Selskabs hund, hvor selskabelige kan man gøre dem?

[Gæst Bente]

Man siger jo at når man får flere hunde end en eller to, så knytter de efterfølgende hunde sig mere til de andre hunde i flokken end til førerne.

Det vil jeg ikke sige imod, da vores tredje hund vi fik for nogle år siden er meget stærkt knyttet til vores to ældste.

 

Han er lydig og bliver trænet, så han er fint knyttet til os som ejere også, men med et undersøgende øje kan vi godt se han måske hellere vil opsøge de andre hunde, hvis en af dem gør af noget, end komme til os som det første.

 

Det gør ikke noget, han er en dejlig hund og vi ønsker ham ikke anderledes.

 

Nu har vi så fået en fjerde hund, der mere skal være til fodvarme og skødehund end egentlig arbejdshund.

Ikke dermed sagt at vores arbejdshunde ikke er glade for nusseri, men de er for store til sengen og lige i overkanten til at sidde med i en lænestol.

 

Så vi fik en lille charmerende og elskelig pekingeser blanding.

 

Vi ved godt at pekingesere med deres megen pels måske ikke har lyst til at putte ligeså meget som en dansk svensk eller Jack Russel måske ville have haft lyst til, men da vi kiggede efter hvalpe var der flere ting vi så efter og blandt andet skulle den være lille nok til ikke at fylde for meget i sengen og samtidig stor og robust nok både psykisk og fysisk til at den kunne håndtere at være den første lille hund i en flok med større hunde.

 

Hvad det angår består den til UG, den er frygtløs på den gode måde, han gør ikke, han puster sig ikke op, men han er heller ikke bange for at trænge sig forrest i køen når der skal uddeles godbidder.

 

Der er også andre ting der gjorde at vi (jeg) ønskede mig en selskabshund, blandt andet har jeg i årevis lyttet til folk der har sagt at man ikke kan træne en Pekingeser til noget som helst og da jeg altid har haft et særligt blødt hjerte for racen, så fik jeg blod på tanden og elsker udfordringen med en hund, der kræver så meget mere tid til at lære noget nyt.

 

For der vil jeg alligevel være ærlig og sige, det er ikke en hund, der ligesom en Lab eller shæfer lærer nyt på få øjeblikke.

 

Det kommer som lidt af en overraskelse at en Pekingeser blanding alligevel skal bruge næsten 10 dage på at lære at søge noget f.eks eller noget så simplet som fremadsendelse i agility.

 

Ja jeg ved godt det er lidt nogle underlige ting jeg udsætter min lille selskabshund for, det er jo bare meningen sådan en skal ligge hen i et hjørne og gå i et med tæppet, men jeg elsker alle de overraskelser han giver mig i træningen, for når han endelig viser fremskridt, så er glæden så meget større.

 

Selvfølgelig er det en udfordring, der ind imellem synes håbløs, især når det tager så lang tid og jeg er vant til hunde der fra hvalp har forstået mange øvelser indenfor ganske få minutter. Måske især fordi samarbejdende racer har en tendens til selv at byde ind med mange forskellige krumpspring, som er nemt at fange og rose.

 

En Pekingeser derimod (I hvert fald den blanding vi har fået fra kuldet, da vi godt ved der kan være forskel inden for selve racen), er mere en verdens betragter. Han sætter sig gerne ned på rumpetten og bare kigger på verden omkring sig og lader sig ikke sådan lige lokke af hverken godbidder eller legetøj.

 

Jeg har dog luret at sådan en størrelse er lidt som en kat, i hvert fald virker katte legetøj ret godt indtil videre.

 

Alt i alt en fantastisk elskelig hund, der bare har en uerfaren selskabshundeejer.

Dette er min første selskabs hund af den type / race så det er lidt som at starte helt forfra med alt hvad jeg har lært.

 

Han har heller ikke været stueopdræt, så udfordringen er kun desto større, men det har vi haft for vane at snuppe de hunde, som vi ved kan volde andre problemer.

Vi elsker at få familie/arbejds/hygge hunde ud af hunde, der ikke kommer til verden med de bedste papirer og betingelser og det er gået rigtig rigtig godt.

