Hvornår blev hundetræning alvorlig?

[Siri]

Ja, det har jeg undret mig lidt over. Har skrevet et blogindlæg her, men citerer lige pointerne.

 

I sidste uge læste jeg et fantastisk blogindlæg på en svensk blog. Indlægget handlede om hvordan hundetræning de seneste år er blevet mere alvor og mindre leg. Hvordan ambitioner og kravet om perfektion kan mindske glæden ved hundetræning. Og det fik mig til at tænke. I weekenden havde jeg 3 dages kursus med en flok meget dygtige rallyudøvere, som alle trænede både ambitiøst og målrettet. Ingen af dem på kurset var specielt dygtige til at lege med deres hund. Og ingen af dem hujede, grinede, kastede med ting og havde fest med deres hund. Det kom de heldigvis hurtigt til – ja faktisk brugte vi det meste af dagene på det. Den forskel der var på hundene og førerne fredag formiddag og så søndag eftermiddag var overvældende. De var ikke blevet eksperter eller gik fejlfrit på de tre dage, men alle havde det helt vildt sjovt søndag. Både hunde og førere. Når fører går af banen med et smil på munden og hunden går af banen med øjnene lysende af forventning om mere leg og mere sjov – så har man gjort noget rigtigt som hundefører. Det må være vores mål – uanset ambitioner og niveau.

 

 

Ambitioner kan være mange ting. Man kan have ambitioner om et VM og ambitioner om et kredsmesterskab. Det ene er for mig ikke vigtigere eller bedre end det andet. Ambitioner er godt og sundt for fremdriften i arbejdet med hunden. Men ambitioner må aldrig overskygge glæden ved træning og glæden ved vejen mod målet. For mig skal det være sjovt at træne hund. Med streg under skal! Hvis ikke jeg kan mestre den opgave at have det sjovt under træning, så må jeg gå hjem og tænke mig om og planlægge min træning anderledes. Vi kan indimellem blive meget fokuserede på konflikter, problemer og udfordringer. Og glemme alt det der går godt, alt det der gør det sjovt og alt det som hunden er dygtig til. Når vi har ambitioner vil der være et naturligt fokus på det, som skal forbedres. Men det er vigtigt at balancere dette fokus mod et fokus på de ting der fungerer godt og er flotte.

 

 

Hvorfor er det så lige at det skal være så sjovt? Der er flere årsager. For os mennesker giver smil, latter og glæde en masse positivt til vores liv. Helt fra den indre velværefølelse til de kemiske processer, der frigør hormoner som endorfiner. Hvem kender ikke følelsen når man kører hjem fra træning med et stort smil på læben og næsten ikke kan vente til næste træningsgang. Det må være målet at tilstræbe dette. For hunden avler succes succes. Dermed ikke sagt at man ikke må rette fejl eller korrigere hunden – det må man i mine øjne godt. Men det er vigtigt at man ikke hænger sig i alle fejlene konstant, men også husker at anerkende de flotte momenter, som hunden udfører. Når vi har det sjovt og når vi leger med vores hund i træningen med al den indlevelse og glæde som vi kan udvise, så smitter det. Glade førere giver glade hunde, glade hunde giver glade førere.

 

 

Alle ekvipager har bump på vejen mod et mål. Det er hvordan vi håndterer disse bump der tæller. Og det er hvor dygtige vi førere er til at have det sjovt med hunden, der er afgørende for hvor god en fællesskabsfølelse vi får, når vi går på banen.

 

 

 

Okay, jeg citerede ikke pointerne, jeg copy-pastede

Men hvad tænker I? Er det helt off? Jeg oplever bare flere hunde og førere som ikke har det sjovt - selv i rally, som jo ligesom er oplagt til at have det supersjovt med sin hund. Og jeg forstår ikke hvorfor. Har vi fået flere ambitioner?

[Ascha]

Uh, jeg tror steder som f.eks. vores eget HF er med til at puste til ilden der får alt omkring hunde til at blive så skide alvorligt. Gang på gang læser jeg indlæg der får mig til at tænke over hvorfor jeg så aldrig oplever det der bliver skrevet om, ude i den rigtige verden. Jeg tror internettet er et rigtigt godt redskab til hundeejere, men også en kæmpe svaghed, for folk er ikke altid realistiske når de skal beskrive ting,.. især ikke dem selv eller dem de holder af.

