Jan Fennell hvorfor ikke ?

[Gæst Stoffer og Balder]

Hej

 

Ny her på forummet

 

Jeg har læst lidt på siden og undre mig over at der er så stor modvilje, mod Jan Fennell.. Jeg har læst hundelytteren, og har haft en træner hjemme hos mig, der har været på kursus hos hende.

 

Hvad er det der gør at der er nogle der ikke kan lide hendes metoder ?

 

mvh Anja

[KimC]

Inden for hundeadfærdsverdenen er der mange paradigmer. En dansk hundeadfærdsspecialist skulle have sagt at det eneste to hundetrænere nogensinde vil kunne blive enige om er at en tredie hundetræner tager fuldstændigt fejl.

Mange paradigmer fungerer ikke alene for sig, Jan Fennels metoder er ingen undtagelse. Jeg har prøvet noget af det hun beskriver,. bl.a. ved selv at spise først, være den første der går ud/ind ad døren etc. Jeg synes det virkede, men en anden hundetræner mener at det ikke betyder en sk!d (citat).

 

Hilsen Kim

[Bankov]

Der er ingen tvivl om, at man vil kunne se en ændring i hundens adfærd, hvis man anvender Fennell's metoder. Mange tolker det som at det "virker". Men det der er interessant er, HVORFOR og HVORDAN det "virker". F.eks. "virker" el-halsbånd (=der kommer en reaktion fra hunden og den ændrer måske også adfærd), men at noget "virker" er i sig selv ikke nogen grund til at vælge en træningsmetode.

Grunden til, at Fennell's metoder "virker" (=der sker en adfærdsændring) er, at hunden føler sig udstøt fra flokken/familie, når ejeren bruger disse metoder (ikke hilse ved hjemkomst, ikke sove sammen med ejer, ignorering ved kontaktforsøg, lukkes væk i et andet rum osv.) Alle flokdyr vil blive deprimerede og miste selvtilliden, når de bliver behandlet sådan (= de holder unaturlig lav profil). Det tolkes så fejlagtig til, at hunden nu kender sin plads i flokken, og accepterer at ejeren er lederen.

 

Prøv bare at se hvad der sker i skolegården eller arbejdspladsen, når nogen bliver holdt uden for. De bliver stille og uden initiativ til sociale aktiviteter. Det er samme fænomen, og har naturligvis ikke noget som helst at gøre med lederskab.

 

Prøv evt. at læse disse artikler om emnet:

http://www.123hjemmeside.dk/fjeldhund/5324705

 

De er skrevet at Hanne Hjelmer Jørgensen, biolog med speciale i ulve og hundes adfærd. Hun kalder Fennell's metoder for psykisk tortur, og jeg må sige at jeg er enig med hende...

[Umulia]

Det der er problemet med både Jan Fennell og mange andre "hundeeksperter" er, at de mener at deres metode virker altid og på alle hunde. Men sådan er virkeligheden bare ikke.

 

Jeg har brugt noget der ligner Jan Fennells metode (NILIF - Nothing In Life Is Free) i en periode overfor en stresset og forvirret genbrugshund, men jeg kunne da aldrig finde på at fortsætte efter at problemet er løst, og hund og mennesker i fællesskab har fundet deres indbyrdes forhold.

 

I øvrigt synes jeg hendes bøger udstråler en art fjendlighed og paranoia overfor hunde - vi skal hele tiden holde dem nede, ellers overtager de verdensherredømmet!

 

Det sidste jeg har imod hende er at hendes metode bygger på bevisligt forkerte principper. Hun påstår at vide hvordan hunde opfører sig overfor hinanden, og det passer bare ikke. Det er både undersøgt videnskabeligt, samt at enhver ved selvsyn kan overbevise sig om det ved at tilbringe lidt tid sammen med en velfungerende hundefamilie/flok.

