søster lagkage

men jeg vil så vove den påstand, at hvis en almindeligt aktiv, rask voksen kvinde lever af "grøn salat" dvs. f.eks. i en periode på et år spiser afmålt 1500 sunde kalorier dagligt og intet andet - så vil hun tabe sig. med megetmeget få undtagelser. og selv hvis man har lidt lav kalorieomsætning - altså det må være noget nær et medicinsk mirakel, hvis et almindeligt aktivt menneske forbrænder f.eks. kun 1200 kalorier dagligt. kroppen kører jo ikke på luft. og selv hvis du kun forbrænder 1200 kalorier dagligt, kan du jo både nøjes med at spise dig mæt for disse OG overveje at forhøje kalorieomsætningen med noget mere aktivitet. jeg føler mig overbevist om, at det ikke er i de individuelle medfødte omsætningsforskelle at fedmeproblemet sidder. og at disse i øvrigt er meget små, hvilket jeg også er ret sikker på, at forskningen underbygger? og jeg læste godt linket, der står, som du også selv nævner, ikke så meget andet end at man dybest set ikke ved særligt meget. derfor er det vel også fair nok at vi er uenige, den indiskutable sandhed er vist ikke fundet. men altså dybest set virker "gode" kure - vægtvogterne osv. jo rigtig godt på i hvert fald alle de overvægtige (og ikke særligt overvægtige), som jeg kender, der har været på dem. problemet er snarere at holde vægttabet.

jeg tænker også en forstrækning eller sådan noget, når hun pludselig halter jævnligt - og det er trods alt bedre med en lille skade eller overbelastning end med noget mere kronisk, ikke? håber du får fat i hende tove snarest

ja, hvadvedjeg, ikke særligt meget om kød og kræft i hvert fald. troede egentlig primært, at det var kødets langsommere nedbrydning i tarmen der var årsag. og der er det vel meget andet end fedtsyrer der er afgørende.

det er ikke ordkløveri, vi er vist bare uenige. det kunne f.eks. være genetisk disponering for sult og appetitregulering, ustabilt blodsukker, insulinresistens, endorfin-frigivelse ved spisning osv. så vidt jeg ved, har man kun identificeret fedmegener - ikke fuldstændigt afklaret hvad præcis de gør. måske genetisk disposition for energiniveau? helt ærligt har jeg nogengange indtryk af, at den slags også er medfødt. jeg er aktiv, når jeg er aktiv, men når jeg intet skal, sidder jeg musemusestille på min røv. min kæreste kan ikke sidde stille i 5 minutter ad gangen, sjovt nok forbrænder han rimeligt meget mere end mig, og ikke kun i perioder hvor han træner meget. også selv om jeg går de længste ture med halfdan. f.eks. edit: nu mente jeg nok nærmere kalorietæthedsforskrækket i mere generel forstand, det er så sukkeren der er synder nu, i 90'erne var det fedtet. er du i øvrigt slet ikke bange for tarmkræft og den slags med alt det røde kød? det lyder .... heftigt.

det er jeg klar over, og f.eks. lider en hel del unge kvinder jo af pco/s, som bl.a. giver blodsukkerforstyrrelser og sukkertrang, bugfedme osv - mig selv iblandet. men at den primære årsag til fedme skulle være, at enkelte mennesker har brug for meget få kalorier, det har jeg ingen steder i videnskaben set og jeg tror grundlæggende ikke på det. det daglige kaloriebehov svinger jo ikke voldsomt fra menneske til menneske sådan helt grundlæggende - det svinger primært ifht. størrelse og fysisk aktivitet. så kan der jo være så mange årsager (psykiske, kulturelle, vaner, gener, sygdomme) til, at man har svært ved at holde sig inden for dette behov.

selvfølgelig dømmer man lidt folk der er anderledes end en selv, sådan må det nok være. jeg kan jo heller ikke selv sige mig fri. og i øvrigt blir jeg nok middel-hys med den kommende pg.a. mandens dårlige gener. så måske kommer jeg trods alt til at låne lidt af din speltviden selv om jeg til en hver tid vil ønske mig et liiiiidt buttet, afslappet og ... ja, intellektuelt snarere end fysisk interesseret barn, frem for en totalt belastende sukkerforskrækket tvangsatlet som min mand, ak og ve for en kedelig slikmakker mand!

