Lonny Skrevet Oktober 31, 2008 Rapporter Share Skrevet Oktober 31, 2008 Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke har nogen plan om at begynde at avle, og at dette er et teoretisk spørgsmål Hvis man har en hanhund som lige fra hvalp har været nervøst anlagt, men man har gennem intens træning fået denne hanhund gjort til en selvsikker hund, der ikke længere er nervøst anlagt. Kan man så avle på ham med det argument, at nervøsiteten så ikke har ligget i generne, men at det højest sansynlig "kun" har været noget hans mor og/eller tidligere opdrætter har lært ham? Altså det er ikke arv, men miljø der gjorde at han til at starte med var er nervøs hund? Hanhunden skal selv sagt have være blevet avlsgodkendt først? Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
PinPoynter Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Hvis hans mor gjorde ham nerv¢s er det da arv? Jeg ville ikke avle på sådan en hanhund. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lonny Besvaret Oktober 31, 2008 Forfatter Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Grunden til at spørgsmålet er dukket op, er at jeg var til et kursus med Anne Lill Kvam, som fortalte at du kan have generationer af hunde som alle reagerer angst i en given situation, og at de alle reagerer med samme adfærd. Og dette kunne være indlært i gennem generationer, og lå derfor slet ikke i generne. Det var derimod nærmest indlært allerede mens hvalpene lå i moderens mave. Så hvis man nu har aflært denne adfærd igen, inden hunden får lov til at parre sig, så vil det jo ikke gå i arv? Det store spørgsmål er selvfølgelig om det er arv eller miljø Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Ninjamor Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Ikke efter min mening. Dispositionen for "nerver" (og f.eks. stresshåndtering) ligger i generne og hos nogle hunde skal der ikke så meget til for at udløse nervøsiteten som hos andre. En lille historie: Min tidligere labrador, Rasmus, var en hund med "nervøsitet" overfor mænd. Dette arbejdede jeg intenst og meget målrettet på at få rettet op på, blandt andet gennem ærmearbejde som han elskede, og han blev en meget stabil og psykisk stærk hund. Han overdrev aldrig og kunne sætte en hvilken som helst hanhund på plads med de små midler, fantastisk sprogkyndig og i det hele taget en reel hund. Alle som kendte ham sagde han var alphamateriale pga. hans ro og overblik m.v. I mentalbeskrivelse var han super... Da han så blev ældre og fysikken begyndte at blive svækket og jeg ikke kunne vedligeholde hans "træning" røg han tilbage til nervøsitet overfor mænd. Ikke i lige så udtalt grad, men den var der. Det vil sige, at jeg havde pumpet ham fuld af "kunstig" selvtillid og tillid til mænd. "Nerverne" havde hele tiden været der, men havde fået lagt et lag fernis udenpå, så de ikke sås og Rasmus heller ikke følte dem. Han var en glad og frejdig hund. I avl vile dette lag ikke slå igennem og han ville højst sandsynligt videregive sin nervøsitet Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Ninjamor Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Grunden til at spørgsmålet er dukket op, er at jeg var til et kursus med Anne Lill Kvam, som fortalte at du kan have generationer af hunde som alle reagerer angst i en given situation, og at de alle reagerer med samme adfærd. Og dette kunne være indlært i gennem generationer, og lå derfor slet ikke i generne.Det var derimod nærmest indlært allerede mens hvalpene lå i moderens mave. Så hvis man nu har aflært denne adfærd igen, inden hunden får lov til at parre sig, så vil det jo ikke gå i arv? Det store spørgsmål er selvfølgelig om det er arv eller miljø Det må så handle om at en given adfærd nedarves. Så skal man jo til at undersøge hvornår en given adfærd gennem generationer påvirker generne og hvornår ikke. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lonny Besvaret Oktober 31, 2008 Forfatter Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Jeg syntes emnet arv og/eller miljø er utroligt interessant både inden for hunde og mennesker, så deraf emnet Og inden for menneske verdenen, så hælder jeg nok mest til at det er miljø, eller også er vi måske bare bedre til at aflære medfødte adfærdsmønste, jeg ved det ikke rigtig Men jeg kan godt se hvad du mener med beskrivelsen af Rasmus, at det vi troede vi havde trænet væk, måske vender tilbage, når det fysiske/psykiske overskud ikke længere er tilstede. Jeg ville personligt heller ikke løbe risikoen, da jeg af erfaring ved hvor meget det påvirker hunden og ejerens hverdag, når hunden er nervøst anlagt. Og som en i en anden debat nævnte, hvorfor løbe risikoen, når der er så mange andre egnede hunde at avle på. Men jeg syntes, som sagt, bare at emnet er interessant Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Ninjamor Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Jeg syntes emnet arv og/eller miljø er utroligt interessant både inden for hunde og mennesker, så deraf emnet Og inden for menneske verdenen, så hælder jeg nok mest til at det er miljø, eller også er vi måske bare bedre til at aflære medfødte adfærdsmønste, jeg ved det ikke rigtig Men jeg kan godt se hvad du mener med beskrivelsen af Rasmus, at det vi troede vi havde trænet væk, måske vender tilbage, når det fysiske/psykiske overskud ikke længere er tilstede. Jeg ville personligt heller ikke løbe risikoen, da jeg af erfaring ved hvor meget det påvirker hunden og ejerens hverdag, når hunden er nervøst anlagt. Og som en i en anden debat nævnte, hvorfor løbe risikoen, når der er så mange andre egnede hunde at avle på. Men jeg syntes, som sagt, bare at emnet er interessant Meget interessant og der kan godt være brug for noget mere fokus på emnet. Sagde Ann Lill ellers andet interessant? Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lonny Besvaret Oktober 31, 2008 Forfatter Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Jeg syntes at det var et rigtig godt weekend kursus med Anne Lill Kvam, desværre er en del af det nok gået i glemmebogen hos mig, da min svigermor jo desværre døde samme weekend... Men jeg havde Baldur med derinde som forsøgshund :blink: Det gik rigtig godt, at Baldur fik nogle gode brugbare erfaringer, fordi ingen af menneskerne forsøgte at hilse på ham, så han fik for en gangs skyld lov til at rende rundt og undersøge dem i sit helt eget tempo Man kunne tydelig se hvilken forskel det gjorde, at folk ikke forsøgte at tage kontakt til ham, så både Baldur og jeg lærte meget af denne oplevelse Jeg skal nok lige lægge hovedet i blød og se om jeg ikke kan komme i tanke om hvad vi mere blev undervist i :blink: Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst wsg Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 En ting er gener - noget andet er opdrætters etiske overbevisning..... Jeg har haft overvejelserne inde på livet og har det så vidt stadig, da jeg jo går med opdrætterdrømme med min yngste tæve. Jeg kan huske, da jeg/vi købte Mollie.... Vi mente dengang, at det kunne da være sjovt at prøve at få hvalpe på hende "for hun var/er jo en sød og køn hund".... Selvom jeg elsker hende overalt på jorden og vil gå/går gennem ild og vand for hende, så har hun bare ikke noget, der skal avles videre på - ja, hun er da en køn hund, men for det første lever hun ikke op eksteriørmæssigt til racestandarden og for det andet (den vigtigste årsag, da jeg nok skulle kunne få hende avlsgodkendt på en udstilling, da hendes fejl ikke er så massive) har hun et temperament, der absolut ikke skal avles på... Jeg ved ikke om hendes temperament er menneskeskabt eller om det er genetisk - ingen af hendes kuldsøskende opfører sig som Mollie, men det er jo ikke til at vide om de ville have været som hende, hvis de havde levet hendes liv og jeg ved ikke om hun ville give hendes sind videre til x antal hvalpe. Jeg har lagt og lægger stadig timers arbejde i hende - noget en almindelig familie næppe ville have stået model til og hun er faktisk begyndt at blive en ganske god hund.... Mollie bliver 5 år til december Og selvom jeg meget gerne vil have hvalpe, så ville jeg ikke kunne leve med at avle på et temperament, der kunne risikere gå i arv og jeg derved ville sælge en hvalpebasse til en familie, der knyttede sig til den for at måtte opgive den efter nogle år, da temperamentet var for voldsomt... Jeg ved hvad jeg har gået igennem med hende - jeg ved hvor meget hun fylder på godt og ondt i mit liv og hvor mange gange jeg har grædt over hende. Det vil jeg ikke byde andre mennesker! Det skylder man ens fremtidige hvalpekøbere at tænke over, inden man tilbyder sin hanhund til avl eller får gjort sin tæve med hvalpe. Selvom man får arbejdet "problemerne" væk fra ens hund, så er det langt fra sikkert, at man kan bryde den negative cirkel i fremtiden, da det også kommer an på hvem, der køber afkommet af ens hund og en tillært adfærd gennem generationer kræver godt nok noget lidt ekstra at bryde. MVH Wivian. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lonny Besvaret Oktober 31, 2008 Forfatter Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Jeg kan godt lide din indstilling til tingene og at du tænker så meget over dine hvalpes fremtidige liv, samt deres køberes :5up: Og du har ret i at selve det at få en hund avlsgodkendt er ikke en garanti for at det nødvendigvis vil være en god ide at avle på hunden, det må som du siger være op til opdrætterens etik. Men hvor går så grænsen for om en hund har for mange "fejl" til at man kan avle på den, hvilken type fejl kan man leve med, og hvilke vil man absolut ikke forsøge at se om man kan overvinde? Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst wsg Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Jeg kan godt lide din indstilling til tingene og at du tænker så meget over dine hvalpes fremtidige liv, samt deres køberes :5up: Og du har ret i at selve det at få en hund avlsgodkendt er ikke en garanti for at det nødvendigvis vil være en god ide at avle på hunden, det må som du siger være op til opdrætterens etik. Men hvor går så grænsen for om en hund har for mange "fejl" til at man kan avle på den, hvilken type fejl kan man leve med, og hvilke vil man absolut ikke forsøge at se om man kan overvinde? I min verden er der forskellige grupperinger af fejl på hunden. Der findes: 1. Eksteriørmæssige fejl i forhold til racestandarden (ikke invaliderende fejl). 2. Fysiske sygdomsfejl - her tænker jeg HD, AD, øjensygdomme, allergi i linierne osv.. 3. Temperamentsfejl herunder også manglende jagtdrive/instinkt for mit vedkommende. Jeg ville ikke udelukke en hund fra avlen, hvis den har nogle eksteriørmæssige fejl, sålænge fejlene ikke er så alvorlige, at hunden ikke ligner den race den er eller invaliderer hunden - jeg har endnu ikke mødt den fejlfrie hund i den henseende. Her gælder det om at kende sin hund og ERKENDE hundens fejl/svage sider, så man ikke går ud og finder en avlspartner med samme fejl/svage sider. Til gengæld udelukker jeg en hund fra avlen, hvis den bærer sygdomme eller har avlet allergi/anden arvelig sygdom videre - jeg kan acceptere en HD B-status på avlsdyr, men jeg vil ikke længere ned. Temperamentsfejl er så den der udefinerbare størrelse... Jeg vil ikke avle på højreaktive dyr (i form af aggressive reaktioner, meget frygtsomme dyr og lign.) eller en hund, der ikke har en tænd/sluk-knap og bare konsekvent kører højt... Men mangler hunden jagtinstinkt/drive og ellers er en god repræsentant for racen, så ville jeg ikke nødvendigvis dømme den ude - jeg ville så være ekstremt opmærksom på hvad avlspartneren indeholder og finde en, der indeholder hvad min hund mangler. Men igen: mine krav er jo mine baseret på mine erfaringer indtil videre... Hvis du spørger mig om 4 år, så kan det være, at jeg svarer helt anderledes. Er en hund blevet avlsgodkendt, så er resten op til opdrætterens etiske overbevisning og etik blandt opdrættere er så forskelligt som børne/hundeopdragelse og et ligeså kildent emne Jeg vil ikke lave en avlskombination, hvor jeg ikke selv ville have den/beholde en hvalp og jeg ved hvad jeg lægger vægt på. Jeg vil da være den første til at indrømme, at jeg er kritisk - både med andres tilbudte avlsdyr, men også min(e) egen - hun har voldsomt store krav/ønsker liggende på hendes unge skuldre og kun tiden vil vise om hun kan leve op til dem (indtil videre er hendes største hæmsko mig). MVH Wivian. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lonny Besvaret Oktober 31, 2008 Forfatter Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Det lyder utroligt spændende det med at avle, men også som lidt af en udfordring Hvis du nu har en hanhund uden jagtdrive/instinkt og gerne vil avle på den fordi, at den har så mange andre gode kvaliteter. Så går du ud og finder en hunhund med drive (eller skal hun have ekstra meget af det for at kompensere?), hvor stor er sandsynligheden så for at det er hunhundens gener der blivet givet videre og ikke hanhundens? Eller risikerer man at få 50% hvalpe med drive og 50% uden? Kunne man ikke gøre det samme med en nervøs hund, altså gå ud og finde en partner der har det den første hund mangler? Eller ligger forskellen i, at det ikke er så slemt at få en hund uden drive, som det er at få en nervøs hund? Bær over med mig hvis nogle af mine spørgsmål er dumme, jeg ved ikke så meget om avl Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
