Birgitta

WinWiz, det er jo ikke hvad JEG synes. Det er hvad HUNDEN synes. Hunde finder sig i at blive slået og mishandlet uden at sætte sig til modværge, hvis det er overgreb der er sket hele livet. Det er vigtigere for dem at have ejeren end at have en blid ejer.. Hvis f.eks fysisk afstraffelse og belønninger er vilkårene, så tager hunden straffen med. Og stræber efter en adfærd, der kan udløse belønning. Og de kan jo sagtens leve af vegetarkost hvis det er det, de får.. Måske ikke sundt, men det er jo heller ikke DET, debatten går på. De kan leve i isolation og endda møde forandring til det bedre med rædsel. Og hvor tit er en lille hund mon helt tilfreds med at vokse op, leve og dø i en lejlighed på 2. Sal, med toilet på altan eller badeværelse? Den vil jo ikke ønske det anderledes. Verden udenfor er bare skræmmende. --- en hund, der hele livet har holdt varmen med en skal af lort og døde hår i pelsen, vil sandsynligvis føle smerte i den blottede hud, når den får barberet skidtet af. Hunden kan ikke vurdere om det, der sker er godt eller skidt, i det øjeblik det sker. Ligesom med det meste andet, vi udsætter vores hunde for, så er det op til OS at præge hunden til at gøre oplevelser positive eller negative. Når jeg vælger at soignere Silke hver dag, så er det fordi jeg ved at det er bedst for hende med hensyn til kontakt til andre mennesker. Som jeg ved betyder meget for HENDE. Hun skal være lækker, blød og smuk. Så folk stopper op og hilser på hende. Og det gør de. Hvis det vigtigste for hunden er et hårdt, tilfredsstillende liv som brugshund af en eller anden slags, så kan filtret pels jo være en del af DET liv.. Det er ikke mere mystisk end at hunde er forskellige. Ligesom mennesker er forskellige. Noget er arv. Andet er opvækst.

Hunde er ok med hvad de er vant til.. Det gælder opdragelse, levevilkår og foder.. Og det gælder hygiejne og soignering. Det er først hvis der sker ændringer, de kan føle ubehag..... Eller måske endda behag..

Det er jo ikke rigtig til at vide om en hund er ligeglad, før den har prøvet begge dele...

fuldstændig enig i det fremhævede, PCB.

Jeg synes at det er synd for de mennesker, der hele tiden går og glæder sig til at hunden bliver ældre... Hver alder er da en oplevelse og hver alder har sin charme og sine egne muligheder.... Den største oplevelse er at være til stede i hundens liv, lige netop i den alder, den har... Hele hundens liv... Jeg kan ikke huske at Silke nogensinde har haft en alder som jeg har glædet mig til skulle være overstået. Alle hendes aldre har væres så livsbekræftende og underholdende.. Især hendes rolige og afslappede alderdom, hvor hun forstår alt og må alt... Og hvor hun nyder fysisk nærhed mere end hun har gjort i de mere aktive perioder af hendes liv.. Hun sover mere nu, ja... Men der er sørme stadig liv.. Hun deltager stadig i alt hvad jeg foretager mig, når jeg da ikke sidder ved computer eller iPad.. Lige nu sover hun tungt... Og snorker.. :hjerte: Hvis jeg går ud i haven eller køkkenet, så er hun straks klar til at være med til et eller andet..

Det kunne være finsk lapphund, hvis man bedre kan lide en mere tykpelset hund.. Norsk buhund... Der er sikkert adskillige flere, der er skabt til det nordiske klima og som er avlet til hyrdning, ikke til at spore, jage eller fange dyr. Når familien bor i Norge og hunden skal bo i Norge, så har jeg altså svært ved at se at det er sagen for en dansk retriever med sarte danske poter... Uanset hvor meget jeg holder af retrieverne..

