Hvornår blev hundetræning alvorlig?

[Gæst DorteDK]

Enig med PBC og Amocca, det bliver ikke brugt hele tiden men for at lære en øvelse så er det godt - det virker for mg, nu er Zeus også unghund så han skal lære men de øvelser han kan da er vi ikke oppe i det skingre leje, for så kammer han nemlig nogengange over, jeg ved lige hvornår jeg skal stoppe

[luckyluna]

Det med stemmebrug er jo egentlig bare at vise sin begejstring. Nårvi gør det, så bliver vores stemme lysere o når hunden gør noget nyt rigtigt første gang, så bør alle med bare lidt flair for træning lade dette komme til udtryk gennem kropssprog og stemmeføring.

 

Når lille peter på tre år skal cykle første gang, så udtrykker vi jo også uddelt begejstring og glæde, men når peter HAR lært at cykle er det slet ikke nødvendigt at vise samme begejstring længere;)

[Louisen]

Jeg er enig med jer og der er klart ting/øvelser, som ikke længere udløser de høje toner. Når det så er sagt, så virker det ikke som om, at det mister sin værdi, når det bliver brugt meget - ligesom bacon og osso buco knogler heller ikke gør, uanset hvor meget han indtager af dette.

 

Det er måske også et spørgsmål om hundens temperament. Taiki er jo en "verdens enehersker" type hund med stort ego - det har de fleste shibaer gerne - og han kan blive decideret tøse-fornærmet hvis han ikke får ros eller godbid for et eller andet, som han selv mener var meget flot gjort af ham. F.eks. når han helt af sig selv går den rigtige vej uden om et træ i snor. Hvis han så endda næsedutter mit knæ, uden at det udløser en passende respons, kan han finde på at lægge sig på ryggen med maven i vejret og være tøsesur.

 

Sådan har han altid været.

[Birgitta]

Lægger han sig på ryggen med maven i vejret når han er sur??? Tror du ikke han griner af jer?

Silke ligger da kun på ryggen når hun skal hygge.

 

Når hun er sur lægger hun sig med ryggen til, --og med bamsen i munden...

Eller hvis jeg en meget sjælden gang skælder ud, så stivner hun... Står bomstille og flytter ikke en pote... Står bare og kikker...

[Louisen]

Lægger han sig på ryggen med maven i vejret når han er sur??? Tror du ikke han griner af jer?

Silke ligger da kun på ryggen når hun skal hygge.

 

Når hun er sur lægger hun sig med ryggen til, --og med bamsen i munden...

Eller hvis jeg en meget sjælden gang skælder ud, så stivner hun... Står bomstille og flytter ikke en pote... Står bare og kikker...

 

Det er mest når vi går tur og han bliver sur over noget. Enten at vi ikke skal gå den vej som han synes, eller hvis han har det varmt og synes turen er dum. Og, som sagt, hvis ikke får ros og anerkendelse, når han har fortjent det.

 

Jeg gider slet ikke give ham opmærksomhed når han gør det, hverken positiv eller negativ, for det gør det bare værre i en periode efter. Jeg går bare videre og stiller mig op nogle meter fra ham og siger "kommer du eller hvad?". Så vender han sig om på maven igen, kigger lidt omkring og går så videre som om intet er hændt.

 

Det virker dog med min mor, som enten giver ham sin vilje eller nogle meget lækre godbidder hun altid har med i tasken, så jeg forstår godt at opførslen ikke dør ud af sig selv med tiden. Sporadisk når hun passer ham, virker det jo. Også selvom jeg har sagt til hende, at det er en dårlig idé

[Ninjamor]

Jeg skrev et indlæg forleden, men det forsvandt lige så stille...

 

Hvis man ser på hvordan der bliver stillet stadig større krav om præstation til børn og unge, tænker jeg, at det er "tiden" der er sådan og har været på vej derhen længe.

 

Det er snart 10 år siden jeg første gang sendte en unghund hjem fra træning med besked til ejeren om, at hun ikke måtte lave andet end skæg og ballade med hunden i tre måneder og ser man på mange af de unge hundeejere som møder op på træningspladsen, har de ofte en forestilling om, hvad deres hvalp skal kunne præstere og dette er som regel skudt langt over målet.

