Jeg vover et øje...

[Gryn]

Lige nu sidder jeg med en fornemmelse af jeg ikke har fattet en meter.

[Gæst PPP-Pero]

Lige nu sidder jeg med en fornemmelse af jeg ikke har fattet en meter.

 

Er det mig, der er forvirrende?

[Gryn]

Er det mig, der er forvirrende?

 

Nej, det er generelt, jeg har vist bare fået smidt hjernen inde i sengen:oops:

[Gæst Ninjamor]

Miiiiiiiig?

:5up:

 

Ja, jeg tænker jo meget på Pero og hans adfærd som vi kan lære meget af og som er så frustrerende ind imellem

 

Men hvis man tænker på hans oprindelige arbejdsbeskrivelse, så er han jo den fødte problemløser når man tænker på selvstændigheden i jagten og vedholdenheden.

 

Jep, og han er allerhulens intellligent den lille...

 

Men der er ingen tvivl om, at jeg nu har fundet ud af, at Pero godt kan tåle lidt skæld-ud. Da han var lille var han jo meget angst (og han er det stadig i nogle situationer) og dengang nyttede det intet at "sætte sig i respekt" eller hvad man nu kan sige - det hjalp jo ikke på angsten.

Og jeg fik gang på gang at vide (især herindefra) at han var bange og utryg når han pev - og det kunne ikke være anderledes - også selvom jeg så det som en utilfredshed og en frustration over at alt ikke var som han ville have det skulle være.

 

Det er så svært at rådgive uden at se eller høre hunde. Der er noget generelt og så er der de hunde som ikke har "læst" bøgerne og viser sig totalt anderledes end de fleste hunde

 

Faktisk har jeg i forbindelse med separationstræningen tænkt, at den måde han reagerer på nu når han bliver forladt er næsten er identisk med da han var helt lille hvalp. Altså: Han accepterer at vi går, lægger sig til at sove, vågner og keder sig = piver og gøer. Så gad vide om han overhovedet har været direkte angst eller om han bare har været en stædig lille hvalp som bare ville have det på hans måde?! Hvem ved? Han har jo altid været lidt af en særling...

 

Nemlig, jeg mener også vi ret hurtigt forlod angstteorien

 

Men efterhånden har han udviklet en meget stærk "jeg-vil-jeg-vil"-vilje, som vi bliver nødt til at stoppe ham i. Indtil for ca. 3 måneder siden har vi ignoreret ham, men nu er vi begyndt at sige at han skal tie stille. Folk reagerer generelt meget på hans piveri og spørger tit hvorfor vi ikke reagerer på det. Men altså, han har jo pevet fra dag 1 og vi er faktisk ret kolde overfor det efterhånden Vi ved jo at det eneste han prøver er at få opmærksomhed - og den opmærksomhed han indimellem får fra venner, familie og fremmede der møder ham, er åbenbart nok til at holde det ved lige.

 

Lottoeffekten. Den effekt som vedligeholder adfærden mere end noget andet: Nu MÅ jeg snart vinde i Lotto...

 

Det er vores opfattelse, at der generelt ikke skal meget til for at han falder ind i de dårlige vaner, som ligger ham nært. Fx er han jo meget verbal og at pive og gø er meget naturligt for ham. Og et andet eksempel er, at han vil løbe efter løbere (han løber instinktivt efter alt hvad der bevæger sig - dem der har set lure coursing-videoen ved hvad jeg mener:lol:) - selvom vi har trænet det hver eneste dag siden han var 3 måneder gammel og har været meget stabil i det, så falder han tilbage i adfærden hvis han to-tre gange opnår at løbe efter en løber hvis vi er uopmærksomme og han er i højt gear i forvejen.

 

Igen lottoeffekten

 

Han burde have fået et nej i alene-situationen ligesom han fik et nej på andre tidspunkter. At han ikke fik at vide at det var forkert at gø har nok forvirret ham en hel del!

 

Den er bare risikabel at forsøge sig med

 

Jeg synes det er så befriende endelig at have "fået lov" (Tak Irene:blink:) til at sige han skal holde mund når han gøer når han er alene. Jeg har haft lyst til det i lang tid, men har stolet på hundetrænere, adfærdsbehandlere og andre hundekyndige og derfor ikke turdet gøre det. Faktisk tror jeg det kunne have løst vores problem meget tidligere.

 

Det er muligt, du kender ham jo bedst.

Det er kun anden gang nogensinde jeg har anbefalet at anvende noget negativt ift. separationsproblemer og jeg håber der er lige så langt mellem anden og næste gang som mellem første og anden gang

 

Vi taler 11 år og førstegangshunden kendte jeg indgående da jeg og havde levet sammen med ham i to år

 

Puha, lang smøre... Jeg håber det er forståeligt selvom man nok skal kende Pero for at vide hvad det er jeg snakker om

 

Hurrahhh for lange smører.

Jeg håber det holder med Pero og vil lige give jer et skulderklap for jeres vedholdende arbejde med ham.

 

Klap klap..

[Gæst PPP-Pero]

Det er muligt, du kender ham jo bedst.

Det er kun anden gang nogensinde jeg har anbefalet at anvende noget negativt ift. separationsproblemer og jeg håber der er lige så langt mellem anden og næste gang som mellem første og anden gang

 

Vi taler 11 år og førstegangshunden kendte jeg indgående da jeg og havde levet sammen med ham i to år

 

 

Hurrahhh for lange smører.