DKWiechert Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 En nervøs hund avler man ikke på i min bog. Én ting er hvad de arver, en anden ting er hvad hvalpene præges til de første 8 uger. En nervøs hanhund har jo reelt kun indflydelse på første del. En nervøs tæve derimod har begge steder. Ville jeg så kunne se igennem fingre med en enrvøst anlagt hanhund? Aldrig i livet, og begrundelsen er simpel, nervøsitet rækker meget længere end til at hunden bare er sådan lidt på tåspidserne ved pludselige ting. Ved labberne er en hårdmundethed meget ilde set, og sågar diskvalificerende, og dukker en sådan hund op til avl så ser jeg rødt. Manglende brugsegenskaber kan suppleres, men jeg ville aldrig anvende en hund uden relativt gode brugsegenskaber For meget af samme kan også kobles med en mere moderat hund. Jeg ser intet formål i at fravælge hunde der står højt i tændingen, hvis ikke man vil fravælge dem der slet ikke HAR en tænding. Arvelige sygdomme er et no-go HUnde som eksteriørmæssigt har stået helt uden for porten er ligeledes et no-go. og sådan er der så meget at kigge på, at selektere ud fra :blink: Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lonny Besvaret Oktober 31, 2008 Forfatter Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Ville jeg så kunne se igennem fingre med en enrvøst anlagt hanhund? Aldrig i livet, og begrundelsen er simpel, nervøsitet rækker meget længere end til at hunden bare er sådan lidt på tåspidserne ved pludselige ting. Hvad er i dine øjne forskellen på at være lidt på tåspidserne og rigtig nervøsitet? Og er der forskel på hvor gammel hunden er? Er det normalt at unghunde er mere på tåspidserne, og at dette ændrer sig når de bliver voksne eller...? Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
DKWiechert Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Hvad er i dine øjne forskellen på at være lidt på tåspidserne og rigtig nervøsitet? Forskellen? Jeg snakker om at en hund der bare sådan er lidt ekstra opmærksom hele tiden pga. nervøsitet er akkurat ligeså slem som den hund der er nervøs og usikker nok til at bide. Og er der forskel på hvor gammel hunden er? Er det normalt at unghunde er mere på tåspidserne, og at dette ændrer sig når de bliver voksne eller...? På hvilken måde mener du? Hvalpe er normalt aldrig selvsikre nok til IKKE at reagere på pludselige ting. Lyde/hændelser mv. Men er de nervøse af den grund? Ikke nødvendigvis. Voksne hunde har mere at stå imod med hvad den slags angår. Hundens grundlæggende prægning og arv vil ikke ændre sig uanset hvor gammel den bliver. Hunden vil dog med tiden få erfaring og viden til at undertrykke dens grundlæggende egenskaber. Så man kan altså sagtens træne en hund væk fra det, men ikke ud af det. HAR en hund alvorlige fejl som f.eks. nervøsitet, angst, manglende egenskaber, dårlig sundhed og lignende, så har den intet at gøre i avl. Lidt firkantet måske, men sådan ser jeg på det. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst wsg Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Det lyder utroligt spændende det med at avle, men også som lidt af en udfordring Hvis du nu har en hanhund uden jagtdrive/instinkt og gerne vil avle på den fordi, at den har så mange andre gode kvaliteter. Så går du ud og finder en hunhund med drive (eller skal hun have ekstra meget af det for at kompensere?), hvor stor er sandsynligheden så for at det er hunhundens gener der blivet givet videre og ikke hanhundens? Eller risikerer man at få 50% hvalpe med drive og 50% uden? Kunne man ikke gøre det samme med en nervøs hund, altså gå ud og finde en partner der har det den første hund mangler? Eller ligger forskellen i, at det ikke er så slemt at få en hund uden drive, som det er at få en nervøs hund? Bær over med mig hvis nogle af