F.eks passer det ikke at "alpha'en/flokføreren" altid har den bedste soveplads, spiser først og går foran resten af flokken. Den slags petitesser bekymrer hunde sig ikke om, og jeg tror ikke rigtig de fatter at vi gør

[Gæst milder batmusen]

jeg har som sådan intet imod Jan Fennel overhovedet

 

men jeg er ikke af nogen overbevisning om at jeg skal ignorere mine hunde når jeg kommer hjem for det vil jeg bare ikke når de kommer glade med et eller andet i munden

 

jeg tror heller ikke en dyt på at hunde vil ud af døren først har en skid med dominans og gøre nej hunden har bare travlt

 

jeg tror ikke på at hunde har det mindste forstand på hvem der spiser først relatere til dominans og overtagelse at og ulve gør det er en helt anden sag de lever i naturen og er fælles om og nedlægge det meste af deres byttedyr så at der er en rangorden er jeg ikke i tvivl om men vores hunde nej de er ikke ulve og forbinder ikke at de får mad først nogen som helst lederrolle

 

jeg er dog enig i at alfa parret ikke hilser på flokken når de kommer hjem forstået på den måde at det er de andre som hilser,slikker og leger mens lederparret er mere rolig og afbalaceret mens de andre flokmedlemmer er mere vilde

 

jeg tror hverken på alt hvad ulveforskere påstår eller nogen af alle de der adfærds halløjsaer som mener de ved så meget om hunde

 

jeg synes man lærer mere ved og studere vores hunde og ikke altod bruge ulven da vores hundes gener og socialadfærd ikke altid stemmer ens med ulve

[Gæst The dogfather]

Jeg kender intet til Jan Fennell, jeg har en rigtigt god veninde som er hundetræner og hende lytter jeg til hvis jeg er i tvivl om noget...

 

Jeg tror bestemt at alle hunde har nogen fællestræk, som gør at man kan sige "sådan og sådan betyder det og det", men jeg tror nu alligevel også lidt at racerne er så forskellige at det er svært at sige noget generelt....

 

Men jeg er også en ret "du skal ikke komme og lære mig noget"-agtig person, så jeg baserer meget af min opdragelse af hundene på sund fornuft og egne iagtagelser...hehe...og har endnu ikke følt behov for at ignorere mine hunde osv. de ved godt hvem der bestemmer....

[Aussiepower!]

På trods af at hunde, hundetræning og konkurrencer og i det hele taget bare det at have hunde i hverdagen, er en stor paasion for mig, er jeg sjovt nok ikke den store bogorm når det kommer til hundebøger af forskellig art , men lige præcis Hundelytteren har jeg rent faktisk læst, men hold da op, hvor måtte jeg tage mig gevaldigt sammen for at læse den helt færdig!

 

Alene den måde Jan Fennel skriver på, hvor hun i mine øjne ophøjer sig selv til intet mindre end en alvidende guru indenfor hundeadfærd, er nok til at give mig knopper. Jeg finder simpelthen hendes skrivestil utrolig arrogant

 

Hvad angår hendes metoder, syntes jeg at de grænser til psykisk totur og for mit eget vedkommende, har jeg meget svært ved forstille mig hvordan jeg skulle få mine hunde til at arbejde for mig og med mig, på det plan jeg ønsker og med det eget initiativ og glæde hos hunden, der er nødvendigt hvis vi skal kunne komme nogen vejene i konkurrenceringen...

 

Omvendt vil jeg dog ikke benægtet, at Fennels metoder kan vise sig nyttige, hvis man rent faktisk står med en problemhund -afhænig af problemets årsag og omfang naturligvis. Og er man derude, syntes jeg da bestemt også at Fennels metoder må være at fortrække frem for fysisk vold = elhalsbånd, biden i ørerne og lign.

MEN, at "opdrage" en hvalp, eller normal velfungerende hund efter Fennels principper, ligger i min verden tæt op ad dyremishandling, på det psykiske plan, for at sige det groft

[Gæst Aussies for ever]

Helt enig med de øvrige ... så der er ingen grund til at gentage det.

 

Jan Fennell proklamere lederskab ... problemet er bare at det ikke er lederskab, men kontrol. Mange forveksler disse to begreber, men de er ikke nødvendigvis relateret.