Jeg håber det holder med Pero og vil lige give jer et skulderklap for jeres vedholdende arbejde med ham.

 

Klap klap..

 

Mange tak! Det har godt nok også været mange hårde måneder for at få det til at lykkes... Og vi er jo stadig ikke helt dér hvor vi gerne vil være, så der er nok lidt vej endnu.

 

Og jeg kan da vist konkludere at Pero er meget speciel så. 11 år siden - og du må godt nok have mødt mange hunde i de 11 år!

Jeg er ked af at jeg har bebyrdet dig med sådan en særling Men sjovt er det nu alligevel når man langt om længe finder ud af labyrinten.

 

Mht. den anden hund, hvordan var han så som personlighed? Det kunne være der var nogle lighedspunkter...

[Gæst snevinter]

Han burde have fået et nej i alene-situationen ligesom han fik et nej på andre tidspunkter. At han ikke fik at vide at det var forkert at gø har nok forvirret ham en hel del!

 

Den er bare risikabel at forsøge sig med

 

Der er vel også mange hunde som ville finde en slags 'trøst' eller endda belønning i 'nej'et'. Eller bare fra ren kedsomhed får noget 'at lave' ved f.eks. at pive for derefter at få respons (=nej).

[Gæst PPP-Pero]

Der er vel også mange hunde som ville finde en slags 'trøst' eller endda belønning i 'nej'et'. Eller bare fra ren kedsomhed får noget 'at lave' ved f.eks. at pive for derefter at få respons (=nej).

 

Det er der helt sikkert!

Jeg tænker også kun på Pero her - eller hunde som Pero. Men dem er der åbenbart ikke mange af:-)

[Gæst snevinter]

Jeg har længe tænkt over noget bestemt ift. hundeopdragelse og træning og nu vover jeg så pelsen og spytter ud.

 

I de senere år har vi talt varmt for det "bløde lederskab", positiv motivation samt respekt for hundens følelser og grænser og dette synes jeg (naturligvis) stadig holder.

 

Men, for der ER desværre et men: Nogle, ja faktisk mange, hundeejere har ikke forstået baggrunden/systemet eller hvad det nu var der smuttede.

Som Dr. Phil ville sige: Do You get it? hvor svaret ofte vil være NEJ...

 

Nogle hundeejere tror, det er totalt forbudt, og tegn på dårligt lederskab, at sige "nej" til sin hund stort set uanset hvad den foretager sig.

Og at man kan og bør aflede sig ud af alt.

 

For mig er det nogle gange svært at styre NEJ og afledning. Jeg tror for det meste, at det er fordi det tager tid at komme ind i en 'naturlig rutine' (har haft hund i lidt over to år).

 

Jeg kommer fra en baggrund hvor det var naturligt for mig at bruge Nej en del, uden at lære min hund hvad det betød. Da jeg, for mig, fandt de rigtige resourcer mht information om hunde, var Nej nedprioriteret. Indlæringen af det beskrives ofte, men brugen af det nævnes ikke tit.

 

Grunden til det, er måske, at det er så utroligt nemt, at komme til at bruge det - så derfor er det mindre risikabelt at informere hundeejere om Afledning o.l.

 

Men jeg synes også selv, at det er sundere for min hund og jeg, at jeg oftere forsøger mig med afledning end med Nej.

 

 

Dette er en misforståelse af dimensioner!

 

Ved udelukkende at benytte sig af afledning i den form den oftest anvendes: At holde hunden væk fra det som provokerer den til at vise uønsket adfærd vha. godbidder, lærer hunden ikke at tolerere provokationen og afledningen skal derfor foretages hver gang man støder på denne provokation.

 

Det vil i praksis sige at hver gang hunden gør ad noget, bider i noget forbudt, danser rundt og springer op etc. etc. skal man altså aflede.

 

I stedet kan man lære sin hund, at der er adfærd som ikke hører til i dens adfærdsrepertoire, adfærd man ikke vil se og ikke bliver tolereret.

Dette uden nødvendigvis at vise hårdhed.

 

Der er intet forkert i at lære sin hund at "nej" betyder "nej", snarere tværtimod.

Hunde har brug for tryghed og dette kan de blandt andet opleve gennem trygge rammer. Trygheden kommer gennem forudsigelighed i hverdagen - ernsartethed = konsekvens i ejerens adfærd.

 

Misforståelsen omkring at "nej" er et forbudt ord i hundeopdragelsen stammer fra teorien om operant indlæring.

I operant indlæring forsøger hunden sig frem og erfarer at noget gav positiv respons, andet gav negativ respons og noget tredje gav neutral respons.

 

Skal en hund have motivation til at forsøge sig frem for at ramme den adfærd (øvelse) som udløser belønningen nytter det ikke noget, hvis ejeren hæmmer hundens prøvelyst med et "nej". Derfor er "nej" bandlyst i arbejdet med operant indlæring.

 

En ting er dog træningssituationer, når vi vil lære vore hunde forskellige øvelser, og noget helt andet er den nødvendige opdragelse, og her oplever jeg at nogle hundeejer blander tingene sammen.

 

Hunde bør opdrages, så de kan opføre sig passende i de situationer de skal sættes i og her er forbud og tilladelsesoplæring vigtig.