mine spørgsmål er dumme, jeg ved ikke så meget om avl Jeg vil hellere have en hund uden jagtdrive end jeg vil have en nervøs hund, men når det er sagt: Hunden skulle være ekstremt god (her snakker vi eksteriørmæssigt den perfekte hund uden fejl og med et supert temperament) for at indgå i avlen, hvis jagtdrivet/instinktet manglede helt og på nuværende tidspunkt skal man godt nok lede meget efter en sådan hund i min race (helt uden jagtdrive/instinkt). Rosie skulle have været avlshund f.eks. (indtil hun fik allergi) og hun har ikke et udpræget jagtinstinkt sammenlignet med f.eks. Mollie, men alligevel vil jeg 100% hellere have Rosie med på en jagt end Mollie. Mollie kører for højt og kan ikke slukkes - Rosie er dovent anlagt (jeg ved ikke om det bare er hendes natur eller om allergien har ændret hende), men er der dyr foran hende, så arbejder hun da sådan okay i et stykke tid. Mollie tænder f.eks. på en fært og vil gå efter færten i timevis - Rosie tænder på færten, hvis dyret lige har gået der og der er en chance for at vi begge kan komme til det. Men hvis Rosie skulle parres, så måtte hun ikke blive parret med en hund med et tilsvarende sløvt/lille jagtinstinkt, da jeg derved kunne risikere at lave hvalpe helt manglende, men igen: genetik og arveanlæg er noget kompleks noget Min avlsmål er at lave racetypiske og sunde afkom, der fungerer lige godt på jagten (eftersom det er en jagthunderace), på udstilling og i hjemmet - jeg håber jeg opnår det Jeg har dog meget at lære endnu og jeg er glad for at have dygtige erfarne opdrættere med samme avlsmål i ryggen, når Jessie og jeg forhåbentligt kommer så langt. Andre opdrættere nedprioterer måske jagtdelen, fordi de ikke er jagtinteresserede og andre nedprioterer måske udseendet, fordi de er jægere og bedøvende ligeglade med om hunden kan blive udstillingschampion/klare sig fornuftig i en udstillingsring, sålænge de ikke bliver invalideret af deres bygning.... Men jeg ville aldrig turde bruge en nervøs eller aggressiv hund i avlen uanset årsagen til deres nervøsitet eller aggression... I min verden er det alt for usikkert uanset hvilken avlspartner hunden fik. MVH Wivian. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Aussies for ever Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Jeg vil starte med at sige at jeg ikke har været alle indlæggende igennem, men altså ... Jeg havde/har en tæve med et nervøst temperament over for fremmede mennesker - eller dvs. signalfølsomhed af en grad som var problematisk. Jeg var/er vild med denne hund og ville selvfølgelig gerne have haft nogle hvalpe på hende og begyndte så at undersøge om hun var genetisk disponeret for dette. Jeg fandt intet foruroligende i hendes linjer, hverken hos søskende, forældre, bedsteforældre, oldeforældre, fætre/kusiner mv. Denne tæve havde desuden ikke haft den bedste socialisering - da hun var 8 uger gammel lagde jeg mig med 40 i feber - hvilket værede til hun var næsten 14 uger (jeg har opdrættet hende). Dvs. hun så ingen fremmede i dette tidsrum overhovedet. Oven i det blev hun slået de 2 første gange hun så så fremmede!!! På baggrund af hendes familie og hendes oplevelser som hvalp konkluderede jeg at det ikke var arveligt - og hun fik så et kuld hvalpe. Lad mig starte med at sige at alle 11 hvalpekøbere generelt er tilfredse med deres hunde, men et par af hvalpene har fået hendes lettere problematiske temperament. Så uanset om der var en trend i hendes linjer eller ej, så var det arveligt og selv om jeg faktisk har fået forespørgelser på hvalpe efter denne tæve (som kender hendes sind), så har jeg valgt at hun ikke skal have flere hvalpe. Pointen er - nervøst temperment er højest sandsynligt arveligt - også selv om forudsætninger er for at det ikke er - hvis du forstår hvad jeg mener? Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
