der det mindste sygdom at spore i min avl, blev linien hurtigt kasseret.

 

Problemet ved IKKE at linieavle er at du kan avle mange generationer uden eventuelt sygdom "kommer frem" fordi det ligger latent og venter på at ramme ind i en anden der kam fremprovokere sygdommen. Du kan altså have produceret rigtig mange hunde der bærer på noget skidt, før du opdager det.

 

Hvis du benytter linieavl vil disse ting komme til syne langt hurtigere (Fordi genpuljen er det mindre). Ergo kan du sørge for at holde din linie mere "ren".

 

Der hvor mange folk misforstår linieavl (og indavl) er at de mener hunden bliver syg af det. Og det gør den ikke. Kun hvis dyrene i forvejen bar på disse sygdomme. Kræft opstår ikke spontant fordi forældrene var i familie med hinanden. Det gør dårlige hofter heller ikke. Det vil sige at hvis der er dårlige hofter i en parring imellem disse to hunde, er det fordi en eller begge af hundene ikke skal bruges i avl: Heller ikke "udavl" !

 

Korrekt at hvis du parrer direkte indavl, vil du til sidst forringe din genpulje. Det er i princippet (men ikke helt) lidt ligesom i folkeskolen når læreren tog en kopi, af en kopi, af en kopi. Til sidst var det bare lidt "fnidret" at se på. På samme måde vil direkte indavl i flere generationer også blive forringet. Dette vil, i mine øjne, INGEN, god og seriøs opdrætter benytte sig af. Men jeg mener også at en god opdrætter sagtens kan vælge at bruge linieavl og have et godt og solidt grundlag for sin avl.

 

(Faktisk ville jeg personligt til en hver tid se det som positivt hvis en opdrætter har sunde hunde, og laver linieavl)

[Gæst Iben B]

Meget interessant indlæg, Shii - tak for det

 

Jeg læste noget igår, ansporet af diskussionen her.

Nu skal jeg se om jeg kan huske så nogenlunde hvad det gik ud på - og det skal siges at det angik mennesker - men altså: Det var noget med at gener der har de samme egenskaber alligevel varierer fra person til person. Altså, sådan kort sagt, mit anlæg for blå øjne er ikke identisk med dit anlæg for blå øjne - og det giver, så at sige, kroppen noget at 'vælge imellem' når den dannes, således at den kan vælge det 'bedste'. Og det er den mulighed kroppen ikke har ved indavl - fordi generne for blå øjne er identiske (groft sat op). Og det samme med sygdomme - chancen for identiske sygdomsgener er mindre når man ikke er i familie. Er det nogenlunde sådan det er?

Jeg læste så også at risikoen ved fætter-kusine faktisk er markant højere end hvis man vælger en partner i resten af befolkningen. Men vi er stadig ved mennesker nu.

 

Det er en meget interessant diskussion, det her. Man har jo altid lært at indavl kan skabe sygdom og at fortsat indavl helt sikkert gør det - men jeg har aldrig helt forstået hvordan det går til. Muligvis fordi jeg sov i den del af biologitimen

[Drentsche]

Det der er vigtigt i alt det her indavl halløjsa, er jo en viden om hvad forældredyr, bedsteforældre, tanter onkler osv., har lavet og ser på hvor de er stærkest, i de ting man gerne vil have fremhævet.

Den parring jeg skal lave nu er 1. gang for tæven og 2. gang for hannen, men har så kunnet se på, hvad familien til min tæve har produceret og det er noget, jeg gerne vil have mere af, men det kræver en generation med udparring, for at det ikke skal blive for tæt. Men det bliver jo alligevel lidt, som at trække noget op af en pose, med bind for øjnene, da det er en udparring, det jeg så kan håbe på er at resultatet bliver godt (sind, sundhed og eksteriør), ellers må jeg på den igen, med en anden han.

Men ingen ting er 100% sikkert, da det er levende væsner, men hvis man gør sit allerbedste, med den viden man har tilrådighed, kan man jo ikke gøre mere.

[Shii]

Meget interessant indlæg, Shii - tak for det

 

Jeg læste noget igår, ansporet af diskussionen her.