 

Det drejer sig om at sætte sig nogle mål, have nogle grænser og så stå ved dem og være ensartet (konsekvent) hver gang man er i situationen, så hunden efterhånden lærer hvordan den kan/ikke kan opføre sig.

 

For hunde drejer det sig ikke om må/må ikke, som vi ofte tolker det, men om kan/kan ikke. Der ligger en forskel der i vores syn på det.

 

Helt enig.

 

Ved at anvende må/må ikke indikerer vi ofte at hunden godt ved, at dette eller hint er forbudt = hunden er ulydig og trodsig.

 

Ved at se mere korrekt på det og anvende kan/kan ikke, er det langt nemmere at se, at det er os, hundeejerne, som skaber de situationer hundene skal lære af og hvis vi sørger for at hunden ikke kan komme til at... lærer hunden det ønskede.

Sørger vi imidlertid ikke for dette og hunden fantisk kan komme til at... så er det det sidste vi tillader hunden at lære.

 

Hunden lærer altså at det er "i orden" at blive væk på et indkald. At trække i linen osv osv. VI lærer vore hunde dette!

Fordi vi ikke er konsekvente nok i hverdagen. Vi er for uensartede i vores opførsel i disse situationer.

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes der er alt for mange hunde som er udenfor kontrol. Hunde der (ligesom mange småbørn) får lov at tage stilling til alt for meget og som selv skal finde ud af hvordan de skal reagere i en situation.

Og hundejeren er ofte irriteret over at hunden "selv bestemmer" og ikke vil "høre efter".

Hunde er udenfor rækkevidde.

 

Mange af sådanne hunde er i risiko for at udvikle aggressiv adfærd. Ikke fordi de som sådan er aggressive men som et forsvar mod de situationer/mennesker/hunde deres ejere ikke evner at beskytte dem mod.

 

Mange hunde er konstante på vagtarbejde, og dermed stressede, fordi de får lov til at påtage sin en vagtfunktion. Mange hundejere tænker slet ikke over, at når deres hund er "på vagt" mere eller mindre konstant, vil den være meget vågen så den kan være parat til at reagere hvis nødvendigt.

 

Det kan for sådan en vagthund føles meget nødvendigt at holde haven ren for fugle, katte og andre dyr, at løbe langs hækken og jage forbipasserende bort eller sidde i vinduet og holde udkik efter noget den skal reagere på.

Og dermed er hunden alt for meget "på arbejde".

 

Forestil jer en lidt utryg hund som "skal" være vagthund!

De er konstant mere eller mindre i en tilstand af frygt...

 

Hvis vi taler træning af øvelser, er der et vigtigt signal i at bede hunden udføre noget bestemt og ikke blot lade den selv afgøre, hvad den vil vise for at få sin belønning.

Samarbejdet mellem hund og ejer styrkes ved at hunden ikke bare gør hvad den lige har lyst til, men faktisk hører efter hvilken øvelse den nu skal vise hvis den vil have en belønning.

Undtaget er naturligvis første fase i operant indlæring hvor hunden selv tilbyder adfærd.

 

Operant indlæring er rigtig godt. Det er morsomt at træne operant, men der kan være en fælde i for meget operant træning.

 

 

Det lyder muligvis sært, men hvis man nu forestiller sig en hund som er blevet en dygtig problemløser: Den har fundt ud af diverse spil, hvordan den får far eller mor til at åbne døren for sig osv osv osv., den har opnået succes og atter succes ved at blive ved med at prøve sig frem til den nåede sit mål, og så ser denne hund for sig i en situation den ikke er helt tilfreds med, f.eks. en situation hvor den efterlades alene.

Hvad kan man så forvente andet end at denne hund vil forsøge at "løse opgaven"?

 

Dette er, hvad jeg tror det drejer sig om i nogle af de tilfælde, hvor vi oplever tilsyneladende uløselige separationsproblemer. Hunden har lært at den skal være vedholdende og har derfor svært ved at falde til ro i alenesituationen.

Den vil have løst opgaven..

Jeg har her en helt speciel hund i tankerne, nu må vi se om ejeren tænker det samme.

 

Pyhaa.. det blev en lang svada, meld gerne ind med jeres tanker og evt. erfaringer

 

Når du skriver det fremhævede, mener du så kun problemløsere (hunde) som har haft succes med unoder, eller alle hunde?

 

Vinter er en problemløser ... i meget stor grad.

 

Men du siger, at man ikke skal fodre dette for meget?

[Gæst snevinter]

Hvad kan man så forvente andet end at denne hund vil forsøge at "løse opgaven"?

 

Kan lige tilføje, at jeg godt kan lide ideen om at Vinter bruger hjernen og vi hele tiden bygger lidt på. Men jeg kan godt genkende de problemer man kan få fra det... F.eks:

 

Hund A: Hygge hund, minimum træning.

 

Hund B: Hygge hund, aktiveret og involveret hund, mellem træning.

 

Hund A og B befinder sig i en indhegnet have. Det meste af dagen har hundeejeren ordnet have, og nu små keder hundene sig måske. Hundeejeren går ud af haven for at hente nogle ting.

 

Hund A: oplever, at det kan der ikke gøres noget ved og bliver liggende.