[Siri]

Uh, jeg tror steder som f.eks. vores eget HF er med til at puste til ilden der får alt omkring hunde til at blive så skide alvorligt. Gang på gang læser jeg indlæg der får mig til at tænke over hvorfor jeg så aldrig oplever det der bliver skrevet om, ude i den rigtige verden. Jeg tror internettet er et rigtigt godt redskab til hundeejere, men også en kæmpe svaghed, for folk er ikke altid realistiske når de skal beskrive ting,.. især ikke dem selv eller dem de holder af.

 

 

Det kan sgu sagtens være du har ret. Jeg tænker bare at ambitioner og sjov hundetræning ikke er modsætninger, men faktisk at sjov hundetræning er en forudsætninger for at få opfyldt ambitioner.

Jeg oplever bare flere seriøse førere, der presser deres hunde lidt mere end nødvendigt og har det lidt mindre sjovt end de bør. Det er en skam!

[Amocca]

Lige lidt hurtige strøtanker, for sidder på arbejde og burde virkelig ikke bruge tid på dette

 

Men jeg synes at du har helt ret. Personligt har det altid været en fest at træne hund, da jeg kun havde Karla. Dette skyldes helt og holdent hunden. Hun ELSKER at arbejde, så man kan slet ikke lade være med at grine af hende, for hun er så fantastisk morsom i sine forsøg på at forudsige hvad jeg mon vil have hende til... Og hendes iver og entusiasme smitter, så jeg bliver glad.

 

Så fik jeg terriertrunten. Her var ambitionerne på plads inden jeg fik hunden (modsat ved hund nr. 1, hvor hunden kom før ambitionerne). Men Johna er ikke naturligt anlagt for at arbejde og hende og jeg kørte helt sur i hinanden. Jeg skal arbejde så sindssygt hårdt for at holde hendes motivation oppe, og det er jeg tydeligvis for dovent anlagt til, så hvis hun har det sjovt, så har jeg det faktisk ikke Da jeg endelig smed alle ambitioner overbord og indså at nej: Hun blev aldrig en konkurrencehund. Så gik det bedre. Ikke mirakuløst bedre, som i at vi nu er konkurrenceklar overhovedet, men vi fik det begge sjovt igen.

[Ascha]

Jo og så en ting til. Moden. Det er jo stort set umuligt at træne nogen steder uden at man skal have den lille forbandede klikker i den ene hånd (jeg har i hvert fald givet op) og for mange hundeejere (især de uerfarne) bliver træning et nederlag når de oplever at en lille plastikdims kun gør det hele mere uoverskueligt og vanskeligt.

[Amocca]

et lille aber dabei - holder du et sådant kursus igen engang? Jeg kunne måske godt være interesseret i at få lidt andre øjne på mit og terrierens rally-samarbejde....

[Siri]

Lige lidt hurtige strøtanker, for sidder på arbejde og burde virkelig ikke bruge tid på dette

 

Men jeg synes at du har helt ret. Personligt har det altid været en fest at træne hund, da jeg kun havde Karla. Dette skyldes helt og holdent hunden. Hun ELSKER at arbejde, så man kan slet ikke lade være med at grine af hende, for hun er så fantastisk morsom i sine forsøg på at forudsige hvad jeg mon vil have hende til... Og hendes iver og entusiasme smitter, så jeg bliver glad.

 

Så fik jeg terriertrunten. Her var ambitionerne på plads inden jeg fik hunden (modsat ved hund nr. 1, hvor hunden kom før ambitionerne). Men Johna er ikke naturligt anlagt for at arbejde og hende og jeg kørte helt sur i hinanden. Jeg skal arbejde så sindssygt hårdt for at holde hendes motivation oppe, og det er jeg tydeligvis for dovent anlagt til, så hvis hun har det sjovt, så har jeg det faktisk ikke Da jeg endelig smed alle ambitioner overbord og indså at nej: Hun blev aldrig en konkurrencehund. Så gik det bedre. Ikke mirakuløst bedre, som i at vi nu er konkurrenceklar overhovedet, men vi fik det begge sjovt igen.