Jeg tror ikke at jeg undervurderer de apporterende hunde, PBC. Jeg ser bare her, hvor jeg bor, at netop retrieverne meget tit får gigtproblemer. De dør ikke, men de er ikke så aktive efter de første 5 år. Og de skal jo lige bruge et år eller to til at blive rigtig voksne. Du har ret i, at en god retriever i god form måske kan klare 20-30 km i kulde og sne.. Men det sætter altså sine spor. Det vil nemt blive et kort, aktivt liv. Men selvfølgelig, hvis man er indstillet på at have flere af slagsen, og så bare skifte ud, når gigtproblemerne viser sig efter nogle år, --som man vel egentlig også gør med jagthunde-, så er en retriever da et lige så godt bud som f. eks en finsk hyrdehund, som lever længere og vil kunne være aktiv i en væsentlig længere del af sit liv. Jeg synes bare, at hvis man har en klar ide om, hvad man vil med en hund, så kan man lige så godt vælge en race, der er avlet til det liv.. For hundens skyld.

Synes at I skal holde jer til en af de hyrdende spidshunde... De er jo avlet til de forhold, I ønsker at byde jeres hund... Jeg synes at en retriever er et fint bud, hvis det kun drejede sig om at lære hunden at lade vildtet være... Men jeg er ikke så sikker på, at en retriever er det mest indlysende valg til et meget aktivt liv i is, sne og kulde... Det kunne være et dejligt aktivt liv, men det kunne også blive et kort aktivt liv, da flere af racerne har tendens til at udvikle gigt i ben og ryg... Ikke nogen god kombination med kulde og voldsom aktivitet..

Hvordan går det med Taiki? Er han ok?

Opdatering kunne være fint......... Eller at man i det mindste daterer alle artikler... Det er faktisk et stort problem... For selv om man opdaterer en artikel, så findes den tidligere side jo stadig på Nettet. Hvis man søger på noget, der ligger år tilbage i tiden...

Er det sådan noget gulligt skummende galde, der kommer op? Tror jeg læste engang, at det kan skyldes for fedt foder. Fedtet aktiveret galdeproduktionen. Især hvis der går lidt tid ud over spisetid kan det være et problem.. I dag, hvor mange gerne vil have foder med lavt indhold af kulhydrater, og man jo helst heller ikke vil have for højt proteinindhold, så er der kun fedtet tilbage at tilsætte ekstra af.. Prøv at give et stykke knækbrød så snart I vågner om morgenen... Måske kan det hjælpe, hvis det skyldes lidt højt fedtindhold i foderet.

Ja. Det kommer an på racen. Og på den enkelte hund. Der er hunde, der kun behøver soignering hvis de bliver syge, måske af helt andre årsager. Men der er også hunde, der absolut føler sig mest tilpas, hvis de er soignerede. Hvad det betyder, er også forskelligt fra hund til hund. Min gamle Silke nyder soigneringen. Og hun nyder, at hendes poter er rene, fri for rifter og tør, skorpet hud. Og ingen viger tilbage fra hende på grund af lugt eller beskidt pels. Hun elsker at folk vil hilse på hende, og at de vil nusse og klappe. Det ville hun gå glip af, hvis hun havde løse tjavsede hårtotter, dårlig ånde og ømme ører. Og søvn i øjnene.. Jeg synes at jeg ser ret mange hunde med sorte søvnklatter i øjnene. Det ser uappetitligt ud. Og det KAN føre til øjenirritation. Det er så nemt, og hurtigt at tørre øjnene hver morgen med rent vand. Og det sparer hunden for øjeninfektioner. OG det gør hunden mere indbydende for kontakt. At tvære søvnen væk med en beskidt finger, fjerner kun en klat. Ikke det støv, pollen og bakterier, der er årsagen til den ulækre søvnklat. Soignering er vel også at holde øje med eventuelle skavanker. Og gøre noget ved dem. Alle hunde skal vel kikkes efter hver dag... Man kikker vel ikke kun, og lader skidt og tjavser sidde.. Eller gør man?

En familiehund skulle gerne kunne lide at blive kælet med. Hvis den lugter af lort og dårlig ånde, så vil det betyde, at folk viger fra den. DET i sig selv giver dårlig livskvalitet.