 

Hund B: ser om døren er åben - det er den ikke. chekker andre mulige udgange - alle er lukkede. Ser om en dør kan åbnes. Det kan den ikke. Holder øje med ejer - næste gang ejer går ud, smutter hunden hurtigt forbi.

 

Er det sådan noget du tænker på - hvor der er forskel på hunde, tildels fordi vi har givet dem mere 'hjernekapacitet'?

 

Jeg kan godt se problemet i så fald. Men kan man ikke kalde det en udfordring i stedet for et problem? Man har en hund der er i stand til mere, derfor skal man leve op til disse krav?

 

En anden ting...jeg kan ikke helt finde ud af hvilken hund har det bedste liv. Jeg er selv tilhænger af Hund B.

 

Hvis hunden har hjernen til det - og desuden ikke får opfyldt de mange behov der er for at bruge hjernen (inkl at problemløse) som del af at man lever i en vild flok og skal overleve hver dag - er det så ikke et tegn på at den skal bruges. Jeg kan ikke forestille mig at 'holde tilbage' .... og nyder at Vinter finder ud af ting...selvom jeg ved, at det kan give større udfordringer.

 

Men på den anden side, undrer jeg mig...er der for meget menneskelig input i hundehjerner, når vi beder vores hunde om at løse puslespil, tisse ude, gø på kommando, gå på plads osv osv. Er det deres slags viden eller vores, og hvilken betydning har det? Er det bedre at være en slags Hund A?

[Gæst Ninjamor]

Mange tak! Det har godt nok også været mange hårde måneder for at få det til at lykkes... Og vi er jo stadig ikke helt dér hvor vi gerne vil være, så der er nok lidt vej endnu.

 

Og jeg kan da vist konkludere at Pero er meget speciel så. 11 år siden - og du må godt nok have mødt mange hunde i de 11 år!

Jeg er ked af at jeg har bebyrdet dig med sådan en særling Men sjovt er det nu alligevel når man langt om længe finder ud af labyrinten.

 

Mht. den anden hund, hvordan var han så som personlighed? Det kunne være der var nogle lighedspunkter...

 

Udet at det skal lyde vammelt så føler jeg mig ikke bebyrdet, snarere beriget.

Pero er en af de hunde man kan lære meget af og det er altid interessant at møde disse hunde. Dette sagt velvidende at hundeejerne til "interessante" hunde nok hellere vile have undværet det "interessante" islæt hos deres hunde.

 

Den anden hund var en "hård hals", utroligt fysisk hårdfør.

Senere lærte vi så at han lukkede af for sin krop pga stærke smerter.

Han buldrede bare løs og brugte sin råstyrke når han ville noget.

Han ejede ikke respekt for andre individers kroppe sikkert fordi han ikke mærkede sin egen

 

Psykisk var han et lederemne, utroligt godt sprog, fantastisk venlig, selvsikker og på sin egen måde meget samarbejdsvillig

 

Alt dette skal ses i lyset af at han har gået rundt med forfærdelige smerter det meste af sit liv pga skvæheder og fastlåsninger i kroppen.

 

Alligevel blev han både redningshund og A hund i DcH.

 

Det var min datters hund og hun kunne styre ham udelukkende med sin blide stemme, men andre skulle ikke komme og kommandere med ham, hvad gæster godt kunne finde på. Så ignorerede ham dem bare.

 

Jeg ved ikke om du kan finde lighedspunkter mellem Lobo og Pero, jeg synes umiddelbart ikke der er de store ting, men jeg går jo heller ikke opad Pero til dagligt.

[Gæst Ninjamor]

Når du skriver det fremhævede, mener du så kun problemløsere (hunde) som har haft succes med unoder, eller alle hunde?

 

Vinter er en problemløser ... i meget stor grad.

 

Men du siger, at man ikke skal fodre dette for meget?

 

Ja, nu kommer ordkløveren op i mig :For meget er jo aldrig godt

Det jeg siger er, at hvis der er problemer f.eks. omkring samarbejde eller muligvis med separation skal man være meget opmærksom på, at nogle hunde ville kunne drage fordel af at lære at blive ved og ved og ved med at forsøge at løse en opgave, og at NOGLE hunde muligvis kan se det som en opgave der skal løses, når de efterlades alene og ikke bryder sig om det.

 

Det er foreløbig kun en tanke jeg har vendt med en enkelt anden adfærdsbehandler og vedkommende er ikke tilbøjelig til at tilslutte sig teorien.

For mig er tanken logisk.

 

Jeg synes der tegner sig et billede af "problemhunde" kontra meget operant indlæring, men der er mange faktorer som gør sig gældende.

 

Noget af det vigtigste når man arbejder operant er at give hunden et forstået slutord, så den ved hvornår den ikke mere kan forvente belønning ved at forsøge at løse en opgave.

 

Jeg synes vi skal være opmærksomme på at i vores hoveder er træning noget konkret - en situation vi skaber for at lære vore hunde noget - men for hunden ser det sikkert helt anderledes ud.

Den kan sagtens være i gang uden vi har sagt "klar?" og kan lære at forsøge sig frem med en masse ting og få erfaring for at blive ved når motivationen er stor nok.

 

Det sidste var måske lidt kringlet, jeg er ved at være træt efter dagens "strabadser"

[Gæst Ninjamor]

Kan lige tilføje, at jeg godt kan lide ideen om at Vinter bruger hjernen og vi hele tiden bygger lidt på. Men jeg kan godt genkende de problemer man kan få fra det... F.eks:

 

Hund A: Hygge hund, minimum træning.