 

(Burde også arbejde lidt mere i dag og tænke lidt mindre hund...)

 

Ret spændende ift. Johna! Altså at du fik vendt det, så samarbejdet igen er blevet positivt.

Det er noget jeg tænker enormt meget over ift. hvalpene, fordi jeg er så ambitiøs med Spot. Men med Spot går jeg aldrig hjem fra træning uden at smile. Jeg havde også en periode, hvor jeg kørte lidt sur i træningen med ham og det blev for alvorligt og negativt. Fik det heldigvis vendt og nu går han bedre end nogensinde før - og vi har det sjovt. Da vi vendte tilbage til mere leg og mere grin, så løste mange af de andre problemer sig faktisk helt af sig selv.

[Siri]

Jo og så en ting til. Moden. Det er jo stort set umuligt at træne nogen steder uden at man skal have den lille forbandede klikker i den ene hånd (jeg har i hvert fald givet op) og for mange hundeejere (især de uerfarne) bliver træning et nederlag når de oplever at en lille plastikdims kun gør det hele mere uoverskueligt og vanskeligt.

 

Hahaha! Altså det er jo ingen hemmelighed at jeg har det sådan lidt soso med klikkertræning, så jeg kan virkelig følge dig!

Det er på en eller anden måde, apropos mode, også blevet meget unuanceret i træningen. Der er one way og ikke ret meget andet.

 

et lille aber dabei - holder du et sådant kursus igen engang? Jeg kunne måske godt være interesseret i at få lidt andre øjne på mit og terrierens rally-samarbejde....

 

Jeg har ikke planlagt noget lige pt., men måske engang i sensommeren.

[Amocca]

(Burde også arbejde lidt mere i dag og tænke lidt mindre hund...)

 

Ret spændende ift. Johna! Altså at du fik vendt det, så samarbejdet igen er blevet positivt.

Det er noget jeg tænker enormt meget over ift. hvalpene, fordi jeg er så ambitiøs med Spot. Men med Spot går jeg aldrig hjem fra træning uden at smile. Jeg havde også en periode, hvor jeg kørte lidt sur i træningen med ham og det blev for alvorligt og negativt. Fik det heldigvis vendt og nu går han bedre end nogensinde før - og vi har det sjovt. Da vi vendte tilbage til mere leg og mere grin, så løste mange af de andre problemer sig faktisk helt af sig selv.

 

Den primære grund til at vi fik det vendt skyldes at jeg har sat forventningerne helt vildt ned... så det er nok ikke nødvendigvis en brugbar ting til folk der vil være verdensmestre Men det har været en hård kamel at sluge. Mit problem var sammenligningen. Karla var 2 år det år hun første gang kvalificerede sig til DM. Johna fyldte 3 år i starten af denne måned og er endnu ikke konkurrenceklar...

[Siri]

Den primære grund til at vi fik det vendt skyldes at jeg har sat forventningerne helt vildt ned... så det er nok ikke nødvendigvis en brugbar ting til folk der vil være verdensmestre Men det har været en hård kamel at sluge. Mit problem var sammenligningen. Karla var 2 år det år hun første gang kvalificerede sig til DM. Johna fyldte 3 år i starten af denne måned og er endnu ikke konkurrenceklar...

 

Jo jeg synes faktisk det er rigtig vigtigt til folk der vil være verdensmestre. For det viser netop hvordan ambitioner kan påvirke samarbejdet negativt. Man skal være i stand til at balancere ambitioner i træningen og ikke lade dem påvirke negativt - også selvom man vil være verdens bedste.

 

Og så er det sgu altid svært med en 2'er når man har en fantastisk hund! Derfor får jeg nok aldrig en coton igen.

[jukl]

Jeg tænker, at det nok er med træningen af hund som andre træninger f.eks. hest. Nogle bliver bidt at at være de bedste, og så er hund eller hest et redskab for at nå¨dette. Jeg tror det altid har været sådan. For 55 år siden var jeg for aller første gang til hunde træning med min farmor som avlede schæferhunde. Det jeg så den gang rystede min barne sjæl godt og grundigt for det var mishandling af nogen dimensioner som vi ikke se på åbne trænings baner i dag. Men nogen gange for lukkede forum.