 

Men som uerfaren selskabs hunde ejer, så går mit spørgsmål nok nogenlunde på, hvordan man gør sådan en lille størrelse rigtig selskabelig, når den ikke har været i kælne hænder fra fødsel af.

 

Han er glad og ualmindelig charmerende, så kimen er lagt til at få en kontaktsøgende hund, men han bryder sig endnu ikke om at komme helt tæt på. Han har en tænkegrænse, hvor han lige sætter sig ned og ligner en der overvejer situationen ganske nøje før han tager mod til sig og kommer helt hen til os.

 

Han kan godt lide at ligge i sengen, men pga. pelsen ønsker han naturligt ikke at ligge under dynen og han er nu heller ikke ligefrem, endnu, en skødehund. Han får det ganske enkelt for varmt.

 

Men hvor meget kan man opnå med sådan en lille størrelse?

 

Kan de trods pelsen trænes til at ville nusse?

 

Det er ikke fordi svaret nej vil ændre vores følelser for ham på nogen måde, så bare kom med alt hvad I har kendskab til. Vi elsker ham lige højt af den grund og vil arbejde videre med ham uanset.

 

Jeg er bare nysgerrig.

 

Han blev sådan set købt til at skulle være skødehund, en baby, men han er mere glad for at træne søg, lege tag fat og bytte lege og pile hen over pinde der ligger på jorden, end han har interesse for at kæle.

 

Så uanset hvordan det går, så vil jeg allerede nu begynde at overveje hvilke racer der er værd at kigge på for at ramme plet med skødehunden til næste gang.

 

Det er ikke noget der skal ske i de første mange år, da vi helst ser alle vores hunde voksne før vi får en ny hvalp, men det er så utroligt dejligt at tænke og drømme.

 

Det er heller ikke fordi jeg ikke helt har en ide om hvordan vi træner nærhed. Jeg bruger meget at give godbidder med munden til alle mine hunde, så de får tillid til mit ansigt og mine øjne. Det virker fint.

Men der er et stykke vej derfra og så til at kunne se hvordan hunden vil udvikle sig, om den vil blive til en skødehund.

 

Eller er de bare mest til fodender? Kan de udvikle sig til det? Er det noget der kommer med tiden?

 

Vores andre hunde er meget kælne, de er bare lige store nok til at ligge på skødet, selvom jeg nogle gange tror de ikke ved det.

 

Det er heller ikke fordi der er kamp om pladserne. En hvalp/ ung hund vil jo typisk trække sig hvis der er for mange om buddet, men der er vi meget nøje med at give alle hunde alenetid med os, så de også får lidt tid væk fra flokken en gang imellem.

 

Men hvordan og hvorledes med sådan en pelset selskabshund?

 

Jeg har såmænd overvejet at trimme ham korthåret for at se om det skulle have en effekt under indlæring. Jeg er bare bange for at det ville gøre ham forkølet og usikker, så det gør jeg ikke lige pt. i hvert fald, måske når han er lidt større og vejret er varmere.

[Gæst Sus&Siku]

Vil bare sige, at jeg synes det er fedt, at du forsøger at træne din pekingeser trods læringstiden er længere

 

Har selv en bla. hund, hvor pekingeseren indgår. Min er ikke speciel lærnem, godbidder/kiks er ikke interessante. Dog er der ikke megen pekingeser i ham, dog har han en god portion "hissighed".

 

Min er skødehund indendørs. Han elsker at putte i sofaen og sengen. Om natten lægger han sig helt ind til kroppen under dynen. Han er kort pelset, dog med lidt underuld.

 

Mon ikke jeres bliver en kælne skødehund med tiden? Hvis I skaber ro, giver den lov til at ligge i sofaen ved siden af, så kommer det nok af sig selv. Her sad jeg med min hund på skødet, når han skulle "stresse" ned eller sove.

[søster lagkage]

jeg har en selskabshund der er blevet mærkbart mere kælen med alderen - selv om han helst holdt sig tæt på som hvalp, var han egentlig slet ikke kælen som sådan. han lå helst i den modsatte ende af sofaen f.eks. nu er han familiens varmepude, der helst bare vil putte hele dagen. så vidt jeg kan læse mig til herinde, er det meget typisk. så jeg er ret sikker på, at tiden bare arbejder for jer, hvis i bliver ved med at tilbyde ham sjovt og hyggeligt samvær.

