Kan hunde lugte andre hundes angst?

[Gæst Vivi]

Toffi er begyndt at have nogle "aversioner", som jeg godt kunne tænke mig at forstå.

Hun vil pludselig ikke med ind i den lokale hundebutik mere.

Og den anden dag da vi gik ind i en hundebutik i en anden by, vendte hun også resolut om på dørmåtten, og VILLE bare ud igen.

Begge steder bliver der også vasket hunde, klippet negle osv.

 

Jeg synes ikke hun har haft nogle grænseoverskridende oplevelser i vores faste hundebutik. Det eneste jeg kan komme i tanker om er at damen fornylig kiggede på hendes negle for at vurdere om de var for lange. Men hun har aldrig fået klippet negle der. (Men hun er meget ked af at få klippet negle, så måske var det alligevel grænseoverskridende at en frammed føler på neglene?)

 

Det er præcis den samme reaktion jeg ser hos dyrlægen, som vi har skiftet ud da hun havde en grim oplevelse hos den første.

Og på trods af at jeg har været på 3-4 hyggebesøg med godbidder hos den nye dyrlæge, vender hun stadig om på dørmåtten, og virker bange. Jeg har tilskrevet det dufte (f.eks. desinfektionsmiddel), som hun nok kan genkende fra den første dyrlæge.

 

Men det forklarer ikke hvorfor hun er begyndt at reagere på dyretilbehørsbutikker også. For hvis det var en duft som hun kunne genkende fra dyrlægen, ville hun jo have reageret mod butikken meget tidligere.

 

Derfor slår det mig: Kan det tænkes at hunde udsender en angstduft, som andre hunde opfanger?

[Gæst Ninjamor]

Toffi er begyndt at have nogle "aversioner", som jeg godt kunne tænke mig at forstå.

Hun vil pludselig ikke med ind i den lokale hundebutik mere.

Og den anden dag da vi gik ind i en hundebutik i en anden by, vendte hun også resolut om på dørmåtten, og VILLE bare ud igen.

Begge steder bliver der også vasket hunde, klippet negle osv.

 

Jeg synes ikke hun har haft nogle grænseoverskridende oplevelser i vores faste hundebutik. Det eneste jeg kan komme i tanker om er at damen fornylig kiggede på hendes negle for at vurdere om de var for lange. Men hun har aldrig fået klippet negle der. (Men hun er meget ked af at få klippet negle, så måske var det alligevel grænseoverskridende at en frammed føler på neglene?)

 

Det er præcis den samme reaktion jeg ser hos dyrlægen, som vi har skiftet ud da hun havde en grim oplevelse hos den første.

Og på trods af at jeg har været på 3-4 hyggebesøg med godbidder hos den nye dyrlæge, vender hun stadig om på dørmåtten, og virker bange. Jeg har tilskrevet det dufte (f.eks. desinfektionsmiddel), som hun nok kan genkende fra den første dyrlæge.

 

Men det forklarer ikke hvorfor hun er begyndt at reagere på dyretilbehørsbutikker også. For hvis det var en duft som hun kunne genkende fra dyrlægen, ville hun jo have reageret mod butikken meget tidligere.

 

Derfor slår det mig: Kan det tænkes at hunde udsender en angstduft, som andre hunde opfanger?

 

Hej Vivi

 

Rart at mødes herinde.

Måske møder Toffi og Pelle OGSÅ hinanden en dag :wink:

 

Vi kan ikke med 100% sikkerhed afgøre, om vore hunde udsender lugte "af skræk"...

 

Anders Hallgren lavede engang en forskning over hvorvidt hunde reagerede på menneskers "duft af frygt" som nogle mennesker mener, de gør.

 

Han lod en masse mennesker blive introduceret for hundene, både mennesker som vitterligt var bange for hunde samt menesker uden frygt.

De blev intrueret i hvilket kropssprog de skulle anvende.

 

Konklusionen på forsøget med mennesker var, at hundene udelukkende reagerede på de personer som viste et "forkert" kropssprog, frygt eller ej.