 

Jeg har faktisk benyttet Fennells metoder for et par år siden, for at se om de hjælp på min hanhunds problemer med andre hunde (aggresiv pga. angst).

 

Resultat: klassisk eksempel på en quick-fix løsning = hurtigt resultat, som dog ikke var varigt, men skulle forstærkes via endnu kraftigere midler.

 

Først da jeg selv begyndte at tænkle og handle efter min egen mavefornemmelse - som var næsten stik modsat Fennell principper - så jeg bedring ... og vel og mærke varig forandring.

 

Fennell principper bunder IKKE i hundens - eller ulvens natur. Hun sammenligner hunden med ulven og har opfundet sine ideer her fra, hvilket faktisk også er helt forkert.

 

... og hvis man læser hendes første bog igennem bygger hendes teorier på "studier" af hendes egen hundeflok, et utrolig spinkelt grundlag. Det svare til at jeg bestemmer menneskets adfærd ud fra min naboes adfærd alene ... men værere bliver det af at hun faktisk skriver at hendes ulvestudier stammer fra ... videooptagelser!!!

[Gæst Stoffer og Balder]

Hej igen

 

Mange tak for jeres svar Det er dejligt med noget respons, og der er jo må man sige, mange forskellige meninger om vores liv med hunde og den træning der skal til, det er nok ligesom meninger om børneopdragelse.

 

Men at komme dertil at kalde JF´s metode psykisk tortur, har jeg svært ved at se. Ihvertfald ikke efter den "plan" som jeg fik til mine hunde.

 

De sover i soveværelset. Jeg spiser ikke aftensmad før dem, jeg spiser et stykke kiks før de får deres mad ja. Hvis de bliver lukket i et andet rum er det fordi de gør og bliver ved med det. Og de er der aldrig mere end 5-10 minutter.

 

Grunden til at jeg spørger er at jeg har prøvet flere metoder, jeg har to ret forskellige hunde. Både race og personlighed Den ene er en foxterrier/DSG på 8 år, den anden er en Kleiner Münsterlânder på 3 år, begge hanhunde.

og de træningsmetoder der virkede på min første hund ikke rigtig virker på den anden, og så er det lidt af en udfordring. Jeg har snart prøvet lidt af det hele og er nok efterhånden blevet mere forvirret, end klog.

 

mvh Anja

[Aussiepower!]

Hej igen

 

Mange tak for jeres svar Det er dejligt med noget respons, og der er jo må man sige, mange forskellige meninger om vores liv med hunde og den træning der skal til, det er nok ligesom meninger om børneopdragelse.

 

Men at komme dertil at kalde JF´s metode psykisk tortur, har jeg svært ved at se. Ihvertfald ikke efter den "plan" som jeg fik til mine hunde.

 

De sover i soveværelset. Jeg spiser ikke aftensmad før dem, jeg spiser et stykke kiks før de får deres mad ja. Hvis de bliver lukket i et andet rum er det fordi de gør og bliver ved med det. Og de er der aldrig mere end 5-10 minutter.

 

Grunden til at jeg spørger er at jeg har prøvet flere metoder, jeg har to ret forskellige hunde. Både race og personlighed Den ene er en foxterrier/DSG på 8 år, den anden er en Kleiner Münsterlânder på 3 år, begge hanhunde.

og de træningsmetoder der virkede på min første hund ikke rigtig virker på den anden, og så er det lidt af en udfordring. Jeg har snart prøvet lidt af det hele og er nok efterhånden blevet mere forvirret, end klog.

 

mvh Anja

 

Det er jo forskelligt hvordan vi hver især ser og opfatter ting Og for mit eget vedkommende skriver jeg grænser til psysisk totur og det forbliver min holdning, såfremt man benytter alle Fennels 5 (eller hvor mange det nu er) grundregler, på en ellers "normal" hvalp/hund, hele livet igennem.