jeg mener præcis det samme om folk der er overvægtige som folk der er undervægtige. at det kun megetmeget sjældent (men selvfølgelig i visse tilfælde) er et fysisk problem der ligger til grund. det betyder dog på ingen måde, at jeg synes, at folk "bare skal tage sig sammen". en sådan udtalelse tror jeg sjældent man vil se fra folk, der selv har prøvet at kæmpe med vægten - uanset om det så er overvægt eller undervægt.

men jeg føler f.eks. ikke, at jeg har nogen sorteper at give videre. jeg er vokset op som almindeligt 80'er-barn med kylletter og ærter og kogte kartofler og lørdagsslik og rød saftevand i weekenderne. jeg er pissesund og stærk og uallergisk og aldrig nogensinde syg og min krop og min vægt er og har altid været sund og normal - på et æstetisk niveau kunne jeg godt tænke mig at være liiiidt tyndere, det blev jeg så også efter en indsats. jeg føler mig på ingen måde sundere, end da jeg var lidt tykkere, bare pænere. jeg elsker slik og kage, ikke hver dag men engang imellem. og junk food. i hverdagene spiser jeg sundt ala gode, økologiske råvarer men ikke ala fedtforskrækket. og hvis jeg skal ønske mig at give noget som helst videre til mine børn, er det min uneurotiske, totalt kompleksfri og glædesbetonede tilgang til både mad og krop. men altså different folks different strokes. hvis man selv går rigtig meget op i sund kost, nul-sukker, at være superslank osv - så kan jeg da sagtens forstå, at man har et ønske om at give det videre.

og i din nederste pointe er jeg sådan set enig med familierne og foreningen, de redder bare én hund, og så må det gerne være fordi den ser sød ud. selvfølgelig ikke uden at de også er i stand til at matche hundens sind og type, men der mener jeg faktisk, at græske hunde er temmelig grundige (noget mere end nogle af de andre foreninger, som jeg har hørt om - også mere end nogle af de historier fra danske internater jeg har hørt). nu har jeg ikke selv haft kontakt med henblik på adoption med græske hunde, men jeg havde indtryk af, at mine forældre blev fulgt ret grundigt op på før godkendelse. de søgte så lille, "uproblematisk" selskabshund, og er voksne mennesker med hund i forvejen, så måske ... ja, der var måske ikke så stor grund til at problematisere deres ønske fra foreningens side. jeg mener, uden at være sikker, at du har haft din græker nogle år - at hun er lidt oppe i alderen? jeg har indtryk af, at der er strammet voldsomt op på adoptionsprocessen siden. uanset hvad fatter jeg stadig ikke problemet i at vælge en hund, som ser sød ud på billedet. ens gode gerning bliver da hverken større eller mindre af den grund, først og fremmest adopterer man jo fordi man gerne vil have en hund og ikke for at være altruistisk - så skulle man da hellere donere penge til neutraliseringer o.lign. jeg havde da også både ønsker til temperament og udseende da jeg skulle have (dkk-)hund.

og selv om jeg, hvis ikke min mand var allergiker, måske havde valgt en af de hunde på den græske hjemmeside, som jeg er faldet pladask for delvis på baggrund af deres udseende - så vil jeg forevigt forbeholde mig retten til at stadig være vildt forarget over aflivelsen af tavlehunde med kosmetiske fejl.

græske hunde vurderer selvfølgelig, hvilken type hund der passer til en given familie. og der er jo desværre rigeligt med hunde at tage af, også selv om du ønsker noget semispecifikt (ala mine forældre: lille tæve, max. 5-7kg, min. 2 år, husvant, ingen store adfærdsproblematikker, god med andre hunde) men hvordan ville du vælge en fremmed hund i udlandet, hvis ikke udfra hvilket billede der fangede din opmærksomhed? selvfølgelig sammen med beskrivelsen, som dog oftest er rimeligt overfladisk. ville du slå plat og krone? vælge den grimmeste/sorteste? én reddet hund er da én reddet hund. det er vel ikke anderledes end at hente en dansk internathund, henter man ikke også en som tiltaler en? og passer på type og temperament? der kan man vel heller ikke sige sig fri for at udseendet påvirker ens "falden for" hunden. eller hvis man leder efter en omplaceringsblandingshund på den blå avis, er det ikke billedet der vækker ens interesse? nej, jeg forstår slet ikke din forundring, ville være mere forundret, hvis det var omvendt, det er for mig at se totalt naturligt og uundgåeligt.