 

Om hunde ved man, at i et område hvor f.eks. en hund har tømt sine analkirtler, hvilket de kan gøre i en frygtsituation, viser andre hunde øget agtpågivenhed og intensitet.

Måske er der sket sådan noget i butikken/salonen?

 

Eller Toffi har taget berøring af kløerne til sig som en negativ ting og hæfter den op på butikken, som du selv er inde på?

[Gæst anne-marie]

Toffi er begyndt at have nogle "aversioner", som jeg godt kunne tænke mig at forstå.

Hun vil pludselig ikke med ind i den lokale hundebutik mere.

Og den anden dag da vi gik ind i en hundebutik i en anden by, vendte hun også resolut om på dørmåtten, og VILLE bare ud igen.

Begge steder bliver der også vasket hunde, klippet negle osv.

 

Jeg synes ikke hun har haft nogle grænseoverskridende oplevelser i vores faste hundebutik. Det eneste jeg kan komme i tanker om er at damen fornylig kiggede på hendes negle for at vurdere om de var for lange. Men hun har aldrig fået klippet negle der. (Men hun er meget ked af at få klippet negle, så måske var det alligevel grænseoverskridende at en frammed føler på neglene?)

 

Det er præcis den samme reaktion jeg ser hos dyrlægen, som vi har skiftet ud da hun havde en grim oplevelse hos den første.

Og på trods af at jeg har været på 3-4 hyggebesøg med godbidder hos den nye dyrlæge, vender hun stadig om på dørmåtten, og virker bange. Jeg har tilskrevet det dufte (f.eks. desinfektionsmiddel), som hun nok kan genkende fra den første dyrlæge.

 

Men det forklarer ikke hvorfor hun er begyndt at reagere på dyretilbehørsbutikker også. For hvis det var en duft som hun kunne genkende fra dyrlægen, ville hun jo have reageret mod butikken meget tidligere.

 

Derfor slår det mig: Kan det tænkes at hunde udsender en angstduft, som andre hunde opfanger?

 

Det skulle ikke overraske mig om de kunne.

Eller om der er andet end kun duften de reagere på

 

Jeg kender det også fra nogle af mine hunde, men ofte har jeg ikke kunnet finde ud af hvad der var grunden til deres skepsis.

Måske en fornemmelse af hvad der er foregået

 

Fx er min alternative dyrlæge, som ikke har operationer og andet af de mere traditionelle behandlingsformer, anderledes på mange måder, selvfølgelig også duftmæssigt

 

Og det kan jeg mærke på hundene, de elsker at kommer der, hun er så søøøøød synes de

[Birgitta]

Det kan de måske... Og dog..

Det forklarer så ikke, hvorfor Silke er så GLAD for at komme til dyrlæge. Hun har en meget kompetent og veltrimmet snude, så hvis der var en lugt af angst at reagere på, så ville hun også reagere.

 

Hvis der er urolige eller angste dyr til stede i venteværelset, så kan hun godt blive urolig. Men så går vi udenfor.

 

Og NÅR vi skal til dyrlæge, så fortæller jeg hende det allerede dagen før, og igen om morgenen når vi står op. Og vi har ritualer, hvor jeg skærer "exstraluksuxgodbidder" ud af cyvette eller kotelet. Hun får en smagsprøve, og SÅ er vi klar til at gå. Hun TRÆKKER altså nærmest af sted. Og hun kender hele vejen.

Inden vi går ind i venteværelset får hun liige en godbid mere. For der er jo andre hunde indenfor. Bl.a. dyrlægens, som gerne tager imod patienterne.

 

Silke (på stol) -og dyrlægens Megan:

 

 

Jeg tror på, at de allerfleste aversioner hos vores hunde skyldes ejerens opførsel. Hvis man er bekymret på sin hunds vegne, så BLIVER der hurtigt grund til bekymring.

Hos os er et dyrlægebesøg ALTID en festlig begivenhed. Uanset årsagen.

Selv om der kan ske ubehagelige ting også, så er der ALTID overvægt af det sjove og positive.