 

Hund B: Hygge hund, aktiveret og involveret hund, mellem træning.

 

Hund A og B befinder sig i en indhegnet have. Det meste af dagen har hundeejeren ordnet have, og nu små keder hundene sig måske. Hundeejeren går ud af haven for at hente nogle ting.

 

Hund A: oplever, at det kan der ikke gøres noget ved og bliver liggende.

 

Hund B: ser om døren er åben - det er den ikke. chekker andre mulige udgange - alle er lukkede. Ser om en dør kan åbnes. Det kan den ikke. Holder øje med ejer - næste gang ejer går ud, smutter hunden hurtigt forbi.

 

Er det sådan noget du tænker på - hvor der er forskel på hunde, tildels fordi vi har givet dem mere 'hjernekapacitet'?

 

Ja, hund B slår sig ikke sådan lige til tåls med at situationen ikke kan ændres og forsøger selv at gøre dette.

 

Jeg kan godt se problemet i så fald. Men kan man ikke kalde det en udfordring i stedet for et problem? Man har en hund der er i stand til mere, derfor skal man leve op til disse krav?

 

Jeg synes nu heller ikke jeg kalder det et problem. For det er det ikke generelt.

Men det kan, som alt andet der overdrives, give anledning til problemer

 

En anden ting...jeg kan ikke helt finde ud af hvilken hund har det bedste liv. Jeg er selv tilhænger af Hund B.

 

Jo det vil man jo synes, men det må være individuelt.

 

Kreativ problemløsning "på højt niveau" kan indbringe hunden besvær ift en sur hundeejer.

 

Nogle hunde vil stresse i forsøget på at løse opgaver de ikke er blevet tildelt, men påtager sig.

 

Hvis hunden har hjernen til det - og desuden ikke får opfyldt de mange behov der er for at bruge hjernen (inkl at problemløse) som del af at man lever i en vild flok og skal overleve hver dag - er det så ikke et tegn på at den skal bruges. Jeg kan ikke forestille mig at 'holde tilbage' .... og nyder at Vinter finder ud af ting...selvom jeg ved, at det kan give større udfordringer.

 

Man skal finde den balance som passer til ens hund så den er tilfreds og velstimuleret.

 

Jeg er ikke fortaler for at droppe problemløsning og operant indlæring jeg fortalte bare om nogle observationer, jeg mener at have gjort mig.

 

 

 

Men på den anden side, undrer jeg mig...er der for meget menneskelig input i hundehjerner, når vi beder vores hunde om at løse puslespil, tisse ude, gø på kommando, gå på plads osv osv. Er det deres slags viden eller vores, og hvilken betydning har det? Er det bedre at være en slags Hund A?

[DKWiechert]

Det er foreløbig kun en tanke jeg har vendt med en enkelt anden adfærdsbehandler og vedkommende er ikke tilbøjelig til at tilslutte sig teorien.

For mig er tanken logisk.

 

Jeg synes der tegner sig et billede af "problemhunde" kontra meget operant indlæring, men der er mange faktorer som gør sig gældende.

 

Noget af det vigtigste når man arbejder operant er at give hunden et forstået slutord, så den ved hvornår den ikke mere kan forvente belønning ved at forsøge at løse en opgave.

 

Uden at have noget med adfærdsdelen at gøre, er jeg tilbøjelig til at give dig ret.

 

Jeg mener så absolut ikke at det er et problem, og personligt kan JEG ikke gøre nok for at fordre selvstændigheden i en hund. Den vil jeg ganske enkelt have så meget af som overhovedet muligt.

 

Men som du siger: kun til jeg siger stop, på en eller anden måde.

 

Stop ved mig, vil i så fald være i dét øjeblik hunden "pladses af" efter endt øvelse.

[Gæst PPP-Pero]

Udet at det skal lyde vammelt så føler jeg mig ikke bebyrdet, snarere beriget.

Pero er en af de hunde man kan lære meget af og det er altid interessant at møde disse hunde. Dette sagt velvidende at hundeejerne til "interessante" hunde nok hellere vile have undværet det "interessante" islæt hos deres hunde.

 

Den anden hund var en "hård hals", utroligt fysisk hårdfør.

Senere lærte vi så at han lukkede af for sin krop pga stærke smerter.

Han buldrede bare løs og brugte sin råstyrke når han ville noget.

Han ejede ikke respekt for andre individers kroppe sikkert fordi han ikke mærkede sin egen

 

Psykisk var han et lederemne, utroligt godt sprog, fantastisk venlig, selvsikker og på sin egen måde meget samarbejdsvillig

 

Alt dette skal ses i lyset af at han har gået rundt med forfærdelige smerter det meste af sit liv pga skvæheder og fastlåsninger i kroppen.

 

Alligevel blev han både redningshund og A hund i DcH.

 

Det var min datters hund og hun kunne styre ham udelukkende med sin blide stemme, men andre skulle ikke komme og kommandere med ham, hvad gæster godt kunne finde på. Så ignorerede ham dem bare.

 

Jeg ved ikke om du kan finde lighedspunkter mellem Lobo og Pero, jeg synes umiddelbart ikke der er de store ting, men jeg går jo heller ikke opad Pero til dagligt.

