Jeg er helt enig i, at det er skønt med flere hunde. Dog synes jeg, at springet fra 1 til 2 var større end fra 2 til 3 Jeg har skrevet lidt til min hjemmeside, som jeg tillader mig at sætte herind:
Flere hunde sammen
To hunde - dobbelt arbejde eller dobbelt dejligt?
Fire hunde, hvad så?
Sommeren 2003 fik vi en dejlig Sort Spidshvalp (tidligere Dansk Vikingehund), Mirah. Hun var og er pragtfuld, selv om vi somme tider har syntes, hun var en 'lille sort slyngel'. Hun har heldigvis et dejligt kærligt temperament, dog uden at hun behøver at hænge på os. Hun kan godt lide at være 'skødehund', men ikke for længe. Hendes selvstændighed kalder dog på en vis konsekvens, hvis hun ikke skal løbe om hjørner med os. Jeg har gået til hundetræning med hende, hvilket vi begge har haft gavn af. Vi kan godt sige, at hun har været en udfordring, men en dejlig udfordring, og arbejdet blev belønnet, især ved 1-årsalderen, og hun blev en roligere hund efter den første løbetid.
Desuden skete der det, at vi fik tilbudt endnu en hund, en søster til Mirah. Det var en stor beslutning, næsten som at vælge, om vi skulle have endnu et barn, for vi var klar over, det ville kræve noget ekstra af os. Men vi endte med at takke ja, da Eisa også er en dejlig og utroligt kærlig hund, som jeg har fulgt forholdsvis tæt fra hvalp af. Der har da været dage, hvor vi har kigget på hinanden og rystet på hovedet af vores beslutning, når de to energibundter drønede rundt i huset og fik løse tæpper og andre genstande til at skifte plads med forrygende fart. Vi må også erkende, at to hunde til min mands store fortrydelse graver dobbelt så mange, dobbelt så store huller efter mus og muldvarpe som én gør, og i regnvejr er der især dobbelt så meget arbejde. Men, men, men ... det er også dobbelt så sjovt og dobbelt så hyggeligt med to. De har tillige meget gavn af hinanden, og de går og småleger og småsnakker utroligt meget, så vi ofte trækker på smilebåndet.
En sidegevinst er, at min datter, Maja, gjorde mig selskab til hundetræningen sammen med Eisa. Hun fik især smag for agilitytræningen, som de Sorte Spidser også elsker. Det er en stor fornøjelse, at vi har kunnet snakke sammen om de nye oplevelser, og hun har gået op i det med liv og sjæl, og hun er god til at hjælpe med det praktiske omkring hundene også.
Af og til har vi kørt eller gået en tur med den ene eller anden alene, for at de også kan vænne sig til at være lidt alene, og for at de hver især kan få lidt ekstra opmærksomhed. Vi tager dem også nogle gange med i haven på skift og leger eller småtræner lidt med dem. De kan aktivere hinanden godt, men det er selvfølgelig ikke nok. De skal have brugt deres intelligens på andre måder også og stimuleres af os. Men det er hurtigt blevet en livsstil.
Ellers er de to 'tøser' meget sammen og elsker det tilsyneladende. Der har kun været enkelte voldsomme markeringer, hvor de hurtigt har fået afgjort førerpositionen, som i begyndelsen var Mirahs, men som nu tilfalder Eisa, nok fordi hun fik hvalpe først. De ligger ofte side om side, rumpe ved rumpe eller snude ved snude, så vi tog konsekvensen af det og byggede en dobbeltkasse til dem. Der putter de sig, når vi siger godnat, og de får deres godnatkiks. Derudover har de nogle hundetæpper og en ekstra kurv strategisk placeret i huset, så de også har nogle steder, hvor de kan trække sig hen, hvis de vil være i fred.
Generelt er de fantastiske til at dele, både når det gælder kødben og legetøj. De kan ligge side om side og gnave ben uden den mindste knurren, hvis den anden lige vil smage, om det andet ben er bedre end hendes eget. Så vender de sig bare demonstrativt lidt til den anden side, og så kan den anden passe sit eget ben igen. Der er heller ikke problemer med at fodre dem samtidigt. De spiser deres egen mad, og hende, der bliver først færdig, står troligt og venter til den andens skål er tom. Men så skal de altså også lige hen og se hver især, om der dog ikke alligevel er noget spændende i den andens madskål.
Jeg vil sige, at når hele familien er indstillet på at give et nap med, så er det overvejende en positiv, dejlig oplevelse at have to hunde. To hunde er ikke dobbelt arbejde (hele tiden), men det er dobbelt så dejligt!
Se det var første del af historien… Mirah fik et kuld hvalpe i 2006… og neeeeej, jeg skulle bestemt ikke have en af dem selv. Lige indtil jeg hjalp Lykke til verden og fik liv i hende. Ved det første spæde bjæf, som hun kom med, da var jeg solgt, og adrenalinen kørte vildt i mig, da det gik op for mig, at hun faktisk ville overleve den langvarige og hårde fødsel. Hun var den sidste og 9. af kuldet. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at hun skulle videre, men da en mand ringede og ville købe hende, da måtte jeg afslå. Det var som at få en mavepuster ved tanken om at måtte opgive hende. Så hun blev her, da de andre i løbet af en uges tid flyttede ud i nye hjem, da de blev gamle nok. Lille Lykke tumlede omkring og var en pestilens for sin mor og moster ind imellem, og hun søgte tilflugt hos os, når hun havde lavet for mange ulykker med dem, og de ikke gad hende. Hun har et ukueligt gåpåmod og har vokset sig både stor, smuk og utroligt harmonisk. Jeg har forsøgt at holde de ’gamles’ træning lidt ved lige, men jeg er nu ophørt med at træne dem i klubregi, fordi jeg træner både lydighed og redningshundetræning med Lykke. Vi blev optaget ved Odense Redningshunde, da vi bestod optagelsesprøven d. 10. maj 2008, og 16. dec. 2008 bestod vi grunduddannelse redningshund.