Underligt nok, så var det den mand som havde den mest lydige hund af alle, som ved den mindste lille bitte fejl tæskede hunden god og grundigt..Og træner sagde da også til sidst, at han synes lige han skulle stoppe med det...

Der var overhovedet ingen som legede med deres hund, jo jeg legede med vores schæfer, men det var først bag efter.

Så er der jo også alle de som har mange hunde som skal igennem systemet..For min race så sendes de så i dag til Tyskland, og det er ikke mange år siden der bag efter kom en del ødelagte hunde hjem der fra..Der sker ikke så ofte mere.

[Ascha]

Jeg oplever bare flere seriøse førere, der presser deres hunde lidt mere end nødvendigt og har det lidt mindre sjovt end de bør. Det er en skam!

 

Kom lige til at tænke på om du ser en sammenhænge mellem den udvikling du beskriver her og så at ordet "nej" er forsvundet på træningspladserne,... det gør jeg nemlig. Om det er et tilfælde eller ej, det kan jeg ikke helt finde ud af. Jeg hælder nok mest til at det ikke er, da ordet "stress" blev et skældsord i samme periode og har bevirket at folk ikke tør lege med deres hunde mere af frygt for "s"-fænomenet.

 

Jeg tror at rigtig mange der virkelig vil gøre det godt for deres hund, forsøger at holde sig fra at sætte grænser og lege voldsomt fordi de har fået en bestemt ideologi forkert i halsen. Kombinerer man så det med at hunden er blevet et statussymbol på at man har overskud til/ styr på det hele, så er det klart at det bliver op ad bakke, hvis man ikke er skruet sammen til denne meeeeget tålmodighedskrævende måde at holde hund på.

 

Jeg tænker, at det nok er med træningen af hund som andre træninger f.eks. hest. Nogle bliver bidt at at være de bedste, og så er hund eller hest et redskab for at nå¨dette. Jeg tror det altid har været sådan. For 55 år siden var jeg for aller første gang til hunde træning med min farmor som avlede schæferhunde. Det jeg så den gang rystede min barne sjæl godt og grundigt for det var mishandling af nogen dimensioner som vi ikke se på åbne trænings baner i dag. Men nogen gange for lukkede forum.

Underligt nok, så var det den mand som havde den mest lydige hund af alle, som ved den mindste lille bitte fejl tæskede hunden god og grundigt..Og træner sagde da også til sidst, at han synes lige han skulle stoppe med det...

Der var overhovedet ingen som legede med deres hund, jo jeg legede med vores schæfer, men det var først bag efter.

Så er der jo også alle de som har mange hunde som skal igennem systemet..For min race så sendes de så i dag til Tyskland, og det er ikke mange år siden der bag efter kom en del ødelagte hunde hjem der fra..Der sker ikke så ofte mere.

 

Men er det du beskriver ikke bare en ideologis død, der heldigvis i stor udstrækning er blevet erstattet af andre i dag. Tror ikke folk i de kredse du beskriver herover havde mindre ambitioner end folk har i dag.

[Siri]

Kom lige til at tænke på om du ser en sammenhænge mellem den udvikling du beskriver her og så at ordet "nej" er forsvundet på træningspladserne,... det gør jeg nemlig. Om det er et tilfælde eller ej, det kan jeg ikke helt finde ud af. Jeg hælder nok mest til at det ikke er, da ordet "stress" blev et skældsord i samme periode og har bevirket at folk ikke tør lege med deres hunde mere af frygt for "s"-fænomenet.

 

Jeg tror at rigtig mange der virkelig vil gøre det godt for deres hund, forsøger at holde sig fra at sætte grænser og lege voldsomt fordi de har fået en bestemt ideologi forkert i halsen. Kombinerer man så det med at hunden er blevet et statussymbol på at man har overskud til/ styr på det hele, så er det klart at det bliver op ad bakke, hvis man ikke er skruet sammen til denne meeeeget tålmodighedskrævende måde at holde hund på.