Er besøg hos hundebutikken eller hundefrisøren er ikke så meget anderledes. Hvis du gør mest ud af at købe lækre godter og sjovt legetøj, så vil det være DET, din hund husker.

[Gæst Ninjamor]

Det kan de måske... Og dog..

Det forklarer så ikke, hvorfor Silke er så GLAD for at komme til dyrlæge. Hun har en meget kompetent og veltrimmet snude, så hvis der var en lugt af angst at reagere på, så ville hun også reagere.

 

Hvis der er urolige eller angste dyr til stede i venteværelset, så kan hun godt blive urolig. Men så går vi udenfor.

 

Og NÅR vi skal til dyrlæge, så fortæller jeg hende det allerede dagen før, og igen om morgenen når vi står op. Og vi har ritualer, hvor jeg skærer "exstraluksuxgodbidder" ud af cyvette eller kotelet. Hun får en smagsprøve, og SÅ er vi klar til at gå. Hun TRÆKKER altså nærmest af sted. Og hun kender hele vejen.

Inden vi går ind i venteværelset får hun liige en godbid mere. For der er jo andre hunde indenfor. Bl.a. dyrlægens, som gerne tager imod patienterne.

 

Silke (på stol) -og dyrlægens Megan:

 

 

Jeg tror på, at de allerfleste aversioner hos vores hunde skyldes ejerens opførsel. Hvis man er bekymret på sin hunds vegne, så BLIVER der hurtigt grund til bekymring.

Hos os er et dyrlægebesøg ALTID en festlig begivenhed. Uanset årsagen.

Selv om der kan ske ubehagelige ting også, så er der ALTID overvægt af det sjove og positive.

Er besøg hos hundebutikken eller hundefrisøren er ikke så meget anderledes. Hvis du gør mest ud af at købe lækre godter og sjovt legetøj, så vil det være DET, din hund husker.

 

Det er langt fra alle hunde der er så heldige, at der er overvægt af gode oplevelser hos dyrlægen. Desværre.

 

Det kan være mere end vanskeligt at opveje en sensitiv hunds følelse af overskredne grænser eller de smerter og andre ubehag en dyrlæge gør sig skyld i.

 

Det er min erfaring at nogle oplevelser i behandlingssituationerne bare er så ubehagelige og grænseoverskridende, at ejeren såmænd kunne hoppe på tungen og tilbyde sin hund culottesteg og andre lækkerier uden det gør det mindste indtryk på hunden.

 

Selv bruger jeg en alternativ dyrlæge til behandling af min hund, når undtages akutte situationer hvor jeg må "tage til takke" med andre dyrlæger pga den store afstand til den alternative. Og der er himmelvid forskel på alt. dyrlægens tilgang til min hund og de øvrige dyrlæger vi har kendt.

[Gæst Vivi]

Toffi er begyndt at have nogle "aversioner", som jeg godt kunne tænke mig at forstå.

Hun vil pludselig ikke med ind i den lokale hundebutik mere.

Og den anden dag da vi gik ind i en hundebutik i en anden by, vendte hun også resolut om på dørmåtten, og VILLE bare ud igen.

Begge steder bliver der også vasket hunde, klippet negle osv.

 

Jeg synes ikke hun har haft nogle grænseoverskridende oplevelser i vores faste hundebutik. Det eneste jeg kan komme i tanker om er at damen fornylig kiggede på hendes negle for at vurdere om de var for lange. Men hun har aldrig fået klippet negle der. (Men hun er meget ked af at få klippet negle, så måske var det alligevel grænseoverskridende at en frammed føler på neglene?)

 

Det er præcis den samme reaktion jeg ser hos dyrlægen, som vi har skiftet ud da hun havde en grim oplevelse hos den første.

Og på trods af at jeg har været på 3-4 hyggebesøg med godbidder hos den nye dyrlæge, vender hun stadig om på dørmåtten, og virker bange. Jeg har tilskrevet det dufte (f.eks. desinfektionsmiddel), som hun nok kan genkende fra den første dyrlæge.