[Hopsa]

Jeg har 6 hunde af samme race, og de blir bare mere og mere opsøgende og kælne jo flere der kommer til.

[Umulia]

Jeg kan slet ikke forholde mig til at man kan synes at nogle hunde er for store til at kæle med, og at man i et hjem med flere hunde kan have én, der må noget, de andre ikke må. Men enhver sin lyst

 

 

Men det jeg lige bed mærke i var at jeres "kælehund" ikke er stueopdræt, og ikke har været vant til at være i hænder. Efter mine egne erfaringer vil en hund med den baggrund ofte bevare en modvilje mod at blive berørt, eller i hvert fald holdt om og løftet, resten af livet. De første uger er åbenbart fuldstændig afgørende i den forbindelse.

 

Selvfølgelig kan hunden trænes til at acceptere berøring, men de lærer sjældent at nyde det, på samme måde som en velsocialiseret hvalp.

 

Jeg har selv prøvet at overtage genbrugshunde helt ned til 16 ugers alderen, som allerede havde fået smadret deres tillid til mennesker godt og grundigt. Som sagt kan man gøre meget, og det er en smuk oplevelse at se dem få mere og mere tillid, men der vil hos mange stadig sidde en rest af skepsis overfor mennesker tilbage, uanset hvor kærlig en behandling de får.

 

Jeg bemærker også at du skriver, at I gerne vil tage hunde, som I ved vil give andre problemer. Det er selvfølgelig en smuk tanke, men køber man en hvalp hos en hundehandler, uanset hvor uselviske ens motiver er, opnår man ikke andet end at støtte hundehandel.

[Gæst Bente]

Jeg kan slet ikke forholde mig til at man kan synes at nogle hunde er for store til at kæle med, og at man i et hjem med flere hunde kan have én, der må noget, de andre ikke må. Men enhver sin lyst

 

 

Men det jeg lige bed mærke i var at jeres "kælehund" ikke er stueopdræt, og ikke har været vant til at være i hænder. Efter mine egne erfaringer vil en hund med den baggrund ofte bevare en modvilje mod at blive berørt, eller i hvert fald holdt om og løftet, resten af livet. De første uger er åbenbart fuldstændig afgørende i den forbindelse.

 

Selvfølgelig kan hunden trænes til at acceptere berøring, men de lærer sjældent at nyde det, på samme måde som en velsocialiseret hvalp.

 

Jeg har selv prøvet at overtage genbrugshunde helt ned til 16 ugers alderen, som allerede havde fået smadret deres tillid til mennesker godt og grundigt. Som sagt kan man gøre meget, og det er en smuk oplevelse at se dem få mere og mere tillid, men der vil hos mange stadig sidde en rest af skepsis overfor mennesker tilbage, uanset hvor kærlig en behandling de får.

 

Jeg bemærker også at du skriver, at I gerne vil tage hunde, som I ved vil give andre problemer. Det er selvfølgelig en smuk tanke, men køber man en hvalp hos en hundehandler, uanset hvor uselviske ens motiver er, opnår man ikke andet end at støtte hundehandel.

 

Nej vores hunde er bestemt ikke for store til at blive kælet med, men jeg har hverken lysten eller fysikken til at sidde med store hunde på skødet. Og de store hunde sover ikke med os i sengen. Det gjorde de da de var hvalpe, men over tid bliver de vendt fra.

 

Og vi støtter ikke hundefabrikker hvis det er dem du referer til. Men vi har intet imod at købe hunde der er opvokset i stald f.eks.

Alle vores hunde er kælne og kontaktsøgende, men de er startet som stald eller garagehunde.

 

Om man ønsker hunde fra den type avl er jo så smag og behag, men for os er det ingen hindring.

 

Vi elsker vores hunde, vi har ikke demokrati, men de bliver alle behandlet med kærlighed, omsorg og bliver stimuleret med træning og leg og selvfølgelig klap og kæl.