 

Mange hundeejere tager træningen alt for tungt (i mangel af bedre ord) og allerede i 80'erne oplevede jeg hundeførere som mødte op til træning i DcH i meget god tid for at træne, så de var klar når træningen startede!

På et kombineret C-B-A konkurrencehold min mand og jeg havde sammen var det ikke usædvanligt at en ny hf. efter træning første gang sagde noget i retning af:"Det var jo meget sjovt, men hvornår skal vi træne?", underforstået at seriøs træning ikke kunne være sjov og sådan oplever jeg stadig at mange ser på det.

 

Det er heller ikke ualmindeligt at hundeejere, især førstegangshundeejere, ikke vil "skabe sig og "gøre sig til" for at få deres hunde op i motivation, tænk nu hvis de andre ser det eller hvis det ikke lykkes, tror jeg det kører i hovedet på dem og det er en af instruktørens vigtigste opgaver at få dem ud over sådane tanker og her er det min opfattelse at hvis instruktøren går forrest og viser hvordan h*n selv "skaber sig", så løsner det som regel op for en del.

[Siri]

Hmmm.... Synes, at dem jeg ser komme nogen vegne indenfor hundesport, generelt er ret gode til at være tosse-glade i deres træning.

Ellers går de ret hurtigt i stå.

 

Jeg har da også oplevet, at ambitionerne tager så meget over, at træningen udelukkende foregår med det formål, at få finpudset nogle ting til konkurrencer - Og så bliver det ofte stift, kedeligt og nogle glemmer hvorfor de egentlig gør det = dårlig træning hvor der bliver endnu mere at fejlrette på.

 

Den med, at folk er dårlige til at lege, have det sjovt og være fjollede med hundene i træningen, den ser jeg egentlig på alle niveauer.

Ikke nødvendigvis kun hos dem der har travlt med at nå til tops.

 

Hos den sidste del, så oplever jeg dog ofte en tendens til, at unge hunde bliver pacet og presset lidt for meget til min smag.

Er af den holdning, at en hund gerne skal holde 10-12 år som aktiv træningspartner som minimum og det er et vigtigere mål, end det at den skal have opnået en masse som 2 årig.

Og for mig er det vigtigt at en hund også bare er en hund og får lov til at lave andet end at træne.

 

Jeg kæmper selv en indædt "kamp" i min undervisning, ifht belønning. For en feeeed belønning skaber nemlig en god energi, gør både hund og fører glade og det har en positiv dominoeffekt.

Jaja, nogle hunde arbejder nydeligt, bare for at få stukket en godbid i hovedet og et "dygtig", men det samme team kunne få lige det ekstra pondus ved at kunne skrue op for belønningerne.

 

Jeg er fuldstændig enig! Især i det markerede, men også i at vi er alt alt for dårlige til at belønne. MAd er ikke pr. automatik en god og værdifuld belønning.

Der har du fat i en af mine kæpheste.

Jeg oplever tit, at folk siger "jamen så er den xx år inden den kommer op i A, så er den jo for gammel" ....

Og hva' så???? Vent dog til hunden er klar. Både træningen og konkurrencerne bliver sjovere med en hund, der er mentalt klar til det, man "kræver" af den.

 

Jeg synes, at det er ærgerligt, at DCH har en vandrepokal for den yngste hund, der rykker i E.

I mine øjne er det ikke noget at prale af.

 

Ærgerligt! Er helt enig med at det ikke er noget at prale af! Der kan også godt være lidt det samme i LP, hvor folk er meget imponerede over unge hunde der eks. er blevet champions. Jeg er sjældent ret imponeret!

[Siri]

Jeg tror ikke det er blevet mere alvorligt generelt. Jeg tror bare folk på et kursus altid vil være bange for at tabe ansigt og være fjollet og når de så hjælpes til at vide at det må de godt, så kan de jo slappe af.

 

Det er ikke kun noget jeg oplever på kurser, det var bare lige det der fik tanken i gang. Jeg ser det mange steder. Og jeg synes det er ærgerligt.

 

Jeg skrev et indlæg forleden, men det forsvandt lige så stille...

 

Hvis man ser på hvordan der bliver stillet stadig større krav om præstation til børn og unge, tænker jeg, at det er "tiden" der er sådan og har været på vej derhen længe.