 

Men det forklarer ikke hvorfor hun er begyndt at reagere på dyretilbehørsbutikker også. For hvis det var en duft som hun kunne genkende fra dyrlægen, ville hun jo have reageret mod butikken meget tidligere.

 

Derfor slår det mig: Kan det tænkes at hunde udsender en angstduft, som andre hunde opfanger?

 

Hej Vivi

 

Rart at mødes herinde.

Måske møder Toffi og Pelle OGSÅ hinanden en dag :wink:

Ja, hyggeligt at se dig her! (Prøver lige om man kan svare inde i et quote)

 

Vi kan ikke med 100% sikkerhed afgøre, om vore hunde udsender lugte "af skræk"...

 

Anders Hallgren lavede engang en forskning over hvorvidt hunde reagerede på menneskers "duft af frygt" som nogle mennesker mener, de gør.

 

Han lod en masse mennesker blive introduceret for hundene, både mennesker som vitterligt var bange for hunde samt menesker uden frygt.

De blev instrueret i hvilket kropssprog de skulle anvende.

 

Konklusionen på forsøget med mennesker var, at hundene udelukkende reagerede på de personer som viste et "forkert" kropssprog, frygt eller ej.

Han er altså spændende, ham Anders Hallgren, eller også har han et spændende job

 

Om hunde ved man, at i et område hvor f.eks. en hund har tømt sine analkirtler, hvilket de kan gøre i en frygtsituation, viser andre hunde øget agtpågivenhed og intensitet.

Måske er der sket sådan noget i butikken/salonen?

 

Eller Toffi har taget berøring af kløerne til sig som en negativ ting og hæfter den op på butikken, som du selv er inde på?

Se nu er jeg kommet i tanker om at Toffi også vendte om på dørmåtten da vi var i Maxizoo for en uges tid siden. Og dér foregår ingen hunde- og negleklipning, og nok næppe analkirteltømning. Jeg tror faktisk mere og mere at det er det med kløerne.

[Gæst Vivi]

 

Jeg tror på, at de allerfleste aversioner hos vores hunde skyldes ejerens opførsel. Hvis man er bekymret på sin hunds vegne, så BLIVER der hurtigt grund til bekymring.

Hos os er et dyrlægebesøg ALTID en festlig begivenhed. Uanset årsagen.

Selv om der kan ske ubehagelige ting også, så er der ALTID overvægt af det sjove og positive.

Er besøg hos hundebutikken eller hundefrisøren er ikke så meget anderledes. Hvis du gør mest ud af at købe lækre godter og sjovt legetøj, så vil det være DET, din hund husker.

 

Det er jeg til en vis grad enig med dig i. F.eks. tror jeg at jeg efterhånden har en del af ansvaret for at Toffi ikke bryder sig om børn. Når vi møder børn der går hen imod hende er det blevet mig en vane at sige til dem at hun ikke kan li børn. Så de stopper op. Og så snart jeg har sagt sætningen knurrer Toffi. Ikke før.

Og en enkelt gang, hvor jeg har været optaget af mobiltelefon, og derfor ikke fik sagt fra, tog Toffi det bare fint at barnet kom hen til os Ligeledes til chi-træf, hvor hun hellere ville koncentrere sig om de andre chihuahua´er, har jeg også oplevet hende ignorere børn som stod klods op ad hende.

 

Men i tilfældet "dyrlægebesøg" har Toffi et par gode grunde til at hun ikke kan li´ det, bl.a. tænder der blev forsøgt udtrukket før bedøvelsen virkede. Så der er min mening om dyrlæger vist ret ligegyldig for hende

[Jane]

Hunde kan sagtens lugte om der har været en angst hund. Min dyrelæge fortalte engang, at havde de haft en angst hund inde på kliniken, så smittede det af på de hunde der kom efter.

Min gamle hund elskede at komme til dyrelæge. Han forbandt det med masser af opmærksomhed og godbidder.

Det er vel ikke helt normal.