DKWiechert Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Pointen er - nervøst temperment er højest sandsynligt arveligt - også selv om forudsætninger er for at det ikke er - hvis du forstår hvad jeg mener? Så er vi jo inde i det der hedder tævens prægning af hvalpene. Uanset hvad man gør, og hvor meget man anstrenger sig for at hindre dårlig prægning af hvalpene, så kan man ikke hindre dårlig prægning fra tæven. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lonny Besvaret Oktober 31, 2008 Forfatter Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Jeg er super glad fordi I vil svare på alle mine "dumme" spørgsmål DKWiechert: Du skrev selv følgende, deraf mit spørgsmål om hvornår det er nervøsitet og hvornår den bare er på tåspidserne : Ville jeg så kunne se igennem fingre med en enrvøst anlagt hanhund? Aldrig i livet, og begrundelsen er simpel, nervøsitet rækker meget længere end til at hunden bare er sådan lidt på tåspidserne ved pludselige ting. Men jeg har skam forstået budskabet :blink: At medmindre man 110% ved hvad man har med at gøre, og hvorfor man gør det (altså har rigtig meget erfaring), så avler man IKKE på en nervøs hund. Så er mit næste spørgsmål, hvad er en nervøs hund? Hvornår er det bare almindelige reaktioner på nye ting, og hvornår er det nervøsitet? Hvor gammel skal hunden være før man kan tage stilling til ovenstående, og gør det en forskel hvis hunden er nervøs for én ting (såsom cykler) og ellers er selvsikker i alle andre situationer (så er den vel ikke nervøst anlagt, men bare bange for cykler?) Sikke jeg dog kan spørge, Jeg håber at I har tålmodighed med mig :blink: Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lonny Besvaret Oktober 31, 2008 Forfatter Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Ps. er der forskel på om det er hanhunden eller tæven der er nervøs, jeg mener hannen er jo som regel ikke med til at præge hvalpene efter fødslen Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
DKWiechert Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Jeg er super glad fordi I vil svare på alle mine "dumme" spørgsmål DKWiechert: Du skrev selv følgende, deraf mit spørgsmål om hvornår det er nervøsitet og hvornår den bare er på tåspidserne : Ville jeg så kunne se igennem fingre med en enrvøst anlagt hanhund? Aldrig i livet, og begrundelsen er simpel, nervøsitet rækker meget længere end til at hunden bare er sådan lidt på tåspidserne ved pludselige ting. Jojo. Den er jeg med på. Men nervøsitet strækker sig jo altså lige fra skærpet opmærksomhed og til decederet bid, derfor det skrevne. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Therese Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Ps. er der forskel på om det er hanhunden eller tæven der er nervøs, jeg mener hannen er jo som regel ikke med til at præge hvalpene efter fødslen Det kommer an på hvad han er nervøs over for. Hvis det fx er en ekstremt lydfølsom collie, er det efter min mening ikke smart at avle på ham. Men hvis han er bange for sorte hunde, ser jeg ikke problemet fordi det ikke har noget med generne at gøre. Som du selv er inde på i forrige indlæg Jeg ville mene, det hænger sådan sammen, men jeg ved det ikke, jeg er ikke rigtig inde i sådan noget med avl. Men ellers meget interessant debat :5up: Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lonny Besvaret Oktober 31, 2008 Forfatter Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Så det du siger er, at man ikke skal skelne i mellem om hunden er lidt nervøs (og dermed ikke udadvendt reaktiv) eller om hunden er meget nervøs (og udadvendt reaktiv). Lige gyldig hvilken form, så er hunden nervøs og der skal ikke avles. Det kan jeg godt følge dig i, for det er vel bare forskellige hundes måde at håndtere den samme nervøsitet på, og du kan dermed ud fra dette ikke bedømme hvilken af måderne en kommende hvalp vil vælge at håndtere den samme nervøsitet. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lonny Besvaret Oktober 31, 2008 Forfatter Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Therese: Jeg syntes også at emnet er utroligt interessant, og jeg skal som sagt ikke til at avle, så det er af ren og skær interesse at jeg stiller alle disse (tåbelige) spørgsmål Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Therese Besvaret Oktober 31, 2008 Rapporter Share Besvaret Oktober 31, 2008 Therese: Jeg syntes også at emnet er utroligt interessant, og jeg skal som sagt ikke til at avle, så det er af ren og skær interesse at jeg stiller alle disse (tåbelige) spørgsmål Jeg synes ikke det er tåbelige spørgsmål, lyt og lær :blink: Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Recommended Posts
Join the conversation
You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.