jeg ved ikke rigtigt ... en reddet hund er en reddet hund, og ligegyldigt om du vælger en pæn eller en grim, er én redning stadig tusind fravalgte hunde. jeg håber, at folk vælger en som nogenlunde passer dem i type og størrelse, hvilke kriterier de ellers vælger ud fra, er mig ikke så vigtigt. og helt ærligt, når man kun har en hjemmeside, så er der jo ikke så meget andet end billederne? som jeg vist har nævnt før, må man ikke aflive voksne hunde i grækenland. de sorte hunde bliver selvfølgelig passet på lige så godt som alle de andre, dvs. neutraliseret, fodret, sat på internater, hvis de ikke kan klare sig på gaden osv. arbejdet med formidling i udlandet foretages jo heller ikke blot af den danske forening, også tyskland og holland henter en del hunde, og jeg har indtryk af, at de mindre "letformidlelige" (dvs. de store, de mørke, de ældre osv.) oftere ender her. jeg forstår vist dybest set bare ikke din forargelse. og jeg synes i hvert fald ikke, at det kan sammenlignes overhovedet med aflivelse af fejlfarvede hvalpe, hvilket jeg virkelig synes er usympatisk.

okayokay, så kan du godt sætte søster lagkage i kalenderen som partyplanner. det er mest alle de bær, jeg mangler om vinteren. er jo livsvarigt bitter over, at jeg aldrig kan lave jordbærkage på min egen fødselsdag. stakkels baby. er vist allerede klam og nederen og ukulturella mortype.

jamen agnes er jo februarbarn? ligesom mig, kun nedtursagtig frugt at putte i lagkagerne. tror du missede pointen i min begejstring (arj, jeg kommer gerne og bager, hvis du giver billetten )

han er sguda yndig :hjerte: jeg tror ikke, at man helt kan sætte det sådan op. eller snarere - det mener jeg ikke. virkeligheden er, at på f.eks. graeskehunde.dk, vil der altid være flere hunde til omplacering, end der er potentielle, danske hjem. mange af hundene kommer altså aldrig ud af grækenland, og ofte vurderes de efter måske flere år på internat som værende uegnede til nyt hjem, og så ryger de af hjemmesiden. erfaringsmæssigt ved formidlerne, at de sorte hunde meget sjældent formidles. ofte er der kun et enkelt eller to halvdårlige billeder af hundene, og en sort hund kan jo være næsten umulig at se udtrykket på. når du har måske 30 hunde med billeder og korte beskrivelser - så synes jeg ikke, at der er noget unaturligt eller odiøst ved at man mentalt "bladrer forbi" de hunde, hvor man slet ikke kan se ansigt o.lign. jeg ville sikkert komme til at gøre det samme. i øvrigt har mine forældre også en sort græker, men hun har aldrig været på hjemmesiden.

sjovt nok er børnefødselsdagene det jeg glæder mig mest til - har gjort mig pinligt mange tanker om de mange frugt-lagkage-muligheder med et sommerbarn jeg glæder mig selvfølgelig mindre til at ligne lort og være mega nederen

halfdan kan slet ikke gå på fortovene som de er lige nu. så han bliver båret til og fra græsplæner, parker og andre usaltede områder. det gør simpelthen tydeligvis vanvittigt ondt på ham. han er meget følsom med alting altid. han har heldigvis ikke tendens til sår og revner, og vi prøver selvfølgelig med potevoks, fed creme osv., men det dur overhovedet ikke. jeg tror, at sko er eneste løsning. men i går havde vi så besøg af mine forældres to hunde, deres fimsede lille gadehund og deres totalt uimponerede og rimeligt rå gamle terrier, som jeg aldrig har set ømme sig. det endte med, at min stedfar gik hjem med to hunde i favnen, fordi de i løbet af kort tid haltede så voldsomt, at vi ingen steder kom. tæven begyndte endda at pive og jamre. så lige præcis salt/sne-kombien har jeg virkelig meget respekt for. i alle mulige andre sammenhænge skal der helt utroligt lidt til, før det lyder som om, at han er døden nær af smerte. det skal man lige vænne sig til.

