Lady.

[CamillaWaage]

[ATTACH=CONFIG]95277[/ATTACH][ATTACH=CONFIG]95278[/ATTACH]

 

Vi hentede Lady for godt fem år siden. Vi vidste godt at vi ikke ville have hende i mange år, da hun allerede på det tidspunkt var 5 år gammel. Lady faldt rigtig godt til hos os og inden for kort tid var det, for hende så vel som for os, som om hun altid havde været hos os og det var der hun hørte til. Lady var rigtig god til at fornemme, hvornår humøret ikke var så godt og han var altid klar på opgaven at muntre én op. Hendes ufattelige charme, kærlige sind og evne til et komme hen og putte på de mest perfekte - og uperfekte, upraktiske tidspunkter var fantastisk. Selvom hun væltede ind over computer tastaturet med overkroppen og trykkede på taster, der ikke skulle trykkes på, og slikkede på ens hånd, mens man prøvede at skrive opgaver mm. var hun umulig at blive irriteret eller sur på. Når hun kiggede på én med hendes store brune øjne, var man solgt. Hver eneste gang.

 

D. 29 juni i år, dagen efter billedet med mig og hende blev taget, tog jeg en af de sværeste beslutninger i mit liv. Vi havde de foregående uger været igennem et langt forløb, hvor hun havde opført sig meget mærkeligt. Dette eskalerede en lørdag aften, hvor det endte med at vi havde hende ved vagtdyrlægen. Her fik hun en diagnose og hun skulle nok komme sig, det var let at behandle. Hun fik det umiddelbart bedre i løbet af den uge, hvor hun var på smertestillende samt nogle andre piller. Dog, da hun ikke længere var på smertestillende, kom symptomerne stærkt tilbage. Vi tog hende til vores egen dyrlæge, som desværre kunne fortælle os, at grunden til at hun fik det lidt bedre af det smertestillende, var at det tog lidt af smerten fra kræften, der plagede hende. Han anbefalede at vi ikke gav os til den store behandling pga. hendes alder, og i stedet valgte at give hende fred. Han gav os smertestillende til hende, til en uge, så vi havde tid til at vænne os til tanken og sige farvel til hende. Det var mærkeligt at stå op om morgenen og lufte hende, vel vidende om at det var hendes sidste uge i live. Og så lige midt i eksamensperioden.

Om eftermiddagen d. 29 Juni efter en uge med forkælelse og så mange billeder, jeg slet ikke kan tælle dem, var det så tid. Jeg havde været til religionseksamen om morgenen og det var gået ad helvedes til. Min religionslærer klappede mig på skulderen og spurgte om jeg var okay, da jeg så lidt skidt ud. Han sagde også at jeg da ikke skulle være så nervøs og midt i det hele fandt jeg det komisk. For selvfølgelig var det dét han troede var galt.

Men i hvert fald tog vi hende ind til dyrlægen der om eftermiddagen. Min far var med og spillede macho og jeg var bare et stort omvandrende rod. Jeg sad med min store, klodsede beagle på skødet, for det ville hun helst, selvom hun normalt ikke måtte i bilen. Jeg forsøgte at trøste hende hele vejen derind, men hun vidste jo alligevel ikke hvad der foregik, så jeg trøstede nok mest mig selv. Inde ved dyrlægen satte han et "optaget" skilt på døren ind til venteværelset og så var vi derinde. Hun fik den første sprøjte og begyndte at blive træt og sløv og ville ikke rigtig lægge sig ned. Jeg endte med at sætte mig ned på gulvet til hende og det fik hende til endelig at overgive sig og lægge sig med hovedet i mit skød. Jeg nussede hende på øret og hun slikkede mig på hånden og snart begyndte hun at snorke som en fuldvoksen mand, som hun havde gjort så mange gange før, når hun har sovet hos mig på den måde, hjemme i sofaen. Midt i alle tårerne kom jeg til at grine af hele det tragikomiske aspekt der lå i hendes ufattelig høje, ucharmerende snorken inde i det ellers fuldstændig stille rum og jeg kom til at tænke på, at jeg aldrig mere skulle vågne om natten og prikke hende lidt i siden, så hun vendte sig til en mindre snorke stilling og pludselig var det komiske gået af det... Da dyrlægen kom tilbage og sikrede sig, at hun var væk, spurgte jeg om hun kunne mærke noget mere. Da hun ikke kunne, lagde jeg hendes hoved på gulvet igen, for jeg sad med hende i skødet for hendes skyld og hvis hun ikke følte noget længere, så ville jeg ikke sidde med hende, mens livet sivede ud af hende. Og så var det den anden sprøjte, og så var hun væk.

 

Så her er det. Et alt for langt indlæg. Men til minde om Lady; den første hund, jeg har mødt, der havde en lyd der hørte til hver eneste ting hun gjorde. Hvil i fred, ven.

[ATTACH=CONFIG]95279[/ATTACH]

[CamillaWaage]

Grundet den lange tid det tog at skrive det her (tror jeg) virker billederne vist ikke, så her er de.

[Gæst Iben B]

Hvor ser hun dog ualmindelig charmerende ud! Der er ikke noget som sådan en gammel trofast hund

 

Tillykke med at I har kendt hende :ae:

[CamillaWaage]

Hvor ser hun dog ualmindelig charmerende ud! Der er ikke noget som sådan en gammel trofast hund

 

Tillykke med at I har kendt hende :ae:

 

Åhr, tak skal du have. Hun var lige så charmerende og kærlig som hun ser ud.