 

Det er dejligt du ser det som en berigelse i stedet. Det håbede og troede jeg også Hvordan var din kontakt med ham da du så ham? Gudrun mener jo, at han er svær at nå ind til og jeg er lidt nysgerrig for at finde ud af hvordan du opfattede ham?

 

Lobo og Pero lyder mere som modsætninger :blink: Men Pero er jo heller ikke blevet rigtig voksen endnu... Der kan nå at ske meget med ham psykisk, men jeg tror aldrig han ville blive som du beskriver Lobo.

[Gæst milder batmusen]

Jeg har længe tænkt over noget bestemt ift. hundeopdragelse og træning og nu vover jeg så pelsen og spytter ud.

 

I de senere år har vi talt varmt for det "bløde lederskab", positiv motivation samt respekt for hundens følelser og grænser og dette synes jeg (naturligvis) stadig holder.

 

Men, for der ER desværre et men: Nogle, ja faktisk mange, hundeejere har ikke forstået baggrunden/systemet eller hvad det nu var der smuttede.

Som Dr. Phil ville sige: Do You get it? hvor svaret ofte vil være NEJ...

Nogle hundeejere tror, det er totalt forbudt, og tegn på dårligt lederskab, at sige "nej" til sin hund stort set uanset hvad den foretager sig.

Og at man kan og bør aflede sig ud af alt.

Dette er en misforståelse af dimensioner!

 

Ved udelukkende at benytte sig af afledning i den form den oftest anvendes: At holde hunden væk fra det som provokerer den til at vise uønsket adfærd vha. godbidder, lærer hunden ikke at tolerere provokationen og afledningen skal derfor foretages hver gang man støder på denne provokation.

 

Det vil i praksis sige at hver gang hunden gør ad noget, bider i noget forbudt, danser rundt og springer op etc. etc. skal man altså aflede.

 

I stedet kan man lære sin hund, at der er adfærd som ikke hører til i dens adfærdsrepertoire, adfærd man ikke vil se og ikke bliver tolereret.

Dette uden nødvendigvis at vise hårdhed.

 

Der er intet forkert i at lære sin hund at "nej" betyder "nej", snarere tværtimod.

Hunde har brug for tryghed og dette kan de blandt andet opleve gennem trygge rammer. Trygheden kommer gennem forudsigelighed i hverdagen - ernsartethed = konsekvens i ejerens adfærd.

 

Misforståelsen omkring at "nej" er et forbudt ord i hundeopdragelsen stammer fra teorien om operant indlæring.

I operant indlæring forsøger hunden sig frem og erfarer at noget gav positiv respons, andet gav negativ respons og noget tredje gav neutral respons.

 

Skal en hund have motivation til at forsøge sig frem for at ramme den adfærd (øvelse) som udløser belønningen nytter det ikke noget, hvis ejeren hæmmer hundens prøvelyst med et "nej". Derfor er "nej" bandlyst i arbejdet med operant indlæring.

 

En ting er dog træningssituationer, når vi vil lære vore hunde forskellige øvelser, og noget helt andet er den nødvendige opdragelse, og her oplever jeg at nogle hundeejer blander tingene sammen.

 

Hunde bør opdrages, så de kan opføre sig passende i de situationer de skal sættes i og her er forbud og tilladelsesoplæring vigtig.

 

Det drejer sig om at sætte sig nogle mål, have nogle grænser og så stå ved dem og være ensartet (konsekvent) hver gang man er i situationen, så hunden efterhånden lærer hvordan den kan/ikke kan opføre sig.

 

For hunde drejer det sig ikke om må/må ikke, som vi ofte tolker det, men om kan/kan ikke. Der ligger en forskel der i vores syn på det.

 

Ved at anvende må/må ikke indikerer vi ofte at hunden godt ved, at dette eller hint er forbudt = hunden er ulydig og trodsig.

 

Ved at se mere korrekt på det og anvende kan/kan ikke, er det langt nemmere at se, at det er os, hundeejerne, som skaber de situationer hundene skal lære af og hvis vi sørger for at hunden ikke kan komme til at... lærer hunden det ønskede.

Sørger vi imidlertid ikke for dette og hunden fantisk kan komme til at... så er det det sidste vi tillader hunden at lære.

 

Hunden lærer altså at det er "i orden" at blive væk på et indkald. At trække i linen osv osv. VI lærer vore hunde dette!

Fordi vi ikke er konsekvente nok i hverdagen. Vi er for uensartede i vores opførsel i disse situationer.

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes der er alt for mange hunde som er udenfor kontrol. Hunde der (ligesom mange småbørn) får lov at tage stilling til alt for meget og som selv skal finde ud af hvordan de skal reagere i en situation.

Og hundejeren er ofte irriteret over at hunden "selv bestemmer" og ikke vil "høre efter".

Hunde er udenfor rækkevidde.

 

Mange af sådanne hunde er i risiko for at udvikle aggressiv adfærd. Ikke fordi de som sådan er aggressive men som et forsvar mod de situationer/mennesker/hunde deres ejere ikke evner at beskytte dem mod.

 

Mange hunde er konstante på vagtarbejde, og dermed stressede, fordi de får lov til at påtage sin en vagtfunktion. Mange hundejere tænker slet ikke over, at når deres hund er "på vagt" mere eller mindre konstant, vil den være meget vågen så den kan være parat til at reagere hvis nødvendigt.