[mariesvita]

Vita eeelsker sin dyrelæge på trods at jeg ikke er videre begejstret. Hver gang vi kommer forbi, da dyrelægen bor 5 minutter væk, VIL Vita da ind. Nu er jeg så begyndt at gå derind for at veje Vita - og så kan Vita jo altid få hilst på den dyrelæge eller hvem der nu er der.

 

Det på trods af at Vita har en kraftig overvægt af ubehagelige ting som hun er blevet udsat for hos dyrelægen: længerevarende ophold(sådan føltes det i hvertfald) og operation da hun blev bidt af en hugorm som lillebitte 10 ugers hvalp (selv der eeeelskede hun da vi skulle hen tilbage til det dyrehospital vi babu babu havde kørt hende hen til), fææle prøver for at se om hun havde spondylose - hiven i bentøj for at se om det kunne mærkes(Vita havde spondylose og haltede så AUUU), fææl prøve da de ville finde ud af hvorfor Vita taber hår på flankerne hver år i januar osv

 

Men trods det er dyrelægen skøn - ifølge Vita

[Gæst Ninjamor]

Vita eeelsker sin dyrelæge på trods at jeg ikke er videre begejstret. Hver gang vi kommer forbi, da dyrelægen bor 5 minutter væk, VIL Vita da ind. Nu er jeg så begyndt at gå derind for at veje Vita - og så kan Vita jo altid få hilst på den dyrelæge eller hvem der nu er der.

 

Det på trods af at Vita har en kraftig overvægt af ubehagelige ting som hun er blevet udsat for hos dyrelægen: længerevarende ophold(sådan føltes det i hvertfald) og operation da hun blev bidt af en hugorm som lillebitte 10 ugers hvalp (selv der eeeelskede hun da vi skulle hen tilbage til det dyrehospital vi babu babu havde kørt hende hen til), fææle prøver for at se om hun havde spondylose - hiven i bentøj for at se om det kunne mærkes(Vita havde spondylose og haltede så AUUU), fææl prøve da de ville finde ud af hvorfor Vita taber hår på flankerne hver år i januar osv

 

Men trods det er dyrelægen skøn - ifølge Vita

 

Det er ikke fordi jeg ikke tror det du siger, men jeg kommer til at tænke på Pelle og hans syn på dyrlæger!

Han har jo, som mange herinde ved, haft nogle stærke smerter og dermed nogle ubehagelige dyrlægeesøg.

Derfor undrede det mig såre at se, at han allerede ved 2. besøg hos dyrlægen knap kunne komme ud af blen før jeg blev TRUUUUKKET hen til indgangsdøren!???

DET virkede helt ude af sammenhæng med det han havde oplevet på stedet og jeg studerede derfor meget opmærksomt hvad der skete.

 

Jo, det der lignede glæde var iver efter at komme ind på klinikken for at gå igang med et stort job = forsøge at formilde/dæmpe alle tilstedeværende i venteværelset!

Han viste aktiv underkastelse overfor alle der gad snakke med ham, og var særdeles anmassende i sin kontakt.

 

Personalet var store smil:"Hvor ER han dog glad!"

Jeg græd indvendigt og kunne have svaret:"Nej, min hvalp er skidebange for hvad I gør ved ham og forsøger desperat, aktivt at formilde jer, så I ikke overskrider hans grænser - igen".

Og det gjorde de naturligvis...

 

For hver gang vi kom dertil - ialt 5 gange, med operation og kontrol, blev Pelle mere og mere intens i sin iver efter at komme ind til dyrlægerne.

 

Til forskel kan man se hans adfærd, når han skal til Gudrun Frantsen. han begynder at "synge" i bilen og vil meget gerne ind, men langt mere afslappet. Han har da tid til at snuse på vej ind.

 

Når han ser "sin" Gudrun er lydene som kommer fra ham lig dem jeg bliver mødt med, hvis jeg har været hjemmefra.

Gensynsglæde.

Og han er tryg. Intet overdrevent sprog i håb om respons.

