Hop til indhold

Potemis

Members
  • Antal indlæg

    956
  • Medlem siden

  • Senest besøgt

Personal Information

  • Lokation
    Sønderborg
  • Interesser
    Gåture med Cookie, læse bøger, se serier.
  • Job
    Friskolelærer på Eckersberg Friskole
  • Hundenavn
    Cookie, kælenavne: hundemås, hundemis, missekat, musen, lille pølse, puttemis.
  • Køn
    Kvinde

Seneste besøgende på profilen

Blokken med seneste besøgende er deaktiveret, og bliver ikke vist til andre

Potemis's Achievements

Newbie

Newbie (1/14)

19

Community omdømme

  1. Jeg har pakket væk i dag. Stille og roligt. Jeg fortalte hende at nu pakkede jeg kurvene væk, for nu kan hun ligge hvor hun vil, jeg pakkede trappetrinene til seng og sofa væk, for nu havde hun ikke ondt i sine ben og kunne hoppe hvorhen hun vil og alle bamserne. De fik hver især et lille kys som tak for alt det sjov vi har haft. Jeg gik også forbi hendes store hundeven for enden af gaden og gav ham en pose tyggepinde. Det krævede lige lidt overvindelse at ringe på døren og skulle sige det højt. Men det hjælper alt sammen. Jeg taler til hende hver aften og jeg føler at hun er der. Sorgen er stadig tung og her er alt for stille, men det er okay. Hendes sele og og snor hænger i gangen, jeg ved ikke hvor længe. Jeg rører hendes snor når jeg går ud af døren Og selen dufter af hende. Og to af hendes bamser ligger på min seng. Og så vrimler det med hundehår 😊
  2. Tak for jeres svar. Jeg vil ikke smide noget ud, det kan jeg slet ikke. Jeg tænker at det bliver pakket ned og så kan jeg tage det frem når jeg engang føler mig klar til at sortere det lidt. Men bare tanken om det. Jeg har tømt hendes vandskål og skyllet hendes madskål og tømt køleskabet for hendes mad. Jeg har bare slet ikke lyst til at pakke noget ned. Det er værst om aftenen, der stortuder jeg og fortæller ud i værelset at jeg savner hende så meget. Jeg er så ked af at være helt alene i verden nu. Hvad pokker laver man når man ikke skal nusse hundemave hele tiden? Og hvordan står man op om morgenen når man ikke skal ud og gå? Alle mine rutiner falder helt sammen. Jeg ville ønske jeg kunne have 1 dag mere med hende. En god dag hvor jeg kunne ae hende og gå til stranden og forkæle hende. Jeg ved ikke engang om hun rigtigt var klar over hvad der skete og at jeg var hos hende til det sidste. Det er så forfærdeligt det her.
  3. Årh det er det hårdeste i hele verden. Jeg ved ikke om nogen kan huske mig og Cookie, det er trods alt mange år siden jeg har været her sidst, men jeg brugte stedet meget. Jeg mistede min lille Cookie, 13 år gammel, i onsdags. Hun havde gigt, problemer med hoften og fik også medicin for inkontinens. Der var så mange kosttilskud og hensyn at jeg havde besluttet at der ikke skulle være mere. Kom der en ny sygdom, så skulle vi sige farvel. I december fik jeg en følelse af at det her var hendes sidste jul. Jeg kan huske jeg tænkte at hvis hun holdt til sommerferien, ville jeg have god tid til at sørge (jeg er lærer). Hun havde haft nogle mærkelige rystelser for en måneds tid siden, men de var forsvundet igen. Pludselig kom de igen i lørdags og hun blev mærkelig om natten, rastløs, forvirret og ikke helt sig selv. Vi tog til dyrlæge mandag til det årlige tjek og jeg fortalte om min bekymring. Vi aftalte at udsætte vaccinen til følgende mandag og tjekke op på væske og generelt bare holde øje. Tirsdag var hun lidt alene hjemme, og jeg kunne godt mærke hun ikke var vild med det. Hun plejer bare at finde sin kurv og få sin kiks og så er det fint, men hun ville ikke rigtigt. Jeg var heldigvis kun væk et par timer. Vi havde nærmest ikke sovet siden weekenden og natten til onsdag var ingen forskel. Jeg var vågen med hende fra 01.40. Hun var helt bims og forvirret og kunne slet ikke finde ro i mere end 10 minutter af gangen. Ud på morgenen begyndte hun at putte sig meget tæt, noget hun ellers ikke gør om sommeren, det er for varmt. Men helt tæt og helt ind under dynen. Pludselig kl 5, mærker jeg voldsom aktivitet og jeg ser det første voldsomme epilepsi anfald. Det er helt vildt frygteligt at se hende krampe sådan og tis og savl flyver ud af hende. Jeg tror faktisk hun er ved at dø. Pludselig er det ovre og jeg ringer efter min forældre, for jeg tør ikke være alene. Vi diskuterer om det skal være dyrlægevagten eller om vi skal vente på at vores dyrlæge åbner. Jeg vælger det sidste. Cookie vandrer