 

Tak, det var en ære, at have hende i huset.

[RunaDalby]

Åh ha. Sidder helt med tårer i øjnene. Dejligt at I havde hinanden. Det lyder til at hun var en rigtig dejlig ven.

[Tullemus]

Ja, her er der også højvande.

 

Hvor ser hun sød ud.

 

Èn uge..ja, normalt er det jo ikke noget man går og tænker over, men når man ved, at der kun er en uge tilbage til at elske i, til at sige farvel i, så går den så ubønhørligt hurtigt.

 

Har ingen ord, der kan trøste midt i jeres sorg og savn, men sender rigtig mange tanker og

[caro2001]

Snøft snøft.

[AnneMangetal]

Ej, jeg har slet ikke læst teksten. Jeg kunne ikke få mig selv til det i dag! I stedet har jeg smilet over de dejlige billeder:hjerte: Hun var da bare SÅ dejlig!

[Bitten Soerensen]

Jeg kendte ikke Lady - og kender ikke dig/jer. Men alligevel sidder jeg hér, med tårene trillende ned af mine kinder... :megaked:

 

Jeg føler med jer - og kender så meget de følelser I har gået (og går!) igennem... I foråret sagde jeg farvel (og på gensyn) til min Kenya... Selvom jeg også véd at jeg gjorde det rigtige, så gør det stadig ondt - men jeg fyldes også med glæde og stolthed over at hun var i mit liv!

Og ingen indlæg er for lange, når det handler om de skønne dyr der har sat de dejlige og dybe pote-aftryk i vores hjerter - Så skriv bare løs, Camilla - og gerne herinde. Du vil opleve vi er mange der véd hvordan du har det, og føler med dig!

 

:ae:

 

R.I.P., smukke Lady - og hils deroppe!

[CamillaWaage]

Tusind tak til alle for jeres kommentarer til det her. Tak for tankerne og krammerne. Det betyder meget for mig et eller andet sted, at I ville bruge tid på at læse det. Især fordi jeg ved, at I helt sikkert forstår.

Hun havde en helt ufattelig stor betydning for mig og det var rart at få det skrevet ned på den måde.

Der er kommet ny hund i huset igen og det hjælper meget, men hold op hvor jeg stadig savner hende... Synes tiden med hende gik alt for hurtigt.

 

Her er lige et par billeder mere, bare fordi jeg altid har holdt af, at vise hende frem.

 

 

[caro2001]

Tusind tak til alle for jeres kommentarer til det her. Tak for tankerne og krammerne. Det betyder meget for mig et eller andet sted, at I ville bruge tid på at læse det. Især fordi jeg ved, at I helt sikkert forstår.

Hun havde en helt ufattelig stor betydning for mig og det var rart at få det skrevet ned på den måde.

Der er kommet ny hund i huset igen og det hjælper meget, men hold op hvor jeg stadig savner hende... Synes tiden med hende gik alt for hurtigt.

 

Her er lige et par billeder mere, bare fordi jeg altid har holdt af, at vise hende frem.

 

 

[ATTACH=CONFIG]95489[/ATTACH]

Sender tusind tanker til dig og din familie, jeg mistede selv den første hund i mit liv her for lidt under et år siden, han blev aflivet fordi han havde en hjerneblødning, det er meget hårdt at sige farvel til sin elskede hund, men de lever DSV. Ikke så lang tid som og mennesker.

Rollo var der da jeg blev født han var altid så rolig han lå ved siden af mig når jeg sov til middag, hvis jeg tabte min bamse samlede han den op til mig, han var der bare altid, og så lige pludselig er han bare væk, huset har slet ikke været som det var før, men ham vi har nu er også helt special.

 

Rigtig godt billede af Lady den smukke.

 

RIP smukke Lady

 

Jeg kender værker dig eller Lady, men alligevel sidder jeg her og MEGA STOR TUDER.

Jegkender den følelse du har for jeg har selv prøvet det.

[AnneMangetal]

Så fik jeg læst dit indlæg. Mens jeg var på job. Og måtte altså lige duppe øjnene....

 

Jeg prøvede noget lignende sidste år med min lille dreng, Malde. Han fik konstateret lungekræft, og dyrlægen sagde at jeg skulle ringe til ham en uge efter vi fik beskeden. Han endte med at blive akut aflivet inden den uge var gået. På sin vis var jeg "glad" for den lille uge, for vi vidste at tiden var knap, og at vi var nødt til at sige farvel. Han var aldrig rigtig syg og dårlig, bortset fra om morgenen den dag hvor vi kørte ud med ham.

 

Ja, man kommer videre, men det tager tid, og uanset hvor længe der går, vil man jo altid savne det liv der forsvandt:(

 

Dejlige billeder du har lagt ud af hende. ELSKER billedet i sneen. Beagler har bare en kæmpe nuttethedsfaktor, og hvor ser hun altså sød og dejlig ud.

 

:ae: til dig

[Gæst Iben B]

Hold op, hvor er de billeder bare ikke til at stå for.

[tantemaier]

R.I.P. smukke Lady og god tur over regnbuebroen :ae:

[Lykkeliv]

Sikke en charmtrold :hjerte:

 

RIP Lady og 1000 x :ae: til Lady's mor

[Bjæf]

Sikke nogle dejlige billeder! Hvor ser hun skøn ud. RIP

[Gryn]

:ae:

Hvil I Fred smukke Lady.

[CamillaWaage]

Sikke nogle dejlige billeder! Hvor ser hun skøn ud. RIP

 

Tusinde tak, hun var min absolut favorit foto model...