 

Hos dyrlæge 1 kunne Pelle ikke komme hurtigt nok ud af døren, når vi var færdige, hos Gudrun må jeg kalde ham væk!

 

Min pointe er, at mange hundeejere fejlagtigt tolker deres hundes iver efter at komme ind til dyrlægen som glæde, hvor det ofte vil være iver efter at komme hurtigt derind , så de kan formilde dyrlægen, så han ikke er så "hård" og grænseoverskridende denne gang.

 

Og det er desværre et dødfødt håb

[Ascha]

 

Det er ikke fordi jeg ikke tror det du siger, men jeg kommer til at tænke på Pelle og hans syn på dyrlæger!

Han har jo, som mange herinde ved, haft nogle stærke smerter og dermed nogle ubehagelige dyrlægeesøg.

Derfor undrede det mig såre at se, at han allerede ved 2. besøg hos dyrlægen knap kunne komme ud af blen før jeg blev TRUUUUKKET hen til indgangsdøren!???

DET virkede helt ude af sammenhæng med det han havde oplevet på stedet og jeg studerede derfor meget opmærksomt hvad der skete.

 

Jo, det der lignede glæde var iver efter at komme ind på klinikken for at gå igang med et stort job = forsøge at formilde/dæmpe alle tilstedeværende i venteværelset!

Han viste aktiv underkastelse overfor alle der gad snakke med ham, og var særdeles anmassende i sin kontakt.

 

Personalet var store smil:"Hvor ER han dog glad!"

Jeg græd indvendigt og kunne have svaret:"Nej, min hvalp er skidebange for hvad I gør ved ham og forsøger desperat, aktivt at formilde jer, så I ikke overskrider hans grænser - igen".

Og det gjorde de naturligvis...

 

For hver gang vi kom dertil - ialt 5 gange, med operation og kontrol, blev Pelle mere og mere intens i sin iver efter at komme ind til dyrlægerne.

 

Til forskel kan man se hans adfærd, når han skal til Gudrun Frantsen. han begynder at "synge" i bilen og vil meget gerne ind, men langt mere afslappet. Han har da tid til at snuse på vej ind.

 

Når han ser "sin" Gudrun er lydene som kommer fra ham lig dem jeg bliver mødt med, hvis jeg har været hjemmefra.

Gensynsglæde.

Og han er tryg. Intet overdrevent sprog i håb om respons.

 

Hos dyrlæge 1 kunne Pelle ikke komme hurtigt nok ud af døren, når vi var færdige, hos Gudrun må jeg kalde ham væk!

 

Min pointe er, at mange hundeejere fejlagtigt tolker deres hundes iver efter at komme ind til dyrlægen som glæde, hvor det ofte vil være iver efter at komme hurtigt derind , så de kan formilde dyrlægen, så han ikke er så "hård" og grænseoverskridende denne gang.

 

Og det er desværre et dødfødt håb

 

Nu er det så heller ikke fordi jeg ikke tror på hvad du siger men jeg synes ikke at kunne se den sammenhænge, i min hunds tilfælde.

 

Thailo er ikke specielt glad for at komme ind til dyrlægen men elsker at komme ind i venteværelset og hilser gerne på alle der gider ham. Min højre arm er ca. 5 cm længere når vi endelig kommer ind til dyrlægen. Så er det pludselig ikke så sjovt længere.

 

Til gengæld kan han ikke fordrage at komme til trimmer. Jeg tror ikke at hun gør ham noget (er selv ofte med derinde) men han kan bl.a. ikke lide at stå på bordet. Hans modvilje starter allerede når vi drejer ind på vejen. Han bliver urolig og piver lidt og han er som limet til bagsædet når jeg skal have ham ud.

 

Vejen hen til døren tager en krig. Det er et skridt frem og tre tilbage, selv med godbidder og...you know the drill. Indenfor laver han elevatorhop og virker meget stresset. Han er dog absolut ikke interesseret i hende den dumme, der trimmer.