Det er da ikke anderledes end at have filter fra burrer. Eller hotspots på grund af uplejet pels. Eller være fyldt med flåter. Det hele hænger sammen. Selv skidt hænger mindre fast, hvis hunden er velsoigneret på alle måder. Shampoo og vask er da det mindste af det hele. hvordan ordner man øregange og poter på en beskidt hund?

Velsoigneret er vel mere end ren pels. Det er også rene, sunde tænder og velklippede negle, hele, bløde trædepuder og også rene, sunde ører... Og at hunden er fri for utøj. Og jo. En velsoigneret hund vil være gladere end en usoigneret hund. Både fordi den ikke har ømme tænder og ører og kløende flåter, men også fordi en velsoigneret hund som regel har en ejer, der nyder at soignere sin hund..... Og det er altså næsten endnu bedre end al mulig anden nusseri og kæl.. Silke og jeg kæler ikke særlig meget. Hun har aldrig vist særlig behov eller interesse for at blive kælet med.. Men soigneringen NYDER hun.. Det er jo kæleri med et formål.. og jeg nyder det også...

Hvis jeg kun går et øjeblik, så siger jeg: skal liiige ordne noget.. Så sidder Silke og stirrer på hoveddøren til jeg kommer ind igen. Hvis jeg skal på indkøb, så siger jeg det til hende: mor skal på indkøb. Og: du skal ikke med. Du skal blive hjemme.. Så gør jeg mig klar, og tager overtøj på. Til sidst gemmer jeg tørfoder over hele huset. Under tæpper, i hundekurven, under bamser, pakket ind i en klud osvosv.. Så tager jeg min taske, siger "kommer snart igen, værsgo'". Og så fistrer Silke rundt og leder efter foder mens jeg går ud af døren.. På grund af allergi har Silke haft perioder, hvor det har været svært at være alene. Og det er derfor vores ritual er opstået. Hun kradsede sig til blods når hun var alene. Så jeg måtte bare løbe stærkt når jeg var hjemmefra. Hun kløer sig aldrig, når jeg er hjemme. Prøver ikke engang på det. Nu har hun ingen problemer. Men ritualet vil vi ikke undvære. Og tørfoderet bliver jo bare taget fra den daglige fodermængde.

Tjah.. Vi har lov til at være uenige... Jeg taler om hvad SILKE ville opleve i den situation. Men hun er jo en gammel hund med et ret stort verbalt tankesprog. Hunde er forskellige. Ejer kender bedst sin hund. Du kender ikke Silke. Du kan kun udtale dig om hunde generelt. Og om dine egne hunde.

Ja... Jeg mente at hun et eller andet sted ville vide, at hun forårsagede det skete... Ordknepperi.

Nej... Der er ingen der kan fortælle, hvad du skal gøre... Jo, du skal altså lige snakke med neurologen i eftermiddag... Du har ikke fortalt, hvordan det gik hos dyrlægen d. 15? Taiki skulle have taget blodprøver? Var de ok? Blev hans medicin reguleret dengang? Jeg har ikke erfaring med hundeepilepsi. Men jeg ved da, at medicinering af epilepsi især i starten kan være lidt bøvlet indtil man finder den bedste medicin. Og den rigtige dosis. Men jeg tror nok, at hvis det var Silke, der havde bidt mig 3 gange under de forhold, du beskriver, så ville hun blive aflivet.. Ikke så meget på grund af biddene. Men fordi det næste gang kunne blive et alvorligere bid, pyt med det, jeg er såmænd sej, som du også er, Louisen.. ....Men at Silke så kunne vågne op efter at have været "væk" ... til totalt kaos, med blod og panik,- og et eller andet sted vidende, at hun var skyld i det hele.. Og sorg og rædsel og kaos ville være hendes sidste følelser, når nogle fremmede tog hende til dyrlægen til aflivning, mens jeg selv blev kørt til skadestuen.. Nej! Det ville jeg ikke -aldrig- risikere for Silke. NÅR hun skal herfra, så skal jeg være der for hende. Holde hende i poten og igen fortælle hende om regnbuemarken, hvor så mange af hendes ældste og bedste venner løber og leger og venter på hende.. Men Silke er også 13 år nu. Og de fleste af vennerne er her jo ikke mere.. Taiki er... Hvor meget? 3-4 år? Han burde jo leve i mindst 10 år endnu... Beslutningen kan kun du selv tage..... Måske kunne det hjælpe dig at tænke over, og beslutte, hvor langt du ville tillade at det hele går.. Sæt en grænse: f.eks. Hvis han bider et barn. Eller hvis du selv kommer så alvorligt til skade, så du må på skadestuen... Eller en tidsgrænse. F.eks. Der skal være en klar forbedring inden der er gået en måned... Eller et år. ...men vent med endelige grænser, til du har snakket med neurologen....... Jeg håber at du fortæller hvordan det går, når du har lidt mere overskud.. :ae:

Nej, det er ikke normalt for racen. Det er en fejl, men ikke nogen alvorlig fejl. Ingen hunde er perfekte. Og den lille grisehale er så jeres hvalps lille fejl. Ud over det, kan jeres hvalp godt være perfekt. I vil nok komme til at elske den lille proptrækkerhale, der gør jeres hvalp til noget helt særligt. Har hvalpen DKK stambog?

Nej... man har undersøgt levealderen for indrapporterede bernerdødsfald i årene 2001 til 2011. I 2001 var gennemsnitsalderen da hundene døde, 6,69 år. Og i 2011 var den 6,89 år. For hele den 10 årige periode var gennemsnitsalderen 7,06 år. Herfra: http://www.e-pages.dk/scanpub/327/html5/11/ --- der er en statistisk usikkerhed i registreringerne fordi det kun er en del af hundene, der bliver afmeldt, når de dør.. Så der er altså intet, der tyder på, at berneren er blevet en sundere race, desværre...

Hej, Louise.. Hvordan går det med jer? Er I klar til at smutte til dyrlægen i morgen? Det bliver rart at få DET overstået... Hvordan er det gået med Taiki?

Jeg har ikke selv haft lagotto, men har mødt nogle stykker af dem. Der bor mindst 4 af dem her i Ballerup. Og jeg har fulgt Gioia da hun fik hvalpe i december. ...... Men der er meget stor fjendtlighed og hetz indenfor racen, opdrætterne imellem. Mange mener at Yduns er "roden til alt ondt". Og mange mener det modsatte. Jeg vil ikke gå ind i den debat. Den har kørt længe nok. Sverige er først lige startet med at forholde sig til den juvenile epilepsi. Jeg ved ikke, om de er begyndt at registrere testresultater i hundenes stambøger. for mig er det for svært at købe hvalp i Sverige. Der er ingen lagottokenneler i Malmø eller bare ud til Øresund. Sverige er stort. Og kennelerne ligger hundredvis af kilometer væk fra Sjælland.. Når jeg skal have en hvalp en dag, så vil det være altafgørende at jeg kan besøge opdrætter og derefter hvalpene mindst 3 gange. Netop fordi det er en race, som kan være følsom, så er det vigtigt for mig at lære tæven og hvalpene godt at kende inden jeg beslutter mig for at tage hvalpen hjem. Og at se de forhold som hvalpen er født under. Det gælder uanset om jeg vælger at købe hvalp hos Yduns Blue, eller en hvalp fra et hobbyopdræt som familien Stork her i Ballerup i december.. Men DE hvalpe var der altså venteliste på inden de var født.. Og Gioia skal ikke have flere hvalpe. I hvert fald ikke forløbelig. Hvis hun får hvalpe igen, så vil der være en endnu længere venteliste på hvalpene end første gang. Fordi hendes første kuld er faldet rigtig godt ud. "Til trods for " at både han og tæve er Yduns hunde. Det har jo så en fordel. For uanset hvilken hund fra yduns blue, der får hvalpe, så vil ingen af hvalpene være syge med juvenil epilepsi. For alle yduns hunde, der bruges til avl, er testet fri. Selv om en tæve så parres med en han, der bærer sygdommen, så forbliver hvalpene raske. De bliver "bare" bærere af genet. Forøvrigt tror jeg, at de fleste lagottoer i Danmark rent faktisk ER Yduns Blue- hunde. Det er jo den største og eneste professionelle lagottokennel i Danmark. I Sverige og i andre lande er det mere almindeligt at have professionelle kenneler. Herhjemme har de fleste opdræt som en hobby. Begge dele kan der være fordele og ulemper ved. Hvis du foretrækker stueopdræt, så må du bare være om dig. Og være tålmodig. En stueopdrætter har jo ikke nødvendigvis hvalpe hvert år. Og de annoncerer ikke altid på hvalpelister, fordi der er så stor efterspørgsel på hvalpene.