En dag i foråret 2008 blev jeg ringet op af et par, der havde købt en af Lykkes søstre 2 år tidligere, Ronja. De kunne ikke have hende længere, fordi hun krævede mere, end de kunne tilbyde hende. Først forsøgte jeg over 5 dage at kontakte alle, der kunne tænkes at ville tage sig af hende, men uden held. Jeg syntes ikke, jeg kunne forsvare, at de ville få hende aflivet, hvis hun ikke kunne komme ud i et nyt hjem, så jeg ville som minimum prøve at vurdere hende for at se, hvor det gik galt. Jeg tog på besøg og kunne se, at hun virkede stresset og understimuleret. Jeg tog hende med mig hjem først i april, for om ikke andet så var hun et sted, som hun genkendte fra sine første 8 uger her, og jeg ville måske kunne rette lidt op på nogle af hendes uheldige vaner. I løbet af få dage var det, som om hun aldrig havde været væk herfra. Ronja og Lykke fik gevaldigt meget glæde af hinanden, om end moster Eisa kun lige akkurat tålte hende til at begynde med.
Mirah tog imod Ronja med ophøjet ro, men uden den store interesse. Men inden den første uge var omme, så fandt de ud af det med hinanden alle sammen, og Ronja er ikke i tvivl om, at Eisa er flokkens alfatæve. Vi valgte at beholde Ronja, og hun blev avlsgodkendt ligesom Lykke, og vi har dermed sikret os endnu en avlstæve, som kan være med til at sætte hvalpe i verden, for der er ikke så mange af den Sorte Spids, og jeg vil gerne være med til at udbrede denne skønne race og forhindre, at den uddør igen.
Jeg startede til lydighedstræning med den frække Ronja. Det var tiltrængt, men hun lærer hurtigt, som alle mine andre spidser har gjort. Desuden startede vi til agility i efteråret. De er meget trænbare og arbejdsvillige. Desuden går vi mange ture og træner løbende små tricks og lydighedsøvelser med dem, og vi har en meget stor have, hvor de kan tumle og lege og bruge en masse energi. Det er rigtigt godt at smide deres foder ud på et stort område og lade dem søge, for det trætter dem meget.
Ingen tvivl om at min dag hurtigt er fyldt op med hundene, men jeg har tiden til dem, og jeg kunne ikke leve uden dem. Fire hunde var en stor flok, men med en konsekvent og kærlig respons på dem, så gik det hele faktisk ret godt. Beslutningen om at gå fra en til to hunde var nok reelt sværere at træffe end fra to til tre og nu fra tre til fire hunde. Jovist… de flytter endnu mere rundt med legetingene og tæpperne end to, og når vi når aften, så ligner det, at der har været en børnehave på besøg, men så samler vi det sammen og lægger legetingene i deres kasse og tæpperne på plads. Om morgenen trænger der til at blive fejet eller støvsuget, for helt klart så slæber de mere med ind, men der skal jo gøres jævnligt rent alligevel.
Indtil Ronja og Lykke blev falsk drægtige, da Eisa fik hvalpe, spiste de også fint med ca. 1 m imellem sig med respekt for hinanden, og de sov ved hinanden lidt på skift. Der er helt klart den fordel, at der aldrig er en hund, der må blive alene tilbage, for der vil altid være nogen, uanset om vi tager en eller to hunde med ud ad gangen. Jeg kunne gå med alle fire i et kobbel, så det kan også lade sig gøre. Så jeg vil sige, at fire ikke føles som firdobbelt arbejde. Men de har haft så utrolig stor glæde af hinanden, og vi har virkelig haft stor glæde af dem. Vi lærer rigtigt meget af at betragte dem sammen, og vi får mange gode grin, når de leger og ’snakker’ sammen. Vi kunne dog godt mærke efter deres falske drægtighed, at Ronja og Lykke prøvede kræfter med hinanden, da de er ret jævnbyrdige og i sagens natur lige gamle. Vi håbede, at de faldt til ro igen, når de fik afgjort mellem sig, hvem der var stærkest. Men Ronja er ikke opvokset med helt samme socialisering og signalsprog, så vi oplevede, at hun ikke bakkede ud, når de andre sagde fra. I samråd med adfærdskonsulent valgte vi at skille dem ad, så Ronja p.t. er hos vores ene datter, så hun kan stresse helt ned igen. Der er hun blevet en meget rolig hund, som nyder at være ene om at få opmærksomheden.
Ronja har lige fået hvalpe hos os, og vi har valgt at lade Lykke, som også har hvalpe, og hende gå hver for sig i huset og på grunden, så de ikke risikerer at køre sig selv og hinanden op.
Men helt klart, så har vi haft flest gode oplevelser ved at have mange hunde. Og havde Ronja vokset op her, så tror jeg ikke, at vi ville have oplevet de rangordensproblemer, som vi fik, efter at Ronja kom tilbage.