 

Omvendt mener jeg også, som jeg også har skrevet, at Fennels metoder kan bruges og sikkert også med en hvis succes, på en problemhund, men igen, så afhænger det jo at problemets omfang og årsag

[Gæst Ninjamor]

..og har endnu ikke følt behov for at ignorere mine hunde osv. de ved godt hvem der bestemmer....

 

Bestemmer hvad?

[Gæst Ninjamor]

Når jeg vurderer om en opdragelsesmetode er god eller dårlig, er det ud fra hvad jeg ved og har erfaret om hundeadfærd.

 

Hunde sender ikke hinanden i social isolation i timevis - de kan kræve afstand pga ressourceforsvar, men dette er ikke det samme.

JF sender rask væk en hund i et lukket rum i flere timer hvis den ikke kommer når hun kalder. Der er ingen som helst samenligning med dette i det virelige ulve/hundeliv.

 

Typisk spiser hunde fint sammen (igen forbehold for ressouceforsvarede racer og pladsen, og samtidig, hvis de får valget.

Ved at spise først kan en hundeejer højst håbe på at signalere hungersnød.

 

JF virker paranoid i sine udsagn om hunde der vil tage magten og pinligt menneskeliggørende, når hun påstår at hunde med separatiomsangst har denne fordi de er bange for hvad der sker deres mennesker "ude i verden", når hunden ikke kan passe på dem.

 

At en metode tilsyneladende har den ønskede effekt er ikke ensbetydende med at hunden har det godt, men kan bygge på indlært hjælpeløshed.

 

Frie, frejdige og initiativrige hunde har det bedst efter min mening.

 

MEN, det er meget nemmere at opdrage med kontrol, kontrol og kontrol og at fratage hundene deres initiativ (og glade øjne).

Absolut ikke noget jeg kan stå inde for.

 

JF arbejder ikke MED hundene men MOD deres natur.

 

Jeg er ked af at hun er ved at få en hel del disciple her i DK

[Amocca]

Jeg er stort set enige med de andre, men vil gerne svare alligevel .

 

Jeg synes Jan Fennells metoder harmonerer utroligt dårligt med min ide om at have hund og så kunne hendes filosofier ALDRIG bruges i mit hjem, da de ville modarbejde al den træning jeg har lavet med kræet siden hun var 8 uger gammel...

 

Jeg har fra dag 1 krævet af hende, at hun selv blev nødt til at tage initiativ. Selv foreslå øvelser under træning, selv "fortælle" hvad det var hun ville have, havde lyst til, ønskede... Det kan jo umuligt hænge sammen med ideen om, at en hund kun skal have kontakt når vi tager den...

 

Jeg er klar over, at I nogle få menneskers øjne, er Karla en uopdragen hund. Hun går ikke bare "hen og lægger sig" når der er gæster. Hun vil gerne være med. Hun vil gerne vise vores gæster hendes legetøj, hendes kødben, hendes bamse eller hvad ved jeg... Hun prøver at invitere dem til leg, eller hun viser dem en øvelse, i håb om positiv respons...

Og i mange tilfælde virker det jo . Gæsten tager bamsen og roser den for hvor fin den, de smider legetøjet eller de klapper i deres små hænder over at hun vinker til dem....

 

Det er i al pragt et eksempel på, at min træning virker - og det er jeg stolt af! Jeg kan slet ikke forstå hvorfor man ønsker at have en hund, hvis denne ikke må tage aktiv del i sit eget og vores fælles liv?

[Gæst Stoffer og Balder]

Endnu en gang tak for svarene, det er ret spændende at høre jeres meninger.

 

Jeg tænker lidt hvornår er en hund en problem hund og hvornår er den en normal hund ? Måske er det mig der er et problem menneske

 

Men om alting er, så er der en masse begivenheder i mit og hundenes liv der har ført frem til at der gerne måtte ske nogle ændringer, så vi kunne få et endnu bedre liv sammen.

 

Det har været frustrerende at den lydighedstræning/klikkertræning som der har fungeret fint for Stoffer, ikke rigtigt slår til med Balder.