hvileløst rundt, kan ikke kende os og vil ikke nusses. klokken bliver 8, jeg får ringet og får en tid til et farvel kl 13. Dyrlægen vil helst ikke presse os ind, der skal være god tid. Og så kommer det næste anfald kl. 10. Hun bider sig i tungen. Jeg fortæller hende da hun falder lidt ned at vi skal afsted snart og at hun skal sove og ikke vågner igen. Og at det er okay at give slip. Anfald nr 3 kommer kl 12, lige da hun ellers er faldet lidt ned igen og gerne vil have mad. Jeg har lige hældt det op, hendes livret makrel i tomat, da hun kramper igen. Jeg overvejer at ringe og sige at vi kommer nu, men jeg vil heller ikke slæbe en panisk hund ind i en bil hvor hun skal fastholdes. Kl 13.05 sætter jeg hende på dyrlægens bord og lukker døren bag mig og det sidste anfald kommer for fuld udblæsning. Dyrlægen giver hende hurtigt den første sprøjte, hun skal ikke ligge og krampe sådan. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, måske nok at jeg kunne holde hende og hun stille og roligt sov ind i mine arme, men sådan kom det ikke til at gå. Jeg lagde mig ind over bordet med min pande mod hendes og hviskede hende alle de ting jeg ville sige. Så fik hun den sidste sprøjte og det var slut. Jeg er så knust. Jeg er single og barnløs og Cookie var det eneste jeg havde. Jeg skiftevis forstår og forstår ikke at hun er væk. At jeg aldrig skal høre hendes små lyde, kysse hendes lille hoved, rode i hendes pels, nusse hendes mave, tale med hende om alt. Min mor synes jeg skal pakke hendes ting væk, men det føles som at jeg sletter hendes spor. Jeg har det frygteligt med det. Der bliver så mange tomme steder. Og hvad hvis hun stadiger der og ser med? Vil det så ikke såre hende at jeg bare fjerner hendes ting? Jeg ved godt det lyder tosset, men det er de tanker jeg har. Hvornår pakkede I andre tingene væk da I mistede en hund? Og hvilke tanker gjorde I jer om det? Der er så tomt og stille uden hende. Jeg ved godt jeg bliver glad igen en dag, men ligenu er det bare så hårdt.
  4. Og fluks var jeg ved tasterne.. Hvor bor I henne i Sønderborg? Jeg kender desværre ikke lige nogen umiddelbart, men har I prøvet at lave et opslag i den der køb og salg gruppe på facebook? Man kan vel godt sælge "selskab med hundehvalp i dagtimerne" til en ensom pensionist eller studerende som ikke selv har mulighed/råd til at have hund. Det nemmeste var selvfølgelig at finde en nabo der vil hjælpe. Et opslag i i opgangen eller sådan noget. Hvor længe af gangen afprøver I de forskellige ting? Jeg mener der er en god adfærdsbehandler i Gråsten... Jeg kan muligvis finde ud af det?
  5. Når jeg tænder radioen hopper hun direkte i sin kurv. Det er vel bevidst for det er noget hun har lært igennem vores alene-hjemme træning. Når jeg har snakket i telefon bliver hun helt vild og ræser rundt. Det betyder i hendes verden at vi skal have gæster fordi mine forældre altid lige ringer inden de kommer. Det tror jeg er ubevidst.
  6. Cookie og jeg kigger tit i hinandens øjne. Jeg kommer alfid til at smile Vi har faktisk ret meget øjenkontakt. Selv på gåture kan hun finde på at standse, gå tilbage og dutte på mit ben og så kigge op som om hun lige vil være sikker på at jeg er med og så blinker vi meget til hinanden. Jeg læste et sødt citat om en der sagde at han altid blinkede tilbage, hvis det nu var en hemmelig kode mellem dem ♥ Hun stirrer tilgengæld også en del... sådan virkelig stirrer så man bliver helt nervøs for om man ligner en stor saftig hundekiks.
  7. Cookie er generelt morsom at bo sammen med. Hun har altid sin egen mening om hvordan tingene skal være.. men.. 1. Jeg havde bagt en ordentlig stak pandekager og sat dem på spisebordet mens jeg skulle ordne noget andet. Pludselig ser jeg Cookie stå på en stol og være i fuld gang med at sluge sig igennem stakken. Da jeg når derned springer hun ned, kaster 4 hele (!) pandekager op og prøver at spise dem igen... 2. Jeg skulle hente min mor på banegården og tænkte at aftensmaden, en stor pizza, godt lige kunne køle af ovenpå ovnen. Da vi kommer ind af døren er det første jeg ser, en pizza der ved første øjekast ser urørt ud, men ved nærmere eftersyn er ALT fyldet skrabet af den ene halvdel. Hvordan hun er nået derop ved jeg ikke.. 3. Jeg havde været en tur over grænsen for at hente sodavand og havde købt en lille mini-øf som jeg ville overraske Cookie med. Jeg sætter indkøbsposen på gulvet og går i gang med