 

 

 

Det er jeg bare helt enig i! Havde slet ikke lavet den kobling, men tror du rammer ret godt. Der er rigtig mange ting der er ildesete i træning i dag og faktisk sagde flere af kursisterne i weekenden at de syntes det var så befriende at jeg ikke var helt så ensporet som de åbenbart er vant til.

Det er ikke fordrende for kreativitet og leg, at fører bliver begrænset på den måde som jeg mener man gør i meget af den "moderne" træning.

Ja, og igen - det er ingen hemmelighed at jeg ikke er gigafan af "ren klikkertræning". (Hvad sker der også lige med at kalde det for ren klikkertræning? Fordi alt andet er ikke rent?)

[PBC]

Hundetræning for mig, har altid været en alvorlig sag. Det betyder ikke, at det ikke er skide sjovt, fantastisk givende og giver en masse sociale relationer også.

 

Det der gør det sjovt er at der er sat ambitiøse mål og at man har hunde som elsker at arbejde. Det har i hvert fald givet mig en helt anden glæde ved at arbejde med hunde, at jeg fik en race, som opfatter al arbejde som belønning. Det er jo helt fantastisk og så er det jo utrolig let at have det sjovt, mens man arbejder med hundene.

 

Jeg har en ambition om at lave noget der er meget tæt på "Den perfekte jagthund til mit brug". Det eneste som er svært er, at der ikke er sammenfald mellem det jeg gerne vil have og det der forlanges på markprøverne, som jeg også gerne vil gøre det godt på. Jeg giver gerne detaljer, men det har vist ikke almen interesser her.

 

Jeg har altid betragtet hundearbejder som en hobby - ikke en sport. Og da slet ikke en konkurrence sport. Jeg er også imod at man kalder lyst fiskeri for sports fiskeri. Og jagt kan jeg også bedst lide under overskrifterne: Natur, oplevelser, lidt til kødgryden og socialt samvær - og ikke: Trofæer, antal fugle eller særlige vildtarter.

 

Jeg tror at ordet "lyst" er et nøgleord, når man skal have det sjovt. Det er også sjovt, at nå de mål man sætter sig, men det er rejsen derhen, som er oplevelsen og som bærer lønnen i sig selv.

 

Er der ikke lidt Jin / jan i det også. For at være rigtig sjovt og herligt skal det også have modsætningen ambition og seriøsitet? oplevelsen og glæden bliver større når man arbejder seriøst og målrettet - indimellem.

[korvis]

Jeg ser ikke nogen modsætning i "alvorlig/seriøs hundetræning" og "leg/glæde i træningen"..? Og oplever det som sådan heller ikke. Det alvorlige i hundetræningen er IMO noget der bør ske inde i vores egne hoveder, i form af f.eks. planlægning, observation og evaluering af træningen. Men selve træningsarbejdet skal være sjovt, og en leg i sig selv.

[Siri]

Jeg ser ikke nogen modsætning i "alvorlig/seriøs hundetræning" og "leg/glæde i træningen"..? Og oplever det som sådan heller ikke. Det alvorlige i hundetræningen er IMO noget der bør ske inde i vores egne hoveder, i form af f.eks. planlægning, observation og evaluering af træningen. Men selve træningsarbejdet skal være sjovt, og en leg i sig selv.

 

 

Ja enig. Jeg tænker her træning som det arbejde hund og fører laver sammen. Altså ikke forberedelse, planlægning og evaluering.

[NannaSoko]

Jeg ser ikke en modsætning mellem seriøs og sjov, mener sagtens seriøs træning kan være sjov for både hunde og mennesker.

 

 

Ved ikke om jeg ser tendensen, at træning er blevet mere alvorlig, men synes det er træning er blevet mere en livsstil på godt og ondt.

Synes der er en tendens til at kurser kan indeholde temmelig meget selvhjælp/føle-føle/bliv-et-bedre-menneske-agtigt og knap så meget ren praktisk hundetræning, med øvelser og færdigheder.

Synes også der er kommet utrolig meget fokus på hunden som individ, følsomme hunde, stressede hunde, hundens race mm.

I det hele taget meget gransken sig selv og sit eget hundeliv i forhold til tidligere hvor kurser var "håndværkskurser", hvor man lavede de øvelser instruktøren havde fundet på.