Balder er min kleiner, han er en dejlig hund, elsker at blive nusset og vil gerne træne indendørs med godbidder, men lige så snart vi træder over dørtrinnet ud i det fri, så lukker han ørerne, spytter godbidderne ud og trækker afsted i snoren. og det er ligemeget hvilke godbidder det er, rå lever, ost you name it. Han har heller ikke noget legetøj som han er så glad for at det kan gå som belønning der er spændende nok.

 

Jeg har gået til træning med ham fra han var 4 mdr gammel, jeg ville på et unghunde/hvalpehold, men blev sat på et voksen lydighedshold med ham. (fordi han var for for stor i forhold til de andre hvalpe)

Så det blev ikke til helt så meget hundehygge som jeg havde håbet. Og han holdt ikke op med at trække. Jeg prøvede at skifte til hundesele, grime, andre halsbånd.

 

Til sidst blev jeg rådet til at gå til lydighed og apportering med ham i en jagtforening, puha det var hårdt og det havde ikke den virkning som vi troede det ville. Og jeg fik bare afvide at det var fordi vi var for bløde ved ham. Jeg fortalte til træning at jeg havde givet ham en is, de gloede vantro på mig, som om at det forklarede bare det hele. Jeg sagde "det var varmt !"

Min mand tog over halvvejs i træningsforløbbet, da jeg desværre fik konstanteret en diskusprolaps. Det kunne de ligesom bedre forholde sig til i jagtklubben, lige indtil Balder havde apporteret en due i søen perfekt, og min mand glædestrålende roser Balder og giver ham et stort kys på panden Så var vi vist stemplet begge to, hehe. Jeg stod på afstand og så det, og var ved at knække sammen af grin. Min mand havde ikke tænkt nærmere over kysset og blikkende fra de andre, før jeg fortæller ham det i bilen på vej hjem, og han siger "jamen, jeg synes bare at Balder var så dygtig og det ville jeg da vise ham".

 

Det som jeg synes er så hårdt ved at gå til træning med sin hund, og når jeg så ikke for de resultater som det er forventet at man skal, jamen så er det fordi man nok ikke træner nok med sin hund, eller ikke gør det ordentligt.

Jeg har virkelig gået hjem mange gange og været helt knust over at det ikke virker, når det åbenbart virker på alle de andres hunde.

Jeg elsker mine hunde og de er ikke robotter der bare skal gøre alt perfekt.

Men det ville for mig være en drøm at kunne gå tur med dem uden at blive trukket hen ad gaden og at vi ville kunne møde en anden hund uden at de bliver ophidset og gør. Og uden at mit hjerte sidder oppe i halsen, når der kommer en løs hund hen til mine.

(Jeg har måtte få en hund aflivet pga, bid fra en anden hund, der var løs, mine var i snor.)

 

Tjaeh, nå jeg ville vel bare fortælle lidt om hvor åndssvage vi nok er.

 

mvh Anja

[Gæst Ninjamor]

Endnu en gang tak for svarene, det er ret spændende at høre jeres meninger.

 

Jeg tænker lidt hvornår er en hund en problem hund og hvornår er den en normal hund ? Måske er det mig der er et problem menneske

 

En hund må anses for at være en problemhund når den giver ejeren eller omgivelserne problemer pga. sin adfærd.

Men derfor kan den givne adfærd sagtens være normaladfærd - problematisk normaladfærd.

Det ses alle steder og f.eks. er hundens voldsomme trækken normaladfærd som er uhensigtsmæssig og giver ejeren probemer = problemhund.

 

Normaladfærd fordi ingen hund trækker, hvis den ikke har lært at det betaler sig og at den kan!

Og fordi det er normalt for en hund at ville fremad

 

Men om alting er, så er der en masse begivenheder i mit og hundenes liv der har ført frem til at der gerne måtte ske nogle ændringer, så vi kunne få et endnu bedre liv sammen.

 

Det har været frustrerende at den lydighedstræning/klikkertræning som der har fungeret fint for Stoffer, ikke rigtigt slår til med Balder.