Charlotte, hvad forventer I af jeres gårdhund? Skal den alarmere når der kommer besøg? Eller skal den være med til at holde mus og rotter væk? Skal den kunne omgås heste såvel som høns? Uanset hvad, så er jobbet vigtigt. Og dermed også jobbeskrivelsen.. Hvad er årsagen til at i ikke vælger f. eks. en d/s gårdhund? Lagottoen har en hel del pelspleje. Enten skal man selv bruge tid på at klippe med jævne mellemrum, eller den skal til frisør. Nogle af lagottoerne har f. eks. hårvækst i øregangene. Det skal hives ud jævnligt for at undgå øreproblemer. Ikke noget stort problem, hvis man er indstillet på det og vænner hvalpen til det fra start af. Men der ER altså lagottoer, der årligt må have fjernet hårvækst og renset ører i bedøvelse fordi det ellers er alt for ubehageligt for dem... ---i det hele taget er det en hund, der skal være meget "i hænder" især fra start af.. Det er en samarbejdende hund. Ikke en selvstændigt arbejdende hund.. Agility er rigtig, rigtig godt. Det kræver jo tæt samarbejde mellem hund og ejer. Det samme med lydighed, hvis det er på et seriøst plan, -altså mere end bare indkald og at gø på de rigtige tidspunkter.. Det kræver at I afsætter tid til det daglig og til holdtræning en gang om ugen i de første år. Så kan I få en hund, som kan lære at gøre hvadsomhelst. Og som vil elske det. Og elske jer og sit liv. Men tag på udstillinger for at møde nogle af dem live. Og køb et udstillingskatalog. Deri står alle de udstillede hunde med stambogsnummer. Og så kan man hjemme finde navne på opdrættere og ejere.. Og på Hundeweb kan man finde oplysninger om de udstillede hundes sundhed, f.eks. HD og evt. test for epilepsi.

Det er en af de racer, jeg har på ønskelisten, når jeg engang skal have min næste hvalp. Hvis ikke jeg vælger en golden igen.... Jeg har fulgt Gioia (stambogsnavn Yduns blues Cindy), som blev parret med en dejlig fyr sidste efterår. Og fik hvalpe i december: http://lagottohvalpe.dk/ jeg bor lige i nærheden. Begge forældredyr er fra den kennel i nordjylland, som du omtaler. http://www.ydunsblue.dk/ Hvis du har kikket på Yduns Blues hjemmeside, så ved du, at du skal tage dig i agt for de arvelige sygdomme der er i racen. Mange af de små hjemmeopdræt undersøger ikke om deres tæve og den han, hun bliver parret med, er fri for den ubehagelige juvenile epilepsi. Det er en sygdom, som hvalpene som regel vokser fra. Men sygdomsperioden ligger tidligt i hvalpens liv. Og hæmmer derfor hvalpens mentale udvikling.. Hvalpene kan godt få stambog selv om de har haft juvenil epilepsi eller selv om de er bærere af genet. Men de kan ikke få specialklubbens blåstempling. Så det kan man nemt kontrollere. Hvis forældrene er testet fri for juvenil epilepsi, plus et par andre ting, så kan hvalpenes stambøger få et stempel om at de er avlet efter specialklubbens anbefalinger.. Specialklub: http://www.lagottoklub.dk/ En anden ting, du skal være opmærksom på, er at lagottoen IKKE er en selskabshund. Den ligner en robust lille puddel, men det er altså en retriever. Og den skal have opgaver og et job for at blive en lykkelig hund. Den kræver mere end en selskabshund. I skal være indstillede på at gå til træning med den. Ikke bare nogle måneder, men så længe hunden har interesse og lyst til det.