Nu skal jeg se om jeg kan huske så nogenlunde hvad det gik ud på - og det skal siges at det angik mennesker - men altså: Det var noget med at gener der har de samme egenskaber alligevel varierer fra person til person. Altså, sådan kort sagt, mit anlæg for blå øjne er ikke identisk med dit anlæg for blå øjne - og det giver, så at sige, kroppen noget at 'vælge imellem' når den dannes, således at den kan vælge det 'bedste'. Og det er den mulighed kroppen ikke har ved indavl - fordi generne for blå øjne er identiske (groft sat op). Og det samme med sygdomme - chancen for identiske sygdomsgener er mindre når man ikke er i familie. Er det nogenlunde sådan det er?

Jeg læste så også at risikoen ved fætter-kusine faktisk er markant højere end hvis man vælger en partner i resten af befolkningen. Men vi er stadig ved mennesker nu.

 

Det er en meget interessant diskussion, det her. Man har jo altid lært at indavl kan skabe sygdom og at fortsat indavl helt sikkert gør det - men jeg har aldrig helt forstået hvordan det går til. Muligvis fordi jeg sov i den del af biologitimen

 

Jeg er absolut ikke genetik ekspert, men indavl per defination forudsager ikke sygdom. Det vil sige at hvis mor/søn parringen f.eks. er sket og de begge to ellers er helt fine og sunde og raske, vil hvalpene som sådan ikke være mere syge end andre hvalpe. Dog har jeg set en papillon som kom ud af en sådan "ups parring" (stamtavle og hele pivtøjet desværre havde opdrætteren haft en stor hanhvalp for tæt på moren da hun kom i løbetid). Og den hvalp jeg mødte, så som voksen HELT forkert ud, den var for stor, hovedeformen var helt forkert og pelsen forfærdelig. På trods af at begge forældre altså var helt normale sunde og raske.

 

Laver man generelt indavl "hver gang" altså helt tæt mor/søn eller far/datter eller bror/søster parringer, og fortsætter med dette, vil man også til sidst se en forringelse (ligesom min kopi på kopi beskrivelse). Derfor er indavl altså "øv", hvorimod linieavl er (i mine øjne) fantastisk!

 

Kravet for at man benytter linieavl er dog i mine øjne at man kender sine linier. For man risikere jo at få syge hvalpe hvis man linieavler på dyr der er syge eller bærer sygdom.

 

Da jeg avlede marsvin var det generelt sådan at jeg altid så bedst resultater på linie avl, og så lavede jeg "udavl" en engang imellem (for at få nye gener ind), disse unger kunne være fantastisk avlsdyr, men blev aldrig gode udstillings dyr.

[Gæst Iben B]

Derfor er indavl altså "øv", hvorimod linieavl er (i mine øjne) fantastisk!

 

Jeg tror ikke jeg helt er med på forskellen?

[Drentsche]

Indavl og linieavl er 2 forskellige ord for samme ting. :blink:

[Shii]

Det der er vigtigt i alt det her indavl halløjsa, er jo en viden om hvad forældredyr, bedsteforældre, tanter onkler osv., har lavet og ser på hvor de er stærkest, i de ting man gerne vil have fremhævet.

Den parring jeg skal lave nu er 1. gang for tæven og 2. gang for hannen, men har så kunnet se på, hvad familien til min tæve har produceret og det er noget, jeg gerne vil have mere af, men det kræver en generation med udparring, for at det ikke skal blive for tæt. Men det bliver jo alligevel lidt, som at trække noget op af en pose, med bind for øjnene, da det er en udparring, det jeg så kan håbe på er at resultatet bliver godt (sind, sundhed og eksteriør), ellers må jeg på den igen, med en anden han.

Men ingen ting er 100% sikkert, da det er levende væsner, men hvis man gør sit allerbedste, med den viden man har tilrådighed, kan man jo ikke gøre mere.

 

Og selverkendelse! Det er super vigtigt at man som opdrætter er ærlig omkring de "skavanker" der bevæger sig i sine linier. Hvis man lukker øjnene og blindt laver linieavl/indavl, så gavner det ingen. Det kræver at man "sortere" koldt og kynisk i de dyr man avler på.