 

Min datter er en ørn til matematik, det siger til gengæld ikke min søn så meget. Lige så stor forskel kan der være på indgangsvinklen til træningsmetoderne til to hunde.

 

Balder er min kleiner, han er en dejlig hund, elsker at blive nusset og vil gerne træne indendørs med godbidder, men lige så snart vi træder over dørtrinnet ud i det fri, så lukker han ørerne, spytter godbidderne ud og trækker afsted i snoren. og det er ligemeget hvilke godbidder det er, rå lever, ost you name it. Han har heller ikke noget legetøj som han er så glad for at det kan gå som belønning der er spændende nok.

 

Balders træning er blevet grebet forkert an og derfor når du ikke ind til ham.

 

HVAD VIL BALDER?

 

Det er der du skal hen og så bruge det han vil som belønning for samarbejdet.

 

F.eks. vil han ud af døren for at gå tur. "OK, Balder det skal du nok komme, men vi er to om det, derfor lukkes døren i for næsen af dig, straks du går forbi mig"

 

Prøv den vinkel.

 

Du står nærmest døren, I er parate til at gå ud, intet "sit" eller andet signal til Balder, han skal selv regne det ud. Du åbner døren så meget at han forsøger at passere dig og straks lukker du døren i. Uden ord.

Lad døren tale

 

Dette skal du måske øve 20 min. - ½ time før han knækker koden: Ikke mase på, og at se op på mor får mig ud af døren.

 

Du kan læse "udfordringstråden", der står meget mere om dette emne.

Det primære er at Balder selv skal finde ud af, hvad der kan betale sig for ham. Ingen kommandoer fra dig, rent hjernearbejde fra ham. I skal samarbejde og ikke modarbejde hinanden.

 

HVIS Balder har været vant til ikke at skulle tage initiativ og at skulle kommanderes til alt, vil denne træningsform (operant betingning) ligge et stykke væk, men den kan findes frem.

 

Jeg har gået til træning med ham fra han var 4 mdr gammel, jeg ville på et unghunde/hvalpehold, men blev sat på et voksen lydighedshold med ham. (fordi han var for for stor i forhold til de andre hvalpe)

Så det blev ikke til helt så meget hundehygge som jeg havde håbet. Og han holdt ikke op med at trække. Jeg prøvede at skifte til hundesele, grime, andre halsbånd.

 

Til sidst blev jeg rådet til at gå til lydighed og apportering med ham i en jagtforening, puha det var hårdt og det havde ikke den virkning som vi troede det ville. Og jeg fik bare afvide at det var fordi vi var for bløde ved ham. Jeg fortalte til træning at jeg havde givet ham en is, de gloede vantro på mig, som om at det forklarede bare det hele. Jeg sagde "det var varmt !"

Min mand tog over halvvejs i træningsforløbbet, da jeg desværre fik konstanteret en diskusprolaps. Det kunne de ligesom bedre forholde sig til i jagtklubben, lige indtil Balder havde apporteret en due i søen perfekt, og min mand glædestrålende roser Balder og giver ham et stort kys på panden Så var vi vist stemplet begge to, hehe. Jeg stod på afstand og så det, og var ved at knække sammen af grin. Min mand havde ikke tænkt nærmere over kysset og blikkende fra de andre, før jeg fortæller ham det i bilen på vej hjem, og han siger "jamen, jeg synes bare at Balder var så dygtig og det ville jeg da vise ham".

 

Det som jeg synes er så hårdt ved at gå til træning med sin hund, og når jeg så ikke for de resultater som det er forventet at man skal, jamen så er det fordi man nok ikke træner nok med sin hund, eller ikke gør det ordentligt.

 

Eller fordi trænerne ikke er dygtige nok.

 

De har jo tydeligvis ikke kunnet gennemskue din hund og det er synd og en h....... omvej. Ærgerligt.

 

Jeg har virkelig gået hjem mange gange og været helt knust over at det ikke virker, når det åbenbart virker på alle de andres hunde.

 

Det gør det heller ikke

[Gæst The dogfather]

Bestemmer hvad?