nå, jeg var aaaaalt for langsom med min kyllingekommentar.

jeg giver som udgangspunkt kun rå ben, giver også marvben rå. kan dog finde på at bruge et kogt til at fylde med vådfoder o.lign. min hund gider ikke rigtigt bide i dem alligevel, så jeg er ikke bange for splinter. rå kyllingeben er bløde og splintrer ikke.

skriv til en af kiropraktorerne, hende halfdan var hos kunne i hvert fald med en kort beskrivelse vurdere, at hun godt ville se ham uden at se røntgenbilleder først osv. hun vil i hvert fald kunne mærke, om muskulaturen er skæv og den slags. altså om hun aflaster osv.

det lyder jo rigtig meget som det halfdan havde/har lidt stadig. han er både via mærkning fra flere dyrlæger og via røntgen fuldstændigt frikendt for patella, så hans er bare et mysterie. heldigvis er det sjældent og varer kun få sekunder. hvis der er mistanke om patella, kan det være, at en kiropraktor vil se røntgenbilleder, før de piller. så jeg ville måske alligevel starte hos dyrlægen, selv om jeg generelt har rigtig meget fidus til kiropraktorer med led og den slags. men hør evt. tweesa, bitten er jo vist jævnligt til kiropraktor med sine knæ, hun kan måske hjælpe med lidt erfaring?

:banan: yndlingskategori! endelig kan vi være med

nej, men man kan sørge for at teste jævnligt. jeg har afleveret lorteprøver ca. hvert halve år hos min dyrlæge. jo længere hundene går med det, jo større risiko er der for vævsskader på hjerte og lunge. og de kan tit have dem uden nogle særlige symptomer, så det er en rigtig led sygdom.

det er også to meget forskellige ting for mig. min hund er min hobby, et aktivt tilvalg, en livsstil om man vil. min beslutning om at få børn er mere nødvendighedsagtig. den beslutning kom ikke fra hovedet på samme måde, men fra maven. en klar fornemmelse af, at jeg blev nødt til at få børn, hvis jeg ikke skulle fortryde det helt vildt. og så følte jeg lidt, at jeg ligeså godt kunne komme tidligt i gang, så jeg er ung og frisk og kan få dem med lidt afstand på. havde jeg ikke følt dette sådan fysiskagtige behov, havde jeg måske valgt det fra. det er i hvert fald ikke fordi, at jeg er blevet skruk af at opleve mine veninder få deres første børn - absolut tværtimod. det er jo på mange måder rædsomt at være børnefamilie, eller i hvert fald hårdt i det mindste. samtidig oplever jeg alligevel, at halfdan på mange måder opfylder mit behov for yngelpleje og omsorg. og min behov for børn blev også sat noget på pause, da jeg fik ham. og ja, han er alligevel på mange måder vores barn. både i forhold til praktiskheder, ansvar og logistik i dagligdagen, og ifht. følelsen af kærlighed, ømhed og omsorg over for ham. selv om jeg da er overbevist om, at det bliver anderledes med et menneskebarn. at omsorgen får en slags biologisk overbygning eller sådan noget. det er jeg meget spændt på. og i øvrigt er der også rigtig mange, der har spurgt os, hvad vi gør med halfdan, når baby kommer. ikke mine nærmeste, de kender mig, men mere perifære bekendtskaber. så har jeg fortalt, at han selvfølgelig ryger på den blå avis til slagpris, han var jo bare midlertidig erstatningsbaby

fint at det virker med smertestillende, eller fint er det jo ikke, men det hjælper da på opklaringen. hjertelungeorm kan godt give mislyd på hjertet, så du skal nok til at samle pølser til en test. jeg ville i hvert fald helt sikkert på det tjekket.