[korvis]

Ja enig. Jeg tænker her træning som det arbejde hund og fører laver sammen. Altså ikke forberedelse, planlægning og evaluering.

Forstår nok ikke helt præcist hvad det er du mener, så... Eller har nogle helt andre erfaringer? For jeg kan godt nok ikke nikke genkendende til situationen. Bevares, jeg ser da indimellem nogle ganske få personer der ikke er kommet helt videre fra "old-school-hundetræning", og som ikke synes hunden "skal tro at den får en godbid HVER gang!". Men det er vel ikke det du mener, men mere en nyere tendens i forbindelse med højere ambitioner? Jeg ser nærmere noget omvendt, hundeførere der bli'r mere bevidste om at lege øvelser/kompetencer ind, også helt fra hvalp af.

[Miss_M]

Hmmm.... Synes, at dem jeg ser komme nogen vegne indenfor hundesport, generelt er ret gode til at være tosse-glade i deres træning.

Ellers går de ret hurtigt i stå.

 

Jeg har da også oplevet, at ambitionerne tager så meget over, at træningen udelukkende foregår med det formål, at få finpudset nogle ting til konkurrencer - Og så bliver det ofte stift, kedeligt og nogle glemmer hvorfor de egentlig gør det = dårlig træning hvor der bliver endnu mere at fejlrette på.

 

Den med, at folk er dårlige til at lege, have det sjovt og være fjollede med hundene i træningen, den ser jeg egentlig på alle niveauer.

Ikke nødvendigvis kun hos dem der har travlt med at nå til tops.

 

Hos den sidste del, så oplever jeg dog ofte en tendens til, at unge hunde bliver pacet og presset lidt for meget til min smag.

Er af den holdning, at en hund gerne skal holde 10-12 år som aktiv træningspartner som minimum og det er et vigtigere mål, end det at den skal have opnået en masse som 2 årig.

Og for mig er det vigtigt at en hund også bare er en hund og får lov til at lave andet end at træne.

 

Jeg kæmper selv en indædt "kamp" i min undervisning, ifht belønning. For en feeeed belønning skaber nemlig en god energi, gør både hund og fører glade og det har en positiv dominoeffekt.

Jaja, nogle hunde arbejder nydeligt, bare for at få stukket en godbid i hovedet og et "dygtig", men det samme team kunne få lige det ekstra pondus ved at kunne skrue op for belønningerne.

[Dorte]

Hos den sidste del, så oplever jeg dog ofte en tendens til, at unge hunde bliver pacet og presset lidt for meget til min smag.

Er af den holdning, at en hund gerne skal holde 10-12 år som aktiv træningspartner som minimum og det er et vigtigere mål, end det at den skal have opnået en masse som 2 årig.

Og for mig er det vigtigt at en hund også bare er en hund og får lov til at lave andet end at træne.

 

Der har du fat i en af mine kæpheste.

Jeg oplever tit, at folk siger "jamen så er den xx år inden den kommer op i A, så er den jo for gammel" ....

Og hva' så???? Vent dog til hunden er klar. Både træningen og konkurrencerne bliver sjovere med en hund, der er mentalt klar til det, man "kræver" af den.

 

Jeg synes, at det er ærgerligt, at DCH har en vandrepokal for den yngste hund, der rykker i E.

I mine øjne er det ikke noget at prale af.

[Louisen]

Jeg oplever i hvert fald, at det er lidt af et tabu, at jeg kan få min hund til næsten hvad som helst - endda at overkomme ret alvorlige psykiske traumer - ved at snakke baby til ham.

 

Han er i ramme alvor villig til at gøre hvad som helst, hvis jeg pludrer lidt for ham som man ville gøre til en baby.

 

Det får mig til at se retarderet ud, til gengæld har jeg faktisk en hund som er super velopdragen og gør stort set alt, hvad jeg beder ham om.

Jeg kalder det "at tale til egoet".

Min (nye) kæreste er begyndt på det og selvom han også synes, det er max fjollet, kan han se at det virker.