[Gæst Bente]

jeg har en selskabshund der er blevet mærkbart mere kælen med alderen - selv om han helst holdt sig tæt på som hvalp, var han egentlig slet ikke kælen som sådan. han lå helst i den modsatte ende af sofaen f.eks. nu er han familiens varmepude, der helst bare vil putte hele dagen. så vidt jeg kan læse mig til herinde, er det meget typisk. så jeg er ret sikker på, at tiden bare arbejder for jer, hvis i bliver ved med at tilbyde ham sjovt og hyggeligt samvær.

 

Lyder godt. Vores ønsker også at være tæt på. Han er nem at børste og rense ører og klippe klør på, der er han helt rolig, men han har ikke lyst til at ligge stille i skødet. Endnu, men måske han får lyst til det, vi håber. Presser ikke, men håber.

[anne-lise hansen]

Her hos mig var Racer ikke specielt kælen - kom og lagde hovedet i mit skød når han ville kæles med , men rejste sig tit og gik hvis jeg ville kæle med ham - Tot er nærmest modsat - han kommer tit og fortæller at nu er det kæletid !

[viviansen]

Jeg har 2 selskabshunde af racen Yorkshire terries, My og Maggie. Den ældste har antagelig ikke været så meget i hænder og er også taget fra sin mor som 6 ugers. Dette er noget jeg selv har stykket sammen udfra samtaler med opdrætter, efter jeg havde købt hunden.

My, som hunden hedder, er købt hos en anerkendt DKK opdrætter og den ene gang jeg besøgte hende var alt ok. Senere er jeg altså blevet klar over, at hendes opvækst betingelser har været langt fra optimale.

My har et stort behov for at være helt tæt, på skødet og gerne under dynen om vinteren men hun bryder sig ikke om, at blive kælet for eller om berøring i det hele taget. Dyrlæge besøg og frisør besøg er yderst grænseoverskridende for hende og desuden lider hun af seperationangst.

Maggie, som kommer for et kærligt opdræt er verdens største kælepot. Hun smider sig på ryggen for at blive kløet på maven og elsker og ligge i arm. Når hun bliver nusset bliver hun fuldstændig saglig, jeg kender faktisk kun en hund der er mere kæle og det er vores flatcoat:mrgreen: som også kommer fra et kærligt opdræt.

 

My er igennem årene blevet mere vant til kærtegn i og med vi aldrig overkrider hendes grænser, eller forsøger at undgå det, men hun bliver aldrig tillidsfuld og kæle som Maggie.

Det betyder blot at hendes tillid er så meget mere værd og at når hun en sjælden gang, helt afslappet modtager nus på maven, så bliver vi helt beæret over at have gjort os fortjent til hendes tillid.

[tjikson]

Mine cavalier hææænger på en når man er indenfor Til gengæld har de overhovedet ikke tid til os udenfor

[Thorvald]

Hej Bente

 

Jeg er ejer af en pekingeser på 2 år. Han har meget pels, og derfor trives han ikke på varme steder som på skødet, sofaen eller sengen.

Som selskabs hund er han altid i nærheden, og hvis man har gang i et projekt i hundens højde, ja så står han gerne midt i det og blomstrer. Hvis han så samtidig kan komme til at stjæle noget . Hvad angår kæleri, så jo han er blevet mere kælen med alderen, men den store nusse/kæle-tur er begrænset til tidlig morgen, hvor jeg står op. Her får den så til gengæld fuld skrue.

Min pekingeser og jeg har taget mange ture med cykeltrailer. Han vil gerne ud at se noget og opleve nye steder. Han er nysgerrig, iagttagende, reserveret og nå ja stædig som et æsel, hvis der er noget, han lige skal tjekke ud på sin rute.

Jeg synes, at det er sejt, at du træner med din pekingeser. Det er en udfordring. Jeg kan øve indkald med min pekingeser i haven. Den ene dag sidder det bare lige i skabet. Han kommer løbende hen til mig hver gang, og får en belønning. Næste dag sidder han bare på plænen og iagttager mig med et fjernt blik. På sådanne dag virker hverken de lækreste godbidder eller den mest overdrevne ros.

Det er det ambivalente i en pekingeser. Der er det kærlige og til tider fjollede væsen, men der er også dette katte-lignende væsen, som udstråler, at pekingeseren er helt sin egen herre.