 

Det kan for sådan en vagthund føles meget nødvendigt at holde haven ren for fugle, katte og andre dyr, at løbe langs hækken og jage forbipasserende bort eller sidde i vinduet og holde udkik efter noget den skal reagere på.

Og dermed er hunden alt for meget "på arbejde".

 

Forestil jer en lidt utryg hund som "skal" være vagthund!

De er konstant mere eller mindre i en tilstand af frygt...

 

Hvis vi taler træning af øvelser, er der et vigtigt signal i at bede hunden udføre noget bestemt og ikke blot lade den selv afgøre, hvad den vil vise for at få sin belønning.

Samarbejdet mellem hund og ejer styrkes ved at hunden ikke bare gør hvad den lige har lyst til, men faktisk hører efter hvilken øvelse den nu skal vise hvis den vil have en belønning.

Undtaget er naturligvis første fase i operant indlæring hvor hunden selv tilbyder adfærd.

 

Operant indlæring er rigtig godt. Det er morsomt at træne operant, men der kan være en fælde i for meget operant træning.

Det lyder muligvis sært, men hvis man nu forestiller sig en hund som er blevet en dygtig problemløser: Den har fundt ud af diverse spil, hvordan den får far eller mor til at åbne døren for sig osv osv osv., den har opnået succes og atter succes ved at blive ved med at prøve sig frem til den nåede sit mål, og så ser denne hund for sig i en situation den ikke er helt tilfreds med, f.eks. en situation hvor den efterlades alene.

Hvad kan man så forvente andet end at denne hund vil forsøge at "løse opgaven"?

 

Dette er, hvad jeg tror det drejer sig om i nogle af de tilfælde, hvor vi oplever tilsyneladende uløselige separationsproblemer. Hunden har lært at den skal være vedholdende og har derfor svært ved at falde til ro i alenesituationen.

Den vil have løst opgaven..

Jeg har her en helt speciel hund i tankerne, nu må vi se om ejeren tænker det samme.

 

Pyhaa.. det blev en lang svada, meld gerne ind med jeres tanker og evt. erfaringer

 

 

er enig i de markerede punkter

 

jeg er til indlæring med bløde metoder især indlæring på basis af dens egen fri vilje men jeg er heller imod hårde gammeldagsmetoder altafhængig af hvordan og hvorfor det bruges

[Gæst Ninjamor]

Uden at have noget med adfærdsdelen at gøre, er jeg tilbøjelig til at give dig ret.

 

Jeg mener så absolut ikke at det er et problem, og personligt kan JEG ikke gøre nok for at fordre selvstændigheden i en hund. Den vil jeg ganske enkelt have så meget af som overhovedet muligt.

 

Men som du siger: kun til jeg siger stop, på en eller anden måde.

 

Stop ved mig, vil i så fald være i dét øjeblik hunden "pladses af" efter endt øvelse.

 

Stor selvstændighed hos en hund er jeg også tilhænger af, men ikke hvis det er på bekostning af samarbejdet og der hænger den desværre for en del hundeejeres vedkommende.

Man har postet selvstændighed og selvtillid ind i hunden uden at få det andet med. Og så kan jeg lige love for der kan komme problemer på bordet

[Gæst snevinter]

Ja, nu kommer ordkløveren op i mig :For meget er jo aldrig godt

Det jeg siger er, at hvis der er problemer f.eks. omkring samarbejde eller muligvis med separation skal man være meget opmærksom på, at nogle hunde ville kunne drage fordel af at lære at blive ved og ved og ved med at forsøge at løse en opgave, og at NOGLE hunde muligvis kan se det som en opgave der skal løses, når de efterlades alene og ikke bryder sig om det.

 

Det er foreløbig kun en tanke jeg har vendt med en enkelt anden adfærdsbehandler og vedkommende er ikke tilbøjelig til at tilslutte sig teorien.

For mig er tanken logisk.

 

Det virker logisk.

 

Jeg synes der tegner sig et billede af "problemhunde" kontra meget operant indlæring, men der er mange faktorer som gør sig gældende.

 

Noget af det vigtigste når man arbejder operant er at give hunden et forstået slutord, så den ved hvornår den ikke mere kan forvente belønning ved at forsøge at løse en opgave.

 

Jeg synes vi skal være opmærksomme på at i vores hoveder er træning noget konkret - en situation vi skaber for at lære vore hunde noget - men for hunden ser det sikkert helt anderledes ud.

Den kan sagtens være i gang uden vi har sagt "klar?" og kan lære at forsøge sig frem med en masse ting og få erfaring for at blive ved når motivationen er stor nok.

 

Det sidste var måske lidt kringlet, jeg er ved at være træt efter dagens "strabadser"

 

Men hvis man nu arbejder operant - endda for det meste, eller vi kan endda sige 100% for eksemplets skyld - kan man så ikke få en fantastisk problemløser, som også kan finde ud af at stoppe. Hvis man nu netop er meget obs på at bruge slutord?

 

Ligger den store mulighed for et problem med en problemløser, ikke mere i 'for lidt slutord' i stedet for 'for meget operant'? Og er det ikke her, at balancen skal findes?

Redigeret September 29, 2008 af snevinter

[Gæst snevinter]

Ja, hund B slår sig ikke sådan lige til tåls med at situationen ikke kan ændres og forsøger selv at gøre dette.