at bære sodavandskasserne ind. Til sidst vil jeg pakke varer ud men væk er den lille øf. Øv tænker jeg, jeg må jo have glemt den på båndet dernede. Jeg spørger mine forældre som er inde i stuen om de kan huske om jeg fik den der øf med hjem og min mor siger så : har du ikke givet hende den? Det viser sig at ingen af os har givet hende øffen, men hun har selv været ude og inspicere indkøbsposen og konstateret at øffen måtte være til hende og snappet den med ind i sin kurv. 4. Cookie har en sær vane med at skulle have en af mine strømper med op i sengen. Af og til venter hun til jeg småsover før hun hopper ned og henter en sok og lægger den ved min hovedpude. På det seneste er det blevet lidt en mani for hende, der skal være en frisk strømpe, ellers kommer hun ikke op og lægger sig. En aften blev ventetiden lidt for lang og hun kom ud på badeværelset hvor jeg sad på toilettet. Hun stirrede længe på mig, logrede lidt og stirrede igen. Til sidst, fordi dumme mor ikke fattede budskabet, duttede hun med snuden på min fod og logrede. Jeg tog strømpen af og gav hende den. Glad løb hun ind i seng
  8. Billig dyrlæge kan sagtens være god dyrlæge. I min barndom havde vi en dyrlæge som gerne tog mod det man kunne give. Hvis man ikke havde råd til at betale sagde han bare pyt med det. Han tog også alle de dyr ind som sine egne, som folk kom for at aflive fordi de ikke længere kunne have dem. Der var et rend af dyr men han havde pladsen og kærligheden til dem alle. Nu hvor jeg er voksen betyder prisen ikke det store, jeg måler nærmere i faglig dygtighed og tryghed. Men jeg synes det er dejligt at man kan få anbefalet en god og billig dyrlæge for det er der jo altså af og til folk der spørger efter
  9. Det lyder som om I ikke helt forstår hunden. Altså som i at I vil det bedste, men ikke helt forstår hvad en hund er. Der er ingen skam i at indrømme at man har slået et for stort brød op. Det handler om for jer at finde en bager der har en større ovn end i har. Skynd jer at finde et nyt hjem til vovsen, det er den bedste mulighed for jer og for hunden. At vise kærlighed betyder også nogle gange at indse sin fejl og give slip Et nyt godt hjem, med mere tid og erfaring. Spørg evt herinde hvilket slags hjem i skal lede efter og hvor man har gode chancer. Hvis tonen kan virke hård, er det fordi hunde-forum er fyldt med mennesker der sætter deres og andres hunde utroligt højt. jeg tror der er mange herinde der ville sætte deres hund over deres partner Find et godt blivende hjem og imens I leder skal i træne alene-hjemme og arbejde med hunden så de næste ejere ikke skal starte helt fra bunden
  10. Cookie er jo ikke fra familiehyggeligt opdræt så jeg ved ikke så meget. Det var ihvertfald et stort kuld. Første gang jeg så hende var hun 4 uger, den mindste af dem alle. Alle de andre hvalpe fulgte mig og min eks rundt og ville lege, Cookie ville bare sin egen vej og skred væk fra os alle. Den livsanskuelse var jeg ret i enig i. Da vi hentede hende havde hun indhentet de andre i vægt (ved at udvikle nogle særdeles spidse albuer) og var fræk og stædig. Hun går stadig sine egne veje og er stædig som ind i helvede. Men vi elsker hinandens selskab ♥
  11. Cookie går selv i sin kurv. Engang da min eks og jeg passede en hund blev vi enige om at sådan noget havde den vist ikke set før. Den var så nysgerrig og sad oppe i sengen og kiggede... vi opgav og ventede med det til hunden var hentet igen
  12. Cookie ELSKER pakker. Hun får naturligvis en af både mig og mine forældre og så hjælper hun os med at pakke vores op. Med poterne. Hun får lidt and og en lille klat risalamande i stedet for sin aftensmad. Og så har hun naturligvis sin julesløjfe på halsbåndet.
  13. Køb et skoskab. Eller afskær muligheden for bryggerset med et børnegitter, eller ved at lukke døren. Jeg lukker døren ind til stuen når jeg er væk, ellers har jeg næppe nogle gardiner når jeg kommer hjem. Måske er han utryg ved for meget plads at holde styr på og søger tryghed i de sko der dufter af jer. Har i lavet alene-hjemme træning?
  14. Cookie ser pissedårligt i mørke og har altid haft problemer med det. En ukendt skygge af en sten, en pose, mennesker der kommer gående mod os, alt kan få hende til at standse og være bange. Vi går derfor en bestemt rute morgen og aften og forsøger at holde os til lygtepæle. Selv hunde hun kender kan hun ikke genkende i mørke.
×
×
  • Tilføj...