 

Det var skrevet med et stort glimt i øjet, derfor

 

fordi jeg ikke er tilhænger af det med at ignorere, gå gennem døre før hunden osv...

 

har altid spekuleret på én ting ang. sidstnævnte...mener JF så at hvis man sider og chiller i sofaen, skal man så rejse sig og tonse over og komme gennem døren først? hehe...

[Gæst Stoffer og Balder]

Hej Ninjamor

 

Tusind tak for din besvarelse, og beskrivelse af problemhund. Det gav mening for mig

 

Det med døren vil jeg prøve og læse den tråd du henviser til.

 

mvh Anja

[Gæst Aussies for ever]

En anden rigtig rigtig stor kritik af Jan Fennells metoder er:

 

Så vidt jeg har forstået på hendes bøger og det fordrag jeg var til, så er Amichien Bonding er svaret på alle problemer: ved at indfører Amichien Bonding fortæller du hunden at du er lederen og tager vare på den og problemerne, lige fra urenlighed til aggression løses.

 

Mit store problem er så bare:

 

Hvor giver hun et eksempel på at Amichien Bonding er løsningen på hundens problemer?

Jeg har ikke kunne finde nogle konkrete eksempler på dette i hundens første bog.

Ganske vist bliver AB indført i alle de beskrevne case-stories, men problemerne bliver fuldt op af en mere "almindelig" for for løsningen på hundens problemer.

 

Hvis AB var løsningen på alle problemer, så byrde det stå alene i behandlingen af problemer.

 

Er det bare mig som har en lidt åhhhh følelse her?

For mig er det lidt ligesom et videnskabeligt eksperiment, hvor man "glemmer" væsenlige faktorer som har indflydelse på resultatet, fordi det ikke er "relevant" ifølge ens overbevisning.

[Gæst Stoffer og Balder]

har altid spekuleret på én ting ang. sidstnævnte...mener JF så at hvis man sider og chiller i sofaen, skal man så rejse sig og tonse over og komme gennem døren først? hehe...

Hehe, ja det spurgte jeg også den træner om som jeg havde herhjemme. Med 2 hunde så ville jeg eddermanme, få travlt med at okse igennem diverse døre.

Men jeg fik afvide at det kun gælder for hoveddøren og lågen ud af grunden, da de 2 fungere som "hulens" indgang/udgang, og hunden derfor vil ud først for at se om der er nogle farer.

Yes, men på den anden side er det ret rart at hunden ikke maser sig ud ligeså snart døren bliver åbnet.

[Gæst Ninjamor]

Det var skrevet med et stort glimt i øjet, derfor

 

fordi jeg ikke er tilhænger af det med at ignorere, gå gennem døre før hunden osv...

 

har altid spekuleret på én ting ang. sidstnævnte...mener JF så at hvis man sider og chiller i sofaen, skal man så rejse sig og tonse over og komme gennem døren først? hehe...

 

Det skal man nok

[Gæst Ninjamor]

En anden rigtig rigtig stor kritik af Jan Fennells metoder er:

 

Så vidt jeg har forstået på hendes bøger og det fordrag jeg var til, så er Amichien Bonding er svaret på alle problemer: ved at indfører Amichien Bonding fortæller du hunden at du er lederen og tager vare på den og problemerne, lige fra urenlighed til aggression løses.

 

Mit store problem er så bare:

 

Hvor giver hun et eksempel på at Amichien Bonding er løsningen på hundens problemer?

Jeg har ikke kunne finde nogle konkrete eksempler på dette i hundens første bog.

Ganske vist bliver AB indført i alle de beskrevne case-stories, men problemerne bliver fuldt op af en mere "almindelig" for for løsningen på hundens problemer.

 

Hvis AB var løsningen på alle problemer, så byrde det stå alene i behandlingen af problemer.

 

Er det bare mig som har en lidt åhhhh følelse her?

For mig er det lidt ligesom et videnskabeligt eksperiment, hvor man "glemmer" væsenlige faktorer som har indflydelse på resultatet, fordi det ikke er "relevant" ifølge ens overbevisning.