 

 

Jeg synes nu heller ikke jeg kalder det et problem. For det er det ikke generelt.

Men det kan, som alt andet der overdrives, give anledning til problemer

 

 

Jo det vil man jo synes, men det må være individuelt.

 

Kreativ problemløsning "på højt niveau" kan indbringe hunden besvær ift en sur hundeejer.

 

Nogle hunde vil stresse i forsøget på at løse opgaver de ikke er blevet tildelt, men påtager sig.

 

 

Man skal finde den balance som passer til ens hund så den er tilfreds og velstimuleret.

 

Jeg er ikke fortaler for at droppe problemløsning og operant indlæring jeg fortalte bare om nogle observationer, jeg mener at have gjort mig.

 

Jeg fik det måske skrevet lidt hurtigt - jeg mente ikke, at du gik imod operant og kunne godt se, at du spurgte til en balance med operant

[Gæst Ninjamor]

Men hvis man nu arbejder operant - endda for det meste, eller vi kan endda sige 100% for eksemplets skyld - kan man så ikke få en fantastisk problemløser, som også kan finde ud af at stoppe. Hvis man nu netop er meget obs på at bruge slutord?

 

Ligger den store mulighed for et problem med en problemløser, ikke mere i 'for lidt slutord' i stedet for 'for meget operant'? Og er det ikke her, at balancen skal findes?

 

 

I princippet jo og så alligevel nej..

Der er jo store forskelle på individerne og NOGLE hunde er så kvikke i pæren at de udleder noget de slet ikke "burde" og dermed lærer noget uønsket.

 

Hunde kan blive så selvbevidste og dygtige til at løse forskellige "opgaver" at de kan selv og dermed udelukker hundeejeren som samarbejdspartner.

 

I nogle situationer er det jo heldigt at hunde "kan selv", som den hund der holdt sin ejer i live to døgn da han fik et slagtilfælde (tror jeg det var) ved at dyppe en klud i toilett:badr:et og på denne måde vande ejeren..

 

Der skal være balance i alt

[Flaffy,Zozo,Luna]

Hold da op det var da godt nok en dygtig hund :5up:

[Gæst Ninjamor]

Hold da op det var da godt nok en dygtig hund :5up:

 

Det var vist i radioens nyhedsudsendelse de fortalte det

[Aslan]

I nogle situationer er det jo heldigt at hunde "kan selv", som den hund der holdt sin ejer i live to døgn da han fik et slagtilfælde (tror jeg det var) ved at dyppe en klud i toilett:badr:et og på denne måde vande ejeren..

 

Der skal være balance i alt

 

 

Nu håber jeg han havde trukket op sidst han var ude og tisse :blink:

 

Men utroligt at en hund er så vel tænkende, eller hvad der lige gør at den vælger at gøre hvad den gjorde

[Gæst Must love dogs]

Super godt indlæg, engang imellem er det godt at vove et øje

 

Jeg har så kun oplevet, at nej har været et fy-ord på hundeforums, aldrig in real life.

 

Nej, er for mig ikke et skældsord, eller et ord jeg bruger til at skamme med, det er mere en måde at korrigere hunden, når den gør noget forkert. Hmmm svært at forklare, men der er i min bog forskel på nej, og NEJ!!

 

Jeg bruger forresten ikke nej, fordi det lyder meget som hej, hvilket jeg altid går og siger til hende, så jeg bruger ah-ah istedet, ville ikke forvirre kræet.

[DKWiechert]

Nej, er for mig ikke et skældsord, eller et ord jeg bruger til at skamme med, det er mere en måde at korrigere hunden, når den gør noget forkert. Hmmm svært at forklare, men der er i min bog forskel på nej, og NEJ!!

 

Jeg ser "nej" som en kommando, fuldt ud på linie med "plads" "sit", "bliv", "apport" m.fl.

Og det bruges også som sådan. "nej" fortæller for mit vedkommende hunden, at den skal indstille hvad end den har gang i lige nu.

 

Og ved mig kan det sagtens ske at kommandoer brøles ud, så skytten næsten falder bagover af ren og skær skræk. Ved kommandoen "nej" forholder det sig ikke en dyt anderledes. (man burde reelt ikke brøle en kommando, men i kampens hede er der andre faktorer der spiller ind, ikke at det undskylder noget, men så alligevel )

[Gæst Ninjamor]

Super godt indlæg, engang imellem er det godt at vove et øje

 

Tak

 

Jeg har så kun oplevet, at nej har været et fy-ord på hundeforums, aldrig in real life.

 

Det har jeg så - men indrømmet: llangt de fleste "nej" jeg hører er gentagelser af gentagelser af gentagelser ift. samme handling, som hundene iøvrigt elegant overhører, fordi det bare er blevet en lyd uden nogen praktisk betydning.

 

 

Nej, er for mig ikke et skældsord, eller et ord jeg bruger til at skamme med, det er mere en måde at korrigere hunden, når den gør noget forkert. Hmmm svært at forklare, men der er i min bog forskel på nej, og NEJ!!

 

Jeg bruger forresten ikke nej, fordi det lyder meget som hej, hvilket jeg altid går og siger til hende, så jeg bruger ah-ah istedet, ville ikke forvirre kræet.

 

 

Jeg skælder heller ikke ud med nej.

Nej er for mig et stopord, ikke andet.