 

 

Nogle gange tror jeg ikke, at det handler om at være dygtig. Jeg tror, at det også kan handle om selv-iscenesættelse, at man vil være denne her totalt cool hunde-træner, der med simple kommandoer kan få hunden til dit og dat.

Jeg kan godt forstå det, for man ligner og lyder som en idiot nogle gange, hvis man bruger "min" metode. Til gengæld kan man virkelig guide en hund til mange, MANGE ting via tonalitet alene, men det betyder jo at man er villig til både at gå i de dybe lejer for at udtrykke mishag, men også og især gå helt falset for at udvise sin begejstring ... og det er her, kæden hopper af for mange.

[luckyluna]

Jeg tror ikke det er blevet mere alvorligt generelt. Jeg tror bare folk på et kursus altid vil være bange for at tabe ansigt og være fjollet og når de så hjælpes til at vide at det må de godt, så kan de jo slappe af.

[Gæst DorteDK]

Enig med Louisen - Zeus lystrer meget bedre når jeg finder min skingre-pige-stemme frem og lyder som en idiot med "dyggtiiiigg dreng" og "super" mv... de tror nok jeg er tosse men det virker fint og han gør som regel det jeg beder om - jeg ved godt at det ser bedre ud det andet men jeg snakker meget med Zeus.

 

Jeg går til jagthundetræning med ham og er den eneste pige på holdet - de andre på holdet har meget kontante og faste kommandoer og selvfølgelig får deres hunde også ros men det er mest sådan bare lige kort og dygtig.

Og deres hunde er dygtige og meget lydige.

 

Jeg roser jo til skyerne når han kommer tilbage med dummy til MIG og han kommer stolt rendede tilbage så synes jeg han skal roses, faktisk har jeg fået en af fyrene på holdet til at rose sin hund på samme måde og ligge sig på knæ når hunden kommer tilbage og rose med høj lys stemme det griner vi meget af men hans hund havde det med at rende væk med dummy nu virker det med at han snakke med kvindestemme og hunden stormer tilbage den den mærkelig fyr der lige pludselig har pigestemme - lidt sjovt synes jeg.

[PBC]

Den omtalte "teknik" med meget ros og "helt oppe at ringe" med tynd stemme, ned på knæ osv. er rigtig god til hvalpe og unghunde, som skal lære en række discipliner (indkald, apport, søg, kontakt). Det betyder, at de bliver umådelig glade ved fx at apportere og det betyder, at apportering bliver en belønning i sig selv senere. Hunden associerer den store begejstring med apport og vupti, man har en hund, som vil gå gennem ild og vand for at hente og bringe apporten.

 

Jeg skruer dog lidt ned for charmen senere, når det handler om øvelser som er kendte for hunden og som jeg vil forvente den kan og som den opfatter som en belønning i sig selv.

 

Herefter bruger jeg mest teknikken, når jeg introducerer nye "discipliner" - fx dirigering på vand. Det starter jeg først i anden sæson, når hunden er ca 1½ år. Så findes de store bevægelser, tynd stemme og umådelig begejstring frem. Det er "et effektivt værktøj" men bruger man det hele tiden falder værdien. ...... tror jeg:roll:

 

Og bruges teknikken meget skal man huske også at lære hvalpen /unghunden at der skal være ro indimellem. Ofte er ser jeg hunde som er oppe og køre fra de kommer til træning til de er i bilen efter træning. Ikke godt i min optik.

 

Generelt er variation i træningen ikke at foragte.

[Amocca]

Jeg er nok enig med PBC her. Hvis man altid bruger "overhystade falset pibestemmen" så mister den sin værdi. Jeg bruger den når jeg indlærer nye ting og så bruger jeg den i svære situationer - fx til at trække Johna af en færd / hvis hun overvejer at gå på jagt... hvis jeg brugte den hver gang jeg kaldte hende ind, er jeg ret sikker på, at hun ville ignorere den i de svære situationer når fristelsen er størst...

 

På Karla kan den ikke rigtigt bruges, da hun kammer helt over hvis jeg gør det. Men igen, så afhænger det jo så meget af hunden. For Karla er glæden ved at arbejde enorm, hendes motivation og drift er der naturligt og at "hidse hende op" virker modsat. Hvorimod Johna skal "hidses op" for at arbejde bedst...