 

Næh, AB er til for ejerens skyld og løser ikke hundens eventuelle problemer.

 

Damen glemmer en vigtig ting: Ingen hund/ulv "fortæller" de andre den er lederen ved at begrænse deres frihed, isolere og ignorere dem.

De andre hunde derimod bekræfter "lederens" position gennem mange daglige frivillige rituelle underkastelser, som jo slet ikke kan sammenlignes med de underkastelsesceremonier JF vil gennemtvinge.

 

Underkastelsen kommer "nedefra", er frivillig og gennemtvinges kun "oppefra" i krisesituationer hvor enhver er sig selv nærmest, den stærkeste vinder, og da taler vi mere om ressourceforsvar for overlevelsens skyld, hvor flokken som sådan er gået i opløsning, end om noget andet.

[Gæst The dogfather]

Det skal man nok

 

Alt for hårdt...det gider jeg ikke...så må Pablo godt blive den nye Hitler, sidder lige så godt....

[luckyluna]

En anden rigtig rigtig stor kritik af Jan Fennells metoder er:

 

Så vidt jeg har forstået på hendes bøger og det fordrag jeg var til, så er Amichien Bonding er svaret på alle problemer: ved at indfører Amichien Bonding fortæller du hunden at du er lederen og tager vare på den og problemerne, lige fra urenlighed til aggression løses.

 

Mit store problem er så bare:

 

Hvor giver hun et eksempel på at Amichien Bonding er løsningen på hundens problemer?

Jeg har ikke kunne finde nogle konkrete eksempler på dette i hundens første bog.

Ganske vist bliver AB indført i alle de beskrevne case-stories, men problemerne bliver fuldt op af en mere "almindelig" for for løsningen på hundens problemer.

 

Hvis AB var løsningen på alle problemer, så byrde det stå alene i behandlingen af problemer.

 

Er det bare mig som har en lidt åhhhh følelse her?

For mig er det lidt ligesom et videnskabeligt eksperiment, hvor man "glemmer" væsenlige faktorer som har indflydelse på resultatet, fordi det ikke er "relevant" ifølge ens overbevisning.

 

 

Det er lieg præcis her jeg også har det største problem med "metoden".

 

Når jeg har siddet og læst case storys i hendes bøger, så kan jeg hver gang finde helt almindelige løsninger på hundenes problemer og hvilket jeg mener er selve grundpillen i at problmerne bliver løst.

Feks kan jeg huske at hunden der ikke kunne være alene fordi den var "utryg ved at ejeren var ude alene", blev behandlet med aktivering, at ejer gik ud af en anden dør og gradvist øgede tiden.. altså forholdsvis almindelig alene hjemmetræning.

Eller hunden der stikker af på gåtur. Lang line på, beløn når hunden kommer. Øv signalet forfra og så generelt en mere konsekvent ejer;-)

 

Og der synes jeg bare det er SÅ tydeligt at hunden "bedre sig" som konsekvens af helt almindelige indlærings principper byggende på positiv forstærkning, negativ forstærkning og negativ straf. At Fennel så bruger de to sidste mest, betyder jo stadigvæk ikke at den væssentlige grund til forbedre af hundens adfærd er AB.

 

Af samme grund egentlig, synes jeg heller ikke Fennel altid er så slem. Det afhænger meget af øjenene der læser, hvordan man opfatter det. Er man den bløde type, der aldrig kunne drømme om at være hård ved hunden, så vil man sikkert få noget positivt ud af hendes bøger og tolke "lederskabsideologien" på en ok måde.

Er man derimod i forvejen sådan lidt en, "hundens skal fa´me ikke bestemme" type, så kan hendes bøger hurtigt bestyrke en i at møjdyret jo er ved at tage magten og det må den ikke og så bliver sådan en ejer for hård, da Fennel nu klapper ham/hende på ryggen i at det er rigtigt hvad h*n tænker.

 

Det har jeg i hvertfald set flere gange..