 

Han kan ikke have lært af min gamle hund, for hun ignorerede alle inde i dyreklinikken (var nærmest stiv af skræk). Therese var klinik assistent og hende kendte Ascha jo fra Jarnved af, men ikke om hun ville se på hende når hun var dèr.

 

Alt i alt kan jeg ikke genkende det du skriver om men er interesseret i at høre hvordan det kan hænge sammen. Er det et spørgsmål om hvordan hunden er socialiseret?. Jeg har jo gjort meget for at mine hunde skal synes at jeg er mere interessant, end fremmede vi møder ude i samfundet. Kan det være årsagen...?

[Gæst Vivi]

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Stockholm-syndrom, når jeg læser Ninjamors indlæg.

Der er lighedspunkter.

[Ascha]

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Stockholm-syndrom, når jeg læser Ninjamors indlæg.

Der er lighedspunkter.

 

Hvad er det?.

[Gæst Vivi]

Stockholmsyndromet er når gidsler bliver glade for deres gidseltagere.

 

Fra wikipedia: Stockholmsyndromet er en psykisk tilstand, i hvilken ofrene for en kidnapning eller person, der indespærres imod deres frie vilje - fanger - udvikler et forhold til deres vogtere. Denne solidaritet kan sommetider komplicere tingene, når fangerne ligefrem hjælper deres tilfangetagere med at opnå deres mål eller undslippe politiet.

 

Syndromet udvikler sig ud af ofrets forsøg på at relatere sig til sin tilfangetager eller få sympati fra kidnapperen.

 

http://da.wikipedia.org/wiki/Stockholmsyndrom

[Ascha]

Stockholmsyndromet er når gidsler bliver glade for deres gidseltagere.

 

Fra wikipedia: Stockholmsyndromet er en psykisk tilstand, i hvilken ofrene for en kidnapning eller person, der indespærres imod deres frie vilje - fanger - udvikler et forhold til deres vogtere. Denne solidaritet kan sommetider komplicere tingene, når fangerne ligefrem hjælper deres tilfangetagere med at opnå deres mål eller undslippe politiet.

 

Syndromet udvikler sig ud af ofrets forsøg på at relatere sig til sin tilfangetager eller få sympati fra kidnapperen.

 

http://da.wikipedia.org/wiki/Stockholmsyndrom

 

Tak for forklaringen. Underlig som den menneskelige psyke kan være.

[mariesvita]

Vita eeelsker sin dyrelæge på trods at jeg ikke er videre begejstret. Hver gang vi kommer forbi, da dyrelægen bor 5 minutter væk, VIL Vita da ind. Nu er jeg så begyndt at gå derind for at veje Vita - og så kan Vita jo altid få hilst på den dyrelæge eller hvem der nu er der.

 

Det på trods af at Vita har en kraftig overvægt af ubehagelige ting som hun er blevet udsat for hos dyrelægen: længerevarende ophold(sådan føltes det i hvertfald) og operation da hun blev bidt af en hugorm som lillebitte 10 ugers hvalp (selv der eeeelskede hun da vi skulle hen tilbage til det dyrehospital vi babu babu havde kørt hende hen til), fææle prøver for at se om hun havde spondylose - hiven i bentøj for at se om det kunne mærkes(Vita havde spondylose og haltede så AUUU), fææl prøve da de ville finde ud af hvorfor Vita taber hår på flankerne hver år i januar osv

 

Men trods det er dyrelægen skøn - ifølge Vita

 

Det er ikke fordi jeg ikke tror det du siger, men jeg kommer til at tænke på Pelle og hans syn på dyrlæger!

Han har jo, som mange herinde ved, haft nogle stærke smerter og dermed nogle ubehagelige dyrlægeesøg.

Derfor undrede det mig såre at se, at han allerede ved 2. besøg hos dyrlægen knap kunne komme ud af blen før jeg blev TRUUUUKKET hen til indgangsdøren!???

DET virkede helt ude af sammenhæng med det han havde oplevet på stedet og jeg studerede derfor meget opmærksomt hvad der skete.

 

Jo, det der lignede glæde var iver efter at komme ind på klinikken for at gå igang med et stort job = forsøge at formilde/dæmpe alle tilstedeværende i venteværelset!

Han viste aktiv underkastelse overfor alle der gad snakke med ham, og var særdeles anmassende i sin kontakt.

 

Personalet var store smil:"Hvor ER han dog glad!"

Jeg græd indvendigt og kunne have svaret:"Nej, min hvalp er skidebange for hvad I gør ved ham og forsøger desperat, aktivt at formilde jer, så I ikke overskrider hans grænser - igen".

Og det gjorde de naturligvis...

 

For hver gang vi kom dertil - ialt 5 gange, med operation og kontrol, blev Pelle mere og mere intens i sin iver efter at komme ind til dyrlægerne.

 

Til forskel kan man se hans adfærd, når han skal til Gudrun Frantsen. han begynder at "synge" i bilen og vil meget gerne ind, men langt mere afslappet. Han har da tid til at snuse på vej ind.

 

Når han ser "sin" Gudrun er lydene som kommer fra ham lig dem jeg bliver mødt med, hvis jeg har været hjemmefra.

Gensynsglæde.

Og han er tryg. Intet overdrevent sprog i håb om respons.

 

Hos dyrlæge 1 kunne Pelle ikke komme hurtigt nok ud af døren, når vi var færdige, hos Gudrun må jeg kalde ham væk!

 

Min pointe er, at mange hundeejere fejlagtigt tolker deres hundes iver efter at komme ind til dyrlægen som glæde, hvor det ofte vil være iver efter at komme hurtigt derind , så de kan formilde dyrlægen, så han ikke er så "hård" og grænseoverskridende denne gang.

 

Og det er desværre et dødfødt håb

Hmmm - jeg undrer mig også over Vita.

Ikke fordi at hun ellers er meget asocial og forsigtig i sin kontakt til andre men fordi ja, hun har været udsat for en del hos dyrelægen der har gjort ondt.

 

Jeg har ikke tænkt over at der kunne lægge andet bag hendes glæde end begejstring. Selvom en lille hvalp der viiil tilbage til dyrelægen, den lige er blevet opereret af og må forbinde med noget ubehageligt... ja jeg undrede mig og anede ikke hvorfor hun ikke var lykkelig for at slippe væk....

 

Umiddelbart tror jeg jeg skal se Vita være hos dyrelægen igen for at se om det kunne være ren og skær usikkerhed der får hende til at have travlt med at være meget meget venlig.

 

Du ved, "man ser hvad man gerne vil se", men måske jeg ser noget andet næste gang...

[Gæst Torrild]

Vita eeelsker sin dyrelæge på trods at jeg ikke er videre begejstret. Hver gang vi kommer forbi, da dyrelægen bor 5 minutter væk, VIL Vita da ind. Nu er jeg så begyndt at gå derind for at veje Vita - og så kan Vita jo altid få hilst på den dyrelæge eller hvem der nu er der.

 

Det på trods af at Vita har en kraftig overvægt af ubehagelige ting som hun er blevet udsat for hos dyrelægen: længerevarende ophold(sådan føltes det i hvertfald) og operation da hun blev bidt af en hugorm som lillebitte 10 ugers hvalp (selv der eeeelskede hun da vi skulle hen tilbage til det dyrehospital vi babu babu havde kørt hende hen til), fææle prøver for at se om hun havde spondylose - hiven i bentøj for at se om det kunne mærkes(Vita havde spondylose og haltede så AUUU), fææl prøve da de ville finde ud af hvorfor Vita taber hår på flankerne hver år i januar osv

 

Men trods det er dyrelægen skøn - ifølge Vita

 

Hørte netop tilfældigt en nabo finde grunden til at katten tabte pels i vinterhalvåret - der var i en periode skruet ned for brændeovnen og op for gulvvarmen. Katte mærker temperatur gennem poterne og regulerer pels derefter - måske er det samme mekaniske for hunde. Så et godt spørgsmål: bruger I gulvvarme ?

 

Torrild