 

Det er snart 10 år siden jeg første gang sendte en unghund hjem fra træning med besked til ejeren om, at hun ikke måtte lave andet end skæg og ballade med hunden i tre måneder og ser man på mange af de unge hundeejere som møder op på træningspladsen, har de ofte en forestilling om, hvad deres hvalp skal kunne præstere og dette er som regel skudt langt over målet.

 

Mange hundeejere tager træningen alt for tungt (i mangel af bedre ord) og allerede i 80'erne oplevede jeg hundeførere som mødte op til træning i DcH i meget god tid for at træne, så de var klar når træningen startede!

På et kombineret C-B-A konkurrencehold min mand og jeg havde sammen var det ikke usædvanligt at en ny hf. efter træning første gang sagde noget i retning af:"Det var jo meget sjovt, men hvornår skal vi træne?", underforstået at seriøs træning ikke kunne være sjov og sådan oplever jeg stadig at mange ser på det.

 

Det er heller ikke ualmindeligt at hundeejere, især førstegangshundeejere, ikke vil "skabe sig og "gøre sig til" for at få deres hunde op i motivation, tænk nu hvis de andre ser det eller hvis det ikke lykkes, tror jeg det kører i hovedet på dem og det er en af instruktørens vigtigste opgaver at få dem ud over sådane tanker og her er det min opfattelse at hvis instruktøren går forrest og viser hvordan h*n selv "skaber sig", så løsner det som regel op for en del.

 

Tror det er en ret god pointe at det ligger i tiden. Det som bare er ekstra ærgerligt er at ambitioner er lig med alvor. Man kan godt være ambitiøs, målrettet og seriøs uden at træne alvorligt. Det er lidt det jeg oplever mange ikke kan balancere.

[Louisen]

Jeg skrev et indlæg forleden, men det forsvandt lige så stille...

 

Hvis man ser på hvordan der bliver stillet stadig større krav om præstation til børn og unge, tænker jeg, at det er "tiden" der er sådan og har været på vej derhen længe.

 

Det er snart 10 år siden jeg første gang sendte en unghund hjem fra træning med besked til ejeren om, at hun ikke måtte lave andet end skæg og ballade med hunden i tre måneder og ser man på mange af de unge hundeejere som møder op på træningspladsen, har de ofte en forestilling om, hvad deres hvalp skal kunne præstere og dette er som regel skudt langt over målet.

 

Mange hundeejere tager træningen alt for tungt (i mangel af bedre ord) og allerede i 80'erne oplevede jeg hundeførere som mødte op til træning i DcH i meget god tid for at træne, så de var klar når træningen startede!

På et kombineret C-B-A konkurrencehold min mand og jeg havde sammen var det ikke usædvanligt at en ny hf. efter træning første gang sagde noget i retning af:"Det var jo meget sjovt, men hvornår skal vi træne?", underforstået at seriøs træning ikke kunne være sjov og sådan oplever jeg stadig at mange ser på det.

 

Det er heller ikke ualmindeligt at hundeejere, især førstegangshundeejere, ikke vil "skabe sig og "gøre sig til" for at få deres hunde op i motivation, tænk nu hvis de andre ser det eller hvis det ikke lykkes, tror jeg det kører i hovedet på dem og det er en af instruktørens vigtigste opgaver at få dem ud over sådane tanker og her er det min opfattelse at hvis instruktøren går forrest og viser hvordan h*n selv "skaber sig", så løsner det som regel op for en del.

 

Men måske er det miljøet omkring visse træningspladser eller Dch eller hvad ved jeg. For min egen hundetræner går og retter os, hvis vi ikke er entusiastiske nok. Og hun udpeger for os, hvordan vi kan se vores hunds glæde og at den er mere "på", når vi gør det.

 

Jeg har også oplevet, både selv og hos andre, at hun kommer hen og siger lige så stille: "Din hund er bare ikke motiveret i dag. I kan stille jer lidt uden for træningsringen og så kan du ae ham, eller lege ruskeleg, eller nogle af de kommandoer han allerede kan meget godt. Så kan du følge med i undervisningen og selv prøve senere eller i morgen, hvor han sikkert er mere frisk!"

 

Men måske har det noget med miljø og racer at gøre. Udover nogle retrievere er der mest selskabshunde og ikke-brugshunde på hendes hold. Så der er ikke samme pres.