What to do :,( ?

[Gæst Breum]

Tja hvor skal jeg begynde... Har altid kritiseret folk der har fået en hund og efter et par år så afliver de den eller sælger den videre fordi parret der havde funden var gået fra hinanden eller de følte de ikke have tid til den mere - Jeg er måske komme i denne situation og synes det er vildt pinligt, men ved virkelig ikke hvad der er bedst for min lille hund.

 

Min kæreste og jeg er gået fra hinanden efter 5 år og nu står jeg så tilbage med min (vi var enig om at hvis der skete noget var det min hund, mig der ville hav hund) hund. Hun er snart 3 år gammel og vi døjer stadig med rigtige mange problemer, hvor nogle af dem har jeg også skrevet herinde.. har haft hende til en adfærdskonsulent som mente at hun måske var blevet taget for tidlig fra hendes mor.

 

Vi købte hende fra et andet par som gik fra hinanden, da hun var 8 mdr. Hvis jeg kigge tilbage og ser i bagspejlet kunne jeg godt se at denne her hund ikke havde det godt, hun var utrolig ræd for os. Og er stadig ræd for fremmede mennesker også selvom hun har set dem mange gange. Man kan se på hende at hun helt vildt gerne vil hen at snakke men der er noget der holder hende tilbage og hun bliver et forstrækket bare med den mindste bevægelse. Hun er ikke så god til at være alene hjemme i perioder og har ødelagt vores dør ad, hun er lukket inde i en lille gang. Vi skal huske at låse dørerne i gangen eller før hun dem åbne og så har hun bare lavet ballade til vi kommer hjem. Når jeg går smider jeg altid godbidder ind til hende så hun har noget at lave. Man kan heller ikke være sikker på at hun er renlig, selvom hun er ude som hun skal. Hun går på alle møbler og hvis hun kan få fat på noget at bide i stykker gør hun det.

jeg har gået til en masse hundetræning med hende, og hu har da også lært en masse trick. Hun elsker at lege med andre hunde.

- Lidt om Tika, og hvordan hun er og hvad jeg kæmper med i hverdagene. Hun er en blanding mellem mops og pomeranian.

 

Nu står jeg lidt tilbage og har lavet en fordele og ulempe list ved at have hende og må indrømme at der er flest ulemper ... Jeg tror ikke at hun ville kunne holde til at blive solgt videre, ville virkelig være synd for hende, men kan heller ikke se hvordan jeg skulle have hende, hårdt sagt har tænkt på aflivning, men det er virkelig hårdt og tanken om at man har kontrollen over hendes liv gør mig rigtig ked af det, men jeg tror bare ikke jeg kan magte at have hende når jeg er alene Når hun vil have opmærksomhed niver hun ud efter mig og til tider gør det ondt ...

 

Nogle der kunne give mig lidt råd på vejen om var der er bedst for hende, eller nogen der er prøvet noget lignende ? Hjælp tak

[AnneMangetal]

Kære Breum.

 

Æv, for en situation:( Jeg føler VIRKELIG med dig:bighug:

 

Man kan altid have holdninger til andres gøren og laden, men når man selv står i situationen, er det anderledes. Og sådan oplever du det nu. Og det skal du ikke slå dig selv oven i hovedet over!

 

Nu ved jeg ikke andet om problemerne end det du her har beskrevet her, og om der er flere muligheder for hjælp. Jeg kan heller ikke lige se hvor akut du skal af med hende.

 

Ville hun kunne trives ved fx et ældre ægtepar der går hjemme? Eller er hun meget utryg ved nye mennesker og situationer?

 

Kan du på nogen måde forestille dig at hun kan få et godt hundeliv et andet sted? Hvis du kan svare nej til dette spørgsmål, eller du i øvrigt føler at det vil blive for problematisk, synes jeg det er mest fair for hunden at blive aflivet. Husk på at hunden jo ikke ved at den bliver aflivet. Den ved så at sige ikke hvad den går glip af. Det er ikke synd for den der bliver aflivet, men det er synd for dem der er tilbage og er kede af det.

 

Hvis hendes livskvalitet er så ringe nu (eller vil blive det hvis hun skal have ny familie), synes jeg ikke du skal have dårlig samvittighed. Du har gjort hvad du kunne for hende, men livet har ikke været god ved hende.

 

Der er masser af skønne og dejlige omplaceringehunde i Dk, og man kan argumentere for at det ikke efterlader meget plads til de mere problematiske af slagsen.

 

Jeg fornemmer i virkeligheden at du har truffet din beslutning, og at du gerne vil høre at det er den rigtige beslutning. Og jeg håber du kan læse af ovenstående, at jeg er enig i din beslutning, hvis forudsætningerne er som jeg har skrevet:ae:

[Gæst Breum]

Tusind tak for svaret!

 

Ja jeg fiskede måske lidt efter at få det bekræftede hvad jeg går med i tankerne. Tror ikke hun ville kunne holde til at komme hen til en ny familie, og jeg vil næsten heller ikke byde en familie der evt skulle få hende, på ting som hun ødelægger nogle gange.. Hun er meget utryg ved nye mennesker og steder. Hvis hun ikke havde haft disse 'problemer' så ingen tvivl om at jeg havde beholdt hende!

 

Ja du har helt ret med at hun selvfølgelig slet ikke ved bedre, eller hvad der sker..

 

Jeg sidder tilbage i lejligheden nu, og har indtil den bliver solgt og jeg flytter hjem til mine forældre. De må godt have hund derhjemme men bare tanken om de ting hun vil ødelægge der og gå de første par uger det kan jeg ikke tilbyde naboerne eller mine forældre /: ...

[Tullemus]

Jeg sidder og tænker på, om keder sig, når hun bider ting i stykker ? Med hensyn til, at hun er bange...har du mulighed for, at "låne" en lille legekammerat til hende ? En der kunne styrke hendes selvtillid ? Jeg kender et par hunde, hvoraf den ene er rigtig bange for mennesker, men den læner sig meget op ad den anden hund og den bliver mere og mere modig, efterhånden som den ser, hvad den anden gør. De lærer rigtig meget af hinanden.

[Ninjamor]

Kedelig situation du er i, men det er umuligt for folk som ikke kender din hund at vurdere, hvad der vil være bedst for hende.

Alenehjemmeproblemet kan løses er jeg sikker på, men du skal naturligvis ville det.

 

Jeg forestiller mig, at da du og din kæreste er gået fra hinanden har stemningen i hjemmet sikkert ikke altid været optimal og sådan noget mærker en hund og det påvirker dens adfærd.

 

Måske er problemet ikke så uoverskueligt som det lige nu ser ud til med den rette aktivering og træning, men igen, hvis du allerede har besluttet dig, er det naturligvis det du føler for du skal gøre.

Umiddelbart lyder hun ikke som om hun vil få det nemt med en omplacering, men måske er dette endda hendes redning hos de rette mennesker

 

Held og lykke med det

[Louise_J]

Hej Breum

 

Jeg kan sagtens sætte mig ind i det virvar af følelser du har lige nu. For snart tre år siden gik min eks og jeg fra hinanden efter 8 år sammen. På de 8 år havde jeg samlet et par kæledyr sammen, og dem stod jeg lige pludselig selv med; to katte, to hunde og to chinchillaer. Chinchillaerne havde dog været til salg i forvejen, da den ene hund stressede over dem. Det er selvsagt en voldsom personlig krise man står i, og der kan det være utrolig svært at overskue kæledyr også, uanset hvor meget man holder af dem.

Jeg måtte tage nogle grimme beslutninger. Den ene kat blev aflivet lidt over et halvt år efter, da huset var solgt og jeg skullee videre i et rækkehus. Hun havde altid været bange for hundene, men havde levet et fint liv da hun havde en kattelem og ellers var glad når hun bare kunne få lov at ligge højt på et skab. Men en toværelses lejlighed var ikke nok til at give hende den frihed.

Den ene hund blev sat til salg. Både min eks-svigermor og min bror tilbød at overtage Cajsa, men det var Mingus som blev sat til salg. Han stresser ret nemt over lyde og blev i samme periode i nogle tilfælde udadreagerende over for mennesker vi mødte på gaden. Jeg følte ikke at jeg kunne tilbyde ham et ordentligt liv i et rækkehus med larm og naboer tæt på. Det smertede mig ubeskriveligt, især fordi jeg altid havde været mest knyttet til ham. Men jeg følte jeg skyldte ham noget bedre.

 

For at gøre en lang historie kort, sidder jeg nu her, og har stadig Mingus. Som tiden gik, opdagede jeg, at jeg faktisk godt kunne give ham et ordentligt liv. Der skal ikke herske tvivl om at det var rigtig hårdt at være alene om to hunde og en kat, når man altid havde været to. Men efter en periode vænnede jeg mig til det.

 

Som andre skriver, kan ingen af os svare hverken for eller imod dit dilemma. Jeg har langt større respekt for de, der vælger at aflive eller omplacere, frem for de der krampagtigt holder fast i deres hund for enhver pris. Men jeg vil også råde dig til at udsætte beslutningen lidt. For man er helt uundgåeligt i et følelsesmæssigt kaos, og det er ikke sikkert man er i stand til at tage rationelle beslutninger. Sådan har jeg det i hvert fald når jeg ser tilbage, jeg kan slet ikke kende mig selv. Jeg kan godt se at du har nogle meget store udfordringer, din hunds problemer taget i betragtning. Og at det virker helt uoverskueligt at skulle til at hjælpe hunden med dens problemer midt i alt det andet.

 

Jeg håber ikke jeg har vrøvlet alt for meget - klokken er mange og jeg burde ligge i min seng - og at du trods alt kan bruge min tanker til noget. Ingen tvivl om at du har min dybeste medfølelse :ae: